Krigen indeni by JP/Politikens Forlag

KRIGEN INDENI er en rejse gennem den ukrainske revolution og krig fortalt gennem tre personer, der på hver sin måde hvirvles ind i den blodige konflikt, som stadig hærger i Østukraine. Den beskriver, hvad der sker med mennesker, når en krig kryber langt ind under huden på en – og bliver en del af ens liv og skæbne. Anna er en 42-årig ukrainsk husmor fra Kiev, der arbejder i sin mands parfumefirma, da revolutionen for alvor bryder ud på Majdanpladsen og i hovedstadens gader i februar 2014. Hendes kald bliver nu at tilslutte sig de tusinder af frivillige ukrainere, som støtter Majdan-aktivisterne i deres kamp for at blive en del af Europa. Den 19-årige jurastuderende Bogdan vælger en ganske anden vej. Han bliver kriger. Drevet af et håb om at omstyrte det ukrainske samfund og Ruslands dominans i landet melder han sig ind i en højreorienteret milits, der kæmper i forreste linje ved fronten i Østukraine. Matilde Kimer fortæller om krigen og dens skæbner. Hun er Ukraine- og Ruslandskorrespondent for DR og har dækket konflikten intenst siden 2014. ‘Krigen Indeni’ er også hendes personlige beretning om, hvad det har gjort ved hende at opleve had, vold og livsfare på tætteste hold.

ISBN: 978-87-400-2834-8

Bagsidefoto Jacob Ehrbahn/Polfoto

2016085_Krigenindeni_omslag_trykklar.indd 1

politikensforlag.dk

MATILDE KIMER

POLITIKENS FORLAG

KRIGEN INDEN I

LYDEN af Radioavisens vejrudsigt gik hakkende igennem, da en metalcylinder pludselig trillede lige forbi mig. Et sekund passerede, inden jeg opdagede, at det var tåregas. Det sved i halsen og i øjnene. Det var svært at se noget, så jeg følte mig frem med fødderne for at styre uden om bildæk og rester fra afbrændte barrikader. P1-værten, Mette Walsted, læste oplægget op. Jeg var langt nok væk fra gassen nu til at tale, men da jeg vendte mig ned mod pladsen, lignede hele barrikaden en krigsramt myretue. Jeg forsøgte af al kraft at beskrive, hvordan hundredvis af aktivister stormede frem hen over barrikaderne og trængte politiet tilbage. Den tykke, blålige røg gav gaden et filmisk udtryk, men bragene fra skud var virkelige. En hel politienhed flygtede baglæns, og jeg var ved at miste balancen, da de skubbede sig frem. Jeg fik et hårdt skub på skulderen og så lige ind i en betjents vilde øjne. Han var bange, og det smittede. Min puls hamrede af sted. Jeg anede ikke, hvor der blev skudt fra, og røgen sved i øjnene. Værten spurgte mig om noget, men jeg anede ikke om hvad. To høje knald lød ved siden af mig, og jeg afbrød interviewet, mens jeg løb ved siden af de flygtende betjente for at komme ind til husmuren: ”Undskyld, Mette, men jeg er nødt til at løbe nu.” Derefter udbrød jeg højt, uvidende om, at jeg stadig var igennem live: ”FUCK!”

MATILDE KIMER (1980) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet 2007. Hun startede med at læse russisk i Skt. Petersborg i 2002 og har videreuddannet sig i både Danmark og Rusland. Siden 2009 har hun dækket Rusland og de tidligere sovjetstater som korrespondent for DR. I 2015 vandt hun DR’s Sprogpris, mens hun året før modtog en pris for ’Årets reportage.’

MATILDE KIMER

KRIGEN INDENI SKÆBNEFORTÆLLINGER FRA REVOLUTIONEN I UKRAINE

Forsidefoto Lau Svensson Foto denne side Lars E. Andreasen

13/07/2016 13.04

KRIGEN INDENI

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 1

15/07/2016 11.01

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 2

15/07/2016 11.01

M AT I L DE K I M E R

KRIGEN INDENI Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine

P O L I T I K E N S FO R L AG

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 3

15/07/2016 11.01

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 4

15/07/2016 11.01

FO RO R D H VO RFO R vælger nogle at kæmpe, mens andre flygter – eller bukker under? Og hvordan bliver naboen pludselig til en dødsfjende? Der er en stærk krigsmekanisme i at definere dem eller os. Det gør det nemmere at hade, nemmere at slå ihjel. Men de fleste i krig kæmper en vanskelig kamp i og med sig selv. Min bog er ikke en facitliste, og jeg har næppe svarene på de komplekse spørgsmål, men jagten på at forstå krigens væsen var det, der satte mig i gang med at skrive. Selv om rammen om fortællingen er den krig, der i de seneste år har hærget i Østukraine, er grundessensen her den samme som i enhver anden krig: Der er krigere, fjender, hjælpere, tilskuere, ofre og millioner af ødelagte liv. Der er tabere og sejrsherrer – men ingen vindere. Der er også håb, kærlighed og heltegerninger. Men vigtigst af alt er der mennesker. Hovedpersonerne – Bogdan, Anna og jeg – blev alle trukket ind i krigen med hvert vores mål og perspektiv, men vores veje krydsede hinanden. Vi blev forandret, og krigen flyttede ind i os. Jeg skildrer således tre menneskers skæbne, valg og personlige oplevelse af den blodige konflikt, som stadig foregår midt i Europa, og som med russernes annektering af Krim har skabt det dårligste forhold mellem Vesten og Rusland siden Den Kolde Krig. Den afgørende forskel mellem den ukrainske kriger Bogdan, forstadshusmoren Anna og mig er, at jeg kan rejse ud af konflikten, når jeg ikke kan holde til mere had, vold og ondskab. Millioner af ukrainere har ikke det valg. De vågner hver morgen op til en krig, der koster menneskeliv uden den store bevågenhed fra det Europa, som de fleste ukrainere ønsker at blive en del af. Valget af to ukrainere som hovedpersoner er ikke et forsøg på at fjerne fokus fra de separatistkontrollerede områder i Østukraine eller ignorere deres virkelighed, men et udtryk for, at Anna og Bogdan repræsenterer det Ukraine, der består af 42 millioner ukrainere, og ikke de knap 2 millioner indbyggere, der bor i de selvudråbte folkerepublikker Donetsk og Lugansk. Matilde Kimer, juli 2016

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 5

15/07/2016 11.01

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 6

15/07/2016 11.01

KAPITEL 1

REVOLUTIONEN PÃ&#x2026; MAJDAN 18. februar 2014

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 7

15/07/2016 11.01

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 8

15/07/2016 11.01

BOG DA N

B O G DA N åbnede øjnene på klem og vred sig fra side til side, øm i musklerne over at ligge på det kolde, brune trægulv på Kievs rådhus. Han trak sin camouflagemønstrede jakke tættere om sin spinkle drengekrop. Det føltes, som om han aldrig rigtig havde fået varmen efter de lange dage på barrikaderne i Kievs fugtige frost. Han så over på sin ven Vladislav, der lå få meter fra ham. De havde mødt hinanden to et halvt år tidligere på Kievs Tekniske Universitet, hvor de begge studerede jura. De var straks blevet venner, og derfor var de nu også sammen her, 18. februar 2014, som en del af en gruppe på 15 medlemmer fra den nationalistiske bevægelse Sitj, der havde søgt ly i de fjerneste kontorer på rådhuset. For få måneder siden sad her embedsmænd og byrådspolitikere, nu lå der forhutlede aktivister på gangene. Lyden af støvletramp og høje stemmer blandede sig med stønnen fra de sårede, der blev båret ind i den store hall. Bogdan pressede øret ned mod den rygsæk, han brugte som hovedpude. Natten igennem var han ikke nået længere ned i søvnen end den lette døs, hvor han stadig med lukkede øjne skannede rummet for ukendte lyde og fremmede stemmer. Men der var ikke tid til at forsøge at få lidt søvn. Både Vladislav og de andre aktivister i rummet var gået i gang med at iføre sig deres

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 9

15/07/2016 11.01

beskyttelsesudstyr. Med hurtige, sikre hænder, der vidnede om, at Sitj allerede havde en del erfaring i gadekamp med politiet. Bogdan Kusjnir var draget mod Sitj, fra det øjeblik han stiftede bekendtskab med bevægelsen. I 2012 forlod han sit barndomshjem i landsbyen Ivankov nord for Kiev og rykkede ind til hovedstaden for at gå på universitetet. Han var dengang ikke fast besluttet på, hvad han ville specialisere sig i, men havde en lidenskab for Ukraines historie og landets århundreder lange kamp for at overleve som et selvstændigt område. Han rykkede ind på et lille kollegieværelse i Kiev og begyndte kort efter at træne jævnligt i et træningscenter tæt på kollegiet. Han ville syne af mere, se stærkere og større ud end sine splejsede 1,70 meter og 18 år. En dag i træningscentret inviterede to unge mænd, han ikke kendte, ham med til en fodboldkamp. ”Der er altid gang i den, du ved. Mulighed for at ... øh … træne,” grinede de. Selvom Bogdan ikke var specielt interesseret i fodbold, tog han med og følte sig instinktivt tiltrukket af at være en del af den store gruppe unge mænd. De skrålede og sang på tribunerne, tævede modstandernes fans og kastede sig også ud i slagsmål med politiet, hvis muligheden bød sig. Efter et par måneder hvervede de to mænd ham til bevægelsen Sitj, som de var medlemmer af. Den var inspireret af den gruppe af ukrainske kosakker, Zaporisja Sitj, der kæmpede for et selvstændigt Ukraine fra 15. til 18. århundrede. Heltemodige kosakker, som Bogdan havde hørt om i skolen og læst alt om, fordi disse frihedskæmpere, der sloges mod både polakkerne og det russiske og det osmanniske rige, fascinerede ham. Da Bogdan i 2013 tilsluttede sig Sitj, bestod bevægelsen af unge stærke mænd, hvis ideologi var ærkeukrainsk og socialistisk i den forstand, at de tog afstand fra den røverkapitalisme, der havde hersket i Ukraine gennem dets 23 år lange historie som et selvstændigt land. Der var streng disciplin, og medlemmerne var forpligtet til at holde sig i god fysisk træning. Druk var forbudt, men til gengæld blev medlemmerne lovet adrenalinkicks og direkte kamp mod fjenden. Desuden skulle man gøre sig fortjent til optagelse i

