Meldt savnet - Linda Castillo by JP/Politikens Forlag

MELDT SAVNET

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

Linda Castillo

MELDT SAVNET Oversat af Henrik Enemark Sørensen

HR. FERDINAND

| københavn | vico del gargano

I forbindelse med udgivelsen af mange af bøgerne i serien om Kate Burkholder har jeg haft fornøjelsen af at være på turne, og jeg må sige, at disse turneer har været blandt højdepunkterne i min karriere. Jeg vil gerne tilegne denne bog til de boghandlere, anmeldere, læsere og bloggere, som har deltaget i arrangementerne, købt bøgerne, skrevet anmeldelser, blogget om bøgerne og skrevet for at dele deres tanker med mig. Jeg sætter uhyre stor pris på den interesse, I alle har udvist.

INDLEDNING Becca havde altid vidst, at hendes liv ville ende i en tragedie. Som barn kunne hun ikke sætte ord på, hvorfor hun følte sig så overbevist om, hvordan hendes skæbne ville blive, ligesom hun heller ikke kunne forklare, hvordan hun var i stand til at forudse den. Hun troede på forsynet, og det kom ikke som nogen overraskelse for hende, da hun forstod, at hun skulle dø ung. Da hun var syv, havde hun udspurgt sin mamm om døden. Hendes mor fortalte, at når mennesker dør, kommer de op og bor hos Gud. Svaret havde gjort Becca lykkelig. Det trøstede hende i lyset af det, hun vidste om sin skæbne. Efter denne dag havde hun ikke en eneste gang frygtet sin egen døds nærhed eller uomgængelighed. Nu, otte år senere, hvor hun stod på den frosne bred ved Mohawk Lake og så ud over den kolossale isflade, dulmede hendes mors ord den frygt, der i dagevis havde hobet sig op i hende. Tusmørket havde sænket sig, og søen var en ensfarvet, grå verden, hvor himlen og horisonten smeltede sammen, så grænsen mellem dem blev udvisket. Godt ti små læskure fordelte sig ud over søens isdækkede overflade. Et gyldent lys strålede i et af vinduerne, men

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

de andre skure var mørke og afslørede, at de engelske fiskere var taget hjem for i dag. Vinden trængte gennem hendes uldfrakke og sved mod huden, da hun trådte ud på isen. Sneen føg over den ujævne overflade og ramte hende i ansigtet som sand. Den nederste kant på hendes kjole var stivfrossen og skrabede mod hendes bare lægge. Hun havde gået i et stykke tid og kunne ikke længere mærke hverken sine hænder eller fødder. Men disse små ubehageligheder betød ingenting. Hun ville snart være hjemme, og hun skulle ikke gå ret meget længere. Becca elskede søen, uanset om det var sommer eller vinter. Da hun var lille, havde hendes datt købt skøjter til hende og hendes bror, og de havde tilbragt mange vintereftermiddage med at spille ishockey. Da det var blevet forår, havde hun været hurtigere på skøjterne end nogen af sine amishvenner – ja, selv hurtigere end sin storebror. Han havde ikke brudt sig om at blive slået af en pige. Men hendes datt havde bare leet og klappet i hænderne og sagt til hende, at hun kunne flyve. De rosende ord, som han normalt ikke strøede om sig med, havde altid fået hende til at føle sig som noget særligt. At hun betød noget. At hendes bedrifter, uanset hvor små, ikke var ligegyldige. Søen var blevet hendes særlige sted, hendes skjulested fra resten af verden, hvor hun kunne komme væk fra sine problemer. Det var her, hun havde lært at drømme. Når hun var på isen, kunne ingen fange hende. Ingen kunne røre hende. Ingen kunne gøre hende fortræd. Men det havde han så alligevel gjort. Da Becca var ni, havde hendes bror en dag fundet hende på træstubben, hvor hun sad og bandt sine skøjter. Han havde væltet hende omkuld og presset hendes hoved ned i sneen, hvorefter han

voldtog hende på søens stivfrosne bred. Fra den dag havde Becca vidst, at hun var dødsdømt. Senere, da hendes mamm havde udspurgt hende om flængen på kinden, havde Becca fortalt, hvad hendes bror havde gjort. Det var ikke første gang, det var sket, men som altid gav hendes mamm Becca skylden. Du skulle have strittet hårdere imod. Du skulle have bedt mere. Du bør være mere tilgivende. Hun havde afsluttet samtalen med at give Becca besked på at bekende sine synder for biskoppen. Mindet fik tårerne til at presse sig på i hendes øjne. Hvordan kunne det være hendes skyld, hvad hendes bror havde gjort? Havde hun på en eller anden måde fristet ham? Var der noget i vejen med hende? Straffede Gud hende, fordi hun ikke var i stand til at tilgive? Eller var det ganske enkelt bare hendes skæbne? Sneen knirkede under hendes fødder, mens hun fortsatte hen over isen. Becca var næsten kommet ud midt på søen, da hun snublede over en revne og landede på alle fire på isen. Kulden skar sig ind i hende som tusind knive. Hun vidste, at det var tåbeligt, men hun begyndte at græde. Det var ikke sådan, det skulle være. Hun skulle ikke være bange, og hun havde ikke troet, at hun ville føle sig så alene. En lille stemme mindede hende om, at det ikke var for sent at vende om. Hendes varme seng i det lille loftsværelse ventede på hende derhjemme. Mamm og datt behøvede ikke at få noget at vide om, at hun havde været ude. Men Becca vidste, at der også var andet, der ventede på hende derhjemme. Ubehagelige og forkerte ting, som hun var blevet udsat for, siden hun var tre år, da hendes bror første gang lod hånden glide ned i hendes bukser og sagde, at hun ikke måtte græde. Becca vidste godt, at det, hun var på vej til at gøre, var en synd. Men hun vidste også, at Gud ville tilgive hende. Hun vidste, at han

