Astrid Holleeder er 51 år gammel og forsvarsadvokat i Amsterdam. Siden udgivelsen af bogen om sin bror har hun levet skjult i Holland, efter at det kom frem, at Willem Holledeer fra fængslet har beordret både hende selv og hendes søster Sonja Holleeder myrdet. Judas har solgt mere end 500.000 eksemplarer i Holland og er nu på vej til udgivelse i USA og i en række europæiske lande.
”En uafrystelig historie om familie, forbrydelse, loyalitet, had – og kærlighed.” PUBLISHER’S WEEKLY
Astrid Holleeders bror Willem Holleeder blev i 1983 dømt for at stå bag kidnapningen af den hollandske øl-millionær Freddy Heineken. Sagen gik verden rundt, og Willem blev siden en af Hollands kendteste kriminelle. Han sad inde for flere sager efter kidnapningsdommen, men blev aldrig dømt for mord. Astrid Holleeder har i hele perioden været så tæt på sin bror, at hun uden tøven kalder ham seriemorder, og hendes vidneudsagn har ført til, at han nu afsoner en dom for seks mord og to mordforsøg.
SØSTERENS VIDNEUDSAGN FÆLDEDE HOLLANDS STØRSTE FORBRYDER
En feteret forbryder, der soler sig i sin berømmelse. Hans søster, der kender den iskolde sandhed om ham og frygter for sit liv. Et retssystem, der ikke er i stand til at få manden bag tremmer uden tre kvinders livsfarlige indsats, og en familiehistorie, der er så brutal og så tragisk, at bogen om den har rystet Holland og er blevet en sensationel bestseller. Astrid Holleeders bog er ikke kun en sensationshistorie om en berømt morder, den er også et vidnesbyrd om en barndom fyldt med vold og overgreb. Først fra en alkoholiseret far og dernæst fra broren Willem, der i over tredive år holdt Holleeder-familien i et mafialignende jerngreb.
POLITIKENS FORLAG
ISBN I S B N978-87-400-3841-5 978-87-567-9913-3
POLITIKENS FORLAG politikensforlag.dk
JUDAS
Judas.indd 1
08/01/18 14.41
Astrid Holleeder
JUDAS En familietragedie
PĂĽ dansk ved Nanna Roed Lauridsen
Politikens Forlag
Judas.indd 3
08/01/18 14.41
Judas.indd 4
08/01/18 14.41
Denne bog er tilegnet min mor. Jeg har skrevet den til min datter og børnene og børnebørnene.
Jeg vil gerne rette en særlig tak til Peter R. de Vries. Han var den første, som vi – min søster og jeg, men også resten af familien – i fortrolighed fortalte hele vores historie. Han har aldrig svigtet den tillid. Han har været der for os siden Cors død, og han har støttet os gennem hele den lange proces, det har været at afgive vidneforklaringen. Peter, tak for dit venskab, din pålidelighed, din oprigtighed, din støtte og dit mod. Også på min mors og alle børnenes vegne.
Judas.indd 5
08/01/18 14.41
Judas.indd 6
08/01/18 14.41
Indhold
Prolog 11 DEL I Familieanliggender 1970-1983 21 Mor (2013/1970) 23 Cor og Sonja (1977) 51 Heineken-bortførelsen (1983) 54 Francis og Wim (2013/1983) 65 I mit hjerte (tre positive minder) 75 Jaap Witzenhausen (1983) 80 DEL II Slaget i mørket 2012-2013 99 Løsladelsen (2012) 101 College Tour (2012) 108 Peter (2013) 116 At dø I (2013) 126 Aftalen (2013) 129 Advokat (1995) 141 Muldvarpe (2013) 147 Aftaler med Betty (2013) 163 Metoden: fiksering med angst 168 Afpresningen af Sonja (2013) 178 Richie (2013/2003) 182
Judas.indd 7
08/01/18 14.41
De fortrolige vidneforklaringer (2013) 189 Truslen mod Peter (2013) 197 Filmrettighederne (2013) 206 Wims anholdelse (2013) 209 DEL III Heinekens forbandelse 1990-2007 213 Amstelveen (1997) 215 Livet efter attentatet (1996/1997) 221 Andet attentat på Cor (2000) 230 Tredje attentat på Cor (2003) 240 Efter Cors død (2003) 250 Sonjas sorg (2003) 253 DEL IV Løsepenge 257 Operation Guldfugl (2007) 259 DEL V Et vidnes dagbog 2014 273 Ordren er givet (2014) 275 Graven (2014) 282 Modangrebet (2014) 288 Vi vil have vidneforklaringerne destrueret (2014) 293 Jeg slår ham ihjel 295 Sandra og kvinderne (2014) 300 Wim vil flytte ind hos mor (2014) 318 Thomas (1980) 321 Fred Ros (2014) 324 Sandras første møde med CIE (2014) 330 Testamente (2014) 332 Attentatet i Amstelveen (2014) 334 Wim bliver anholdt på grund af Ros’ forklaringer (2014) 339
Judas.indd 8
08/01/18 14.41
DEL VI Kvinder knuser Holleeder 2015-2016 341 Robert ter Haak (2015) 343 Mors velsignelse (2015) 353 Vidneforklaringerne udleveres til domstolen (2015) 358 Kvinder knuser Holleeder (2015) 361 Følgerne af at vidne (2015) 363 Bilvask (2015) 365 Selvmord (2015) 369 Wim retsforfølges for mordet på Cor (2015) 370 Skydeundervisning (2015) 371 Gerard vidner ikke (2015) 374 At dø II (2015) 376 Afsked med mit arbejde (2015) 380 Wim hører os vidne (2015) 387 Det topsikrede fængsel, EBI (2016) 389 Wim vil myrde os (2016) 391 Fort Knox (2016) 393 Sammenstødet (2016) 399 Træt (2016) 405 Wim anholdes i cellen (2016) 409 No Limit Soldiers (2016) 411 Scooterepisoden (2016) 416 Vi fejrer Cors fødselsdag (2016) 420 Epilog 423 Efterord 425
Judas.indd 9
08/01/18 14.41
Judas.indd 10
08/01/18 14.41
Prolog Det første attentat på Cor (1996)
Den 27. marts 1996 havde Sonja og Cor sammen hentet deres søn Richie i legestuen. Cor parkerede bilen uden for deres hjem i Deurloo straat, hvorefter de blev siddende lidt og grinede af Richie, der stod midt på bagsædet og sang med på sin yndlingssang, Funiculì Funiculà, med Andrea Bocelli. Min mor stod ved køkkenvinduet i det øjeblik, da en mand i en mørk jakke gik hen mod Cors parkerede bil. Sonja kiggede på Cor og så bag ved ham manden nærme sig bilen. Hun tænkte først, at han måske ville spørge om vej, men hans målrettethed gav hende en ubehagelig følelse. Han gik hen til Cors vindue. Sonja kiggede ham lige ind i ansigtet. Det står stadig prentet i hendes hukommelse. Et magert ansigt med en masse rynker. – Cor, hvad er ham der ude på? råbte hun. Cor kiggede til venstre. Manden rettede et våben mod ham, og før Cor kunne svare, begyndte manden at skyde. I samme øjeblik dukkede Cor sig instinktivt hen over Sonja for at beskytte hende. Sonja begyndte at skrige. Richie sad bagi. Mon han var ramt? Hun åbnede bildøren og rullede ud af bilen. For at undgå at blive ramt krøb hun på knæ om til bagdøren, åbnede den og trak Richie ud af bilen. Hun stormede ind i huset med Richie på armen. Døren stod allerede åben, min mor var løbet udenfor for at hjælpe hende. 11
