I hans øjne så jeg døden by JP/Politikens Forlag

DANIELS STØRSTE ØNSKE ER AT VÆRE NORMAL.

CONRAD FIELDS

Rom an

At være som andre familiefædre, der kan sidde i sofaen fredag

mening med programmerne. Men sådan er hans virkelighed ikke. Nyhederne vækker minder. Om tiden i det støvede fjendeland med forkerte beslutninger, der nu er ved at indhente ham. Efter at have fået en fyreseddel står han stadig op om morgenen og tager sin arbejdsuniform på. Han kysser Monica og datteren Maria farvel og lader, som om han tager på arbejde, men dagene går med at drive rundt i København på jagt efter noget, der kan dulme hans evige frygt og uro. En morgen ringer det på døren. Forsvarets auditørkorps er begyndt at interessere sig for en mission i fjendeland, som han har ledet. Romanen er et portræt af en krigsveteran, der kæmper for ikke at miste sig selv og sine elskede – efter at han er kommet hjem. Det er historien om en mand, der prøver at være til stede i sit eget hjem, men som må flygte ud i natten, når familien sover.

ISBN:9788740038255

I HAN S Ø J N E S Å J E G DØ DE N

aften og hygge sig med tv-underholdningen. At kunne finde en

I HANS ØJNE SÅ

CONRAD FIELDS er søn af en dansk mor og amerikansk far. Han har tidligere lavet film og stiftet festivalen Copenhagen Shortfilm. Forfat-

JEG DØDEN

teren har desuden i flere år arbejdet med unge med særlige behov og som omsorgshjælper på sociale botilbud. Conrad Fields er optaget af marginaliserede skæbner og har tidligere fået udgivet ungdomsromanerne Minusmand, Plusmand og Død mand

stå. I hans øjne så jeg døden er hans romandebut.

CONRAD FIELDS Politikens Forlag

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK FORFATTERFOTO: LIS KASPER BANG FORSIDEFOTO: BOB PROSSER

I hans øjne så jeg døden

Conrad Fields

I hans øjne så jeg døden Roman

Politikens Forlag

Soldatens bøn Gode Gud! Vær nær hos os, der gør tjeneste i forsvaret. Velsign vores arbejde for fred og retfærdighed mod splittelse og uret, grusomhed og vold. Styrk vores kammeratskab og sammenhold, og bevar os fra at svigte hinanden i nød og fare. Vær med dem, der er sat til at lede og befale, giv dem klarsyn og beslutsomhed og omsorg for dem, de har ansvar for. Jeg takker dig for mit land, for min familie og venner og alle, der holder af mig. Kære Gud, jeg beder dig: Bevar mig og mine nærmeste fra sygdom, ulykke og alt ondt. Vær hos mig, når jeg er truet og gribes af angst for mit liv og helbred. Lad mig få lov at vende tilbage til min hverdag i god behold, når min tjeneste er forbi. Det beder jeg om i Jesu navn, Amen

Daniel hadede at køre i tog. Ikke så meget som han hadede at tage bussen, men nok til, at det skete yderst sjældent. Han hadede offentlig transport, lige så meget som han hadede menneskemængder og usystematiske bevægelser. De andre passagerer stod for tæt på. De få, der ikke havde næsen i mobilen, kiggede rundt på hinanden, som for at pisse territoriet af. Han var altid udmattet, når han endelig kom ud på perronen. På vagt over for alle de mennesker, der gik ud og ind. Kom for tæt på og lugtede af skod, uvasket tøj, sved, alkohol, for meget parfume, frygt eller det hele på én gang. Det krævede overskud at tage turen fra Lyngby, og i dag havde Monica haft brug for bilen. 5

Hvorfor huskede han ikke. Men han huskede alt for godt, at han selv var i store problemer. Overfladespænding. København var farlig, som kun et civilsamfund kan være. Uforudsete aggressioner. Ulogisk vold. Selv om han havde været hjemme i flere måneder, var han i gang med at kalibrere. Han opfangede faresignaler. To højlydte unge mænd gik snakkende ind i stillekupéen. Med bandeord og sexistisk pral. Konfliktsøgende. De åbnede hver en Red Bull og lagde fødderne op på sædet. De andre passagerer passede sig selv. Kiggede ud ad vinduerne. Kun en ældre dame accepterede ikke de dårlige manerer. “Sikke noget svineri. Sidder I også sådan derhjemme?” En ung pige flyttede sig uroligt i sædet. “Hvad rager det dig?” sagde den ene og spyttede på gulvet. “Er du min mor?” “Nej, gudskelov,” sagde den gamle trodsigt og holdt godt fast i sin taske med begge hænder. De to mænd satte sig på sædet over for hende. Den ene lagde sin fod på sædet ved siden af hende. “Hvad vil du gøre?” Når man var programmeret til at beskytte bløde punkter, krævede det tilvænning at holde sig fra kampzonen. Uden at sige noget stillede Daniel sig foran den største. Placerede hårdt sin pegefinger mellem hans øjne. Vurderede, at halstatoveringen var et skjold, ikke et duelighedstegn. “Sig undskyld og forsvind,” sagde han stille og roligt. Men overbevisende nok til, at hans krav straks blev efterkommet uden indvendinger. “Vold avler vold,” sagde den gamle og var alt andet end imponeret over Daniels konfliktløsning, da de to bakkede ud. Først nu fjernede de andre blikkene fra ruderne. Da toget kørte ind i tunnelen efter Østerport, stillede han sig helt op ad dørkarmen. Han registrerede. Dannede sig et overordnet indtryk på et splitsekund. Lukkede øjnene og lyttede til togets ujævne ac6