ville byde hende velkommen til himlen med åbne arme og elske hende betingelsesløst i al evighed. Hvordan kunne det være forkert? Hun rejste sig og kastede et blik rundt for at orientere sig. Bag hende var træerne på bredden næsten usynlige nu. Længere ude på søen flimrede silhuetten af et læskur som et fatamorgana i det aftagende lys. Hun børstede noget sne af frakken og satte kursen mod skuret. Det var bygget af træ og forsynet med et enkelt vindue og en lille skorsten, og det mindede hende om et højt og smalt hundehus. Hun vidste, at de engelske fiskere nogle gange tilbragte natten på søen, men der var ikke noget afslørende lysskær fra en petroleumslampe i vinduet. Ingen røg steg op af skorstenen. Læskuret var tomt. Det var det, hun ville vælge. Hun kæmpede sig gennem en dyb snedrive og vaklede frem mod indgangen til skuret. Der hang en hængelås på døren, men den var ikke låst. Rystende af kulde åbnede hun døren. Der var mørkt og stille i skuret, og i luften hang en blandet lugt af petroleum og fisk. Der var så stille indenfor, da hun kom i læ for blæsten, at hun kunne høre isen knage under sig. Hendes ånde hang som en sky foran ansigtet, da hun fandt vokslyset og tændstikkerne, som hun havde taget med hjemmefra, frem og tændte vægen. Lyset åbenbarede skurets krydsfinervægge og en hylde med nogle sølvfarvede fiskeskæl og udtværede blodrester. På hylden stod også en petroleumslampe, og på væggen hang et sammenrullet reb. Hun gik hen til hylden og stillede vokslyset ved siden af petroleumslampen, før hun vendte sig og rettede blikket ned. En eller anden havde lagt en krydsfinerplade over fiskehullet. Hun bukkede sig og skubbede den til side. Hullet målte omkring femogtredive centimeter i diameter, og et tyndt lag af ny is havde dannet sig på vandets overflade.

Hun så sig om for at lede efter noget at slå hul på isen med, men der var ikke noget værktøj eller den slags at se. En revnet betonblok. En plastickasse med fiskekroge. Nogle tomme øldåser. Men så fik hun øje på et håndbor i hjørnet. Hun støttede på knæene, tog boret og brugte det til at bryde hul på den tynde is. Da hullet var frit, gik hun hen til bænken, løftede rebet ned fra krogen og snoede det op. Det var omkring fire meter langt og flosset i begge ender. Hun rystede på hænderne, da hun bandt den ene ende om livet på sig selv. Hun gav ikke sig selv lov til at tænke, da hun bandt den anden ende af rebet om betonblokken. Becca knælede ved siden af hullet i isen, bøjede hovedet og bad i tavshed Fadervor. Hun bad Gud om at tage sig godt af hendes mamm og datt. Hun bad ham om at lindre deres smerte i de kommende dage. Hun bad ham om at tilgive hendes bror for det, han havde gjort mod hende i hovedparten af hendes liv. Og til sidst bad hun Gud om at tilgive hende for den synd, hun var på vej til at begå. Hun lukkede øjnene og bad mere inderligt, end hun nogensinde før havde gjort. Hun håbede, at det var nok. Da hun var færdig, rejste hun sig, tog fat om rebet, sænkede betonblokken ned i hullet og så den forsvinde i det mørke dyb. Hun tænkte på den rejse, hun havde foran sig, og hendes bryst svulmede … ikke af frygt, men af overbevisning om, at snart ville alt blive godt. Hun stillede sig ved kanten af hullet. Hun lukkede øjnene, tog et skridt frem og lod sig opsluge af vandet.

KAPITEL 1

Min mamm fortalte mig engang, at der findes steder, der er så smukke, at der ikke kan ske noget ondt på dem. Da jeg var barn, troede jeg på det af hele mit unge hjerte. Jeg levede i en tilstand af salig lykke, uvidende om de onder, der som frådende uhyrer lurede uden for de imaginære mure, der omgav vores lille amishsamfund. Den engelske verden med dens gådefulde og forbudte tillokkelser forekom at befinde sig millioner af kilometer fra vores lille, perfekte hjørne af verden. Jeg kunne umuligt vide, at visse uhyrer kommer indefra, og at skønhed intet som helst har at gøre med de forbrydelser, mennesker er i stand til at begå. Ohios amishsamfund er som en mosaik af idylliske gårde og bølgende bakker, der gennemskæres af pinligt lige majsrækker, grønne løvskove og enge så frodige, at man føler sig overbevist om, at man er trådt direkte ind i et af Bill Colemans idylliske fotografier. Denne morgen, hvor solen er ved at brænde de sidste rester af tågen væk, og duggen funkler som kviksølv på de høje stængler på kornmarkerne, tænker jeg på min mamms ord og forstår, hvordan hun kunne tro på dem. Men nu er jeg strisser og falder ikke længere så let for, hvordan tingene tager sig ud på overfladen – uanset hvor overbevisende