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 10

15/07/2016 11.01

bevægelsen, hvilket kun gjorde Bogdan endnu mere opsat på at blive en del af den. Optagelsesprøven gik ud på, at aspiranterne deltog i det, Sitj kaldte en radikal aktion. Radikal, fordi den bestod i at overtage eller ødelægge noget, og gruppens radikale aktioner endte som oftest i sammenstød med politiet eller private vagtværn. For at bevise sit værd skulle Bogdan således tage del i en aktion mod et indkøbscenter, der var ved at blive bygget på et af Kievs grønne områder. Sitj havde fundet ud af, at det nye center, ligesom det meste byggeri i Ukraine, var blevet til via bestikkelse af forskellige myndigheder. Netop denne rigmand, der ville bygge endnu et center i byen, kendte Sitj fra tidligere sammenstød med hans private vagtværn. Da rigmanden havde udset sig denne offentlige park, bestak han sig gennem systemet af byrådspolitikere. Få dage senere blev der rejst et hegn rundt om området, og et skilt angav, at et nyt center var under opbygning. Sortklædte vagter begyndte at patruljere, og politiet holdt sig væk. For Sitj var det en perfekt lejlighed til at håndhæve de regler, som gruppen syntes burde gælde. De var overbevist om, at byggeriet var ulovligt, og centret ville forringe hverdagen for alle områdets beboere, der ville miste deres grønne park. Vreden sydede i Bogdan, da en af lederne forklarede, hvorfor en radikal aktion var nødvendig, og han gik stolt og utålmodig i forreste række, da de begav sig hen mod byggeriet. De nåede knap hen til hegnet, der omkransede byggegrunden, før de blev opdaget af vagterne, og Bogdan løb uden tøven ind i slåskampen. Han stak heller ikke af, da politiet stødte til, og da aftenen var omme, havde han to blå øjne og et medlemskab af den nationalistiske bevægelse Sitj. I dagene efter slåskampen smed journalister historien om det ulovlige byggeri på forsiderne. Lederne af Sitj havde gode kontakter til journalister og sørgede altid for, at deres Robin Hood-agtige aktioner blev plantet i pressen, så alle kunne se, at de kæmpede for retfærdighed for den lille mand i et land, hvor regler og justits blev købt af dem, der havde råd. Journalisterne gravede i sagen og afslørede, at centret blev opført uden byggetilladelse, hvilket

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 11

15/07/2016 11.01

fik bygherren til at trække sig. Når Bogdan siden passerede den grønne park, bredte der sig automatisk et veltilfreds smil på hans læber. Hans første kamp for retfærdighed smagte sødt. Det var mindre end et år siden nu, men det føltes allerede som et helt andet liv. Gadekampene på Majdan havde knyttet de unge mænd i gruppen sammen i den store kamp mod systemet. Bogdan rejste sig fra gulvet og iklædte sig sit kampudstyr. Rundt omkring ham tapede Sitj-medlemmer stykker af tykt skumgummi på skinnebenene. Nogle brugte også mandeblade, fordi de for længst havde erfaret, at struttende røde læber og fyldige bryster gav en langt bedre beskyttelse end de tynde avissider, de også havde afprøvet. Bogdan var gået skridtet videre end Playboy og havde købt et par fodboldbenskinner. Det sidste, han tog på, var sin sikkerhedsvest. Det føltes eksotisk at lade sig omslutte af den. Som en rustning til en ridder på vej i krig. Han havde fået den af nogle frivillige fra en af de hjælpeorganisationer, der skød op i kølvandet af gadekampene. En dag var de bare troppet op ved indgangen til rådhuset med tasker fyldt med sikkerhedsudstyr. Solen var på vej op over Kievs historiske bymidte, da Bogdan sammen med de andre stillede sig klar uden for rådhuset. Han trak elefanthuen ned over ansigtet og tog rygsækken med molotovcocktails på. Sitj udgjorde den radikale del af den Majdanbevægelse, der i november 2013 begyndte som et studenteroprør og siden var vokset til en folkeopstand, der sendte chokbølger gennem Ukraine og Europa. Majdanbevægelsen fik sit navn, da studenter gik på gaden i Kiev for at protestere over, at den russiskstøttede ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, ville løbe fra den handelsaftale med EU, han havde givet folket et løfte om at tilslutte sig. Da det stod klart, at naboen Rusland og magtfulde forretningsmænd i den østlige del af Ukraine havde presset Janukovitj til at bryde dette løfte, strømmede unge til Uafhængighedspladsen, også kaldet Majdanpladsen, i hjertet af hovedstaden Kiev og råbte slagord om en

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 12

15/07/2016 11.01

stjålen europæisk fremtid. Protesterne varede en uge, indtil politiet 29. november fik ordre om at rydde pladsen. Billederne af uniformerede politibetjente med hjelme og stave, der tæskede løs på studenter, løb over fjernsynsskærmene i de ukrainske hjem, og folkemængden på pladsen svulmede til en million. Det var ikke længere en studenterprotest, men en folkebevægelse mod præsidenten. Politiets køller mod unge, ubevæbnede demonstranter blev et ikon for magtmisbrug og den brutale måde, Janukovitj styrede Ukraine på. Den dag, 30. november 2013, dannede tusindvis af mænd selvforsvarsgrupper til at beskytte aktivisterne, der blev ved med at strømme til Kievs centrale plads. For hver gang de havde 100 mand, skabte de en ny gruppe og navngav grupperne Første Hundrede, Anden Hundrede ... Snart tiltrak oprøret også militante typer, der var mere interesserede i det fysiske opgør med præsidenten og hans folk end den demokratiske bevægelse mod Europa. Det var på det tidspunkt, at Bogdans gnist blev tændt. Al den pladderhumanisme med fredssange og hold-i-hånd-protester sagde ham ikke skid. Han forstod ikke, hvorfor mange af hans medstuderende var så optaget af EU og en handelsaftale. Men den dag, hvor folk rev portrætter af Janukovitj over med hænderne, mærkede han, hvordan vreden bølgede gennem luften. Han forstod, at revolutionen var på vej, og at hans tid, nationalisternes tid, var kommet. Dem, der var klar til at slås for et Ukraine uden russisk dominans. En af de vigtigste værdier for Bogdan var sproget. Det var her, nationens selvstændige identitet skulle skabes, og han var stolt over at komme fra en familie, hvor man talte ukrainsk og ikke russisk. Stort set alle ukrainere behersker også russisk, og især i den østlige del af landet betragtes ukrainsk som mindre raffineret. Under sovjettiden var det næsten kun bønderne i den vestlige del af landet, der talte ukrainsk, og kun en enkelt præsident havde mestret andet end russisk. For Bogdan var det et tydeligt tegn på den sovjetiske kulturs tyngende hånd på Ukraine, og han insisterede på at svare folk på ukrainsk, selv hvis de spurgte på russisk.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 13

15/07/2016 11.01

ogdan (f. 1994) er jurastuderende og nationalist og kom først til Majdan efter de B første voldelige gadekampe med politiet i december 2013. Herefter var han med i næsten alle demonstranternes større kampe mod de ukrainske indenrigstropper, Berkut. Her er det en frostdag i januar 2014.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 14

