I mit blod

Stella er uopmærksom et kort øjeblik, og i præcis det øjeblik forsvinder hendes lille datter sporløst. En storstilet eftersøgning sættes i gang, men alt peger på, at den lille pige er druknet, og hun erklæres død.

ELISABETH NOREBÄCK

kommer fra Dalarne og er uddannet civilingeniør.

Hun bor i Stockholm med sin mand og to børn.

Tyve år senere er Stella kommet videre med sit liv; hun arbejder som psykoterapeut og har fået en ny familie. Men da en ung kvinde en dag står i døren til hendes praksis, rammes hun af et voldsomt panikanfald, der slynger hende direkte tilbage til fortiden. Hun er overbevist om, at kvinden er hendes døde datter, men hvad er det, der gør hende så rædselsslagen? Er hun sindssyg, eller skal hun stole på sit instinkt?

Elisabeth Norebäck I MIT BLOD

Alle tror, hun er død.

Du ved, at hun lever.

Og nogen vil gøre alt for at skjule sandheden.

Elisabeth Norebäck

”

Hun var toogtyve. Middelhøjde og timeglasfigur med smal talje. Korte, ulakerede negle. Hun havde ingen tatoveringer eller piercinger, ikke engang huller i ørerne. Det sorte, glatte hår hang løst ned over hendes ryg. Vådt af regnen skinnede det mod hendes blege hud, og jeg tænkte, hvor smuk hun dog var. Smukkere, end jeg havde været i stand til at forestille mig. Hun tog sin jakke på, løftede håret fri og rystede det.

Jeg var lige ved at række ud for at røre ved det, men tog mig i det.

I MIT BLOD er en isnende psykologisk thriller om, hvor langt ud

smerten efter et savnet barn kan drive et menneske.

Fra bogen

I MIT BLOD er Norebäcks første roman. Den blev solgt til udgivelse i 26 lande over hele verden allerede inden udgivelsen og har dermed sikret sin forfatter en international kometstart.

POLITIKENS FORLAG

Forfatterfoto: Viktor Gårdsätter Omslag: Jette Svane / ved5tiden

Hvis dit toårige barn forsvandt, ville du så kunne genkende det tyve år efter?

ISBN 978-87-400-4156-9

Spændingsroman politikensforlag.dk

POLITIKENS FORLAG

I mit blod

I mit blod.indd 1

12/09/17 08.22

I mit blod.indd 2

12/09/17 08.22

I mit blod ELISABETH NOREBÄCK

Oversat af Lisbet Kjær Johansen

POLITIKENS FORLAG

I mit blod.indd 3

12/09/17 08.22

I mit blod.indd 4

12/09/17 08.22

Stella Jeg ligger stadig på gulvet.

Med benene trukket op under mig, armene rundt om knæene.

Trækker vejret ind. Puster ud.

Hjerteslagene pulserer i ørerne, smerten i maven har forvandlet sig til en murren, og jeg er holdt op med at ryste.

Jeg hedder Stella Widstrand nu, ikke Johansson. Jeg er niogtredive år gammel, ikke nitten. Og jeg får ikke længere panikanfald.

Et gråt efterårslys falder ind i rummet. Jeg hører lyden af regnen, der fortsat øser ned. Mit konsultationsværelse ligner sig selv. De høje vinduer, de olivengrønne vægge. Landskabsmaleriet og trægulvet med det ægte tæppe. Mit antikke skrivebord, lænestolene i hjørnet ved siden af døren. Jeg husker, hvordan jeg indrettede det selv, hvor omhyggelig jeg var med hver eneste detalje. Jeg husker ikke længere, hvorfor det var så vigtigt.

Jeg har altid forestillet mig, at det ville være mig, der fandt hende. Ikke at hun ville opsøge mig. Måske har hun gjort det af nysgerrighed for at se, hvem jeg er. Måske for at anklage mig, så jeg aldrig glemmer.

Måske for at hævne sig.

Det har taget mig årevis at få mit liv på fode igen og komme hertil, hvor jeg er i dag. Men selvom jeg har lagt alt det, der skete, bag mig, har jeg aldrig været i stand til at glemme. Sådan noget glemmer man aldrig.

Jeg ligger stadig på gulvet.

Med benene trukket op, armene rundt om knæene.

Trækker vejret ind. Puster ud.

5

I mit blod.indd 5

12/09/17 08.22

Henrik kyssede mig på kinden, inden han tog afsted på arbejde. Jeg spiste morgenmad med Milo og satte ham af ved skolen og fortsatte mod Kungsholmen. Alt var, som det plejede. Dug på ruden, kø ved Tranebergsbron, tåge over Mälarens grå vand og besvær med at finde en parkeringsplads i byen.

Hun havde en tid inden frokost. Jeg åbnede, da hun bankede på døren, og jeg så det med det samme. Vi gav hånd og sagde vores navne. Hun kaldte sig Isabelle Karlsson.

Kender hun mon sit rigtige navn?

Jeg tog imod hendes gennemblødte jakke. Sagde noget om vejret og bad hende komme indenfor. Isabelle lo og satte sig i en af lænestolene. Hun havde smilehuller.

Som jeg plejer, når jeg træffer en patient for første gang, bad jeg hende fortælle, hvorfor hun søgte hjælp. Isabelle var forberedt. Hun spillede rollen virkelig godt og påstod, at hun var plaget af søvnbesvær efter sin fars død. Hun havde brug for hjælp til at bearbejde sin sorg. Hun sagde, at hun følte sig forvirret og usikker, at hun oplevede at have det svært i sociale sammenhænge.

Alt var indstuderet.

Hvorfor?

Hun kunne have sagt det ligeud. Hun havde ikke behøvet at skjule den egentlige grund til, at hun var her.

Hun var toogtyve. Middelhøjde og timeglasfigur med smal talje. Korte, ulakerede negle. Hun havde ingen tatoveringer eller piercinger, ikke engang huller i ørerne. Det sorte, glatte hår hang løst ned over hendes ryg.

Vådt af regnen skinnede det mod hendes blege hud, og jeg tænkte, hvor smuk hun dog var. Smukkere end jeg havde været i stand til at forestille mig.

Resten af samtalen flød sammen for mig i en slags tåge. Nu bagefter kan jeg knap nok huske, hvad jeg sagde. Noget om dynamikken i gruppeterapien, måske noget om kommunikation, eller om hvordan vores selvbillede er bestemmende for, hvordan vi opfatter andre.

