Ild og frihed. 50 år med The Savage Rose by JP/Politikens Forlag

Foto: Morten Rygaard

Bandets værdikamp har altid overskygget behovet for hitlisteplaceringer, og deres historie er et fascinerende indblik i en verden af autenticitet, stålsat retfærdighedskamp og magisk musik. En musik, som i dag lever videre med nye, unge musikere, men stadig båret frem af Annisettes store stemme, der gør den til en lige så gnistrende og vital oplevelse som for 50 år siden.

Michael Gonzalez i samarbejde med Annisette

”Thomas Koppel blev svimmel, da han så den unge pige, der stod og sang i front for danseorkestret Dandy Swingers. Som hun stod der, lille og fin med kulsort hår og bare fødder, mens hun lod sin store stemme gjalde ud over publikum på Le Carrousel, syntes han mest af alt, at hun lignede en porcelænsdukke. Stemmen, den kunne han ikke sammenligne med noget. Den gik igennem marv og ben. Ikke som en kuldegysning, nej, et brændende spyd.” Citat fra bogen

50 ÅR MED

Michael Gonzalez, født 1981, er mangeårig musikjournalist og -anmelder. Han er uddannet i Æstetik og kultur og Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, og har de sidste ti år beskæftiget sig med kulturformidling med musikken som sit primære fokuspunkt. Gennem mere end tre år har han fulgt Annisette og resten af The Savage Rose på helt tæt hold.

For første gang præsenteres her den fulde historie om det legendariske band fortalt af Annisette selv. En rejse gennem fem årtier, der har ført orkestret og dets medlemmer fra store succeser som Dødens Triumf og Wild Child til en selvvalgt tilværelse uden for den etablerede musikbranche, før de atter vendte tilbage til spotlyset med Black Angel.

ILD OG FRIHED THE SAVAGE ROSE

The Savage Rose er uden sidestykke i dansk musikhistorie. Gennem et halvt århundrede er gruppen gået deres helt egne veje. Kompromisløst søgende har de – med de to nøglepersoner Thomas og Annisette Koppel i front – skabt uforglemmelig musik.

ILD OG FRIHED

50 ÅR MED

THE SAVAGE ROSE

Politikens Forlag ‘P’ POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

2017073_Savage_Rose_Omslag.indd 1

18/09/2018 11.05

ILD OG FRIHED

2017073_Savage Rose indhold.indd 1

19/09/2018 09.55

ILD OG FRIHED 50 ĂĽr med The Savage Rose Michael Gonzalez i samarbejde med Annisette

Politikens Forlag

2017073_Savage Rose indhold.indd 3

19/09/2018 09.55

2017073_Savage Rose indhold.indd 4

19/09/2018 09.55

Indhold Roskilde Festival

Musikken vokser

Stemmen vil flyve 51

Verden kalder

A savage rose is a savage rose 77

Roser med torne

Det store udland

Tourné gennem USA 113

Refugee - på Mick Jaggers slot 149

Babylon og Ben Webster 165

Sange fra stenbroen

191

203

Soundtrack til fristaden På tour igen

211

221

En have på Vesterbro

Opgør i Cirkusbygningen 263

269

Under de røde faner

233

243

I Libanons flygtningelejre På gaden i Paris

Savage Rose i børnehøjde

278

På havnen med de strejkende Sangen for livet

297

135

143

Kærlighed og magi i Norge Dødens Triumf

Stjerner, ild og frihed

315

Op og ned i showbiz

345

287

329

Fra Gadens Dronning til Hollywood Vil du elske og ære?

365

Flere kampe med branchen Fra USA til Puerto Rico

387

Melodien, der blev væk

417

Dårlige varsler

403

Tilbage til storfamilien Tak

479

377

433

2017073_Savage Rose indhold.indd 5

19/09/2018 09.55

Roskilde Festival 2017 Orange Scene. Foto: Morten Rygaard

2017073_Savage Rose indhold.indd 6

19/09/2018 09.55

Roskilde Festival bag Orange Scene 29. juni, 2017

Annisette er nervøs. Det er hun hver gang. Efter 50 år med koncerter på scener verden over er det stadig med ærefrygt, hun går til opgaven. I den ene hånd har hun en halv citron, som hun indimellem bider i, i den anden et termokrus med varmt vand og ingefær. ”Er det fint nok?” spørger hun, mens hun ser ned ad sig selv. Der er en halv time til, at The Savage Rose skal spille på Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene. Stemningen bag scenen er lige dele anspændt og afslappet. Det varslede skybrud ser ud til at holde sig væk. Mens bandmedlemmerne skifter til scenetøj, udveksler de festivalanekdoter: Guitarist Rune Kjeldsen så legenderne i Nirvana, da de spillede på festivalen for 25 år siden, trommeslager Anders Holm er engang besvimet under Rage Against The Machines optræden samme sted. Bassist Jacob Haubjerg tager billeder med sit polaroidkamera, og resten af bandet krammer og griner, mens de udfylder tiden, indtil de skal på. Annisette har en snehvid kjole på, der står i flot, lysende kontrast til hendes mørke hud. Hun ligner ikke en, der snart runder de 70, og selvom hun tidligere på året fik foretaget en hofteoperation efter år med slidgigt, bevæger hun sig friere på scenen end længe. Hendes datter Naja, der synger kor i bandet, masserer kærligt Annisettes skuldre og hals, indtil bandets ven og booker, Jesper Kemp, fortæller, at det er ved at være tid til at bevæge sig i retning af scenen. Det sker ikke uden en vis andægtighed. ”Det skal nok blive sjovt det her,” smiler pianist og trombonist Frank Hasselstrøm, mens han lægger armen om organist Palle Hjorth på vej hen ad den røde løber, der fører videre op til scenen.