Judas.indd 11
08/01/18 14.41
Cor var ramt flere steder. Han steg ud og ville følge efter skytten, men havde mistet orienteringen på grund af sine kvæstelser og gik i den forkerte retning. Efter et par hundrede meter blev han hjulpet hjem af naboerne. Der satte han sig i opgangen til nummer 22, forvirret og stærkt blødende, og ventede på ambulancen. Jeg sad på mit kontor i Willem Pijperstraat, da jeg blev ringet op på min mobil. Det var min mor. Hun råbte gennem telefonen, at der var blevet skudt efter Cor, Sonja og Richie. – Nej! råbte jeg. – Er de i live? – Ja, de lever, men Cor blev ramt. Kom, så hurtigt du kan! – Er det alvorligt, mor? – Det ved jeg ikke, Cor er blevet hentet af en ambulance. Panikslagen låste jeg kontoret af og kørte til Deurloostraat. Sonja ventede på mig og åbnede døren. Hun faldt i armene på mig. – Der blev skudt på os. Cor er ramt over det hele. – Hvor? spurgte jeg. – Hvor er han ramt? Overlever han? – Ja, de kørte ham på universitetshospitalet. Han er ramt i sin arm, skulder og ryg, og hans kæbe er knust af en kugle. Men han overlever, han er ved at blive opereret nu. – Og Rich? Er alt i orden med Rich? spurgte jeg. – Ja, sagde hun, – han er ovenpå. Han er ikke ramt. Han forstår heldigvis ikke, hvad der er sket. Opfør dig bare så normalt som muligt. – Okay, men hvad med dig? – Med mig går det okay. Jeg føler mig kun lidt stakåndet og har ondt i ryggen. Jeg tror, jeg hyperventilerer. Vi gik ovenpå, hvor Richie var sammen med vores mor. Han sad og legede på gulvet. – Hej skat, sagde jeg til ham. – Leger du? Han kiggede op og råbte, med det samme han så mig: – Ild, ild! Jeg tog ham op og mærkede efter på hans lille krop, om han virkelig var uskadt. 12
Judas.indd 12
08/01/18 14.41
– Der er heldigvis ikke sket noget med ham, sagde Sonja og spurgte: – Kan du hente Francis fra skole? Hun skal også vide det, og jeg vil have hende her hos mig. Måske kommer der til at ske flere skøre ting, og så vil jeg have hende hos mig. – Det er fint. Jeg tager derhen med det samme. Jeg kørte hen til Francis’ skole og fortalte pedellen, at jeg var hendes moster, og at jeg kom for at hente hende, fordi hendes far havde været ude for en ulykke, så hun skulle med på sygehuset. Francis sad i sit klasseværelse og fik øje på mig. Hun blev forskrækket. Pedellen fortalte læreren, at hun skulle med mig. Hun kom ud fra klasselokalet. – Kom med, skat, sagde jeg. Vi gik hen ad gangen. – Der er noget, jeg skal fortælle dig. De har skudt efter din far. Din mor og Rich var også i bilen. Hun stod stille, greb om min arm og blev ligbleg. – Er han død, Astrid? spurgte hun med bævende stemme. – Nej, sagde jeg, – men han er hårdt såret. Han ligger på sygehuset. Der er ikke sket noget med din mor og Richie. Kom, vi kører hjem. Det varede ikke længe, før Sonja blev ringet op af sygehuset. Operationen var overstået. – Tager du med hen til Cor? Jeg vil ikke køre selv. Jeg er stadigvæk helt fra den, sagde Sonja. – Det kan jeg godt, jeg skal nok køre. Jeg vil også gerne se Cor, sagde jeg. Vi gik hen til bilen, men på halvvejen begyndte hun at ryste. Jeg satte mig ind i bilen, Sonja blev stående. – Hop ind, sagde jeg. – Jeg kan ikke. Jeg steg ud igen og gik hen til hende. – Hvad er der? – Jeg tør ikke. Jeg tør aldrig mere sætte mig i en bil. Jeg kan se det for mig hele tiden, hvordan han kommer hen imod os, lyden af glas, der knuses, skuddene. Jeg ser, at Cor bløder. Jeg sætter mig ikke ind, sagde hun, parat til at gøre modstand. 13
Judas.indd 13
08/01/18 14.41
– Kom nu, Sonja, du bliver nødt til det. Det er bedre, at du kører selv nu, ellers gør du det aldrig mere igen. Kom nu, ingen vrøvl. Jeg åbnede døren og beordrede hende til at sætte sig ind. – Du har ret, sagde hun, – jeg er nødt til det. Da vi ankom til sygehuset, gik vi direkte hen til den afdeling, hvor Cor lå. Der var politivagt foran hans dør. Cor lå og kom til hægterne efter operationen. Kuglerne var fjernet fra hans krop, og hans underkæbe var fikseret. – Går det? spurgte jeg bekymret. Cor smilede, så godt han kunne, og stak tommelfingeren i vejret. Han kunne ikke sige noget efter operationen, og det var under alle omstændigheder udelukket at sige noget med strømerne stående uden for døren. – Og hvad med knægten? gestikulerede han. – Alt er i orden med Rich, sagde Sonja. – Det er et under, at han ikke blev ramt. Sørg du nu bare for at komme ud herfra. Cors øjne blev vrede, og han gjorde tegn, der skulle forestille en pistol. Han ville have hævn. Vi ville have at vide, om Cor vidste noget om, hvorfor det var sket. På den måde ville vi vide, hvad vi kunne forvente os, og om det var nødvendigt at træffe forholdsregler. Cor kiggede skiftevis på os og rystede på hovedet. Han havde heller ingen anelse om, hvorfor det var sket. – Er det bedre, hvis du ikke sover hjemme foreløbig? spurgte Sonja. Cor rystede igen på hovedet. – Okay, sagde Sonja. – Læg dig bare til at sove. Vi kommer tilbage senere, vi tager hjem til Fran og Richie, sagde Sonja. Udenfor gik vi først lige en lille tur, så vi kunne snakke uforstyrret. – Tror du virkelig, at Cor ikke har nogen anelse om, hvem der står bag det her? Eller vil han ikke fortælle os det? spurgte jeg Sonja, vel vidende at kvinderne aldrig får noget at vide. 14
Judas.indd 14
08/01/18 14.41
