LUCIE af Anne-Marie Vedsø Olesen by JP/Politikens Forlag

Hun er nordisk kannibal Hun er umættelig

Dronningens dame “… fængsler som en billedbog … og billederne er alle fremtryllet af Vedsø Olesens viden, entusiasme og kunstneriske kundskaber, af hendes fine og erfarne stilkunst.” Nordjyske Stiftstidende MMMMM

Bastarden “Det her er en særlig roman. Særlig fordi den er skrevet knaldhamrende godt, fordi den er et klassisk og fremragende bud på den historiske roman, og fordi den rent faktisk vil lære os noget.” Femina FFFFFF Mordersken “Vedsø Olesen har totalt styr på de historiske facts, som diskret danner par med den eventyrlige fortælling om en heltinde med hoved og hjerte på rette sted. Man knuselsker jo Madeleine for hendes stolte selvbevidsthed og frygtløse attitude i en mands- og voldsdomineret epoke.” Weekendavisen

Lucie kan ikke dø. Om sig selv ved hun kun, at hun for tusind år siden steg fuldvoksen op af Trondhjemsfjorden, at der i hendes årer flyder vand i stedet for blod, og at hun med jævne mellemrum overmandes af en hunger efter levende menneskekød. I København under en heavy metal-festival møder hun den tidligere børsmægler Casper og tager ham med til en opiumshule. I rusen opfatter hun for første gang tydeligt åndelignende væsner, der vil forhindre hende i at lære sin egen historie at kende. Især da Casper og hans nærmeste ven, religionshistorikeren Martin, inviterer hende på pilgrimsvandring til Trondhjem, bliver ånderne urolige. Under vandringen op gennem Norge begynder eventyrlige ting at ske. Nordiske guder dukker op, talende fugle advarer om ragnarok, og de mystiske ånder afslører deres sande natur. Samtidig kan Lucie ikke modstå sin sult efter menneskekød og efterlader sig et spor af død.

Anne-marie Vedsø Olesen

Hun er tusind år gammel

ROMAN

Anne-Marie Vedsø Olesen (f. 1962) debuterede i 2000 med den prisbelønnede historiske roman Salernos sol. Siden har hun bl.a. skrevet den anmelderroste trilogi om den ægyptiske gud Seth: Djævelens kvint, Tredje Ikaros og Gudernes tusmørke, der udkom samlet under titlen Gudestorm i 2012. Samme år udkom også romanen Glasborgen og operalibrettoen Orkestergraven. Mordersken (2016) fuldendte den actionmættede renæssance-trilogi om Madeleine de Montdidier, der også tæller Dronningens dame (2013) og Bastarden (2015).

LUCIE er en spændingsfyldt roman om nordiske myter og kristendom, om identitet, tro og rationalitet.

Foto © Robin Skjoldborg ISBN 978-87-400-3646-6

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

788740

036466

Flat size: 521mm x 232mm Finished width: 148mm Spine: 37mm Flaps: 94mm

politikens forlag

Anne-Marie VedsĂ¸ Olesen

Lucie Roman

POLITIkenS fOrLAG

“Denn du bist, was du isst Und ihr wisst, was es ist es ist mein Teil ein Schrei wird zum Himmel fahren Schneidet sich durch engelsscharen Vom Wolkendach fällt federfleisch” rammstein: Mein Teil

fĂ&#x2DC;rSTe DeL

Stemmer

kAPITeL 1

Lucie Solen gik ned over refshaleøen, netop som Mayhem gik på scenen. Det var dem, jeg havde ventet på, og jeg maste mig længere frem i folkemængden. jeg kunne lide tusmørket. jeg har altid syntes, at luften bliver sært afventende i det grå lys, at man træder ind i en tilstand af uro, der rummer løfter. Det var ikke anderledes denne aften. jeg kunne mærke det på de sortklædte heavyfans. en dirrende forventning steg op fra masserne på den asfalterede plads foran scenen, mens dagslyset forsvandt. Scenens orange og blå projektørlys begyndte at blinke, teaterrøg væltede ud fra kulisserne, og forsangeren satte i med et brøl til lyden af en larmende elguitar og dunkende trommer. De fire musikere var sortklædte og bar kapper og omvendte kors, og fansene på pladsen headbangede og rakte armene i vejret og gjorde djævletegn med pegefinger og lillefinger. jeg betragtede publikum. jeg vidste, at jeg måtte finde en i aften. Mit blik faldt på en mand, der skilte sig ud. Han stod stille i mængden af headbangere, ikke en rokken gik gennem hans krop, mens han stod dér med blikket rettet mod scenen. Han havde

