Kemi for begyndere

November 1961

Tilbage i 1961, dengang kvinder gik i skjortekjoler og meldte sig ind i haveselskaber og kørte hele regimenter af børn rundt i biler uden sikkerhedsseler uden at skænke det en eneste tanke; dengang ingen endnu vidste, at der overhovedet ville blive en tresser bevægelse, og da slet ikke en, som bevægelsens tilhængere ville bruge de næste tres år på at skrive om; dengang de store krige var forbi, og de hemmelige krige kun lige gået i gang, og folk var begyndt at tænke nye tanker og tro på, at alt var muligt, da stod Madeline Zotts trediveårige mor hver eneste morgen op før daggry og følte sig sikker på én eneste ting: at hendes liv var forbi.

Til trods for denne vished gik hun ind i laboratoriet for at smøre sin datters madpakke.

Brændstof til læringen, skrev Elizabeth Zott på en lille lap papir, som hun stak ned i madkassen. Så tøvede hun, stadig med blyanten i hånden, som om hun genovervejede det. Vær med i frikvartererne, men lad ikke drengene vinde automatisk , skrev hun på en anden lap. Så tøvede hun igen, mens hun tappede med blyanten mod bordet. Det er ikke noget, du bilder dig ind, skrev hun på en tredje lap. De fleste mennesker er rædselsfulde. De sidste to lagde hun øverst.

De fleste mindre børn kan ikke læse, og hvis de kan, er det oftest ord som “is” og “sol”. Men Madeline havde kunnet læse, siden hun var tre år gammel, og nu, som femårig, var hun allerede nået gennem det meste Dickens.

Madeline var den slags barn — et barn, der kunne nynne en hel Bach­koncert, men ikke kunne binde sine egne snørebånd, og som kunne forklare jordens rotation, men ikke kunne finde ud af reglerne til kryds og bolle. Og det var problemet. For mens musikalske vidunderbørn altid er blevet hyldet, gælder det samme ikke for tidlige læsere. Og det er, fordi tidlige læsere kun er gode til noget, som andre med tiden også bliver gode til. Så det er ikke noget særligt at være den første — det er bare irriterende.

Det var Madeline godt klar over. Det var derfor, hun hver eneste morgen — efter hendes mor var taget afsted, og mens hendes babysitter, naboen Harriet, var optaget — sørgede for at tage lapperne ud af madkassen, læse dem, og derpå lægge dem sammen med de andre lapper, som hun opbevarede i en skotøjsæske bagerst i sit garderobeskab. Når hun kom hen i skolen, lod hun, som om hun var ligesom alle de andre børn: mere eller mindre analfabetisk. Det vigtigste af det hele var ifølge Madeline at passe ind. Og beviset på det var ubestrideligt: Hendes mor havde aldrig passet ind og se bare, hvad der var blevet af hende.

Det var dér, i den sydcaliforniske by Commons, hvor vejret for det meste var varmt, men ikke for varmt, og himlen for det meste var blå, men ikke for blå, og luften var ren, for det var den bare dengang, at hun lå i sin seng med lukkede øjne og ventede. Hun vidste, at bløde læber om lidt ville kysse hende på panden, mens dynen nænsomt blev stoppet ned om hendes skuldre, og en blid stemme hviskede “grib dagen” i hendes øre. Et øjeblik senere lød bilmotorens summen og hjulenes knasen mod underlaget, idet Plymouthen bakkede ud ad indkørslen, og gearet klodset blev skiftet fra bakgear til første. Og så ville hendes kronisk deprimerede mor være på vej mod tv­ studiet, hvor hun ville iføre sig et forklæde og gå på scenen.

Udsendelsen hed: Vi spiser klokken seks, og Elizabeth Zott var indiskutabelt programmets stjerne.

K apitel 2

Pine

Elizabeth Zott var kemiker og havde en baggrund som forsker, havde perfekt hud og den umiskendelige udstråling af aldrig at have været middelmådig og heller aldrig at ville blive det.

Hun var, ligesom alle rigtige stjerner, blevet opdaget. Men i Elizabeths tilfælde havde der ikke været nogen slikbutik, intet heldigt, tilfældigt møde, hun var ikke tilfældigvis blevet spottet i en park. Der havde derimod været tale om tyveri — mere specifikt et madtyveri — den dag hun blev opdaget.

