Med fanden i hælene by JP/Politikens Forlag

Op mod én million lyttere deltager hver søndag formiddag i den fest, som Søren Dahl byder op til i radioens Cafe Hack. P4-programmet er på 14. år en af Danmarks Radios mest populære radioudsendelser, og det er svært at opdrive en politiker, musiker eller skuespiller, der i tidens løb ikke har lagt vejen forbi Teatergaden i Aarhus til en god og underholdende snak. I sin erindringsbog fortæller musikeren, kapelmesteren og radioværten Søren Dahl åbenhjertigt anekdoter fra tiden med Cafe Hack og sit liv i showbiz, men først tager han læseren med en tur tilbage i tiden – tilbage til barndomshjemmet i Thy, hvor han voksede op som yngste barn i en søskendeflok på seks og tidligt fandt sin klang i livet ved familiens gamle klaver. En barndom fuld af musik, men også af følelsen af at skille sig ud. Det er også en historie om mindreværd og om brydningsfulde teenageår, hvor især morens hang til indremissionske forbud kolliderede med unge Sørens spirende interesse for svaj i bukserne, Jimi Hendrix og piger uden BH. I bogen beretter Søren Dahl også om kvinderne i sit liv, om den svære kærlighed og om at blive far sent i livet. Og ikke mindst om afsavn og livet på landevejene, når han turnerer landet rundt med sine shows, men også om en utrættelig og ægte nysgerrighed på andre mennesker, som gang på gang brænder igennem i hans møde med publikum. Søren Dahl (f. 1958) er radiovært, musiker, kapelmester og komiker. Han er uddannet musikpædagog ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, har skrevet musik til en lang række teaterstykker, tv-serier og spillefilm og har turneret med egne shows igennem en længere årrække. Radiovært på P4-programmet Cafe Hack siden 2003.

2016077_Med_Fanden_i_hælene_Cover.indd 1

Stemmen fra ’Cafe Hack ’

22/08/2016 12.25

Med fanden i hĂŚlene

2016077_Med_Fanden_i_hĂŚlene.indd 1

22/08/2016 08.11

2016077_Med_Fanden_i_hĂŚlene.indd 2

22/08/2016 08.11

SØREN DAHL i samarbejde med Karen Margrethe Schelin

Med fanden i

HÆLENE POLITIKENS FORLAG

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 3

22/08/2016 08.11

2016077_Med_Fanden_i_hĂŚlene.indd 4

22/08/2016 08.11

Indhold Prolog 6 Hokuspokus, jeg bliver født 11 Nye bekvemmelige tider 14 En stærk vilje 21 Enkefru Larsen 29 Herren ser alt 33 Min barmhjertige samaritaner 39 Madam Blå og en sky af røg 43 En lille klat i bag 54 Det rige sogn 60 Trompeten og halballet 67 Oprørstrang 72 Alice’s Restaurant 81 Den glade portør og Thyfestivalen 87 Op ad marmortrappen 92 Revy i redningshuset 100 Teatrets magi 107 Forelsket igen 114 I armene på Finn og Jacob 120 Gal med De Nattergale 132 Et sandt arbejdsraseri 138 Sceneskift og blevask 143 Mit liv med Cafe Hack 146 Familieidyl med sprækker 168 Alene igen 174 I limboland 177 Mit elskede Thy 186 Mit liv i punktform 197