tyndt, brunt hår og høje tindinger, og jeg skød ham til at være midt i fyrrerne. Han var pertentlig på en helt anden måde end de sortklædte, piercede fans, der hærgede rundt i krøllet tøj med hængerøv. Hans cowboybukser var mørkeblå og så nypressede ud, og det var et dyrt designermærke, bemærkede jeg. Selv hans sorte T-shirt var af god kvalitet og strøget og uden de dødsmetalmotiver, der ellers var på de flestes. Han så ud til at være alene. Det gjorde ham til en mulighed. Pludselig drejede han hovedet og så på mig. Det var næsten, som om han havde mærket, at han blev betragtet, for hans blik mødte med det samme mit og blev hængende. Så smilede han let. Han syntes sikkert, at jeg var en smuk kvinde. Det plejede mænd at synes. jeg skød ideen om ham til side. Han virkede alt for kontrolleret, for selvsikker og stærk. jeg måtte finde en, der var svagere. Gerne beruset og dermed nemmere at manipulere. jeg lod mit blik skøjte frem og tilbage. Afsøgte mængden for skrøbelighed. Dér stod en ung, blond fyr, der måske kunne bruges. Han så ud til at være sammen med en større gruppe, hvilket var en ulempe, men der var noget hektisk og ufokuseret over ham, noget der fik mig til at tænke på stoffer. euforiserende stoffer. Amfetamin eller kokain eller ecstasy. jeg var sikker på, at han var påvirket, og at han snart manglede nyt stof. jeg fornemmede hans rastløshed. Han kunne bruges. Det ville blive nemt. jeg banede mig vej hen til ham og stod snart helt op ad ham. Presset fra den tætte publikumsmasse var stort, jeg blev skubbet i ryggen og klemt af et par tøser, der forsøgte at mase sig vej op til scenen. jeg lod min skulder støde ind i ham. “Se dig for, kælling!” udbrød han. Han havde små pupiller og et flakkende blik. jeg konkluderede amfetamin. “Undskyld,” sagde jeg. 12

Han gryntede et eller andet og rokkede videre til musikken. Han kastede sit hoved frem og tilbage, så håret filtrede og stod om ham som et vandfald. Omkring mig blev der skrålet med på omkvædet. Min udvalgte begyndte også at synge. jeg blev stående. Bandet brølede og larmede, og masserne headbangede. Da nummeret var færdigt, og der under hujen og klappen blev slået an til det næste, lænede jeg mig over mod ham. “jeg sælger,” sagde jeg lavmælt. “Sig til, hvis du er interesseret.” “Hvad har du?” Hele hans fokus rettedes mod mig. “Lidt af hvert. Hvad har du brug for? jeg har e. Og speed. Og andet.” “Speed, super!” sagde den blonde og kom pludselig i tanker om at dæmpe sig. “Hvor meget?” jeg gav ham prisen. “Og så skylder jeg dig vist en gratis prøve efter det skub før. Men vi kan ikke handle her. kom over til campingområdet. jeg har et telt, vi kan bruge. jeg kan se, du også har armbånd til lejren.” Mayhem var i fuld gang med deres næste nummer nu, og jeg blev nødt til at hæve stemmen. “jeg går derover først,” sagde jeg. “Så følger du efter om et kvarter. Tredje teltrække fra bunden. jeg skal nok holde øje med dig.” jeg maste mig tilbage mod udgangen og campingpladsen. jeg lagde røgen og projektørlyset bag mig og nød mørket og stilheden. Månen var steget op og hang over festivalpladsen som en bleg afskygning af det orange scenelys. Det ville blive en dyb, sort juninat langt væk fra byen. jeg kunne svagt lugte bladene fra det omgivende buskads. Det var, som om verden omkring mig blev vækket til live nu, som om en sitren løb gennem jorden og planterne. Og gennem mig selv. jeg 9

