Love Me Do af Morten Sabroe by JP/Politikens Forlag

„Er det ikke historien om dig? At du glemmer at vande og fortælle dem du omgiver dig med hvor smukke de er?“ Sådan siger en stemme i Morten Sabroe. Han vil være et godt menneske, gøre noget for andre, men da han bor på det luksuriøse Bowery Hotel i New York med sin kone Do, begår han sit livs fejltagelse: Han går alene ind i en elevator. Han der lider voldsomt af klaustrofobi! Mens panikken fylder ham, ser han elevatordøren glide i. Ude af sig selv

MORTEN SABROE (f. 1947) har senest

trykker han på en knap. Elevatoren kører – og sætter sig fast. I fire en halv time er den angste forfatter spærret inde. Da han endelig bliver reddet

udgivet Drengen der løb med Gud (2015), Os (2013),

ud, er han ikke længere den samme. Han er et menneske i opløsning. Han

Libido (2013), Fader Vor (2011), Det trettende spil (2010)

klamrer sig til livet, og til sin kone. Men Do bærer på en hemmelighed.

samt bestsellerne Kærlighedskrigeren (2008) og Du

Efter at have truet hotellet med sagsanlæg for sin mands indespærring

som er i himlen (2007). Tidligere har han bl.a. udgivet

og forhandlet sig til et millionbeløb i dollars – som hun ikke fortæller ham

romanerne Den spanske gæst (2000), Den niende

om – begynder hun på en rejse der fører hende tilbage til sin fortrængte

kreds (2002) og Evig troskab (2006)

fortid. Hvad skete der de tre år hun boede i Californien, tre år hun ikke har fortalt nogen om?

ROMAN

LOVE ME DO MORTEN SABROE

Morten Sabroe bevæger sig inciterende i spændingsfeltet mellem lys og mørke, drøm og virkelighed. Det er en stærk eksistentiel og spændingsdrevet fortælling, der læner sig op ad Du som er i himlen.

ISBN 9788740023343

POLITIKENS FORLAG

„Din far er lige her, skat. Han er djævlen der sidder i bilen bag mig. Der ligger en revolver på sædet ved siden af mit, der er seks patroner i den, hvad skal jeg gøre? Hvad synes du, jeg skal gøre? Vil du tale med ham inden han forsvinder fra Jordens overflade?“ Fra bogen

Love Me Do

Love Me Do.indd 1

05/01/17 14.22

Love Me Do.indd 2

05/01/17 14.22

Morten Sabroe

Love Me Do Roman

politikens forlag

Love Me Do.indd 3

05/01/17 14.22

Love Me Do.indd 4

05/01/17 14.22

Dette er ikke en roman Det er en pibe

Love Me Do.indd 5

05/01/17 14.22

Love Me Do.indd 6

05/01/17 14.22

ELEVATOREN

Love Me Do.indd 7

05/01/17 14.22

Love Me Do.indd 8

05/01/17 14.22

Nej Nej Nej For sent. Døren gled i og lukkede med et suk som fra en døende. Den kobberfarvede plade gengav ham som skygge. Sådan ville han komme ud. Som en skygge, uden menneskelige træk. Tag ham væk. Nej, kør ham væk. Langt væk. Lad ham skrige, men lås ham inde først, så vi ikke kan høre ham. Panikken løb igennem ham, fra benene op gennem kroppen og ud i armene. Han vidste det med det samme, han havde begået sit livs fejltagelse. Han trådte hen til panelet med trykknapperne. Hvor var knappen som åbnede døren? Hvor? Han kunne ikke se, han havde ikke taget læsebrillerne med. Han trykkede på en knap. Kling, sagde det. Elevatoren gled nedad. Måske var han heldig. Elevatoren ville standse på den etage han havde trykket på, døren ville gå op, han ville træde ud og mærke eksplosionen af frihed: Ude! Ude! Ude! Kling. Den standsede. Og blev stående. Han så på døren. Den gik ikke op, den gik ikke op, den gik ikke op. Tallet lyste over den kobberbeklædte dør: 9. etage. Den gik ikke op! Åh gud! 9

