Min mands hustru

Page 1

90 mm

147 mm

38,5 mm

147 mm

90 mm

Mens min bror levede (jeg skal stadig tvinge mig selv til at sige det), skrev han ord og sætninger på alle mulige måder. På hovedet. Bagvendt. Tilfældig rækkefølge. Det kan han ikke gøre for, sagde min mor altid. Men jeg vidste, at det kunne han godt. Når vi var alene sammen, skrev han ganske almindeligt. Det er bare for sjov, kunne jeg læse i hans øjne, hvor spilopperne spillede. Kom med! Det er os mod dem!

TÆ N K , H V I S H E L E D I T L I V BYGGEDE PÅ EN LØGN Ed og Lily er nygifte, de bor i en lejlighed i London og har lige taget hul på deres liv sammen. Men snart bryder de begge deres løfte om altid at fortælle hinanden sandheden.

210 mm

Lily er nyuddannet advokat og tiltrækkes voldsomt af sin

JANE CORRY

første klient, Joe Thomas, en karismatisk mand tiltalt for at

er et pseudonym for bestsellerforfatteren Sophie King, der har skrevet en række populære kærlighedsromaner og nu med held har skiftet genre til den psykologiske thriller i domestic noir-stil. Hun har været fast skribent for Telegraph, Mail on Sunday, og Woman og har desuden været såkaldt writer-in-residence i et topsikret engelsk fængsel, hvor hun underviste de indsatte i at skrive litteratur – en oplevelse, der inspirerede hende til at skrive Min mands hustru.

have myrdet en ung kvinde. Ed kæmper for at slå igennem som billedkunstner, og han gemmer på mørke hemmeligheder om sin familie, og om det forhold han har haft til en anden kvinde.

POL

Den uafvendelige kædereaktion af begivenheder tager sin begyndelse, da Ed beslutter sig for at male et portræt af naboens datter, Carla. M I N M A N D S H U S T R U er en parforholdsthriller om hemmeligheder, der løber løbsk og løgne, der får frit spil.

ISBN 978-87-400-3047-1

Forfatterfoto © Justine Stoddart

Min mands hustru_ord_Omslag.indd 1

FORLAG ITIKENS

MIN MANDS HUSTRU »En roman, der overlegent turnerer sine mange overraskelser.« – T H E S U N D AY T I M E S

Og lige nu fornemmer jeg, at Joe Thomas leger med mig. Det giver mig en uventet styrkefryd. Det er den forkerte, han har valgt til det. Jeg kender alle julelegene.« Uddrag fra bogen

»En forfatter, der viser, at der stadig findes både originale, kloge og overraskende ideer i denne genre.« – SUNDAY EXPRESS

»En sand rutschebanetur af en roman ... og en isnende thriller.« – ELIZABETH HAYNES

Omslag: henriettemork.dk

31/08/16 10:00


min mands hustru

Min mands hustru.indd 1

29/08/16 14.41


JANE CORRY

min mands hustru

På dansk ved Søren K. Barsøe

PO L IT IK E N S F ORLAG

Min mands hustru.indd 3

29/08/16 14.41


Min mands hustru.indd 4

29/08/16 14.41


Denne roman er tilegenet Shaun, min skønne ægtemand nummer to. Ikke to dage med ham er ens. Ikke bare får du mig til at le, du giver mig også ro til at skrive. Og til mine fantastiske børn, der inspirerer mig hver eneste dag.

Min mands hustru.indd 5

29/08/16 14.41


Min mands hustru.indd 6

29/08/16 14.41


Prolog Glimt af metal. Torden i ører. ‘Klokken er fem, og her er nyhederne.’ Muntert kvidrende henne fra radioen på fyrretræschatollet plastret til med billeder (ferier, afgangseksamen, bryllup); et smukt blåt og lyserødt fad; en kvartflaske Jack Daniel’s delvis skjult bag et fødselsdagskort. Jeg har vanvittig ondt i hovedet. Og højre håndled. Smerten i brystet er skræmmende. Det samme er blodet. Jeg synker sammen på gulvet, og den kolde skifer lindrer. Jeg ryster. Over mig er der et hvidt hus i Italien med bugnende, rødlilla bougainvillea. Et minde fra bryllupsrejsen. Kan et ægteskab ende i mord? Også hvis det allerede er dødt? Maleriet bliver det sidste, jeg ser. Men i tankerne gennemlever jeg mit liv. Det passer altså, hvad de siger om døden. Det forgangne kommer igen for at forsvinde sammen med én.