– Nej, sagde Sonja. – Det ville være for farligt i dette tilfælde. Han ved det virkelig ikke, ellers ville han fortælle os, hvilken side angrebet kan komme fra … – Og har du heller ingen anelse? spurgte jeg. – Nej, ingen anelse, men jeg har en fornemmelse. – Hvilken fornemmelse? – Pyt med det. Jeg kan ikke sige det, hvis jeg ikke er sikker. – Men du kan da sige alt til mig, sagde jeg en smule fornærmet. – Nej, pyt nu med det, jeg kan ikke bare uden videre beskylde nogen. Lad os tale om noget andet, okay? – Okay, sagde jeg og lod det fare. – Men jeg vil ikke hjem. Det tør jeg ikke. Måske kommer de tilbage, sagde Sonja. – Kan jeg og børnene ikke sove hos dig så længe? – Jo, selvfølgelig kan I det. Lad os tage hen og hente jeres ting med det samme. Da vi var kommet hjem, sad jeg ved siden af Sonja i sofaen og kiggede på hendes jakke. Der dansede små dun ud af den. Jeg så, der var hul i den, stoppede min finger i hullet, pillede noget hårdt ud og sad med en kugle i hånden. – Jeg tror alligevel, du er blevet ramt, sagde jeg. – Tror du? Så forstår jeg bedre, at jeg har haft så ondt i ryggen hele tiden. – Skal vi lige se på det, sagde jeg og trak hendes trøje op. Der var en hudafskrabning efter et strejfskud på tværs af hele hendes ryg. – Jeg kan godt forstå, det gjorde ondt, sagde jeg, – du er blevet ramt. Men det er kun overfladisk, så det er okay. Sonja havde virkelig været heldig. Det var hendes redning, at Cor havde dukket sig ned over hende og derved fået kuglen til at ændre retning. Den var først gået igennem hans krop og efterfølgende langs hendes ryg. Kuglens vej gennem Cors krop havde nedsat dens hastighed så meget, at den var blevet siddende i hendes højre jakkeærme. – Jeg kunne have været død, sagde Sonja. – I kunne alle sammen være døde, Son, sagde jeg. – Tænk på Richie. 15
Judas.indd 15
08/01/18 14.41
Det er et under, at han ikke er blevet ramt, med alle de kugler fløjtende om ørerne. Det er virkelig et mirakel. Jeg mærkede vreden stige op i mig. Hvilken skiderik havde gjort det her? Hvilken fej køter skyder på en kvinde og et lille barn? Cor fik det bedre, nøje overvåget af politiet ude på gangen. De havde pligt til at beskytte alle borgere, men var ikke så opsat på lige denne her borger, en kriminel, en Heineken-bortfører ovenikøbet, som uden tvivl selv var skyld i det hele. Cor var på den anden side heller ikke så interesseret i at blive beskyttet af de samme folk, som havde været ude efter ham. Så snart han syntes, han kunne, forlod han sygehuset og forsvandt til Frankrig sammen med Sonja, Richie og Francis. Wim og hans veninde Maike tog med dem. Deres første stop var på Hotel Normandy i Paris. Derfra kørte de videre sydpå. Maike havde anbefalet Hotel Les Roches i havnebyen Le Lavandou ved Den Franske Riviera. Cor havde allerede hundredvis af gange drøftet alle muligheder for, hvem der kunne stå bag attentatet, med Wim. Luften var tyk af spændingen mellem dem, og de havde allerede været oppe at skændes et par gange. Wim bebrejdede Cor, at han så tit fornærmede andre, når han havde drukket. Cor sendte bud efter Mo, en afghaner, han havde lært at kende i fængslet og siden havde bevaret kontakten med. Mo var vant til voldelige situationer på grund af krigen i sit hjemland. Han mødte bevæbnet op, så han om nødvendigt kunne beskytte Cor og hans familie. Wim og Maike tog tilbage til Amsterdam for at finde ud af, hvad der foregik. Wim kom hurtigt tilbage med en besked om, at Sam Klepper og John Mieremet stod bag attentatet. Klepper og Mieremet var to hårde kriminelle, der efter sigende havde ryddet flere mennesker af vejen efter at have været i konflikt med dem. Det havde Cor svært ved at forestille sig. Hvorfor skulle de være efter ham? Han havde ikke noget udestående med dem. Men ifølge Wim kunne der godt være noget om snakken. Han for16
Judas.indd 16
08/01/18 14.41
talte, at Klepper og Mieremet havde pålagt dem at betale en million gylden. Konflikten kunne kun løses ved at betale det beløb. Faren var ikke ovre endnu. Og den ville heller ikke forsvinde, for Cor sagde direkte til Wim, at han ikke ville betale så meget som en cent. Han lod sig ikke afpresse. Wim blev rasende og sagde, at han var blevet hårdt presset i Amsterdam. Han skulle sørge for betalingen, ellers ventede der ham samme skæbne som Cor. Wim øgede presset på Cor ved at sige, at hvis han ikke betalte, ville han være skyld i en krig, der ville ende i et blodbad. Vores familier ville blive myrdet uden nåde, kun fordi han ikke ville betale, fordi han ville føre krig. Cor nægtede at betale, Wim ville gerne. – Jeg lader mig ikke afpresse, havde Cor sagt endnu en gang, og Wim var rasende taget hjem igen. Et par dage senere fløj jeg ned til Sonja og Cor for at hente Francis. Hun skulle i skole igen. Sonja hentede mig i lufthavnen. – Er du træt? spurgte jeg. – Hvorfor det? Ser jeg da skidt ud? – Lidt, sagde jeg forsigtigt. – Det skal nok passe, svarede hun. – Cor og Wim har været vildt oppe at skændes. Wim kom for at fortælle, hvem der stod bag attentatet, og at de skal betale en million. Wim vil betale. Cor gør det ikke. Wim siger, at der bliver krig nu. Og det skændes de så om. Jeg har ikke lukket et øje. Jeg er bange for, at de kommer tilbage. Det holder mig vågen hele natten. – Det forstår jeg godt, sagde jeg. – Hvem står så bag det? – Klepper og Mieremet, sagde hun, – det er to sindssyge idioter. De har lavet en masse lort sammen. – Er Cor bange for dem? spurgte jeg. – Nej, sagde Sonja, – bare han var. Cor siger, at det ikke hjælper at betale. Der er allerede krig alligevel, for han vil ikke lade sin kone og sit barn plaffe ned uden videre. Wim er rasende på Cor. Han siger, at det hele er Cors skyld, fordi han drikker så meget. – Og hvad siger Cor? spurgte jeg. 17
Judas.indd 17
08/01/18 14.41