Love Me Do.indd 9

05/01/17 14.22

Han trådte hen til panelet med knapper. De sad i fire rækker. Nederst til højre var en knap med et L. Hans kone havde vist ham den den dag de ankom til hotellet: “Se der, det er et L,” sagde hun og pegede på L’et. “Det er den du skal trykke på. Det er L for Lobby.” “Jeg vil ikke trykke.” “Det skal du heller ikke. Jeg trykker for dig. Jeg er med dig hver gang du kører i elevator.” “Jeg ved ikke om det hjælper.” “Det kan du sagtens, bare se på mig. Se, nu trykker jeg på L, så går døren i, og så kører vi.” Døren gik i. Kulden i benene kom med det samme. Hvert øjeblik kunne den brede sig og lamme hans krop. Kør, vil du ikke nok køre? Han så elevatoren for sig, kablet den hang i, skakten den kørte i. “Jeg kysser dig for hver etage,” sagde hun. Hun gik tæt på ham og kyssede ham. Han havde kolde, døde læber. “Se, du kan godt. Der sker ikke noget.” Det var ikke mens den kørte, det var når den standsede. Sekunderne, de evige, angstfyldte sekunder ... Gik døren op? Og når den gjorde: lettelsen, den overjordiske lettelse når han trådte ud i friheden, ud til livet som han lige havde fået forærende. Kling, sagde det. Kling for hvert kys hans kone gav ham. Det var ydmygende, han følte sig som et barn. Så standsede den. Han turde ikke se på den kobberklædte dør. Han så på hende. Så hørte han det. Døren gik op. “Se,” sagde hun. “Det er lobbyen.” Han trådte ud. Beruset af ... var det lykke? Var lettelsen så stor at den blev til lykke? “Du skal køre med mig hver gang,” sagde han. “Selvfølgelig, min elskede.” Hun standsede ham inden de nåede receptionen. “Ved du hvad?” 10

Love Me Do.indd 10

05/01/17 14.22

“Nej.” “Du var så dygtig. Man kunne slet ikke se at du var bange.” “Det var jeg. Jeg var skidehamrende bange.” “Du tog det så flot. Så flot.” Og nu: indespærret, levende begravet. Hans hjerte slog hårdt og hurtigt, dunkede mod brystkassen, luk mig ud. Han trak vejret med besvær, det svimlede for hans øjne. Hvilken knap åbnede døren? Tallene flød ud for hans blik, han turde ikke trykke på en hvis det var den forkerte. Den røde knap, det var den eneste han kunne se tydeligt. Tryk på den røde knap. Han trykkede på den. Trykkede og ventede, hans hjerte trommede ved tindingerne. Når han talte med vagten – var det en vagt, eller var det en i receptionen? – ville han lyde afslappet ... lyde som om det ikke var noget problem for ham at elevatoren havde siddet fast i ... hvor længe? Var det mere end 30 sekunder? Hvor længe ... og hvor længe endnu ... Et sekund, to, tre, fire, fem ... Han trykkede igen. Og igen. Han så kun på panelet med knapperne. Det var hele hans verden med alle dens muligheder. Der var 20. 17 etageknapper, en alarmknap, en knap der åbnede døren, og en til. For helvede da også, han kunne ikke læse numrene, den eneste mulighed var den røde alarmknap, og så slog han hånden mod den, fladt, ikke smadre den, fladt, hallo, hallo ... Så hør den, for helvede! Intet svar. Ikke se til siden. Hvis du ser til siden, ser du hvor du er. Du ser hvor lille elevatoren er. To meter, den er højst to meter bred og halvanden dyb. Du kan ikke tåle at se det ... du kan ikke tåle at vide det ... Han slog hånden hårdt mod den røde knap. “Svar! Vil I ikke nok svare! Jeg kan ikke tåle det!” Så! Det knitrede i højttaleren. 11

