Historien om et nyt navn

Af samme forfatter foreligger på dansk:

Forladte dage, 2003 Min geniale veninde, 2014 Dem der flygter og dem der bliver, 2015 Det forsvundne barn, 2016 Dukken der blev væk, 2016 Stranden om natten , børnebog, 2016 Besværende kærlighed, 2017

Elena Ferrante

HISTORIEN OM ET NYT NAVN UNGDOM

PÃ¥ dansk ved Nina Gross

C&K Forlag

Historien om et nyt navn er oversat fra italiensk af Nina Gross efter Storia del nuovo cognome Copyright © 2012 by Edizioni e/o Dansk udgave © 2014 C&K Forlag ApS Omslag: Jon Asgeir Foto: F. Scianni, Polfoto Bogen er sat hos DonMax og trykt hos Nørhaven ISBN 978-87-93368-37-8 3. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2017

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Noter ved oversætteren side 558 Denne oversættelse har fået støtte fra Statens Kunstfond.

C&K Forlag ApS Overgaden oven Vandet 34 DK-1415 København K www.ckforlag.dk

UNGDOM

1.

I FORÅRET 1966 BETROEDE LILA MIG i en tilstand af stærk ophidselse en metalæske der indeholdt otte notesbøger. Hun sagde at hun ikke længere kunne have dem i huset, hun frygtede at ægtemanden skulle læse dem. Jeg tog æsken uden kommentarer, bortset fra et par ironiske bemærkninger om alt det sejlgarn hun havde bundet omkring den. I den periode var forholdet imellem os elendigt, men det var åbenbart kun mig der følte det sådan. De sjældne gange vi sås, viste hun ingen forlegenhed, hun var kærlig, aldrig undslap der hende et fjendtligt ord.

Da hun bad mig om at sværge på at jeg aldrig ville åbne æsken under nogen omstændigheder, svor jeg. Men så snart jeg sad i toget, fjernede jeg sejlgarnet, tog notesbøgerne ud og begyndte at læse. Det var ikke en dagbog, skønt der var detaljerede redegørelser for begivenheder i hendes liv fra begyndelsen af underskolen. Det var snarere vidnesbyrd om en stædig selvdisciplin i sprogbrug. Siderne var fulde af beskrivelser: en gren, dammene, en sten, et blad med hvide ribber, køkkengryderne, forskellige dele af kaffemaskinen, varmebækkenet, kullet og stumper af kul, et meget detaljeret kort over gården, stradonen, den brede vej der gik gennem kvarte11

ret, den rustne jernkonstruktion bag dammene, det offentlige anlæg og kirken, nedhugningen af vegetationen langs jernbanen, de nye ejendomme, hendes forældres lejlighed, de instrumenter hendes far og bror brugte til at reparere sko, deres bevægelser når de arbejdede, og frem for alt farver, farverne på hver genstand på forskellige tidspunkter af dagen. Men der var ikke alene beskrivende sider. Der var også enkelte ord på dialekt og på italiensk, somme tider markeret med en cirkel uden kommentarer. Og latinske og græske oversættelsesøvelser. Og hele passager på engelsk om kvarterets butikker, om varerne, om kærren fuld af frugt og grøntsager som Enzo Scanno førte rundt i gaderne hver dag med et fast tag om hestens grime. Og et utal af overvejelser over de bøger hun læste, over de film hun så i kvarterets biograf. Og mange af de ideer hun havde forfægtet i diskussionerne med Pasquale, i de samtaler hun og jeg plejede at have. Ganske vist i tilfældig rækkefølge, men alt hvad Lila nedfældede på skrift, fik betydning, og selv på de sider hun havde skrevet som elleveeller tolvårig, var der ikke en eneste linje som lød barnlig.

Sædvanligvis var sætningerne utrolig præcise, tegnsætningen omhyggelig, skriften elegant som den frøken Oliviero havde lært os. Men somme tider virkede det som om Lila var ude af stand til at opretholde den orden hun havde pålagt sig selv, som om en gift var trængt ind i hendes årer. Så blev alting stakåndet, sætningerne fik en overophidset rytme, tegnsætningen forsvandt. Normalt tog det hende ikke ret lang tid at genfinde et klart og roligt tempo. Men det skete også at hun pludselig brød af og fyldte resten af siden med små tegninger af forkrøblede træer, krumme rygende bjerge, truende ansigter. Jeg var tryllebundet både af hendes orden og af hendes uorden, og jo mere jeg læste, desto mere følte jeg mig 12

narret. Hvor megen øvelse lå der ikke bag det brev hun havde sendt til mig på Ischia mange år før: Derfor var det så godt skrevet. Jeg lagde det hele tilbage i æsken og lovede mig selv at jeg ikke ville snage igen.

Men jeg gav hurtigt efter, notesbøgerne emmede af den forførende kraft der havde karakteriseret Lila siden hun var barn. Hun havde behandlet kvarteret, sin familie, brødrene Solara, Stefano, hver person eller ting, med skånselsløs præcision. Og hvad skulle jeg mene om den frihed hun havde taget sig med mig, med det jeg sagde, med det jeg tænkte, med de mennesker jeg elskede, selv med mit udseende? Hun havde fastholdt øjeblikke som var afgørende for hende, uden hensyn til noget eller nogen. Her var, utrolig levende, den glæde hun havde følt da hun som tiårig skrev sin historie Den blå fe. Her var, lige så levende, hvordan hun havde lidt fordi vores lærerinde, frøken Oliviero, ikke havde nedladt sig til at sige et ord om den fortælling, men tværtimod havde ignoreret den. Her var lidelsen og raseriet over at jeg var kommet i mellemskolen og havde forsømt hende, forladt hende. Her var den begejstring med hvilken hun havde lært at reparere sko, og trangen til at hævde sig som havde tilskyndet hende til at tegne usædvanlige sko, og glæden ved at lave det første par sammen med sin bror Rino. Her var smerten da Fernando, hendes far, havde sagt at skoene ikke var godt lavet. Alt stod på disse sider, men især hadet til brødrene Solara, den rasende beslutsomhed med hvilken hun havde afvist den ældstes, Marcellos kærlighed, og det øjeblik hvor hun i stedet havde valgt at forlove sig med den godmodige Stefano Carracci, viktualiehandleren, som af kærlighed havde købt det første par sko hun havde lavet, og svoret at han ville beholde dem til evig tid. Ah, og det vidunderlige øjeblik hvor hun i 13

en alder af femten havde følt sig som en rig og elegant dame, arm i arm med sin forlovede, der kun fordi han elskede hende, havde investeret mange penge i hendes fars og hendes brors lille skotøjsfabrik, skotøjsfabrikken Cerullo. Hvilken tilfredsstillelse havde hun ikke følt: hendes skofantasier stort set realiseret, en lejlighed i det nye kvarter, brylluppet som sekstenårig. Og hvilken overdådig bryllupsfest var ikke fulgt efter, hvor havde hun følt sig lykkelig. Men så var Marcello Solara og hans bror Michele dukket op midt i festlighederne, og Marcello havde haft de sko på som hendes mand havde sagt at han aldrig ville skille sig af med. Hendes mand. Hvad var det dog for et menneske hun havde giftet sig med? Nu hvor det hele var overstået, ville det falske ansigt så blive flået af og afsløre det frygteligt sande underneden? Spørgsmål og sandheder, uden forskønnelse, om vores fattigdom. Jeg brugte lang tid på de sider, dage, uger. Jeg studerede dem indtil jeg kunne de passager jeg syntes om, udenad, dem der fortryllede mig, dem der hypnotiserede mig, dem der ydmygede mig. Bag deres naturlighed var der uden tvivl et trick, jeg vidste bare ikke hvilket.

