TVILLING YNDLING GRÆVLING
HELLA JOOF
TVILLING YNDLING GRÆVLING En selv(hjælps)biografi
POLITIKENS FORL AG
Til Olivia
Indhold
Intro 9
Barndom 85
Saint Stephen’s Gardens 12
Strøtanker 3 91
Et efternavn 18
Fru Hvem som helst 93
Holda munda 23
Poselil og hendes moder 97
Lort 27
Månedsblodet 104
Bullers have 32
Bryster 107
Strøtanker 1 39
Strøtanker 4 110
Margarine 41
Spejder 114
Bule 49
Tis 117
Troels 54
Sengevæder 120
Drama 56
Sengevæder-blues 122
Nina 63
Hende negeren 125
Om kap 65
Rød front 132
Bogstavbarn 68
Glasskår 135
Sang om at være blevet væk 70
Damaged goods 140
Strøtanker 2 73
De rige svin 143
Uegnet for mindre børn 74
Mulata! 148
Venten 78
Tordenkilen 151
Knæ i blusen 81
Fødsel 155
Et barn er født 157
Sang om konen og æggene 256
Skilsmisse 159
Strøtanker 5 258
Scener fra en skilsmisse 161
Om mad og vægt og spild af tid 259
Er du sød at poste knuden? 183 Rosakvarts 188 Julebange 191 Julebangesang 196 Kelim-syndromet 200 Kære Dagbog 203 Syltetøjsglas 219 Et grimt styrt i halvfemserne 222 Seek ye first the Kingdom of Heaven 229 Ensom dame 239
Skønhedsmanifest 265 Karriereråd 270 Det med tro 275 Indianer 284 MUS-samtale april 2020 288 Det gode selskab 297 Så så man lige mig 310 Indre omstændigheder 319 Den største kærlighed 321 Fortid 323 Erindring 330
Sang om at blive forladt 247
Tvilling Yndling Grævling, fortolket 334
De sorte kasser 248
Efternøl 343
Ting, jeg aldrig troede, jeg ville gøre 251
Intro
En nat vågnede jeg med et spjæt med sandheden samt et arkaisk Mona Lisa-smil på læben. Meningen med livet var ved guddommelig indgriben blevet mig åbenbaret i drømme. Jeg rakte ud efter Mont Blanc-kuglepennen, som jeg har fået i gave af min mand, og den blok, der altid ligger på natbordet, så jeg kan notere mine geniale indfald, så de ikke går tabt for eftertiden, og nedskrev hastigt de ord, som jeg vidste, ville frelse verden og som minimum udløse en Nobelpris i litteratur. Så faldt jeg i en lykkelig, afklaret søvn. Næste morgen greb jeg med spænding ud efter blokken. Der stod: Tvilling Yndling Grævling Og så har man jo ikke en chance. Så den er man nødt til at gribe, som vi sagde i firserne.
