Husk altid ledestjernen. Arven efter Hr. Møller by JP/Politikens Forlag

HUSK ALTID LEDESTJERNEN ARVEN EFTER HR. MÃ&#x2DC;LLER

KIRSTEN JACOBSEN POLITIKENS FORLAG

HUSK ALTID LEDESTJERNEN Arven efter hr. MÃ¸ller

Kirsten Jacobsen Med fotos af Per Morten Abrahamsen

Husk altid ledestjernen Arven efter hr. MĂ¸ller

Politikens Forlag

”Vi søstre har mistet en far, som aldrig svigtede hverken sin familie eller sin gerning. Vi er taknemmelige over, at vores far blev beriget med et langt indholdsrigt liv. Med sit aldrig svigtende ønske om at gøre gavn satte han med mange og store initiativer et væsentligt præg på sin samtid. På denne dag er det mig meget magtpåliggende at bringe en tak til alle nuværende og tidligere medarbejdere i A.P. Møller - Mærsk Gruppen for den loyalitet, som i alle år er vist vores far. Æret være hans minde.” Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla

Uddrag af meddelelsen om Mærsk Mc-Kinney Møllers død, udsendt den 16. april 2012, klokken 11:21, fra A.P. Møller - Mærsk A/S.

indhold

Båndet.....................................................................................................................9 Mødet....................................................................................................................12 Ansvaret og pligten.........................................................................................39 Billedet................................................................................................................. 42 FØRSTE DEL: SECOND TO NONE.................................................... 47 Arven efter hr. Møller................................................................................... 50 Tommy Thomsen: A sense of belonging................................................ 56 Flemming Ipsen: Sømanden .......................................................................74 Hr. Møllers runde organisationsdiagram............................................100 Per Jørgensen: A true friend of China.................................................. 102 Claus Jensen: Den slagkraftige patriark ............................................. 124 Da et rødt flag endnu smældede ..............................................................138 Poul Johan Svanholm og Lise Svanholm: Den bærende søjle .... 140 Lars-Erik Brenøe: Den enestående.........................................................156 Jess Søderberg og Helle Søderberg: Den svære transition............176 Råderummet................................................................................................... 194 Jesper T. Lok: Det holistiske forbillede ................................................198 Olafur Eliasson: Lampens ånd ................................................................ 210 Michael Pram Rasmussen og Anne Pram Kjølbye: Good night everybody and good-bye.....................................................224 Afsked med hr. Møller................................................................................ 244 ANDEN DEL: ACTIVELY PREPARE FOR TOMORROW...247 Jim Hagemann Snabe: Stjernen..............................................................250 Værdien af værdier.......................................................................................260 Den syvtakkede stjerne..............................................................................263 Your word is your bond...............................................................................265 Appendiks A. Familien................................................................................269 Appendiks B. Tidslinje 1965-2003 ......................................................... 273 Tak til.................................................................................................................284 Litteraturliste..................................................................................................285

Båndet En lille kasse i mit arbejdsrum har i en snes år gemt på en grå konvolut, hvorpå der står skrevet: ”Må ikke åbnes af andre end K.J.” Konvolutten rummer et kassettebånd. Det ville fortsat have ligget urørt, hvis jeg ikke var blevet opfordret til at skrive denne bog, for det skulle bruges i den rigtige sammenhæng. Nu er den her, og båndet er sat i en gammeldags kassettebåndoptager, der i små tre kvarter afspiller et interview. Vi kommer ind i et for de fleste af os ukendt univers af pligt og mageløse privilegier, arv og byrdefuldt ansvar. Den spørgende er min 20 år yngre stemme. Den responderende er skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller. Andre har på fremragende vis skrevet et ledelses- og virksomhedsportræt af A.P. Møller - Mærsk. Ikke mindst Peter Suppli Benson, Bjørn Lambek og Stig Ørskov i Mærsk – manden og magten, selv om deres bog, der udkom i 2004, kalder på en opdatering. Mit ærinde er et andet. Ved at fremkalde karakteristiske scener, anekdoter og ikke kun glansbilleder – bevaret og husket af en inderkreds – håber jeg at få også yngre læsere, hvis forbilleder er Steve Jobs og Elon Musk, til at forstå: Hvem var Mærsk Mc-Kinney Møller? Hvad var det, han kunne? Lykkes det, er min mission accomplished. Kirsten Jacobsen, marts 2018