Til sidst, en aften i november, gik jeg fortvivlet ud og tog æsken med mig. Jeg var træt af hele tiden at føle Lila på mig og i mig, selv nu hvor også jeg var respekteret, selv nu hvor jeg havde et liv uden for Napoli. Jeg standsede på broen Solferino for at se lysene sive gennem en iskold tåge. Jeg stillede æsken på rækværket og skubbede langsomt til den, lidt ad gangen, indtil den faldt ned i floden som om det var hende, Lila i egen person, der plumpede derned med sine tanker, sine ord, sin nederdrægtighed når hun slog fra sig, sin måde at tage alting i besiddelse på, ikke alene mig, men alle mennesker eller ting eller begivenheder eller tanker der bare strejfe14

de hende: bøgerne og skoene, sødmen og volden, brylluppet og bryllupsnatten, hjemkomsten til kvarteret i den nye rolle som signora Raffaella Carracci.

2.

JEG KUNNE IKKE TRO AT STEFANO, så venlig, så forelsket, havde foræret Marcello Solara dette spor af Lila som barn, beviset på hendes arbejde med de sko hun selv havde tegnet.

Jeg glemte alt om Alfonso og Marisa som sad ved bordet og talte sammen med skinnende øjne. Jeg lagde ikke længere mærke til min mors fordrukne latter. Musikken fortonede sig, sangerens stemme, parrene som dansede, og Antonio der var gået ud på terrassen, hvor han overvældet af jalousi stod på den anden side af glasdøren og stirrede på den violette by, havet. Selv billedet af Nino, der lige havde forladt salen som en ærkeengel uden bebudelser, fortonede sig. Nu så jeg kun Lila som talte ophidset med Stefano, hun ligbleg i sin brudekjole, han uden smil, en hvidlig plet af ubehag der løb tværs over hans røde ansigt fra panden til øjnene som en karnevalsmaske. Hvad skete der? Hvad ville der komme til at ske? Min veninde trak i sin mands arm med begge hænder. Hun brugte alle sine kræfter, og jeg der kendte hende, var overbevist om at hvis hun kunne, ville hun have vredet den af hans krop, være gået gennem salen med hans arm hævet over hovedet, med blodet dryppende på sløret, og hun ville have brugt den som en kølle eller en æselkæbe til at smadre Marcellos ansigt 15

med et velrettet slag. Åh ja, det ville hun have gjort, og mit hjerte hamrede vildt ved tanken, min hals blev tør. Bagefter ville hun have gravet øjnene ud af hovedet på begge mænd, hun ville have flået kødet af deres kranier, hun ville have bidt dem. Ja, det var dét jeg ønskede, dét der burde ske. Slut med kærligheden og med denne utålelige fest, ingen omfavnelser i en seng i Amalfi. Straks splitte alt og alle ad i kvarteret, hakke dem til plukfisk, flygte væk, Lila og mig, bo et fjernt sted, sorgløst lægge alle ydmygelser bag os, sammen, alene i ukendte byer. Det måtte være den rette afslutning på denne dag. Hvis intet kunne redde os, ikke penge, ikke en mandekrop, ikke engang studierne, kunne vi lige så godt smadre det hele med det samme. Hendes vrede voksede i mit bryst, en kraft der både var min og ikke min, fyldte mig med glæden ved at fortabe mig. Jeg ønskede at denne kraft skulle brede sig, men opdagede at jeg også var bange for den. Jeg forstod først senere at jeg kun evner at være stilfærdigt ulykkelig, for jeg er ude af stand til voldelige reaktioner, de skræmmer mig, jeg foretrækker at være tavs og dyrke vreden. Men Lila, nej.

Da hun ville forlade sin plads, rejste hun sig med en sådan beslutsomhed at hun fik bordet til at ryste, bestikket dirrede på de snavsede tallerkener, et glas væltede. Mens Stefano mekanisk skyndte sig at dæmme op for den strøm af vin der nærmede sig signora Solaras kjole, gik hun med hurtige skridt ud ad en sidedør og trak hidsigt i brudekjolen hver gang den hang fast i noget.

Jeg ville løbe efter hende, gribe hendes hånd, hviske til hende: Lad os komme væk, væk herfra. Men jeg blev siddende. Det gjorde Stefano ikke, efter et øjebliks usikkerhed banede han sig vej mellem de dansende par og gik efter hende.

Jeg så mig omkring. Alle havde opdaget at et eller andet 16

havde rystet bruden. Men Marcello talte indforstået videre med Rino, som om det var helt normalt at han havde de sko på fødderne. Skrothandlerens mere og mere sjofle skålen fortsatte. Dem der følte sig nederst i bordenes og de inviteredes hierarki, kæmpede fortsat med at gøre gode miner til slet spil. Ingen, bortset fra mig, syntes kort sagt at have forstået at det ægteskab der netop var blevet indgået – og som formentlig ville vare til ægtefællernes død, efter mange børnefødsler og endnu flere børnebørn, glæder og smerter, sølvbryllup, guldbryllup – for Lila, ligegyldigt hvad hendes mand fandt på for at blive tilgivet, allerede var forbi.

3.

Lige i øjeblikket var jeg skuffet over forløbet. Jeg satte mig ved siden af Alfonso og Marisa uden at tage notits af deres samtale. Jeg ventede på tegn på oprør, men der skete ingenting. At være inde i Lilas hoved var som sædvanlig vanskeligt: Jeg hørte hende ikke råbe, jeg hørte hende ikke true.

Stefano kom tilbage en halv time efter, meget hjertelig. Han havde skiftet tøj, det hvidlige mærke på hans pande og omkring hans øjne var forsvundet. Han gik rundt mellem slægtninge og venner og ventede på at hans kone skulle komme, og da hun vendte tilbage til salen, ikke længere klædt som brud, men i rejsetøj, en pastelblå dragt med lyse knapper og en blå hat, gik han straks hen til hende. Lila gav børnene sukkermandler, som hun tog med en sølvske fra en krystalskål, så gik hun rundt ved bordene med gæstegaven; den første bon17

bonniere gav hun til sine forældre, den næste til Stefanos forældre. Hun ignorerede hele familien Solara, og selv sin bror, Rino, der med et ængsteligt smil spurgte hende: Elsker du mig ikke mere? Hun svarede ikke, gav bonbonnieren til Pinuccia.

Hendes blik var fraværende, kindbenene mere fremstående end sædvanligt. Da hun nåede til mig, rakte hun mig distræt, uden så meget som et indforstået smil, keramikkurven, der var fuld af sukkermandler og omvundet med hvidt tyl.

Familien Solara var irriteret over denne uhøflighed, men Stefano gjorde afbigt ved at omfavne dem en for en med et beroligende udtryk mens han mumlede: ”Hun er træt, vi må bære over med hende.”

Han kyssede også Rino på kinderne, svogeren skar en utilfreds grimasse, jeg hørte ham sige: ”Det er ikke træthed, Ste’, hun er født forskruet, og det gør mig ondt på dine vegne.”

Stefano svarede alvorligt: ”Forskruninger tilpasser man.”

Bagefter så jeg ham løbe efter sin kone der allerede var henne ved døren, mens orkestret frembragte fordrukne lyde, og folk stimlede sammen for at sige farvel.

Altså intet brud, vi skulle ikke flygte sammen gennem verdens gader. Jeg forestillede mig de nygifte, smukke, elegante, når de steg ind i sportsvognen. Snart ville de være på Amalfikysten, på et luksushotel, og alle blodige fornærmelser ville have forvandlet sig til et surmuleri som var nemt at fjerne.