celeration og nedbremsning. Huuuiiiii. Han tænkte tilbage. Huskede lugten af lavoktanbenzin, affaldsbål og rådden frugt. Lydene af de mange handlende, der råbte i munden på hinanden. De sædvanlige aggressioner, der altid hang i luften, når han og hans gruppe kom ind i hvepseboet. Kunne han have gjort noget anderledes? Hvorfor var det, som om alt var foregået i en boble? Alt i toget var stille, som om alle var på pausefunktion, mens toget bevægede sig gennem Københavns undergrund. Først da det holdt stille, åbnede Daniel øjnene. Så, hvordan de andre passagerer vendte ansigterne mod deres små, oplyste skærme. Han stod ud på Nørreport Station og styrede direkte hen til nærmeste bænk. Hellere gå det sidste stykke end underjordisk kørsel. Hellere gå med åbne øjne end stå og søge svar på noget, man ikke kunne stykke sammen. Når alle var kommet af og på toget, ville han tage næste etape: Perronafsnittet hen til trappen. En mand med brune lædersko og gråt, smalt jakkesæt kiggede op fra Børsen og rykkede de femten centimeter til kanten. Åbnede sin computertaske og rodede længe efter noget. Først da han trak en Ragusa frem og med øvelse frigjorde det sølvfarvede cellofan, rejste Daniel sig og steg op fra undergrunden. Lettet over at have overstået sin tur med det offentlige. Livet i gadeplan var langt mindre anstrengt. En rumæner med hammondorgel og rytmeboks spillede en sang fra 70’erne, og bedst som Daniel var ved at huske, hvad den hed, blev han mødt af en smilende fyr med blond hår og tyrering i næsen. “Hejjj, hvordan har du det i dag?” sagde han og lavede en kejtet bevægelse, som Daniel tydede som afvæbnende og samtidig insisterende. Men helt klart ikke truende. Han prøvede forgæves at komme i tanker om, om de mon skulle kende hinanden. Fik øje på hjælpeorganisationens logo og kuglepennen i hans hånd. “Det ved jeg ikke,” svarede Daniel og scannede gaderne for at huske den hurtigste vej til Marias børnehave. “Nå, men har du lige lidt tid?” Andre fodgængere blev standset med samme gejst. Henne ved Fre7

deriksborggade var de to fra stillekupéen i gang igen. Daniel gik mod Vesterbro, men stoppede op, inden han nåede lyskrydset. Drejede sig 180 grader og skråede over mod Botanisk Have. Klokken var 15 og han behøvede ikke hente Maria før klokken 16. Der var tid til at fordøje ugen. Han ville ikke blive forstyrret af mobilen, for den lå i mappen på lydløs. Den næste time var hans egen. 60 minutter, hvor han kunne tømme hovedet for tanker. Alle bevægede sig langsomt. Det var en park efter Daniels hoved. Han gik op mod Geologisk Museum og fandt en bænk med udsigt over den lille sø. Sikrede sig, at han kunne sidde uforstyrret. Han åbnede mappen og tog den ene af sine to dåseøl frem. Kiggede på de farvestrålende blomster. Turister med kort og forelskede par med hinanden i hånden defilerede forbi nede ved vandet. På en bænk på træbryggen sad to mænd og diskuterede på et fremmed sprog. De talte højt nok, til at han kunne høre det, selv om han sad et stykke fra dem. Den ene rejste sig, hver gang han leverede en pointe. Den anden nikkede og gestikulerede voldsomt. Daniel åbnede sin øl og holdt øje med de to mænd. Prøvede at gætte, hvor de stammede fra. Tog en tår. Konvojen kører ind i lejren. Alt er gået efter planen. Ingen brag, ingen tilskadekomne. Kun tilfangetagne. Det er mig, der fører manden ind. Den ældste. Han beder for sit liv. Det virker en anelse overdrevet. Pede og Bertil har arbejdet upåklageligt. Pågrebet ham helt uden dramatik. Hurtigt. Professionelt. Vores oplysninger var præcise. Huset lå i udkanten af byen, lige over for det gamle fodboldstadion. Et toetagers hus bag den sædvanlige meterhøje mur. Os og englænderne, det vil sige Pede, Bertil og englænderne, med nightvisionbriller. Mig på radioen med Jesper. En medic og en backup til pludselige indfald. En ubrugt luftassistance, hvis nu … Mændene lå og sov på første sal, og den ene bevæbnede vagt, der var sat til at holde øje, klarede Pede hurtigt med strips. Op på ladet med alle 12 og return to sender. 8

En eller anden beder englænderne tage sig af de andre på ladet. Det er mest gamle mænd og store drenge, men man ved aldrig. De beklager sig, siger noget på ubehjælpsomt engelsk. Det lyder, som om de siger Friends. No Taleban. De har hætter over hovedet. To af dem panikker, da de bliver ført ind i barakken. De yngste. Inde i det halvmørke forhørslokale, hvor der lugter af kold kaffe og prut, står to MP’er. De har ikke lagt mærke til, at jeg er kommet ind. De har rigelig travlt med at råbe og gøre ved. Eneste møbler er to skidengule plastikstole og et gammelt kateder. Oven på ligger en stak kladdehæfter og to blyanter. En rød og en blå. Den sorte bordlampe er drejet skråt til siden, så den lyser på rummets øvrige objekter, der sidder langs den krakelerede betonvæg. To fanger med hætter over hovedet og hænderne bag ryggen i strips. De sidder på hug med ansigtet mod væggen og kæmper med at holde balancen i den anstrengende stilling. Den ene græder. Han siger en masse ord. Hulker dem. Dam dam da da dam da da da dam dam. “Shut up!” råber den ene MP’er. Giver ham et los i nyrerne. Fangen falder, og da han ikke kan tage fra med hænderne, lyder der et klonk, da hans hoved rammer det hårde gulv. Han ligger stille lidt, men så prikker MP’en til ham med støvlespidsen. “Up, up,” kommanderer han. Men fangen kan ikke komme op, når han ikke kan bruge sine hænder. Så hiver MP’en ham hårdt i armen, helt oppe under armhulen, så han igen kommer op på hug. Han læner panden mod væggen. MP’en dasker til hans hoved, så hætten sætter sig skævt. Jeg kan se en mund, der mangler et par fortænder. Han ryster, for han har ikke flere kræfter. Der lugter af pis nu. “Water,” siger den anden fange, som har anstrengt sig for at holde sig oppe. “Water,” gentager han med frygt i stemmen. Den anden MP’er åbner en vandflaske og hælder den ned over hans hætte. Fangen gisper og kan dårligt få luft. 9

