Løvehjerte - Ståle Solbakken by JP/Politikens Forlag

STÅLE SOLBAKKEN (f. 1968) er tidligere professionel fodboldspiller, som efter ungdomsårene i Grue IL spillede for klubberne Ham-Kam, Lillestrøm, Wimbledon, AaB og FC København. Han opnåede som aktiv at spille 58 kampe og score ni mål for det norske landshold. Han har været træner i en række klubber siden sit karrierestop som aktiv fodboldspiller i 2001: Ham-Kam (200205), FC København (2006-11), FC Köln (2011-12), Wolverhampton (2012-13) og igen FC København siden august 2013. I 2014 blev han udnævnt til manager i FC København. PETER SLOTH (f. 1974) er journalist på Ekstra Bladet. Fra 2004 til 2015 som skrivende reporter på sportsredaktionen med fagområderne FC København og boksning. Siden 2015 underholdningsredaktør på Ekstra Bladet. Har udgivet en række bøger: Spindoktor sammen med Billy Adamsen (2005), Matador – hverdagshistorie 1929-47 sammen med Lise Nørgaard (2006), Chefen – historien om Morten Olsen sammen med Steen Ankerdal og Kurt Lassen (2009), Mit liv som Elkjær sammen med Preben Elkjær (2012) samt Røver sammen med Steffen Andersen (2015).

STÅLE SOLBAKKEN vil vinde. Ikke bare en smule, men helt, aldeles, totalt. Mens en sejr hurtigt går i glemmebogen, kan de tabte kampe holde ham søvnløs. I denne bog inviterer den succesrige træner for første gang nogensinde med ind bag kulisserne – til der, hvor taktikken lægges, kontrakterne forhandles, og spillerne formes – og fortæller åbenhjertigt om karrierens op- og nedture. Som cheftræner i FC København har Ståle Solbakken og hans team formået at skabe det, som mange iagttagere kalder ”alle tiders bedste danske klubhold”. Dette er hans beretning om, hvordan han har udviklet FC København siden 2006, og om hans kamp for at skabe en kultur, hvor holdet ikke kun har gode chancer for at vinde ’på søndag’, men også ’om tre år’. Læseren er også med på sidelinjen under hans mislykkede ophold i FC Köln og Wolverhampton, og han fortæller hudløst ærligt om de mange kampe både på og uden for banen, som hans store ambitioner har været årsag til. LØVEHJERTE er fortællingen om en kompromisløs leders store krav til sine medarbejdere, men mest af alt om Ståles egne krav til Ståle.

En kvart milliard kroner er et ret skørt beløb. Hvis jeg træffer én forkert beslutning i en Champions League-kvalifikationskamp, kan det koste min arbejdsgiver 250 millioner danske kroner. Og omvendt: FC København kan hente omtrent det samme hjem, hvis jeg tager en rigtig, kampafgørende beslutning. Ærligt talt er det ikke noget, jeg tænker over ét sekund i kampens hede. Man er nødt til at opbygge en eller anden form for panser, en ligegyldighed over for alle de mange penge. Det er ikke svært for mig: Taber vi, er min knækkede personlige og faglige stolthed meget mere alvorlig end de 250 millioner kroner, vi har mistet. Men jeg må erkende, at jeg lider under den type kampe. Sagen er den, at jeg vil vinde. Ikke bare en smule, men helt, aldeles, totalt.

LÃ&#x2DC;VEHJERTE

Ståle Solbakken

LØVEHJERTE I samarbejde med Peter Sloth

EKSTRA BLADETS FORLAG

Jeg er et privilegeret menneske. Jeg har en familie, jeg elsker, et job, jeg elsker, gode venner og god økonomi. Kort sagt: Et liv med alle tænkelige muligheder. Så heldig er langt fra alle mennesker. Overalt på kloden lever folk i nød, i sult og på flugt. For mig er det indlysende, at vi i den privilegerede del af verden skal hjælpe dem, der har mindst. Det er vores medmenneskelige pligt. Den tanke synes desværre at være gået af mode hos størstedelen af vores folkevalgte politikere. Det smerter mig at konstatere, at det inhumane menneskesyn også har bredt sig ind over partier, som jeg ellers altid har sympatiseret med. Politikerne ven der det blinde øje til problemerne. Jeg forstår ikke, de kan. Derfor har jeg – som mit lille bidrag midt i en kæmpe krise – besluttet, at mine ind tægter fra salget af denne bog ubeskåret skal gå til nogen af dem, der trænger mest. Helt konkret donerer jeg hver en krone til Fritidspuljen under Dansk Flygtninge hjælp, der yder økonomisk støtte, så flygtningebørn og unge flygtninge får mulighed for at dyrke sport og andre fritidsaktiviteter på lige fod med danske børn og unge. For mig er det afgørende, at de får mulighed for at blive en del af det sociale fællesskab, selv om deres familier har en begrænset økonomi. Jeg opfordrer dig til at gøre det samme, hvis du har muligheden: Du kan læse mere om, hvordan du støtter den gode sag på fritidspuljen.dk Jeg opfordrer dig samtidig til at tage godt imod vores gæster i nød. Det har alle mulig heden for – hvis de vil.