Isabelle Karlsson lyttede tilsyneladende opmærksomt. Hun kastede med håret og lo igen. Men hun var anspændt. Hun var på vagt.

Først blev jeg utilpas, så blev jeg svimmel og fik en trykken over brystet, 6

I mit blod.indd 6

12/09/17 08.22

som gjorde det svært for mig at trække vejret. Jeg genkendte symptomerne.

Jeg undskyldte, gik ud på gangen og så på toilettet. Hjertet hamrede derudad, koldsveden løb mig ned ad ryggen, og trykket bag øjnene sendte lyn gennem min hjerne. Min mave krympede sig sammen, og jeg knælede foran kummen og forsøgte at brække mig. Det gik ikke. Jeg satte mig på gulvet, hvilede mig på fliserne og lukkede øjnene.

Hold op med at tænke på det, du gjorde dengang.

Hold op med at tænke på hende.

Hold op med at tænke.

Hold op.

Efter nogle minutter gik jeg tilbage, sagde, at hun var velkommen til gruppeterapien onsdag klokken 13. Isabelle Karlsson tog sin jakke på, løftede håret bagved fri og rystede det. Jeg var lige ved at række ud for at røre ved det, men tog mig i det.

Hun bemærkede det.

Hun så, hvordan jeg vaklede, min vilje til kontakt.

Måske var det præcis det, hun ønskede at opnå? At gøre mig usikker?

Hun tog sin taske op over skulderen, jeg åbnede døren for hende, og hun gik.

Jeg har drømt om denne dag. Fantaseret om, hvordan det ville være. Hvordan det ville føles, hvad jeg ville sige. Det var ikke sådan her. Og det gør mere ondt, end jeg har været i stand til at forestille mig.

Jeg ligger stadig på gulvet. Med benene trukket op, armene omkring mine knæ.

Trække vejret ind. Puste ud.

Hun er kommet tilbage.

Hun lever.

I mit blod.indd 7

12/09/17 08.22

Isabelle “Isabelle!”

Jeg hører Johannas stemme og vender mig om. Jeg er tilbage i Blok M, den der ligger længst væk fra hovedindgangen. Halvdelen af frokostpausen er gået, og kantinen er fuld af studerende, alle borde og stole er optaget.

Ved frokosttid er her altid proppet. Jeg snurrer rundt, men får ikke øje på Johanna, før hun rejser sig op og vinker.

“Kom,” råber hun.

Det har jeg ikke lyst til. Den seneste time har jeg været top anspændt.

Det føles, som om jeg har været ved at eksplodere af at holde mine følelser tilbage.

Sorgen. Vreden. Hadet. Forsøget på at skjule det. At smile og spille glad.

At være en anden, end den jeg i virkeligheden er.

Helst ville jeg spise min madpakke alene, inden næste forelæsning begynder. Tænke igennem, hvad der skete hos terapeuten. Men jeg har svært ved at sige nej. Jeg løfter tasken op på skulderen, inden jeg begynder at zigzagge gennem mennesker, tasker på gulvet, grønne borde og røde stole, indtil jeg når frem.

Johanna er den nærmeste ven, jeg har. Som jeg nogensinde har haft.

Helt fra den første skrækindjagende tid på KTH, hvor hun tog sig af mig og endda lod mig flytte ind hos sig. Hvorfor ved jeg ikke. Vi er vidt forskellige.

Hun er erfaren og har prøvet en masse ting allerede, hun har rejst over hele verden. Hun har farvet håret lilla, har huller i ørerne og en næsering.

Hun har også en tatovering på lænden og en anden på underarmen. En enhjørning, som spyr ild. Hun er cool og selvsikker, hun ved, hvad hun vil.

8

I mit blod.indd 8

12/09/17 08.22

Susie og Maryam, som sidder ved siden af hende, er også smaddersøde.

Men Johanna slapper jeg af sammen med. Jeg tør være mig selv.

“Hvor har du været?” siger Maryam. “Jeg så dig ikke til matematik.”

“Jeg var der ikke,” siger jeg.

“Hvorfor, er der sket noget?” Susie lægger hånden på hjertet. “Du plejer ikke at gå glip af noget.”

“Der var noget, jeg skulle ordne.” Jeg trækker stolen ud ved siden af hende, hænger min drivvåde jakke over ryglænet og sætter mig. Jeg bliver til stadighed overrasket over, at folk ved, at jeg findes. At nogen lægger mærke til mig. Måske ovenikøbet savner mig. Jeg er vant til at være usynlig.

Jeg åbner min taske og tager den sandwich, jeg har købt i 7-Eleven, frem. Den er ødelagt. Jeg smider den tilbage i tasken.

“Regner det stadig?” siger Johanna.

“Lige så meget som i morges,” svarer jeg.

“Mandagsnederen,”siger Susie og bladrer i fagbogen om mekanik. “Fatter I noget overhovedet?”

“Jeg skrev en masse om impuls sidst,” siger Johanna. “Men jeg er ikke sikker på, hvad det betyder.”

De griner. Jeg griner også. Men en del af mig sidder i et glasbur og kigger ud derfra. Jeg er splittet i to, det er jeg godt klar over. En del, som er den, alle ser. Den virkelige, ægte del ser kun jeg selv, og forskellen mellem de to er afgrundsdyb. Inden i mig findes et svælg af mørke. Og jeg har tendens til at blive melodramatisk.

“Isabelle, du forstår det jo,” siger Maryam og vender sig om mod mig.

“Jeg går i panik, vi må snart i gang med at læse op til eksamen.”

“Læser man bogen, så er det faktisk ikke så svært,” siger jeg.

“Nå, så det mener du? At hvis vi brugte lige så meget tid som dig til at læse i stedet for at feste, så kunne vi også finde ud af det?” Susie puffer mig i siden med albuen og snøfter.

“Indrøm, at hun har ret.” Johanne rammer mig i ansigtet med sin sammenkrøllede serviet. “Indrøm det, Isabelle.”

“Synes I, at jeg er kedelig?” siger jeg. “At jeg er en tør kiks, en nørd, som ikke ved, hvordan man har det sjovt? Uden mig havde I jo ikke en chance, dovne hunde.”

Jeg smider servietten tilbage på Johanne og storgriner, da jeg får to andre 9

I mit blod.indd 9

12/09/17 08.22

i hovedet. Jeg kaster også Susies og Maryams tilbage, og snart er bordet én stor servietkrig. Vi griner og råber, og alle i hele kantinen rejser sig og hujer, og – Min mobil ringer.