15/07/2016 11.01

I samlet flok begav Bogdans gruppe sig ud på den korte gåtur ad Kievs sekssporede hovedgade, Khresjtjatyk, fra rådhuset til Uafhængighedspladsen. For hvert skridt han tog, mærkede han trætheden mindre. Der var ikke en bil i syne, selv om der på en normal dag i hovedstaden ville være hektisk myldretid. De seneste to måneder havde centrum været spærret af med barrikader, og Kievs hidsige trafik kæmpede sig uden om den lille oprørs-kerne midt i byen. Kampgejsten pumpede med stigende kraft i 19-årige Bogdan, og varmen dampede fra hans kronragede isse og ind i den tætte, sorte skihue. Det var ikke kun Bogdan, der var spændt. Man kunne fornemme det i luften blandt aktivisterne. Humøret var lidt højere, end det plejede at være i de tidlige morgener på Majdan. En moderat gruppe på pladsen havde udråbt dagen til ”en fredsoffensiv”, mens Bogdan og hans drenge ikke satte navn på den. De vidste, hvad opgaven var, og behøvede ingen smarte slogans. Det var revolutionen og dagen, hvor de skulle storme parlamentsbygningen. Tågen lå tungt over pladsen, og det var svært at se mere end 100 meter frem. Bogdan var urolig for, hvor mange der ville komme. Hvis aktivisterne kun var et par tusind, ville det blive rent selvmord. Det syn, der mødte ham, da han nåede Uafhængighedspladsen i Kiev, fik næsten tårer frem i hans øjne. Række på række stod tusindvis af medaktivister klar med trækøller, jernrør, træskjolde. Enkelte havde også metalskjolde, som de havde tilkæmpet sig i tidligere sammenstød med politiet. ”Vi er næsten en rigtig hær,” tænkte Bogdan, mens han passerede kolonnerne og noterede sig deres bannere. ”Vinnytsya”, ”Sjytomyr”, ”Donetsk”, ”Dnipropetrovsk” stod der. Grupperne skrev deres bynavne på både flag og telte som et svar til dem, der hævdede, at Majdanbevægelsen var et hovedstadsfænomen. Overalt på pladsen talte folk om, at det var alt eller intet nu, det sidste slag, og det var med den kollektivt pumpende intensitet, at de 20.000 aktivister marcherede den kilometer, der var op til det ukrainske parlament, Verkhovna Rada. Ruten fra den lavtliggende Uafhængighedsplads gik op ad den

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 15

15/07/2016 11.01

lille brostensbelagte vej, Instytutska. Forbi det tårnhøje Hotel Ukrajina, der med sine 14-etagers sovjetpragt bombastisk overskuede centrum. Da Bogdan nåede op på siden af hotellet, kastede han et blik bagud, ned mod Uafhængighedspladsen, hvor kampvillige aktivister fyldte hele pladsen. Da slangen af folk rykkede fremad, var han nærmest lykkelig. ”Vi tager fandeme parlamentet i dag,” tænkte han og skreg af fuld hals: ”Folkets vilje! Ukraines fremtid!” De første rækker af den lange kolonne drejede til venstre lige efter metrostationen og kunne nu skimte den hvide parlamentsbygning med de udsmykkede søjler. Samtidig opdagede de den første gruppe af kampklædte betjente, der havde taget opstilling i kæder foran parlamentet. Som de nærmere sig, lagde Bogdan mærke til grupperne af store, muskuløse mænd klædt i sort træningstøj. Anti-Majdan. I befolkningen blev de kaldt titusjky – bøller, en slags sikkerhedsfolk, myndighederne hyrede til at udføre det beskidte arbejde, som man ikke ville have folk i uniform til. Varmen bredte sig fra Bogdans bryst og ud i hans fingre. Hans blik flaksede hen over flokken af sortklædte fjender og stoppede ved en hånd, der knugede en håndgranat. Politiet og aktivisterne så tavse hinanden an et par sekunder, før de første slåskampe brød ud på vejen foran parlamentet. Bogdan registrerede kun de første råb og skrig, inden hans instinkt tog over, og han løb ind og boksede løs på en tilfældig betjent. Indimellem hørte han den hvinende lyd fra en kugle og mærkede stødet fra den, når den prellede af på skjoldet. Han smilede. Gummikugler kunne ikke bremse demonstranterne. Til alle sider var hans medaktivister i kamp med sortklædte betjente, og de havde allerede tvunget politiet næsten 50 meter ned ad gaden. Det virkede, som om de havde overtaget. Men hvad Bogdan endnu ikke vidste, var, at der bag politiets linje var ankommet 1.000 indenrigssoldater. De stillede sig klar iført deres karakteristiske blågrå uniformer, sorte hjelme og veste med store hvide bogstaver, der vækkede frygt i de fleste: B E R K U T. Politiet var ikke på tilbagetog. De var tværtimod i gang med at sprede aktivisterne ud, så de blågrå kunne komme til.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 16

15/07/2016 11.01

Kampene skiftede karakter. Patronerne skar gennem luften med en skarpere, metallisk hvæsen nu. Bogdan så flere mænd ligge på jorden og tage sig til benene. Ved siden af lå skjolde med synlige skudhuller. Det var ikke længere gummikugler. En stor del af aktivisterne trak sig, da det stod klart, at de var oppe mod en overmagt, der havde fået tilladelse til at slå ihjel. Men Bogdan og hans gruppe kæmpede videre. Kastede deres molotovcocktails ind i gruppen af betjente, mens de med stigende frustration skelede til dem, der faldt fra og søgte tilbage mod Uafhængighedspladsen. ”Forpulede kujoner,” bandede Bogdan. Røgen sved i hans øjne. Overalt på jorden brændte rester af benzin fra brandbomberne. Han forsøgte at danne sig et overblik over, hvor mange de var tilbage til at kæmpe, da han mærkede noget trille hen over sine fødder. Før han nåede at reagere, lød et kæmpe brag fra en eksplosion, der fik hans ben til at give efter og flåede skjoldet ud af hans hænder. Det rungede hult i hans hoved, og han mistede med ét forbindelsen til sin krop, blinkede desorienteret. En deling Berkut-soldater styrede direkte hen mod ham. Han kunne ikke rejse sig, overgav sig til sin skæbne og lukkede øjnene. Pludselig mærkede han hænder gribe fat under hans arme og løfte ham op. Han åbnede øjnene og kiggede direkte ind i ansigtet på en fremmed mand, der råbte, om han kunne stå på benene. Bogdan forsøgte at svare, men hans læber lystrede ikke. Derfor nikkede han bare til den fremmede, som slap sit tag i ham og løb videre. Bogdan kæmpede sig op og fulgte efter. Tankerne flød sammen i hans hoved. Følelsen af granaten hen over foden. Den fremmede, der havde reddet ham fra Berkut-soldaterne, og hvis ansigt han ikke længere kunne huske. ”Hold op med at være bange, tag dig sammen,” mumlede han til sig selv. Mens hans krop langsomt kom sig efter chokgranaten, var hans mod i frit fald. Desperat søgte han efter sin egen gruppe i det røgfyldte kaos på gaden ved siden af parlamentet. Det skulle have været dagen, hvor de havde gennemtvunget forfatningsændringer. I stedet fik de et blodbad. Han opgav at finde sine egne, men nægtede at stikke af som en kujon og lod sig glide ind i den første

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 17

15/07/2016 11.01

gruppe Majdan-folk i kamp, han stødte ind i. Da en af Berkutsoldaterne blev ramt og tabte sit skjold, løb Bogdan frem og rev det til sig. Alle aktivisterne vidste nu, at de var ved at tabe. Desperationen lå som en tyk dyne over dem, men alligevel fortsatte de og tævede løs på politiet og Berkut-soldaterne med alt, hvad de havde. Køller, baseballbat, knytnæver. Bogdans muskler begyndte at svigte. Adrenalinen var ved at klinge af, og det var et spørgsmål om tid, før han ikke kunne slås længere. Samtidig blev aktivisterne hastigt færre til at modstå presset fra den kampklædte overmagt, og mens de råbte til hinanden for at koordinere tilbagetrækningstempoet, drejede de om hjørnet til Instytutska igen. Samme sted, hvor Bogdan tre timer tidligere havde marcheret frem fuld af mod og viljestyrke, bakkede han nu, sortsveden og mør, mens han skærmede sig bag skjoldet. Mændene i geleddet maste sig sammen skulder mod skulder, så betjente ikke kunne rive gruppen midtover. Hurtigt bevægede de sig som en slange mod et hushjørne for at søge dækning, da det sidste led i kæden, en mandlig aktivist, blev ramt af en granat. Med ét stod hans krop i flammer, og han faldt til jorden med et skrig. Bogdan og de andre aktivister stivnede et sekund, mens de betragtede manden, der lå helt stille på jorden. De måtte fortsætte, det ville betyde døden at forsøge at bjærge ham. De løb ned ad gaden, og i en sidste krampetrækning af modstandsvilje stoppede de en tilfældig bus og beordrede chaufføren til at køre dem lidt ned ad Instytutska. Derefter smed de chaufføren ud og brugte bussen til at barrikadere vejen. Det kunne forhåbentlig bremse betjentene en stund. Bag bussen fandt Bogdan sine kammerater fra Sitj, og han lod sig falde ned ved siden af Vladislav på fortovskanten. Han var svimmel, udmattet og vidste ikke, om han havde mest lyst til at græde eller grine hysterisk over, hvor åndssvag han havde været. At tro på, at det kunne lykkes. Hans blik gled rundt på den flok aktivister, der også havde sat sig ned for at puste ud. Ingen sagde noget. Alle sad bare og stirrede ned på de beskidte brosten med deres sortsvedne ansigter, blodplettede trøjer og sugede dybt på