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 5

22/08/2016 08.11

Prolog

Jeg vågner klokken seks, tændt og nervøs, og tænker for gud ved hvilken gang: ’Hvorfor i himlens navn gør du det her?’ Jeg befinder mig på Hotel Saxkjøbing, hvor vi skal optage en af Cafe Hacks sommerevents. Hvert år i hele maj og juni måned er vores lille Cafe Hack-team på turné landet rundt, Operation Sommerland, for at optage de udsendelser, der skal sendes hen over sommeren. Min medproducent Kristian Borregaard og jeg har inviteret vores familier med, så det dufter da lidt af samvær, i en tid hvor både børn og kærester ellers må lide afsavn. Og det er på mange måder en genial løsning, at vi producerer alle vores sommerevents på forhånd, for det betyder, at vi kan holde ferie med vores familier i skoleferien. Men det kræver stor forståelse fra ens nærmeste, mens det står på, det kræver et godt helbred, og det kræver et sammentømret team. Heldigvis har jeg været velsignet med det meste. Jeg vender mig i sengen og griber ud efter mine researchnotater. Og så begynder jeg at læse, sådan som jeg efterhånden har gjort det hver morgen i 14 år. Jeg læser om et andet menneskes liv. Jeg læser for at kunne sætte dette menneske i scene og formidle det, så hans eller hendes historie fanger lytterne. Og det er her, spørgsmålet af og til opstår i mit hoved: Hvorfor gør jeg det? Hvad driver mig til igen og igen at forsøge at finde ind til et andet menneske?

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 6

22/08/2016 08.11

Svaret, jeg er kommet frem til, er, at jeg gør det, fordi det for mig er en naturlig måde at dele min nysgerrighed på andre mennesker med et større publikum. Det er troen på, at den gode historie krydret med et stænk af humor og musik kan rykke os alle sammen, i bedste fald bevæge os. Det er den oplevelse, som driver mig videre og får mig til at tænke: ’Hvor er jeg en heldig mand!’ Snart vil det hele forhåbentlig eksplodere i en fest inde i salen. Jeg får besøg af Mr. Nordisk Mad, iværksætteren Claus Meyer, af forfatteren og speedsnakkeren Knud Romer og af kokken René Thrane. Og så kommer Carl Emil Petersen fra Ulige Numre og spiller live. Undervejs smider vi et ordentlig læs musik og – håber jeg – god stemning ud over scenekanten og helt ind i lytternes ører. Altså læser jeg videre på mine researchnotater, skønt jeg fortryder, at jeg ikke sagde nej tak til den store fadøl i går aftes. Men showbiz er også livsglæde og fællesskab, og jeg elsker det. Jeg elsker stemningen, nuet, og mødet med mennesker; herunder også mødet med publikum, som er en stor del af Cafe Hacks DNA. Jeg retter de sidste ting i manuskriptet. Nogle musikindslag skal ud, andre skal ind, for vi skal også have pulsen op, og jeg laver en mental note til mig selv om at passe på, at Knud Romer ikke bare styrer helt ud i vildmarken med sin poesi, og at jeg skal have aftalt med Claus Meyer, om han skal lave sine griselyde denne gang. Tankerne flyver rundt, og lige nu er alt kaos i mit hoved. Heldigvis ved jeg, at tingene på forunderlig vis plejer at gå op i en højere enhed, når først showet kører. Efter at have læst notaterne igennem, står jeg op, går i bad og klæder mig på, og så går jeg ned i salen og kigger mig omkring; vandrer en smule hvileløst rundt på scenen og retter på stolene, alt imens jeg brokker mig lidt til højre og til venstre. Mit brokkeri går mest ud over vores tekniker Kristian Gislason og vores produktionsleder Ina Facius – for er det nu dobbelttjekket med Knud Romer, at han kommer til tiden? Og står stolene nu rigtigt? Jeg skælder også ud på mig