Det her sker for tit for mig. Jeg forsvinder ind i en fiktiv drømmeverden.

Gennemspiller små løjerlige film i hovedet. Scener, hvor jeg er lige så spontan og utvungen som alle andre.

Jeg fisker min telefon op af tasken og kigger på skærmen.

“Hvem er det?” spørger Maryam. “Skal du ikke tage den?”

Jeg afviser samtalen og lægger telefonen tilbage.

“Ikke noget vigtigt.”

Efter forelæsningen tager jeg hjem alene. Johanna skal hen til sin kæreste, Axel. Egentlig ville jeg helst være taget lige hjem efter besøget hos Stella, fordi det var så energikrævende at møde hende, men jeg vil ikke gå glip af noget vigtigt på skolen.

Nu sidder jeg i tunnelbanen. Alene blandt fremmede. Da jeg flyttede hertil, syntes jeg, det var hæsligt, men nu har jeg ikke noget imod det. Og efter et år i Stockholm er jeg ret god til at finde vej. I begyndelsen var jeg skidebange for at fare vild. Jeg forvekslede Hässelby og Hagsätra, tjekkede alt tre gange, inden jeg skulle et sted hen. Alligevel havde jeg været en del omkring efterhånden, og jeg har besøgt de fleste butikscentre, man kan nå med tunnelbane og bus.

Jeg har taget pendlertog til endestationerne, prøvet alle tunnelbanelinjer og de fleste busser i indre by. Jeg har gået rundt på Söder, i Vasastan, på Kungsholmen, Norrmalm, men mest i City.

Jeg iagttager mine medrejsende og forestiller mig, at jeg ved alt om dem.

Den der gamle dame med orange hår og knaldrøde briller: Hun træner to gange om ugen på Friskis&Svettis i kulørte tights fra 80’erne og flirter med mændene i træningslokalet.

Parret, som holder hånd og kysser hinanden: Han er lægestuderende, hun er folkeskolelærer. De er på vej hjem til deres etværelses på Brommaplan. De skal lave mad sammen og se en film, som de falder i søvn til på sofaen. Senere går hun i seng, han tager computeren frem og surfer porno.

10

I mit blod.indd 10

12/09/17 08.22

Den lange, tynde mand i jakkesæt: Han hoster, så han klapper sammen på midten. Terminal lungecancer. Ingen ved, hvor længe han har endnu.

Hvor lang tid har nogen af os tilbage? Livet kan være slut når som helst.

Det kan være slut i dag.

Jeg savner min far. Fire måneder er der gået siden den dag i maj. Fire tomme, lange måneder. Bagefter fik jeg at vide, at han havde følt sig syg i flere uger. Selvfølgelig havde han ikke opsøgt en læge. Jeg anede det ikke.

Far plejede aldrig at være syg. Hvorfor skulle jeg bekymre mig unødigt om ham?

At sige, at jeg har dårlig samvittighed, er en underdrivelse. Jeg tog alt for sjældent hjem. Den sidste gang jeg så ham, var i påsken. Jeg blev ikke engang hele weekenden.

Var det egoistisk af mig at flytte? Min far ønskede det for mig, at jeg tog chancen. Han opmuntrede mig til at blive hernede, være sammen med mine venner i weekenderne og slå mig løs.

Det var først efter hans død, at jeg fik sandheden. Og jeg kommer aldrig til at tilgive hende for det, hun har gjort. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at hun var død. Jeg hader hende.

Hader hende.

Hader hende.

Hader hende.

I mit blod.indd 11

12/09/17 08.22

Stella Jeg vågner hjemme i vores hus på Alviksvägen i Bromma. Jeg har sovet på sengen under et tæppe. Det føles, som om jeg har ligget her i flere dage.

Jeg bad Renate om at aflyse mine patienter og begrunde det med migræne. Hyrede en taxa i regnen på Sankt Eriks-gatan. Resten husker jeg ikke.

Jeg må have betalt chaufføren, da vi var fremme, stået ud af bilen og gået ind. Taget mine sko af og frakken og være fortsat op til soveværelset. Jeg husker intet af det. Øjnene svier, jeg har en dundrende hovedpine, og et øjeblik tror jeg, at det hele er noget, jeg har bildt mig ind. At jeg har drømt, at en kvinde, der kaldte sig Isabelle Karlsson, opsøgte mig i min konsultation.

Jeg ville ønske, at det var sådan.

At undgå smerte er et grundlæggende menneskeligt instinkt, hellere at flygte end at konfrontere det, der gør ondt.

Og jeg ville ønske, jeg var i stand til at flygte.

Lyden af Henriks Range Rover, der triller ind i indkørslen. Jeg rejser mig op fra sengen og går hen til vinduet. Det regner stadig. Vores nabo står i regnfrakke ved stakittet med sin bjæffende lille hund. Milo hopper ud af bilen og løber hen til huset. Henrik hilser på naboen og følger efter. Yderdøren går op, jeg hører ham råbe hallo. Jeg venter et par sekunder, trækker vejret dybt og går ned til dem.

Milo slentrer forbi mig, spørger, hvad vi skal have til aftensmad. Da jeg svarer, at jeg ikke ved det, fortsætter han ind i stuen og smider sig i sofaen.

Henrik samler min frakke op fra gulvet. Han hænger den op og siger, at han har forsøgt at få fat i mig.

12

I mit blod.indd 12

12/09/17 08.22

Jeg svarer, at min mobil sikkert stadig ligger i tasken. Han ser ned på gulvet. Den ligger ved siden af mine sko. Han samler den op og rækker den til mig.

“Vi ville høre, om vi skulle købe noget med,” siger han. “Du har ikke lavet aftensmad.” Det er mere en konstatering end et spørgsmål.

“Jeg har ikke nået det.”

“Er der sket noget?”

“Hvorfor tror du det?”

“Din bil?”

Min Audi står stadig på Kungsholmen, ikke i indkørslen.

“Jeg tog en taxa.”

Henrik ser undersøgende på mig. Jeg kysser ham hurtigt, undgår hans blik og går ud i køkkenet. Han følger efter.

“Milo skal have noget at spise,” siger han og åbner køleskabet. “Han skal snart gå.”

Jeg har glemt, at Milo skal til basket. Normalt ville det aldrig forekomme. Jeg sætter mig ved køkkenbordet og tjekker min mobil. To ubesvarede opkald og en sms. Henrik tager en plasticboks ud af fryseren, råber til Milo, at der snart er mad.