kunne mærke det. Mærke det, jeg vidste, ville ske. euforien. Beruselsen. Mætheden. Glimtet af lykke. Og selv om jeg vidste, at det alt sammen ville glide bort igen, at verden igen ville blive grå og tom, og siden smertende i den ulidelige hunger, så kunne det ikke overskygge den gnist af liv og forventning, jeg følte nu. jeg passerede vagterne ved udgangen. De lagde ikke synderligt mærke til mig, mange gik ind og ud med deres festivalarmbånd som partoutkort. Inden længe nåede jeg frem til teltlejren. et par hundrede små, kamuflagefarvede telte var slået op i snorlige rækker på en mindre plads omgivet af ståltrådshegn. Mit telt var blevet købt med et falsk kreditkort, og jeg ville ikke kunne spores, når man fandt ofret. jeg så mig om, inden jeg kravlede ind. Der var ingen vidner. Alle var til Mayhem. Der var kun et kvarter, til han kom. Men det var tid nok. Sprøjten lå i sit hylster i min særlige taske. jeg tog den frem og tjekkede den. Derpå pillerne og et par red bull vodka-dåser. jeg åbnede en af dåserne og opløste otte piller i den. Så sikrede jeg mig, at kniven, rebene og gaffatapen var inden for rækkevidde skjult under en sweater. Hvordan ville den unge, blonde være? Selv om han hærgede rundt på stoffer, var der noget over ham. rastløsheden kom af noget, en ild, et liv. Lyst og handlekraft havde drevet fyren til denne koncert. jeg var sikker på, at det ikke ville blive en flov omgang. Selv om det ville blive nemt. jeg gik ud af teltet igen. Ventede. Så på månen og rækkerne af telte i mørket. Der var ingen mennesker i nærheden. Ingen gik i brædderne før aftenens store slutnummer, Slayer. Temperaturen begyndte at falde. jeg fornemmede sommerfugten på græsset. Det sendte en strøm af erindringsglimt gennem mig. Vandet. fjorden. Min fødsel. Alt det våde og kolde, jeg var. Med blodet kunne jeg beruse mig og få varmen. Blodet der 14

dunkede gennem dødelige kroppe og gjorde kødet levende. Det besjælede kød. Men i sidste ende forblev jeg kold, uanset hvor meget jeg fortærede. en kilde uden liv. I aften ville jeg mærke det igen. Og dér var han, jeg så ham vandre søgende gennem teltrækkerne. jeg gjorde tegn. Uden ord, diskret i mørket. Det var bedst, hvis der ingen vidner var. fyren så mig og styrede hen imod mig. “Herinde,” sagde jeg og trak teltdugen til side. Vi sad foroverbøjede på min madras i det lille tomandstelt. jeg havde tændt feltlygten, og jeg rakte en enkelt pille til fyren sammen med den åbnede dåse red bull-vodka med de allerede opløste piller. “Her,” sagde jeg. “Gratis prøve. Den skylder jeg dig for skubbet.” “Du er o.k.,” sagde den blonde. Så skyllede han pillen ned. “Hvordan har du overhovedet fået det med ind? Tjekker de ikke?” “Ikke til campingområdet,” sagde jeg. “Og de kaster kun et kort blik ned i taskerne til festivalpladsen. kropsvisiteringen er en joke. Det er ikke svært.” “jeg turde ikke tage chancen. Altså tage noget med.” “Hvor meget skal du bruge?” spurgte jeg. nu gjaldt det om at trække tiden ud, så pillerne kunne virke. ellers måtte jeg gribe til sprøjten. Det ville blive en lille kamp, og det ville jeg helst undgå. Det var ikke, fordi jeg ikke var sikker på at vinde, og hurtigt. jeg var høj og stærk af en kvinde at være, og mine kræfter var tifold større end andres. Men kampen kunne måske blive bemærket, hvis nogen gik forbi udenfor. “Det er almindelig speed, ikke?” sagde fyren. “Sådan seks styk, tror jeg.” 11