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 7

22/08/2016 08.11

selv, for jeg synes ikke, musikvalget er optimalt. Jeg er som en løve i et bur. For det er mig, der om lidt skal møde vores gæster, så lige på det her tidspunkt er jeg lidt pirrelig. Samtidig minder jeg mig selv om, at jeg skal huske at sige undskyld. Jeg er sådan indrettet, at jeg kører hurtigt op, men jeg falder også hurtigt ned igen. Og jeg bliver ked af det, hvis jeg har været urimelig. Heldigvis kender vi hinanden godt på vores lille Cafe Hack-team. Vi har højt til loftet. Der er ikke mere for mig at gøre i salen nu, så jeg går ned i hotellets restaurant for at spise morgenmad sammen med de andre. God morgenmad, med mange hjemmelavede specialiteter, alle virker fornøjede og veltilpasse. ’Godt,’ tænker jeg, for det betyder meget for mig, at mennesker omkring mig føler sig veltilpas. Jeg bruger megen energi på det. Og ja, det kan til tider være opslidende, men det er min måde at føle mig elsket på. Jeg sidder og lytter til samtalen rundt om bordet, men mine tanker befinder sig et andet sted. For lige om lidt skal jeg ind på scenen, og Cafe Hack er mit hjerteblod – mit livsværk, kan du sige. Med Cafe Hack samledes alle trådene i mit liv, brikkerne faldt om man så må sige på plads, skønt selve programmet i den første lange tid var én lang praktikperiode for åben mikrofon. Det var næppe gået i dag. Men til stor undren for d’herrer i DR’s øverste ledelse havde vi fat i noget. Hov, hvad skete der lige der? Når jeg tænker tilbage, kan jeg også undre mig. For jeg vidste intet om at lave radio. Jeg var musiker, og jeg kendte til showbiz, men at bygge et nyt radioprogram op helt fra grunden! Det havde hverken jeg eller min makker Kristian Borregaard nogen som helst erfaring med. Vi kastede os bare ud i det, og Ole Damgaard – som var vores første fantastiske redaktør på P4 – gav os stor frihed. Vi lavede jo sådan nogle lidt old school-ting, som de ikke brød sig om i DR. Jeg kunne for eksempel finde på at læse op af et eventyr! Det var stærk kost! Når jeg sidder her sammen med mit lille, trofaste Cafe Hackteam, gribes jeg af taknemmelighed over mit liv. Vi går nu ind i vores

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 8

22/08/2016 08.11

15. år med Cafe Hack. Om lidt skal jeg ind på scenen her på Hotel Saxkjøbing, og jeg ved, at når jeg har hilst på den første gæst, forsvinder al min nervøsitet. Så er jeg i mit es. Jeg elsker at lave Cafe Hack. Det forener på forunderlig vis alle de ting, jeg før har lavet i mit liv – og det er ikke så lidt. Når jeg kigger mig tilbage over skulderen, kan jeg se, at jeg har været besat af et sandt arbejdsraseri – jeg har, om man så må sige, levet med fanden i hælene.

✳

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 9

22/08/2016 08.11

2016077_Med_Fanden_i_hĂŚlene.indd 10

22/08/2016 08.11

Hokuspokus, jeg bliver født

Min søster Elsebeth skreg højt og længe, da hun så mig første gang. Så grim var jeg åbenbart; rød i hovedet og klemt helt ud af facon. Vind og skæv var jeg vist også. Når min søster blev så forskrækket ved synet af mig som nyfødt, kan det også hænge sammen med, at hun simpelthen fik et chok. For hov, hvor kom jeg lige fra? At der var en lille ny på vej, var ikke noget, mine forældre havde talt med min søster og mine brødre om. Det var ikke en begivenhed, de havde sludret gemytligt med hinanden og mine søskende om hen over middagsbordet. Min mor kom fra en indremissionsk familie, og alt, hvad der snerpede hen ad noget intimt, for slet ikke at tale om sex, var tabu, og hvad angår min far, så var han rimelig tavs af natur – som thyboer nu engang er flest. Og så gik man nok ikke så meget op i en graviditet dengang, da slet ikke i en familie som vores, hvor der i forvejen var fem børn. Jeg var jo i den grad en efternøler. Fødselsforberedelse og barselsorlov kendte man heller ikke til, så livet har sikkert bare gået sin vante gang, alt imens min mors mave voksede. Jeg vil tro, at hun uden at kny kørte rundt på sin cykel og tilså sine patienter som hjemmesygeplejerske, lige indtil den lørdag i juni i året 1958, da jeg insisterede på at gøre min entré. Jeg blev født hjemme, og derfor gjaldt det om i al hast at få mine søskende ud ad klappen.