“Hvordan har din dag været?” spørger han lidt efter.

“Fin.” “Alt okay?”

“Ja,” svarer jeg.

“Er du sikker?”

“Helt sikker.”

Henrik rører i pastaen og varmer kødsovsen. Han siger noget om et besøg hos hans forældre på landet i weekenden, Milos basketkamp på lørdag.

Arbejdet. Han finder tallerkener, bestik og glas frem, hælder vand i kanden. Taler mere om arbejdet.

Det kunne være en hvilken som helst mandag. Vi ses hjemme efter arbejdsdagen, vi småsnakker i køkkenet. Min mand opfører sig, som han plejer, det gør min søn også. Vores smukke hjem ligner sig selv. Alligevel virker alting anderledes. Som om jeg er blevet en anden. Som om jeg er en fremmed i mit eget liv.

Henrik råber til Milo, at maden er klar. Ingen reaktion fra stuen. Han 13

I mit blod.indd 13

12/09/17 08.22

siger til ham, at han skal komme, men Milo lader vente på sig. Jeg går ind i stuen og hen til sofaen. Jeg tager hovedtelefonerne af ham og trækker iPad’en ud af hans hænder. Jeg hvæser til ham, at han skal skynde sig.

Milo bliver først overrasket, så sur. Han tramper forbi mig og sætter sig ved køkkenbordet.

Henrik lægger hånden på min arm, da Milo ikke ser det. Jeg ved præcis, hvad han vil sige. Tag det roligt. Hvad er der med dig?

Jeg burde fortælle, hvad der er sket. Burde tale med ham. Det ligner mig ikke at holde noget hemmeligt. Jeg er trods alt psykolog og autoriseret psykoterapeut. Jeg er den, der fortæller, hvad jeg føler, jeg diskuterer og finder ud af, hvad problemet er, hvad det så end er. Især når det gælder noget, der kommer til at forandre vores liv fuldstændigt. Og Henrik er min bedste ven. Vi er altid åbne over for hinanden, vi taler om alt. Han kender mig bedre end nogen anden, hvilket også gør det så svært at skjule noget for ham. Jeg har aldrig haft lyst til det heller. Ikke før nu.

Jeg kan ikke få en bid ned. Henrik og Milo taler med hinanden, jeg aner ikke om hvad. Jeg hører dem, og så alligevel ikke. Mine tanker vender sig hele tiden mod hende.

Isabelle Karlsson.

Jeg spekulerer over, hvorfor hun bruger det navn. Jeg spekulerer over, hvor meget hun ved.

Milo fortæller om en cykel, som han vil have, den er pissesej. Han tager sin mobil op for at vise det. Jeg undskylder mig, rejser mig fra bordet og går ud af køkkenet. Jeg går ud i vaskerummet og forsøger at samle mine tanker.

Et panikanfald. Ét eneste på tolv år. Jeg mister kontrollen og kan intet stille op. Panisk frygt og lammende angst overtager min krop og invaderer mine tanker og følelser. Som at stige på et tog i fuld fart og tvinges til at køre med hele vejen til endestationen. Og der vil jeg aldrig hen igen. Jeg vil gøre hvad som helst for ikke at skulle igennem det endnu en gang. Tanken om at udsætte min familie for det en gang til gør mig dødsensbange.

Hvis jeg havde vidst på forhånd, hvad mødet ville indebære, havde jeg så gennemført det alligevel? Hvis jeg havde vidst, hvem hun var, havde jeg så turdet møde hende?

Hvis det altså virkelig er hende.

Jeg ser for mig, hvordan jeg spørger hende ligeud. Ser hende i øjnene, 14

I mit blod.indd 14

12/09/17 08.22

stiller spørgsmålet og ser, hvordan mine ord fæstner sig i hendes bevidsthed og sætter en kædereaktion i gang.

Nej, det er jeg ikke.

Sandhed? Løgn?

Ja, det er jeg.

Sandhed? Løgn?

Jeg stoler ikke på Isabelle Karlsson. Hvordan skulle jeg også kunne det?

Hvordan skal jeg kunne stille hende mine spørgsmål, når jeg endnu ikke har nogen anelse om, hvad hun vil? Jeg må have mere at vide. Jeg bliver nødt til at finde ud af det.

Henrik står bag mig, han lægger sine hænder på mine arme.

“Hvad er der?” siger han. “Tal med mig, Stella.”

“Jeg er træt.”

“Det er ikke kun det,” siger han. “Det virker, som om der er sket noget.”

Han giver ikke op. Jeg vender mig om.

“Jeg har en virkelig trættende dag i dag,” siger jeg. “Jeg fik hovedpine, aflyste alt og tog hjem.” Jeg får ham til at tro, at det handler om Lina, en patient, som jeg har haft problemer med. Jeg kan se på ham, at han hopper på den. Vidste bare, at han ville tolke det sådan.

Henrik aer mig på kinden og holder om mig. Han spørger, om jeg har fået besked fra Patientklagenævnet. Det har jeg ikke. Ikke endnu.

Han siger, at de seneste måneder har været pressede, men at alt nok skal ordne sig. Han følger Milo til træning i dag, jeg kan blive hjemme.

Da de kører, står jeg ved køkkenvinduet og ser efter dem.

Gå op på loftet. Kig i tasken.

Tasken på loftet. Jeg har ikke rørt den, siden vi flyttede ind her, men jeg ved alligevel tolv år senere, præcis hvad der er i den. Jeg har ikke tænkt mig at kigge i den. Hvis jeg gør det, så mister jeg forstanden igen.

For tyve år siden blev mit liv ødelagt, men jeg byggede det op igen. Jeg får ikke lov til at glemme. Jeg valgte at leve, kunne ikke gøre andet. Alternativet var døden, og det skridt var jeg ikke i stand til at tage.

Jeg fokuserede helt på min uddannelse, på at nå mine mål. Fem år senere mødte jeg Henrik og blev forelsket.

Jeg begravede hende. Det er ikke det samme som, at jeg har glemt.

15

I mit blod.indd 15

12/09/17 08.22

Kig i tasken, der står på loftet.

Panikanfaldet, jeg fik i dag, var en engangsforestilling.

Det kommer aldrig til at ske igen.

Og jeg skal ikke op på loftet. Det er søvn, jeg har brug for.