Love Me Do.indd 11

05/01/17 14.22

“Hello!” Der var nogen inde bag den knitrende lyd. “Hello! Help! Help! Talk to me!” Så hørte han dem. De var to. De snakkede sammen. Den ene talte, det lød som om han fortalte en vittighed. Så lo den anden. Han slog med flad hånd på højttalerudgangen. “Help! Help! The elevator is stuck! Help!” Han lyttede. De to inde i højttaleren talte videre. De havde ikke hørt ham. Der var ingen forbindelse fra ham til dem. Han slog løs på højttaleren. “Help. I’ve got claustrophobia! I’ll get crazy! Help!” Højttaleren knitrede højere, det overdøvede de to stemmer. De forsvandt mere og mere, til sidst var de væk. Der blev stille. Han slog løs på elevatordøren. “Help! Help! Help!” Han så ned i gulvet. Ikke se hvor lidt plads der er. Ikke se. For satan også. For satan. Han havde ikke mobiltelefonen med. Den lå i kommoden ved siden af sengen. “Jeg tænder den ikke før vi er tilbage i København,” havde han sagt til sin kone, Do, da de ankom til hotellet. Den havde ligget i skuffen i fem dage. Han havde sagt det med stolthed, som en alkoholiker der har taget den store beslutning: “Jeg rører ikke telefonen de næste fem dage!” Og nu. Han kunne ikke ringe til hende. Han kunne ikke ringe til receptionen. Han kunne ikke ringe til nogen. Han var spærret inde. Ingen vidste det, ingen. Ingen på hotellet, ingen udenfor. Der er tre elevatorer, det er kun den ene der sidder fast. Gæsterne trykker på knappen, en af de to andre elevatorer kommer. Der er ikke nogen der skænker det en tanke at den ene ikke kører. Ingen ved at den sidder fast! INGEN. Hvordan kunne han gøre det? Hvad var der sket?

Love Me Do.indd 12

05/01/17 14.22

Do havde ligget i sengen med iPad’en og spillet Quiz Battle. Han var vågnet en time før hende, han havde taget brusebad og læst i de magasiner der lå til gæsterne. Paris Review. Det vidnede om klasse at hotellet havde lagt den til gæsterne. Så var han blevet rastløs, og da hun vågnede, havde han sagt: “Jeg tager en tur på cykel. Jeg er tilbage om en time, så finder vi en morgenmadscafé.” “Du tager ikke elevatoren, vel?” “Alene? Er du sindssyg!” Så var han gået. Cowboybukser, hvid T-shirt, Asics Kayano, en notesbog og en af hotellets rød-sorte kuglepenne med indskriften The Bowery Hotel. Det var sommer i New York, 28 grader, høj sol. Han ville finde en fortovscafé, bestille en cortado, åbne notesbogen, skrive. Skrive notater til den roman han både kunne smage og se for sig. Bygge den op sten for sten, rejse et kæmpemæssigt komisk værk ... intet mindre: Groucho Marx møder Dylan og Mark Twain, og så sætter de strøm til ... 1000 volt ... og så træder, lad os give ham en hånd, Morten Sabroe ind ad døren. Og så var det sket. Da han kom ud på gangen, stod den mexicanske stuepige med sin vogn foran elevatorerne. Da hun så ham, sagde hun: ‘Good morning, sir!’, og så trykkede hun på knappen for at hjælpe ham med at få en elevator; der var mange gæster på hotellet, det var ikke altid nemt at få en. Der var tre elevatorer, den første var halvt så stor som de to andre. Hver gang den kom op, havde han sagt til sin kone: “Den kører vi ikke med. Den er for lille, jeg kan ikke tåle det, jeg bliver sindssyg derinde.” Hans kone var gået ind i den og havde trykket på Lobby og gået ud igen, og så havde de ventet på en af de andre. Stuepigen trak vognen ned ad gangen. Da elevatordøren gik i, stak hun en arm frem og blokerede den, så han kunne gå ind. “For you, sir.” Og så var han gået ind i den. 13

Love Me Do.indd 13

05/01/17 14.22

Han var gået ind i den! Han havde ovenikøbet sagt: “Thank you.” Som var det noget han gjorde hver dag. Som havde han ingen problemer med at køre i elevator. Og så alene! Han havde vendt sig om og smilet til hende, men hun havde allerede skubbet vognen ned ad gangen, så han havde smilet fjollet til væggen i stedet. Så var døren gået i. Og kulden var løbet igennem ham fra benene og op. Hvordan kunne det lade sig gøre? I samme øjeblik han var kommet ind i elevatoren og vendte sig om for at smile til stuepigen, vidste han at han skulle ud i en fart. Inden døren lukkede. Han vidste at han skulle stikke armen frem og blokere døren. Han havde ikke gjort det! Han var blevet stående og havde set døren glide i. Hvorfor? Var det fordi han ikke vil tabe ansigt over for stuepigen? Han skulle have sagt det som han havde sagt det tusind gange før: “Jeg kører ikke i elevator. Klaustrofobi.” Og så smilet skævt: “Det må være noget med min mor. Hun var skrækslagen da hun fødte mig. Det var ikke en fødsel, det var krig. Jeg måtte skyde mig vej ud.” Ha ha ha! Så sent som dagen før havde han sagt til en sort stuepige at han aldrig kørte i elevator, og hun havde svaret: “Jeg kan forstå at du tager trappen ned herfra. Men op! Det er tolv etager!” “Det er godt for kroppen.” “Ikke for min krop.” Så var han gået ned.