2017073_Savage Rose indhold.indd 7

19/09/2018 09.55

Endelig oppe på scenen, bag scenetæppet. Annisette hopper op og ned, laver sprællemandsøvelser og bider i sin halve citron, hvorefter korsanger Amina Nissen kærligt stryger hende over håret, og Naja kysser hendes kind. Inde på scenen foran det talstærke publikum er konferencier Per Vers i gang med at introducere bandet ved at ridse dets lange karriere op i korte træk. Han nævner blandt andet, at The Savage Rose kan fejre 50-års jubilæum som band i år, og at bandet første gang spillede på Roskilde Festival 43 år tidligere, i 1974. Bag scenen er det blevet tid til at samles i en rundkreds, og det normalt otte mand store band, der til lejligheden er udvidet med yderligere tre musikere, to blæsere og en akustisk guitarist og mundharpespiller, lægger armene om hinanden. De lader en kollektiv messen vibrere mellem sig, indtil det endelig er tid. Klokken er 16.00, og det er showtime. Jubel og klapsalver møder bandet, da de går på scenen og sætter gang i koncertens første nummer, Romano Song, fra deres kommende album Homeless. En sang Annisette oprindeligt lavede med den elektroniske duo Lulu Rouge. Det holder stadig tørt, men blæsten giver illusionen af, at træerne i mindelunden til venstre for scenen svajer i takt til musikken, mens Annisette synger: ”Tell me, tell me, tell me, how long is the road?” Hun snurrer rundt om sig selv. Danser, fordi hun simpelthen ikke kan lade være. De hundredvis af frynser på hendes hvide kjole hvirvler om hende. Under koncerten får publikum slidstærke hits som Wild Child, A Girl I Knew og Black Angel i udgaver så levende, at man nærmest kan fornemme blodet bruse under de sitrende sange. Nye numre som Woman og Homeless fra deres kommende album af samme navn bliver spillet og mærkes som en direkte konfrontation med den tid, vi befinder os i. Fra siden af scenen kan man se, hvordan der kysses og krammes blandt publikum, og hvordan mange publikummer står med tårer i øjnene. Da en sprudlende udgave af den instrumentale klassiker Byen vågner fra Dødens triumf galopperer ud over festivalpladsen midtvejs i koncerten, er det tydeligt, at publikumsmængden er vokset. Snart efter svajer publikums hænder fra side til side til tonerne af antikrigssangen Screams of Captured Birds’ store omkvæd. Under scenens enorme orange hvælving flyver to svaler meget passende legende rundt i luften, nær-

2017073_Savage Rose indhold.indd 8

19/09/2018 09.55

mest som et forvarsel om, hvad der skal ske. Efter What Do You Do Now? holder Annisette en tale mod politikernes krig og bombefly, og mens Anders slår en taktfast hjerterytme på hendes store indianertromme, opfordrer hun publikum til at elske hinanden. ”Fra i dag lytter vi kun til vores hjerter,” siger Annisette, før hun beder publikum holde om hinanden og dele et øjebliks stilhed for fred i verden og for kærligheden. Unge og gamle i tusindvis holder om hinanden, og kort efter løfter Annisette sine foldede hænder mod himlen, hvor hun slipper en hvid fredsdue løs. Duen svæver hen over publikums begejstrede jubelbrøl, og bandet kvitterer med en højenergisk Freedom To Love, der lægger pladsen ned med sit insisterende ”Love and freedom, freedom to love”-omkvæd, der er som skabt til at synge i fællesskab. Længe efter endnu et ekstranummer og længe efter, at The Savage Rose er blevet klappet af scenen, og konferencieren har taget over, er der to ord, der gjalder som et ekko ud over pladsen og ind i Roskildes nat: ”Love!” og ”Freedom!” Koncerten på Roskilde Festival var et højdepunkt blandt mange i løbet af et forrygende 2017 for The Savage Rose. Et år, hvor bandet allerede i januar markerede sit 50-års jubilæum med tre udsolgte koncerter i Det Kongelige Teater. I september udgav de albummet Homeless, der modtog en regulær stjerneregn fra anmelderne og blev fulgt op af et triumftog af en jubilæumsturné på scener rundt om i hele landet gennem efteråret. Efter mere end 50 år på den danske musikscene er interessen for og kærligheden til The Savage Rose stadig lige stor, og bandet har formået at holde sig aktuelle og lige så relevante som nogensinde ved at gøre det, de altid har gjort: skabt og spillet musik med hjertet. Som den legendariske Rolling Stone-journalist David Fricke har skrevet: ”The Savage Rose skaber ikke bare musik, de skaber historie.”