I soveværelset mærker jeg, at jeg er for træt til at tage et bad, for træt til at rense min hud. Orker ikke engang at børste tænder. Jeg tager mit armbåndsur af, som jeg har fået af Henrik, og lægger det på kommoden.

Bukserne og trøjen smider jeg på stolen inden for døren. Jeg tager bh’en af og kravler ned under dynen.

Regnen trommer stadig mod vinduet, da jeg vågner midt om natten. Jeg må have sovet tungt, jeg hørte ikke, da Henrik og Milo kom hjem. Rummet er bælgmørkt takket være de tykke gardiner. Det plejer jeg at kunne lide, men i nat føles mørket kvælende.

Gå på loftet. Kig i tasken.

Henriks arm ligger hen over min mave, han grynter, da jeg trækker mig ud under den. Jeg smyger mig ud af soveværelset og lukker døren. For enden af gangen tager jeg en stol og stiller den under lugen op til loftet. Jeg træder op, tager fat i håndtaget og trækker til. Holder vejret, da den knirker.

Jeg trækker stigen ned, går op på loftet og tænder lampen.

Tasken står i det fjerneste hjørne. Jeg løfter et par kasser, inden jeg ser den. Paisley-mønster i vinrødt og blåt, jeg fik den af min mor for mange år siden. Jeg løfter den op, sætter mig på gulvet og åbner lynlåsen.

Edderkoppen har bløde, slatne ben i lilla og gult og et stort, sjovt smil.

Jeg trækker i snoren under maven, men der sker ikke noget. Den plejede at spille nogle takter af Lille Peter Edderkop. Vi syntes, den var så skæg.

Et hvidt tæppe med grå stjerner. En lille blå kjole med blonder i halsen og ved ærmerne, den eneste kjole, jeg har gemt. Jeg borer næsen ned i den, men den lugter kun af mølkugler.

Fotografier. På et af dem ser jeg tre glade teenagere. Daniel, hans søster Maria og mig.

Jeg har næsten altid haft langt hår. Det er tykt og mørkebrunt og krøllet.

Da billederne blev taget, nåede det langt ned ad ryggen. Jeg havde en gul kjole på med et bredt, sort elastikbælte i taljen. Daniels arm ligger om min skulder, han er overlegen og selvsikker. Hans sorte hår er lige så rodet 16

I mit blod.indd 16

12/09/17 08.22

som altid, og han har slidte jeans og en skovmandsskjorte med afklippede ærmer på.

Jeg spekulerer på, hvor han mon er nu. Spekulerer på, om han er lykkelig. Om han nogensinde tænker på mig.

Jeg studerer Marias udseende. Hendes halvlange, glatte hår er sort som Daniels. Ligheden med Isabelle Karlsson er skræmmende. De kunne være søskende. Eller tvillinger.

Men det er bare en tilfældighed. Det må det være.

Flere billeder. En syttenårig, som holder et lille spædbarn. Hun er knap nok ældre end et barn selv. Både hun og barnet smiler. De har smilehuller.

Mine øjne svier, og jeg gnider dem i ærmet på min morgenkåbe. Længst nede i tasken ligger en rød, indbunden bog. Jeg tager den op.

I mit blod.indd 17

12/09/17 08.22

29. DECEMBER 1992

Hjælp! Shit, shit, shit. Jeg er gravid. Hvordan er det sket?! Eller, det ved jeg jo godt. Men alligevel. Det må være derfor, jeg er træt hele tiden. Det er derfor, at jeg er så forfærdelig opfarende og grådlabil.

Som i dag. Jeg, Daniel og Pernilla tog ind til Farsta for at gå i tøjbutikker.

Jeg fandt et par vildt flotte jeans, men kunne ikke lukke dem, selvom det var den rigtige størrelse. Jeg kæmpede virkelig, men det gik bare ikke.

Jeg overreagerede helt vildt, det er jeg godt klar over. Jeg satte mig ned og græd i prøverummet. Daniel fattede ingenting og var bare ufølsom, som han er nogle gange. “Har du det røde, eller hvad sker der? Prøv dog et større nummer, hvad er problemet?” Jeg blev så vred, at jeg græd endnu mere. Pernilla skældte ham ud på mine vegne. Så gik vi fra tøjet og spiste en kage i stedet.

Hvordan skal jeg få det sagt til mor? Hun flipper helt ud. Helena vil synes, det er forfærdeligt. Og Daniel, hvad vil han sige til det? At blive far. Det var ikke lige det, vi havde set for os.

Følelserne er i oprør. Hele mit liv snurrer rundt.

Jeg fatter ikke, at vi har været så dumme. Så uansvarlige. Alle mine planer, hvad skal jeg stille op med dem nu?

Det føles, som om jeg er blevet vanvittig. Jeg skiftevis griner og græder.

Jeg er overlykkelig. Jeg er dødsensbange. Et menneske. Bare sådan?! Er det muligt allerede at elske det lille liv?

Jeg vil have det barn. Med ham. Jeg håber, at han også vil, for jeg kan ikke andet.

Så hej, og velkommen, hvem du end er. Alt andet må vente.

18

I mit blod.indd 18

12/09/17 08.22

Isabelle Det er midt i morgentrafikken. Susie står nogle trin bag mig på rulletrappen ved Östra Station. Jeg har lige vendt mig om og kunne mærke, at hun havde set mig. Det vil altså sige, at jeg bliver nødt til at tale med hende resten af vejen. Forsøge at virke ubekymret, være normal.

Normal. Ved ikke engang, hvad ordet betyder.

Være som alle andre?

Kommer jeg nogensinde til at lære det rigtigt? Så ingen bemærker, hvor underlig jeg egentlig er? Hvor ond jeg i virkeligheden er?

Ond. Jeg kan ikke kalde det andet. Jeg gør aldrig nogen ondt. Men ind­ imellem er jeg bange for at komme til det. Hadet inden i mig, det voksende raseri. Det er det, som gør mig ond. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvad jeg skal gøre af det. Og hele tiden har jeg en følelse af, at det kommer til at ende galt. At de tanker, jeg bærer på, alle de følelser, som hvirvler rundt inden i mig, skal føre til noget forfærdeligt. Er jeg nu melodramatisk igen?

Jeg stiger af rulletrappen og venter på Susie.

“Heeej Isabelle!” udbryder hun og kommer hen mod mig. Hun taler altid med udråbstegn. “Helt sygt, hvor meget det regner! Det har jo været dårligt vejr i dagevis nu! Hvor er Johanna?”