– Han synes, at Wim skal stå sammen med ham og ikke bøje sig som et andet skvat for de to. Så der er virkelig et skænderi i gang. – Ja, det kan jeg godt se. Så i bund og grund er problemerne kun lige begyndt. – Det tror jeg. Men hvad mener du om det hele? spurgte Sonja. – Det ville være godt, hvis man kunne betale, og at det så ville stoppe, men Cor har sikkert ret. Tror du, at det stopper, hvis du betaler? De ved, at han ved, at de har gjort det. De vil tro, at han venter på at få chancen for at gøre gengæld, og det venter de ikke på. Hvad der end sker, vil de være et skridt foran Cor. – Det siger Cor også, sagde Sonja. – Han fatter ikke Wim. Vi kørte ned til havnen i Le Lavandou, hvor Cor fik sig en øl og Mo en cola. – Godt at se dig, Cor. Den kæbe ser da rimelig ud, sagde jeg. – Kom og sæt dig, Assie. Få dig noget at spise. Vi har allerede bestilt. Efter at han havde joket lidt om sine skudsår, sagde Cor til de andre: – Skal I ikke lige gå en lille tur? Astrid, bliver du siddende et øjeblik? Han så plaget ud. – Har Boxer allerede fortalt dig det? – Ja, hvem det er, og at du er oppe at toppes med Wim. – Hvad siger du til det? spurgte han. – Jeg synes, du har ret. Som om du bare skulle lade dig skyde ned og så betale for det ovenikøbet. Det er der da ingen ide i. Jeg fatter ikke Wim. Normalt er der ingen, der skal sige til ham, hvad han skal gøre. – Ja, efter min mening er Tuden lidt for hurtig til at skifte hest. Pas godt på Francis, når du kommer hjem. Lad ikke Wim komme i nærheden af hende. Jeg holdt af Cor. Allerede fra den første dag, Wim havde taget ham med hjem. Han var helt anderledes end Wim, både mod os og sine nærmeste. Cor var varm og hjertelig. Wim var kold og hjerteløs. Jeg var enig med Cor og forstod ikke, hvorfor Wim kapitulerede så nemt til fjenden, og heller ikke hvorfor han ikke støttede Cor efter alt det, de havde været igennem sammen. Og selv hvis Cor havde gjort 18
Judas.indd 18
08/01/18 14.41
noget forkert, hvad gjorde det så? Det kunne da aldrig være grund til at skilles. Vi havde da heller ikke droppet ham på trods af alle de problemer, han havde skabt. Hvorfor skulle han så gøre det over for Cor? Naturligvis kunne jeg godt se, at det at støtte Cor kunne få alvorlige konsekvenser, men man havde vel også principper som menneske? Man kunne da ikke bare lade sine familiemedlemmer skyde ned og så lade, som om ingenting var hændt? Jeg var chokeret over, at Wim åbenbart ikke følte det på den måde. Næste dag fløj jeg hjem sammen med Francis og sørgede for, at hun ikke kom i nærheden af Wim. Cor flyttede ind i et lille fransk bondehus, der lå gemt i skoven og blev udlejet som feriehus. Indretningen, som var ‘autentisk fransk’, som det hed sig, var gammeldags, og der var beskidt. Den eneste grund til, at huset kunne kaldes en feriebolig, var dets udendørs swimmingpool. Det var ikke et sted, Cor normalt ville holde ferie, men i dette tilfælde var det lige præcis det, han havde været ude efter. Han ville ikke opholde sig på et sted, hvor han havde været før, ingen måtte vide, hvor han var. Og med ‘ingen’ mente han Wim. Sonja var der kun indimellem, fordi Francis skulle passe sin skole. En aften sad hun udenfor på terrassen sammen med Cor og nød ildfluernes danseforestilling, da Cor sagde: – Hvis der sker noget med mig, så vil jeg have et familiegravsted til os og børnene og en hestetrukket rustvogn til begravelsen. Cor gik ud fra, at han muligvis ikke ville overleve konflikten. Sonja prøvede på sin måde på at forhindre det. Måske havde Wim ret. Måske var det bedre, hvis Cor betalte, foreslog hun forsigtigt. Cor blev rasende. Hendes bemærkning sårede ham: – Vil du nu også forråde mig ligesom Tuden? Den judas! Men hvis et er sådan, du ser på det, kan du jo bare tage op til din bror, så vil jeg aldrig se dig mere! råbte han. Sonja blev overvældet af hans reaktion. Sådan havde hun jo heller ikke ment det. Hun var bare bekymret for hans og børnenes sikkerhed. Hvad betød penge i sammenligning med deres liv? 19
Judas.indd 19
08/01/18 14.41
Sonja sad låst mellem sin mands og sin brors syn på sagen. Begge lød lige logiske og lige farlige. Det eneste, hun kunne finde ud af, var, at det bedste ville være at holde sig udenfor. Cor havde altid bestemt, hvad der var bedst for hende, og det ville hun også overlade til ham denne gang. Under opholdet i bondehuset i Frankrig sørgede Cor for at få en ny kæbe og en tandprotese. Derefter flyttede han til Martin’s Château du Lac i Genval i Belgien. Sonja rejste stadig frem og tilbage, men det var vanskeligt at fortsætte på den måde med børn, der skulle i skole. Wim stod lige uden for hoveddøren, når Sonja kom hjem. Altid med det samme spørgsmål. Han ville vide, hvor Cor var. Med Cors ordre i baghovedet om, at ingen måtte få det at vide, foregav Sonja, at hun ikke vidste det.
Judas.indd 20
08/01/18 14.41
DEL I
Familieanliggender 1970-1983
Judas.indd 21
08/01/18 14.41
Judas.indd 22
08/01/18 14.41
Mor (2013/1970)
Klokken var syv om morgenen, da min mor ringede. Det var usædvanlig tidligt, for normalt står hun op på slaget otte, og derefter begynder hendes daglige ritual med at sørge for katten, lave morgenmad, tage sin hjerte- og blodtryksmedicin og så ringe til sine døtre. Når hun ringede nu, måtte der være noget i vejen. – Hej mor, sikke tidligt. Er du allerede stået op? spurgte jeg. – Ja, svarede hun, – jeg har været vågen siden halv syv. Din søde bror kom forbi tidligt. Med denne tilsyneladende hverdagsagtige besked fik hun fortalt mig, at der igen var problemer med Wim. – Det lyder hyggeligt, svarede jeg, og sagde dermed, at jeg forstod, hvor ubehageligt besøget havde været. – Kommer du forbi i dag? Jeg har købt tørret ananas til dig, sagde hun, men det betød: Kom hen til mig, jeg skal fortælle dig noget, og det kan ikke vente. – Ja, det er fint, vi ses senere, svarede jeg. Det betød: Jeg kommer med det samme, for jeg kan forstå, at du har brug for mig. – Vi ses, mor. – Fint, vi ses.