Ingen fortrydelse. Lila havde definitivt løsrevet sig fra mig, og afstanden – forekom det mig pludselig – var faktisk større end jeg havde forestillet mig. Hun havde ikke kun giftet sig, hendes underkasten sig ægteskabelige regler ville ikke være begrænset til at sove med en mand hver nat. Der var noget 18

jeg ikke havde forstået, men som i det øjeblik forekom mig indlysende. Lila havde – ved at bøje sig for det faktum at der var blevet indgået en eller anden forretningsaftale mellem hendes mand og Marcello på basis af hendes lillepigearbejde – indrømmet at hun holdt mere af ham end af alle andre mennesker eller ting. Hvis hun allerede havde overgivet sig, hvis hun allerede havde slugt den fornærmelse, måtte hendes forhold til Stefano være virkelig stærkt. Hun elskede ham, hun elskede ham som pigerne i fotoromanerne. Hele livet ville hun give afkald på sine egne kvaliteter for hans skyld, og han ville ikke engang opdage det, han ville blive omgivet af den følelsesrigdom, den intelligens, den fantasi som karakteriserede hende, uden at vide hvad han skulle gøre med den slags egenskaber, og han ville tilintetgøre dem alle. Jeg er ikke i stand til at elske nogen på den måde, tænkte jeg, ikke engang Nino, jeg har ikke andet end bøger i hovedet.

Og i en brøkdel af et sekund så jeg mig selv som den skårede skål min søster Elisa havde lagt mad i til en kattekilling, indtil den forsvandt og skålen bare stod og samlede støv på afsatsen. På det tidspunkt, og med en stærk fornemmelse af angst, var jeg sikker på at jeg havde vovet mig for langt ud. Jeg må tilbage, sagde jeg til mig selv, jeg må gøre som Carmela, Ada, Gigliola, Lila selv: acceptere kvarteret, kvæle stolthed, forvise indbildskhed, holde op med at ydmyge de mennesker som elsker mig. Da Alfonso og Marisa forsvandt for at mødes med Nino, gik jeg lidt rundt for at undgå min mor og komme ud til min kæreste på terrassen.

Min kjole var for tynd, solen var gået ned, det var begyndt at blive koldt. Så snart Antonio så mig, tændte han en cigaret og lod som om han så ud på havet igen. ”Lad os gå,” sagde jeg.

19

”Gå selv, med Sarratores søn.” ”Jeg vil gå sammen med dig.” ”Du lyver.” ”Hvorfor siger du det?” ”Fordi hvis han ville have dig, så ville du lade mig stå her uden så meget som et farvel.”

Det var sandt, men jeg blev vred over at han sagde det så åbenlyst, uden at belægge sine ord. Jeg sagde vredt: ”Hvis du ikke forstår at jeg er kommet herud under risiko for at min mor kan dukke op når som helst og give sig til at slå mig på grund af dig, så betyder det at du kun tænker på dig selv og er ligeglad med mig.”

Han hørte næsten ingen dialekt i min stemme, men bemærkede den lange sætning, konjunktiverne, og mistede besindelsen. Han kastede cigaretten fra sig, greb mig om håndleddet med en kraft han kun lige kontrollerede, og råbte – et halvkvalt råb – at han var der for min skyld og kun for min, at det var mig der havde sagt at han skulle holde sig i nærheden af mig hele tiden, i kirken og til festen, mig, ja, og du fik mig til at sværge, gispede han, sværg, sagde du, at du ikke lader mig være alene, og derfor fik jeg syet et sæt tøj, og jeg har sat mig i gæld til signora Solara, og for at glæde dig, for at gøre det du bad mig om, har jeg ikke været sammen med min mor og mine søskende et sekund, og hvad er min belønning, min belønning er at du behandler mig som skidt, du taler hele tiden med digterens søn og ydmyger mig for øjnene af mine venner, du får mig til at ligne en idiot, for jeg er ingen for dig, for du er så klog, og det er jeg ikke, for jeg forstår ikke de ting du siger, og det er sandt, det er mere end sandt at jeg ikke forstår dig, men for helvede, Lenù, se på mig, se mig ind i ansigtet: Du tror at du kan kommandere rundt med mig, 20

du tror at jeg ikke kan sige Nu er det nok, men du tager fejl, du ved alting, men du ved ikke at hvis du går ud ad den dør sammen med mig lige nu, hvis jeg lige nu siger til dig at det er i orden og vi går, men jeg bagefter finder ud af at du ser den nar til Nino Sarratore i skolen, eller hvem ved hvor, så slår jeg dig ihjel, Lenù, jeg slår dig ihjel, så tænk over det, gå fra mig lige nu, sagde han desperat, gå fra mig for det er det bedste for dig, og i mellemtiden så han på mig med kæmpestore røde øjne, og han sagde ordene med vidåben mund, råbte ad mig uden at råbe, med udspilede næsebor, sorte, og der var så megen lidelse i hans ansigt at jeg tænkte Måske gør han skade på sig selv, for de ord der blev råbt sådan nede fra svælget, fra brystet, men uden at eksplodere i luften, er som små stykker skarpt jern der flår hans lunger og hans svælg i stykker.

Jeg havde et forvirret behov for dette angreb. Skruestikken om mit håndled, frygten for at han skulle slå mig, den strøm af lidende ord endte med at trøste mig, det forekom mig at i det mindste han satte pris på mig. ”Det gør ondt,” mumlede jeg.

Han slap langsomt sit greb, men stirrede stadig på mig med åben mund. Huden på mit håndled var ved at blive lilla, gav ham vægt og autoritet, bandt mig til ham. ”Hvad vælger du,” spurgte han. ”Jeg vil være sammen dig,” svarede jeg, men surt.

Han lukkede munden, øjnene fyldtes med tårer, han så på havet for at give sig tid til at holde dem tilbage.

Kort efter var vi ude på gaden. Vi ventede ikke på Pasquale, Enzo, pigerne, vi sagde ikke farvel til nogen. Det vigtigste var at min mor ikke så os, så vi sneg os ud til fods, det var næsten mørkt. Vi gik lidt uden at røre hinanden, så lagde 21

Antonio tøvende armen om min skulder. Han ville have mig til at forstå at han forventede at blive tilgivet som om han var den skyldige. Fordi han elskede mig, havde han besluttet at betragte de timer som jeg, for øjnene af ham, havde tilbragt sammen med Nino, forførende og forført, som ren indbildning. ”Har jeg givet dig et blåt mærke?” spurgte han og prøvede at tage om mit håndled.

Jeg svarede ikke. Han klemte om min skulder med sin store hånd, jeg gjorde en irriteret bevægelse som straks fik ham til at løsne sit greb. Han ventede, jeg ventede. Da han endnu en gang prøvede at give mig det signal om overgivelse, lagde jeg armen om livet på ham.

4.

VI KYSSEDE I ÉT VÆK, bag et træ, i en port, i de mørke gader.

Vi tog en bus, så én til og nåede til stationen. Vi gik ned mod dammene til fods og fortsatte med at kysse på den næsten øde vej som løb langs jernbanen.

Jeg brændte skønt kjolen var tynd, aftenkulden stak i min varme hud med pludselige gys. Antonio klyngede sig til mig i skyggen, han omfavnede mig med en sådan heftighed at det gjorde ondt. Han brændte, varmen fra hans mund pirrede mine tanker og min fantasi. Måske, sagde jeg til mig selv, er Lila og Stefano allerede på hotellet. Måske spiser de middag. Måske forbereder de sig til natten. Ah, tænk at sove i en mands arme, ikke længere fryse. Jeg mærkede Antonios 22

tunge bevæge sig i min mund, og mens han krammede mine bryster bag kjolens stof, rørte jeg ved hans køn gennem en af buksernes lommer.