Love Me Do.indd 14

05/01/17 14.22

Det dunkede ved tindingerne, han ville ikke tage sin puls. Hvis han tog den, ville han mærke hvordan hjertet hoppede og dansede og sprang over, og så ville han blive bange for at det standsede. Angsten ville sætte sig på hans lunger og i halsen, han ville hive vejret ind med større og større besvær, og til sidst ville hans åndedrætsrytme humpe af sted, kun holdt i gang af frygten for ikke at kunne få luft, han ville hyperventilere, og der ville ikke være nogen til at berolige ham, og han ville besvime, og så ville han dø, og så ... Det gør du ikke, det gør du bare ikke. Du ser ned i gulvet og forestiller dig at du ikke er her. Du er ikke i en elevator der sidder fast, du er i stort, stort rum ... der er masser af udgange, det er bare at tage den første den bedste, så er du ude! Han rettede sig op og gav sig til at trykke på knapperne i panelet. Først én, så en til, indtil han havde trykket på dem alle. Og alarmen, han trykkede på alarmen igen. Denne gang var der ingen knitren, der var ingenting, ikke en lyd, den var død. HJÆLP MIG! Han trykkede igen. Og igen. Han så ned i gulvet. Læste de lyse bogstaver der var vævet ind i det brune tæppe: The Bowery. De gange – hvor mange var det ikke blevet til på fem dage? – han havde kørt i elevatoren med sin kone, havde han set på de bogstaver og følt et velbehag over at bo på hotellet, være en del af den luksuøse atmosfære der var på hotellet, værelset 15

Love Me Do.indd 15

05/01/17 14.22

med det store gulv-til-loft-vindue med metalsprosser, elevatorerne med de mørkebrune paneler og gulvtæppet, lobbyen med de mange klunkesofaer, bøssetjenerne med deres hippe frisurer, løse håndled og stramme balder, baren, den store glasoverdækkede lounge, cyklerne man kunne låne, drinksene i loungen om eftermiddagen og i salonen om aftenen, muligheden for en Hollywood-stjerne. “Daniel Craig og Rachel Weisz har lige boet her,” sagde han til Do der svarede: “Nå.” Det ragede hende, hvilket fik strømmen af stjernenavne til at sætte sig som en prop i hans hals: “Johnny Depp og Amber Heard, Giselle Bündchen og Tom Brady, Rihanna ...” Han havde længe drømt om at bo på hotellet. Lige siden han fem år tidligere mødtes med to venner i baren på The Bowery, havde han sagt til sig selv: Der kommer en dag. Og den dag var kommet da han midt i juni åbnede en mail fra Politikens Forlags skønlitterære afdeling: ‘Økonomiafdelingen kan ikke finde bilagene for din researchrejse i vinter. Kan du ikke sende dem, eller skrive at det har du gjort for længe siden?’ Han skrev tilbage: ‘Jeg var ikke ude at rejse. Jeg havde sprængt akillessenen anden gang. Jeg kunne ikke komme nogen vegne. Do var på rideferie i Au straliens wilderness. Jeg sad hele vinteren oppe på landet og gloede ind i mig selv, ikke noget jeg vil anbefale nogen.’ Pause. En af dem hvor angsten for at gå nedenom og hjem økonomisk rejste sig i ham. Han havde fået 50.000, skulle han betale dem tilbage? Han gik på netbank og så på sine konti. Jesus! Så rejste han sig. Han rejste sig fra fallittens rand og gik ind til sin kone. Alt ved ham var forandret, han lignede enearvingen til Novo Nordisk, Mærsk, Microsoft, Apple, til verdens største diamantmine, og så sagde han, eller rettere sang han: “Honey”, og det betød ikke skat, det betød honning, for hans kone var hans livs honning: “Den dér rejse til Firenze vi skal på midt i juni, den bliver ikke til noget.” “Hvorfor ikke?” sagde hun skuffet. “Du skal til New York. Du skal 16