Min mands hustru.indd 7

29/08/16 14.41


Min mands hustru.indd 8

29/08/16 14.41


DAILY TELEGRAPH Tirsdag den 20. oktober 2015 Billedkunstneren Ed Macdonald er fundet død af knivstik i sit hjem. Man formoder ...

Min mands hustru.indd 9

29/08/16 14.41


Min mands hustru.indd 10

29/08/16 14.41


FØRSTE DEL Femten år tidligere

Min mands hustru.indd 11

29/08/16 14.41


Min mands hustru.indd 12

29/08/16 14.41


1

Lily September 2000

“Nervøs?” spørger Ed. Han drysser sin yndlingsmorgenmad i skålen. Rice Krispies. Jeg kan som regel også godt lide dem. (Sprøde – uden mælk). Som barn var jeg vældig fascineret af de alfeagtige tegneseriefigurer på pakkerne, og fortryllelsen har ikke helt sluppet mig. I dag har jeg ikke lyst til at spise noget som helst. “Nervøs?” gentager jeg, mens jeg tager perleøreringene på. Jeg ser mig i det lille spejl ved køkkenvasken. Vores lejlighed er lille. Der må kompromisses. For hvad? er jeg lige ved at tilføje. Måske nervøs for min første dag i ægteskabet. For livet som ærbar gift kvinde her i det første år i et spritnyt århundrede. Nervøs, fordi vi skulle have brugt mere tid på at finde en bedre lejlighed i stedet for denne her i den forkerte ende af Clapham med en alkoholiker i nabolejligheden, og med både soveværelse og badeværelse så små, at min ene tube Rimmel foundation (honey beige) og mine to læbestifter (rose pink og ruby red) må ligge og hygge sig sammen med teskeerne i køkkenskuffen. Eller nervøs ved at skulle på arbejde igen efter bryllupsrejsen til Italien? En lang uge på Sicilien, hvor vi væltede den ene flaske marsala i os efter den anden og proppede os med grillede sardiner og store lunser pecorino på det hotel, som Eds farmor havde betalt for os. Måske er jeg nervøs ved alt det hele. Normalt holder jeg meget af mit arbejde. Indtil for nylig havde 13

Min mands hustru.indd 13

29/08/16 14.41


jeg arbejdsretslige sager og hjalp folk – især kvinder – der var afskediget uden grund. At tage mig af de små på samfundets gulv, det er lige mig. Jeg var tæt på at blive socialrådgiver som min far, men takket være en beslutsom erhvervsvejleder på min skole, og – skal vi sige – visse hændelser i mit liv, står jeg nu her. Femogtyve år gammel nyslået advokat på minimumsløn og i gang med en genstridig knap bag på min marineblå nederdel. På et advokatkontor er der ingen, der går i muntre farver, ud over sekretærerne. Det sender det forkerte signal, eller det var i hvert fald, hvad jeg fik at vide, da jeg blev ansat. Juraen kan være alle tiders karriere, men nogle gange virker det, som om den juridiske praksis er himmelråbende bagud for nutiden. “Vi rykker dig over i Strafferet,” havde min chef meddelt som en bryllupsgave. “Vi mener, du vil være god til det.” Så her den første dag efter bryllupsrejsen gør jeg mig klar til at komme i fængsel. For at træffe en mand, der står tiltalt for drab. Jeg har aldrig været indenfor i et fængsel før. Har aldrig haft trang til det. Det er en ukendt verden. En verden forbeholdt mennesker, der har forbrudt sig. Jeg er en af den slags, der vender om lige med det samme, hvis kioskmanden har givet mig for meget tilbage, når jeg har købt mit månedlige Cosmo. Ed kruseduller nu. Han har hovedet lagt en smule til venstre og tegner på en notesblok ved siden af morgenmadsskålen. Min mand tegner altid. Det var en af de første ting, der virkede tiltrækkende på mig. “Reklamer,” svarede han med et trist skuldertræk, da jeg spurgte, hvad han lavede. “I den kreative ende af det. Men jeg bliver fuldtidskunstner en skønne dag. Det andet her er bare midlertidigt. For at få brød på bordet.” Det kunne jeg godt lide. En mand, der vidste, hvor han ville hen. I en vis forstand tog jeg så bare fejl. Når han tegner eller maler, aner Ed end ikke, hvilken planet han befinder sig på. Nu og her har han glemt, at han lige har spurgt mig om noget. Men lige pludselig er det vigtigt for mig at svare. “Nervøs?” gentager jeg. “Nej, jeg er ikke nervøs.” 14