Den sorte himmel var plettet af blege stjerneskyer. Dammenes lugt af mos og rådden jord var langsomt ved at vige for forårets mere sødlige dufte. Græsset var vådt, nede fra vandet lød pludselige skvulp, som om et agern, en sten, en frø var faldet ned i det. Vi gik ad en sti vi kendte godt, den endte i en gruppe nøgne træer med slanke stammer og knækkede grene. Få meter længere væk lå der en gammel konservesfabrik med sit sammenfaldne tag, kun jerntraver og metalstumper var tilbage. Jeg følte et akut behov for nydelse, noget der trak i mig indefra som et stramtsiddende fløjlsbånd. Jeg ville have denne lyst til at kulminere i en voldsom tilfredsstillelse der kunne splitte hele dagen ad. Jeg mærkede den kilde, kærtegne og prikke dybt nede i maven, stærkere end nogensinde. Antonio sagde kærlighedsord til mig på dialekt, han sagde dem i min mund, på min hals, insisterende. Jeg var stille, jeg var altid stille under disse møder, jeg sukkede bare. ”Sig at du elsker mig,” bønfaldt han på et tidspunkt. ”Ja.” ”Sig det.” ”Ja.” Jeg sagde ikke andet. Jeg omfavnede ham, knugede ham ind til mig med al min styrke. Jeg ville kærtegnes og kysses overalt på kroppen, jeg mærkede trangen til at blive gnedet, bidt, tabe vejret. Han holdt mig ud fra sig og lod en hånd glide ned i min brystholder mens han fortsatte med at kysse mig.

Men det var ikke nok for mig, den aften var det for lidt. Al den kontakt vi havde haft indtil det øjeblik, som han forsigtigt havde påtvunget mig, og som jeg havde accepteret med 23

samme forsigtighed, forekom mig nu utilstrækkelig, klodset, for flygtig. Alligevel vidste jeg ikke hvordan jeg skulle fortælle ham at jeg ville mere end det, jeg havde ingen ord. Under alle vores hemmelige møder fulgte vi et stumt ritual, skridt for skridt. Han kærtegnede mine bryster, trak op i min kjole, rørte mig mellem benene, og som efter et signal pressede jeg mig mod den bule af blød hud og brusk og vener og blod som vibrerede inde bag hans bukser. Men denne gang tøvede jeg ikke med at trække hans køn frem, jeg vidste at han, så snart jeg gjorde det, ville glemme mig, holde op med at tage på mig. Brysterne, hofterne, bagen, kønnet ville ikke længere optage ham, han ville kun koncentrere sig om min hånd, han ville straks stramme sin om min for at sikre sig at jeg bevægede den i den rigtige rytme. Så ville han tage lommetørklædet frem og holde det parat til det øjeblik hvor en let rallen ville komme ud af hans mund, og af lemmet hans farlige saft. Så ville han trække sig tilbage, lidt bedøvet, forlegen måske, og vi ville gå hjem. Den sædvanlige finale som jeg nu havde et forvirrende behov for at ændre: Jeg var ligeglad med at blive gravid uden at være gift, jeg var ligeglad med synden, med de guddommelige overvågere der skjulte sig i kosmos over os, med Helligånden eller en af hans stedfortrædere, og Antonio mærkede det og blev desorienteret. Mens han kyssede mig mere og mere ophidset, prøvede han hele tiden at føre min hånd derned, men jeg vægrede mig, pressede mit køn mod den finger han rørte det med, pressede kraftigt og gentagende under lange suk. Så trak han hånden til sig og prøvede at knappe sine bukser op. ”Vent,” sagde jeg. Jeg slæbte ham hen mod konservesfabrikkens jernkonstruktion. Dér var det mørkere, mere beskyttet, skønt jeg kunne høre den svage raslen af flygtende rotter.

24

Mit hjerte begyndte at hamre, jeg var bange for det sted, for mig selv, for min trang til at fjerne den følelse af fremmedhed jeg havde opdaget få timer før, fra min væremåde, fra min stemme. Jeg ville synke ned i kvarteret igen, være som jeg altid havde været. Jeg ville kaste studierne overbord, notesbøgerne fulde af øvelser. Øvelser til hvad, egentlig. Det jeg ville udvikle mig til uden for Lilas skygge, var uden betydning. Hvad var jeg i sammenligning med hende i brudekjole, med hende i sportsvognen, den blå hat og den pastelfarvede dragt? Hvad var jeg her sammen med Antonio, i smug, mellem rustent skrot, flygtende rotter, med kjolen løftet op over hofterne, underbukserne nede, lysten, bange og fuld af skyld mens hun lå nøgen, længselsfuldt ventende, på skinnende rene lagener, på et hotel med udsigt til havet, og lod Stefano voldtage hende, trænge helt ind i hende, give hende sin sæd, gøre hende gravid, legitimt og uden frygt? Hvad var jeg mens Antonio fumlede med sine bukser og anbragte sit spændte mandekød mellem mine ben, i kontakt med mit nøgne køn, og klemte om mine baller og gned sig ind mod mig, bevægede sig frem og tilbage, stønnende. Jeg vidste det ikke. Jeg vidste kun at det ikke var det jeg ville i det øjeblik.

Det var ikke nok at han gned på den måde. Jeg ville penetreres, jeg ville sige til Lila når hun kom tilbage: Jeg er heller ikke jomfru mere, det du gør, gør jeg også, du kan ikke lade mig i stikken. Derfor holdt jeg fast om Antonios hals og kyssede ham, jeg rejste mig op på tåspidserne, jeg søgte hans køn med mit, jeg søgte det uden et ord, prøvede mig frem.

Han opdagede det og hjalp mig med sin hånd, jeg mærkede at han var inde, ganske lidt, jeg dirrede af nysgerrighed og angst. Men jeg mærkede også hans anstrengelser for at standse, for at forhindre sig selv i at støde med al den vold 25

der havde ulmet i ham en hel eftermiddag, og som sikkert stadig ulmede. Han var ved at standse, opdagede jeg, og jeg pressede mig ind mod ham for at lokke ham til at fortsætte.

Men Antonio skubbede mig fra sig med et langt suk og sagde på dialekt: ”Nej, Lenù, det vil jeg gøre som man gør med sin kone, ikke sådan her.”

Han greb min højre hånd, førte den ned til sit køn med en slags undertrykt hulken, jeg slog mig til tåls med at rive den af på ham.

Bagefter, da vi forlod dammene, sagde han forlegent at han respekterede mig, og at han ikke ville lade mig gøre noget som jeg senere ville fortryde, ikke på det sted, ikke på den snavsede måde uden at passe på. Han sagde det som om det var ham der havde været for dristig, og måske troede han virkelig at det var dét der var sket. Jeg sagde ikke et ord på vejen tilbage, kun et lettet farvel da vi skiltes. Da jeg bankede på døren derhjemme, åbnede min mor, og skønt mine brødre prøvede at holde hende tilbage, begyndte hun, uden at råbe, uden antydningen af en bebrejdelse, at slå mig. Mine briller fløj ned på gulvet, og straks hylede jeg i bitter glæde, uden antydning af dialekt: ”Se, hvad du har gjort? Du har knust mine briller, og nu er det din skyld at jeg ikke længere kan studere, jeg går aldrig hen i skolen igen.”

Min mor stivnede, selv den hånd hun havde slået mig med, blev hængende i luften som et økseblad. Min søster, Elisa, samlede brillerne op og sagde stille: ”Her, Lenù, de er ikke gået i stykker.”

26

5.