2017073_Savage Rose indhold.indd 9

19/09/2018 09.55

Afslutningen pĂĽ koncerten pĂĽ Roskilde Festival 2017, Orange Scene. Fredsduen flyver ud over publikum. Foto: Morten Rygaard

2017073_Savage Rose indhold.indd 10

19/09/2018 09.55

2017073_Savage Rose indhold.indd 11

19/09/2018 09.55

Naja krammer sin mor før koncerten på Orange Scene 2017. Foto: Morten Rygaard

Rundkreds i siden af Orange Scene sekunder før koncerten. I midten Annisette, til højre Naja Rosa Koppel (kor), Mads La Cour (blæser), Rasmus KJærsgaard (blæser), Frank Hasselstrøm (trombone og klaver), Jacob Hauberg (bas), Palle Hjorth (orgel), Anders Holm (trommer), Rune Kjeldsen (guitar), Jano (mundharmonika og rytmeguitar), Amina Casce Nissen (kor). Bagerst anes denne bogs forfatter sammen med sangerinden Kantinka Bjerregaard. Foto: Morten Rygaard

2017073_Savage Rose indhold.indd 12

19/09/2018 09.55

2017073_Savage Rose indhold.indd 13

19/09/2018 09.55

Orange Scene 2017. Foto: Morten Rygaard

2017073_Savage Rose indhold.indd 14

19/09/2018 09.55

2017073_Savage Rose indhold.indd 15

19/09/2018 09.55

Annisettes solodebut på scenen som 7-årig på Holbergskolen.

2017073_Savage Rose indhold.indd 16

19/09/2018 09.55

Stemmen vil flyve

København 1951. En lille, mørk pige med ravnesort hår stod neden for opgangene i Søborghus Park. Ejendommene bestod af tre længer med etagehuse, som dannede hestesko om en indre gård, og adgangsvejen til byen udenfor var gennem en stor port. Den lille pige havde fået at vide, at hun ikke måtte gå ud ad porten, det var strengt forbudt. Hverken gyngerne, klatrestativet eller de andre pigers hinkeruder interesserede hende rigtigt i det øjeblik, men det gjorde eventyret i den store verden ude på den anden side af porten. Derfor samlede hun alle de kræfter, hendes lille krop kunne mønstre, og rettede dem mod den åbne port. Hun stirrede stift mod udgangen langt nede i den anden ende af gården, og en lang, kraftig tone kom ud af hendes vidtåbne mund. Hun holdt tonen og blev ved og ved. Vinduet over hende blev åbnet, på tredje eller fjerde, og en af damerne fra opgangen stak hovedet ud og kommanderede: ”Du kan godt holde din kæft, din lille skrigeunge.” Måske holdt Annisette op den dag, men den næste dag var hun der igen, i gang med at sende sin stemme på fugleflugt ud i friheden. Sådan fortsatte det op gennem den tidlige barndom. Tonen og lyden udviklede sig med tiden og blev til sange. Hun ville synge. Synge sig helt ud, sådan som de sangere og sangerinder, hun på det tidspunkt lyttede til i forældrenes pladesamling, men endnu ikke kendte navnene på. Da hun blev lidt ældre, fandt hun ud af, at det blandt andre var dramatiske Caterina Valente med det lange mørke hår, frække Eartha Kitt og den italienske barnestjerne Robertino, hun holdt mest af. ”Jeg kunne lide at synge med fuld tone i stemmen,” fortæller Annisette.

2017073_Savage Rose indhold.indd 17

19/09/2018 09.55

”Det skulle ikke kun være smukt og blidt som i et skolepigekor, det var noget, der kom indefra – noget, der åbnede for, hvad der gemte sig inde i mig, det er det stadig. Det skulle ikke bare være en lyd, det skulle være noget andet og mere – en erklæring, sådan at hver en lille del af kroppen var med til at danne udtrykket og skabe stemmeklangen.” Modsat porten var Søborghus’ indre gård afgrænset af den længe lejligheder, hvor Annisette og hendes familie boede. ”Vores altan vendte direkte ud mod mosen, og der var ikke så langt ned, så jeg kunne springe lige derned eller gå hen til pigtrådshegnet, hvor der var et stort hul, jeg kunne krybe igennem ud til mosen. Det var mit lille smuthul ud til verden.” Utterslev Mose blev Annisettes yndlingssted at lege i de tidlige barndomsår. ”Der var svaner, ænder, siv, græs og vilde roser, birketræer og kastanjetræer. Der kunne jeg gå over en lille bro og se ænderne passe deres ællinger under de store skræppeblade,” fortæller Annisette. ”Når jeg kom over på den anden side, var jeg i den rigtige mose, hvor jeg syntes, det var lidt farligt. Der var nemlig vandhuller, man kunne dumpe ned i, og de andre børn fortalte skrækhistorier om, at der var blodsugende igler i vandet. De berettede levende om, hvordan man ville synke ned i mosens dynd, så man aldrig kom op igen. Men det var helt utroligt dejligt at ligge der mellem sivene og kigge op i himlen og være helt mutters alene i verden mellem alle lydene fra frøer, fugle og insekter og vinden, der hvislede mellem bladene. Og ingen voksne kunne se mig fra deres vinduer.”