Min mands hustru.indd 14

29/08/16 14.41


Det udløser et nik, men jeg tvivler på, han overhovedet har hørt mig. Når Ed er i zonen, spiller resten af verden ingen rolle. Ikke engang min lille hvide løgn. Hvorfor, spørger jeg mig selv, mens jeg tager hans hånd – den med den guldskinnende vielsesring – siger jeg ikke bare til ham, hvordan jeg i virkeligheden har det? Hvorfor ikke indrømme, at jeg ryster over hele kroppen, og at jeg skal på wc igen, selv om jeg lige har været der? Er det, fordi jeg vil lade, som om vores uge væk fra det hele stadig findes lige her i dette ‘nu’ og ikke kun i de souvenirs, vi har med hjem, som det smukke, blå og lyserøde fad, Ed så omhyggeligt tegner af? Eller er det, fordi jeg forsøger at lade, som om jeg ikke er skrækslagen for det, der venter mig her i formiddag? Der går en iling ned over min rygsøjle, da jeg sprøjter toldfri Chanel No. 5 på indersiden af begge håndled. (En gavmild present fra Ed købt for det sidste af hans bedsteforældres bryllupsgave). For en måned siden blev en advokat fra et konkurrerende firma stukket i begge lunger, da han besøgte en klient i Wandsworth. Det forekommer. “Skynd dig nu,” siger jeg, og anspændelsen gør min ellers så lette stemme skarpere. “Vi kommer for sent begge to.” Modstræbende rejser han sig fra den vakkelvorne stol, som den tidligere lejer har ladet stå i lejligheden. Han er en høj mand, min nybagte ægtefælle. Ranglet og med en næsten undskyldende måde at bevæge sig på, som om han i virkeligheden hellere ville være et helt andet sted. Åbenbart har han haft lige så lysblondt hår som barn, som jeg har det nu. (‘Vi vidste, lige fra vi så dig første gang, at du var en ‘Lily’,’ har min mor altid sagt), men nu er det gråbrunt, og han har tykke fingre, der ikke røber spor af den billedkunstner, han stræber efter at blive. Vi har alle brug for drømmene. Liljen har til opgave at være smuk. Yndefuld. De øvre dele af mig ser da godt nok ud takket være mit medfødte, lyse hår og det, min nu afdøde bedstemor så godhjertet altid kaldte ‘min elegante svanehals’. Men se så bare længere nede, hvor man finder resterne af hvalpefedtet i stedet for 15

Min mands hustru.indd 15

29/08/16 14.41


den slanke blomsterstilk. Lige meget hvad jeg gør, så hænger jeg på en størrelse 42 – hvis jeg er heldig. Jeg ved godt, at jeg skulle være ligeglad. Ed siger, at min facon er ‘en del af mig.’ Det er sødt ment. Tror jeg nok. Men min vægt stikker til mig. Har altid gjort det. På vej ud falder mit blik på den lille stak gratulationskort, der står op ad Eds pladespiller. Hr. og fru E. Macdonald. Navnet virker så fremmed. Fru Ed Macdonald. Lily Macdonald. Jeg har brugt timer og dage på at formfuldende min underskrift og få ‘y’et til at sno sig op i ‘M’et, men det virker stadigvæk ikke helt rigtigt. Navnene passer ikke rigtig sammen. Forhåbentlig ikke et dårligt varsel. Men bortset fra det, så skal hvert enkelt kort besvares med en tak inden ugens udgang. Velopdragen har min mor i hvert fald sørget for, jeg er. Skriften på det ene af kortene er særlig iøjnespringende, med de svungne bogstaver skrevet med turkis blæk. “Davina og jeg var kærester engang,” havde Ed sagt, inden hun dukkede op til forlovelsesfesten. “Men nu er vi bare gode venner.” Jeg sender Davina en tanke, hendes vrinskende latter og kunstfærdigt arrangerede, kastanjebrune lokker, der får hende til at ligne en prærafaelitisk model. Davina, som arbejder på Events, hvor alle ‘de kønne piger’ kommer. Davina, som gjorde de violfarvede øjne smallere, da vi blev præsenteret for hinanden, som om hun undrede sig over, hvorfor Ed gad have noget at gøre med den for høje, for klumpede og for pjuskhårede person, jeg ser i spejlet hver morgen. Kan en mand nogensinde være bare gode venner med en kvinde, når forholdet er slut? Jeg beslutter at gemme min forgængers brev til sidst. Det er altså mig og ikke hende, Ed har giftet sig med, betror jeg mig selv. Min nye ægtefælles varme hånd giver min et klem, som om han kan aflæse min trang til forsikringer. “Det skal nok gå, ikke?” 16