facaden er. Mit navn er Kate Burkholder, og jeg har været politichef i Painters Mill i omkring tre år. Jeg er født i en amishfamilie og er opvokset på en hundrede år gammel gård lidt uden for byen, omgivet af femogtyve hektar af Ohios fede muld. Min barndom og opvækst var præget af det jævne liv uden elektricitet og motorkøretøjer. Indtil jeg var fjorten, var jeg en typisk amishpige – uskyldig, gudfrygtig og tilfreds med tilværelsen på samme måde som de fleste andre amishbørn. Min fremtid, selve min skæbne, var bestemt af mit køn og den religion, som mine forældre havde opdraget mig i. Alt dette ændrede sig dog en postkortsmuk sommerdag som denne, da skæbnen præsenterede mig for den mørke side af menneskets natur. I en letpåvirkelig alder lærte jeg, at onde ting kan ske selv på perfekte, solbeskinnede dage. Jeg prøver at lade være med at lade mit syn på verden påvirke den måde, jeg varetager mit job på. Det meste af tiden lykkes det. Undertiden mærker jeg kynismen presse sig på og farve mine indtryk, selvom det måske ikke er rimeligt. Men i langt de fleste tilfælde tjener min manglende tro på menneskeheden mig godt. Jeg er på vej hen ad Hogpath Road i min Explorer og kører med nedrullet vindue og et papkrus med kaffe mellem benene. Jeg er netop færdig med en nattevagt som afløser for en af mine medarbejdere, der er på familiebesøg i Michigan. Jeg er træt, men det er en behagelig træthed af den slags, der følger efter en begivenhedsløs vagt. Ingen fartbøller. Ingen husspektakler. Ingen køer, som har lavet ravage på hovedvejen. Når man har været ansat ved politiet i en årrække, lærer man at sætte pris på selv de små glæder. Jeg sidder og glæder mig til et varmt brusebad og otte timers uafbrudt søvn, da min radio knitrer. ”Boss? Er du der?” Jeg rækker ud efter mikrofonen. ”Hvad så, Mona?”

Mona Kurtz er fast nattevagt. Hun har været en del af korpset på min lille station siden den første dag, og på trods af hendes Lady Gaga-inspirerede garderobe og meget lidt politiagtige fremtoning og væremåde passer hun godt ind. Hun er en natteravn af natur og sørger for at gøre arbejdet interessant, selv når der ikke sker noget – hvilket sædvanligvis er tilfældet – men når situationen kræver det, er hun koncentreret og et stort aktiv at have med på holdet. ”Jeg har lige modtaget et opkald om forstyrrelse af offentlig ro og orden,” siger hun. ”Hvor?” ”Ved den tildækkede bro.” En række billeder af fulde og uregerlige teenagere glider forbi på min indre nethinde, og jeg sukker stille. Tuscarawas-broen er et populært sted for mange af områdets unge at hænge ud. På det seneste har det dog vist sig, at det ikke har været helt nok for dem bare at mødes og være sammen, for vi har registreret en række mere uheldige aktiviteter såsom druk, slagsmål og indtagelse af stoffer, og jeg er sikker på, at vi kun har set toppen af isbjerget. For en uge siden anholdt en af mine medarbejdere borgmesterens syttenårige søn med 25 gram marihuana og en metamfetamin-pibe. Borgmesteren har nægtet at tale med mig, siden det skete, men jeg ved, at samtalen er på vej. Sikkert i form af en anmodning, som jeg ikke vil kunne efterkomme. Jeg kigger på uret på instrumentbrættet og kæmper for ikke at sukke igen. 8:00. ”De begynder tidligt.” ”Eller slutter sent.” ”Hvem ringede med anmeldelsen?” ”Randy Trask var på vej på arbejde og sagde, at han bemærkede noget ballade ved broen.” Jeg mumler stille, trækker ud til højre og laver en U-vending midt på vejen, før jeg trykker på speederen. ”Er Trask der stadig?”

”Nej, han er kørt igen, boss. Han skulle på arbejde.” Jeg sukker. ”Jeg er på vej.” ”Forstået.” Tuscarawas-broen er et ikon for Painters Mill og af stor historisk betydning for byen. Den blev opført i 1868, men fik lov til at forfalde under depressionen i trediverne, før den i 1981 blev restaureret på skatteydernes regning – med støtte fra Painters Mills Historiske Selskab. Den rødmalede bro er bygget af træ og strækker sig omkring fyrre meter over Painters Creek. Broen er en turistattraktion og har stået på dagsordenen på en lang række byrådsmøder – primært af den grund, at et par lokale graffitikunstnere har kastet deres kærlighed på den – men det er endnu ikke lykkedes os at tage en eneste af dem på fersk gerning. Broen ligger på en ikke særlig trafikeret asfaltvej, der skærer sig gennem et lavtliggende område, som om foråret ofte rammes af oversvømmelser. Den omgivende skov er tæt og består af hundrede år gamle løvtræer og masser af krat og fremstår dermed som et perfekt skjulested for en lang række ulovlige aktiviteter. Det tager mig omkring fem minutter at tilbagelægge turen til broen. Jeg sætter farten ned, da jeg nærmer mig dens gabende, røde mund. På min højre side kan jeg lige akkurat se en sti, der fører ind i skoven, og jeg ved, at der er mange, der har været med til at trampe den flad, når de er gået ned til vandløbet for at fiske eller bade, eller hvad fanden det end er, de laver dernede. En ramponeret Chevy Nova med brede dæk og hækspoiler holder i gruset på vendepladsen, og den oxiderede lak skinner svagt i morgensolen. Ved siden af den holder en gammel Bonneville med et broget mønster af spartelmasse på forskærmen og ligner en panserbeklædt dinosaur. Døren i førersiden står åben, og et dunkende ekko af technomusik brøler så højt fra højttalerne,