23
Judas.indd 23
08/01/18 14.41
På den måde har vi kommunikeret med hinanden siden 1983: Alle vores samtaler er dobbelttydige. Skjult i alle vores “normale” samtaler gemmer der sig budskaber, som kun vores familie kan gennemskue. Denne måde at snakke sammen på begyndte, efter at Cor og Wim var blevet identificeret som Freddy Heinekens bortførere. Ved siden af det dobbelttydige sprog, som vi brugte sammen med Wim, havde vi også udviklet vores helt egen variant, som var ukendt for Wim. Den brugte vi, når vi ville tale om ham. For ligesom myndighederne var en fare for Wim, var Wim en fare for os. På den måde vidste jeg præcis, hvad min mor sagde til mig, mens en eventuel medlytter hørte noget helt andet. Jeg fik styr på noget arbejde og kørte så hen til hende. Efter at have boet et stykke tid i Amsterdam Zuid var min mor hjemme igen i sit gamle kvarter, Jordaan, det sted hvor vi havde boet som familie, og hvor vi var vokset op. Jeg kendte hver eneste fortovsflise fra Palmgracht til Westertoren – tårnet på Westerkerk – det område, hvor mit liv havde udspillet sig, til jeg var femten. Jordaan var et tidligere arbejderkvarter og en ret fattig bydel. Beboerne kaldte sig selv ‘jordanesere’, et egensindigt folk, der sagde tingene ligeud, men havde respekt for hinanden: Det handlede om at leve og lade leve. På grund af dets historiske karakter og de pittoreske omgivelser blev kvarteret fra halvfjerdserne populært blandt unge og højtuddannede. Mange jordanesere flyttede væk, og udefrakommende flyttede ind. Men alligevel var min mor glad for atter at bo der blandt folk, hun kendte fra tidligere. Jeg parkerede på Westerstraat og gik hen til den ejendom, hvor hun boede. Der stod hun allerede ved gadedøren og ventede på mig. Synet af det elskelige, gamle menneske rørte mig. Hun var trods alt otteoghalvfjerds og meget sårbar. – Hej mor, sagde jeg og gav hende et kys på hendes bløde, rynkede kind. – Dav, min skat. Vi satte os som altid i køkkenet. – Vil du have en kop te? – Ja tak, svarede jeg. 24
Judas.indd 24
08/01/18 14.41
– Nå, hvad er der så sket? Jeg kan se, at du har grædt. Har du haft bøvl med ham igen? spurgte jeg. – Det er helt forfærdeligt. Han vil have adresse her hos mig, men det vil jeg ikke have. Det kan man ikke bare sådan, det er et bofællesskab for ældre, og der må ikke bo børn. Hvis jeg gør det alligevel, så får jeg bare ballade, og så bliver jeg måske nødt til at flytte og ender nok med at stå på gaden. Han blev rasende, da jeg sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, han opførte sig som en vild igen. Jeg var en dårlig mor, jeg ville ikke gøre noget for mit eget barn. Hvad mener du, ‘mit barn’? Manden er seksoghalvtreds! Jeg burde skamme mig, at jeg ikke engang ville hjælpe min egen søn. Han blev ved med at råbe og skrige så højt, at jeg var bange for, at naboerne skulle høre det. Jeg skammede mig noget så grusomt. Sikke en skiderik. Han ligner sin far på en prik, ja, sin far på en prik, gentog hun højt, som om hun var nødt til at høre det for selv at kunne tro det. Hun var træt af den terror, der var gået i arv fra far til søn. Wim havde tyranniseret hende, allerede fra da han var ung, men hun havde altid ment, at det skyldtes hans dårlige far. Derfor tillod hun ofte, at han – også nu, hvor hun var så gammel – behandlede hende som skidt. Derfor havde hun aldrig – på trods af hans alvorlige lovovertrædelser – slået hånden af sin søn og var trofast blevet ved med at besøge ham i fæng slet: efter at han var blevet dømt for Heineken-bortførelsen, i håbet om at han ville forandre sig, og efter at han var blevet dømt for anden gang for afpresning af forskellige ejendomsmagnater – fordi han nu engang var hendes barn. Hun har besøgt ham omkring syv hundrede og firs gange i fængslet. Stået i kø syv hundrede og firs gange, taget sine sko af syv hundrede og firs gange og lagt sine ting i scanneren. Fra 1983 til 1992, mens Wim sad i Santé-fængslet i Paris for bortførelsen, rejste hun ugentligt de tusind kilometer til Frankrig og retur igen, og da han blev udleveret til Holland, besøgte hun ham her. Alt i alt ni år, og derefter seks år til, da han røg i fængslet igen for forskellige afpresninger. – Hvor ville det dog være dejligt, hvis du engang kunne få fred for ham, mor, sagde jeg og tog hendes hånd. – Jeg tror ikke, det kommer til at ske, sukkede hun. 25
Judas.indd 25
08/01/18 14.41
– Det ved man aldrig. Måske ryger han i fængsel endnu en gang, og så bliver det for livet. – Men så kommer jeg ikke på besøg længere, sagde hun med det samme. – Det er jeg for gammel til. Det kan jeg ikke klare mere, det er for meget for mig. Hun brugte sin alder som undskyldning for ikke længere at behøve at tage på de forfærdelige besøg, hvor han alligevel bare fornedrede hende og gav hende skylden for alt, hvad han havde gjort forkert. Jeg indså, at hvis han kom til at sidde fængslet på grund af mine vidneudsagn, så ville hun ikke engang kunne komme på besøg, for så kunne han bruge hende for at finde mig for at få mig slået ihjel. Nej, hvis jeg skulle fortsætte med min plan, ville hun aldrig mere se sin søn, og så ville hun endelig få fred. Jeg ville gerne kunne fortælle min mor, at jeg havde planer om at gøre oprør mod ham, for at høre, hvad hun syntes om det, men jeg turde ikke løbe den risiko, at hun kom til at sige noget. Så længe jeg ikke selv vidste, hvad jeg ville gøre, måtte jeg ikke fortælle hende noget og frem for alt ikke afvige fra min normale opførsel, så i mellemtiden gjorde jeg, hvad jeg altid gjorde inden for familien: beskyttede dem, der ikke levede op til Wims krav, mod hans raseri. Så jeg beroligede min mor: – Hør her, mor, du skal ikke lade ham få adresse her, han må bare finde sig en anden. Jeg skal nok snakke med ham. Det ordner sig, du skal ikke være bekymret. Jeg drak min te, rejste mig og gav min mor et kys. – Jeg finder ham. Det skal nok ordne sig. – Tak skal du have, min skat, sagde hun lettet. Jeg gik hen mod min bil. Som barn gik jeg i skole i Westerstraat. I stedet for at sætte mig ind i bilen fulgte jeg min gamle skolevej hen til huset, hvor jeg var vokset op. På lang afstand kunne jeg se den grønne lygte, der hang på facaden. Den var markeringen af et dystert sted, og jo tættere jeg kom på huset, jo koldere føltes det. Den kulde, der før i tiden havde regeret indenfor, fik stadig min krop til at isne. 26
Judas.indd 26
08/01/18 14.41