Min mands hustru.indd 16

29/08/16 14.41


Et øjeblik ved jeg ikke, om det er vores ægteskab, han mener. Og så husker jeg det. Min første klient. Joe Thomas. “Tak.” Det er en trøst, at Ed ikke har ladet sig narre af mit overmod lige før. Og også en smule bekymrende. Sammen lukker vi yderdøren og tager i håndtaget en ekstra gang, fordi det hele er så nyt for os, og går så rask til hen gennem den gang i stueplan, der fører ud fra bebyggelsen. Lidt henne ad gangen bliver en anden dør lukket op, og en lille pige med langt, skinnende sort hår samlet i hestehale kommer ud sammen med sin mor. Jeg har set dem begge to før, men da jeg sagde ‘Hej,’ var der ingen af dem, der reagerede. De har begge to den smukkeste, olivenfarvede hud. De bevæger sig begge to med en ynde, som om de bare flyder af sted. Vi kommer ud i den bidske efterårsluft sammen. Vi skal samme vej alle fire, men mor og datter er nu lidt foran os, fordi Ed kradser noget ned i sin skitsebog, mens vi går. De to er, bemærker jeg, som kalkeret efter hinanden, bortset fra at kvinden har en for kort, sort nederdel på, mens pigen – som plager om et eller andet – er klædt i marineblå skoleuniform. Når vi får børn, siger jeg til mig selv, skal vi lære dem ikke at plage. Jeg ryster, da vi når hen til stoppestedet; den blege septembersol er så meget anderledes end varmen på bryllupsrejsen. Men det er adskillelsen lige om lidt, der får det til at stramme til i brystet. Efter en uges samhørighed virker det næsten skræmmende at skulle undvære min nye mand i otte timer. Det er foruroligende. For ikke ret længe siden var jeg uafhængig. Godt tilfreds med mit eget selskab. Men fra det øjeblik, hvor Ed og jeg første gang talte sammen for et halvt år siden (bare et halvt år!), har jeg følt mig både stærkere og svagere på en og samme gang. Vi standser op, og jeg stålsætter mig til det uomgængelige. Min bus skal den ene vej og hans den anden. Ed skal ind på sit reklamebureau, hvor hans dage går med at finde på slogans, der skal få folk i almindelighed til at købe noget, de aldrig havde tænkt sig. 17

Min mands hustru.indd 17

29/08/16 14.41


Og jeg skal af sted til fængslet i min marineblå spadseredragt og solbrændthed. “Det virker ikke så skræmmende, når først du er derinde,” siger min nye ægtemand – og hvem i alverden skulle have troet, jeg nogensinde skulle bruge det begreb – inden han kysser mig på munden. Han smager af Rice Krispies og den kraftige tandpasta, han bruger, og som jeg stadig ikke har vænnet mig til. “Jeg ved det godt,” svarer jeg, inden han stikker over til stoppestedet på den modsatte side af gaden og allerede har blikket rettet mod egetræet henne på hjørnet og suger dets form og farver til sig. To løgne. Små og hvide. Beregnet på at få den anden til at have det bedre. Sådan er det jo med visse løgne. De begynder som små. Velmente. Indtil de bliver for store at have med at gøre.

Min mands hustru.indd 18

29/08/16 14.41


2

Carla

“Men hvorfor dét?” klynkede Carla og gik langsommere, så hun trak i sin mors hånd i forsøget på at bremse den støtte, beslutsomme færd mod skolen. “Hvorfor skal jeg i skole?” Hvis hun blev ved med at skabe sig, gav hendes mor måske op af bar udmattelse. Den var gået i sidste uge, men den dag var selvfølgelig også en helgendag. Mama havde haft lettere til gråd end sædvanligt. Sådan var det altid med fødselsdage og helgendage og jul og påske. “Hvad er der da blevet af tiden?” stønnede Mama så med den tunge, fyldige accent, der var så meget anderledes end de andre mødres fra klassen. “Ni et halvt år uden din far. Ni lange år.” Lige så længe Carla kunne huske tilbage, havde hun vidst, at hendes far var oppe i himlen hos englene. Det var, fordi han havde brudt et løfte, dengang Carla blev født. Engang havde hun spurgt, hvad det var for et løfte. “Sådan ét, som man ikke kan gøre godt igen, når man har brudt det,” havde Mama snøftet. Det var på samme måde som med den pæne, blå tekop med det forgyldte håndtag, tænkte Carla. Den var gledet fra hende for et stykke tid siden, da hun havde tilbudt at tørre opvasken af. Mama græd, fordi koppen var fra Italien. Det var trist, at far var oppe hos englene. Men hun havde jo stadigvæk Mama! Der var engang en mand i bussen, der troede, de var søstre. Det havde fået Mama til at le. “Det var bare smiger,” havde hun sagt bagefter, mens hun blev rød i kinderne. Men så havde Carla fået lov til at være længe oppe som den rene forkælel19