9
Det er dog min ambition at gætte gåden, at aftvinge de tre ord Tvilling, Yndling, Grævling deres sande betydning, for drømme skal man ikke kimse ad. I det hele taget skal man passe på med at gå rundt og kimse. Og jeg vil bestræbe mig på ikke at kimse, men i stedet kippe med flaget og lette på hatten og gøre honnør for alle de mennesker, der har bidraget til min færden her i verden. Også dem, der ved nærmere eftertanke har fortjent et los over skinnebenet. For de har alle sammen hjulpet mig på vej. Og mens proppen er af, vil jeg gennemgå mit liv, som det har præsenteret sig so far, prøve at uddrage en lære af alt det sure og det søde og det bitre og smertefulde ikke mindst, det sjove og det flove samt alt det andet bras og gøgemøg, jeg har oplevet. Så denne bog handler om livet, menneskelivet. Og mit liv. Det er ikke en selvbiografi i gængs forstand. For det orker vi ikke. Men snarere en selvhjælpsbiografi med udgangspunkt i det liv, jeg har levet, for det er det, jeg kender bedst. Denne bog handler om barndom, ungdom og voksendom og begyndende alderdom. Om liv og død og alt det imellem. Tro og utro. Underliv, overliv, kønsliv. Om
10
hudsult og kærlighedstørst. Latter og gråd. Næseblod og hæmorider, skilsmisser og shitstorme og andre kalamiteter og sten i skoen, som er trælse, mens man gennemlever dem, men dog alligevel ikke kan undværes i et menneskeliv. For vi skal have syv pund skidt om året. På et gennemsnitsliv, hvis et sådant overhovedet findes, bliver det langt over fem hundrede og firehalvfjerds pund, det er immervæk to hundrede og syvogfirs kilo. Det er godt nok meget skidt. Faktisk en ordentlig møgbunke, som man er nødt til at tygge sig igennem bid for bid. Ellers kløjes man i det. Så altså, spillemand spil lystigt op, nu begynder dansen: Tvilling, yndling, grævling. Hvis du kan bruge noget af det, er det til fri afbenyttelse. Ellers kaster du bare bogen i brændeovnen, hvis den ikke er blevet forbudt på grund af noget med partikelforurening, eller på møddingen. Eller efter nogle af dem, der driller. Kærligst Hella
Saint Stephen’s Gardens
En dag i foråret sad jeg og rodede i en kæmpestor, gammel, ildelugtende marokkansk lædertaske, hvor jeg opbevarer fotografier og studentereksamensbeviser, gamle pas og min vandrejournal fra dengang, jeg fødte et barn, mere om det senere, røntgenbilleder af fødder og kraveben og mammografibilleder fra dengang, jeg troede, at jeg havde en ondartet knude i brystet, også mere om det senere. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ledte efter, og jeg fandt det formentlig heller ikke, men jeg stødte til gengæld på et mørnet, mørkeblåt plastikchartek, som jeg ikke havde set i mange år. Nemlig det med min mors vigtigste papirer fra hendes ungdom: eksamensbevis fra mellemskoleeksamen, mg i snit, dog ug i orden, eksamensbevis i stenografi mg+, engelsk korrespondent-eksamen, anbefalinger fra Løvens Kemiske Fabrik og Illums Bolighus, hvor hun arbejdede på kontor i slutningen af halvtredserne, samt lasede, sort-hvide billeder fra en biltur til Tyskland. Og allernederst faderskabssagen vedrørende
12
barn af hunkøn, som blev undfanget i begyndelsen af februar 1962 på adressen Saint Stephen’s Gardens nr. 6 i Notting Hill i London. Ifølge faderskabssagen er min far, jurastuderende Bai Modi Joof, ikke afvisende overfor faderskabet. Han har ganske rigtigt haft samleje med sagsøgerinden, Birthe Johanne Pedersen, omkring undfangelsestidspunktet. Grunden til, at han ikke har reageret på breve fra myndighederne, er, at han har haft travlt med eksamenslæsning eller glemt at tømme postkassen eller ikke har tillagt det stor betydning. Eller måske har han sovet eller været ude at gå en tur (min teori). Det får vi aldrig at vide, for alle er døde. Eller rettere, jeg får det aldrig at vide. Alle andre kan jo principielt være bedøvende ligeglade og er det formentlig også. Hvorfor en mand ikke reagerer på breve fra en desperat, gravid dame og senere fra myndighederne omhandlende det faktum, at han har avlet et barn, er jo ikke af nogen videre interesse for andre end de implicerede. Altså moren, faren og barnet. Og nok mest for moren. Barnet af hunkøn får aldrig noget at vide om den faderskabssag, før hun som femtenårig roder i sin mors papirer og finder den og får et chok, for det var ikke den historie, hun var blevet fortalt.