Love Me Do.indd 16

05/01/17 14.22

bo en uge på The Bowery. Du skal bade dig i luksus, og hvis der er noget du vil have, så peger du på det, og så får du det.” Hun strålede, hun blev nærmest selvlysende. Og så omfavnede hun ham som var han en rigtig mand, en mand med penge, indflydelse og smag. Det sidste havde han, det andet havde han ikke, men de 50.000 som han lige akkurat havde stående på sin konto, og som åbenbart ikke var hans, forvandlede han i et snuptag til sine penge og tænkte: Mastercard betaler så længe vi er der. Vi har 50.000 til en uge! Regningen kommer først bagefter. Det var ikke første gang han havde inviteret sin kone på luksusrejse. Sidste gang var året før da hun havde fødselsdag. Han havde købt et farvestrålende Happy Birthday-kort og skrevet: TILLYKKE! MY LOVE! Du er den dejligste kvinde i Verden! Derfor vil jeg sige tak for ALT hvad du har givet mig og gir mig hele tiden. Dette er et gavekort til en storbyferie i (SÆT KRYDS UD FOR BYEN): BARCELONA eller TAORMINA eller KØGE eller NEW YORK eller SKÆLSKØR

Love Me Do.indd 17

05/01/17 14.22

Med sikker sans for luksus havde hun sat krydset ud for New York. Hun glædede sig, men ikke for meget, for det var ikke sikkert hun fik rejsen. Han havde gjort det flere gange før på hendes fødselsdag. Købt et kort og skrevet og tegnet på det, blandt andet en kjole og et par sko og hvad han syntes hun skulle have, og ikke havde købt fordi han hadede at købe gaver, både fødselsdagsgaver og julegaver, det forvirrede ham, han blev revet ud af sig selv, et skide nervevrag blev han, hvorfor han hadede både fødselsdage og juleaften som pesten. Han slap udenom ved at købe fødselsdagskort og tegne og love gaver og rejser i den helt store stil, og hans kone blev glad hver gang, men ikke overdrevent glad, og så gik tiden, og den blev ved med at gå, og hun vidste det godt, Do, den rejse, de sko og den kjole, de materialiserede sig nok ikke, ligegyldigt hvor lang tid der gik, og det gjorde ikke så meget, for han havde givet hende kortet med stor kærlighed og glæde, det skortede ikke på følelser i manden når han gjorde det, han var fandeme helt overvældet af sin egen gavmildhed, og gavmild var han, han kunne finde på at invitere hende til koncerter og middage og weekendture, men de store ting, rejserne og de dyre kjoler og sko, det var kun én gang om året han delte ud af dem, og det var en fest hver gang, for kortet blev åbnet med ledsagelse af champagne, og den forventning han havde mens hun sprættede kuverten op, og hendes glæde når hun så hvad hun fik, men aldrig ville få, den var lige stor hver gang. Det samme var hans dårlige samvittighed. Den blev lagt oven i den dårlige samvittighed fra årene før, den multiplicerede af sig selv, hans kone havde nok fået fire kort med gaver han aldrig havde købt, holdt kæft en lort han syntes han var, men nu kom lortens redning: En mail fra forlaget. Han skulle rejse for 50.000 kroner inden det var for sent. For sent var om et øjeblik. 19 dage, for at være præcis. 19 dage. Det var 10. juni han høj på 50.000 kroner han ikke havde, gik ind til sin kone og sagde: “Du skal til New York, du skal bo på The Bowery i en uge.” 19 dage oveni, så var det 29. juni. 29. juni betød: 18

Love Me Do.indd 18

05/01/17 14.22

OPERATION AKILLES. “Sidste skud i bøssen,” havde kirurgen sagt. “Så længe det ikke er Søren Pape,” havde han svaret. Operation Akilles var den anden akillesoperation. Den sidste. Der skulle hentes en sene og en muskel fra foden som skulle stabilisere den degenererede akillessene. Den var sprunget første gang i september. Det var mere end trekvart år siden. Trekvart år hvor han ikke kunne gå, ikke løbe, og ikke danse. Trekvart år hvor han smilede som seriemorderen i den elektriske stol, da det går op for ham at han ikke kommer til at myrde flere. Morten Sabroe havde haft problemer med sine akillessener i flere år. Opsøgt specialister, fået indsprøjtninger, blokader, styrketrænet på trapper, fået shockwave. Intet hjalp. Det var efter shockwave-behandlingen han sagde til fysioterapeuten: “Det har kun gjort det værre, hvad fanden gør jeg nu?” “Du går ind til FCK’s cheflæge. Han giver en High Volumen Injec tion, den er dyr, men den udvirker mirakler.” Han havde brug for et mirakel. Det var otte år siden en kirurg havde ‘skrællet’ begge hans akillessener for betændelse. Skåret huden op og skrabet de elfenbenshvide sener rene med Do som lystfyldt tilskuer. Det havde hjulpet, men det kunne ikke gentages uden at ødelægge senerne der dannede arvæv. Han humpede. Han var ikke kommet til verden for at humpe. Han var kommet til verden for at løbe. Løbe i vandkanten på stranden, løbe i skoven, løbe på rulleskøjter, og gå, gå lange ture langs kysterne, i Danmark, i Sverige, på Walt Whitmans Paumanok (Long Island), langs Mississippi, i Rocky Mountains, bevægelse, han var ikke noget uden bevægelse, uden bevægelse sank hans humør, han blev modløs og fortvivlet, han skulle gå, gå, gå, gå og drømme, gå og synge, gå og lade idéerne og fantasien strømme, gå og glemme det han gik fra, gå, slippe væk, det var det det handlede om, slippe væk, især fra sig selv, men også fra de andre: Det kan godt være jeg sætter mig i den stol, men jeg rejser mig om et øjeblik, jeg kan ikke blive her længe, hvis jeg bliver her, er der noget i mig der dør. Jeg rejser mig, jeg siger ikke farvel, for måske kommer jeg igen, 19