Mødet En tidlig sommerdag i 1997 traver jeg ad trappen op til sjette sal i A.P. Møllers endnu ikke udvidede hovedsæde på Esplanaden i København. Da den 83-årige Mærsk Mc-Kinney Møller kommer mig i møde, ligner han mere en havørn, der har krydset oceaner og kontinenter, end Danmarks mest sagnomspundne og magtfulde erhvervsleder. Der er et brus af saltvand i det årvågne blik, den senede krop, det snehvide viltre hår, de buskede bryn, den skarpe profil. At opnå et personligt møde med hr. Møller er ikke let. Slet ikke for journalister. Men i forbindelse med min bog om en anden af datidens utilnærmelige topchefer, Poul Johan Svanholm, der ved årsskiftet 1996/1997 – og én dag før sit 25-års jubilæum – er fratrådt som Carlsberg Gruppens formand for direktionen og koncernchef, har jeg forhørt mig om muligheden for et interview. Poul Johan Svanholm tilhører skibsrederens kreds af fortrolige. Han er næstformand i bestyrelsen for Dampskibsselskabet Svendborg, et af moderselskaberne i A.P. Møller, og har siden 1983 været formand for Den Danske Bank, hvor A.P. Møller er storaktionær, og i forhold til kutymen på Esplanaden i 1990’erne reageres der opsigtsvækkende positivt på min henvendelse. Nu sidder vi så over for hinanden. Mærsk Mc-Kinney Møller har slået sig ned i en let gyngestol, jeg i en lyseblå sofa. Rummet domineres af et August Tørsleff-maleri af hans far, A.P. Møller, og farens cubamahogniskrivebord, der i sin tid blev købt brugt og i 1965 gik i arv til sønnen. En række familiebilleder står parallelparkeret, der er friske blomster, et par fastnettelefoner og en skrivepult. Udsigten over havneindløbet er imponerende og i sync med foretagendets maritime aktiviteter.

På sofabordet ligger en lille rød kassettebåndoptager. Blok og blyant er parat til noter, nye batterier sat i maskinen, men en halv time inde i interviewet afslører en slukket lampe, at den ikke har optaget. Hverken hr. Møller eller jeg har teknisk indsigt til at løse problemet, så han tilkalder sin personlige assistent, der også er leder af direktionssekretariatet. Lars-Erik Brenøe er 36 år og advokat. Han blev ansat i sekretariatet i 1991 og har siden 1996 været medlem af bestyrelsen for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond. Lige nu sidder han på hug ved sofabordet og spoler kassettebåndet lidt tilbage. Han trykker på play og siger: ”Der er en stemme på båndet, men det er ikke hr. Møllers ...” Mere præcist kan situationen ikke opsummeres. ”Har De brugt et gammelt bånd?” Hr. Møller ser forbavset på mig. ”Ja, man overspiller dem bare. På den måde kan båndene bruges igen og igen. Jeg troede i øvrigt, at netop De ville værdsætte, at ting ikke bare kasseres,” svarer jeg og peger på min lærredstaske, købt i begyndelsen af 1980’erne i den originale Banana Republic Store i New York. ”Tasken her er også godt slidt, men den bliver ikke skiftet ud, før den ikke kan hænge sammen længere.” Hr. Møllers latter går op i et overraskende lyst toneleje: ”Jeg har selv en ældre mappe. Den har ikke lidt nogen skade, den er helt funktionsdygtig, og jeg kan godt være den bekendt.” Han knapper sin sorte habitjakke op og undersøger foret: ”Nu ved jeg ikke, hvor gammelt det her sæt tøj er … Jo, jeg kan se, at det er fra 1979, men dét siger jeg ikke til min hustru. Jeg går også i tøj fra 1965. Det kan min hustru ikke lide, men jeg gør det alligevel! Jeg fik det syet et godt sted, hos skræddermester Alm, og han blev ved, til han var 89 år eller i hvert fald 88. På det tidspunkt var hans husvært ivrig efter at få lokalerne, så hr. Alm fik et tilbud, han ikke rigtig kunne modstå. Det var måske også på tide for ham. Men han havde syet til mig i 30-35 år, og han var lige så omhyggelig med de sidste sæt som med de første. Det er derfor, han var en god skrædder. Det er prima kvalitet. Det holder. Knapperne bliver