“You asked for water. Now tell us a few things. We need answers, eh?” råber MP’en på britisk engelsk, lige ind i hovedet på ham. Jeg tænker hooligan. Fangen, som ikke ser ud til at være en dag over 14, har problemer med at trække vejret. Det våde stof klæber til hans mund. “Sæt bare ham der på stolen, så tager vi os af ham senere,” siger den ene MP’er til mig. Jeg har helt glemt, hvorfor jeg er her, og jeg har ikke lyst til at overdrage den gamle mand, vi skulle have oplysninger ud af. Men fangerne er ikke vores problem. Vi skal bare aflevere, ikke tænke. Det skal politikerne. Fra rummet ved siden af lyder der skrig og tumult. Lyden af spark og slag og fornedrende ord. En mand råber hund og bøssekarl. De to første ord, jeg lærte på pashto. Jeg har oplevet det før. Med irakiske politimænd, vi havde overdraget fanger til. Slag. Ydmygelser. Den gamle mand hvisker til mig. Beder mig om ikke at efterlade ham her. Han kan lidt engelsk. “Don’t leave me,” siger han stille. Han er bange for ikke at komme ud igen. “Afraid here.” “Don’t worry. Just tell them what you know,” siger jeg naivt til ham. Jeg bør holde min kæft. “Friends. No Taleban,” siger han. Drengen, der har pisset i sine bukser, får endnu et spark. Han kunne ikke holde sig på benene, så straffen falder prompte. “Vi skal sgu nok få det ud af dem,” siger den ene MP til den anden. “Ja, det er sgu altid det samme. Friends,” siger den anden. “Indtil de alligevel ikke er det.” “Sæt ham ned,” siger MP’en. Han har rang af kaptajn. Selv om jeg tvivler på, hvor rigtige oplysninger vi får ud af fangerne, har jeg intet valg. Jeg er specialist. Jeg henter og bringer. Oplysninger og fanger. Jeg gør honnør og sætter den gamle. “Vi skal nok få ud af ham, hvor Omar Mohammed er. Tro mig.” Han trækker hætten af hans hoved i et snuptag. Den gamle misser med øjnene i det skarpe lys. Han kigger bange på de to ved væggen. 10

Med sorg i øjnene, og jeg hader, når jeg kommer til at kigge dem i øjnene. Han lukker øjnene og bevæger læberne. Det provokerer kaptajnen. Han slår ham hårdt med bagsiden af hånden. Jeg går tilbage til Pede og Bertil, der sidder og drikker en øl med nogle englændere. Jeg stopper op ved bordet og fnyser. “Hvad er det?” “Den er alkofri,” siger Pede. Bertil undgår mit blik. “De bød os. Det er for godt samarbejde,” siger han stille. De andre fra fangsten sidder på en række på gulvet. En engelsk soldat kommer gående med en schæfer. Standser foran den forreste og lader hunden gø for fuld hals ind i hovedet på ham. Han skriger, og det får hunden til at snappe ud efter ham. “Lad os for helvede komme væk herfra,” siger Bertil. “De er fuldkommen vanvittige, jeg kan sgu ikke sidde og nyde min øl, sådan som de opfører sig. De har lige gennembanket nogle uskyldige gamle mænd derinde, de er sgu da vilddyr.” “Du ved ikke, om de er uskyldige,” siger Pede og bæller sin øl. Tænder en smøg. “Men de går godt nok til den. Jeg tror, de går og keder sig ad helvede til.” “Vores mission er fuldført. Godt arbejde, I to,” siger jeg og samler hele vores gruppe, der ud over os tre tæller Jesper og Anders. Det gælder om at holde moralen høj og vanviddet på afstand. Begynder vi at tænke selv, går det først helt galt. Vi får bevilliget en eskorte ud af lejren. Selv om vi ikke skal langt, må vi have en PMV, en pansret mandskabsvogn, foran og bag ved os, indtil vi er i sikker zone. Vi skal køre i deres spor; den mindste afvigelse kan betyde døden. Vi skal køre et stykke, indtil vi når Highway 1, som er den vigtigste trafikåre og derfor også meget farlig. Derefter er der en håndfuld kilometer til campen. Området bliver tjekket for vejsidebomber hver dag. Men man ved aldrig. Langt senere får vi at vide, at vores fanger talte sandt. De var friends og kæmpede mod Taleban. Desværre forsvandt nogle af dem. 11

Pede kommer ud på badeværelset og smider sin hjelm lige ved siden af mine fødder. Jeg har endnu ikke fået vasket alt det sorte af og har stadig halvdelen af min uniform på. “Uanset hvad, er det altid godt at være tilbage,” siger han og skyller sit ansigt længe. Han har som sædvanlig mere krigsmaling på end os andre. Selv plejer jeg mest bare at gnide næseryggen og kindbenene ind, men Pede bruger lang tid på både den sorte og den grønne farve. “Men de var sgu nogle hårde nogle, de englændere.” Bertil kommer ud og tisser. Han ligner en, der trænger til opmuntring. Det er min opgave. “I klarede det rigtig godt, det var effektivt.” “Ja tak, men du må sgu da give mig ret i, at de er nogle grimme karle de der,” siger Pede. “Hvem af dem? Afghanerne?” “Også dem. Nej, de engelske MP’er. Jeg er sgu glad for, at vi er på den rigtige side.” “Rigtige side?” Bertil vasker sine hænder og forlader os uden at have sagt et ord. Jeg går ind i bruserummet. Der er til en afveksling helt stille derinde, og jeg hader at tale mere end højst nødvendigt, efter at vi har været i marken. Pede kommer ud og stiller sig i bruseren ved siden af. Han har det ikke ligesom mig. “Kunne du forestille dig at rende rundt med et gammelt gevær og sove med dine fætre og onkler på et fucking betontag og skulle kæmpe mod sådan nogle som os? Blive fucket af de der langskæggede aber på den ene side og os med hightechammo og chopperpickup fra den anden.” “Nej, det kan jeg ikke sætte mig ind i, det må være stressende. År efter år.” “De har trukket nitten. Men de er nogle seje sataner. Jeg kunne