“Øjeblik,” sagde jeg og lod, som om jeg ledte i min taske. fyren havde slugt en stærk rohypnol og drukket den bedøvende drik til. Han kunne dejse omkuld når som helst, afhængig af hvor tom hans mavesæk var. jeg var helt rolig. jeg havde prøvet det så mange gange, gennem så mange århundreder. kun få gange var det gået galt, og det var meget lang tid siden sidst. Med de moderne mediciner var det blevet nemt. “er du fra norge?” spurgte fyren. Hans stemme lød sløret nu. “jeg synes, du taler med accent. er du Mayhemfan?” “ja,” svarede jeg. “Selv om jeg ikke er så vild med deres musik mere. Det er mere historierne. kirkeafbrændingerne. Og at euronymous åd af Deads hjerne efter selvmordet. jeg interesserer mig for kannibalisme. er du også til Mayhem?” “Ikke særligt,” sagde fyren, “de er sådan lidt outdatede, ikke? jeg er mere til kvelertak.” Hans øjenlåg begyndte at blive tunge. “jeg synes ... hvad fanden har du givet mig? Det er sgu da en downer, jeg kan mærke!” “en downer? Ikke fra mig. Sådan nogle har jeg slet ikke. Det er sikkert bare alkoholen.” jeg så på ham. Stemmen var snøvlende, og hovedet begyndte at nikke. Så væltede han om på madrassen. Bedøvelsen virkede. Han sov tungt. jeg lukkede øjnene. Selv om hungeren skar gennem mig, og det befriende sus var så tæt på, ville jeg dvæle ved forventningen, bare et øjeblik endnu. Århundreder havde lært mig, hvordan nydelsen, virkningen, lykkerusen, mætheden kunne strækkes længst muligt. jeg mestrede sekvenserne og lagene fuldt ud. De lukkede øjenlågs verden. Her var tomhed, men ingen ro. Om lidt ville tomheden fortrænges og menneskekødet fjerne mig fra de luftige ekkoer, jeg levede med, den uhåndgribelige uro af noget, som jeg ikke kunne finde ud af at møde, og som pinte mig. 16

Det besjælede kød dulmede. ekkoerne mistede deres betydning. Gennem årene havde jeg også forsøgt det modsatte, at komme den luftige uro nærmere, at forsøge at fange og fastholde de fornemmelser af, at der eksisterede noget over mig. Og der fandtes et middel, som bragte mig nærmere. Det var opium. jeg brugte det indimellem. Men lige nu ville jeg dulme. Og fyldes af liv. jeg indsnusede aftenlugten, stadig med lukkede øjne. jeg kunne lugte telt og nattegræs og menneske. fyrens åndedrag var tungt og kildede mine trommehinder med sit liv. Hvordan var den lyshårede? Hvilket liv ville jeg føle denne gang? jeg åbnede øjnene igen. Det var tid. jeg bandt den unges arme og ben og tapede hans mund til. Uanset hvor bedøvet han var, ville smerten vække ham, eller i hvert fald gøre ham urolig. jeg beklagede altid, at smerten var uundgåelig. Men jeg følte ingen skyld eller medlidenhed. Det gjorde jeg kun i de øjeblikke, hvor jeg blev fyldt af en sjæl, der rummede sådanne følelser. Derfor havde jeg med tiden lært, hvad der lå i de begreber. Og jeg respekterede dem. jeg tog sprøjten frem. Lidt ekstra bedøvelse ville gøre det nemmere. jeg jog den ind i hans lårmuskulatur og trykkede stemplet i bund. Så fandt jeg kniven frem og begyndte at sprætte tøjet op. Han havde et halssmykke på. jeg tog det af og betragtede det. Det var en torshammer, et almindeligt symbol blandt heavy metal-folket. enten var de til asatro eller til satanisme, det var det typiske. Det var torshammere eller omvendte kors, man så som symboler. jeg vejede halssmykket i hånden og tog det til sidst selv på. normalt gemte jeg ikke noget fra mine ofre. Men denne gang havde jeg lyst til halssmykket. 13

jeg iførte mig mit lange regnslag, skar resten af tøjet op og betragtede den blotlagte hud. fyren sov tungt grænsende til bevidstløshed. Ville han mon blive meget urolig, hvor tæt på overfladen ville mine knive og bid bringe ham? jeg havde flere gange overvejet, om jeg skulle investere i et rigtigt anæstesilokale. Indrette et sted, hvor jeg kunne medicinere ofret til ikke at vågne af smerterne. Som ved en rigtig operation. Hidtil havde jeg ment, at det var for risikabelt. for mange ville under indkøbet og indretningen lære stedets eksistens at kende. Og jeg var ikke læge. Men jeg overvejede det stadig. Her og nu havde jeg kun mine sædvanlige primitive metoder. Sovemedicin, reb, knebel og kniv. De stærke, saftige muskler først. Lår og baller var bedst, store lunser af kødfyldt energi, der fyldte mig med strittende kraft. jeg skubbede fyren om på maven og skar et rent, dybt snit i den højre balle. Blodet vældede frem, glinsende rød væske farvede huden og løb ud over mine hænder og regnslaget og ned på madrassen. Den unge rørte på sig, men vågnede stadig ikke. jeg begyndte at slikke blodet op. Min tunge gled hen over huden, blodet var varmt og sødligt og sendte prikkende fornemmelser gennem mig. De første små sus. jeg følte ham. en livskraft, energisk men rodet, en sjæl fyldt med uerkendte længsler. Trangen i mig voksede. Om lidt ville den tage magten fra mig. jeg kæmpede ikke imod. jeg satte tænderne i hans kød. Tunnelen åbnede sig, en malstrøm af syngende stjerner sugede mig ind. Her var et vildt drengeliv med sommerdages glade leg, en mor der elskede ham, og forkælede ham da benet brækkede. De varme, stærke følelser knust i sygdom, moren blev et gult skelet, 18