at ruderne i min bil vibrerer. Jeg kan se, at der holder yderligere to biler på den anden side af broen. Jeg retter blikket frem, og i skyggen under den tildækkede bro kan jeg se silhuetterne af omkring femogtyve unge mennesker, der har samlet sig i en tæt rundkreds. Jeg trykker på knappen til sirenen et par gange for at påkalde mig deres opmærksomhed. Nogle af dem kaster et blik i retning af mig, mens andre er så opslugte af det, de er i gang med, at de ikke engang bemærker noget. Eller måske er de bare ligeglade. Jeg parkerer bag Novaen, slukker motoren og kalder Mona op på radioen. ”Jeg er fremme ved broen.” ”Hvad foregår der derude, boss?” ”Jeg tør godt vædde på, at der er tale om et slagsmål.” Jeg har lige åbnet døren, da et skrig fra broen runger i luften. ”Pis,” mumler jeg. ”Er Glock mødt på arbejde?” ”Han er netop trådt ind ad døren.” ”Vil du ikke bede ham om at køre herud?” ”Naturligvis.” Jeg sætter mikrofonen tilbage på plads, stiger ud af bilen og begynder at løbe. Adskillige af de unge ser op og trækker sig en smule væk, da jeg kommer nærmere, og jeg får øje på to silhuetter, som er involveret i et ophedet slagsmål på jorden. Den ophidsede forsamling omkring dem råber og hepper som en flok tilskuere, der har sat hele deres opsparing på spil i et blodigt hundeslagsmål. ”Det er politiet!” råber jeg og hører mine støvler larme på broen. ”Træk jer væk! Indstil slagsmålet! Nu!” Ansigter bliver vendt mod mig. Nogle af dem er bekendte, andre ikke. Jeg ser glimt af overraskelse i de unge øjne, og nogle af dem stråler lidt for meget af noget, der i uhyggelig grad ligner blodtørst. Grusomhed i den mest primitive form. Flokmentalitet,

tænker jeg, og det foruroliger mig næsten lige så meget som slagsmålet i sig selv. Jeg maser mig ind i forsamlingen og tager armene til hjælp for at skubbe tilskuerne væk. ”Træk jer på afstand! Nu!” En teenagedreng med hængende skuldre og et frisk udbrud af akne på kinderne kigger på mig og tager et skridt tilbage. En anden dreng er så opslugt af slagsmålet, at han ikke har set mig komme. Han står og støder en knyttet næve i vejret, mens han gentagne gange råber: ”Tæv den møgso!” En sorthåret pige i en lilla bluse, der er alt for lille til hendes store bryster, sparker ud efter en af de kæmpende på jorden. ”Smadr hendes fjæs, for helvede!” Jeg skubber mig forbi to drenge, der ikke er meget større end mig selv, og det lykkes mig at fange mit første ordentlige glimt af det, der foregår inde i kredsen. To teenagepiger har kastet sig ud i et vildt og uhæmmet slagsmål, der ikke lader hærdede slagsbrødre på skumle barer noget efter. Hænder, der rykker og flår i tøj og hår. Negle, der river flænsende i ansigter. Jeg hører en række dyriske støn, lyden af flænset stof og en serie våde klask fra næver, der rammer bar hud. ”Fjern dig fra mig, lede møgso!” Jeg bøjer mig frem og smækker hænderne ned mod den øverste af pigernes skuldre. ”Det er politiet!” råber jeg. ”Indstil slagsmålet!” Hun er en kraftigt bygget pige og vejer mere end ti kilo mere end mig. Mens jeg holder om hende, føles det som at tvinge en sulten løve væk fra et netop nedlagt bytte. Da hun ikke føjer mig, borer jeg fingrene ind i hendes kraveben, lægger alle kræfter bag og trækker hende tilbage. ”Hold op med at stritte imod!” ”Slip mig, for helvede!” Blændet af raseri prøver pigen at ryste sine skuldre fri. ”Jeg slår den lede kælling ihjel!” ”Ikke mens jeg er her.” Jeg lægger hele min kropsvægt bag og

trækker så hårdt i pigen, at hendes T-shirt bliver flænset. Hun vælter tilbage og lander på halen lige foran mine fødder. Hun prøver at trække benene ind under kroppen, men jeg holder hende nede. ”Fald lidt ned!” Jeg rusker hende for at lade hende vide, at jeg mener det. Hun ignorerer mig, skubber sig frem og sparker hårdt ud efter den anden pige for at prøve at sætte ind med en sidste triumf. Jeg lukker hænderne om hendes overarme og trækker hende over en meter tilbage. ”Så er det nok! Er det forstået?” ”Det var hende, der begyndte!” råber hun. Jeg er bekymret for at miste kontrollen med situationen, før der ankommer forstærkninger, så jeg peger på den af de omkringstående, der ser mest fornuftig ud. En spinkel dreng i en Led Zeppelin T-shirt. ”Du der.” Han ser sig over skulderen. ”Mig?” ”Ja, det er ikke din usynlige ven, jeg taler til.” Jeg nikker ned mod den anden af pigerne fra slagsmålet. Hun sidder på broen med benene strakt frem foran kroppen og håret hængende ned over ansigtet. ”Tag hende med over på den anden side af broen og vent på mig.” Jeg er på vej til at skrue mig op og råbe ad ham, da en pige med piercede øjenbryn tager et par skridt frem. ”Jeg skal nok gøre det.” Hun bukker sig og lægger hænderne på den anden piges skuldre. ”Hey, kom med.” Jeg retter opmærksomheden mod pigen foran mine fødder. Hun glor på mig med et krigerisk blik og trækker vejret, som om hun lige har gennemført en triatlon. En dråbe, der består af en blanding af mascara og sved, hænger under hendes næse, og hendes kinder er blussende røde, som om hun er blevet solskoldet. Et øjeblik tager jeg mig selv i at håbe, at hun går til angreb på mig, så jeg kan tvære