JEG BLEV GREBET AF EN UDMATTELSE der ikke ville forsvinde hvor meget jeg end hvilede mig. For første gang pjækkede jeg fra skole. Jeg var fraværende i et par uger, tror jeg, og ikke engang til Antonio sagde jeg at jeg ikke kunne holde ud at studere længere, at jeg ville holde op. Jeg gik ud til sædvanlig tid, strejfede rundt i byen til fods hele dagen. Jeg lærte meget om Napoli i den periode. Jeg rodede i de brugte bøger i Port’Albas boder, jeg tilegnede mig uvilligt titler og forfatternavne, jeg fortsatte mod Toledo og havet, eller gik op til Vomero ad via Salvator Rosa, længere op til San Martino, og ned igen gennem Petraio. Eller jeg udforskede Doganella, gik ind på kirkegården, vandrede rundt på de tyste stier, læste navnene på de døde. Somme tider fulgte unge driverter, gamle fæhoveder, selv distingverede midaldrende herrer efter mig med obskøne forslag. Jeg gik videre med sænket blik, jeg satte farten op, jeg lugtede fare, men jeg standsede ikke.

Og jo mere jeg pjækkede fra skole, desto større blev det hul som disse lange morgenvandringer lavede i det net af studiepligter som havde holdt mig indespærret siden jeg var seks. I rette tid vendte jeg hjem, og ingen havde mistanke om at jeg, jeg af alle, ikke havde været i skole. Jeg tilbragte eftermiddagen med at læse romaner, så skyndte jeg mig ned til dammene til Antonio, der var lykkelig over at jeg var til rådighed.

Han ville gerne have spurgt om jeg havde set Sarratores søn.

Jeg så det i hans øjne, men han turde ikke, han var bange for et skænderi, han var bange for at jeg ville blive vred og nægte ham disse få minutters fornøjelse. Han omfavnede mig for at mærke min krop føje sig mod hans og forjage al tvivl. I 27

de øjeblikke afviste han muligheden for at jeg kunne krænke ham ved også at omgås ham den anden.

Han tog fejl. I virkeligheden bestilte jeg ikke andet end at tænke på Nino skønt jeg følte mig skyldig. Jeg var syg efter at møde ham, tale med ham, og på den anden side var jeg bange. Jeg frygtede at han ville ydmyge mig med sin overlegenhed. Jeg frygtede at han på en eller anden måde ville vende tilbage til grunden til at artiklen om mit sammenstød med religionslæreren ikke var blevet trykt. Jeg frygtede at han ville stikke mig redaktionens grusomme dom i næsen.

Det havde jeg ikke holdt til. Både mens jeg drev rundt i byen, og om aftenen i min seng når søvnen ikke ville indfinde sig og jeg tydeligt mærkede min egen utilstrækkelighed, foretrak jeg at tro at min tekst var blevet smidt i papirkurven af ren og skær mangel på plads. Glem det, lad det fortone sig. Men det var svært. Jeg havde ikke været på højde med Ninos klogskab, altså kunne jeg ikke være sammen med ham, blive lyttet til, fortælle ham om mine tanker. Hvilke tanker, når det kom til stykket? Jeg havde ingen. Så hellere eliminere mig selv, slut med bøger, med karakterer og ros. Jeg håbede at glemme det hele lige så langsomt: de forestillinger der rumsterede i mit hoved, de levende og døde sprog, også det italienske der nu sad fast og dukkede op på mine læber selv over for mine søskende. Det er Lilas skyld, tænkte jeg, hvis jeg slår ind på den vej, må jeg også glemme hende: Lila har altid vidst hvad hun ville, og hun har fået det; jeg vil ingenting, jeg er lavet af ingenting. Jeg håbede at vågne om morgenen uden ønsker.

Når jeg først var helt tom – forestillede jeg mig – ville min hengivenhed for Antonio, og hans for mig, være nok.

Så en dag, på vej hjem, mødte jeg Pinuccia, Stefanos søster. Jeg hørte fra hende at Lila var kommet tilbage fra sin 28

bryllupsrejse, og at hun havde budt på stor frokost for at fejre sin svigerindes forlovelse med hendes bror. ”Har du og Rino forlovet jer?” spurgte jeg og lod som om jeg var overrasket. ”Ja,” sagde hun, strålende, og viste mig den ring han havde foræret hende.

Jeg husker at jeg, mens Pinuccia talte, kun havde én forskruet tanke i hovedet: Lila holdt en fest i sit nye hjem og inviterede ikke mig, men det var godt det samme, nu er det nok med at sammenligne mig med hende, jeg vil ikke se hende mere. Først da hver detalje i anledning af forlovelsen var blevet kommenteret, spurgte jeg forsigtigt til min veninde.

Pinuccia smilede perfidt og svarede med en dialektal formulering: Hun er ved at lære. Jeg spurgte ikke hvad. Da jeg kom hjem, sov jeg hele eftermiddagen.

Dagen efter gik jeg som sædvanlig ud klokken syv om morgenen for at gå i skole, eller nærmere, for at lade som om jeg gik i skole. Næppe var jeg kommet over stradonen, før jeg så Lila stige ud af sportsvognen og gå ind i vores gård uden så meget som at vende sig om for at vinke farvel til Stefano, der sad ved rattet. Hun var omhyggeligt klædt og havde store mørke briller på skønt der ikke var sol. Et tørklæde i blåt tyl gjorde indtryk på mig, hun havde bundet det så det også dækkede hendes læber. Jeg tænkte irriteret at det var hendes nye stil, ikke længere Jacqueline Kennedy, snarere den mystiske dame vi havde drømt om at være siden vi var små. Jeg gik videre uden at kalde på hende.

Efter få skridt vendte jeg imidlertid om, ikke med en klar plan, men fordi jeg ikke kunne lade være. Mit hjerte hamrede, mine følelser var forvirrede. Måske ville jeg bede hende om at sige op i mit åbne ansigt at vores venskab var forbi.

29

Måske ville jeg råbe at jeg også havde besluttet at gå ud af skolen og gifte mig ligesom hende, bo hos Antonio sammen med hans mor og hans søskende, vaske trapper som den gale Melina. Jeg gik hurtigt over gården, jeg så hende forsvinde ind gennem døren til sin svigermors lejlighed. Jeg begyndte at gå op ad trappen, den samme vi havde forceret som børn da vi var gået op for at bede don Achille om at give os vores dukker tilbage. Jeg kaldte på hende, hun vendte sig om. ”Du er tilbage,” sagde jeg. ”Ja.” ”Og hvorfor har du ikke opsøgt mig?” ”Jeg ville ikke have at du skulle se mig.” ”De andre må godt se dig, men ikke jeg?” ”Jeg er ligeglad med de andre, ikke med dig.”

Jeg så usikkert på hende. Hvad var det jeg ikke måtte se?

Jeg gik op ad de trapper der skilte os, og fjernede forsigtigt hendes tørklæde, løftede solbrillerne.

6.

JEG GØR DET IGEN NU, i min fantasi, mens jeg begynder at fortælle historien om hendes bryllupsrejse, ikke kun som hun fortalte mig den dér på afsatsen, men som jeg læste den senere i hendes notesbøger. Jeg havde været uretfærdig over for hende, jeg havde ønsket at tro på en nem overgivelse fra hendes side så jeg kunne ydmyge hende, som jeg selv havde følt mig ydmyget da Nino havde forladt festsalen, jeg havde 30

ønsket at gøre hende mindre for ikke at føle tabet af hende.

Men her har vi hende igen, efter den nu overståede reception, lukket inde i sportsvognen i sin blå hat, sin pastelblå rejsedragt. Hendes øjne brændte af vrede, og næppe var bilen startet, før hun overfaldt Stefano med de mest forfærdelige ord og sætninger som man kunne sige til en mand fra vores kvarter.

Han slugte fornærmelserne på sin sædvanlige måde, med et svagt smil, uden at sige et ord, og til sidst tav hun. Men tavsheden varede ikke ret længe. Lila gik til angreb igen, roligt, men lettere forpustet. Hun sagde at hun ikke ville sidde i den bil et minut længere, at det var afskyeligt at skulle indånde samme luft som ham, at hun ville ud, lige med det samme.