Ståle Solbakken September 2017

Indhold Vind eller forsvind 9 Et ja med betingelser 37 Op mod de bedste 59 Sulten, såret og bedst 81 Gå hele vejen 99 System, samarbejde, succes 119 Genrejsningen 133 Rød pengemand 151 Alt det, jeg elsker 169 Efterskrift 183

t Foto: Polfoto/Anders Brohus.

Vind eller forsvind En kvart milliard kroner er et ret skørt beløb. Hvis jeg træffer én forkert beslutning i en Champions League-kvalifikationskamp, kan det koste min arbejdsgiver 250 millioner danske kroner. Og om vendt: FC København kan hente omtrent det samme hjem, hvis jeg tager en rigtig, kampafgørende beslutning. Ærligt talt er det ikke noget, jeg tænker over ét sekund i kampens hede. Man er nødt til at opbygge en eller anden form for panser, en ligegyldighed over for alle de mange penge. Det er ikke svært for mig: Taber vi, er min knækkede personlige og faglige stolthed me get mere alvorlig end de 250 millioner kroner, vi har mistet. Men jeg må erkende, at jeg lider under den type kampe. Sagen er den, at jeg vil vinde. Ikke bare en smule, men helt, al deles, totalt. Jeg har haft det sådan, siden jeg startede med at spille fodbold som helt lille. I 11-12-årsalderen græd jeg af frustration, hvis mit hold tabte. Jeg græd meget. Ikke ude på banen, men sene re, om aftenen, når jeg lå alene i min seng. Heldigvis gik det sjæl dent ud over andre, selv hvis en holdkammerat havde leveret noget skidt og var årsag til, at vi tabte. Nej, jeg rettede oftest frustratio nerne mod mig selv og var mest ked af det, når jeg selv havde un derpræsteret. Jeg græder ikke længere, men nederlag irriterer mig stadig voldsomt meget. Det gælder mest i fodbold, men også i andre typer spil. Da jeg lige havde mødt min kone, blev vi kun uvenner, Vind eller forsvind 9

når vi spillede backgammon, og hun vandt. Så smadrede jeg hele brættet. Det er sjovt nok sjældent i de store internationale kampe, jeg går over stregen. Når vi har spillet de afgørende kampe i Champions League-kvalifikationen mod Rosenborg eller APOEL med en masse millioner på spil, har jeg været konstruktiv og rolig i alt, hvad jeg har foretaget mig. I de allerstørste kampe ved jeg, at alle på og om kring banen kæmper alt, hvad de har lært, i samtlige sekunder kam pen varer. Det er ikke sikkert, de er lige så meget på i hvert eneste minut i en kamp mod Silkeborg. Det kan gøre mig tosset, for jeg er altid 100 procent klar og forberedt. Jeg stiller krav til alle i organisa tionen, og lever de ikke op til de krav, bliver jeg frustreret og gal. Hvis en spiller ikke løber nok, og det går mig på, kan jeg sagtens finde på at vende mig mod vores fysiske træner Anders Storskov og råbe: ”Hvorfor fanden kan han ikke løbe mere, det er sgu da dit job at få dem i form!” Eller hvis Robin Olsen for tredje gang sparker bol den ud over sidelinjen, retter jeg vreden mod vores målmandstræner Anton Scheutjens: ”Hvorfor helvede har du ikke lært ham at sparke til en bold?” siger jeg. Men det er jo mig, der har det overordnede ansvar, så i den situation skælder jeg i virkeligheden ud på mig selv. Nej, én gang gik det galt internationalt, da vi spillede mod Real Madrid på Bernabéu i Champions League 2013. Kort før vi gik ud på banen, hev jeg fat i Johan Wiland, vores daværende målmand: ”Når bolden bliver slået mod bagerste stolpe, så skal du ikke gå ud af målet for at få fingre i den, medmindre du er 100 procent sikker på at gribe den,” sagde jeg, for jeg havde set Cristiano Ronaldo duk ke op lige dér så mange gange i Real Madrids øvrige kampe. Hver eneste gang målmanden havde troet, han kunne nå bolden, og havde fejlet, havde Ronaldo stået klar til at heade bolden i et tomt mål. ”Lad vores back blive på Ronaldo, mens du bliver på stregen, medmindre du er bombesikker,” sagde jeg. Og hvad skete der? Ved