Love Me Do.indd 19

05/01/17 14.22

måske, det er ikke sikkert. Jeg er gået fra alle slags mennesker, al slags arbejde, jeg har aldrig været bitter og aldrig vred, jeg var blevet det hvis jeg var blevet. Der er kun en ting jeg ikke kan forstå, jeg kan ikke forstå hvordan I kan blive siddende. Hvordan gør I, hvordan tør I, hvor er det I ikke skal hen? Venter I på nogen? Han humpede. Han havde det som en sommerfugl der blev spiddet levende og sat på en tavle. Han tænkte på mord, mange mord. Han gik ind til FCK’s cheflæge med store forventninger. Det lød af noget: FCK’s cheflæge. En mand der behandlede professionelle fodboldspillere. “Goddav.” “Goddav.” Cheflægen ultralyd-scannede hans akillessene og sagde: “Der er meget arvæv, jeg skubber det væk med en indsprøjtning.” Han fyldte sprøjten og trykkede den i bund, indkasserede pengene og gav Morten Sabroe hånden: “Det kan godt være du er helbredt nu.” “Jeg har ikke gået så godt i flere år,” sagde Sabroe mens han gik frem og tilbage på gulvet i konsultationen. “Tak!” Så gik han ned på gaden og op mod sin bil. 100 meter, det var som at få benene tilbage. 100 meter til ... SLOP, sagde det. Han mistede balancen, det var som om han var fuld. Han støttede sig op ad husmuren, han vidste det med det samme. Han humpede op til bilen. Han satte sig ind i den, han kørte nordpå. Han trykkede koblingen ned med hælen. Det gjorde ikke ondt. Hans tanker strømmede af sted. Han så det for sig. Hele det næste år så han for sig. Det var 2. september 2014 hans akillessene sprang. 10. september blev han opereret. Otte uger med gips og skinne. Da det blev jul, havde han genoptrænet benet i to måneder. Han gik nogenlunde, da han 22. december kørte fra Nordsjælland til Nørrebro for at aflevere julegaver til sin datter Anna. Han parke20

Love Me Do.indd 20

05/01/17 14.22

rede i Peter Fabers Gade og gik rundt om hjørnet for at mødes med hende i Møllegade hvor hun boede. Klokken var 18, det var december. Det var ikke til at se. Det var ikke til at se at der manglede en chaussésten i fortovet. Én chaussésten. Han trådte ned i hullet med venstre fod. SHRIEEEEEEEEE ... En familie gik forbi ham da han hinkede ind og satte sig på en trappesten. De blev stående nogle sekunder og så på ham, så gik de videre. Han hadede dem, han kunne slå dem ihjel. Han hadede hullet i fortovet. Han hadede Københavns Kommune. Han hadede Københavns overborgmester. Han hadede den idiot der havde fjernet stenen. Han hadede alt. Og alle. Så kom han på benene. Han gik. Han skulle møde sin datter. Han mødte hende. Smilende. Han gik på café med hende, han sagde: “Jeg trådte ned i et hul. Jeg er bange for at akillessenen sprang igen. Jeg bliver nødt til at drikke en rom.” Han drak en tredobbelt rom. Han sagde ingenting, han var far, det var snart jul, han smilede og stillede spørgsmål, men han hørte ikke svarene. Han kørte tilbage til Nordsjælland. Dagen efter til Hvidovre Hospital. En fysioterapeut og en læge sagde: “Den er knækket. Igen.” Kirurgen sagde: “Vi kan ikke operere nu, der er ikke andet end grød derinde.” I januar rejste Do til Australien for at ride i the wilderness i seks uger. Det var en stor ting for hende. Halvanden måned på hesteryg med fem fremmede. “Jeg vil ikke have du bliver hjemme på grund af mig,” sagde han. “Jeg klarer mig, det er kun seks uger. Liseleje og Hundested om vinteren er en svir, folk står i kø for at betale det hvide ud af øjnene for at holde ferie heroppe i december og januar. Jeg tror ikke de lukker skilifterne før til april.” Det er sådan man lever sammen, tænkte han. Man giver hinanden 21