“Hun skulle købe noget mad, tror jeg.”

“Købe noget ma’ad,” ler hun og efterligner melodien i min udtale. Det sker ikke længere så tit som tidligere, og jeg bliver ikke lige så ærgerlig over det som i begyndelsen.

“Hvor skal vi have forelæsning?”

“Q1”, svarer jeg.

19

I mit blod.indd 19

12/09/17 08.22

“Har du lavet opgaven?”

“Ja,” siger jeg. “Hvad med dig?” Jeg kaster med håret. En dårlig vane, som jeg bør lægge af mig.

Susie skærer en grimasse. “Du er så skrækkelig dygtig. Jeg håber ikke, at jeg bliver spurgt i dag.”

Hun taler resten af vejen, om at det er skønt, at det er fredag, hvad der skal ske i weekenden; flere skal ud på lørdag, om jeg vil med. Hendes hund brækkede sig vist i går, og hun har en ven, der er dyrlæge, hvor meget ækelt de skal holde ud, ha ha. Jeg bliver mindet om, at halvdelen af september allerede er gået, at tiden går så hurtigt, og at det vist bliver regnvejr igen.

Jeg lytter, brummer indimellem. Da vi når frem, hvirvler hun hen mod toiletterne. Jeg åbner døren til Q1 og går ind, selvom forelæsningen først begynder om elleve minutter. Jeg ser mig omkring, inden jeg går ned ad trapperne. Jeg vælger en plads yderst på tredje række.

Jeg sætter mig altid på en af de forreste rækker. Og er der i god tid. Med notesbog og penalhus foran mig, klar til at notere alt. Hvert tal og bogstav.

Jeg anvender farver til at markere, understrege og koble, så jeg kan huske og forstå bedre. Det er nok lettere neurotisk. Jeg ved det godt, jeg har læst om det. Jeg har noget med tal. Selvom jeg ved, at jeg kan huske dem og derfor aldrig behøver at læse dem igen, så skriver jeg dem altid ned.

Vi ses tyve minutter over tre. 15.20.

Tag bus 515 eller 67 fra Odenplan. 515, 67 Du er 163 centimeter høj, vejer 56 kilo 163, 56 Mange synes, at jeg er alt for seriøs. Alle, jeg har mødt her på KTH, tager deres studie alvorligt, men de fester også meget. Der er fredagsbar på Nymble, der er studentermiddage, drikkekonkurrencer og eksamensfester.

For ikke at tale om festerne hjemme hos nogen.

Johanna og Susie forsøger altid at få mig med, men jeg er kun gået med få gange. Førsteårsfesten i foråret var den eneste store fest, jeg har været med til.

Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Jeg vil gerne være en af de andre, og jeg ville ønske, jeg havde lettere ved det. At det var lettere at glemme, hvem jeg er.

Alligevel er det at flytte hertil det bedste, jeg har gjort. Mit antal af facebookvenner er øget drastisk. Jeg har fået flere følgere på Instagram. Og jeg 20

I mit blod.indd 20

12/09/17 08.22

har fået Snapchat. Jeg elsker det! Jeg dokumenterer min hverdag og tager selfies. Min digitale virkelighed er skøn, skør, sjov, alle, som ser billeder af mig, kan se, at jeg lever et liv fuldt af særlige øjeblikke med herlige venner, som elsker mig. Hvert like, hver kommentar jeg får, gør mig glad. Jeg ved godt, at det er overfladisk, men det er jeg ligeglad med. Der er ikke noget i vejen med at være overfladisk. Og indtil foråret var jeg social IRL også, ikke bare på nettet.

Men så døde far.

Jeg ser noget bevæge sig ud ad øjenkrogen, og jeg kigger op. En fyr, jeg ikke kender. Han ser godt ud. Han spørger, om han må smutte omkring, og jeg tror, at jeg rødmer. Jeg rejser mig for ham, og han smiler til mig, inden han moser sig ind langs stolerækken. Sender min korte kjole og mine støvler til knæet et langt blik.

Det er noget, jeg har skullet vænne mig til det her år, at fyrene kigger efter mig. Hjemme var jeg usynlig. Mit hår var det eneste, jeg følte mig stolt over og var glad for. Men min krop? Indimellem bliver jeg tjekket ud som nu. Det føles underligt. Men samtidig fedt. Ingen ser andet end det ydre, ingen ser ind bagved. Hvor falsk og ondsindet, forstyrret og forvrænget jeg er. Ingen får at vide, hvem jeg er indeni.

Johanna og Susie har givet mig en makeover. Det begyndte med, at jeg lånte en bluse af Johanna, som sad virkelig godt. Så fik de mig til at prøve en af hendes korteste kjoler. Som absolut var alt for kort. Men ifølge dem var det præcis meningen. Mine ben var værd at vise frem.

De slæbte mig med i H&M, Monki, Gina Tricot, vi var alle steder. Jeg opdagede, at secondhand-butikkerne her har tøj, som man ikke finder hjemme i Borlänge. Nu har jeg en helt ny garderobe. Tøj i størrelser og modeller, som jeg aldrig tidligere har købt.

Jeg har lært mig at være synlig. Det er slet ikke så farligt. Tværtimod.

Det gør det lettere at gemme sig. Jeg kan godt lide at vælge, hvem jeg er i andres øjne.

Min nyvundne frihed. Min nye styrke.

Ville bare ønske, at jeg helt kunne glemme mit virkelige jeg.

Og det er dér, Stella Widstrand kommer ind i billedet.

Mine tanker bliver afbrudt, da forelæsningen begynder. Jeg lytter koncentreret og noterer, indtil der er pause. Så rejser jeg mig og træder til side, 21

I mit blod.indd 21

12/09/17 08.22

så alle, der sidder indenfor på rækken, kan komme ud. Funderer på, om jeg skal gå ud af auditoriet eller blive siddende, til nogen råber hans navn.

Fredrik.

Jeg ser mig om i auditoriet. Et par rækker oven over mig sidder han.

Han ser op, møder mit blik og nikker kort. Jeg er godt klar over, at jeg ser på ham alt for længe. Han rejser sig og vender blikket mod Medhi, der står lidt længere væk. Han råber noget til ham, som jeg ikke kan høre.

Fredrik er slank og en smule højere end mig. Han har en stor, blond pandelok, som han stryger til siden eller trækker hænderne igennem. Han griner ofte, jeg kan forestille mig, hvordan hans skolefoto som syvårig ser ud. Cirka som nu, bare med briller.