Stefano så afskyen i hendes ansigt, men han blev ved med at køre uden at sige noget, så hun hævede atter stemmen for at tvinge ham til at standse. Så kørte han ind til siden, men da Lila gjorde alvor af sit krav og prøvede at åbne døren, greb han hende fast om håndleddet. ”Nu lytter du til mig,” sagde han roligt, ”der er alvorlige grunde til det der skete.”

Han forklarede i et fredsommeligt tonefald hvordan tingene hang sammen. For at forhindre skomagerfabrikken i at lukke før den slog dørene op, havde han fundet det nødvendigt at gå i kompagniskab med Silvio Solara og hans sønner, de eneste der ikke alene kunne sikre at skoene blev placeret i byens bedste butikker, men også at en butik der udelukkende solgte Cerullo-sko, ville åbne på piazza dei Martiri i løbet af efteråret. ”Hvad rager dine nødvendigheder mig,” afbrød Lila og kæmpede for at vride sig løs. ”Mine nødvendigheder er også dine, du er min kone.”

31

”Jeg? Jeg betyder ingenting for dig, og det gør du heller ikke for mig. Slip min arm.”

Stefano slap hendes arm. ”Betyder din far og din bror heller ikke noget?” ”Vask din mund når du taler om dem, du er ikke engang værdig til at nævne deres navne.”

Men Stefano nævnte deres navne. Han sagde at aftalen med Silvio Solara var noget Fernando selv havde villet. Han sagde at den største hindring havde været Marcello, der var rasende på Lila, på hele familien Cerullo og især på Pasquale, Antonio, Enzo, som havde smadret hans bil og givet ham en masse tæsk. Han sagde at det var Rino som havde blødgjort ham, at det havde kostet megen tålmodighed, så kort sagt, da Marcello havde sagt: Så vil jeg have de sko som Lina har lavet, havde Rino svaret Godt, så tag skoene.

Det var et frygteligt øjeblik, Lila følte det som om hun var blevet dolket i brystet. Men alligevel råbte hun: ”Og hvad gjorde du så?”

Stefano røbede et øjebliks forlegenhed. ”Hvad skulle jeg have gjort? Skændes med din bror, ruinere din familie, begynde en krig mod dine venner, tabe alle de penge jeg har investeret?”

For Lila virkede hvert ord både i tonefald og indhold som en hyklerisk indrømmelse af skyld. Hun lod ham ikke engang tale færdigt, hun begyndte at slå på hans skulder med knytnæver mens hun skreg: ”Selv du sagde altså Godt, og du hentede skoene og gav ham dem.”

Stefano lod hende fortsætte, og først da hun igen prøvede at åbne døren for at stikke af, sagde han koldt: Tag det roligt.

Lila vendte sig med et sæt: Tage det roligt efter at han hav32

de givet hendes far og hendes bror skylden, tage det roligt når de alle tre havde behandlet hende som skidt, skidt man fjerner fra gulvet med en gammel klud! Jeg vil ikke tage det roligt, din lort, råbte hun, kør mig omgående hjem til mig selv, det du lige har sagt, skal du gentage over for de to andre lortemænd. Og først da hun sagde det udtryk på dialekt, uommen’e mmerd, gik det op for hende at hun havde overskredet grænsen for sin mands afmålte tonefald. Et øjeblik efter slog Stefano hende i ansigtet med sin stærke hånd, en voldsom lussing der forekom hende at være en sandhedseksplosion.

Hun gispede af overraskelse og af den smertefulde sviden på sin kind. Hun så vantro på ham da han startede motoren igen, og med en stemme der, for første gang siden han var begyndt at kurtisere hende, ikke længere var rolig, men skælvende, sagde: ”Se, hvad du tvinger mig til at gøre! Er du klar over at du går over stregen?” ”Vi har taget fejl af alting,” mumlede hun.

Men Stefano nægtede beslutsomt som om han ikke engang ville tage den mulighed i betragtning, og indledte en lang tale, lidt truende, lidt belærende, lidt patetisk. Han sagde nogenlunde sådan: ”Vi har ikke taget fejl af noget, Lina, vi skal bare have et par ting på plads. Dit navn er ikke længere Cerullo. Du er signora Carracci og skal gøre som jeg siger. Jeg ved at du ikke er praktisk, du aner ikke hvad forretning er, du tror mine penge hænger på træerne. Men sådan er det ikke. Jeg må tjene penge hver dag, jeg må anbringe dem hvor de kan vokse.

Du tegnede skoene, din far og din bror arbejder hårdt, men I tre sammen er ikke i stand til at få penge til at vokse. Det er familien Solara, og derfor – hør nu godt efter – vil jeg skide 33

på om du kan lide de mennesker eller ej. Jeg kan heller ikke fordrage Marcello, og når han ser på dig, når han så meget som skæver til dig, når jeg tænker på de ting han har sagt om dig, får jeg lyst til at stikke en kniv i maven på ham. Men hvis jeg har brug for ham til at tjene penge, så bliver han min bedste ven. Og ved du hvorfor? Fordi hvis ikke vi tjener penge, så har vi ikke længere denne bil, jeg kan ikke købe den dragt du har på, vi mister lejligheden og alt hvad der er i den, det ender med at du ikke længere kan spille fin dame, og vores børn vil vokse op som børn af fattiglus. Hvis du derfor, bare én gang til, vover at sige de ting til mig som du har sagt her i aften, så smadrer jeg dit kønne ansigt på en måde så du ikke kan vise dig offentligt. Har vi forstået hinanden? Svar mig.”

Lila klemte øjnene sammen til sprækker. Hendes kind var blevet violet, ellers var hun ligbleg. Hun svarede ham ikke.

7.

DE NÅEDE AMALFI OM AFTENEN. Ingen af dem havde nogensinde været på hotel, og de var forlegne og utilpasse. Stefano blev især skræmt over receptionistens lettere ironiske tonefald og antog uden at ville det en underdanig attitude. Da det gik op for ham, dækkede han sin forlegenhed med bryske manerer, og hans ører blev røde da han blev bedt om noget så enkelt som at vise sit id-kort. I mellemtiden kom portieren, en mand i halvtredserne med et smalt overskæg, men Stefano afviste hans hjælp som om han var en tyv, så kom han på andre tan34

ker og gav ham hånligt alt for rigelige drikkepenge skønt han ikke havde brugt hans tjenester. Lila fulgte efter sin mand da han bar kufferterne op ad trapperne og fik, trin for trin – fortalte hun mig – for første gang indtryk af at hun, et eller andet sted på vejen, havde mistet den unge mand hun havde giftet sig med den morgen, og var sammen med en ukendt. Var Stefano virkelig så bred, hans ben så korte og fede, hans arme så lange, knoerne så hvide? Hvem havde hun dog bundet sig til for evigt? Det raseri som havde overvældet hende under rejsen, veg for angsten.

Da de først var inde på værelset, tvang han sig til at være kærlig igen, men han var træt og stadig oprevet over den lussing han havde været nødt til at give hende. Han anlagde et kunstigt tonefald. Han roste værelset: Dejlig stort, han åbnede de franske døre, gik ud på balkonen, han sagde: Kom herud, mærk hvor dejlig luften er, se hvor havet lyser. Men hun ledte efter en vej ud af fælden og rystede distræt på hovedet, hun frøs. Stefano lukkede straks dørene og sagde henkastet at hvis de ville gå en tur og spise ude, måtte de hellere tage lidt varmere tøj på: Giv mig for en sikkerheds skyld en vest, som om de allerede havde boet sammen i mange år og hun vidste hvordan hun kyndigt skulle dykke ned i kufferterne og tage en vest op til ham, nøjagtigt som hun ville have fundet en sweater til sig selv. Lila lod som om hun var enig, men hun åbnede ikke kufferterne, hun tog hverken sweater eller vest op. Hun gik straks ud på gangen, hun ville ikke være i det værelse et minut længere. Han fulgte efter hende og mumlede: Jeg har det fint sådan her, men jeg er bekymret for dig, du kunne blive forkølet.