10 Løvehjerte

stillingen 0-0 efter 35 minutter headede Ronaldo bolden ind i et tomt mål. Johan Wiland havde fortjent en kæmpeskideballe, men det var umuligt, for han var inde på banen. Så i stedet for skældte jeg ud på Anton Scheutjens. Vel at mærke med så voldsom kraft, at han kom til mig dagen efter og sagde, at han ikke længere ville sidde på bæn ken under vores kampe. Jeg tænkte kort over det. Så tog jeg ham ind til en samtale. ”Du skal sidde på bænken under vores kampe. Det er ganske en kelt en ordre,” sagde jeg og fortsatte: ”Der var kun én, der fejlede – ud over Wiland: Det var mig, fordi jeg gik alt for hårdt til dig.” Og så var den sag ude af verden. Jeg håber og tror, at jeg selv havde hevet fat i Anton for at und skylde, hvis ikke han var kommet til mig. Det gjorde jeg i hvert fald med vores tredjemålmand Kim Christensen en dag, hvor jeg selv spillede med i træningen: Mit hold havde Kim på mål, og vi tabte. Jeg syntes simpelthen, at Kim var så dårlig, og jeg sagde så mange grimme ting til ham, at jeg efter træningen måtte gå ned i kælderen, hvor han styrketrænede: ”Kim, i dag gik jeg for langt. Du er en god målmand.” I de situationer bliver jeg tosset og når ikke at veje mine ord. Hvis jeg tilmed er blevet tosset over noget andet under kampen eller træ ningen, så bliver den skideballe, jeg afleverer, helt sikkert dobbelt – eller fire gange – så hård, som den burde have været. Det er kun i konkurrencesituationer, jeg reagerer sådan. Allige vel kan jeg godt blive overrasket over mig selv: Jeg er tæt på 50 og kan alligevel finde på at tale sådan til voksne mennesker, der gør deres absolut bedste. Det er sket mange, mange gange, at jeg er kommet hjem efter en kamp, har tænkt tilbage på nogle reaktioner undervejs og konklu deret, at der var jeg godt nok for hård ved ham eller ham. Vind eller forsvind 11

Når jeg virkelig er gået for vidt, går jeg til pågældende og beder om forladelse. Jeg er helt sikkert et roligere menneske nu, end da jeg var 36 og trænede Ham-Kam det første år, men jeg er stadig et konkurrence menneske med temperament, og mine udbrud får jeg nok aldrig helt bugt med. ¹ Jeg har aldrig haft andre mål i livet end at beskæftige mig med fod bold. Aldrig. Allerede fra fem-seksårsalderen fyldte fodbold alt, og allerede dengang spillede jeg som nævnt for at vinde. Jeg havde et par kam merater, Kent og Stig, der var et og to år ældre end mig. De havde et niveau, som jeg stræbte efter at nå. Særlig Kent, der var et år ældre end mig, målte jeg mig hele tiden med. Han opnåede at komme på det norske drengelandshold. Der fik han udleveret et træningspro gram, som jeg var meget optaget af. Jeg spurgte meget ind til det, og tog det til mig, når Stig forklarede mig, hvordan de trænede på drengelandsholdet. Kent og Stig var ikke bange for nogen eller noget. De satte mig kraftigt på plads, hvis ikke jeg levede op til deres forventninger, når vi spillede fodbold. Den mentalitet tog jeg til mig, så jeg begyndte at sætte andre, der ikke leverede varen på fodboldbanen, på plads. Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg var bedre til fodbold end de fleste af mine jævnaldrende. Selvom jeg ikke var noget stortalent, var jeg den bedste i min årgang. Netop derfor var det vigtigt for mig at have ældre og bedre spillere at måle mig op imod. Grue, hvor jeg kommer fra, er en lille kommune, hvor der den gang boede omkring 6000 mennesker. Alle kendte alle – eller alle vidste i hvert fald, hvem alle var.