ikke rigtig forestille mig sådan nogle danske teenagere gøre en skid for deres land. Ofre livet.” “Nej, det er svært at se det for sig.” “Bare surt at ende med at blive slæbt sådan af sted som en flok geder midt om natten og få på munden.” “Kan vi ikke tale om det på et andet tidspunkt.” Pede slukker for vandet. Svøber sig ind i sit håndklæde og betragter sig selv i spejlet. “Har du hørt noget om, hvordan vi kommer hjem denne gang?” “Over Frankfurt, tror jeg. Som sidst.” “Okay, cool nok. Du tænker vel bare på at komme hjem og se dine piger, kunne jeg forestille mig.” “Det glæder jeg mig til. Helt vildt. Jeg tror, at jeg er klar til at drosle ned. Jeg synes, jeg kan mærke alderen, men måske er det bare noget, jeg bilder mig ind.” Pede glor på mig. Fnyser. “Alderen?” Daniel var gået i stå ved de blå kurve. Maria havde puttet en Havrefras i den nærmeste kurv. “Ikke der, skat, tag den op igen, den er ulækker.” “Nej, den smager godt, far.” “Jeg taler om kurven. Gå over og tag en anden æske, Maria, prøv at se, hvor snavset der er i alle kurvene. Det er alt for mange bakterier, man slæber med hjem i sit køkken. Det vil vi ikke, vel?” “Naaaj, det er ulækkert, det vil vi ikke,” sagde Maria. Hun læssede en ny pakke på sin far, så han nu holdt mappe, appelsiner, weekendtilbudsrødvin 3 for 2 og Havrefras. “Ved du hvad?” sagde han og pegede på spandene med blomsterbuketter. “Jeg har tænkt på blomster hele dagen. Jeg tror, mor ville blive glad, hvis vi giver hende sådan én. Hun elsker dem der.”

“Det gør jeg også.” “Hvad farve synes du, vi skal vælge?” “Orange,” sagde Maria og havde allerede udvalgt den rette buket. “Det er en rigtig god farve. Mors yndlingsfarve. Hvad mangler vi ellers, min skat?” spurgte han og gik over og lagde varerne på hylden ved kassen. Styrede over mod kølemontren og holdt sig fra de snævre gange. Maria trissede bagved og lokaliserede hurtigt Nutella. “Det er mor,” sagde hun og pegede på mejeriskabet. Inde mellem yoghurt og cremedessert var Monica ved at fiske en gederulle frem. “Hej, I to. Er I ikke kommet hjem endnu?” Maria løb over og borede sit ansigt ind mellem hendes ben. “Hej, Mariamus, vil du lige række mig det gule glas der?” sagde hun og pegede på næste køleskab. “Add, mor,” sagde Maria og lagde karrysilden op til indkøbene. “Gul fiskemad.” Hun satte sig på knæ. “Du er vel nok fint malet i ansigtet. Er du en tiger?” “En leopaaard.” “Nåh ja, det kan jeg jo godt se, du har jo pletter. Og sikke nogle fine blomster.” “De er til dig, mor.” “Hvor er jeg heldig. Gerbera er min yndlingsblomst.” “Hej skat, jeg havde slet ikke set, du var her,” sagde Daniel, der netop havde afsluttet sin shopping med kaffebønner. “Nej, jeg stod også og faldt i staver mellem ostene. Sikke nogle søde blomster.” Hun kyssede Daniel på halsen. “Hvem har valgt dem?” “Det har Maria,” sagde han og holdt hende ind til sig. Hendes arme hang langs siderne, og hun holdt godt fast i varerne. “Hvorfor er du så anspændt,” hviskede han og stak næsen om bag hendes øre og snusede. Kokos. Figen. Citrus. “Du er helt stiv i kroppen.” Hun svarede ikke, men lænede panden mod hans skulder.

Daniel pakkede indkøbene ud og tændte for radioen. Varerne blev stillet op på en række, og poserne foldet knivskarpt sammen, inden de blev lagt i skuffe nummer tre. Han miksede to gin og tonic og begyndte at nynne. Kiggede ud på vejen og registrerede, at genboen kom hjem i taxa, og at han ikke gik lige. Monica kom ud og holdt om ham bagfra. Nynnede i takt med ham. “Du behøver ikke stoppe. Du har faktisk en god stemme.” “Ah, ikke rigtig.” “Ved du hvad, jeg godt kan lide?” sagde hun og stak sin hånd i hans forlomme. “At jeg altid hører P2, når jeg er i køkkenet. For det minder dig om, hvor god du selv var til at spille klaver. Men du ærgrer dig også over, at du holdt op med det, da du begyndte at gå med drenge,” svarede han. “Har jeg fortalt dig det?” Han stillede Nutella og sild ind i køleskabet uden at svare. “Nej, nej, nej, Nutella skal ikke i køleren.” “Jo, den er da bedst, når den er hård.” “Så man skal bruge ostehøvl? Nixen bixen Karen Blixen.” “Maria!” kaldte han. “Lad den lille ekspert bestemme. Det var hende, der valgte.” “Hun synes det samme som sin mor, det siger da sig selv.” Han stoppede op midt i et smil og tænkte efter. Maria kom ud i køkkenet med en dukke i hånden. “Kan du bedst lide, når Nutella er blød eller hård?” “Den skal være ligesom hos mormor og morfar,” svarede hun uden antydningen af tøven. “Blød. Det ved alle da. Undtagen dig.” “Ah, I to ved vist ikke, hvad der er godt.” Lyset var faldet en blænde. Der var danseprogram på tv, tapas på bordet og rigelig plads i sofaen, der kunne rumme en stor familie. Daniel