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 18

15/07/2016 11.01

cigaretfilteret. En enkelt havde en gummikugle siddende i kinden. ”Jeg tager den ud senere,” lød det fra aktivisten som svar, da en af de andre pegede og med et fnis sagde, at det lignede en fæl tandbyld. Gennem barrikaden kunne de skimte politiet længere oppe ad vejen, og de kunne høre, at der stadig foregik kampe. ”Hvad nu hvis vi stjæler nogle biler og kører vestpå?” spurgte en i gruppen. ”Umuligt! Der er politiafspærringer hele vejen rundt om Kiev. Vi slipper aldrig ud,” svarede Bogdan pessimistisk. ”Vi må blive og kæmpe. Også hvis det er til døden,” sagde Vladislav, og Bogdan smilede, så det slog revner i det ansigtssnavs, der sad i plamager på hans kinder. Vladislav kunne altid få ham til at smile. Mørket sænkede sig over Uafhængighedspladsen og fremhævede de store, orange flammer, der stod op fra Majdanbevægelsens epicenter. Politiet havde erobret det meste af brostensgaden Instytutska og kunne snart rykke ind over pladsen. Aktivisterne holdt gang i en brændende afspærring, der rykkede baglæns, for hver time der gik. Bogdan blev udadtil ved med at holde gejsten, men de ord, han råbte til de andre, klingede hult inde i hans eget hoved. Det hele virkede håbløst nu, men han kunne ikke slippe kampen. Ikke endnu. Sitj-drengene stillede sig tæt sammen i en cirkel i den ende af Majdan, der stadig var helt under aktivisternes kontrol. De ville gøre et sidste udfald mod de mørke robotter, som Bogdan i løbet af dagen havde døbt de særlige blågrå politibetjente. Robocops. Med alt deres udstyr og sikkerhedsgear lignede de mere maskiner end mennesker. ”Pladsen er vores. Vi tager den fandeme tilbage,” råbte Vladislav. ”Slava Ukrajine! – Æret være Ukraine!” skreg Bogdan, og flere af de andre svarede: ”Gerojam Slava!– Æret være heltene! ”De unge mænd klatrede over den store barrikade, der adskilte dem og betjentene, der stod 50 meter længere fremme. Bogdans gruppe ville forsøge at forcere en stejl græsbakke på den venstre

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 19

15/07/2016 11.01

side af Instytutska. Målet var at fjerne de Berkut-soldater, der stod på toppen af bakken i perfekt position til at skyde aktivisterne nede på pladsen. Men Bogdan nåede kun halvvejs op ad bakken, før han måtte stoppe, fordi det føltes, som om hans ben kogte. Uden at han havde registreret det, var han blevet ramt af en molotovcocktail. Den havde sat ild til hans benskinner, der nu sad sortsvedne og dinglende tilbage. Med et hårdt tag rev han dem af og fortsatte ufortrødent op mod Berkut-soldaterne, hvis ubønhørlige salver af skud nu kun blev afbrudt af skrig fra de aktivister, der faldt omkring ham. Der udbrød panik. ”Det er payback time,” tænkte Bogdan, mens han sammen med andre skrækslagne aktivister vendte om og ilede ned ad bakken for ikke at blive ramt. Berkut-soldaterne hævnede de tab, de havde lidt i løbet af dagen. Som dominobrikker væltede aktivisterne ned ad den glatte bakke. De lod sig falde, rutsjede ned ad bakken og havnede igen foran den høje barrikade. Snart regnede granater, sten og molotovcocktails ned over dem. Aktivisterne flåede med de bare hænder et hul i barrikadens pigtråde og stillede sig i kø for at komme i sikkerhed på den anden side. Bag Bogdan skreg en ung pige så angstskingert, at han trak hende ind foran sig i køen. Adrenalinen pumpede så hårdt i ham, at det stak i brystet. Skulle han dø nu? Mens pigens fødder stadig kunne ses i pigtrådsåbningen, kastede Bogdan sig ind i hullet og var ved at græde af lettelse, da stærke arme trak ham gennem til den anden side. Bogdan og hans 15 kammerater fra Sitj søgte tilflugt i den canadiske ambassade, da de med nød og næppe var sluppet gennem barrikaden. Ambassaden lå kun et par gader væk fra pladsen, og over 100 aktivister fandt som Sitj vej dertil. Både for aktivisterne på Majdanpladsen og for de ukrainere, der fulgte revolutionen bag tv-skærmen, stod det klart, at 18. februar 2014 kun var optakten til det blodigste oprør i moderne ukrainsk historie.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 20

15/07/2016 11.01

A N NA

A N N A Majboroda kiggede rastløst på sin telefon. Klokken var næsten 17 tirsdag 18. februar 2014, og hendes mand burde være her nu. Dagen igennem havde hun siddet på deres firmakontor i Kiev fem kilometer fra Majdanpladsen og på tv fulgt med i gadekampene, hvor topudrustede Berkut-soldater skød mod aktivisterne, der forsøgte at beskytte sig med ishockeyhjelme og knæbeskyttere. Det havde kriblet i hendes fingre for at løbe hen på pladsen, men hun havde ikke ringet til sin mand, Aleksandr, og foreslået det. Hun kendte alt for godt det svar, hun ville få. ”Åh, Anna-skat, jeg ved godt, du vil redde verden, men jeg er altså nødt til at passe firmaet,” ville Aleksandr sige med sin dybe, melankolske stemme. Gennem 18 års hårdt arbejde var det lykkedes dem at etablere parfumefirmaet Feodosija, der kunne konkurrere med de dyre vestlige dufte, og deres lille familie på fire havde råd til både en bil og et hus i den pæne Kiev-forstad Irpin. Selv om Anna hjalp til på kontoret, havde hun masser af tid til at passe rollen som den perfekte mor og husmor, der holdt sig selv og hjemmet pænt. På skærmen dukkede en aktivist op, der holdt hånden mod sit blødende hoved, og Anna åbnede beskedfeltet på telefonen. Hun bed sig i underlæben og lagde telefonen ned igen. Det var jo nu,

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 21

15/07/2016 11.01

der var brug for hjælpere. Men hun havde lovet Aleksandr ikke at tage ned på Majdan uden ham. Det var for farligt, mente han. I stedet gik hun hen til spejlet, der hang på kontoret, for at sikre sig, at det blonde hår stadig foldede pænt ind ved skuldrene. Hun fjernede lidt mascararester under det ene øje med sin finger og tænkte, at hun snart burde tage forbi skønhedssalonen og blive shinet op igen. Det var vigtigt at være en velsoigneret kvinde, selv om man var 42 år, og revolutionen rasede i byen. Anna satte sig ved skrivebordet og lagde ny rød lak på de lange negle, mens hun lyttede til bragene fra den direkte transmission fra Majdan. Hun huskede stadig krystalklart den dag, hvor det hele begyndte. Det var lige efter aftensmaden 21. november 2013, og hun stod og nynnede over opvasken i sit hjem i Irpin, da aftennyhederne tonede frem på tv-skærmen. ”Godaften,” sagde den russisktalende speaker. Som indfødt Kiev-pige var hun vokset op i en russisksproget familie, og hun valgte instinktivt de russisktalende kanaler. ”Præsidentadministrationen meddeler, at Ukraine bremser forberedelserne til handelsaftalen med EU.” Annas nynnen forstummede. Viktor Janukovitjs ansigt viste sig på skærmen. Han virkede utilpas ved situationen, men igen – hun syntes altid, han så ud, som om noget sad i klemme. ”Men alligevel vil Ukraine arbejde videre mod integration i EU,” sagde præsidenten. Den indsæbede tallerken faldt ned i opvaskevandet med et plop. ”Sasj, kom her!” råbte hun kærligt på sin mand, Aleksandr. ”Hvad nu?” svarede han ude fra lejlighedens badeværelse, hvor han rumsterede rundt med den store dunk af hjemmedestilleret whisky, han var ved at fremstille i deres spabad. ”Han vil alligevel ikke tage os mod Europa!” sagde Anna og pegede over mod fjernsynet, da han trådte ind i køkkenet. ”Helt ærligt, hvad havde du regnet med! Se dog på ham, vores fjols af en præsident. Han er en tyveknægt. Han vil da ikke være en del af Europa,” lød det fra Aleksandr, før han tøffede ud på badeværelset til whiskyen igen.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 22

15/07/2016 11.01

Annas ældste datter, Anastasija på 21 år, der læste marketing på universitetet, kom hjem. ”Har du hørt det? Han underskriver ikke aftalen!” ”Jeg har hørt det, skat,” sukkede Anna. ”Vi skal mødes i byen i aften for at demonstrere mod den idiot,” fortalte Anastasija begejstret. ”Sådan, min pige,” sagde hun kærligt og genkendte sig selv i datterens trodsige ansigt. Da Anna var ung, var Ukraine en del af det kommunistiske Sovjetunionen, og hun var dybt engageret hos ungkommunisterne og mødte op til alle pionerarrangementer. Hun følte sig altid lidt forelsket, når hun var med i projekter eller bevægelser. Derfor stod hun, trods sin Sovjet-kommunistiske baggrund, også forrest til demonstrationerne i 1991, da Ukraine brød med sin 70 år lange sovjetiske og kommunistiske fortid. Hun deltog også aktivt i Ukraines første folkeoprør, Orangerevolutionen i 2004, hvor hun og Aleksandr var på gaden i Kiev sammen med tusindvis af andre ukrainere, der protesterede mod den valgsvindel, der havde sikret Viktor Janukovitj præsidentposten. Det havde været et par isnende kolde måneder, men stemningen på Majdanpladsen var dengang varm, kærlig og solidarisk, og Anna havde troet på, at revolutionen ville ændre Ukraine. Da det lykkedes at få udskrevet et omvalg, og den vestligt orienterede præsident, Viktor Jusjtjenko, tog over, var Anna overbevist om, at et nyt Ukraine var født. Men de evindelige magtkampe i ukrainsk politik fortsatte, og inden længe bølgede skuffelsen gennem samfundet. De nye EU-venlige ledere fik ikke gennemført de mirakelkure mod korruption og embedsmisbrug, som folket havde håbet på, og i 2010 blev den russiskstøttede Janukovitj valgt til præsident i et valg, der blev godkendt af de internationale valgobservatører. Siden da havde Ukraine kæmpet for at opfylde alle EU’s krav til handelsaftalen, der skulle fjerne handelsbarrierer mellem Ukraine og Europa, men også være et første signal til befolkningen om, at Ukraine var et skridt nærmere Den Europæiske Union. EU satte dog en betingelse for at underskrive handelsaftalen: At Janukovitjs værste politiske modstander, Julija Timosjenko,