De vandrede rundt i Amalfi, hen til domkirken, op ad trapperne og ned igen til springvandet. Stefano prøvede at være 35

underholdende, men løs snak havde aldrig været hans stærke side, han var bedre til sentimentale toner, eller belærende sætninger der indikerede moden mand som ved hvad han vil.

Lila svarede kun sjældent, og til sidst begrænsede hendes ægtemand sig til at pege på dit og dat og udbryde: Se. Men hun, der i andre tider ville have værdsat hver sten, var ikke interesseret i de idylliske små gyder eller duften fra haverne eller Amalfis kunst og historie, og da slet ikke i hans trættende stemme der hele tiden sagde: Smukt, ikke?

Lila begyndte hurtigt at ryste, men ikke fordi det var særlig koldt, det var nerver. Han opdagede det og foreslog at de gik tilbage til hotellet, han dristede sig endda til en bemærkning a la: Så kan vi omfavne hinanden og blive varme. Men hun ville fortsætte med at gå, videre og videre indtil hun, overvældet af træthed og skønt hun ikke var spor sulten, gik ind på en restaurant uden først at rådføre sig med ham. Stefano fulgte tålmodigt efter hende.

De bestilte alt muligt, spiste næsten ingenting, drak meget vin. På et tidspunkt kunne han ikke beherske sig længere og spurgte om hun stadig var vred. Lila rystede på hovedet, og det var sandt. Ved det spørgsmål var hun selv overrasket over at hun ikke følte antydningen af bitterhed over for familien Solara, eller sin far og sin bror, eller Stefano. Alt havde hurtig ændret sig i hendes hoved. Pludselig var hun helt ligeglad med skoene, hun kunne nærmest ikke forstå hvorfor hun var blevet så rasende over at se dem på Marcellos fødder. Nu var det den digre vielsesring, der strålede på hendes ringfinger, som skræmte og deprimerede hende. Vantro tænkte hun tilbage på dagen: kirken, ceremonien, festen. Hvad har jeg gjort, tænkte hun, bedøvet af vinen, og hvad er denne gyldne cirkel, dette lysende nul jeg har stukket fingeren ind i, 36

dog for noget. Stefano havde også en, den skinnede mellem kulsorte hår, behårede fingre, som det hed i bøgerne. Hun huskede ham i badebukser, som hun havde set ham på stranden. Bred torso, store knæskaller, som skåle der var vendt på hovedet. Der var ved nærmere eftertanke ikke den mindste detalje der vidnede om charme. Han var nu et væsen som hun følte at hun ikke kunne dele noget som helst med, og dér var han alligevel, i jakke og slips, og han bevægede de tykke læber og kløede sig på en kødfuld øreflip og blev ved med at stikke sin gaffel ned i noget på hendes tallerken for at smage det. Han havde intet at gøre med den pølsesælger der havde tiltrukket hende, med den ambitiøse, selvsikre, velopdragne unge mand, med brudgommen fra den morgen i kirken. Han stillede et kridhvidt svælg til skue, en rød tunge i mundens mørke hul, et eller andet i ham og omkring ham var gået i stykker. Ved det bord, i trafikken af tjenere, forekom alt det der havde bragt hende her til Amalfi, at være uden nogen logisk sammenhæng, og alligevel utålelig virkeligt. Derfor, mens dette uigenkendelige væsen fik lys i øjnene ved tanken om at uvejret var drevet over, at hun havde forstået hans bevæggrunde, at hun havde accepteret dem, at han omsider kunne tale med hende om sine store planer, fik hun pludselig den ide at snuppe en kniv fra bordet for at stikke den i halsen på ham når han prøvede at deflorere hende på værelset.

Hun gjorde det alligevel ikke. Omtåget af vin, på den restaurant, ved det bord, forekom hele hendes ægteskab hende, fra brudekjolen til vielsesringen, komplet meningsløst, det forekom hende også at ethvert seksuelt krav fra Stefanos side ville være meningsløst, især for ham. Men først overvejede hun hvordan hun skulle få fat i kniven (hun fjernede servietten fra sine knæ, dækkede kniven med den og lagde begge 37

ting tilbage i sit skød, belavede sig på at lade kniven glide ned i sin taske og lægge servietten tilbage på bordet), så opgav hun. De skruer der holdt hendes nye stilling som hustru, restauranten, Amalfi, sammen, forekom hende så løse at hun da middagen var slut, ikke længere hørte Stefanos stemme, i ørerne havde hun kun en støj fra ting, levende væsener og tanker, uden antydning af sammenhæng.

Ude på gaden begyndte han igen at tale om familien Solaras gode sider. De kendte vigtige folk i kommunen, sagde han til hende, de havde bånd til partierne, monarkisterne, fascisterne. Han elskede at tale som om han var dybt fortrolig med Solara’ernes intriger, han anlagde en vidende tone, han understregede: Politik er noget skidt, men vigtigt for at tjene penge. Lila huskede de diskussioner hun havde haft med Pasquale i tidligere tider, og sågar dem hun havde haft med Stefano under deres forlovelse, deres plan om at løsrive sig endeligt fra deres forældre, fra fortidens overgreb og falskhed og grusomhed. Han sagde ja, tænkte hun, han sagde at han var enig, men han lyttede ikke til mig. Hvem har jeg talt til?

Denne person kender jeg ikke, jeg ved ikke hvem han er.

Men alligevel, da han tog hende i hånden og hviskede hende i øret at han elskede hende, trak hun sig ikke væk.

Måske planlagde hun at lade ham tro at alt var i orden, at de virkelig var to nygifte på bryllupsrejse, for at såre ham endnu dybere når hun ville sige med al den afsky hun følte i maven: At gå i seng med dig eller med hotellets portier – I har begge gule fingre af at ryge – er lige afskyeligt for mig. Eller måske – og det tror jeg er mere sandsynligt – var hun for skræmt og prøvede nu at udsætte alle reaktioner.

Næppe var de kommet ind på værelset, før han prøvede at kysse hende, hun trak sig væk. Alvorligt åbnede hun 38

kufferterne, tog sin natkjole op og rakte ægtemanden hans pyjamas. Den opmærksomhed fik ham til at smile, og han prøvede igen at gribe fat i hende. Men hun låste sig inde på badeværelset.

Da hun var blevet alene, vaskede hun længe sit ansigt for at fjerne sløvheden efter vinen, indtrykket af en verden der havde mistet sine konturer. Det lykkedes hende ikke, tværtimod voksede fornemmelsen af at selv hendes bevægelser var ukoordinerede. Hvad gør jeg, tænkte hun. Skal jeg blive her hele natten. Men bagefter.

Hun fortrød at hun ikke havde taget kniven: Et kort øjeblik troede hun endda at hun havde taget den, så måtte hun indrømme at hun ikke havde gjort det. Hun satte sig på kanten af badekarret, sammenlignede det undrende med det i den nye lejlighed; hendes var smukkere, tænkte hun. Og hendes håndklæder var af en bedre kvalitet. Hendes? Hvem tilhørte håndklæderne egentlig, badekarret, alting? Hun var plaget af tanken om at ejerskabet til de fine nye ting var garanteret af et efternavn som tilhørte det specifikke individ der ventede på hende udenfor. Det var Carraccis ting, som hun selv; hun var også en af Carraccis ting. Stefano bankede på døren. ”Hvad laver du? Er du dårlig?”

Hun svarede ikke.