havde vekslet sin drink til en ny og sad og nussede sine to piger i nakken på skift. Maria bed i en lakridspibe. Monica i en chorizo. “Mangler der ikke noget?” “Hvad har du lyst til? Noget salt? Noget sødt?” “Måske noget vådt,” svarede hun og kommenterede en kendt, han ikke anede, hvem var. “Selvfølgelig. Hvad tænker jeg på, det er jo fredag?” Han rejste sig og gik de 18 skridt ud i køkkenet. Han stillede sig op på Marias Tripp Trapp-stol og kiggede på vinhylden. Trak i et par flasker, inden han valgte den Chianti, han lige havde købt på tilbud. Han tøvede og blev stående i køkkendøren, mens husorkesteret spillede op til næste dans. Han betragtede Monica, der var ved at forklare Maria forskellen på tango og pasodoble, mens hun flettede hendes hår. Hun kneb øjnene sammen, når hun fortalte, at manden var en tyrefægter i pasodoblen. Lagde hovedet på skrå, når hun sagde, at kvinden var hans røde kappe. Maria forstod intet. Han gjorde heller ikke. “Dansen viser, hvordan tyrefægteren er modig og vinder over tyren. Og ved du hvad? Tyrefægteren hedder matador på spansk.” “Ligesom Matadormix.” “Ja! Og han gør sådan her, når han skal vinde over tyren.” Der var meget bevægelse i Monica. Hun løftede armen. Klar til at give tyren nådestødet med banderillaen. Drejede torsoen. “Ejjj, står du der?” Monicas kinder blev ildrøde, og stemmen oscillerede. “Hvorfor kigger du på den måde?” “De der bevægelser,” sagde han og satte flasken, lidt for hårdt, på bordet. Forsøgte at lade, som om alt var okay. Som om der ikke sad en hektoliter luft på tværs indeni. Men Monicas vrid i overkroppen bragte ham 5.000 kilometer væk, og han huskede alt for godt, hvor afskyvækkende det havde været, sidst han var til danseopvisning. Monica havde sluppet Maria og tog sig til brystet. “Shit! Jeg hørte slet ikke, at du kom ind igen. Sætter du dig ikke?” 16

“Men det gjorde du, ik’ også skat?” sagde han til Maria og nulrede hendes øreflip. Hun rystede på hovedet. Han landede tungt i sofaen og skænkede i glassene. Skyllede. Ville sige, at tv’et larmede, men sagde: “I så bare så dejlige ud.” Monica tog hans hånd og lagde den på sit bankende hjerte. “Det dér blik,” sagde hun stødvist. “Prøv at mærke.” Det tæskede mod hans håndflade. Hendes puls forplantede sig i hans krop. Han kunne ikke fastholde blikket og kom til at kigge på skærmen. “Ham der,” sagde han og pegede på skærmen, hvor den optrædende skød hoften skråt frem. Den lette fredagsmiddag var på vej op igen. “Hvad er der med ham?” Monica kiggede på Daniel. Han kiggede på hende. På den megen plads. Der var pludselig uendelig langt over til hende i den rummelige sofa med de bløde puder og den lille, endnu blødere Maria. Han havde nogle ord på læberne, men de kom aldrig, for i det samme begyndte næste reklameblok, og volumen steg yderligere, så han bundede vinen og skænkede igen. “Jeg ved godt, at det ikke er din kop te. Det er snart færdigt,” sagde hun, sænkede volumen og tog Maria op på skødet. Hendes fingre begyndte igen at flette. “Av mor, det er for stramt.” Ude på vejen ringede Hjem Is-bilen, og han prøvede at huske, hvad det betød. “Monica.” Hun rettede ryggen og lagde hænderne på knæene. “.............” “Det er okay. Du behøver ikke sige noget, skat.” Han betragtede gulvarealet. Satte foden forsigtigt ved siden af tæppet og gik i en lige linje ud fra stuen. Ind i sit mørke kontor, hvor eneste lyd var fra computerens snurrende køler. Han satte sig og trykkede på tastaturet uden at tænde for lyset. Da computerspillet vækkedes til 17

live og lyste rummet op, strakte han sig. Lænede hovedet bagover og knækkede sine knoer. Foran ham var et sønderbombet bylandskab. Han trykkede på frempilen og bevægede sig i P.O.V. mellem bygninger, der enten brændte eller manglede vinduer og døre. Han fortsatte ud på en åben plads uden at vælge våben. Var der skyderi, trak han sig tilbage og ventede, inden han igen trådte frem. Listede fremad, stadig uden at have valgt våben. De eneste kommandoer, han foretog sig, var at trykke på et kort for at få et overblik over kamppladsen og sige lidt i walkie-talkie. Blev der skudt mod ham, trykkede han på en af pilene og søgte skjul. Retreat, hviskede han og løb baglæns. Inde fra stuen havde man nået endnu et crescendo. Mændene sidder på tykke tæpper og spraglede hynder. De fleste i uniformer. En ung dreng vimser rundt og serverer te, og hver gang han skænker for en af dem, siger manden, han skænker for, et eller andet, som får de andre til at le. Jeg aner ikke, hvad det er, men ud fra mændenes måde at grine på, lyder det sjofelt. For enden sidder deres leder. Majoren er en stolt mand. Stort og stolt skæg, farvet rødt i kanten og redt med kam. Han er nok ikke mere end et par år ældre end mig, men er rangeret seks-syv grader højere. I hans bælte, midt på maven, hænger en daggert med ædelstene og fin ornamentering. Han har en gammel revolver, en ældgammel Colt, i hånden, som han peger med, mens han taler med tolken. Vifter med den, ivrigt, mens han pludrer på pashto i en monoton strøm. Ved siden af ham sidder en dreng, som ikke er meget over 10 år. Med fødderne oppe under sig og med feminine bevægelser. Majoren stryger ham over nakken og ryggen, som var han en elsket hund. Han beder os om at sætte os, og tolken takker ja til teen på vores vegne. “The Major thanks you for your cooperation, Sergeant,” siger tolken, mens han svarer på majorens afbrydende spørgsmål. “The