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 23

15/07/2016 11.01

blev løsladt. Oppositionspolitikeren og tidligere ukrainsk premierminister blev i 2011 idømt syv års fængsel for blandt andet ulovligt at have presset en gaskontrakt med Rusland igennem. EU mente, at hendes fængsling var politisk motiveret, og hun var i Bruxelles blevet personificeringen på et korrumperet ukrainsk retssystem. Også selvom størstedelen af den ukrainske befolkning hældede til at mene, at hun nok var skyldig i den korruptionsdom, hun sad bag tremmer for. Da Janukovitj afviste at efterleve kravet, faldt handelsaftalen til jorden. Et irriterende og pinligt nederlag for EU, men en afgrundsdyb skuffelse for de unge, liberale ukrainere, der havde sat næsen op efter europæiske muligheder. ”Vi går ikke hjem fra Majdan, før han har skrevet under,” råbte datteren inde fra sit værelse. ”Far og jeg tager med derind i weekenden.” Anastasija fortalte, at nogle af hendes venner havde slået telte op midt på den store Uafhængighedsplads, som i folkemunde går under det gamle persiske navn for torv eller plads: Majdan. Hun lovede dog, at hun kom hjem og sov i den trygge forstad vest for Kiev. Efter en uge var antallet af demonstranter nået op på 10.000, og selv Aleksandr fik en spirende tro på, at der var ved at blive skrevet historie i Ukraine. I slutningen af november gik Anna og Aleksandr arm i arm rundt på Majdan og sugede stemningen af ungdom, fællesskab og håbet om forandringer til sig. Over for Aleksandr luftede hun ikke den skepsis, som hun – belært af fortidens revolutioner – var tynget af. Hendes rolle i forholdet var at være ukuelig optimist. Altid. Men de revolutioner, der i hendes tid var bølget gennem landet, var hver gang endt i et sølle skvulp uden reel effekt. Virkeligheden var stadig, at en rig politisk elite ragede til sig og drev Ukraine, som var landet deres private virksomhed. Det varede kun få dage, før den rolige demonstration på Majdan udviklede sig til voldelige kampe. Da Anna om morgenen 30. november 2013 tændte for tv’et, væltede billeder af unge kvinder på Anastasijas alder, der blev tæsket med politikøller, ud i ansigtet

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 24

15/07/2016 11.01

på hende. En betjent sparkede en ung kvinde ned ad trapperne til metroen. Kameraet fulgte hende, mens hun væltede ned og lå stille. Så faldt kameraet til jorden. ”Aleksaaaaandr!” råbte Anna, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. ”De tæver vores børn! Hvad skal vi gøre?” ”Tag tøj på,” svarede Aleksandr bestemt. ”Vi tager derind med det samme.” Anna tørrede øjnene og betragtede ømt sin mand. Hun elskede, når han tog styringen. Der var næsten ingen biler på vejen, og de nåede ind til midten af Kiev på en halv time. De styrede direkte mod Mykhajlyvskij-katedralen, hvor andre frivillige var ved at lave lister over alt det, man kunne melde sig til at hjælpe med. Anna skrev sit navn og telefonnummer på alle listerne. Hun ville gerne hjælpe med at køre folk, hente mad, lave mad, indkvartere de sårede. Hvad som helst. Udenfor på kirkepladsen ankom bilerne i en lind strøm og satte folk og madvarer af. Om eftermiddagen var der pakket med mennesker foran kirken, der råbte: ”Vi tilgiver ikke.” Både ved kirken og på Uafhængighedspladsen dukkede der nu grupper af kortklippede unge mænd op, som Anna og Aleksandr ikke tidligere havde set. De unge mænd holdt sig for sig selv i klynger og råbte højt med på slagsangene. Især ordet ”revolution” gav de ekstra kraft. Forsamlingen lavede et improviseret møde på pladsen. Nogle havde en megafon og råbte, at der skulle etableres selvforsvarsgrupper, som kunne beskytte Ukraines ungdom. I løbet af kort tid havde de dannet grupper med cirka 100 i hver. Hver deling fik et navn og et område, de skulle forsvare. De kortklippede unge mænd skabte deres egen deling. Anna tog til og fra demonstrationerne for at passe sine forpligtelser som forstadshustru, men hendes tanker kredsede hele tiden om Majdan. Hver gang aktivisterne havde nye sammenstød med politiet, var hun ved at sprænge i luften over ikke at være der, og som regel overgav Aleksandr sig hurtigt og startede bilen, så de sammen kunne tage derind. En dag midt i december 2013, da det havde været ekstra voldsomt, kom hun hjem og fandt ham småsovende på sofaen.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 25

15/07/2016 11.01

â&#x20AC;&#x2039; nna Majboroda (f. 1973) er uddannet sygeplejerske, men har siden 1999 A arbejdet i sin mands parfumefirma. Hun var aktiv pĂĽ Majdan, fra de allerfĂ¸rste protester begyndte i slutningen af november 2013.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 26

15/07/2016 11.01

”Hvordan fanden kan du bare ligge der? Hvad er du for en mand, når du burde kæmpe med de andre på Majdan?” Efter det tog han også vagter i forsvarsgrupperne på Majdan, og i de næste to måneder var der jævnligt sammenstød med politiet. Ikke mindst i januar 2014, da Janukovitj gennemførte en lovpakke, der blev omdøbt ”diktatorlovene”. Den gav fængselsstraf til folk, der bar masker, slog telte op eller kørte i en kolonne på mere end fem biler sammen. I de gadekampe, der fulgte, blev den første aktivist dræbt, og flere fra Majdanbevægelsen forsvandt sporløst. I de tre måneder, der var gået siden de første protester og sammenstød, havde hendes hverdag fået en ny rytme. Majdan sugede al hendes opmærksomhed, og da hun nu sad der i kontoret 18. februar og så aktivister blive tævet til blods, steg hendes rastløshed til nærmest ustyrlige højder. Sygeplejersken i hende var vakt til live igen. Det var 15 år siden, hun havde forladt jobbet som sygeplejerske for at hjælpe til i Aleksandrs parfumefirma, Feodosija. Helt tilbage i 1990’erne havde han øjnet et forretningspotentiale i billige alternativer til de dyre vestlige dråber. I Sovjetunionen havde de færreste kvinder mulighed for at vælge andet end de to statsproducerede dufte, Røde Moskva og Leningrad. Begge havde en tung blomsterdunst, der mindede Anna om bedstemødre. Nu var udvalget enormt, men kun få ukrainske kvinder havde råd til at bruge 600-700 kroner på 100 ml duftevand. Aleksandr havde bygget firmaet op fra bunden. Fundet de rette producenter, fabrikker, duftkombinationer og butikker at sælge flakonerne i. Da hun blev gravid med deres søn, Artjom, holdt hun op på hospitalet, og hun havde nydt tilværelsen, hvor hun havde tid til at køre børnene til ballet og fodbold og lave decoupage i udestuen. Selvfølgelig havde de også mærket et dyk i levestandarden, da den globale finanskrise ramte, og Ukraines økonomi krympede med 15 procent i 2009. Parfume er et af de luksusgoder, folk sparer væk først, men takket være Aleksandrs forretningssnilde havde de alligevel klaret sig. Endelig, lidt over klokken 17, ankom Aleksandr til kontoret, og

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 27

15/07/2016 11.01

Anna nærmest kastede sig ind i bilen. De havde aftalt at mødes med Anastasija ved Majdan. Datteren havde lyttet til Annas bøn om ikke at være på kamppladsen, og hun hjalp derfor til i et hospital, der tog imod de mange hundrede aktivister. Deres 14-årige søn, Artjom, var hjemme i forstaden. Han var taget tidligt hjem fra sin skole, der lå tæt på Majdan, fordi Anna frygtede, at kampene ville rykke ind i skolegården. ”Vi skal finde et apotek og nogle forbindinger,” kommanderede Anna, og Aleksandr adlød uden et ord. Men hver gang de fandt et apotek i den næsten øde by, var der udsolgt af plastre og gazebind. Anna blev irriteret. Det var det eneste, de manglede ved kirken. Det havde hun læst på Facebook-siden, hvor andre frivillige opdaterede, hvad der var brug for på Majdan. ”Skal vi ikke bare køre hen til Anastasija så?” spurgte Aleksandr. De fangede lige et kort glimt af deres datter, inden hun gik ind ad skydedøren til hospitalet. Anna nåede at bemærke, at hun havde sorte rande under øjnene. Hun var dog stadig så smuk, så smuk. Blond og slank og med intense brune øjne. Ligesom mig, smilede Anna for sig selv, mens hun sendte Anastasija en sms om, at de ventede udenfor. Endnu en ambulance holdt ind ved hospitalets hovedindgang, og en mand med blodige bukseben blev kørt ind på en båre. Anastasija kom ud, gav dem begge kys på kinden og spurgte, om de ville køre en mand med hjernerystelse op til kirken, så han kunne hvile deroppe. ”Vi kan altså også godt tage nogen med hjem, hvis det er,” foreslog Anna. ”Jeg har prøvet at spørge,” sagde Anastasija. ”Men vi bor for langt væk fra centrum. Selv de sårede vil være tæt på Majdan.” En ung mand blev lagt ind på bagsædet af parrets bil. Han sagde ikke noget, og Anna vidste af erfaring, at hun ikke skulle udspørge ham. Da de kørte gennem de stille gader uden om Majdan, var det mest bemærkelsesværdige alt det lys, der væltede ud fra vinduerne i beboelseskarréerne.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 28