ved med at sidde fast, og når man passer på tøjet, kan man blive ved med at bruge det.” I mellemtiden har Lars-Erik Brenøe skaffet en ny kassettebåndoptager, og de første livstegn på båndet er hans muntre stemme: ”Hallo hallo. En, to. En, to, tre, fire. Man kan nu se, at tælleren kører, og lampen lyser. Det er en god indikator på, at der kommer noget på båndet. Det vil sige, at båndoptageren indspiller.” ”Jeg er flov over, at min svigtede.” Hr. Møller ser utålmodigt på mig: ”Det er der ikke noget at gøre ved. De skal se, det går nok. Nu skal vi videre. Hvor skal vi hen nu?” ”Kan De holde ud, hvis jeg spørger Dem om noget af det samme?” ”Nej, det er lidt dumt i dag, synes jeg. Prøv at skrive ned, hvad De kan huske, og kom så tilbage og spørg om det, De ikke kan huske.” ”Men vi kan fortsætte nu?” ”Ja, det kan vi, og tak skal De have, Brenøe.” Efter at Lars-Erik Brenøe har forladt kontoret, taler vi videre om Poul Johan Svanholm. Interviewet bliver til et 12 siders kapitel i bogen Svanholm, der udkom i november 1997. Det skal naturligvis ikke gentages her. Men samtalen udvikler sig og kommer til at omfatte en række temaer, der angår hr. Møller selv og hans syn på forretning, ledelse og livet.

”Da De i juli 1993 holdt Deres hustrus 80-års fødselsdag her på Esplanaden med over hundrede gæster og med festmenu fra Divan2 i Tivoli, med pigegarde og stort festfyrværkeri, valgte hun at have Poul Johan Svanholm som bordherre.” ”Ja, både min hustru og jeg holder af ham. Hun sætter stor pris på ham og vil altid gerne have Poul Johan Svanholm til bords.” ”Og hun er en god menneskekender?” ”Ja, det er hun. Absolut.”

”Jeg spørger, fordi De, mens båndoptageren svigtede, talte om kvinders instinkt som værende stærkere end mænds?” ”Det, jeg sagde, var, at kvinder ofte er bedre til at vurdere mennesker. Der kan komme en person, som har præsteret godt i forretningslivet, gående ind i lokalet på en vis facon, der charmerer én. Man lader sig nogle gange charmere, når man taler forretning, og gennemskuer måske ikke mennesket bag. Det er kvinder bedre til.” ”Det må da føre Dem frem til, at en kvinde kunne lede ’foretagendet’, som De kalder det, altså A.P. Møller?” Hr. Møller holder en pause og siger så: ”Jeg tror, at vor yngste datter, Ane, kombinerer det forretningsmæssige overblik med at være en særdeles god menneskekender.” ”Så hun kan en dag overtage ansvaret efter Dem?” ”Det har aldrig ligget for, så det kan jeg ikke svare på.” ”Det ligger vel for at spørge, om hun – som De selv i sin tid – vil påtage sig ansvaret?” ”Nej, det gør det ikke. Det lå ikke for, slet ikke for 25 år siden, og det er et fælles tankesæt, at min hustru og jeg aldrig har forsøgt at tvinge vore døtre til, hvad de skulle.” ”Prøver De ikke altid at tænke fremad, når det handler om forretningen?” ”Jeg ved ikke, om jeg tænker fremad. Jeg prøver at tænke langsigtet, og langsigtede beslutninger kan godt betyde år med tab. Til slut kan de alligevel vise sig at være en god forretning.” ”Men det går vel ikke uden nytænkning og dristighed?” ”Nej, det gør det sandelig ikke. Man har ikke patent på, at store investeringer ude i verden kommer til at gå godt. At spille på en ny bane er altid svært, så der skal dristighed til.” ”Alligevel kan De blive meget vred, når noget ikke lykkes?” ”Ja, det har jeg vist mange gange på kontoret. Mange gange. Jeg kan navnlig blive vred, når mennesker laver en bommert, fordi de ikke viser omhu i tide. Det allerværste er, når de ikke indrømmer, at de har lavet bommerten. Så kan jeg godt blive meget vred. Det har jeg altid kunnet. Nu er det mindre med alderen, men jeg