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 11

22/08/2016 08.11

Seks søskende stadset ud i deres ﬁ neste puds. Det er mig længst til venstre.

Vi boede i et lille rækkehus, Mølleparken 48, i en helt ny bebyggelse i udkanten af Thisted. Husene var opført af Thisted Andelsboligforening, så der var tale om lejeboliger. Mine forældre havde været heldige, for der var dengang – som nu – rift om gode boliger til en overkommelig husleje. Ovenpå var der et soveværelse og to kamre med skrå vægge, og nedenunder havde vi køkken, badeværelse og én stue. Der var også et værelse i kælderen, og der flyttede min ældste bror Bjarne ned, et stykke tid efter jeg var blevet født. Det må have været op ad dagen, for min far var hjemme, og han arbejdede ellers altid i farvehandelen til klokken 13 om lørdagen. Mine søskende var åbenbart også hjemme, for da det stod klart for min mor, at nu var den fødsel vist lige op over, beordrede hun min

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 12

22/08/2016 08.11

far til at følge min søster Elsebeth og mine brødre ned til vores faster Lis. Hun boede i en lille lejlighed i Skolegade i Thisted, i øvrigt mine bedsteforældres tidligere hjem og min fars barndomshjem. Og så var det ellers om at få sendt bud efter jordemoren. Hvorfor mine søskende i al hast var blevet evakueret ned til faster Lis, stod lidt uklart for dem, har de senere fortalt. Min far havde vist mumlet et eller andet om, at ”der skulle ske noget derhjemme”, men hvad dette noget gik ud på, havde han ikke uddybet nærmere. Min far var som sagt ikke en mand af mange ord, og desuden ruttede man ikke med forklaringer til børn dengang, og i hvert fald ikke om et så intimt emne som en fødsel. Livets mysterier, dem måtte man selv tumle med. Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at min søster Elsebeth, som var 11 år på det tidspunkt, skreg i vilden sky ved synet af mig. Jeg mener, så grim var jeg vel heller ikke? Min bror Mogens, som kun er fem et halvt år ældre end jeg, har siden fortalt, at også han oplevede min ankomst til verden som det rene hokuspokus. Pludselig havde jeg ligget der og sprællet i en vugge, da de alle sammen var kommet hjem fra faster Lis. Mine søskende affandt sig med deres skæbne. De havde fået en lillebror, og ifølge min søster rettede jeg mig ret hurtigt ud. Og jeg blev efter sigende også hurtigt god til at charmere mine omgivelser. Jeg har altid elsket at optræde, og jeg har fået lov til det, kan man sige. Når man som jeg er født ind i en stor søskendeflok, endda som efternøler, får man automatisk et stort publikum – og det har jeg nydt godt af!

✳

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 13

22/08/2016 08.11

Nye bekvemmelige tider

Stanken fra hønsefarmen Amerika sved i næsen, da min familie flyttede ind i Mølleparken, men det fik kvarterets nye beboere snart sat en stopper for. Det var i mere end én forstand nye tider. Da jeg kom til verden, havde min familie boet i Mølleparken i fem år. De var flyttet ind i den spritnye, almennyttige rækkehusbebyggelse i 1953. Der var gang i boligbyggeriet på den tid, også i vores kvarter, hvor nye parcelhuse og andre bebyggelser åd sig ind på de tidligere åbne arealer med landbrug og småindustri. Ja, så hårdt gik det for sig i kvarteret omkring Mølleparken, at Amerika, som lå nogle hundrede meter længere oppe ad vejen fra os, måtte lukke sin produktion som følge af protester fra kvarterets nye beboere. Der var ligefrem demonstrationer imod farmen. Beboerne brød sig mildt sagt ikke om stanken og flueplagen fra hønsefarmen, som havde fået sit navn, fordi den driftige ejer havde været i Amerika og lært om nye metoder inden for stordrift i landbruget. Enden på miseren blev, at hønsefarmen Amerika måtte vige for de nye tider – skønt den strengt taget var der først. Nye tider var det også for min familie, der ligesom mange andre danskere nu havde fået flere moderne bekvemmeligheder. I Mølleparken havde vi eksempelvis et vaskehus, som beboerne frit kunne benytte. Ganske vist stadig med gruekedel, men også med en moderne centrifuge, og så var der en rulle til duge og sengetøj og den slags;