15/07/2016 11.01

”Hvad laver de mennesker oppe i deres lejligheder? Hvorfor er de ikke herude med folket og kæmpe for vores fremtid?” udbrød Anna frustreret. Ingen svarede. De parkerede ved kirkepladsen, og Annas humør steg ved synet af Mercedesstjerner side om side med rustne Ladaers vikingeskibslogoer. På Majdan havde hun mødt advokater og revisorer, tandlæger og bygningsarbejdere, studenter og pensionister, og det var så bekræftende, at ønsket om forandring forenede alle på tværs af sociale skel. Selv tilhørte Anna og Aleksandr den håbefulde middelklasse, der troede på, at tiden arbejdede med de hårdtarbejdende, selvom de i deres budget var tvunget til at postere penge til beskikkelse. Man kom ingen vegne med sin virksomhed uden den kontante smørelse, som alle instanser krævede for at skubbe ansøgninger eller godkendelser videre i systemet. Men afstanden fra middelklassen til de rige var grotesk. Når Anna læste om, hvor mange milliarder dollar den ene eller anden oligark var god for, sydede vreden i hende. Ligesom i nabolandet Rusland var 1990’ernes privatiseringsbølge i Ukraine én stor røverfest, hvor de stærkeste tilegnede sig størstedelen af statens værdier. Stort set alle højtstående politikere var tilknyttet en eller flere af disse oligarker og tjente deres interesser frem for folkets. Derfor glædede det Anna at se de dyre biler og jakkesæt midt i Majdanbevægelsen. Den velhavende del af befolkningen ønskede også et bedre samfund, hvor lov og orden var reglen, ikke undtagelsen.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 29

15/07/2016 11.01

Matilde Kimer filmer ødelæggelserne på hovedgaden Khresjtjatyk 19. februar 2014 efter de hidtil hårdeste gadekampe, der dagen forinden kostede mindst 25 mennesker livet.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 30

15/07/2016 11.01

M ATI L DE

B I LL E D ER NE fra Kievs gader kørte på tre skærme placeret ved siden af hinanden på skrivebordet i DR Byen i København. Det var lige over middag 18. februar 2014, og jeg kiggede vantro på de blodige kampe mellem Berkut-soldater og Majdan-aktivister, der tikkede ind på vores servere fra de internationale bureauer. Jeg havde ikke fulgt nyhederne ret tæt, fordi min mand og jeg havde tilbragt dagen inden på Hvidovre Hospital med vores mindste pige på et år, som havde problemer med vejrtrækningen. I timevis havde vi været ind og ud af undersøgelser, og om eftermiddagen måtte min mand hente vores to større børn på fire og syv, og så sad vi der i venteværelset alle fem og var helt koksede af træthed. Det viste sig heldigvis blot at være astmatisk bronkitis, og med en inhalator fik hun det bedre i løbet af nogle timer. Jeg havde dog holdt hende hjemme de første timer om morgenen 18. februar for at se hende an. Derfor kom jeg sent ud på DR og ville egentlig også være gået tidligt for at hente hende i vuggestuen. Men det stod snart klart for mig, at jeg ikke ville nå tidligt hjem den dag. Selvom der havde været hårde sammenstød før, var de kampe mellem politi og demonstranter, der nu udspillede sig for mine øjne, i en helt anden voldsliga. Målløs så jeg, hvordan en aktivist i elefanthue flåede politihjelmen af en betjent og tæskede

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 31

15/07/2016 11.01

løs på hans hoved med noget, der lignede et jernrør. Indtil videre lød meldingerne, at mindst fem aktivister var blevet dræbt af politiet, så der var ikke noget at diskutere. Jeg skulle af sted til Kiev med det samme. Jeg greb et kamera i udstyrskælderen i DR og tog hjem til mit hus i Hvidovre for at pakke en kuffert, mens DR-redaktøren ville finde en fotograf, der kunne følge med mig til det, der lignede ragnarok. ”Det bliver en kort tur, det lover jeg. Jeg har allerede bestilt en returbillet til torsdag nat,” forklarede jeg min mand, mens jeg kastede tykke strømper og en sweater ned i kufferten. Temperaturmåleren i Kiev viste minus 5 grader. ”Mnnn,” lød det lakonisk fra min mand, der ikke behøvede at uddybe den ytring. Jeg kender lyden af misbilligelse, men var i det øjeblik bare lettet over, at der ikke kom mere. Inden jeg forlod Københavns Lufthavn, blev dødstallet for faldne aktivister på Majdanpladsen opgraderet. Ni dræbte. Flyet fra Riga til Kiev var næsten fyldt, og en stor del af taskerne i bagagehylderne var af mærket Portabrace. Karakteristiske blå og sorte professionelle kameratasker. Men selv uden det afslørende udstyr kunne jeg instinktivt udpege mediefolkene på rækkerne. De sad i par med breaking news-blikket i øjnene og diskuterede ivrigt. Jeg var alene, da det ikke havde været muligt at finde en fotograf, der med så kort varsel kunne tage med. Det næste døgn måtte jeg og mit kamera klare os selv. Det var over midnat, da vi nærmede os indflyvningen til Kiev, og fra sædet bag mig hørte jeg to briter tale om mulige veje ind til centrum. De fleste veje var blevet spærret af i kølvandet af dagens voldsomheder. Jeg kendte kun den brede motorvej, der normalt fører direkte fra den internationale lufthavn Boryspil, hen over den brede flod, der deler Kiev i højre og venstre bred, og ind til midten af byen. Hvis den var blokeret, anede jeg ikke, hvordan jeg kom derind, så jeg vendte mig om og præsenterede mig. Briterne fortalte, at flere kolleger var blevet tilbageholdt ved politiets checkpoints i løbet af eftermiddagen, og de viste mig et kort, hvor de

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 32

15/07/2016 11.01

med rødt havde markeret de store veje, man i hvert fald ikke skulle tage. Jeg tog et billede med min telefon og takkede dem. ”Take care, stay low,” sagde de, da vi hev vores kameratasker til os og travede op gennem flyet. I ankomsthallen hævede jeg nogle kontanter og fandt den taxachauffør, der så mindst svindleragtig ud. Få kilometer ind ad motorvejen stoppede al trafik i en firsporet prop. Fuldstændig som briterne havde forudsagt. Chaufføren trak ud i nødsporet og kørte ad små skovveje ind mod byen. ”Er det røg, vi kan lugte allerede?” Jeg var overrasket over, hvor pludseligt stanken havde sneget sig ind i bilen. ”Mmhmm,” nikkede taxachaufføren. Vi var væk fra skovområdet og bevægede os ind i Kievs beboelseskvarter af højhuse, hvor hundredtusinder ukrainere bor i de kantede sovjetiske skyskrabere, der blev rejst til den store arbejderklasse efter Anden Verdenskrig. Gaderne lå usædvanligt øde hen, bortset fra en brandert, der slingrede hjemad på fortovet. Det virkede som en helt almindelig tirsdag nat i hovedstaden med over tre millioner indbyggere. Faktisk var det svært at tro på, at der lige nu udspillede sig et blodigt drama kun fem kilometer længere fremme. Men røgen var rejst i forvejen og kildede i spidsen af næsen. En første advarsel om, at vi nærmede os. Den næste kom cirka 400 meter fra Majdan, hvor taxaen blev vinket ind ved en politiafspærring. ”Jeg er nødt til at komme igennem her, for mit hotel ligger hernede,” argumenterede jeg ivrigt over for en af politibetjentene ved afspærringen. ”Desværre,” lød det afmålt. ”Jamen, mit hotel, for fanden. Hvor kan jeg ellers komme ind?” ”Der er ikke andre veje,” svarede betjenten. Jeg skiftede taktik og pegede ned på min store kuffert og kameraet. ”Jeg er udenlandsk journalist. Jeg har ret til at komme gennem afspærringen.” Betjenten sukkede og kaldte op i sin walkie-talkie.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 33