den aggressive attitude af hendes fjæs, men så minder jeg mig selv om, at teenagere er det eneste segment i befolkningen, der har ret til at blive ramt af lejlighedsvise anfald af stupiditet. ”Hvis jeg var dig,” siger jeg stille, ”ville jeg tænke mig grundigt om, før jeg gjorde noget dumt.” Jeg kigger mig lidt om og vurderer de andre i flokken. De er stadig ophidsede og står lidt for tæt på til, at jeg kan slappe af. De virker rastløse på en måde, som jeg ikke bryder mig om – især i lyset af, at flokken tæller over tyve unge, mens jeg selv er alene. Jeg lader en hånd ligge på pigens skulder, mens jeg retter mig op og får øjenkontakt med et par stykker af de unge. ”I har et halvt minut til at forsvinde, før jeg begynder at anholde jer og ringe til jeres forældre.” Da de begynder at trække sig væk, ser jeg ned på pigen. Hun sidder og laver øjne til sine venner og gestikulerer og sender dem tavse teenagetegn, og jeg er klar over, at hun nyder sine femten minutters berømmelse. ”Hvad er dit navn?” spørger jeg. Hun sender mig et rend-mig-i-røven-blik, men hun er klog nok til at vide, at det er en magtkamp, hun ikke kan vinde. ”Angi McClanahan.” ”Har du nogen form for identifikation på dig?” ”Nej.” Jeg rækker en hånd ned for at hjælpe hende på benene, men hun ignorerer mig og springer op med en smidighed som en kunstskøjteløber, som sætter alt ind på at sikre sig guldet. Hun er en køn pige på omkring seksten med lyst hår og blå øjne, og hendes opstoppernæse er overstrøet med fregner. Hun er en smule buttet, men det klæder hende. Ærmet på hendes T-shirt er næsten revet af ved skulderen. Jeg kan se kradsemærker på hendes hals og en flænge

på indersiden af albuen. Der er blod på hendes cowboybukser, men jeg kan ikke se, hvor det stammer fra. ”Er du kommet til skade?” spørger jeg. ”Skal jeg tilkalde en ambulance?” Hun sender mig et lynende blik. ”Jeg har det fint, tak.” ”Hvad skete der?” Hun retter en finger i retning af den anden pige og krænger læberne tilbage. ”Jeg var her for at hygge mig med mine venner, men så sprang den lede møgso på mig.” Ordene runger grimt i mine ører, men det er hadet bag dem, der for alvor gør mig vred. Jeg ved ikke, hvornår unge er begyndt at tale på den måde, men jeg kan ikke udstå det. Misforstå mig ikke: Jeg er ikke naiv. Jeg har hørt værre ord i løbet af min karriere ved politiet, og mange af dem har været rettet direkte mod mig. Men når jeg hører den slags udtryk fra en køn, ung pige, ryster det mig alligevel. Jeg rækker ud efter håndjernene, som hænger i mit bælte. ”Vend dig om.” ”For helvede!” Hendes blik glider ned til håndjernene, og hun løfter hænderne. ”Jeg har ikke gjort noget!” ”Hold hænderne om på ryggen.” Jeg tager fat om hendes højre overarm og lukker den ene ende af håndjernene om håndleddet, før jeg trækker armen om på hendes ryg. ”Ræk mig den anden hånd. Nu!” ”Vil du ikke godt lade være med at …” Hun lyder nærmest fortvivlet nu. På randen af gråd. Hendes stemme skælver. Jeg føler ikke nogen særlig medlidenhed med hende. Jeg tager fat om hendes venstre arm, fører den anden ende af håndjernene ind over håndleddet og klikker den på plads. En kvalmende sød lugt af billig supermarkedsparfume blander sig med en stank af

cigaretter og står mig i møde i bølger. Jeg tager fat om kæden på håndjernene og fører pigen hen til gelænderet på broen. Jeg vender hende om, skubber hende ind mod gelænderet og holder en strakt pegefinger op mod hendes ansigt. ”Rør dig ikke ud af stedet,” siger jeg advarende. ”Lad være med at snakke med nogen. Er det forstået?” Hendes mund er stram. Hun nægter at svare og ser væk. Da jeg vender ryggen til, mumler hun: ”Lede sæk.” Jeg vælger at overhøre det og begynder at gå hen mod den tilbageværende flok af unge. De fleste af teenagerne er forduftet, men indtil flere er blevet hængende og står og lader øjnene flakke frem og tilbage mellem Angi og mig i håb om lidt mere ballade. En knasende lyd af dæk i grus fanger min opmærksomhed, og jeg ser en patruljevogn fra politiet i Painters Mill trække ind til siden bag min Explorer. En bølge af lettelse breder sig i mig, da Robert ”Glock” Maddox, en af mine medarbejdere, dukker op. Han er forhenværende marineinfanterist og har været udsendt til Afghanistan to gange. Han er min dygtigste kriminalbetjent, og jeg er ufatteligt glad for at se ham – især når jeg er i mindretal. Uanset om det handler om køer eller teenagere. De resterende teenagere trækker sig ud til siden for at gøre plads, da Glock kommer ud på broen. Det er den effekt, han har på de fleste, selvom han ikke lader til selv at være klar over det. ”Hvad sker der, boss?” ”Et par af de unge fjolser morede sig med at rulle rundt på broen og banke hinanden til plukfisk.” Han ser forbi mig og betragter pigen, som jeg lige har lagt i håndjern. ”To piger?” ”Det er åbenbart blevet moderne,” siger jeg. ”For helvede. Det er ganske enkelt forkert.” Han ryster på