Major has taken care of the bandits.” Han nikker ivrigt og vender sig mod os. “The Major says that the area will be under control very soon. Justice will happen, partly thanks to you. Hamdullah!” “Under control?” spørger jeg måbende. “What happened to those captured last week? We didn’t hear anything after we handed them over to you.” Jeg regner stadig med, at alle er interesserede i, at vi følger Genèvekonventionen. Behandler krigsfangerne med værdighed og overholder deres rettigheder. Tolken spørger majoren, som bare nikker og smiler veltilfreds. “It is taken care of. Don’t worry,” svarer han. Men det er derfor, vi er inviteret. For den gode indsats. Vi har overladt fanger til den lokale myndighed. Nedkæmpet, fanget og overleveret. Det er et godt samarbejde, synes de. Jeg er sergent, så det er mig, majoren taler til. Egentlig burde det være en officer, der var til krigsråd, men omstændighederne vil, at jeg står her med min gruppe på fem mand og glor på en forsamling afghanske officerer og soldater, der er ude at lufte deres drenge. Pede siger et eller andet, og jeg beder ham tie, for de ord, han siger, forstås i hele verden. Bertil er mere diplomatisk, men kan ikke lade være at spørge tolken om, hvad drengene laver her. I et krigsråd. Hvor opgaver evalueres. Man kunne måske spørge, hvad en menig laver her, men det gør ingen. I Afghanistan er tingene ikke som i resten af verden. I øvrigt virker majoren ikke synderlig opsat på at tale opgaver lige nu. Han synes mere interesseret i underholdning. “Bacha bazi?” spørger tolken, og majoren nikker stolt. Siger noget til drengen med hengivenhed. Aer ham på kinden, som man normalt ville ae sin kone. Drengen rejser sig, og først nu ser jeg, han er iført kjole. Om håndleddene har han armbånd, og det ser ud til, at han har sminke om øjnene.

Majoren vinker med hånden, og drengen drejer rundt om sig selv, og jeg får fornemmelsen af at stå på et marked og kigge på en vare. “Dancing boy,” siger majoren til os. De andre mænd siger noget til tolken. “They all have dancing boys,” oversætter han. De nikker stolt. En anden i selskabet har også sin med. “Why?” “Prestige. Power,” svarer tolken og spørger igen majoren om noget. Majoren slår et klik med tungen, og drengen skænker te hele vejen rundt. Hans bevægelser er yndefulde, og flere af majorens mænd følger ham begærligt med øjnene. “Would you like to see him dance?” oversætter tolken. Der er intet, jeg har mindre lyst til, for jeg har hørt rygter om bacha bazi, og er der en ting, jeg ikke går ind for, er det børneprostitution. Om det så er ældgammel tradition eller ej. “Here it is the local customs,” siger majoren pludselig på pletfri engelsk. “And you are here as our allies, are you not?” “We are here in military matters. Not cultural. It is not a social call,” forklarer jeg, og selv om man kunne tro, majoren ville finde det uhøfligt og et brud på militær etikette, er han ligesom de øvrige mere optaget af drengen, der skal danse. Han siger noget til ham og stryger ham over hovedet. Drengen rejser sig. Mændene klapper, og en eller anden giver ham nogle fingerbækkener. Han bøjer i knæene på en indbydende måde. Den anden dreng tager et strengeinstrument frem og slår en tone an. Instrumentet minder om en mandolin, men lyder en anelse anderledes. Melodien er søvnig. Mændene hujer og klapper ad ham. Danseren drejer rundt om sig selv og skyder hofterne frem. Løfter armene og skal vist forestille at ægge. Nogle smider pengesedler på gulvet foran ham. Andre kigger begærligt, forelsket på ham. En af mændene sætter en seddel fast i hans kjole. Musikken bliver mere intens. Jeg har set nok.

Det sidste vi hører, inden vi går ud af døren, er drengens sangstemme. Den er ren og klar. Mine mænd er forargede. Sådan noget forbandet svineri. En af dem foreslår, at vi går ind og majer hele banden ned og befrier de stakkels drenge. En anden hvisker, at han skal holde kæft og tænke sig om. I denne krig er der ingen mening med noget. Der er intet at forstå. Ingen siger noget. Jeg fokuserer på den ujævne rumlen. Kender efterhånden rytmen fra de seks kæmpe hjul. Der er system i larmen, og så længe dieselmotoren kværner derudad, er vi ikke i fare på nogen måde. Den bringer os fra A til B. Altid transport. Altid bevægelse og sikkerhed. Hele tiden en plan for “hvad nu hvis”. Det er bare ikke miner, vi tænker på. Selv om alt drejer sig om at komme hjem, om at sørge for, at makkeren kommer hjem, bekymrer jeg mig ikke om at strande midt mellem fjendevrimlende majsmarker. Vores MRAP kan muligvis beskytte os mod vejsidebomber, men det pansrede køretøj kan ikke slette billederne af de dansende drenge og de liderlige mænds blikke. Lugten af kvalm parfume sidder fast i næseborene, og det hjælper ikke at tømme feltflasken. Vandet er lunkent. Pede har til en afveksling ikke et kommentarspor til dagens oplevelse. Hans knoer er hvide af at holde karabinen. Bertil ryster let på hovedet og bevæger læberne i en sagte bøn. Anders stirrer lige ud i luften og skærer en grimasse af og til. Han trommer på sit Dannebrog på brystet. Tager sine handsker af og på, indtil han ikke gider det længere og kaster dem ned på gulvet. “Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre, men jeg skal prøve at melde det. Jeg ved bare ikke til hvem,” siger jeg. Pede læner sig frem og kigger ud af den lille rude. I horisonten tårner en røgsky lodret op mod himlen. Rundt om den hænger to helikoptere som rovfugle med snuderne pegende ned mod jorden.