15/07/2016 11.01

”Vi har en udenlandsk journalist, der vil gennem afspærring 15. Skal jeg lukke hende ind?” ”Negativ,” lød det skrattende svar. Med lillepigestemme forsøgte jeg med et ”klokken er så mange, det er så koldt, og jeg er så træt. Om han ikke bare kunne lukke øjnene et øjeblik, mens jeg listede gennem?” Han trak på smilebåndet og svarede så: ”Niks.” Faktisk havde jeg ikke behøvet bruge så mange kræfter på at komme ind til det hotel, for det var på det tidspunkt spærret helt af. Nabobygningen brændte voldsomt, og alle var blevet evakueret. Vi bakkede væk fra politibarrikaden og kørte mod et Ibishotel nogle kilometer væk. Jeg ringede til den ukrainske journalist Volodymyr, jeg havde ansat til at hjælpe mig som min såkaldte fikser. Klokken var næsten et om natten, men han tog straks telefonen, og vi aftalte at mødes på det nye hotel, jeg skulle bo på. Jeg havde aldrig mødt ham før, men havde fået ham anbefalet af en ukrainsk journalistkollega. Volodymyrs primære opgave var at hjælpe mig med at være øjne og ører på pladsen og at oversætte fra ukrainsk til engelsk. På russisk var jeg nogenlunde kørende. 12 år tidligere havde jeg læst russisk i Sankt Petersborg, og siden da havde jeg gået til sprogundervisning, når der var tid til det. Selvom ukrainsk var i samme slaviske sprogstamme, var det svært for mig at forstå, og jeg havde også brug for en person med lokalkendskab. Da jeg havde stillet min kuffert fra mig på hotelværelset og slynget kameraet over skulderen, løb jeg ned i receptionen, hvor der sad en ung mand med indfaldne øjne omkranset af sorte rande. ”Volodymyr Runets?” spurgte jeg, og han sprang op, mens han på syngende britisk svarede: ”Matilda?” Jeg kunne instinktivt lide ham, hans øjne og hans ihærdighed efter ikke at virke lige så træt, som han så ud. Jeg skød ham til at være en smule yngre end jeg. Måske lige knap 30 år, selvom hans ludende kropsholdning mere var karakteristisk for en teenager. På vej ud af hotellet forsøgte jeg mig med en morsomhed om hans

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 34

15/07/2016 11.01

spinkle krop – at en lidt bredere oversætter, der kunne skærme mig mod molotovcocktails, ville have været at foretrække. ”Undskyld mig, men hvilken nyhedsstation sender en afpillet blondine direkte ind i helvede?” svarede han tørt og holdt grimassen i flere sekunder, inden han brød ud i en klukkende latter. Vi var på bølgelængde, hoppede ind i en taxa og kørte de få kilometer ind mod centrum, hvor vi blev mødt af en tung røg fra frisk træ og brændende bildæk fra det 15 meter brede brandbælte, der løb ned gennem Uafhængighedspladsen og adskilte politi og demonstranter. Det rev i næsen, øjnene løb i vand. Vi nåede knap at betræde pladsen, før den første chokgranat sprang. Den virkede. Jeg fik et chok. De næste 10-20 stykker havde samme virkning. Men efter nogle minutter lagde jeg ikke længere mærke til dem. De blev en del af lydbilledet, og jeg accepterede dem sammen med skrigene og kampråbene fra tusindvis af stemmer på pladsen. ”Slava Ukrajine!” skrålede aktivister fra scenen med hæse, men insisterende stemmer. ”Gerojam slava!” råbte folk på pladsen som svar uden at fjerne blikket fra deres brosten, dæk eller brænde. Lydbølgen rungede gennem pladsen som én stor kollektiv bekræftelse på, at de var her. At de stod sammen og ved den opgave, den revolution, de var i gang med. Der indløb nye dødstal på min telefon. 20 dræbte. Der var flere hundrede, hvis ikke flere tusind sårede. Inden for den første halve time, jeg var på pladsen, humpede 10-20 mænd forbi mig med blodige ben og hænder. ”Hvad er der sket med dem?” spurgte jeg tre kvinder, der bag deres papkasseskranke udgjorde et slags primitivt gadeapotek. De var klædt i laset, sortsvedet stof, der engang havde været hvide kitler og langede nu plastre, bandager, desinficerende klude og smertestillende piller hen over de spånplader, der var smækket oven på papkasserne med hospitalsudstyr. ”Det er chokgranaterne,” svarede de kort og tog imod endnu en blødende mand. Jeg betragtede hans pjaltede bukseben. Bukserne og huden indenunder havde dybe flænger.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 35

15/07/2016 11.01

”Politiet taper søm og skruer rundt om granaterne, så de kan flænse os. Det er en kødhakker,” sagde den sårede mand, mens sygeplejersken klippede hans bukser op. Han skulle sys, og hun pegede nu i retning af den ene ende af pladsen, der fungerede som én organisme, hvor alle instinktivt kendte deres opgave. I løbet af få sekunder havde to mænd fanget, at en såret skulle tilses, og de bøjede sig ind under hans arme og slæbte af sted med ham. Majdan var en menneskelig myretue, hvor beskidte mennesker myldrede rundt med alvorlige ansigter. Der var ikke længere den højskolestemning, som havde præget de første måneder af protesterne. Nu handlede det ikke kun om ytringsfrihed, men om overlevelse, og med kameraet rullende fulgte jeg efter nogle af de sårede. Vi skulle kun et par hundrede meter længere ned ad pladsen, inden manden blev sat af uden for et pandekagehus. En lille kiosklignende kasse, hvor jeg fra tidligere ture kunne huske, at de serverede glimrende ukrainske pandekager. Der havde ikke været pandekager på menuen de seneste mange døgn. En strimmel af et lagen med store rødmalede bogstaver var klistret fast til vinduespartiet. ”Operatsijna” stod der. Operationsstue. Indenfor i den lille biks var der hektisk aktivitet. På disken, hvor man tidligere afgav sin bestilling, lå to kroppe, og læger eller frivillige iført kitler og operationsmasker løb rundt og forsøgte at tage sig af den konstante strøm af sårede. Udenfor blev nye sårede lagt på træpaller eller bårer. ”Hvorfor bringer I dem ikke på sygehuset?” spurgte jeg en af mændene, der satte en blodig aktivist i kø på pallerne. ”Er du sindssyg!? Så henter politiet dem jo og slår dem ihjel,” fortalte han og skyndte sig tilbage til brandbæltet. I dagene op til denne var adskillige aktivister blevet hentet af politiet på byens hospitaler, når de blev indlagt med skader fra kampene. Nogle blev tortureret og sluppet fri til at fortælle om det. Enkelte var blevet fundet dræbt i skovene uden for byen, mens andre bare var forsvundet. Ingen turde længere henvende sig til offentlige myndigheder. Til gengæld havde flere af byens læger forladt hospitalerne og var rykket ind i bymidten for at hjælpe til

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 36

15/07/2016 11.01

på de interimistiske skadestuer. En yngre læge trådte ud af pandekagehuset. Han stillede sig lige oven i de våde blodspor, der var ekstra tydelige foran døren. Men det lagde han ikke mærke til. Han lignede en, der kunne besvime hvert øjeblik, og som i en slags krampetrækning løftede han sit ansigt op mod himlen for at trække frisk luft. Det var dog omsonst. Himlen var dækket af et tykt lag sort røg fra den kæmpe fagforeningsbygning, der stod i brand lige ved siden af. Røgen pumpede ud af hullerne, hvor der for nogle timer siden var vinduer. Lægen blinkede et par gange. Tog en dyb indånding af den sortsvedne luft og gik ind igen. ”Volodja?” Jeg kaldte på Volodymyr med det russiske kælenavn Volodja, som man ville titulere en, der hedder Vladimir eller Volodymyr, som er den ukrainske version af samme navn. ”Vil du være venlig aldrig at kalde mig Volodja. Jeg hader det og alle andre russiske navne,” sagde han spidst og en anelse teatralsk, i betragtning af at vi stod midt i noget, der lignede en krigszone. ”Du kan kalde mig Volodymyr, eller bare Vova.” Jeg valgte at lade være med at kommentere, at Vova også bruges på russisk, og sagde i stedet, at jeg gerne kaldte ham den danske version Valdemar, hvis det var bedre. ”Nej tak. Bare Vova.” Okay så. ”Vil du ikke med op og se kirken?” spurgte han så, og vi bevægede os væk fra pladsen ad en smuk boulevard med fint dekorerede cafévinduer på den ene side og en park lidt længere oppe. Mærkeligt, hvordan byen så helt normal ud her på en sidegade til Uafhængighedspladsen. Ikke et eneste tegn på den apokalypselignende tilstand. Ikke et baldret vindue, ikke et telt, et flag eller et lager af brosten. Ud over lyden fra granaterne bag os var det eneste, der afslørede, at vi ikke havde bevæget os til en anden by, en enkelt gazeindbundet aktivist, der passerede os på sin vej tilbage til barrikaderne. Vi gik op ad boulevarden, mens Vova stolt fortalte om organiseringen på Majdan. Om hvordan alle ordentlige ukrainere tog del i det på den ene eller anden måde. Om det var ved