Historien var enkel nok: Et barn ved navn Amanda Pine, der elskede mad på en måde, nogle terapeuter tillægger en særlig betydning, spiste Madelines madpakke. Årsagen var, at Madelines madpakke ikke var middelmådig. Mens alle de andre børn kværnede deres peanutbutter ­ og syltetøjsmadder, åbnede Madeline sin madkasse og fik øje på et stort stykke lasagne, en rest fra aftenen forinden, flankeret af en portion smørstegt zucchini, en eksotisk kiwifrugt i både, fem små, struttende cherrytomater, en lillebitte saltbøsse, to chokoladecookies, der stadig var lune, og en rødternet termokande med iskold mælk.

Dette indhold var årsagen til, at alle gerne ville have fat i Madelines frokost, inklusive Madeline selv. Men Madeline tilbød Amanda den, fordi ethvert venskab kræver sine ofre, men også fordi Amanda var den eneste på hele skolen, der ikke gjorde nar af det underlige barn, Madeline allerede godt vidste, at hun var. Elizabeth begyndte først at undre sig over, hvad der var los, da hun bemærkede, at Madelines tøj var begyndt at hænge på de knoklede, små skuldre som grimme gardiner. Ifølge hendes egne beregninger var Madelines daglige fødevareindtag, præcis hvad hun havde brug for for at kunne udvikle sig optimalt, hvilket gjorde hendes vægttab til en videnskabelig umulighed. En vækstspurt, måske? Nej. Den slags havde hun taget højde for i sine beregninger. En tidlig spiseforstyrrelse? Usandsynligt. Madeline åd som en hest ved middagsbordet. Leukæmi? Helt klart ikke. Elizabeth var ikke dommedagsprofet — hun var ikke typen, der lå vågen om natten med tanker om, at hendes datter led af en uhelbredelig sygdom. Som videnskabskvinde søgte hun altid en fornuftig forklaring, og da hun mødte Amanda Pine, hvis lille trutmund var helt rød af tomatsauce, vidste hun øjeblikkeligt, at hun havde fundet den.

“Mr. Pine,” sagde Elizabeth og strøg forbi receptionisten ind i det lokale tv­ studie en onsdag eftermiddag. “Jeg har ringet til Dem i tre dage, og ikke en eneste gang har De været så høflig at ringe tilbage. Mit navn er Elizabeth Zott. Jeg er Madeline Zotts mor — vores børn går begge på Woody Elementary — og jeg er kommet for at fortælle Dem, at vores døtres venskab eksisterer på et falsk grundlag.” Og da han så forvirret ud, tilføjede hun: “Deres datter spiser min datters frokost.”

“F ­frokost?” fik Walter Pine fremstammet, mens han tog kvinden, der stod foran ham i al sin pragt, i øjesyn. Hendes hvide laboratoriekittel var som en aura af guddommeligt lys, bortset fra en enkelt lille detalje: initialerne “E.Z.”, der funklede rødt lige over lommen.

“Deres datter, Amanda,” gentog hun i et anklagende tonefald, “spiser min datters madpakke. Det er åbenbart noget, der har stået på i månedsvis.”

Walter var ude af stand til andet end at måbe. Hun stod høj og slank foran ham med hænderne i siden. Hendes hår, der havde samme farve som ristet brød med smør, var redt tilbage og sat op med en blyant, hendes læber var selvsikkert røde, hendes hud strålede, og hendes næse var lige. Hun så ned på ham som en feltlæge, der vurderede, om hans liv var værd at redde.

“Og det faktum, at hun foregiver at være Madelines ven, så hun kan få fingrene i hendes frokost,” fortsatte hun, “er fuldstændig uacceptabelt.”

“Hv­hvem sagde De, at De var?” stammede Walter.

“Elizabeth Zott!” nærmest råbte hun. “Madeline Zotts mor!”

Walter nikkede og forsøgte at forstå det hele. Han var en erfaren producent på eftermiddagsfladen, så han vidste en del om drama. Men det her? Han fortsatte med at stirre på hende. Hun var dårende dejlig. Han var bogstavelig talt bedåret. Aflagde hun prøve til en eller anden rolle?

“Jeg er ked af det,” sagde han omsider. “Men sygeplejerskerollerne er allerede blevet besat.”

“Hvabehar?” snerrede hun.

Der var en lang pause.

“Amanda Pine,” gentog hun.

Han blinkede. “Min datter? Ah,” sagde han og lød pludselig nervøs. “Hvad med hende? Er De læge? Har skolen sendt Dem?”

Han kom på benene i en fart.