der gav ham mareridt, og faren var et spøgelse i periferien. Uro i hele kroppen, pigen han endelig kunne forsvinde i, musikken der blæste hans sind igennem. renselse. Musikken var så høj, at han slap for at høre sine egne tanker. Livet var en rus med vennerne. Han gryntede gennem gaffatapen. Men han bevægede sig stadig ikke, han var alt for bedøvet. jeg bed, flænsede, slugte. Hans kød blev mit. Livet i kødet blev mit. Tættere på. jeg måtte mærke selve kernen. Ind til organerne. Leveren, hjernen, hjertet. jeg tog kniven frem igen. jeg kom til mig selv ved midnat. jeg lå i en dyb og varm døs, pakket ind i al verdens kærlighed. Mens jeg langsomt vågnede, nød jeg den kendte følelse af dvask og jordbunden fylde, fornemmelsen af at have en krop mættet af liv og død. jeg var kød. Besjælet kød. roen fyldte mig. Ingen luftige ekkoer, ingen trang, ingen rastløshed. kun denne vidunderligt tilfredsstillende følelse af at være gennemstrømmet af liv. Til sidst satte jeg mig op. jeg ville ud og høre Slayer. De måtte være på scenen nu. Lyset fra min lommelygte strejfede hjørner af blodbadet. Men jeg havde prøvet det før og truffet de nødvendige forberedelser. regnslaget havde dækket mig. Det skulle bare krænges af. Og uden for teltet kunne jeg skylle ansigt og hænder med en flaske vand. Oprindelig havde jeg overvejet, om jeg skulle forsøge at slæbe teltet med ligrester ned til havnen og smide det i vandet dér. Men jeg havde lejet teltet anonymt. Og min krop afsatte ikke fingeraftryk eller menneskelige dna-rester. Man ville, som sandt var, kun finde spor efter ét menneske, nemlig offeret.

jeg kastede mig ind i moshpitten foran den store scene. Slayer var i gang med hittet raining Blood, og omkring mig gik folk amok. jeg headbangede med, og mit lange, lyse hår filtrede gennem luften. rå sang brølede ned over os, og slagtøjet satte tempoet op. Moshpittens kaotisk rykkende kroppe begyndte at samle sig. De dannede en cirkel, og jeg var med i cirklen, og vi begyndte at løbe. rundt og rundt svimlede vi, mens rytmen dunkede blodet op i hjernen, og brølene tømte vores sind. Svedig og rødkindet hujede jeg med masserne, da nummeret var slut, og rakte armen i vejret og lavede horntegnet. jeg var en del af dem. jeg var levende. “Du er meget smuk.” Til min forbløffelse var det manden, jeg tidligere på aftenen havde overvejet som offer, der talte til mig. Han stod lige ved siden af mig. Han måtte have mast sig ind til moshpitten for min skyld; han var alt for observerende til at deltage. jeg vidste, at jeg var særlig smuk, når jeg lige havde fortæret. Så fik jeg en kødelig fylde, der udstrålede noget erotisk. “jeg lagde mærke til dig tidligere,” fortsatte han. “er du alene?” “ja,” svarede jeg og mødte hans blik. Der var den samme selvsikkerhed og pertentlighed over ham, som jeg før havde bemærket. Der var ikke en plet på hans designerbukser, og det fine hår over de høje tindinger var velfriseret. Alligevel havde jeg fornemmelsen af, at der bag den kontrollerede facade ulmede noget sårbart. “jeg er også alene. Men jeg har ikke været til metalkoncert før. Det har du, kan jeg se. Du forstår at bruge dit hår.” jeg lo og lod fingrene løbe gennem det. Det var uglet af sved og headbanging. “jeg undrede mig også over, hvad du lavede her,” sagde jeg. “Det er tydeligt, at det er nyt for dig.” “Der er meget, som er nyt for mig.” Hans udtalelse fik mig til at betragte ham med fornyet inter20