Jeg gik over på den anden side af gaden og kiggede på huset. Det satte gang i en strøm af minder; her havde jeg tilbragt størstedelen af min barndom. Der boede min mor, min far, min bror Wim, min søster Sonja, min bror Gerard og jeg. Min bror Wim var den ældste, jeg den yngste. Wim kaldte jeg min storebror, fordi han var den ældste, og Gerard min lillebror, fordi han var yngre end Wim. Min mor havde mødt min far ved et sportsstævne, hvor han kørte cykelløb. Han var et par år ældre end hende, en flot og meget charmerende fyr. Han var elskværdig, venlig, altid opmærksom på sine omgivelser og arbejdede hårdt. De var kærester et stykke tid, blev forlovet og flyttede ind hos min mors forældre. Det var alt sammen, som det skulle være. Da min far fik arbejde på Hoppes geneverdistilleri i Jordaan og fandt en bolig i nærheden, giftede de sig og flyttede derhen. Min mor var himmelhenrykt over at have sit eget hjem og være gift. Men inden længe forandrede hendes opmærksomme forlovede sig fra en Dr. Jekyll til en Mr. Hyde: En uberegnelig og uforudsigelig tyran, en side af ham, hun ikke havde set før, og som han først viste, da hun sad fanget i hans net og ikke længere kunne undslippe. Han holdt op med at køre cykelløb og drak mere og mere. Han begyndte at slå hende og tvang hende til at holde op med at arbejde og fik hende til at cutte alle sine sociale relationer. Det varede ikke længe, før han også forbød hende at have kontakt med sin familie. Min mormor havde engang fornærmet ham ved at sige, at ‘han sikkert ikke ville have kaffe’. Han fik det gjort til, at hendes mor ikke ville servere kaffe for ham, og min mor måtte ikke længere have kontakt med sine forældre. Hun så derefter ikke min morfar og mormor i de følgende femten år. Det var lykkedes ham at isolere hende fuldstændig. Han holdt hende fangen i ægteskabet og bestemte det regime, som hun måtte tjene under. Det regime var baseret på hans storhedsvanvid og på det nedværdigende syn, han havde på kvinder. I hans tankegang var han ‘bossen’: boss over hende, boss i huset, boss i gaden og boss på sit arbejde. 27
Judas.indd 27
08/01/18 14.41
– Hvem er det, der er bossen her? råbte han hver dag, og fik min mor til at svare: – Det er dig, der er bossen. Efter at have isoleret hende hjernevaskede han hende. Hun skulle gøre, hvad han sagde, hun havde ikke noget at skulle have sagt. Hun var ‘kun’ en kvinde, og kvinder var mindreværdige væsener, deres mands ejendom og af natur alle sammen ludere. For at forhindre, at min mor skulle leve ‘et løsagtigt liv’, måtte hun ikke komme i kontakt med andre mænd. Hun skulle blive hjemme hele dagen og måtte ikke gå nogen steder. Hvis hun ville ud at købe ind, skulle hun lægge en seddel til ham, hvorpå der stod præcis, hvor hun var gået hen. Han var sygeligt jaloux. Han kom hjem midt i arbejdstiden, og hvis hun ikke lige var hjemme, gemte han sig i skabet i gangen for at kunne udspionere hende. Hun vidste aldrig, om han sad i skabet, og turde ikke åbne det, for så udlagde han det, som om hun havde planer om at være ham utro. Hvis hun ikke havde planer om at være ham utro, så ville hun jo ikke have grund til at kontrollere, om han sad i skabet, vel? Selv for et nødvendigt lægebesøg blev hun underlagt krydsforhør og – jeg siger det, som det er – tortur for at slå fast, at hun ikke ‘havde gang i noget’ med lægen. Hele hendes liv blev kontrolleret og styret af ham. Hun var dødsensangst for sin mand. Hvis hun sagde ham imod, resulterede det i verbale overfald. Hun måtte ikke sige ‘bossen’ imod, for så vankede der. Den første gang det skete, blev hun fuldstændig overrumplet. Hun kunne ikke tro det: Hvordan kunne denne elskelige og sympatiske mand lige pludselig være så grusom? Hun måtte have gjort noget forkert, det kunne ikke være anderledes. Det fortalte han hende også i timelange monologer: hvor dårlig en husmor hun var, en beskidt luder, hvor glad hun skulle være for, at han alligevel ville have hende som kone, men at hun egentlig ikke var det værd. Hun var heldig, at han havde sådan et stort hjerte, men egentlig fortjente hun det ikke, for hun var ingenting. Han lod hende tro, at det alt sammen var hendes skyld, at hun fortjente at få tæsk, fordi hun var en dårlig kvinde og gjorde alting forkert med vilje for at gøre livet surt for ham. 28
Judas.indd 28
08/01/18 14.41
Hun begyndte at rette sig endnu mere efter hans ønsker i håbet om, at hun på den måde gjorde det rigtige, og for at forhindre, at han slog hende. Det var ikke engang tæskene, hun syntes var værst, det var den konstante trussel, som gjorde hende så bange. Derfor gjorde hun mere og mere, som han ville, for hun turde ikke forlade ham. Den uophørlige terror havde knust hendes identitet og vilje. Da hun blev gravid med sit første barn, håbede hun, at det kommende faderskab ville forandre ham, men det gjorde det ikke. Selv under hendes svangerskab blev han ved med at mishandle hende, og det fortsatte også efter fødslen og gennem de efterfølgende graviditeter og fødsler. Fire børn fik min mor med denne mand. I Jordaan var det skik og brug at kalde naboerne for ‘tante’ eller ‘onkel’, og ‘tante’ Cor, vores nabokone, bekymrede sig om min mor. Der blev aldrig snakket om det, men der var så lydt i husene, at alle i gaden vidste, hvordan min far behandlede min mor om aftenen. Tante Cor gjorde hende opmærksom på p-pillens eksistens. ‘Du skal ikke have flere unger,’ havde hun sagt til hende, fordi hun udmærket vidste, hvordan min mor blev behandlet af sin mand. Men min mor måtte ikke begynde at tage p-piller. Prævention var ifølge min far kun til ludere, og til kvinder, der ville bolle udenom uden at få børn af det. Men efter den fjerde fødsel kunne tante Cor ikke holde ud at se på det længere og skaffede selv nogle p-piller til min mor. – Nu er det nok, havde hun sagt, da hun kom på barselsvisit og stoppede en æske piller i hånden på min mor. Fra det tidspunkt tog min mor i hemmelighed p-piller. Dermed blev jeg den sidste unge i rækken. Min far behandlede sine børn på samme måde som sin kone. Han slog os, ligegyldigt hvor små og værgeløse vi var. Ligesom over for min mor havde han ikke brug for at give en grund, han fandt på en anledning i situationen. Sådan kunne han også forsvare sig over for sig selv, han var jo nødt til at råbe og skrige ad os og nødt til at slå os. Det var altid ‘vores egen skyld’, vi tvang ham til det. Min mor beskyttede os mod ham, så godt hun kunne. Når han gav os tæsk, sprang hun imellem 29
Judas.indd 29
08/01/18 14.41