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 14

22/08/2016 08.11

et farligt monstrum, som det lykkedes min bror Jørn at få armen ind i. Ikke en fold eller rynke var der efterfølgende på Jørns arm, og den holdt, og han blev sidenhen en særdeles habil håndboldspiller, måske fordi det ikke var hans skudarm, der havde fået en tur i rullen. Meget praktisk for min mor var vaskehuset indrettet i det yderste hus i rækken, kun et husnummer fra vores. Med mand og seks børn, hvoraf de fem var drenge, var der mildest talt en del vasketøj at se til. I de år flyttede mange mennesker fra land til by. Også mine forældre var flyttet, om ikke fra landet, så dog fra den lille stationsby Hurup i Sydthy og op til købstaden Thisted for at søge lykken – og især en bedre fremtid for deres børn. Og så stammede min fars familie fra Thisted. Begge mine forældre havde en uddannelse – min far var udlært i en farvehandel, og min mor var uddannet sygeplejerske, men hverken min mor eller far havde en skolegang, der rakte meget længere end grundskolen. Min mor havde gået tre år i landsbyskolens ældste klasse i Bedsted, fordi skolen ikke havde en overbygning, så hun kunne tage en præliminæreksamen. En præliminæreksamen svarede dengang til en realeksamen og blev i øvrigt afskaffet i slutningen af 1950’erne. Ved at flytte til Thisted håbede mine forældre på at rykke nogle trin op ad den sociale rangstige. Især min mor havde sociale ambitioner på familiens vegne, og det var der sådan set ikke noget at sige til, for inden de flyttede til Thisted, havde de været igennem en hård tid. Der var sket det ulykkelige, at min fars farvehandel i Hurup var gået konkurs, hvilket var et stort nederlag for både min far og min mor. Og bedre blev det ikke af, at de også måtte flytte fra deres bolig, som lå i tilknytning til farvehandelen. Mine brødre Lars og Mogens blev født i Hurup, så mine forældre stod med fem børn, hvoraf det yngste var et spædbarn, da de måtte bryde op og begynde helt forfra. Mens mine forældre ventede på, at lejemålet i Mølleparken blev ledigt, måtte de tage til takke med yderst spartanske forhold, og mine

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 15

22/08/2016 08.11

Min fars farvehandel i Hurup.

forældre og fem søskende boede bl.a. en kort overgang i en baraklignende bebyggelse på Fårtoftvej i Thisted. Det må virkelig have været barskt, da ikke mindst for min mor, som skulle passe den allerede store børneflok. Så det var store forhold, da min familie omsider kunne rykke ind i et af Mølleparkens små, nybyggede rødstensrækkehuse, der lå skulder ved skulder og skuttede sig op mod dyrskuepladsens vidtåbne marker. Min far var blevet ansat som gulvspecialist i den lokale farvehandel i Thisted, og min mor havde fået job som hjemmesygeplejerske på deltid. Mine forældre kastede al deres energi ind i kampen for et nyt og bedre liv for vores familie, alt imens mine fem søskende – og senere også jeg selv – indtog de nye omgivelser med tilsvarende energi og eventyrlyst. Med både dyrskuer og omrejsende cirkus som nærmeste naboer var området et mekka for os unger.