Love Me Do.indd 21

05/01/17 14.22

rum. Frihed. Og idet man gør det, opdager man hvor stort et menneske man er. Man dyrker det menneske indtil det knap nok kan være i sit eget skind. Og når skindet begynder at stramme, tænker man: Hvis det havde været mig der havde haft en mand der ikke kunne komme nogen vegne hele vinteren, hele den fucking forpulede vinter som han altid flygter fra for ikke at visne, gå ud indvendig, blive bitter, vride og vende sig i sengen pisket af mareridt der langsomt undergraver den han er, slår ham ihjel, simpelthen, et levende lig under en endeløs række af grå, grå dage der time for time, dag for dag præparerer ham til et årelangt ophold i en gummicelle ... hvis det havde været mig, så ... “Det er en kæmpe oplevelse for dig at tage på ridetur i Australien,” vedblev han når hun en sjælden gang sagde: “Er du sikker på at du ikke vil have jeg bliver hjemme? Du skal sige det ærligt.” “Du må for guds skyld ikke tvivle på at jeg er ærlig. Hvis det havde været mig der skulle til Australien, og dig der ikke kunne komme nogen vegne, ville jeg ikke tøve et sekund.” “Er du sikker?” Han kendte sig selv. Sin åndssvage dårlige samvittighed. Hvad den ikke havde forhindret ham i at gøre. Den kunne forveksles med empati, men den havde intet med empati at gøre. Intet. “Bombesikker.” Så der sad han. Den hele fucking vinter. Han lærte fjernsynets velsignelse at kende, selv om han kun kunne tage DR og TV2. Han fodrede dvd-afspilleren med dvd’er. To film hver aften. Det eneste selskab han havde, var hans kones tre katte. Der gik to-tre dage under den frosne grå himmel, så begyndte han at tale med sig selv. Der gik to-tre dage til, så begyndte han at tale med kattene. Efter en uge kom fantasierne. Han forestillede sig at postbuddet var en 25-årig barmfager, vellystig kvinde der var begyndt at læse hans forfatterskab, men var for genert til at banke på og sige: “Nu har jeg læst Den spanske gæst, det er den bedste bog jeg har læst, og så ville jeg høre om du vil signere den?” “Selvfølgelig.” “Der er noget i bogen som jeg ikke helt forstår,” siger hun. “Kom indenfor, så skal jeg forklare det,” siger han. “Jeg for22