esse. en mand midt i fyrrerne, for hvem meget var nyt? Det var usædvanligt. “jeg hedder Lucie,” sagde jeg. “Casper. Du taler godt dansk, Lucie. Men du har en lille accent.” “norsk. jeg er god til sprog. jeg rejser meget. Men skal vi ikke gå lidt væk fra scenen? ellers bliver vi fanget i moshpitten.” Slayer havde slået tonerne an til næste nummer, og publikum brød ud i jubel. Vi maste os ud gennem masserne og ned mod den græsklædte bakke længst borte. Her kunne vi stadig se sceneshowet, men lyden var til at tale igennem. “Du må sige til, hvis du helst vil være alene,” sagde Casper, mens vi gik op ad skråningen. “jeg kan bruge en pause fra moshpitten,” sagde jeg og så mig frydefuldt omkring. Måltidet havde skærpet mine sanser, buskadset bag græsskråningens hegn kastede dunkle skygger i det bløde månelys, og glæden fra tilhørerne nede på pladsen var til at tage og føle på. “kom, vi kan sidde her,” sagde jeg og satte mig i græsset. Casper satte sig ved siden af mig. “Du lignede et rovdyr, da Mayhem spillede,” sagde han. “Og du er ikke bange for rovdyr?” “Sådan er verden nu engang skruet sammen.” Han trak på skuldrene. “jeg har selv været der.” “Hvordan det?” jeg strejfede hans tænksomme blik og rettede igen opmærksomheden mod scenen i det fjerne. I tidens løb havde jeg mødt mange, der troede sig magtfulde. Alle endte som ofre. “Dræb eller dø,” sagde han. “jeg har været børsmægler i mange år.” “Så du blev rig på andres tab.” “Så enkelt er det ikke. kagen kan godt blive større. nogle gange bliver alle rige.” “jeg har aldrig forstået den optagethed af rigdom. Se dig om17

kring. er alt det her ikke vigtigere? Træernes silhuetter under månen. De berusede sind. Tordenbygerne af musik.” “er det en fordømmelse?” jeg lo. “Hvad tror du?” “Du virker ikke som den fordømmende type. Men man ved jo aldrig. jeg syntes ikke selv, at det var forkert. Det gør jeg stadig ikke. Men jeg er ikke børsmægler længere.” “Lad mig gætte: fordi du har tjent nok. fordi du ikke gider mere. jeg kan se det på dig, du er ikke fyret. Og du er stadig rig.” “Tæt på,” sagde han en anelse kort for hovedet, og jeg fornemmede igen sårbarheden inde bagved. “Men hvad med dig, Lucie? Hvad er din historie?” Vi sad under junimånen. røg og farvet projektørlys fyldte scenen i den anden ende af pladsen, Slayer brølede deres sang ud i natten, og publikum skrålede med. jeg lagde hovedet på skrå og smilede. Casper begyndte at fascinere mig. Der var en ubestemmelig søgen over ham. Det var lang tid siden, et menneske havde vækket min interesse. “Tag med ind til københavn,” sagde jeg endelig. “Så kan det være, du får nogle svar. jeg har et helt specielt sted, jeg har lyst til at besøge.” “Gerne. Hvad skal vi?” “Lad dig nu bare føre.” “Som du befaler,” sagde han og gengældte mit smil. “Hvor vi skal hen?” kunne han ikke dy sig for at spørge, da vi drejede bort fra nyhavn og ned ad Toldbodgade. “et øjeblik troede jeg, at vi skulle have tatoveringer.” “Du er stadig frisk, ikke? Med på det hele uden fordomme?” “Mit liv har taget flere uventede drejninger det sidste år, men slet ikke nok. jeg har brug for nye oplevelser.” jeg nikkede. jeg kunne godt risikere at tage ham med. Vi standsede foran en stor, sortlakeret port i Toldbodgade. jeg 22