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 16

22/08/2016 08.11

I Mølleparken og de omkringliggende kvarterer vrimlede det med børn, så der var altid nogen at lege med. Når vi sparkede bold ude på Winthersmøllevej, kunne vi snildt være 50 unger. Vi legede også tit cowboys og indianere, og jeg husker, at jeg engang blev fanget og bundet til en pæl oppe bag trægaragerne. Der stod jeg en rum tid – måske en hel time – inden min storebror Mogens kom og reddede mig. Jeg nød godt af at have så mange storebrødre, men jeg blev også hurtigt ferm til at klare ærterne selv. Og sætte mig i respekt. Jeg har et heftigt temperament, og det havde jeg også som barn. Allerede dengang ville jeg gerne bestemme. Fik jeg ikke min vilje, kunne jeg finde på at sætte mig ned og holde vejret – ligesom drengen i Asterix ta'r til Spanien. Jeg insisterede også på at vælge først på fodboldholdet, når vi spillede på dyrskuepladsen, hvilket vi ofte gjorde. Jeg kan huske, at jeg havde en Arsenal-trøje, og mit kælenavn var Charlie, for Arsenal havde en spiller ved navn Charlie George, og ham var vi mange, der så op til. En gang om året var der dyrskue, og det var stort. Der blev stillet op i dagevis og pillet ned i dagevis, og vi unger legede lystigt i og på alle de farlige maskiner – uden opsyn. Mirakuløst nok kom ingen alvorligt til skade. Når selve dyrskuet løb af stablen, var det som en gigantisk Noas ark med et væld af dyr – og dertil maskiner, fordrukne landmænd, krejlere, bønderfruer i stadstøjet og alle os unger fra Mølleparken. Vi følte jo, at det var vores dyrskueplads og mente derfor heller ikke, at vi behøvede betale entré, så vi hoppede over hegnet, når kontrolløren så den anden vej. Når der ikke var dyrskue, var de tomme grisebåse et af de steder, hvor vi sad og røg i smug. Jeg har vel været omkring syv-otte år. Vi købte cigaretter i løs vægt hos købmanden, eller også røg vi kamillete af en lille majspibe, som man kunne købe i legetøjsbutikken. Børn havde meget nem adgang til tobak dengang, og vi røg flittigt. Piben kom også i brug, når vi efter vores drabelige indianerslagsmål lod fredspiben gå rundt. Vi sloges både mod indianerne fra Tingstrupvej, Idylvej og værst af alt Nørregadedrengene, som var nogle af dem, der

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 17

22/08/2016 08.11

virkelig kunne slå til søren, så at sige. Der var lidt West Side Story over de gadekampe, men der var også en fairness over tingene. Havde man tabt, så havde man tabt – og så trak man sig. Jeg har nok ikke røget rigtigt mere end én gang. I hvert fald husker jeg, at jeg fik en voldsom nikotinforgiftning og blev fuldstændig grøn i ansigtet. Jeg kastede op et helt døgn, og så blev cigaretterne og piben lagt på hylden i nogle år. Så fik man det lært, og i en ung alder, for jeg tror kun, jeg gik i 2. eller 3. klasse. Når jeg tænker på, hvad jeg ellers kunne få skældud for, pletter på det fine tøj og meget andet, så blev min debut som ryger egentlig ikke kommenteret af mine forældre. Men de behøvede sådan set heller ikke råbe højt eller stikke lussinger, for jeg havde det så skidt, at jeg troede, jeg skulle dø. I min barndom røg de voksne lystigt alle vegne. Det gjorde min far også. Da jeg var lille, havde mine forældre en lysegrøn Opel Rekord stationcar, og når vi skulle besøge min mors familie i Sydthy, min onkel i Lemvig eller min fars familie i Aarhus, blev bilen proppet til randen med alle os unger. Med min far ved rattet og min mor ved siden af gik det så derudad. Undervejs røg min far med største selvfølgelighed sine elskede cerutter, og det kunne være vanskeligt at se ud ad vinduerne, for slet ikke at tale om at trække vejret. Vi blev underligt nok aldrig køresyge; til gengæld begyndte fire ud af seks børn selv at ryge som voksne. De to er dog holdt op igen. På længere ture var det et fast ritual, at vi holdt ind på en rasteplads, hvor der blev slået campingbord og små klapborde op, og så pakkede min mor madpakkerne ud – en endeløs række af madder med spegepølse, leverpostej, æg og makrel samt ost. Når vi blev sluppet ud i den friske luft på rastepladsen, gik vi børn ind i ”junglen” og forrettede vores nødtørft. Vi bildte os selv og hinanden ind, at der var vilde dyr – ulve og tigre – og vi lagde os på lur, sprang op og forskrækkede hinanden. Løbes om kap skulle der også. Der var, især om sommeren, en frodighed af vilde blomster, og sværmen af fugle og insekter sidder stadig i mig som en dejlig erindring.

