Aksels første jul

Aksels førstejul

“Ej, Otto, kan du huske sidste år? Der var mor lige så tyk som julemanden.” Ellen fl ækker af grin og lader, som om hun er mor. “Ho, ho, ho, nu skal du i seng, Ellen. Ho, ho, ho. Sov godt, Otto.”

Otto griner så meget, at hans mave hopper. Ellen trasker rundt i fars træsko, mens hun er ved at hænge kravlenisser op på den store bogreol. Otto følger efter hende og drysser kunstig sne i vindueskarmen. Julestemningen er virkelig ved at indfi nde sig.

Mor står i køkkenet. Hun har sit røde juleforklæde på.

Det er et tegn på, at julen er lige rundt om hjørnet. Det – og så duften af risengrød, der er brændt en lille smule på. Det er en tradition, når det bliver den 1. december, at i Sovgodtersgade nummer 26 spiser de risengrød og gør sig klar til julemåneden, men det tager altid lige et par dage, inden mor har fået rutinen med at røre i grøden helt på plads igen. Far er i gang med at hænge en lyskæde

12

op over spisebordet og kan ikke lade være med at grine af ungerne.

“I er strenge, unger,” ler mor også. “Men julemandens mave er vist mest lavet af risalamande og småkager. Det var min ikke. Det var jo ham her.”

I et snuptag løfter hun Ellen og Ottos lillebror, Aksel, op fra gulvet, hvor han har siddet og sludret med en stor nisse. Eller han har mest bare sagt lyde, og nissen har ikke rigtig svaret – men bare fordi nogen ikke svarer, kan man jo godt have en god snak.

Aksel blev født et par dage efter juleaften sidste år, og hele familien havde været meget spændt på, om han monstro ville få fødselsdag den 24. december.

“Så skal han fødes i en stald ligesom Jesus,” havde Otto sagt. Men heldigvis for alle, og måske især for Aksel og mor, blev han ikke født i en stald – for de er nu engang så kolde på den her årstid og i den her del af verden, havde far sagt, hver gang de talte om det.

“Grøden er færdig, venner. Den smager vist fi nt. Ellers må I drysse ekstra kanelsukker på. Værsgo at vaske hænder og så sætte jer til bords.”

Da alle sidder om bordet, øser mor op. Hun har fundet de blå juletallerkener med julemotiver og årstal frem. Det har været hendes mormors tallerkener, altså børnenes gamle, gamle oldemor, og mor har fortalt, at da hun var en lille pige, hang tallerkenerne på væggen som dekoration. Men

13

så en dag, hvor der kom uventede gæster, havde de manglet tallerkener, fordi oldefar havde ladet hundene spise af dem, og så havde de pillet juletallerkenerne ned fra væggen og var begyndt at bruge dem.

Ellen og Otto synes, det lyder meget underligt at hænge sine tallerkener op på væggen, men det har de ikke tid til at tænke så meget over nu, for nu gælder det om at få så stor en portion risengrød, at julemotivet på tallerkenen forsvinder, så de skovler en kælkebakkestor grødportion op. Aksel får en lille.

“Nå, unger – hvad er det vigtigste, vi skal huske i julen i år, synes I?” Mor kigger rundt på dem alle.

Far begynder. “Det aller-allervigtigste er selvfølgelig, at vi hurtigst muligt får hele huset pakket ind i julelys. Jeg tænker, at vi kører lyskæder rundt om alle vinduerne og et stort juletræ udenfor med kulørte lamper. Og så overvejer jeg at ringe lidt rundt og høre, om der er et storcenter, der har noget pynt i overskud, som jeg må låne og …”

Mor stopper ham. “Det er fint. Den har du. Men jeg synes, der er noget, som er vigtigere i år. Otto, hvad tror du, jeg tænker på?”

“Gaverne.”

Ellen nikker, alt hvad hun kan.

“Gaver ER vigtige, det er rigtigt, Otto – men det er noget andet, jeg tænker på.”

“Bare sig det, mor, vi kan ikke gætte det,” siger Ellen.

Mor kigger på Aksel, der har formået at ramme med risengrøden stort set alle andre steder end i munden.

14

“Aksel, din drillenisse,” siger Ellen og hjælper med at tørre hans ansigt.

“Det er det, jeg mener,” siger mor, “der er så meget, vi skal lære Aksel. Vi skal først lære ham at ramme munden, men vi skal også lære ham, hvordan man holder jul – og jeg tænkte, at I to kunne gå i gang med at lære ham det, mens far og jeg rydder op og lægger en plan for julegaverne.”

Ellen og Otto kigger på hinanden. “Det kan vi da sagtens. Altså, skal vi bare fortælle ham om alt det, der minder os om jul?” spørger Otto.

“Det er da pærelet. Hmm … julen er …” Ellen tænker sig godt om.

“Gavernes fest,” indskyder Otto. “Hvad ønsker du dig egentlig, Aksel?”

“Gaa, gaa, gaaa,” grynter Aksel og griner, mens han igen rammer sin kind med en klat risengrød.

“Det ved jeg ikke, hvor man køber henne,” siger Ellen og griner.

Otto er færdig med sin grød og rejser sig op fra sin stol.