“The Yankees,” siger Pede med sydstatsaccent. “Apache killing machines. Piloterne kan styre maskinkanonerne med deres hjelme. De tracker, hvor de kigger hen – og pow. Det er fandme sygt.” I det samme vender begge angrebshelikoptere i en perfekt koreografi og affyrer en salve raketter fra de korte vinger. Hurtige lysglimt og endnu en søjle. Lyden når os forsinket som en dæmpet buldren. Som om billede og lyd er forskudt. Jeg stikker hånden i lommen og forsikrer mig om, at der er forsyninger. En gul til at glemme og en blå til at sove.

Badeværelset var Daniels helle, hvor larmen fra tv’et ikke kunne nå ud. Husets mest sikre rum. I spejlet gloede en rødøjet mand i 30’erne på ham. Han var ikke så veltrænet, som han havde været. Ikke så autoritativ, som dengang han ledede en patrulje i fjendeland. Nu måtte han holde fast i vasken og lade det kolde vand svale sine håndled for at huske, hvor han var. Når alt kom til alt, var det ikke så svært. På væggen hang to identiske toiletskabe med nøgle til. Monicas lyseblå og Daniels armygrønne. Kun Monica lod sin sidde i. Hvad var formålet med et aflukke med adgang for alle og enhver? Hans sad i nøglebundtet, og der blev den. På hylden i det armygrønne var der noget, der kunne dulme, noget til enhver situation. Valium. Stesolid. Ketogan. Lidt forskelligt pulver. Der var både op og ned og til siden. Det blev en cocktail. Hvad der var i det lyseblå skab, interesserede ham ikke, for Monica brugte ingen glas med rød trekant på. Han slukkede lyset og trak vejret helt ned i maven, gennem næsen i en lidt ujævn vejrtrækning. Fokuserede. Første skydeøvelse. Vejrtrækning. Holde våbenet i ro. Fokus. Nærkampteknik. Fysisk træning. Vejrtrækning. Mission. Vejrtrækning. Ligge med fjenden låst i sigtekornet. Ind gennem næsen. Langsomt og mere jævnt denne gang.

Det måtte være slut derinde. Daniel lagde øret til døren, og nu var der hverken musik eller applaus. Det var blevet tid til et andet fast fredagsritual, Marias aftenbad. Han dristede sig til at åbne døren på klem, konstaterede, at han ikke skulle overraskes af rappe replikker eller foxtrottens crescendo, og gik ind ved siden af. Erfarede, at han var i sikkerhed, og lyttede efter Marias trippende skridt. I en blindtest ville han 10 ud af 10 gange genkende netop hendes. Kemikalierne virkede. Kroppen blev blød, men sanserne skærpede. Monica tændte vandet og bad Maria tage tøjet af, programmet var slut. De små skridt akkompagneredes af den halvhjertede bøn om at slippe for bad. Det var, som det plejede, Monica lokkede, og Maria nægtede. Monica vandt lynhurtigt den lille magtkamp med et løfte om godnatlæsning af yndlingsbog, og Maria jublede, så snart hun kom under. Uden at spørge efter far. Far. Han var overflødig, så han lukkede døren til og gjorde det eneste, der forsikrede ham om, at alt var, som det skulle være. Åbnede app’en og tjekkede koordinater.

55° 43’ 21’’N 12° 33’ 1’’E Ja, han var hjemme. I Emdrup mellem til-og-fra-veje. Til den ene side Emdrup Sø og Lyngbyvej. Til den anden Tuborgvej. Han satte sig ned og gik igen i gang med Counter Strike. Denne gang valgte han våben. Plaffede løs. Jo flere kills, des færre associationer og sure opstød. Da der ikke var flere modstandere tilbage, og han skiftede bane, var alle lyde omkring ham forsvundet.

55° 43’ 21’’N 12° 33’ 1’’E … Det rutsjede og gyngede, inden det gik op for Daniel, at han befandt sig et sted mellem aften og morgen. Der var intet lys, ingen lyde – ingen pejlemærker. Det var altid tidspunktet lige inden morgengry, der var mest intenst, for når lyset kom, var der endnu en dag, hvor man skulle spille sin rolle, så godt man kunne. Han prøvede at huske koordinater, men han kunne ikke komme på, hvor han var. Han prøvede at række ud, men kunne ikke. Monica lå for langt væk, og der var ingen garanti for, at hun kunne redde ham, hvis han vækkede hende. Det eneste, han tænkte på, var at rulle om på siden og komme i sikkerhed under dynen. Men dynen var væk. Han spolede tilbage og gennemspillede episoder. Prøvede at huske, så han kunne gøre, hvad han plejede: Analysere. Det var en mand fra militæret, der stod foran huset fredag morgen klokken 8.09, det var Daniel ikke i tvivl om. Han slukkede radioen midt i morgenandagten fra domkirken og åbnede døren, inden manden nåede at ringe på. Hans holdning, frisure og stramme påklædning afslørede, at der var meget reglement i ham. “Goddag,” sagde Daniel uden at gøre honnør, mens tonerne fra præludiet Dybe, stille, stærke, milde ebbede ud i hans ører. Mandens