Hendes mand ventede lidt, så bankede han igen. Da der ikke skete noget, rykkede han nervøst i håndtaget og sagde i en tone af falsk munterhed: ”Skal jeg slå døren ind?”

Lila tvivlede ikke på at han ville være i stand til det – den fremmede som ventede på hende derude, var i stand til alt.

Det er jeg også, tænkte hun, jeg er også i stand til alt. Hun tog tøjet af, vaskede sig, iførte sig natkjolen og foragtede sig 39

selv for den omhu med hvilken hun havde valgt den måneder før. Stefano – kun et navn der ikke længere var foreneligt med vaner og følelser fra få timer forinden – sad på kanten af sengen i pyjamas og sprang op så snart hun kom til syne. ”Det tog sin tid.” ”Den tid der var nødvendig.” ”Hvor er du smuk.” ”Jeg er dødtræt, jeg vil sove.” ”Vi kan sove bagefter.” ”Nu. Du i din side, jeg i min.” ”Godt, kom.” ”Jeg mener det.” ”Det gør jeg også.”

Stefano udstødte en lille latter og prøvede at tage hende i hånden. Hun trak sig væk, han rynkede brynene. ”Hvad er der galt?”

Lila tøvede. Hun ledte efter det rigtige udtryk, så sagde hun stille: ”Jeg vil ikke have dig.”

Stefano rystede usikkert på hovedet som om de få ord var blevet sagt på et fremmed sprog. Han mumlede at han havde ventet på det øjeblik i lang tid, dag og nat. Vær nu sød, sagde han bønfaldende, og med en nærmest modløs bevægelse pegede han på sine bordeauxfarvede pyjamasbukser og sagde lavmælt, med et skævt smil: Se hvad der sker med mig bare jeg ser dig. Hun kikkede uden at ville det og så straks væk med væmmelse.

På det tidspunkt forstod Stefano at hun skulle til at låse sig inde på badeværelset igen, og med et dyrisk spring greb han hende om livet, løftede hende op i luften og kastede hende ned på sengen. Hvad skete der? Det var klart at han ikke ville 40

forstå. Han troede at de havde sluttet fred på restauranten, nu var han i tvivl: Hvorfor opfører Lina sig sådan, hun er for ung. Han kastede sig leende over hende og prøvede at berolige hende. ”Det er noget dejligt,” sagde han, ”du skal ikke være bange.

Jeg elsker dig højere end min mor og min søster.”

Men nej, hun var allerede ved at rejse sig for at komme væk fra ham. Hvor er det dog svært at holde trit med den pige: Hun siger ja og mener nej, hun siger nej og mener ja.

Stefano mumlede: Nu er det nok med dine luner, og han greb fat i hende igen, satte sig overskrævs på hende, holdt hendes håndled fast mod sengetæppet. ”Du sagde at vi skulle vente, og vi har ventet,” sagde han, ”selv om det var svært og pinefuldt at være i nærheden af dig uden at røre dig. Men nu er vi gift, opfør dig ordentligt, der er ikke noget at være bekymret over.”

Han bøjede sig ned for at kysse hende på munden, men hun undgik ham ved at kaste vildt med hovedet til højre og venstre, hun snoede og drejede sig mens hun gentog: ”Slip mig, jeg vil ikke have dig, jeg vil ikke have dig, jeg vil ikke have dig.”

På det tidspunkt gik Stefanos stemme nærmest mod hans vilje en tone op: ”Nu har du pisset nok på mig, Lina.”

Han gentog den bemærkning et par gange, højere og højere, som for at indoptage en ordre der kom til ham meget langt væk fra, måske endda fra før han blev født. Ordren lød: Vær en mand, Ste’; enten knækker du hende nu, eller også knækker du hende aldrig; din kone skal med det samme lære at hun er kvinden og du er manden, og derfor skal hun adlyde. Og da Lila hørte hans – pisset på mig, pisset på mig, pis41

set på mig – og så ham, bred og tung over hendes smalle underliv, med sit erigerede lem der holdt pyjamasstoffet oppe som en teltstang, huskede hun dengang han år tilbage ville gribe hendes tunge med fingrene og stikke en nål i den fordi hun havde tilladt sig at ydmyge Alfonso under skolekonkurrencen. Det har aldrig været Stefano, syntes hun pludselig at opdage, det har altid været don Achilles ældste søn. Og den tanke bragte øjeblikkelig, som en genoplivelse, de træk frem på hendes unge ægtemands ansigt som indtil dette øjeblik havde været skjult i hans blod af forsigtighed, men som altid havde været der og kun ventet på at bryde frem i rette øjeblik. Åh ja, for at behage kvarteret, for at behage hende, havde Stefano forsøgt at blive en anden: Hans ansigtstræk var blødgjort af høflighed, blikket indstillet på venlighed, stemmen nedtonet af imødekommenhed; hans fingre, hans hænder, hele hans krop havde lært at beherske sin styrke. Men nu var de grænser han i så lang tid havde pålagt den, ved at give efter, og Lila blev grebet af en barnlig rædsel, større end dengang vi var gået ned i kælderen for at hente vores dukker.

Don Achille var ved at genopstå fra kvarterets snavs, og han nærede sig af sin søns levende materie. Faren fik hans hud til at revne, ændrede hans blik, eksploderede ud af hans krop.

Og dér var han. Han flåede i hendes natkjole, blottede hendes bryster, klemte dem brutalt, han bøjede sig ned og bed i hendes brystvorter. Og da hun undertrykte sin rædsel, som hun altid havde kunnet, og prøvede at vælte ham af sig ved at hive ham i håret, famle med munden for at bide ham til blods, trak han sig tilbage, greb hendes arme, tvang dem ind under sine tykke bøjede ben og sagde hånligt: Hvad laver du, lig stille, du er mindre end en gren, hvis jeg vil knække dig, så gør jeg det. Men Lila ville ikke ligge stille, hun bed i luften, 42

hun spændte sig som en flitsbue for at befri sig for hans vægt.

Forgæves. Han havde nu frie hænder, og bøjet over hende gav han hende to lette lussinger med fingerspidserne og sagde gentagne gange for at overtale hende: Vil du se hvor stor den er, hva’, sig ja, sig ja, sig ja, indtil han ud af pyjamassen trak sit massive lem, der udstrakt over hende lignede en dukke uden arme og ben, holdt tilbage i en stum hiksten, syg efter at rive sig løs fra den anden og større dukke som hæst sagde: Nu skal du få den at mærke, Lina, se hvor flot den er, sådan en er der ingen der har. Og da hun blev ved med at sno sig, slog han hende i ansigtet, først med håndfladen, så med håndryggen, så hårdt at hun forstod at hvis hun blev ved med at stritte imod, ville han garanteret myrde hende – eller det ville don Achille i hvert fald, han skræmte alle i kvarteret fordi man vidste at han med sin styrke kunne slynge en mod en mur eller et træ – og hun tømte sig for al modstand og gav efter for en lydløs rædsel mens han trak sig tilbage, løftede hendes natkjole op, hviskede i hendes øre: Du aner ikke hvor højt jeg elsker dig, men det finder du ud af, og allerede i morgen vil det være dig der beder mig om at elske dig som jeg er nu, og du vil bede om mere, du vil bønfalde mig på dine knæ, og jeg vil give dig den men kun hvis du er lydig, og du vil være lydig.

Da han efter et par klodsede forsøg gennemborede hendes kød med lidenskabelig brutalitet, var Lila fraværende. Natten, værelset, sengen, hans kys, hans hænder på hendes krop, alle sansefornemmelser var opslugt af en eneste følelse: Hun hadede Stefano Carracci, hun hadede hans styrke, hun hadede hans vægt oven på hende, hun hadede hans navn og hans efternavn.

43