hovedet og ser sørgmodigt på mig. ”Da jeg var ung, involverede piger sig ikke i slagsmål.” ”Tilsyneladende er stupiditet også blevet omfattet af reglerne om ligestilling.” Jeg nikker i retning af Angi McClanahan og sænker stemmen. ”Find ud af, hvad hun kan fortælle. Anhold hende, hvis hun fortsætter med at være grov og ubehøvlet.” Han klapper Glock-pistolen på sin hofte. ”Hey, jeg er en ivrig tilhænger af ligestilling.” Jeg tilbageholder et smil. ”Imens tager jeg lige en snak med Muhammad Ali derovre.” Jeg finder den anden pige på den anden side af broen, hvor hun venter sammen med pigen med det piercede øjenbryn. De står med ryggen til mig og stirrer ud fra broen, mens de støtter albuerne på gelænderet og ryger nellikecigaretter. ”Sluk smøgerne,” siger jeg, da jeg nærmer mig. To hoveder bliver omgående vendt mod mig. Pigen med ringen i øjenbrynet kigger på mig, tværer cigaretten ud på gelænderet og smider skoddet fra sig på broen. Den anden pige, som var involveret i slagsmålet, knipser cigaretten ud fra broen og ser den lande i vandet, før hun ser på mig. For første gang ser jeg hendes ansigt ordentligt. Genkendelsen får mig til at stivne et øjeblik. Jeg kender hende. Eller i det mindste kendte jeg hende engang, og jeg føler mig temmelig overbevist om, at hun er amish. Et øjeblik er jeg så overrumplet, at jeg ikke kan huske hendes navn. ”Hej, Katie,” siger hun sødt. Jeg stirrer på pigen, mens jeg roder rundt i hukommelsen og frustreret må konstatere, at jeg ikke kan placere hende. Hun er omkring femten år og har tynde arme og ben og en lille, mikroskopisk bagdel, som alligevel er presset ned i et par bukser, der er mindst to numre for små. Hendes hud er fin, hendes øjne er store

og nøddebrune, og hendes skulderlange hår er bleget af solen. Det sidste spark må have ramt hende i ansigtet, for jeg kan se en blodansamling begynde at brede sig under hendes venstre øje. Hun smiler skævt, og et drillesygt blik spiller i hendes øjne. ”Du kan ikke huske mig, vel?” Min hjerne giver mig et navn, men jeg er usikker på, om det er rigtigt. ”Sadie Miller?” Hun sender mig et smil, der er alt for kønt til en pige, som for ganske få minutter siden lå på jorden og deltog i et vildt slagsmål med en anden pige. Hun er min søsters mands niece, og jeg kan næsten ikke fatte det, jeg ser. Sidst, jeg så Sadie, var til min mors begravelse for lidt over tre år siden. Hun må have været omkring tolv år dengang – en sød, lille drengepige i blå kjole og hvid kyse. Tynde ben, krogede knæ og mellemrum mellem fortænderne. Jeg husker hende så tydeligt, fordi hun var så sød og åben og havde en naturlig nysgerrighed, som på trods af min sorg varmede mig om hjertet. Hun var en af de få amishpiger, der kunne klare sig over for drengene og ikke holdt sig tilbage fra at sige sin mening over for de voksne. Jeg endte med at tilbringe det meste af tiden sammen med hende den pågældende dag – primært fordi de fleste af de andre amishgæster nægtede at tale med mig. Den unge pige foran mig minder på ingen måde om den kønne, lille amishpige fra dengang. Hun er blevet høj og flot, og hendes krop er slank som en models. Der er en vildskab i hendes øjne, som føjer noget skarpt og frækt til hendes allerede frimodige fremtoning – i det mindste set med amishbriller – og jeg ved, at hendes tidlige trods i forhold til reglerne har udviklet sig til noget, som er blevet en hel del mere kronisk og oprørsk. ”Skal jeg tilkalde en ambulance?” spørger jeg. Hun ler. ”Jeg tror, jeg overlever.”

Jeg vurderer hende med fuldt overlæg fra top til tå. Hendes negle er blå. Hendes makeup er flot, men hun har brugt lidt for meget eyeliner. Hun er klædt i en silkeagtig, sort top med store, hvide sømme. Stoffet er så tyndt, at jeg kan se hendes brystvorter gennem det. Jeg hører mig selv sukke. ”Ved dine forældre, at du er her?” ”Det kommer ikke dem ved.” Hun kaster håret tilbage over skuldrene. ”Jeg er midt i min rumspringa.” Rumspringa er den periode, hvor unge amish slipper for at overholde bestemmelserne i die Ordnung, mens de voksne ser den anden vej. De fleste unge udnytter chancen til at prøve at drikke og lytte til musik – små og mere eller mindre harmløse brud på de almindelige regler. Jeg spekulerer på, om Sadie hører til de firs procent, som ender med at lade sig døbe og blive i amishsamfundet. Jeg stirrer på hende og prøver at forbinde den unge kvinde foran mig med den søde pige, jeg mødte for tre år siden. ”Du er lidt for ung til at være på rumspringa, er du ikke?” ”Hvis du ikke har bemærket det, er jeg ikke noget barn længere.” ”Du opførte dig ellers ikke særlig voksent, da du for få minutter siden var oppe at slås.” ”Jeg er femten.” Hun ser væk. ”Gammel nok til at vide, hvad jeg vil.” ”Halvdelen af alle voksne aner ikke, hvad de vil,” mumler jeg tørt. Hun ler højt. ”Det er det, jeg godt kan lide ved dig, Katie.” ”Du kender mig ikke.” ”Jeg ved, at du bryder reglerne.” ”Det er muligt, men alt det med at bryde reglerne er overvurderet.” ”Det var måske derfor, du rejste?” siger hun med stemmen dryppende af sarkasme.