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 18

22/08/2016 08.11

Jeg husker specielt én biltur. Det var en sommerferie, hvor vi kørte ned syd for grænsen til Tyskland, nærmere bestemt til Plön, lidt syd for Kiel. Min far havde overtaget to patruljetelte fra FDF, og de blev slået op i forlængelse af hinanden. Derudover havde vi et overtelt, der kunne trækkes frem som et slags fortelt. Dette sammenflikkede teltscenarie blev sommerbolig for hele familien på syv personer – min ældste bror Bjarne var blevet hjemme for at arbejde. For mig var den ferie en kæmpe oplevelse. Vi var i et andet land, vi var på en campingplads med masser af andre børn og leben fra morgen til aften, og der var en sø, hvor vi plaskede rundt på oppustede luftmadrasser – præcis som vi havde set de tyske turister gøre ved Ve-

Min far og mig på fortrappen i Mølleparken.

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 19

22/08/2016 08.11

sterhavet ud for Klitmøller. Jeg husker det som en uge i eventyrland, men min mor må have været grædefærdig af træthed, da vi vendte hjem. Hun lavede mad til os alle syv på en primus – morgen, middag og aften. Holde øje med os børn skulle hun også, da ikke mindst med mig. Min mor var sej. Bortset fra enkelte ture som den til Plön var vi altid hjemme om sommeren. Men her var også masser at opleve. Når der var cirkus i byen, holdt de til på dyrskuepladsen, og nogle gange kravlede vi under teltdugen og sneg os gratis ind, andre gange hjalp vi lidt til og fik fribilletter. Det var vores far og mor ikke meget for, da de var sikre på, at cirkusfolkene ville indfange os og tage os med videre ud i den store verden. På et tidspunkt var der besøg af op til seks cirkus på én sæson, og så var der også alle tivolierne, med spilleautomater, radiobiler, lykkehjul og ikke mindst blokvognsartisterne. Der var nok at se til sådan en sommer. Om vinteren kælkede vi nede i anlægget, på engen og på Djævlebakken i Skinnerup uden for Thisted. Når du ser bakken i dag, er den vel nærmest ikke andet end en lille pukkel i landskabet, men for os drenge var det Djævlebakken. Det var den sådan set i mere end én forstand, for den lå lige klos op ad lossepladsen. I 1960’erne blev al form for affald bogstaveligt talt smidt på jorden, og så blev der kørt lidt jord henover. Stanken om sommeren var ulidelig, og mon ikke grundvandet har haft en helt særlig flavour.

✳

2016077_Med_Fanden_i_hælene.indd 20

22/08/2016 08.11

2016077_Med_Fanden_i_hælene_Cover.indd 1

Stemmen fra ’Cafe Hack ’

22/08/2016 12.25