* Annisettes forældre stødte tilfældigt ind i hinanden i sporvognen mod Zoologisk Have et år før, Annisette kom til verden. Finn Hansen havde sine to drenge fra et tidligere ægteskab med, mens Rita ”Kuni” Andersen var på vej ud for at se løver og giraffer med sin fireårige datter Rudi, og mens børnene så på dyr, faldt de to voksne i snak. Rita havde fået sit første barn uden for ægteskabet med en mand, der desværre senere viste sig at have kone og børn i forvejen, og derfor boede hun med Rudi hos sine forældre, der hjalp med at passe den lille

2017073_Savage Rose indhold.indd 18

19/09/2018 09.55

pige. I 1947 var skilsmisser langtfra hverdagskost, og det var ikke velanset at være enlig forælder. Finn og Ritas tilfældige møde blev i løbet af kort tid til flere, og de to blev hurtigt enige om, at de lige så godt kunne flytte sammen. En sensommerdag, 29. august 1948, kom en lille pige til verden. Hun fik navnet Annisette. Opkaldt efter hendes mormor og morfars yndlingsdrik: en likør med lakridssmag. ”Den oprindelige likør staves egentlig Anisette, men fordi min mor ikke kunne huske, hvordan det blev stavet, blev det til to n’er,” siger Annisette. ”Det var min mormor og morfar, der fandt på, at jeg skulle hedde det. De elskede den likør, og de drak den, når de besøgte min mormors bror i en arbejderbolig ude i en skov i Sverige. Han boede der sammen med fire andre, som arbejdede i malmminerne og var flyttet dertil efter at have været modstandsfolk under krigen.” Den dag i dag er det stadig lidt af et mysterium, hvor Annisettes mørke farve oprindelig stammer fra. Hun ved blot, at den efter alt at dømme stammer fra hendes morfars familie, for morfaren selv var meget mørk og blev kaldt ”tyrkeren”. ”Han stammede fra en familie, der kom til Danmark fra Ystad i Sverige, men jeg kender ikke meget til min families baggrund. Der var aldrig nogen, der fortalte mig om det.” Annisettes morfar var blevet fjernet fra sit hjem som lille og skilt fra sin store søskendeflok, efter at hans mor var død, og faren var begyndt at drikke. Som seksårig blev Annisettes morfar stalddreng i Jylland, men var heldig at komme til et sted, hvor staldbørn blev sendt i skole. Her mødte han, så vidt familiehistorien går, Annisettes mormor. Flere opdagelser om morfarens familiehistorie har Annisette gjort et noget uventet sted. ”Jeg fandt et brudesjal hjemme i kælderen hos min morfar og mormor. Det sjal, min morfars mor havde båret til sit bryllup, havde min mormor fået til deres bryllup. Det var et meget smukt silkesjal med lange frynser af guld, irgrøn, orange, rød og lilla. Det lå nede i deres kælder, og jeg legede altid med det som barn.” Da Annisette blev større og begyndte at synge i The Savage Rose, fik hun sjalet af sin mormor.

2017073_Savage Rose indhold.indd 19

19/09/2018 09.55

”Jeg bar det ved nogle af koncerterne over en kjoletop. Men en aften glemte jeg det på scenen, og det har været væk lige siden.” Mange år senere fandt hun et sjal, der lignede det, i en af de hippe butikker, der var dukket op i Larsbjørnsstræde i København. ”Det kom fra Indien, men da vi nogle år senere var til en samisk festival i Nordnorge, dukkede et lignende farvestrålende sjal op igen hos samerne. Så jeg tænker, at mine aner kan have strakt sig vidt omkring. Og det har jeg det egentlig fint med. Livet er jo en fantastisk rejse. Når jeg siden har rejst rundt i andre lande, der er befolket af alle mulige blandede folkeslag, siger folk altid, at jeg ligner dem. Om det så er indianere, pakistanere eller grønlændere.” Annisettes mor havde arvet morfarens mørke udseende, og det var ikke altid lige let. ”Jeg husker, hvordan hun, når hun skulle være fin, sminkede sin ansigtshud med hvidt pudder,” fortæller Annisette og mindes, hvordan moren var mørk med mange fregner. ”Hun havde smukke, mørke øjne, sorte øjenbryn, store som skovsnegle, og tykt, kastanjerødt hår.” ”Hun fortalte mig, at hun, da hun gik i skole, en dag var blevet hevet ud af klasseværelset af lærerinden, der troede, hun havde malet øjenbrynene på. Lærerinden skurrede min mor i ansigtet for at fjerne det, som hun troede, var sminke. Men øjenbrynene blev naturligvis, hvor de var.” ”Jeg fik selv skuret knoerne på mine fingre af en af min mors veninder, der syntes, de var lige lovlig mørke, men den sommersolfarvede hånd blev ved med at være ʼbeskidtʼ som hun sagde.” Tolerancen var trods alt blevet en smule større, da hun voksede op. ”Jeg var hende den lille, mutte mørke pige, som folk studsede over, og det, syntes jeg egentlig, var fint nok. Jeg følte mig aldrig diskrimineret. Jeg var jo ligesom alle andre børn, der tegnede lyse blonde prinsesser med blå øjne. Og netop sådan en syntes jeg jo, min søster var. Det var først mange år senere, da jeg så en beskrivelse af mit ydre i et ungdomsmagasin med ordene: ‘Den platfodede, sortsnuskede sangerinde’, at jeg for alvor tænkte over, at der blev prioriteret mellem mørk og lys.” Selvom Annisettes storesøster Rudi var lys, blond og havde klare, blå øjne, vidste de to piger i mange år ikke, at de havde forskellige fædre. Og hver gang, forskellen på de to pigers kulør kom på tale, slog