ringede på. fjerde sal til højre. A. Pedersen, stod der på knappen. “ja?” lød en brysk stemme fra samtaleanlægget. “Sherlock,” svarede jeg. Casper så spørgende på mig, men sagde ingenting. Dørlåsen summede, og jeg skubbede porten op. Vi gik op ad trapperne i den gamle ejendom. Ingen af os blev forpustede over turen til fjerde sal. jeg blev generelt aldrig forpustet med den anatomi, jeg var født med. Men Casper virkede lige så stærk og upåvirket som jeg, og jeg begyndte at se frem til at udforske det ny bekendtskab. Døren stod på klem. en mand ventede i døråbningen. Han var stor og muskuløs. Han genkendte mig med det samme. “Velkommen,” sagde han og åbnede døren helt. “Vent her, så tilkalder jeg Mrs.” Vi trådte ind i en gang oplyst af røde lamper. På væggene hang billeder med kinesiske motiver. “Sig mig, hvad er det her? et bordel?” sagde Casper. “nej, en opiumshule.” Mit svar så ikke ud til at chokere ham. “Aha,” sagde han langsomt. “jamen hvorfor ikke? jeg ville nu ikke have troet, opium var dig.” “Og hvorfor ikke?” “Det er på en måde det modsatte af heavy, ikke? Der er så megen energi i den musik. Opium er sløvsind.” “Det er ikke modsætninger. Det er bare to forskellige måder at slippe kontrollen på. I hvert fald for de fleste.” “Og du kan lide at slippe kontrollen?” Der var bitterhed i hans stemme. “Gid jeg havde det sådan.” “jeg er ikke som andre,” sagde jeg og spekulerede over, hvor meget jeg kunne risikere at røbe om mig selv. jeg betragtede ham. Der var noget, der gjorde ham ulykkelig, men han skjulte det godt. Sikkert også for sig selv. 19

“jeg er ikke med.” Han kastede et blik ned ad den røde gang, som om han var bange for, at nogen ville forstyrre os. Så mødte han igen mit blik. “Hvordan er du ikke som andre?” “jeg føler mig dødelig og levende med musikken,” sagde jeg. “Det gør jeg ikke med opium. Det er noget andet. Det fjerner nogle helt andre filtre.” “filtre?” “Det er svært at forklare. Det er, som om jeg kommer tættere på mit sande jeg.” Lidt nede ad gangen trådte Mrs. ud sammen med dørmanden. “Lucie,” sagde hun og kyssede mig antydningsvist på kinden. “Du har en herre med? nu skal jeg vise jer til rette.” Vi fulgte Mrs. ned ad gangen og ind i stuen med spindeltrappen. To renskurede, unge mænd i ens slips og jakkesæt sad i en rød lædersofa og kiggede i ugeblade. “Stefan,” sagde hun og knipsede, “gør klar til to ovenpå.” Den ene af de unge mænd sprang øjeblikkelig op fra sofaen. “kom med, Lucie. jeg tror ikke, du har benyttet loftsværelset før. Det er beregnet til to.” Vi fulgte hende op ad spindeltrappen. jeg havde ganske rigtigt aldrig været oppe ad den trappe før, og en vidunderhule åbenbarede sig, da vi tog det sidste trin. Vi befandt os i et større rum med skrå vægge. De var behængt med farvestrålende silketæpper, ligesom gulvet var dækket af tæpper med motiver af dyreliv, fugle, tigre og elefanter omgivet af sirligt vævede mønstre. rundtomkring på gulvet stod forgyldte lamper med kulørte glasskærme, og midt i rummet lå to tykke madrasser med et lille udskåret ibenholtbord imellem sig. Der var behageligt lunt uden at være indelukket. Vi hørte trin, og Stefan dukkede op med to opiumspiber. “Har du prøvet det før?” sagde Mrs. til Casper. “nej. Men jeg stoler på Lucie.” “Det kan du også roligt gøre. Hun er erfaren. Men du skal vide, 24