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 37

15/07/2016 11.01

at købe brød og spegepølse eller grave brosten op, var alle med. ”Prøv lige at se, hvor godt de passer på byen,” sagde Vova og pegede på de uskadte facader. Vi slentrede langs den stille og bilfri gade, og da vejen åbnede sig til en plads lidt længere fremme, kom den smukke lyseblå Mykhajlyvskij-katedral med sine otte guldkupler til syne. Katedralen og det sammenhængende kloster blev etableret tilbage i 1100-tallet kort tid efter fødslen af Kievstaten, den sammenslutning af slaviske folk, der senere skulle blive til Det Russiske Imperium. Mykhajlyvskij var også den første kirke, der fik de senere så karakteristiske forgyldte kupler, som nu ses over hele det slaviske kirkelandskab. Kirken og klostret blev jævnet med jorden af kommunisterne, men genopført ved Ukraines selvstændighed i 1991. Da Sovjetunionen kollapsede, indførte Ukraine et religiøst overhoved i Kiev, der skulle stå i spidsen for de ukrainske ortodokse som alternativ til den russiske patriark. I praksis gik de færreste ortodokse dog op i, om kirken var indordnet under den ukrainske eller den russiske patriark. Indtil nu. For under Majdanbevægelsen var der afgørende forskel på kirkens adfærd. Mens kirken under Moskva-patriarkatet forholdt sig tavs, blev den ukrainske afgørende for demonstranternes overlevelse. I 70 døgn havde kirken slået en beskyttende ring om Majdanbevægelsen. Kirken havde allerede åbnet sine kæmpestore trædøre, da de første store angreb på demonstranterne skete natten til 30. november 2013. Men den meldte sig for alvor ind i folkebevægelsen natten til 11. december. Den nat ringede kirkeklokkerne for første gang uden for krigstid. En skik fra Middelalderen, hvor kirkeklokkernes bimlen var en advarsel om angreb, og den konstante ringen skulle vække byens folk til forsvar. Præsterne besluttede at sætte gang i kirkeklokkerne den nat i december, da horder af kampklædte betjente stillede sig klar til at storme Majdanpladsen. De forfrosne demonstranter var omringet af en uoverskuelig overmagt, men blev stående. Siden den nat stillede præsterne i deres sorte kjortler sig op side om side med demonstranterne mod politiet på pladsen – og den ukrainske ortodokse kirke havde med ét taget stilling.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 38

15/07/2016 11.01

Det var således bag kirkens beskyttende mure, at aktivisterne kunne lade op, når de indre batterier blinkede rødt. Det var her, de kunne tage sig et hvil. Ringe hjem til mor og far og sige, at de var okay. Og det var her, tusinder af Kievs indbyggere indleverede mad, medicin og tøj for at bakke op om de aktivister, der holdt barrikaderne. Selvom klokken var tre om natten, var der hele tiden en kø af biler foran den snævre bue ind til kirkens gårdsplads. Vova skubbede kirkens tunge trædør med noprede messinghåndtag op, og lige indenfor lå de første grupper af aktivister byltet sammen som snavsetøj. De stjal sig til nogle timers pause i de relativt lune kirkerum, hvor der trods travlhed hvilede en næsten uvirkelig stilhed. Folk og biler flokkedes om indgangen til en lille bygning ved siden af kirken. En meget bleg mand blev hjulpet ud fra bagsædet. Han var svimmel og småfaldt ind i armene på en kvinde i kittel, der tog imod i døråbningen. ”Han skal om bagerst i kirken,” beordrede hun med et alvorligt nik ned mod stedet, som de hårdt kvæstede blev henvist til. Sygeplejersken forsvandt ind i bygningen igen og lod døren stå åben. Indenfor lå en mand i slutningen af 40’erne på en smal briks. Det måtte være koldt at ligge der i underbukser, tænkte jeg i min vinterfrakke, mens mit blik løb fra hans knoer, der var hvide af at knuge et lille tæppe, og ned til hans behårede ben, hvor hans ene lægmuskel var blottet af en stor flænge. En sygeplejerske gjorde nål og tråd klar, og da kirurgen kom til for at sy den sårede, opdagede han mig og mit kamera. ”Kom herover,” sagde kirurgen og vinkede mig tættere på med den hånd, der holdt nålen. ”De skal se det her i Europa. Film!” ”Hundredvis af granatskader,” mumlede han og rystede på hovedet, mens hans nål stak gennem den lyserøde hud, og det første sting trak hullet sammen. Klokken var over fire, da vi nåede ned på Majdanpladsen igen. Brandbæltet havde rykket sig markant. Politiet vandt frem, og demonstranterne producerede molotovcocktails på livet løs. De

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 39

15/07/2016 11.01

blev fyldt nede på hovedgaden Khresjtjatyk, og i ølkasser blev de båret de få hundrede meter op til den forreste linje. Den konstante strøm af benzinfyldte flasker løb parallelt med en menneskekæde, der rakte nyopgravede brosten fra hånd til hånd. En teenager i stramtsiddende jeans rakte en sten til en forretningsmand i jakkesæt, der sendte den videre til en gammel kvinde i lang kjole, hvis knoglede hænder lod den vandre videre op gennem rækken, til den endte oppe i den forreste linje, der overvejende bestod af unge mænd med sammenbidte ansigter. Mænd og store drenge, der kastede sig ned på hug bag skjolde, så snart deres kraftfyldte arme havde katapulteret en brosten eller en brandbombe over mod politiet. Når vinden rev flammerne til side, kunne jeg lige akkurat skimte politiskjoldene og de hjelmklædte hoveder ovre på den anden side af brandbæltet. ”Til side!” skreg en ældre mand, da jeg et øjeblik faldt i staver midt i ragnarok. Han kom slæbende på en gigantisk træstamme. Det var så grotesk og uvirkeligt et syn, at jeg tænkte, det var en kulisse. Det kunne ikke være et rigtigt træ, han bar på. Bag ham fulgte flere med bildæk, træstolper og nyfældede træer fra hovedgaden Khresjtjatyk. ”De skal holde gang i brandbæltet og den tykke røg, så snigskytterne ikke kan få et clear shot,” forklarede Vova. Vi stirrede på den brændende plads. Med mængden af sårede og de forpinte ansigter, der passerede forbi, tvivlede jeg på, at aktivisterne kunne holde pladsen indtil solopgang. Vi gik tilbage til den del af pladsen, hvor vi et par timer tidligere havde set gadeapoteket. Jeg ville gerne lave et filmet interview med en af de unge sygeplejersker. Men skadestuen var væk. Vi spurgte nogle af de omkringstående, hvad der var sket. ”En af granaterne ramte lige ned i den,” fortalte en kvinde, mens hun med store armbevægelser beskrev eksplosionen. Hun pegede ned ad gaden og sagde, at det var lykkedes at redde medicinen, der var blevet flyttet et par hundrede meter længere ned mod rådhuset og aktivisternes ende af Majdan. Pludselig kom politiet til syne på taget af et stort supermarked kun

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 40

15/07/2016 11.01

50 meter fra os. Aktivisterne opdagede dem også, og i grupper på op til fem mand diskuterede de, hvad de skulle gøre. Betjentene havde en klar fordel. De stod for langt væk og for højt oppe, til at aktivisterne kunne nå dem med brandbomberne. I hvert fald hvis de ville kaste i dækning af barrikaderne. Før der var lagt en strategi, løb en af aktivisterne hen til supermarkedet og kastede to molotovcocktails op mod taget. Få sekunder efter sprængte en granat mindre end en meter fra ham, og han faldt til jorden. ”Pis!” råbte de i gruppen, og fem mænd løb straks hen og trak den sårede i dækning. Da de passerede mig, fangede jeg den såredes blik i et ansigt knyttet sammen i smerte. Jeg havde dækket krig og konflikt før, men havde aldrig stået midt i kampen, hvor folk faldt om omkring mig. Det var både skræmmende og tillokkende. Klokken nærmede sig fem, og jeg var nødt til at tage af sted fra pladsen for at komme tilbage til hotellet og være klar til Radioavisen klokken seks. Vi gav os på vej ad hovedgaden Khresjtjatyk, forsøgte at få styr på alle sanseindtrykkene. Bragene og skrigene, når nogen blev ramt. Den svidende røg i næsen. De beslutsomme, sortsvedne ansigter, der fra toppen af barrikaderne tyrede molotovcocktails mod politikæden. Nogle hundrede meter fra selve kamppladsen passerede vi en forladt aviskiosk, hvor en gammel kone stod bøjet hen over en række halvlitersflasker. Hun fyldte klar væske i. Det var ikke vand, kunne jeg lugte, og selvom jeg endnu var temmelig grøn i gadekamp, havde jeg en klar fornemmelse af, at pensionisten var i gang med at lave molotovcocktails. Ved siden af hende rev en teenageknægt andre plastikflasker i små stykker. Stumperne smed han op i store, tomme 5-liters vanddunke. Derefter satte de et stykke stof mellem benzinflaskerne og dunkene med plastikstykker. ”Hvad laver I?” spurgte vi. ”En udvidet cocktail,” svarede den unge mand imødekommende. ”Plastikken smelter – og måske rammer den et af de svin i ansigtet.” ”Jamen, det kan jo slå dem ihjel,” indvendte vi.

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 41

15/07/2016 11.01

”De er kun ude på at slå os ihjel. Det er os eller dem. Hvis vi overgiver os nu, ryger vi i bedste fald i fængsel,” sagde drengen. ”Men jeg tror ikke, de lader os leve,” fortsatte den gamle kone og drejede sit rynkede ansigt fra side til side for at understrege sin pointe. Hun fortsatte benzinopfyldningen, mens hun lavmælt gentog: ”Det er os eller dem.”

2016085_Krigeninden_Indhold.indd 42

15/07/2016 11.01

ISBN: 978-87-400-2834-8

Bagsidefoto Jacob Ehrbahn/Polfoto

2016085_Krigenindeni_omslag_trykklar.indd 1

politikensforlag.dk

MATILDE KIMER

POLITIKENS FORLAG

KRIGEN INDEN I

MATILDE KIMER

KRIGEN INDENI SKÆBNEFORTÆLLINGER FRA REVOLUTIONEN I UKRAINE

Forsidefoto Lau Svensson Foto denne side Lars E. Andreasen

13/07/2016 13.04