arbejder med det yderste af fingerspidserne og er stadig et anspændt gemyt. Jeg er ikke afslappet i arbejdet.” Hr. Møller holder igen en pause. Da han fortsætter, er stemmen lidt anstrengt, som den skal vise sig at lyde, når han taler om følelser: ”Der er ingen tvivl om, at det er ensomt at være den sidste, der skal træffe beslutningerne. Det er ikke alene de forretningsmæssige dispositioner, man skal beslutte. Om man skal lægge 25 mio. kroner i et eller andet. Det er ikke dét alene. Det er også menneskene. Hvis mennesker skuffer …, hvis de ikke egner sig til de stillinger, de har, er det den øverste leder, der har funktionen med at få det bragt på plads. Man er til sidst ene om at få flyttet mennesker, som ikke kan udfylde den position, de sidder på, ud af foretagendet. Det er naturligvis en belastning.” ”Hvad kræver det at træffe den slags afgørelser?” ”At man har sit jugement og kan se, at ham dér, han kan gå langt, mens ham dér, han kan ikke. Man kan også tage fejl. Jeg har selv taget fejl flere gange.” ”Er det svært at erkende?” ”Næh, jeg mener ikke, at jeg har svært ved det. Vi har alle lov til at tage fejl indimellem. Jeg ærgrer mig over det, men har ikke svært ved at erkende det. Jeg tror heller ikke, at jeg har svært ved at erkende det over for andre og sige, at dér dummede jeg mig!” ”Ud over talent og en stærk psyke skal der vel et godt helbred til at have en toppost?” ”Ja, det skal der sandelig. Man skal passe på sit helbred, når man driver en stor virksomhed. Der er nogle, det lykkes for, selv om de ikke har et godt helbred, men et godt helbred er af stor værdi. Man skal have styrke, og dét kan man gøre noget for selv. Man kan ikke gøre det hele selv, langtfra. Vorherre skal være med i spillet. Det kræver meget at være på toppen, og som vi allerede har talt om: Man er ensom.” ”Er det tilladt at vise svaghed?” ”Når der er noget, man ikke har forstand på, må man hente andre ind, som har forstand på det emne. Det kan vel af nogle

”Jeg kan ikke huske situationer med handlingslammelse. Jeg kan huske situationer med tvivl. Der er et engelsk udtryk when in doubt, don’t! Somme tider kan pligten gøre, at man skal beslutte noget alligevel, f.eks. for at sikre beskæftigelsen på et skibsværft, selv om det kniber, og man ikke synes, man har behov for det. Vil bestyrelserne så gå med til det? Det er ikke handlingslammelse, det er tvivl.” Mærsk Mc-Kinney Møller