12 Løvehjerte

Jeg kommer fra hovedbyen Kirkenær, et lille industrisamfund, hvor der var to store savværker, en vinduesfabrik, en lampefabrik og folkeskolen. Men det vigtigste var selvfølgelig idrætsforeningen, hvor fodboldafdelingen var den største. Idrætsforeningen havde også ret store afdelinger inden for håndbold og atletik. Om vinteren var der derudover skihop. Politisk var det rødt. Working class. ¹ Jeg er passioneret Liverpool-fan og har været det, næsten lige så læn ge som jeg har spillet fodbold. Passionen startede dengang jeg var seks, og jeg så dem spille FA Cup-finale i 1974 mod Newcastle. Før den kamp vaklede jeg mellem at holde med Liverpool eller Leeds. Liverpool vandt FA Cup-finalen 3-0, Kevin Keegan scorede to mål, Steve Heighway et. Jeg faldt pladask for klubben. Måske faldt jeg i virkeligheden mere for Kevin Keegan end for selve klubben, men den kamp er mit første store minde om Liverpool. Mit drenge værelse var plastret til med Liverpool-plakater, avisudklip, tørklæ der og andet merchandise. Første gang, jeg satte mig ned og så en fodboldkamp kun med øje for, at én eneste spiller skulle få bolden, var under verdensmester skaberne i 1982. Spilleren var selvfølgelig Diego Armando Marado na. Det var første gang, man kunne se ham i fjernsynet i tre kampe på stribe. Indtil da havde man kunnet se forskellige små klip med Maradona, men tre kampe på en uges tid, det var fantastisk. Selvom jeg var stor fan af Kevin Keegan, var det her noget andet. Keegan var en hårdtarbejdende spiller, der kunne levere en god arbejdsindsats og score en masse vigtige mål, men han var ikke en tusindkunstner på samme måde som Maradona. Med Diego havde man fornem melsen af, at han kunne vinde en kamp alene. Det var første gang i mit liv, jeg så sådan en spiller. Vind eller forsvind 13

p Min far, Svein, og min bror,

Espen, på hastetur til København, kort efter jeg er faldet om med hjertestop i marts 2001. Polfoto/Sandblad.

q ”Bliv nu på stregen, hvis ikke du er bombesikker

på at kunne nå bolden ude i feltet,” havde jeg sagt til Johan Wiland. Alligevel gik det galt i 2013 på Bernabéu mod Real Madrid. Sådan noget bliver jeg tosset over. Polfoto/Lars Poulsen.

u Vi havde hørt

og læst så meget om ham på forhånd, men det var først ved verdensmesterskaberne i 1982, at vi fik lov til at se tre hele kampe med tusindkunstneren Diego Maradona på tv. Polfoto/ Fotosports Inter national/Roger Parker.

q Jeg har taget mine ture med Anton Scheutjens i tidensløb, men han er en højt skattet medarbejder, som jeg betragter som den bedste målmandstræner, jeg har arbejdet sammen med. Polfoto/René Schütze.

Min far var lærer og fodboldspiller – og siden træner – så det er nok ham, jeg er blevet mest påvirket af. Da han var spiller og træner i den populære lokale klub, fik jeg gratis adgang til det, der dengang var det allerhelligste: Grue Stadion, der hed ‘Gressbanen’ i mine barndomsår. Grues spillere var de nærmeste opnåelige stjerner for os drenge dengang, fordi verden var så stor, og Kevin Keegan var uopnåelig. Et af årene, hvor min far var træner for Grue, blev hol det nummer fem i Norges næstbedste række, der dengang var delt i to divisioner. Det betød, at holdet var blandt de 20-22 bedste hold i hele Norge med lutter lokale spillere. Ret fantastisk af en kommune med blot 6000 indbyggere. I slutningen af 1980’erne startede jeg på lærerseminariet og fik taget mig den uddannelse, man nu engang skal tage, men det ville være løgn at sige, at lærergerningen var et kald for mig. Det var fod bolden, der fyldte alt, som den altid havde gjort og altid vil gøre. Når man tænker på, hvor lille et nåleøje det er at komme igennem – at leve af fodbolden – var min ambition om at blive professionel fod boldspiller selvfølgelig ret risikabel. Men mine forældre blandede sig aldrig i det. ¹ Fra jeg var ret ung var min største styrke, at jeg trænede oftere – og mere systematisk – end alle andre på min alder. Mine to ældre hold kammerater, Kent og Stig, motiverede mig som nævnt ved at være stærkere og bedre, og derudover blev jeg opmuntret af min fars gode ven Martin Jensen, der var norsk mester i trespring og underviste de lokale unger i atletik. Det var naturligt for mig at deltage i atle tiktræningen hos ham for at øge min råstyrke og for ganske enkelt at blive hurtigere med fodbolden for øje. Det stod på, allerede fra jeg var 11-12 år gammel.

16 Løvehjerte