at der den første gang er en lille risiko for at blive dårlig. Du kan få kvalme og komme til at kaste op.” Hun knipsede igen, og Stefan kom springende med en lille spand, et fad vand og et håndklæde. Det blev stillet ved siden af den ene madras. “Bare for en sikkerheds skyld. Stefan, begynderdosis til herren. Det sædvanlige til Lucie.” Vi tog plads på madrasserne, og Stefan begyndte at gøre opiumspiberne klar. “God fornøjelse,” sagde Mrs. “Stefan bliver hos jer de første ti minutter og kigger derefter til jer med jævne mellemrum.” Da Stefan var færdig med at blande tobakken med forskellige doser opium, stoppede han piberne og tændte dem. “Inhaler, men forsigtigt,” sagde jeg. “Du vil på et tidspunkt blive ramt af en vidunderlig lykkefølelse. Har jeg hørt. for mig er det noget andet.” “Hvad mener du,” sagde Casper og sugede røg ind. “Hvorfor får du ikke samme effekt som andre?” “Det er en lang historie. Måske fortæller jeg den senere i aften. Læg dig nu bare ned og nyd det.” Vi lå tavse en stund og røg på piberne. for mig ville der gå noget tid, før virkningen indfandt sig, men jeg mærkede allerede den første afslappende effekt. “Lucie,” sagde Casper med grødet stemme. “Du er smuk og mærkelig. jeg har aldrig mødt nogen som dig. Selv om Martin kan tale med fuglene.” Han lå og stirrede op i loftet. “Se,” fortsatte han og pegede. “Traner. Martin taler mest med krager.” Tæppet over ham var vævet med fuglemotiver. Blandt andet to traner ved en sø. “Hvem er Martin?” “en af mine venner. fra gymnasiet. Da katrine gik med børnene, begyndte jeg at se ham igen. Han tror ikke på Gud. Men 21

han er religionshistoriker. jeg driller ham med, at det er Gud, der taler til ham gennem fuglene. Måske er det. Tror du på Gud?” Svæv med rusen, min ven, tænkte jeg. jeg kunne stadig nå at føre en fornuftig samtale med ham, inden han blev helt skæv. “katrine, er det din kone?” “Ikke mere. Penge, arbejde, arbejde, arbejde, og så gik hun, eller jeg blev nødt til gå, for hun beholdt villaen, og Silke og Liv, og jeg forstår hende godt, men det er alt for sent at forstå. nu skal jeg bare forstå mig selv. Hvorfor gjorde jeg alt det? Men der er ikke længere noget at forstå. Den person eksisterer ikke mere, jeg har dræbt ham. Det prøvede jeg også, men så pumpede de pillerne op, og nu må jeg sprænge min identitet, forstår du det? Det er det, det hele handler om nu.” Han tøvede. “Hvordan kunne jeg sætte aktiekurser over Silke og Liv? Hvem var det menneske? Vestas, novo nordisk, stigninger, fald, hvordan åbner det amerikanske marked, er der indtjeninger for den hurtige i dag? Og jeg var altid hurtig. jeg blev rig. Meget rig. jeg behøver aldrig mere at arbejde. jeg vil aldrig se en aktiekurs mere. Se påfuglen! jeg vil se påfugle. Mange påfugle. Og tale med krager som Martin. Åh, kan du ikke mærke det? Det prikker over det hele. Himlen er blå. Det suser jo. Bliver bladene snart orange? er det efterår?” Silke og Liv måtte være hans børn. jeg ville ikke spørge mere ind til dem lige nu, han skulle have lov til at nyde rusen. “Må jeg kysse dig?” sagde han. Hans tale var blevet langsom og blikket sløret. Han så drømmende ud. “Dit hår er så smukt. Det skinner som stjerner. Du er ikke et menneske. Du er en gudinde.” “nej, du må ikke kysse mig. Men det er rigtigt, jeg er ikke et menneske. Men heller ikke en gudinde.” “jamen, hvad er du så?” jeg kiggede på tæppernes tranemotiver og tænkte på Caspers ven, der talte med fugle, og på Casper selv, der åbenbart havde været så langt ude, at han tog en overdosis piller. Så betragtede jeg Casper. Hans blik svømmede. 26

en fjerlet susen fejede igennem mig. kødeligheden syntes at sive bort. Opiummen begyndte at virke på mig også. “Det her er en drøm, og du glemmer det igen,” sagde jeg og noterede mig, at Stefan var gået, før jeg fortsatte: “jeg er som et menneske uden at være det. jeg kan ikke dø.” “Udødelig,” mumlede Casper og greb kraftesløst ud i luften efter noget, der ikke var der. “ja. jeg har levet i næsten tusinde år. I mine årer løber der vand i stedet for blod. jeg blev født voksen af vandet.” “Vandet ...” “en fjord. I norge.” “Smaragdgrøn kølighed mod skarpe klipper. I tusinde år.” Hans krop blev helt slap og blikket fyldt af driftsløs undren. “Det er rigtigt,” sagde jeg og følte, at jeg var ved at svæve bort fra Casper og loftsrummet. “Mere er der i virkeligheden ikke at sige. Tættere på at forstå, hvem eller hvad jeg er, er jeg aldrig kommet.” “en udødelig vandkvinde,” mumlede han. Hans øjenlåg gled i. Der lå et smil om hans læber.