Han klæder sig i jeans eller chinos, som hænger langt nede på hofterne, og for det meste mønstrede T-shirts. Han kører på longboard og fik mig til at prøve engang. Han løb ved siden af, holdt min hånd og grinede. Da jeg spurgte hvorfor, sagde han, at jeg peb som en tøs. Han er sød, cool og ser godt ud. Og han danser godt, det ved jeg af erfaring fra Førsteårsfesten.

Han finder aldrig ud af, hvordan jeg egentlig er.

Der sidder en pissesmuk, åleslank brunette ved siden af ham. Hun rejser sig, tager ham i hånden, og han ser på hende. Griner ad det, hun siger, mens de går op ad trapperne mod udgangen. Han er blevet træt af mig.

Måske har han det på fornemmelsen. Måske ved han det.

Måske kan alle mærke, at der er noget i vejen med mig?

Jeg sætter mig igen. Ville ønske, at mit liv var anderledes. At jeg passede ind og helt igennem var som alle andre. At der ikke var en skygge inden i mig. At jeg ikke behøvede at gemme mig længere. Men der er ikke noget i mit liv, der er som andres.

Og det er hendes skyld.

Jeg ville ønske, at jeg kunne få hævn.

Jeg ville ønske, at hun kom til at lide, sådan som jeg har lidt.

Jeg ville ønske, at hun ikke fandtes.

Jeg ville ønske, at hun døde.

I mit blod.indd 22

12/09/17 08.22

Stella Dunk, dunk, dunk. Basketboldene studser mod gulv og vægge. Indimellem rammer de kurvene med et smæld. Lydniveauet er øredøvende.

Jeg går ned ad trapperne på tilskuerpladserne i Vasalundshallen i Solna. Et papkrus med skoldhed kaffe i et fast greb med hånden. Jeg sætter mig og nikker til kendte ansigter, men vender min opmærksomhed mod mobilen for at slippe for at skulle tale. Hele ugen har jeg været på arbejde, lyttet til mine patienter, købt ind, lavet mad, vasket tøj. Ladet, som om alt er, som det plejer. Men jeg har ikke været i stand til at tænke på andet end Isabelle Karlsson. Jeg tænker på hende hele tiden. Lige meget om Henrik har arbejdet sent hver aften, eller Milo har været sammen med sine venner.

Marcus har skrevet en sms: Middag på onsdag, kan I det? Min bror siger, at jeg skal spørge dig. Jeg har altid godt kunnet lide Henriks lillebror, men har ingen som helst lyst til at ses med nogen lige nu. Alligevel svarer jeg, at vi glæder os til endelig snart at møde hans nye kærlighed. Og ham og børnene, selvfølgelig.

En anden basketmor, som jeg genkender, spørger, om hun må slå sig ned. Jeg rykker mig lidt til side på bænken og ser ud over banen. Milo dribler langt væk. Jeg vinker, men han ser mig ikke. Jeg tager min dagbog op af tasken, lægger den på knæene. I teenageårene skrev jeg dagbog næsten dagligt, det her blev den sidste.

Mange sider handler selvfølgelig om Daniel, men der er også tanker om, hvad jeg vil med mit liv. En teenagers tanker, planer og drømme. Jeg ville være skrædder. Eller keramiker. Måske designer eller indretningsar23

I mit blod.indd 23

12/09/17 08.22

kitekt. Jeg ville alt muligt. Jeg ville være tusindkunstner, arbejde kreativt, rejse jorden rundt, måske bo et par måneder her og der.

Daniel havde ikke de samme drømme. Han var helt uinteresseret i at rejse eller studere eller lære nye sprog. Han ville blive i Kungsängen og åbne et autoværksted på et tidspunkt. Han var tilfreds med sine biler, at køre ræs på landevejene og drikke øl med gutterne i weekenden. Vi var ret så forskellige. Men jeg var forelsket, og vi var lykkelige.

I sommeren 1992 var Daniel og jeg sammen hele tiden. Vi kørte rundt i hans røde Impala, nød livet og havde ingen anelse om, hvad vi havde i vente. Og vi ville begge beholde barnet. Vi talte ovenikøbet om at få flere.

Jeg skrev om graviditeten, om hvor spændt jeg var, og bange. Om blikkene, vi fik fra omgivelserne. Vi var teenagere, som ventede barn, og ikke alle syntes, at det var lige så fantastisk, som vi selv.

Fødslen, første gang jeg holdt hende mod mit bryst. Daniel med tårer i øjnene og Alice i min favn. Den første tid, mens vi lærte det lille menneske at kende, vendte op og ned på vores liv. Hendes duft. Jeg kunne snuse til hende, så længe det skulle være. Hendes søde, lille mund. Smilehullerne.

Jeg havde forventet at føle mere, når jeg læste om det. At hvert ord ville gribe mig, forårsage glæde og latter eller sorg og tårer. Ærlig talt huskede jeg langtfra alt det, jeg havde skrevet om. Det kunne lige så godt have været en fjern bekendt, der fortalte mig sine erindringer.

Men så længe har jeg undgået at tænke på den der dag et år senere.

Holdt døren lukket til det rum. Jeg ved ikke, om jeg tør møde smerten, om jeg kan klare at genopleve anklagerne. Jeg tror ikke, at jeg orker gå tilbage og lade skylden tynge mig igen.

Hvorfor var du der ikke?

Det gibber i mig, da basketbolden rammer kurven, og manden bag mig brøler.

Milo tager returløbet og dribler ned over banen.

Da han var yngre, var jeg med til hver træning, hver kamp. Både basket og tennis. Jeg behøver ikke at følge ham længere, men jeg gør det som regel alligevel. Han er tretten år. Og jeg er håbløst overbeskyttende. Han er mit eneste barn.

Jeg spekulerer på, hvornår jeg holdt op med at tænke på ham som mit andet.

24

I mit blod.indd 24

12/09/17 08.22

Begge to arvede deres smilehuller fra mig. Milo har mit krøllede hår, og Alice mine øjne. Ellers ligner de begge vældig meget deres fædre.

Alice. Daniel.

Milo. Henrik.

Vidt forskellige liv.

Er det nu, de kolliderer?

Hvad kommer det til at betyde for mig? For min familie?

Det må være et tilfældigt sammentræf. Det må være indbildning. Der er gået tid nok med at håbe og tro. Jeg klarer ikke mere angst og meningsløs venten. Ingen kan ændre, hvad der er sket. Tiden, jeg har mistet, får jeg aldrig tilbage.