og afværgede slagene. Morgenen efter kunne hun ofte ikke gå eller bevæge sine arme. Allerede fra vi var små, gjorde vi alle sammen vores bedste for ikke at tiltrække os vores fars opmærksomhed, for det betød risiko for skældud, for at blive råbt ad og slået. Derhjemme var vi eksemplariske. I skolen var vi artige, lydige, fulgte med i timerne og gjorde vores bedste. I gaden var vi aldrig frække, og vi lavede aldrig ballade. I vores barndom var vi alle sammen artige og lydige børn, som aldrig overtrådte nogen regel. Vi vidste fra barnsben, at ingen af os kunne tage den risiko, at en skolelærer eller en nabo gik til vores far for at klage over os, for så ville fanden være løs. Ikke kun for os selv, men også for vores mor og de andre søskende, som så også måtte lide under min fars åg. Lige så langt tilbage, jeg kan huske, prøvede jeg at undgå at have kontakt med min far, fordi han var fuldstændig uforudsigelig og uberegnelig. Når jeg skulle have kontakt med ham, var jeg så sød som muligt, og jeg var frem for alt ikke besværlig. Efter at ølbryggeren Heineken havde overtaget Hoppe-destilleriet, arbejdede min far i bryggeriets reklameafdeling på Ruysdaelkade. Han helligede sig sit arbejde i den grad, at han også gik på arbejde om lørdagen. Nogle gange tog han også os med. Så legede vi mellem hr. Heinekens parkerede biler. Engang stod der et stort trækar med en presenning over. Jeg var fire år og troede, at jeg kunne sidde på presenningen. Da jeg prøvede, sank jeg ned. Karret viste sig at være fyldt med en eller anden væske, og mine bukser blev plaskvåde. Efter et stykke tid begyndte mine ben at svie, men det eneste, jeg var bange for, var, om jeg havde gjort noget forkert. Det gjorde mere og mere ondt, efterhånden som tiden gik, men jeg lod ikke min far mærke noget. I løbet af dagen tørrede bukserne, og der var ikke længere noget at se af mit uheld. Om aftenen satte min mor mig som altid på køkkenbordet for at vaske mig. Vi havde ikke noget bad. Da hun trak mine bukser ned, røg der hudflager med. Huden var gået løs nogle steder. Jeg var faldet i et kar med kaustisk soda. Men jeg var gået rundt hele dagen uden at kny, for vi måtte ikke græde for min far. 30
Judas.indd 30
08/01/18 14.41
Vi prøvede alle at vække så lidt opmærksomhed som muligt for ikke at komme på hans nethinde. Den bedste løsning var simpelthen at være hjemmefra. Wim og Sonja søgte tilflugt hos deres venners familie, Wim hos Japie og Sonja hos Monique. Gerard og jeg fulgtes ad hver dag. Jeg var ligesom drengene og fik altid lov til at komme med ham. Gerard og jeg kunne man finde overalt på gaden: Vi spillede fodbold på pladsen om hjørnet, sparkede til dåse ved kanalerne eller drev rundt i kvarteret. Men hver dag kom det uundgåelige øjeblik, hvor vi skulle hjem. Vores far kom hjem om aftenen, og så skulle vi også være der. Når han kom hjem, startede balladen. Så havde han drukket hele dagen på sit arbejde, hvor han og hans kolleger kunne købe Heineken til indkøbspris i kantinen. Det var en ordning for arbejderne, og min far gjorde umådeholdent brug af den. Hver aften kom han fuld hjem, satte sig i sin ældgamle stol og drak videre hele aftenen og en stor del af natten. Min mor skulle sørge for forsyninger af kolde øl. – Stien! Øl! råbte han konstant. Han kunne sagtens drikke en kasse halvliters øl på en aften. I vores barndom kunne vi ikke slippe væk fra de aftener. Hver for sig prøvede vi at være så usynlige som muligt i stuen, der var på tyve kvadratmeter, og vi ville alle sammen så tidligt som muligt i seng, så vi kun var i stue med ham så kort tid som muligt. Når vi lå i sengen, var vi ude af billedet, men ikke uden for fare. Hver aften lå vi og spidsede ører og lyttede til hans råben og skrigen. Vi kunne med usvigelig sikkerhed vurdere på tonen af hans stemme, om det i løbet af aftenen og natten ville eskalere en lille smule, slemt eller helt forfærdeligt, og vi lyttede nøje efter, om en af os blev nævnt i hans tirader, for vi var bange for det øjeblik, hvor han vil komme ind i soveværelset for at give en af os bank. Når han stod uden for soveværelset, lod vi alle sammen, som om vi sov, og håbede på, at han så ville gå igen. Men hvis han først var kommet ind i værelset, slap vi ikke. Aftenerne og nætterne krøb langsomt 31
Judas.indd 31
08/01/18 14.41
videre, hver halve time hørte jeg klokken slå i Westertoren og ventede på det øjeblik, hvor skrigeriet var forbi, og han gik i seng. Det har givet mig en frygtelig aversion mod klokkeringning. Aftenerne og nætterne var slemme, men søndagene var forfærdelige. Om søndagen var han hjemme. Hele dagen. De dage ville ingen ende tage, de var fyldt med lugten af sprut og med min fars uforudsigelighed. Det eneste, man kunne være sikker på, var, at der ville blive råbt og skreget og slået. Nogle gange begyndte det allerede først på eftermiddagen, og hvis vi var heldige, lidt senere. Jeg var først og fremmest bange for aftensmaden, for om søndagen var det ham, der øste maden op. Og hvad han havde øst op, det skulle spises, for det hørte sig til, at man spiste op. Hvis man ikke gjorde det, var man et utaknemmeligt skarn, og der var store chancer for at få en på hovedet. Jeg kiggede ængsteligt på den mængde mad, han klaskede på min tallerken. Altid et kæmpebjerg, alt for meget til en lille pige, og det var sjældent, at det lykkedes mig at spise op. Jeg havde udviklet alle mulige taktikker for at skaffe det bjerg af mad af vejen, uden at det kunne ses. Afhængigt af, hvilket tøj jeg havde på, og af madens konsistens, stoppede jeg det i mine lommer eller proppede mine kinder fulde og spurgte, om jeg måtte have lov til at gå på wc. På wc’et spyttede jeg så det hele ud. Der blev ikke spurgt, om det var noget, man kunne lide, man spiste det, der blev sat på bordet. Der var to ting, som jeg virkelig væmmedes ved: spinat og sovs på maden. En aften fik vi spinat, den der snotagtige slags, som man ikke kan putte i lommerne, uden at det klæber fast til hænderne, og saften drypper ud af lommerne. Som altid var der sovs til maden, og han klaskede så meget sovs på min tallerken, at al maden drev rundt i den. Åh nej! tænkte jeg. Det ville aldrig lykkes, jeg ville aldrig kunne spise det hele op. Jeg begyndte at blive mæt og spiste langsommere og langsommere. Min far så det og råbte: – Spis op! Eller skal du have et par på hovedet? Nej, det ville jeg selvfølgelig ikke, men jeg vidste simpelthen ikke, 32
Judas.indd 32
08/01/18 14.41
hvordan jeg skulle få spist den kæmpe portion. Og så var der også den ulækre smag af spinat og den fede sovs! – Spis op! råbte han, og gav mig en ske, som jeg skulle spise sovsen med, som om det var suppe. Jeg fik kvalme og prøvede at undertrykke brækfornemmelsen. Hvis han så det, vankede der. Men jeg kunne ikke stoppe det, min mave pressede den ulækre spinat og den ækle fede sovs op i mit spiserør igen. Jeg prøvede at holde det tilbage, men maden sprøjtede lige ned på min tallerken. Han blev rasende. Jeg var et utaknemmeligt skarn! Hvordan kunne jeg finde på at kaste min mad op? Men jeg skulle ikke tro, at jeg kunne slippe af sted med sådan en komedie: Jeg skulle spise mit eget bræk. Jeg stivnede og kiggede stift på den ækle substans på min tallerken. På hans ordre fyldte jeg tøvende min ske. – Spis op, dit utaknemmelige skarn, nu æder du det! råbte han. Jeg lukkede øjnene og tog en skefuld. Verdenen omkring mig blev uklar, og det sortnede for mine øjne. Da jeg kiggede igen, så jeg, at han var i gang med min mor. Hun havde trukket tallerkenen væk fra mig og fik derfor nu tæsk. Da min mor lå på gulvet uden at bevæge sig, kaldte min far mig hen til sig: – Se, hvad du har gjort! Det er alt sammen din skyld! Det var ikke kun, hvad han gjorde ved mig, der var min egen skyld, det var også det, han gjorde ved andre. Det var aldrig hans skyld. Jeg levede i den tro, at forholdene derhjemme var normale, at alle fædre var som min. Først som otteårig gik det op for mig, at det forholdt sig anderledes. Jeg tog med Hanna hjem for at lege. Hun var gennem hele underskolen min bedste veninde. Hun var den mindste pige i klassen, og jeg den højeste. Hver dag hentede jeg hende, og vi gik sammen i skole, Theo Thijssen-skolen i Westerstraat. Hun boede i en lejlighed på øverste etage, og jeg havde aldrig før været hjemme hos hende. Vi legede altid i gaden, men den dag spurgte hun, om jeg ikke kom hjem til hende for at lege. Hendes mor og bedstemor og søster var der også. 33