betragtes som svaghed, men det værste er, hvis man er Mr. Know all. Så brænder man sig.” ”Hvad sker der, hvis man rammes af handlingslammelse?” ”Jeg kan ikke huske situationer med handlingslammelse. Jeg kan huske situationer med tvivl. Der er et engelsk udtryk when in doubt, don’t! Somme tider kan pligten gøre, at man skal beslutte noget alligevel, f.eks. for at sikre beskæftigelsen på et skibsværft, selv om det kniber, og man ikke synes, man har behov for det. Vil bestyrelserne så gå med til det? Det er ikke handlingslammelse, det er tvivl.” ”… og derfor holder when in doubt, don’t ikke altid?” ”Nej, tingene er næsten aldrig sort/hvide. Det er let at lave et regnestykke, der viser, at risikoen er for stor. Det er også let at lave ét, der tilsiger, at noget bliver en gylden vej. Og det er den, der sidder i den øverste stols, pligt og belastning at finde modet til at tage den beslutning, der bliver taget.” ”Samtidig er det svært at forlade den øverste stol?” ”Ja, det er svært, men fra det øjeblik, hvor jeg holdt op med at være Chief Executive [1993], har jeg ikke truffet én daglig beslutning. Selv om mennesker kommer til mig og spørger, siger jeg: ’De kan få min mening. De får ingen beslutning fra mig, og De må ikke gå til andre og sige: Hr. Møller siger … De kan tage min holdning med i Deres egne overvejelser, men De skal få afgørelsen hos den, De rapporterer til.’ Det er svært, kan jeg godt sige Dem, for ofte ville man selv handle anderledes. Det kan være, at man ville have handlet hurtigere eller langsommere, så det er brandsvært. For nogle er det endnu sværere end for mig. Tæppet trækkes pludselig væk. De har ingen forbindelse overhovedet med det sted, hvor de har haft deres virke. Nogle kan ikke finde ud af det og er ulykkelige i resten af livet. Andre finder en rytme, som de bliver tilfredse med. Under alle omstændigheder er det et andet liv. Men vi må stoppe nu, for jeg skal til en begravelse. Det er derfor, jeg er så trist klædt på i dag.” ”Tak for i dag. Jeg vil gerne komme tilbage.”

”Ja. De er også velkommen til at ringe, hvis det passer Dem bedre. Bare spørg efter mig, De behøver ikke spørge efter sekretæren. Spørg efter mig selv, så kommer De lige ind. Der er ikke nogen i omstillingen, der spørger, hvem der ringer. Det har jeg afskaffet, siden jeg kom hjem fra Amerika. Hvis folk ringer herind og siger til telefondamen, at de gerne vil tale med Mærsk Mc-Kinney Møller, og jeg har tid, bliver de stillet lige ind. Der har ikke været mange bavianer iblandt, kun en enkelt, og det klares. Jeg har aldrig kunnet fordrage det andet system. Jeg ringer også selv op. Jeg bryder mig ikke om, at en sekretær ringer op, før man får vedkommende i telefonen. Man skal selv være på linjen. Men De kan også lave en aftale gennem hr. Brenøe. Do as you please!” I solskinnet foran arkitekt Ole Hagens markante, visuelt afvisende A.P. Møller-domicil med de blåtonede vinduer skrår jeg over gaden og bestiller en let frokost ved et af bordene udenfor på restaurant Lumskebugten. Jeg overvejer, hvorfor det forekommer mig rigtigere at tænke på skibsrederen som hr. Møller end ved hans fulde navn, Mærsk Mc-Kinney Møller. Måske fordi han selv ynder at tiltale og omtale andre mænd med hr. – eller Herr som han skriver. Men mere sandsynligt fordi der bag hr. Møllers ord og tankesæt som regel ligger en tidligere hr. Møllers ord og tankesæt, nemlig hans afdøde far A.P. Møllers. ”I vanskelige situationer siger jeg stadig ofte til mig selv: ’Hvad ville mon hr. Møller nu have gjort?’” har Mærsk Mc-Kinney Møller åbent erkendt.

NO PRINT

I Husk altid ledestjernen deler hans absolutte inderkreds fra årene i A.P. Møller - Mærsk muntre anekdoter og fortæller om barske og alvorlige situationer, som de selv har været vidne til og oplevet som karakteristiske for det unikke menneske og den enestående erhvervsleder, hr. Møller var: Elegant, kontant, høflig, barsk og nysgerrig til det sidste. Det er historier, der aldrig tidligere er fortalt til en bredere kreds.

HUSK ALTID LEDESTJERNEN

Mærsk Mc-Kinney Møller (1913-2012) er uden sammenligning den mest succesrige og beundrede erhvervsmand i det 20. århundrede. Men hvem var han inderst inde? Og hvad var det dybest set, han kunne?

NO PRINT

KIRSTEN JACOBSEN

POLITIKENS FORLAG W W W. P O L I T I K E N S F O R L A G . D K

HUSK ALTID LEDESTJERNEN ARVEN EFTER HR. MØLLER

KIRSTEN JACOBSEN POLITIKENS FORLAG