Da vi forlader Vasalundshallen, smider jeg dagbogen i en affaldskurv.

I mit blod.indd 25

12/09/17 08.22

29. JULI 1993

Jeg er blevet mor!

Alice Maud Johansson er en uge gammel i dag.

Jeg har ikke kunnet forestille mig, hvordan det skulle føles, det forstår jeg nu. Mit liv har ændret sig fuldstændigt.

Tænk, at man kan føle sådan en uforbeholden kærlighed til et andet menneske. Hun er det mest perfekte, man kan tænke sig. Småbitte buttede fingre og tæer. Et tykt garn, som står ud til alle sider. Medfødt pelshue, siger Daniel. Ligesom ham selv. Tykt, sort hår.

Verdens sødeste lille mund. Jeg tror, at hun har smilehuller. Specielt på venstre side, lige som mig. Hendes højre øre er præcis som Daniel og Marias.

Elverøret. Det går i arv.

Hun ligner sin far mest, men hun har i hvert fald mine øjne. Hun er en blanding af os. Jeg har aldrig været så lykkelig.

Hun er forsvarsløs, helt afhængig af mig.

Sikke et ansvar.

Det er ikke ret længe siden, at jeg vraltede hjemad med indkøbsposerne i hånden, og Daniel bagefter skældte mig ud. Han ville ikke lade mig bære noget tungt, ikke engang en liter mælk eller et brød. Han lå med øret mod min mave og lyttede. Han sang Elvis-sange, Teddy Bear og Love me Tender.

Han holdt inde og stirrede på mig med store øjne, hviskede, at han kunne mærke, at hun bevægede sig. Bagefter strøg han med hænderne over maven, ledte efter vores baby, forsøgte at finde hendes fødder. Det er kun et par uger siden. Det føles som noget, der er sket i en helt anden tidsalder.

Fødslen strakte sig over hele natten. Det gjorde vanvittigt ondt, og det 26

I mit blod.indd 26

12/09/17 08.22

føltes, som om hun aldrig ville komme ud. Det var forfærdeligt, men samtidig det mest intense, jeg nogensinde har oplevet. Da de lagde hende mod mit bryst, blålilla og rynket, med store øjne, som så lige ind i mine, var det det mest vidunderlige øjeblik i mit liv.

Daniel syntes, det var svært at se mig have ondt. Jeg klemte hans hånd så hårdt, at han troede, at han ville besvime af det, sagde han.

Og han besvimede rent faktisk! Lige da Alice blev født. Han faldt som et fældet træ og slog panden mod en stol. Han vil helst ikke tale om det her bagefter, men han skulle have fem sting i panden ved hårgrænsen. Min elskede.

Min tapre helt.

Da han holdt hende første gang, græd han.

Jeg elsker ham højere end nogensinde.

Mor og Helena var her i dag. Selvom mor synes, at vi er alt for unge, sad hun her og ville knap nok slippe Alice igen. Helena var tilbageholdende, både over for mig og Daniel. Hun kan stadig ikke slappe af over for ham. Og hun ville ikke holde min datter. Det gjorde mig ked af det.

Vi bliver mere og mere forskellige, som tiden går.

Jeg grubler en hel del og holder måske tingene for meget for mig selv. Men hvordan kommer man ellers videre, hvis man ikke reflekterer og tænker? Min søster ordner ting og sager, hun tænker ikke så meget. Hun bliver ved, uanset hvordan det føles. Jeg blev uplanlagt gravid og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med min fremtid, hun har planlagt hele sit liv ned i mindste detalje.

Ville jeg ønske, at det var anderledes? Hvordan skulle jeg kunne det?

Hvem ville jeg så være?

Livet er uforudsigeligt. Der kan ske alt muligt.

Uanset hvor meget jeg grubler, og Helena planlægger. Ingen af os ved, hvad der venter os. Og det er vel også det, som gør livet spændende? Jeg ved godt, at jeg lyder fjollet. En teenager, der forsøger at være dyb og sådan.

Jeg har brug for at sove. Daniel og Alice ligger her ved siden af mig og sover som sten. Min familie.

I mit blod.indd 27

12/09/17 08.22

Stella er uopmærksom et kort øjeblik, og i præcis det øjeblik forsvinder hendes lille datter sporløst. En storstilet eftersøgning sættes i gang, men alt peger på, at den lille pige er druknet, og hun erklæres død.

ELISABETH NOREBÄCK

kommer fra Dalarne og er uddannet civilingeniør.

Hun bor i Stockholm med sin mand og to børn.

Tyve år senere er Stella kommet videre med sit liv; hun arbejder som psykoterapeut og har fået en ny familie. Men da en ung kvinde en dag står i døren til hendes praksis, rammes hun af et voldsomt panikanfald, der slynger hende direkte tilbage til fortiden. Hun er overbevist om, at kvinden er hendes døde datter, men hvad er det, der gør hende så rædselsslagen? Er hun sindssyg, eller skal hun stole på sit instinkt?

Elisabeth Norebäck I MIT BLOD

Alle tror, hun er død.

Du ved, at hun lever.

Og nogen vil gøre alt for at skjule sandheden.

Elisabeth Norebäck

”

Hun var toogtyve. Middelhøjde og timeglasfigur med smal talje. Korte, ulakerede negle. Hun havde ingen tatoveringer eller piercinger, ikke engang huller i ørerne. Det sorte, glatte hår hang løst ned over hendes ryg. Vådt af regnen skinnede det mod hendes blege hud, og jeg tænkte, hvor smuk hun dog var. Smukkere, end jeg havde været i stand til at forestille mig. Hun tog sin jakke på, løftede håret fri og rystede det.

Jeg var lige ved at række ud for at røre ved det, men tog mig i det.

I MIT BLOD er en isnende psykologisk thriller om, hvor langt ud

smerten efter et savnet barn kan drive et menneske.

Fra bogen

I MIT BLOD er Norebäcks første roman. Den blev solgt til udgivelse i 26 lande over hele verden allerede inden udgivelsen og har dermed sikret sin forfatter en international kometstart.

POLITIKENS FORLAG

Forfatterfoto: Viktor Gårdsätter Omslag: Jette Svane / ved5tiden

Hvis dit toårige barn forsvandt, ville du så kunne genkende det tyve år efter?

ISBN 978-87-400-4156-9

Spændingsroman politikensforlag.dk

POLITIKENS FORLAG