2017073_Savage Rose indhold.indd 20

19/09/2018 09.55

moren det leende hen med en vittig bemærkning: ”Ja, jeg lå jo meget på stranden med min tykke mave, da jeg ventede Annisette.” Rita var en kvinde med kunstneriske drømme. Før hun fik Annisette, arbejdede hun på revyscenen, blandt andet i de legendariske danske revyer, der lagde landet ned. Rita var revydanserinde med netstrømper og fjer i hatten, og hun oplevede på nærmeste hold de stærke revyer, der havde Poul Henningsen som en af hovedforfatterne og store stjerner som Osvald Helmuth, Liva Weel og Marguerite Viby på scenen. Sange som I den mellemste køje, Henne om hjørnet og Hende konen, kællingen, madammen gik deres sejrsgang fra revyscenen og over i radioen, hvor de blev spillet flittigt, også uden for revysæsonen. Rita dansede blandt andet i Apollo Teatret og Cirkusrevyen, og hun havde også været Holger Bjerre-pige for den temperamentsfulde balletmester, revyog danseinstruktør Holger Bjerre, der var koreograf for revyscener og teatre i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Da Rita flyttede sammen med Finn, måtte hun imidlertid opgive sin karriere som revydanserinde. Livet på de skrå brædder var uforeneligt med det familieliv, der fulgte med Annisettes ankomst. Rita og Finn havde nu to piger, de skulle tage sig af. Finn var værtshustjener og kom som oftest sent hjem om natten. De sene vagter på værtshuset gav en del skrammer, husker Annisette: ”Min far var en lille, spinkel fyr – sådan en lille Chaplin-type – og han fik masser af tæsk på værtshusene, når han skulle smide store murerarbejdsmænd ud, fordi værtshuset lukkede. Når han kom hjem ved totiden om natten, var han enten fuld eller lemlæstet.” Familien boede i starten i et kvistværelse på Jyllingevej, tæt på et værtshus, hvor Finn arbejdede, men senere flyttede de til Søborghus Park, hvor de opgraderede til en lille halvandetværelseslejlighed. Søborghus lå i gåafstand fra Finns nye arbejde – et andet værtshus. Der var flere perioder, hvor han var uden job, og hans store frygt var, at Rita måtte genoptage sit arbejde for at få økonomien til at hænge sammen. I 1950’erne ville det være en svidende ydmygelse for en mand at erkende, at han ikke kunne forsørge sin familie, og familielivet var derfor præget af frygt for, at faren skulle blive arbejdsløs. Det medførte massive sammenstød mellem Finn og Rita. Da lejlighedens to små værelser

2017073_Savage Rose indhold.indd 21

19/09/2018 09.55

kun var adskilt af et forhæng, var det svært for børnene ikke at blive vidne til skænderierne. Når Rudi og Annisette lå på sovesofaen i det lille værelse, kunne de høre alt, hvad der foregik mellem forældrene bag det tynde gardin ind til stuen. ”Der var altid en skrækkelig ballade. Eller også var min far, udmattet af de mange timers arbejde, faldet i søvn i stolen, havde tabt smøgen og brændt endnu et hul i bordet, eller som det skete engang, hvor der gik ild i lænestolen, og vores lille hund reddede os, inden det var for sent. De fleste af mine minder fra mit barndomshjem er, at min mor og far skændtes, og at de hele tiden ville skilles. Det var meget angstbetonet. Vi blev vækket af støjen midt om natten, når der blev kastet med ting og råbt skældsord. Temperamenterne var voldsomme, og det var ikke godt for os små børn.” Annisettes storesøster Rudi blev en vigtig person i Annisettes liv. ”Rudi trøstede mig altid og gjorde sit bedste for at berolige mig. Hun har alle dage været en sød storesøster, og det er hun stadigvæk. Jeg følte mig mere tryg ved hende end ved min mor. Faktisk havde jeg aldrig den store tillid til min mor. Hun var meget hurtig i vendingen og kort for hovedet, og der var ikke langt til lussinger og endefulde. Hvis man irriterede hende, fik man bare én, så det sang. Hun var hverken den store diplomat eller for den sags skyld særlig pædagogisk,” siger Annisette og fortsætter: ”Egentlig havde jeg heller ikke særlig megen tillid til min far. Hans nerver var temmelig ødelagte, og hvis han var irriteret på mig, kunne han finde på at vride mine arme om eller lave ʼknogleknuserenʼ på mig – hvor han tog min hånd og klemte den alt, hvad han kunne, mens han så mig lige i øjnene, og det var næsten det værste.” Når bølgerne gik højt derhjemme, blev Rudi og Annisette sendt over til deres mormor og morfar et par dage. Her var der altid ro og overskud i den ellers til tider noget turbulente barndom. ”Jeg elskede at være hos min mormor og morfar – specielt i deres have, hvor Rudi og jeg kravlede op i pære- og blommetræerne og plukkede de frugter til dem, som hang for langt oppe til, at de selv kunne nå dem. Det var noget af det skønneste i hele verden.”