Judas.indd 33
08/01/18 14.41
Vi havde travlt med at øve os på en dans, vi ville vise frem i skolegården, da det ringede på døren. Alle fire råbte i kor: – Far er hjemme! Jeg blev bleg og begyndte at ryste over hele kroppen. Far er hjemme! Nu kommer der en far herop? Jeg blev fuldstændig panikslagen og kiggede efter et sted, hvor jeg kunne gemme mig. Men jeg kunne ikke finde noget sted. De kunne ikke forstå, hvorfor jeg pludselig begyndte at rende rundt i stuen, og sagde, at jeg ikke skulle opføre mig så tosset. – Sæt dig nu bare ned, sagde Hanna og skubbede mig ned i sofaen. – Far er her. Ja, lige præcis, far er her. Det var det, der var problemet. Hannas bedstemor omfavnede mig og sagde: – Hyggeligt, synes du ikke? Hyggeligt? Overhovedet ikke! Jeg hørte fodtrin op ad trappen, så døren gik døren op, og der stod en mand med et smilende ansigt. – Halløj, søde børn. Han kyssede sin kone og en efter en sine unger. De så alle sammen ud til at kunne lide det. Hvad foregik der her? For at gøre det hele værre kom han hen mod mig. – Dav, lille mus. Leger I godt? Jeg kunne ikke sige et ord, og Hanna sagde: – Ja, far. Se, vi har lært en dans. Hun dansede og talte glad med sin far, og hendes far svarede muntert tilbage. Jeg havde aldrig talt med min far, jeg kan ikke huske en eneste samtale med ham. Det var altid ensidigt skrigeri. Men det kunne åbenbart også være anderledes, jeg så nu med egne øjne, at fædre også kunne være rare. Fra den dag vidste jeg, at min far ikke var, som en far burde være, og bad hver aften til Gud, om han ville være så venlig at lade min far dø. Men mine bønner blev ikke hørt. Vi behandlede hinanden på samme måde, som min far behandlede min mor og os. Hvis en af os havde vækket min fars vrede, kunne man ikke forvente, at de andre havde medlidenhed, tværtimod: Den pågæl34
Judas.indd 34
08/01/18 14.41
dende havde dermed forårsaget elendighed for de andre. ‘Din skyld!’ blev der så råbt, selvom vi vidste, at min far baserede sin adfærd på tilfældigheder. Det var umuligt at vise vrede mod vores far, så vi var vrede på hinanden, gav hinanden skylden for en situation, som ingen af os kunne gøre noget ved. Vi var anspændte børn, og den konstante trussel i huset gjorde, at der ikke var plads til tolerance eller forståelse for hinanden. Min fars voldelige adfærd gennemsivede alle lag af vores familie og trængte ind i os alle. Aggression og vold var blevet en måde at kommunikere på. Som børn var vi alle aggressive derhjemme og mere eller mindre voldelige mod hinanden. Volden gik fra generation til generation. Min far slog min mor. Min bror Wim fulgte sin fars eksempel og slog min søster Sonja. Og min bror Gerard slog mig. Selv satte jeg aldrig en slåskamp i gang, for jeg vidste, at jeg ikke kunne vinde alligevel. Ikke over min far, ikke over min storebror og ikke over min lillebror. Jeg var den mindste og ovenikøbet en pige, og uanset hvor meget jeg gjorde mit bedste for at være en af drengene, var jeg aldrig stærk nok. Min lillebror Gerard og jeg sloges hver dag. Når min far og mor efter aftensmaden gik deres daglige tur, var det for Gerard startsignalet til at begynde med mig. Hver aften det samme ritual, hver aften legede Gerard og jeg ‘far og mor’. Han efterlignede, ubevidst, min far, og jeg skulle sige, at han var bossen. Hvis jeg ikke gjorde det, fik jeg tæsk ligesom min mor. Jeg gjorde det ikke. Jeg kunne ikke. Jeg indkasserede slagene, men jeg gjorde gengæld. Han var måske stærkere, men jeg var mere intelligent. Gerard var en genert dreng. Han sagde næsten aldrig noget. Bare man kiggede på ham, blokerede han. Jeg var to år yngre, men meget frækkere og tog altid teten. Jeg ordnede alt for ham. Sådan omsatte jeg mine fysiske mangler til en psykisk overvægt. Jeg gjorde brug af hans svagheder. I bytte for oplysninger om den pige, han havde et godt øje til, ville jeg have hans lommepenge, halvtreds cent om dagen. Han gav mig pengene, for han turde ikke tale til hende. Når jeg havde hans halvtreds cent i min hånd, nød jeg den magt, jeg havde over ham. Jeg ville hellere være gerningsmand end offer. 35
Judas.indd 35
08/01/18 14.41
Astrid Holleeder er 51 år gammel og forsvarsadvokat i Amsterdam. Siden udgivelsen af bogen om sin bror har hun levet skjult i Holland, efter at det kom frem, at Willem Holledeer fra fængslet har beordret både hende selv og hendes søster Sonja Holleeder myrdet. Judas har solgt mere end 500.000 eksemplarer i Holland og er nu på vej til udgivelse i USA og i en række europæiske lande.
”En uafrystelig historie om familie, forbrydelse, loyalitet, had – og kærlighed.” PUBLISHER’S WEEKLY
Astrid Holleeders bror Willem Holleeder blev i 1983 dømt for at stå bag kidnapningen af den hollandske øl-millionær Freddy Heineken. Sagen gik verden rundt, og Willem blev siden en af Hollands kendteste kriminelle. Han sad inde for flere sager efter kidnapningsdommen, men blev aldrig dømt for mord. Astrid Holleeder har i hele perioden været så tæt på sin bror, at hun uden tøven kalder ham seriemorder, og hendes vidneudsagn har ført til, at han nu afsoner en dom for seks mord og to mordforsøg.
SØSTERENS VIDNEUDSAGN FÆLDEDE HOLLANDS STØRSTE FORBRYDER
En feteret forbryder, der soler sig i sin berømmelse. Hans søster, der kender den iskolde sandhed om ham og frygter for sit liv. Et retssystem, der ikke er i stand til at få manden bag tremmer uden tre kvinders livsfarlige indsats, og en familiehistorie, der er så brutal og så tragisk, at bogen om den har rystet Holland og er blevet en sensationel bestseller. Astrid Holleeders bog er ikke kun en sensationshistorie om en berømt morder, den er også et vidnesbyrd om en barndom fyldt med vold og overgreb. Først fra en alkoholiseret far og dernæst fra broren Willem, der i over tredive år holdt Holleeder-familien i et mafialignende jerngreb.
POLITIKENS FORLAG
ISBN I S B N978-87-400-3841-5 978-87-567-9913-3
POLITIKENS FORLAG politikensforlag.dk