13
Den historie, hendes mor havde fortalt hende, fra hun var ganske lille, handlede om to meget forelskede unge mennesker, en sort og en hvid, som ikke kunne gå hånd i hånd i Londons gader i starttresserne på grund af den massive racisme. To unge mennesker, hvis drømme blev knust, fordi modstanden fra det omliggende samfund var for stor. Byrden blev for tung at bære. Og den unge kvinde så ingen anden udvej end at slå op med den høje, blåsorte, velbegavede jurastuderende fra et af de nyligt afkoloniserede vestafrikanske lande, som havde slået sig ned i London for at læse på universitetet. Bide sig i tungen, afbryde forholdet og opgive den umulige kærlighed for umiddelbart derefter at opdage, at hun var gravid i fjerde måned trods pessar. Og heldigvis for det, og her skifter vi synsvinkel til barnet af hunkøn, for så var muligheden for en illegal abort så godt som udtømt, medmindre hun ville opsøge en snusket lejlighed i den dodgy ende af Clapham, lægge sig på en fedtet voksdug på et vakkelvornt spisebord og lade ferme, usoignerede hænder penetrere sig med en rusten strikkepind, hvilket havde reduceret barnet af hunkøn til en klump blodigt væv i en anløben toiletkumme. Det ville hun heldigvis ikke, så hun rejste hjem til Danmark, hvor hun blev mødt med gråd og tænders
14
gnidsel, kulde fra sin fars side og hændervriden fra sin mors. Og min stakkels lille, rødhårede, fregnede mor måtte flytte ind på Mødrehjælpen i Svendborggade. Og føde sit barn, den førstefødte, på Rigshospitalet. Helt alene. Ifølge min mors historie, som med tiden fik en mere og mere ravfarvet lyssætning, ville min far gerne have barnet af hunkøn, som han ville sende til Gambia, så min farmor, Anna, og min faster Suna kunne passe mig, men det ville min mor ikke høre tale om. Jeg ved ikke, hvad der er op eller ned, hvad der er sandt eller falsk. Det er også lige meget. Måske prøvede min mor at beskytte mig mod følelsen af at være abandoned, forladt, afvist af min far. En faderskabssag vidner jo ikke om nogen overvældende interesse fra det fædrene ophav, og det er ikke sundt for børn at være udsat for manglende interesse. Det kan senere give problemer med selvværdet og ikke mindst med autoriteter, hvis det er på sværdsiden, interessen svigter. I så fald har hendes forskønnede version af forløbet jo været en kærlighedshandling, som jeg på sin vis er hende taknemmelig for. Måske prøvede hun bare at reparere på sin egen ramponerede kærlighedshistorie, som endte i skam og skyld. Og det ene ord tog det an-
15
det, og til sidst kunne hun ikke længere huske, hvad der var rigtigt eller forkert. Lige meget. Det betyder intet. Jeg har også selv pyntet på ubærlige historier. Løjet overfor min datter om grimme ord og handlinger mellem hendes far og mig, da vi blev skilt under stor ståhej for snart tredive år siden. Man behøver ikke rutte med sandheden, hvis den ikke tjener noget formål. Min mor rundede op. Og ikke bare til nærmeste hundrede. Men det er ligegyldigt. Jeg er en midaldrende dame nu. Jeg tumlede ind i livet. Det var ikke lige kønt alt sammen. Men jeg er min mor taknemmelig for, at hun ikke valgte Clapham-modellen. Jeg er glad for at være blevet født. Tænk, at jeg sidder her, nogenlunde velfungerende med alle lemmer i behold og ser ud på fjorden med en sovende hund ved mine fødder. Og dem skal man som bekendt lade ligge. Men det gør man jo ikke. Og den dag i foråret, da jeg sad og bladrede i den faderskabssag, gik der en skælven igennem mig, da jeg så adressen Saint Stephen’s Gardens nr. 6. Jeg var lige kommet tilbage fra London, hvor jeg havde boet hos min bedste veninde, som har en lejlighed i Notting Hill, og ringede straks til hende og spurgte med bævende stemme:
16
“Hvad er det nu, din præcise adresse er i London?” Hun svarede: “Saint Stephen’s Gardens nr. 36,” og jeg begyndte at græde. Saint Stephen’s Gardens er en lille bitte gade i London med nogle få træer i midten, den svarer i størrelse til Palægade eller Værnedamsvej i København. Når jeg bor hos min veninde, har jeg adskillige gange passeret den grønmalede dør i nr. 6. Den dør, min far og mor sammen er gået ind ad den dag i begyndelsen af februar 1962.