”Drop det,” advarer jeg hende. ”Jeg overvejer selv at forlade det jævne liv,” siger hun uden videre. Eftersom jeg er den sidste, der burde føre denne samtale med en ung amishkvinde, bruger jeg et øjeblik på at fiske min notesblok op af lommen. ”Hvad siger dine forældre til det?” ”De tror, at djævelen har slået sig ned i mig.” Hun kaster hovedet tilbage og ler. ”Måske har de ret.” Jeg prøver at lade være med at skære ansigt og retter opmærksomheden mod hendes veninde, pigen med guldringen i øjenbrynet. ”Hvad hedder du?” ”Lori Westfall.” Jeg skriver navnet på blokken. ”Du kan gå nu.” Hun ser på Sadie. ”Men … det er mig, der skal køre hende hjem.” ”Ikke længere.” Jeg nikker hen mod den anden ende af broen. ”Gå.” Hun sukker tungt, vender sig om og går. ”Alle de historier, jeg har hørt om dig, er velsagtens rigtige,” siger Sadie. ”Det er ikke en diskussion, jeg har lyst til at indlede med dig, Sadie, så spar bare krudtet.” Hun ignorerer mig. ”Alle siger, at du sparker røv.” ”Du skal ikke tro på alt, hvad du hører.” ”Det fryder mig, at du lagde den lede so i håndjern.” ”Hvis jeg var dig, ville jeg begynde at tage det her en hel del mere seriøst.” Hun bliver mere alvorlig, men jeg kan stadig se smilet i hendes øjne. ”Hvem startede slagsmålet?” spørger jeg.

Hun trækker på skuldrene og ser ud til at føle sig alt for godt tilpas med situationen. ”Det var mig, der slog først.” ”Hvad kom I op at slås om?” spørger jeg og håber, at det ikke handler om stoffer. ”Hendes kæreste kan bedre lide mig end hende, og hun er jaloux.” ”Hvem rørte først ved hvem?” ”Hun skubbede mig.” Hun ser ned og piller ved neglelakken på sin ene tommelfinger. ”Så derfor langede jeg ud efter hende.” ”Slog hun igen?” Hun peger på sit øje. ”Hvad tror du?” Jeg rynker panden. ”Lad være med at være flabet, Sadie. Selvom vi er i familie med hinanden, betyder det ikke, at jeg ikke kan finde på at anholde dig. Forstår du det?” ”Ja, det forstår jeg,” svarer hun, men alligevel smiler hun skævt. ”Angi McClanahan er en forpulet smatso.” Ordene er så svære at forbinde med den unge pige, der står foran mig, at jeg et øjeblik føler mig rystet. ”Du kan jo lade det komme an på en prøve,” siger jeg skarpt, men jeg er bevidst om ubehaget i min stemme. ”Du er alt for køn til at tale så grimt.” ”Sådan taler alle da.” Hun ser på mig med et udfordrende blik i øjnene under de lange vipper. ”Også dig selv.” ”Det her handler ikke om mig.” ”De gamle koner sladrer stadig om dig, Katie. De sladrer om, hvordan du engang var amish, men forlod det jævne liv og flyttede ind til den store, syndige by.” Hun ser på mig, som om det, jeg har gjort, er beundringsværdigt. ”Fannie Raber siger, at du sagde til biskoppen, at han kunne skride ad helvede til.” ”Jeg kan ikke se, at det er noget at være stolt af.” Hun trækker på skuldrene. ”Jeg er træt af alle reglerne.”

En trang til at forsvare amishfolkets måde at leve på blusser op i mig med en overraskende intensitet. Men eftersom jeg ved, at et forsvar vil lyde hyklerisk, hvis det kommer fra mig, holder jeg ordene i mig. ”Måske er det noget, vi bør diskutere med dine forældre.” ”Som om de vil kunne forstå en skid.” ”Men så med biskoppen …” Hun ler højt. ”Biskop Troyer er fandeme så klam.” ”Nej, det er klamt at slås. Se lige på dig selv. Hvordan kan du have så lidt respekt for dig selv? Du får et blåt øje.” Hun virker kun en anelse skyldplaget og sænker stemmen. ”Jeg mener virkelig det med at rejse, Katie.” Pludselig har jeg det, som om jeg sniger mig på tå gennem et minefelt uden at have den ringeste anelse om, hvor det er sikkert at anbringe fødderne. ”Jeg er ikke den rette for dig at diskutere de her ting med.” ”Hvorfor? Fordi du rejste?” ”Fordi jeg er strisser, og fordi jeg ikke vil diskutere det med dig. Er det forstået?” Hun holder mit blik. ”Det er noget, jeg har tænkt over i rigtig lang tid.” Hun sænker stemmen. ”Jeg passer ikke ind. Jeg er tiltrukket af alle de ting, jeg ikke må være tiltrukket af. Musik og … kunst. Jeg vil læse bøger og se film og besøge steder, jeg aldrig har været. Jeg vil gå på universitetet og …” ”Du kan gøre alle disse ting uden at rode dig ud i slagsmål og skabe problemer for dig selv,” siger jeg til hende. ”Jeg kan ikke gøre alle disse ting, hvis jeg stadig er amish.” ”Du er for ung til at træffe en så vigtig beslutning.” ”Jeg hader at være amish.” ”Du ved ikke, hvad du vil.”