“Du godeste, nej,” svarede Elizabeth. “Jeg er kemiker. Jeg har brugt min frokostpause på at tage hele vejen fra Hastings, fordi De ikke har besvaret mine opkald.” Og da han fortsat så forvirret ud, tilføjede hun: “Hastings Forskningsinstitut? Hvor banebrydende forskning baner vejen?” Hun tog en dyb indånding oven på det meningsløse slogan. “Min pointe er, at jeg gør mig temmelig umage med at lave en nærende frokost til Madeline — hvilket jeg er sikker på, at De også bestræber Dem på at gøre for Deres barn.” Og da han fortsat stirrede tomt på hende, tilføjede hun: “Fordi De går op i Amandas kognitive og fysiske udvikling. Fordi De ved, at en sådan udvikling er afhængig af en korrekt mængde vitaminer og mineraler.”

“Der er bare det, at mrs. Pine er —”

“Ja, det ved jeg. Fraværende. Jeg forsøgte at kontakte hende, men man fortalte mig, at hun bor i New York.”

“Vi er skilt.”

“Det er jeg ked af at høre, men en skilsmisse har ikke ret meget med frokost at gøre.”

“Sådan virker det måske, men —”

“En mand kan godt smøre en madpakke, mr. Pine. Det er ikke en biologisk umulighed.”

“Naturligvis ikke,” medgav han, mens han fumlede med en stol. “Sæt Dem endelig ned, mrs. Zott.”

“Jeg har noget i cyklotronen,” svarede hun irriteret og kastede et blik på sit ur. “Er vi nået til enighed, eller ej?”

“Cyklo —”

“En partikelaccelerator.”

Elizabeth kastede et blik på væggene. De var fyldt med indrammede plakater, der reklamerede for sentimentale sæbeoperaer og fjollede quizprogrammer.

“Mit arbejde,” sagde Walter og følte sig pludselig flov over, hvor platte udsendelserne tog sig ud. “Måske kender De nogle af dem?”

Hun vendte sig om og så på ham. “Mr. Pine,” sagde hun i et venligere tonefald, “jeg er ked af, at jeg hverken har tid eller kræfter til at smøre en madpakke til Deres datter. Vi ved begge, at mad er den katalysator, der understøtter vores hjerner, binder vores familier sammen, og som afgør vores fremtid. Og alligevel …” Hun tav og kneb øjnene sammen, idet hendes blik faldt på en plakat, hvorpå en sygeplejerske tog sig ekstra godt af en patient. “Er der da ikke nogen, der har tid til at lære det her land, hvordan man laver mad, der gør en forskel? Jeg ville ønske, at jeg havde, men det har jeg ikke. Har De?”

Hun vendte sig om for at gå sin vej, men Pine, der ville have hende til at blive, og som ikke helt havde forstået, hvad han var i gang med at udtænke, skyndte sig at sige: “Vent, bliv et øjeblik. Hvad — hvad var det, De lige sagde? Det med at lære et helt land, hvordan man laver mad, der — der gør en forskel ?”

Vi spiser klokken seks havde premiere fire uger senere. Og selvom Elizabeth ikke var helt solgt — hun var først og fremmest kemiforsker — så tog hun jobbet af de sædvanlige årsager: Lønnen var bedre, og hun havde et barn, hun skulle forsørge.

Allerede første gang, Elizabeth iførte sig et forklæde og gik ind på scenen, stod det klart: Hun havde det, der skulle til: Den sjældne kvalitet, der gjorde sig så godt på skærmen. Men hun havde også format — hun var så direkte og ligefrem, at folk ikke vidste, hvad de skulle mene om hende. Hvor værterne på andre madprogrammer typisk var muntre kokke, der lystigt tog sig en lille én, var Elizabeth Zott alvorsfuld. Hun smilede aldrig. Hun lavede aldrig sjov. Og hendes retter var lige så redelige og til at gå til, som hun selv var. Inden der var gået seks måneder, var Elizabeths program på vej mod stjernerne. Inden der var gået et år, var det en hel institution. Og inden der var gået to år, havde programmet vist sig at have en uforklarlig evne til ikke alene at forene forældre med deres børn, men også borgere med deres land. Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at når Elizabeth Zott var færdig med at lave mad, satte en hel nation sig til bords.

Selv vicepræsident Lyndon Johnson så hendes program. “Vil De vide, hvad jeg mener ?” sagde han, idet han affærdigede en insisterende journalist. “Jeg mener, at De burde skrive noget mindre og se noget mere tv. Begynd med Vi spiser klokken seks — hende Zott, hun ved, hvad hun laver.”

Og det gjorde hun. Man hørte aldrig Elizabeth Zott forklare, hvordan man laver bittesmå agurkesandwicher eller lækre souffléer. Hendes opskrifter var af den gamle skole: stuvninger, gryderetter,