2017073_Savage Rose indhold.indd 22

19/09/2018 09.55

* Annisettes mor længtes efter noget andet i livet end bare at være en værtshustjeners hustru. ”Hun var ikke glad for den rodede tilværelse. Hun drømte om at nå dertil, hvor vi i det mindste kunne få et værelse mere at bo i, så de voksne ikke skulle sove i stuen på en klap-ud-sofa. Hun ville gerne have orden i tilværelsen, accepteres og anses for at være noget her i livet. Lidt af den anseelse var min søster med tiden med til at give hende.” Når Rita ikke længere selv kunne udleve sin drøm om at være udøvende kunstner, sørgede hun for, at både Rudi og Annisette blev sat i gang med diverse kunstneriske fritidsaktiviteter. ”Det var mest min søster, der fik noget ud af det, for hun var meget pligtopfyldende og god til at lære alt, lige fra at spille guitar til at danse på rulleskøjter,” husker Annisette. ”Jeg ville også lære de ting, hun kunne, men hvis jeg ikke mærkede resultater med det samme, mistede jeg lysten. Jeg var ikke en, der umiddelbart tog imod, hvad folk ville have, jeg skulle gøre. Var altså ikke særlig lærenem, som man sagde. Min søster lærte at spille klaver, og jeg ville også, men inden klaverlæreren kom til undervisningen, havde jeg malet alle tangenterne i forskellige farver. Min søster var forfærdet og spurgte: ’Hvorfor har du dog gjort det?’ og jeg svarede: ’Ellers kan jeg ikke huske, hvad de hedder.ʼ” Rita syntes heller ikke rigtig, at Annisette var specielt god til noget af alt det, hun gik til, og én aktivitet husker Annisette som særligt rædselsfuld. ”Vi gik til ballet, og dét kunne jeg virkelig ikke fordrage. Jeg havde nok en forestilling om noget smukt? Men balletmesteren gik rundt med en lang pind og slog os over benene, når vores fødder ikke vendte rigtigt. Og det gjorde mine aldrig.” Allerede før Annisette blev født, var Rudi som treårig begyndt som akrobat. Som seksårig vandt hun danmarksmesterskabet i akrobatik. Det medførte, at hun havnede på forsiden af aviserne landet over og sammen med to andre akrobatpiger blev hyret til at optræde i cirkus. Annisette husker, hvordan den lille lejlighed i årene efter ofte var fyldt

2017073_Savage Rose indhold.indd 23

19/09/2018 09.55

med damer, der sad og syede kostumer til deres børn, som trænede i samme stue. ”Jeg var jo ikke så stor, så de brugte mig, når de skulle øve sig på deres akrobatnumre med at gå i bro og samle en rose op med munden eller stå på hinandens skuldre. Og så fik jeg lov til at prøve alle deres flotte kostumer med pailletter og alting. Jeg var vildt begejstret for det hele.” Som følge af den store opmærksomhed, Rudi havde fået som akrobatstjerne, kom hun i betragtning til rollen som Mie, da ASA-studierne besluttede sig for at filmatisere Engholm og Hasts populære tegneserie Far til fire. Til castingen overbeviste hun instruktør Alice O’Fredericks, og rollen var hendes. Optagelserne begyndte, da hun var ni år gammel, og da filmen fik premiere i 1953, blev Rudi folkeeje. Når de to Hansen-søstre var på besøg sammen med deres forældre, skete det for eksempel, at Rudi blev spurgt, om ikke hun kunne give en lille sang, og det gjorde hun gerne. ”Og hvad kan du så?” spurgte de efterfølgende henvendt til Annisette. ”Jeg kan skære ansigter!” svarede Annisette prompte. Rudi vidste godt, hvorfor Annisette reagerede sådan. ”Jeg er sikker på, at Annisette skar ansigter af de voksne for at gøre nar af dem,” siger Rudi, der i dag har efternavnet Nielsen. ”Hende var der ingen, der kunne få til at gøre et eller andet pænt, hvis hun ikke selv ville det. Hun var ikke ligesom jeg af flinkeskolen, hun betragtede altid de voksne med skepsis. Selvom hun allerede som ganske lille brugte meget tid på at gå og synge for sig selv, gjorde hun det aldrig foran de voksne for at vise, hvad hun kunne. Og slet ikke, hvis de bad om det.” Med Rudis indtog på biograflærredet fik Annisette også sit første møde med scenelivet. Hun fik mindre statistroller i de fleste af de otte Far til fire-film, som blev lavet fra 1953 til 1961. Når Rudi var ude på optagelse – og det var hun det meste af dagen efter skole – var både Annisette og deres mor tit med, og det var ikke usædvanligt dengang, at søskende og forældre til skuespillerne blev brugt i statistroller. For eksempel er det Annisette, der er ”den gamle nisse”, når Lille Per synger Til julebal i Nisseland i Far til fire i byen fra 1956. Hvis man ser godt efter, kan man ane, at den rødmossede og hvid-