”Jeg ved præcis, hvad jeg vil!” fnyser hun. ”Jeg vil designe tøj. Engelsk tøj. Til kvinder. Jeg ved godt, at det lyder som en tåbelig ønskedrøm. Eller, som min datt ville sige: djævelskab.” Hun laver en temmelig overbevisende parodi på sin far. ”Han forstår mig ikke, Katie. Jeg er virkelig god til at sy. Spørg bare min mamm. Hun ved, at jeg kunne gøre det. Hun vil bare ikke indrømme det.” Hun peger på den top, hun har på. ”Jeg har selv syet den her. Se på den. Den er flot, ikke, men mamm vil ikke give mig lov til at gå med den. Hun vil ikke engang lade mig sælge den i amishbutikken inde i byen. Hun siger, at den er alt for forfængelig og et udtryk for hovmod.” Ordene vælter så hurtigt ud af hendes mund, at de falder over hinanden, som om hun i lang tid har holdt dem for sig selv, men pludselig er der kommet et brud på en usynlig dæmning i hende. Jeg genkalder mig noget, som jeg oplevede for et par måneder siden. Min søster, Sarah, fortalte mig om Sadies evner med nål og tråd. Jeg lyttede ikke særlig opmærksomt efter, da hun fortalte mig om hende, for min søster og jeg har haft vores egne kontroverser at forholde os til. Men Sarah var imponeret over Sadies evner og fortalte, at hun allerede havde solgt over ti quiltede tæpper i en af turistbutikkerne inde i byen, og at kunderne bare ikke kunne få nok af hendes ting. En del af mig hader tanken om, at den form for lidenskab ikke får lov til at udfolde sig. Alt for mange mennesker slæber sig gennem livet uden lidenskab. Det er naturligvis en holdning, som ikke vil blive budt velkommen i amishsamfundet. ”Nå, har du tænkt dig at sætte mig i spjældet eller hvad?” spørger hun og ser ud til at være lidt for begejstret ved tanken. ”Nej, jeg kører dig hjem.” Hun stikker en hånd i lommen og sukker, som om spjældet ville

være at foretrække. Hun trækker en brun cigaret op af en pakke og tænder den. Det er tydeligt, at hun ikke er vant til at ryge. ”Sluk den,” siger jeg til hende. ”Hvorfor, Katie? Du ryger selv. Jeg så det på kirkegården. Hvorfor kan jeg så ikke også gøre det?” ”Fordi du kun er femten, og derfor er det ulovligt!” Jeg snupper cigaretten ud af hendes hånd og smider den i vandet. Hun stirrer på mig med klare og vågne øjne, der ikke overser den mindste detalje. Det er underligt, men hendes blik gør mig forlegen, fordi hun af en eller anden vanvittig grund ser op til mig. Hun er i færd med at lære ting, som hun sikkert ikke burde lære, og hun har fået smag for ting, som hun aldrig vil komme til at eje, hvis hun bliver ved med at være amish. Det er opskriften på problemer og hjertesorg, og jeg vil ikke blandes ind i det. ”Jeg vil ikke hjem,” siger hun. ”Nu skal jeg fortælle dig noget, som du måske ikke har hørt før, Sadie. Man kan ikke altid få alt det, man vil have.” Jeg kigger mig over skulderen. Alle på nær to af de unge er gået. Glock står og taler med Angi McClanahan. Hun flirter med ham og prøver sikkert at lokke ham til at tage håndjernene af. Han grifler et eller andet i sin notesbog og er totalt upåvirket af hendes anstrengelser. ”Bliv her,” siger jeg til Sadie. ”Jeg er tilbage om et øjeblik.” Jeg går hen mod Glock. Han ser op og kommer mig i møde midt på broen, hvor vi er uden for hørevidde af de to piger. ”Hvad tænker du?” spørger jeg. Glock ryster på hovedet. ”Var vi selv lige så dumme, da vi var teenagere?” ”Sandsynligvis.” Han ser ned på sin notesbog. ”Tilsyneladende kom de to piger

op at slås på grund af en eller anden fyr. McClanahan skubbede til den anden pige, som slog først.” ”Hvor er jeg bare glad for, at jeg ikke er teenager.” ”Jeg ville nu ikke have noget imod at være ham fyren, de kom op at slås om.” Vi ler begge. ”Godt, hvem af dem tager vi med på stationen?” spørger han. ”Jeg lader dem begge gå med en advarsel, og så tager vi en snak med forældrene.” ”God idé,” siger han og nikker. ”Så skal vi heller ikke skrive så mange rapporter.” ”Vil du køre Angi hjem og tage en snak med hendes forældre?” ”Selvfølgelig.” Jeg kigger på Sadie Miller og sukker. Hun står og læner sig op ad gelænderet, mens hun støtter en fod på det og ryger på en ny nellikecigaret. Hun holder øje med mig. ”Jeg fatter ikke, at de unge stadig ryger det stads,” mumler jeg. Glock ryster på hovedet. ”Det tager livet af dem.” Da jeg begynder at gå tilbage mod Sadie, tænker jeg på, at vi begge ved, at de unge står over for langt værre farer, og at de fleste af os ikke aner, hvordan vi skal holde dem væk fra dem.