“Han forstår jo ikke, hvad vi siger, Ellen. Vi må vise ham det i stedet. Se her, Aksel, nu er du et juletræ,” siger Otto og skubber hans stol ud fra bordet og begynder at danse i galop rundt om Aksel, mens han skråler en ny julesang, han har hørt i børnehaven. “Julen er gavernes fest … solen er fl øjet mod vest …”

Det ser ret sjovt ud, men far synes, de larmer for meget, så han skubber Aksel ind til bordet igen. “Men hvis du

15

absolut synes, Aksel er et juletræ, så kan du jo tage nogle af de gaver, der ligger under ham, Otto,” siger far og peger på den enorme mængde risengrød, som er landet på gulvet.

“Ej, ellers tak, far.”

De er alle sammen færdige med at spise, og Aksel er nogenlunde ren om munden og i tøjet.

“Må vi godt tage overtøj på og gå en tur med Aksel i barnevognen udenfor?” Ellen kigger spørgende på mor.

“Please?”

“Det er næsten sengetid, skat, hvorfor vil du ud nu?”

“Jeg vil bare gerne vise Aksel, hvad julen er.” Hun smiler uskyldigt.

“Så lad gå da, men vi bliver her i Sovgodtersgade.”

Det er ikke altid, de er så hurtige til at få overtøj på, men i dag går der ikke lang tid, inden både Ellen, Otto og Aksel er klar til at begive sig ud på deres lille julemission.

“Den skulle vist have haft vinterdæk på,” siger far, da Otto skubber barnevognen med Aksel gennem sneen, der det meste af dagen er dalet ned over fortovet.

“Se, Aksel. Der er sne. Der er julelys. Der er et juletræ med farvede lamper. Kan du godt se det?”

“Ga, ga, gaaa,” svarer Aksel.

“Det er alt det her, der minder mig om jul,” siger Ellen til far.

Magnus, der bor i nummer 22, kommer ud fra sit hus. Han er far til Benny, der går i klasse med Ellen.

16

17

“Godaften. Er det julenisserne, der er ude og trille med kanen?” spørger han.

Han er altid så sjov.

“Det kan man godt sige,” svarer Ellen. “Vi er ved at vise Aksel, hvad julen går ud på. Det er jo første gang, han skal prøve det.”

“Nå ja. Hmm … det er faktisk et vildt godt spørgsmål: Hvad går julen egentlig ud på? Altså, der er jo alt det der med Jesus’ fødselsdag og sårn.”

I det samme kommer Jungle-Torben, der bor lige rundt om hjørnet, trækkende med en kælk. Jungle-Torben er en af de sjoveste, der bor i hele Sovgodtersgade. Hans hus er fuldt af dyr – og far siger, at han vistnok også har rotter på loftet.

Oven på Jungle-Torbens kælk sidder hans hund, der hedder Kat.

“Hey, Torben, hvad går julen ud på? Det er Aksel, der vil vide det,” siger Magnus.

“Hmm ja, det var da alligevel et godt spørgsmål … Hvad siger I i øvrigt til min kælkehund, det er slædehundens dovne fætter. Nå, hmm, jeg tror, julen går ud på at holde fest for alle dyr … ja, og mennesker, der har fire ben.”

Ellen og Otto griner. Torben er altid så skør.

Fra de andre huse begynder folk at titte ud, fordi de kan se, at der er samling på vejen.

“Hvad sker der herude?” spørger Emil, der bor sammen med sin kæreste, Thomas, og deres datter, Cleo, i nummer 27. Cleo og Ellen gik i børnehave sammen, da de var yngre.

18

“Det skal jeg sige dig, det er ungerne dér, der prøver at lære deres lillebror, hvad julen går ud på.”

Torben sætter sig ned på kælken ved siden af hunden Kat.

“At bygge snemænd og skrive julebreve til sine venner, det vil jeg sige,” kommer det fra Emil. I det samme kommer Cleo ud. Hun elsker at skrive breve til sine venner – ligesom hendes ene far åbenbart – og har lige foldet et brev til Ellen, som hun rækker hende i en fin kuvert.

“Jeg synes nu, at maden er det vigtigste i julen,” siger Theodors far, der kommer slæbende med to store papirsposer fra supermarkedet. “Vi skal både have sylte og sul og kringler og klejner – og mad, til vi segner,” griner han. Theodor går ved siden af og lader, som om han er ved at kaste op.

“Ad, far, nej! Jeg vil kun ha’ spaghetti,” siger han til sin far.

Thea og hendes forældre støder også til nu.

“Ingen jul uden engle,” siger Theas far.

“Og julemanden,” siger Thea.

Det varer ikke længe, inden hele Sovgodtersgade står samlet og taler om, hvad det vigtigste ved julen er. Nogle har taget gløgg med ud. Et fad med æbleskiver dukker også pludselig op – og her står de så, alle naboerne, godt pakket ind i varme jakker og huer, mens sneen langsomt daler – og julelysene oplyser gaden.

“NU HAR JEG DET!” råber Ellen pludselig. Alle vender sig mod hende. “Det er jo dét her, julen handler om. Den

19

går jo ud på at have det rart sammen med alle dem, man kender, og alle dem, man holder af. Dét skal Aksel vide.”

De fleste nikker og skåler med hinanden.

Otto og Ellen vil fortælle det til deres lillebror, nu med det samme.

“Nu skal du høre, Aksel,” siger Ellen og kigger ned i barnevognen. Men lige her midt i julehyggen … er Aksel faldet i søvn.

20

21