2017073_Savage Rose indhold.indd 24

19/09/2018 09.55

skæggede lille nissemand har en lille fingerring på. Annisettes nissemaskering havde en voksnæse, der blev ved med at glide af under optagelserne, fordi hun var forkølet, og midt i alt postyret med at få næse og skæg til at blive på sin plads, glemte sminkørerne at sminke hendes ene lille hånd lysere og fjerne hendes fingerring. Som følge af succesen fik Rudi tilbudt job som optrædende barnestjerne på markedspladser og i omrejsende tivolier, og selvom Annisette havde små statistroller hist og her i filmene, var hun ikke det primære trækplaster, når der skulle optrædes ude på markedspladserne. Rudi var som filmstjerne det store blikfang, så hun måtte også stille sig i tombolaerne med de store lykkehjul. Det var en sikker måde at få børnene til at slæbe deres mødre, der var iført knaldrød læbestift, tunge smykker og hvidt pudder, og fædre med brillantinehår og en øl i hånden gennem tivoliets mange fristelser hen til, hvor ”Mie” stod. ”Hun syntes jo, det var fantastisk, at der kom så mange mennesker hen til hendes lykkehjul. Vi blev jo egentlig bare brugt som lokkemad, men vi havde det smaddersjovt. Vi fik altid en eller anden fin dukke med hjem – en af de der flotte dukker med store flamencokjoler på,” siger Annisette. ”For et barn var sådan en tivoliplads et helt utroligt sted. Vi kunne prøve alle de forlystelser, vi ville, helt gratis. Vi var også ude med det største af de omrejsende tivolier, Pallis Tivoli. Her havde man cirkustelte med tryllekunstnere, Den skæggede dame og hypnotisører. Der var også en stor trup på ti-tolv små mænd og kvinder, som havde små kareter med ponyer foran. De blev kaldt ’lilleputterne’, eller ‘kortvækstmennesker’, og da jeg havde samme højde som dem, fik jeg lov at køre med dem rundt, når de skulle introducere deres forestilling. Jeg sad sammen med dem i kareten, og de var iklædt parykker og krinolinetøj. Det var meget eventyrligt det hele.” Da Annisette blev syv år gammel, kom hun for første gang til at synge foran et publikum. Det var langsomt begyndt at gå op for hendes forældre, at der var noget på spil bag det sjove tandsæt, og en forårsdag i 1955 fik Rita hende op på scenen. ”‘Nu kan du godt gå med op og synge,’ sagde min mor. Jeg vidste ikke helt, om jeg turde, men jeg havde lyst og ville gerne. Jeg fik at

2017073_Savage Rose indhold.indd 25

19/09/2018 09.55

vide, at jeg bare skulle holde min søster i hånden, så det gjorde jeg og klemte godt til. Vi blev præsenteret som ʼMie (Rudi) med sin lillesøster Annisette,ʼ hvilket folk ikke forstod noget af, for Rudi var lys, blond og havde det fineste smil, mens jeg var mørk og så meget alvorlig ud. Så stod vi der, og det, syntes folk, var enormt sjovt.” Annisette husker, hvordan en dreng trak sin mor i kjolen og spurgte lidt forbavset til den lille mørke skikkelse, der stod ved siden af ”Mie” og så gravalvorlig ud: ˮEr det Lille Per, der står der?” Mens den lyshårede pige smilte sit brede smil, som hun havde lært det under filmoptagelserne, havde Annisette en mere afdæmpet mimik. Hun efterlevede den besked, hun havde fået hjemmefra: ”Luk munden, når du smiler, man kan se dine tænder.” Nu gik deres show i gang. Den første sang, søsterduoen skulle optræde med, var duetten Uglen og anden. Rudi sang rollen som ugle, og når hun sang ”uuh uuh”, gik Annisette ned i knæ og sagde ”rap rap”. ”Folk grinede, og det kunne jeg godt lide,” siger Annisette. ”Det var mit første møde med publikum – og det var en utrolig følelse at stå på scenen og opleve, at jeg kunne få dem til at smile og le, og at folk endda blev stående, selvom det piskede ned med regn. De stod der med regnhatte på og paraplyer og smilede op til mig, og jeg syntes, de var så søde, at de gjorde det, og at de ville høre på mig. Indtil da havde jeg jo bare snurret rundt med mine fletninger hjemme på stuegulvet og sunget med lukkede øjne.” ”At stå deroppe og kigge ned på alle de ansigter, der smilede til mig, det føltes, som om jeg havde fået en kæmpe familie, og de lyttede til mig. De grinede og klappede – de kunne godt lide det, jeg kunne give dem. Det var en følelse af gensidig samhørighed, accept og anerkendelse, som en kærlig omfavnelse jeg ikke ville slippe. Og sådan har jeg det stadigvæk, når jeg står på scenen i dag,” siger Annisette. Søstrene optrådte ved shows, hvor Volmer-Sørensen eller andre kendte mænd var konferencierer, som præsenterede de artister, der optrådte. Der var både akrobater og folk, der kunne spille på glas, steppe eller noget helt tredje. Blandt de optrædende børn var også Dorthe Kollo, Gitte Hænning og banjodrengene Jan og Kjeld, der alle var jævnaldrende med Rudi og Annisette. Men de omrejsende tivolier husede også voksne stjerner som croo-