Love Me Do.indd 22

05/01/17 14.22

styrrer ikke?” “Overhovedet ikke.” “Din kone?” “Hun er i Australien seks uger. De sidder godt fast, hva’?” “Knapperne?” “Ja, de er svære at få op.” “Nu skal jeg hjælpe.” Postbuddet var ikke en 25-årig barmfager, vellystig kvinde. Men så var der SuperBest i Hundested. Morten Sabroe købte ind hver dag, alene for at møde mennesker. Hver dag forestillede han sig at han ville se ned i køledisken sammen med i hvert fald én kvinde under 30 som ville række hånden ned efter den sidste pakke økologisk ribeye på tilbud samtidig med ham, og deres hænder ville mødes omkring den stramme plastic med det røde kød indeni, og de ville se på hinanden og deres øjne ville sige: “Skal vi ikke spise den sammen i aften?” Og kvinden med de dybe blå øjne ville sige: “Min mand er på forretningsrejse i Georgien.” Og Morten Sabroe ville svare: “Min kone er på rideferie i Australien ...” Og hun ville sige: “Nej, vi har ikke børn, vi har en hund, Jackie.” Og han der hadede hunde, ville svare: “Skal vi sige klokken 19?” Der var ingen kvinde med dybe blå øjne under 30 i SuperBest om vinteren (og for den sags skyld heller ikke om sommeren). Om vinteren var Hundested en by på krykker, den stavrede skrutrygget gennem de meterhøje snedriver blødende fra liggesårene der var kommet af at tilbringe hele dagen og hele aftenen og noget af natten med at glo ind i den firkantede kasse hvis junkfood lagde sig som vådt vat hen over hjernen, og efter måneder med Aftenshowet, Morgenshowet og Goddybtnatshowet og quizzer hvor skuespillere kravlede på alle fire og gøede og lettede ben, indtil en af deres kolleger råbte, nej, skreg: “Du er en hund!” Yeah, mand, skidedumme danske skuespillere på stribe får folk til klappe som idioter indtil tilstanden er kronisk. Yeah, mand, du er en hund, og jeg er en skuespiller uden lidenskab, et tomt hyl der skråler og skriger mig gennem resten af min karriere, der skal smør på bordet som de siger, det var kun Brando der kom det op i røven på Maria Schneider i Sidste tango i Paris, en symbolsk handling der både sagde noget om smør, men også om Brandos indstilling til sit fag, og til kvinder, smør i røven skal de have. Det var Brando der som den første store (måske den største) skuespiller i moderne tid på egen 23

Love Me Do.indd 23

05/01/17 14.22

krop mærkede hvor skuespilleren var på vej hen: ind i pengemaskinen hvor han blev kværnet til ukendelighed og kom ud som: netop, smør. Ligesom de spædbørn der legede hunde i den bedste sendetid i det fjernsyn Morten Sabroe stirrede ind i gennem den ondeste vinter i mands minde. Sådan var, er og forbliver Hundested: kronisk. Kronisk hjernebedøvet, kronisk død og borte, en by spærret inde i den gummicelle der er Danmark. Morten Sabroe levede alene fem kilometer fra den nedfrosne by vinteren 2014/15. Han så ingen mennesker, han var knap nok et selv. Han stod op hver eneste morgen klokken halv otte, så han kunne møde på slaget ni i sin skrivehytte 30 meter fra sommerhuset. Han tændte op i den gamle ovn og satte sig til at skrive. Han skrev på en bog der hed Drengen der løb med Gud, et mørkt eventyr hentet ud med pandelygte fra en mørk, ensom og tiltagende overspændt hjerne. Nogle dage skrev han seks timer, andre fire, og andre igen tre. De dage hvor han kun skrev to timer, var de dage hvor byen og området og gummicellen rykkede så tæt på ham at der var fare for at hans forstand og identitet blæste væk som et sandslot i vinden. De dage fór han hvileløs rundt på internettet og hentede websites der havde med hans døende libido, hans døende fantasi, hans døende hvad som helst at gøre, sagt på en anden måde, han prøvede at holde sig i live, han kæmpede sig fra det bundløse hav op på en rådden skibsplanke med internetadgang og bad til at den ikke tog så meget vand ind at de gik ned sammen. Han overlevede. Han modtog ikke ridderkorset for det. Han skrev bogen færdig, han afleverede den på forlaget. Han skrev den om tre gange. Den ville udkomme 12. maj 2015.

Love Me Do.indd 24

05/01/17 14.22

MORTEN SABROE (f. 1947) har senest

trykker han på en knap. Elevatoren kører – og sætter sig fast. I fire en halv time er den angste forfatter spærret inde. Da han endelig bliver reddet

udgivet Drengen der løb med Gud (2015), Os (2013),

ud, er han ikke længere den samme. Han er et menneske i opløsning. Han

Libido (2013), Fader Vor (2011), Det trettende spil (2010)

klamrer sig til livet, og til sin kone. Men Do bærer på en hemmelighed.

samt bestsellerne Kærlighedskrigeren (2008) og Du

Efter at have truet hotellet med sagsanlæg for sin mands indespærring

som er i himlen (2007). Tidligere har han bl.a. udgivet

og forhandlet sig til et millionbeløb i dollars – som hun ikke fortæller ham

romanerne Den spanske gæst (2000), Den niende

om – begynder hun på en rejse der fører hende tilbage til sin fortrængte

kreds (2002) og Evig troskab (2006)

fortid. Hvad skete der de tre år hun boede i Californien, tre år hun ikke har fortalt nogen om?

ROMAN

LOVE ME DO MORTEN SABROE

ISBN 9788740023343

POLITIKENS FORLAG