makker steg ud fra en mørkeblå Peugeots passagersæde og spadserede op ad havegangen uden nogen form for hastværk. “Godmorgen,” sagde den fremmede og lød, som om han syntes alt andet. Daniel tørrede sig i mundvigen og spejdede efter naboer. Kiggede på klokken. “Hvad kan jeg hjælpe jer med?” Forsvarets Auditørkorps, viste det sig. Han blev tør i munden, for de kom sjældent med gode nyheder. Han havde ikke brudt sig om at tale med den militære anklagemyndighed første gang i Afghanistan, og han ville med garanti heller ikke bryde sig om det nu. “Vi har erfaringer med, at mange værdsætter, at vi kommer hjem til dem, når…” “Mange hjemvendte værdsætter hjemmebesøg,” afbrød den tililende og rakte Daniel en kødfuld næve. “Hjemmebesøg? Det lyder lidt mærkeligt. Plejer I ikke at melde jeres besøg i forvejen?” “Det har vi gjort i et brev dateret ...,” den velfriserede fandt et brev frem fra inderlommen og tog sig tid til også at fiske sine briller frem for at studere, “den 17. i sidste måned. Det er over tre uger siden. Vi skriver, at vi gerne vil tale om en patrulje i en basar ved Gereshk. Må vi komme indenfor?” Daniel åbnede døren på klem. Cocio kom løbende ud i entréen og hoppede op på den fremmedes ben. “Nej, Cocio, ind med dig. Kom så, ikke nu. Løb ind til mor.” “Ej, det var skægt,” sagde den ene og satte sig på knæ. “En cockerspaniel, der hedder Cocio. Hej med dig.” Inde bag Daniel var Monica færdig med sine morgenrutiner og havde fået Maria i overtøjet. Hun fik øje på de fremmede og søgte Daniels øjne, men de pendulerede mellem de to mænd, hans ur og hende. Er der noget galt? mimede hun. Han rystede langsomt på hovedet. “Det drejer sig om missionen. Bare rolig.” 27

Hun sagde et tøvende godmorgen og kyssede Daniel på halsen. Hviskede i hans øre: “Ring, hvis der er noget i løbet af dagen, ik’?” “Madsen,” præsenterede den velfriserede sig, da Monica var gået. “Major H.M. Madsen.” Daniel lukkede dem ind og placerede dem over for sig ved bordet. Alle tre sad de med rank ryg og hælene i gulvet. “Nå, men lad os komme til sagen.” “God idé.” “Vi er helt på det rene med, at De kun havde pligt til at rapportere til Deres overordnede, det er der jo sådan set intet usædvanligt ved. Men det kan jo være nødvendigt at se bort fra den pligt,” fortsatte Madsen roligt og foldede de blege hænder. “Omstændighederne taget i betragtning. Det ville sandsynligvis være let nok at kontakte pågældende officer.” “Det kan godt være. Jeg kender ikke noget til jeres beføjelser.” Daniel burde være ude af døren. Have handlet og være godt i gang med dagen. “Er der noget i vejen?” spurgte Madsen ham med blikket fæstnet til hans klæbrige pande. “Har De det dårligt?” “Nej, jeg har bare været forkølet og skranter lidt.” “Egentlig plejer jeg at indkalde til et møde på Kastellet, det synes jeg er hyggeligst, men der er vel ingen grund til at overdramatisere mere end højst nødvendigt. Det er jo bare en indledende snak.” Han kastede et blik rundt i stuen og tog sine papirer op af mappen. Daniel kom i tanker om, at man plejer at byde gæster på kaffe eller te. Selv foretrak han en Rohypnol eller en god, stærk rom, særligt når der blev sagt indledende snak. “Skal jeg lave en kop kaffe eller noget? Jeg tror også, vi har småkager.” “Vand er fint, tak,” svarede Madsen uden at løfte blikket fra dokumenterne. “Men jeg tror godt, Lillesøe kunne drikke en kop mokka, kender jeg ham ret.” 28

Daniel havde et solidt greb i køkkenbordet. Lillesøe, der bestemt ikke var lille, kom i det samme ud fra badeværelset og spurgte, om han kunne hjælpe med noget. Han havde glemt at lyne op. “Nej tak, jeg er bare ved at lave en kop kaffe til dig og et glas vand til ham,” sagde Daniel og havde allerede glemt navnet på officeren ved sit spisebord. Da vandet havde kogt, og de endelig sad i stuen, ønskede han dem ad helvede til. “Ham på markedet. Han var 13,” sagde Lillesøe, da de havde sat sig, og så oprigtig trist ud på Daniels vegne. “13? Mener I talebaneren i basaren?” “Ja, desværre,” sagde Madsen uden at kigge på ham. “13. Hans mor stod i mængden. Sammen med en masse andre vidner. Hun havde en bod ved siden af. Hun solgte…” Han kiggede i sine papirer, ledte med kuglepennen og bevægede læberne som én, der lige havde lært at læse. “Appelsiner,” supplerede Lillesøe, som om det kunne have nogen betydning. Som om det kunne bringe knægten tilbage og Daniel ud af fedtefadet. “Og vaskepulver. Men han var nok ikke taleban.” “Vidner? Kalder man dem det? Selv om de måske er fjenden, og man ikke har afhørt dem. Selv om de i princippet kunne være medskyldige og bære skjulte våben. Det lyder, som om jeg har gjort noget kriminelt.” Lillesøe kiggede på Madsen. “Det er for tidligt at svare på. Vi ridser bare op, hvad man har rapporteret.” “Han så ældre ud og var åbenbart gammel nok til at være bevæbnet. Han lignede ikke ligefrem en uskyldig skoledreng, der pjækkede fra skole,” tilføjede Daniel lavt og prøvede at begribe, hvor ung man er, når man er 13. “Det ved du af alle jo godt ikke betyder noget dernede.” “Men kunne han ikke være ældre?” boblede ordene frem, i takt med at mavesyren steg. 29

â&#x20AC;&#x153;Nej, han var 13. Lige fyldt.â&#x20AC;? Han havde skudt et barn. Munden smagte af maveindhold.