2017073_Savage Rose indhold.indd 26

19/09/2018 09.55

neren Holger Fællessanger, violinisten Wandy Tworek, sangeren Gustav Winckler, Grethe Sønck og Poul Reichhardt, der havde et godt råd til de to søstre: ”Man er først en rigtig kunstner, når man kan stå på en blokvogn og underholde den ene dag – og på Det Kongelige Teater den næste aften,” fortalte han dem en dag bag scenen. Derhjemme blev der lagt vægt på, at man passede sin skole – man skulle have noget at falde tilbage på, fastholdt Finn og Rita. Men når det ikke gik ud over skolen, var der rig mulighed for at rejse landet rundt og optræde, og Annisette elskede det. ”Om sommeren skulle vi på tur med de små omrejsende tivolier, og så skulle man selv sørge for at have en akkompagnatør – og det var enten en, der kunne spille på klaver eller harmonika. På den måde tog vi med rundt og lærte hurtigt alle tivolierne at kende.” Sangen Uglen og anden blev senere udgivet som single, og søstrenes popularitet blev så stor, at de i perioder optrådte flere gange om dagen. Deres repertoire voksede støt, og ud over børnesangene begyndte de også at optræde med engelsksprogede sange, som de lærte udenad uden at forstå teksten. Det førte lige så stille til, at Annisette også begyndte at optræde alene. ”Jeg sang ved store shows, hvor der også kom udenlandske kunstnere og optrådte. Da jeg var 11 år, kom barnestjernen Robertino fra Italien for at optræde i K.B. Hallen. Volmer-Sørensen havde opdaget ham under et besøg i Rom. Robertino var kun et par år ældre end mig, og han sang helt utroligt smukt. Min mor havde allerede fastlagt, hvilke sange jeg skulle synge, før Robertino gik på, og det var alle sådan nogle børnesange. Det var jeg rigtig træt af, for jeg ville jo gerne synge noget af det smarte og mere moderne. Noget med rytme i, sådan som Tommy Steele eller Laurie London, men min mor rystede bare på hovedet: ‘Det kan du ikke!’ og så var det jo afgjort.” Selvom Annisette var lidt flov over at synge børnesangene, var det en stor dag, for efter koncerten skulle hun ind og give Robertino blomster. ”Mine ben rystede simpelthen under mig. Det var mit første møde med en kunstner, jeg havde så dyb respekt for – det der andet barn, som

2017073_Savage Rose indhold.indd 27

19/09/2018 09.55

sang så guddommeligt, skulle jeg stå på scenen sammen med og give blomster. Jeg troede, jeg skulle besvime, så hårdt hamrede mit hjerte,” griner Annisette. Det var ikke kun Robertino, der besøgte Danmark i de år. Også verdensstjerner som The Mills Brothers, Louis Armstrong og Nina Simone lagde vejen forbi København. På samme tid havde Annisettes forældre købt et tv, så hun oplevede de amerikanske kunstnere for første gang på skærmen og fik fornyet inspiration. Annisette var begyndt at glide ind i musikkens verden, og derfra var der ingen vej tilbage.

2017073_Savage Rose indhold.indd 28

19/09/2018 09.55

Annisette som 9-ĂĽrig i en kjole, der var syet af mormoren.

2017073_Savage Rose indhold.indd 29

19/09/2018 09.55

Annisettes far, Finn Hansen (i midten), foran værtshuset på hjørnet ved Søborghus Park, hvor han arbejdede.

Annisette synger på Solbyscenen som 4-årig.

2017073_Savage Rose indhold.indd 30

19/09/2018 09.55

Annisettes mor som revydanserinde.

2017073_Savage Rose indhold.indd 31

19/09/2018 09.55

Annisette hos “Kvikkerne”, hvor hun synger duet med truppens instruktør John Kristian.

2017073_Savage Rose indhold.indd 32

19/09/2018 09.55

Annisette, Rudi og deres mor i Pallis Tivoli sammen med kortvækstfolkene, der blev kaldt “lilleputtere” på scenen.

2017073_Savage Rose indhold.indd 33

19/09/2018 09.55

Foto: Morten Rygaard

Michael Gonzalez i samarbejde med Annisette

50 ÅR MED

ILD OG FRIHED THE SAVAGE ROSE

ILD OG FRIHED

50 ÅR MED

THE SAVAGE ROSE

Politikens Forlag ‘P’ POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

2017073_Savage_Rose_Omslag.indd 1

18/09/2018 11.05