Min mands hustru.indd 19

29/08/16 14.41


se. Det havde lært Carla, at når Mama var rigtig, rigtig glad, var det et godt tidspunkt at bede om noget. Det samme gjaldt, når hun var ked af det. Som hun var det nu. Begyndelsen på et nyt århundrede. De havde hørt alt muligt om det i skolen. Lige fra den første dag efter ferien havde Carla sukket længselsfuldt efter et kålormepennalhus, sådan et blødt og loddent, grønt et, som alle de andre i skolen havde. Så ville de andre måske holde op med at drille hende. Anderledes var noget skidt. Anderledes var at være mindre end nogen af de andre i klassen. Stumpe! (Et mærkeligt ord, som ikke var med i den ‘Børnenes Ordbog’, hun havde fået lokket Mama til at købe i genbrugsen henne på hjørnet. Anderledes var at have kraftige, sorte øjenbryn. Du tog nok hårene med ud, da du blev født! Anderledes var at have et navn, der ikke var som alle de andres. Carla Cavoletti. Eller Spagoletti, som de andre børn sagde. Abemennesket Carla Spagoletti. “Hvorfor kan vi ikke bare blive hjemme i dag?” blev hun ved. Altså rigtigt hjemme hos os selv, var hun lige ved at sige. Ikke det ‘derhjemme’, som var Italien, og som Mama hele tiden snakkede om, og som Carla aldrig havde set. Hun standsede op et øjeblik, da hende nabodamen med det gyldne hår gik forbi og sendte hende et misbilligende blik. Carla kendte godt det blik. Det var sådan, lærerne henne i skolen så på hende, når hun ikke kunne sin ni-tabel. “Jeg er heller ikke så god til tal,” sagde Mama afvisende, når Carla spurgte, om hun godt ville hjælpe med lektierne. “Men det er lige meget, så længe du ikke spiser kager og bliver fed. Kvinder som os, vi behøver ikke andet end at være smukke.” Manden med den skinnende bil og den store, brune hat sagde altid til Mama, at hun var smuk. Når han kom og besøgte dem, græd Mama aldrig. Hun bandt sine lange, mørke krøller op, pustede den Apple Blossom-parfu20

Min mands hustru.indd 20

29/08/16 14.41


me på sig, som hun så godt kunne lide, og fik øjnene til at danse. Grammofonen blev tændt, så de bankede rytmen med fødderne, selv om Carla ikke fik lov til at banke med ret længe. “Sengetid, cara mia,” kvidrede Mama så. Og så skulle Carla overlade det til sin mor og gæsten at banke rytmen med fødderne i den lille stue helt alene, mens billederne af hendes mors familie gloede misbilligende ned fra de revnede vægge. Det skete tit, at deres kolde ansigter hjemsøgte hende i de mareridt, der afbrød dansen og gjorde Mama vred. “Du er for gammel til den slags drømme. Du må ikke komme her og forstyrre Larry og mig.” Engang havde børnene i Carlas klasse fået til opgave at tage noget med til klassens time om ‘Mor og Far’. Da hun kom hjem og var fyr og flamme, slog Mama en hel masse små smæk med tungen og lagde lige efter hovedet ned på køkkenbordet og græd. “Jamen jeg skal have en ting med til timen,” var Carla blevet ved. “Ellers er jeg den eneste, der ikke har det.” Det endte så med, at Mama tog det fotografi ned fra væggen, der var taget af en mand med rank ryg, hvid krave og bryske øjne. “Vi sender Papa med,” forkyndte hun med en stemme, som om hun havde fået et bolsje i den gale hals. Carla kunne godt lide bolsjer. Nogle gange havde manden i den skinnende, blå bil bolsjer med til hende i en hvid papirpose. Men de klistrede sig fat i hænderne på hende, og det tog en evighed bagefter at få de fedtede plamager vasket af. Carla havde stået andægtigt med billedet i hånden. “Det er min morfar?” Allerede mens hun spurgte, vidste hun det godt. Mama havde sagt det så mange gange. Men det var dejligt at vide det. Dejligt at blive forsikret om, at hun havde en bedstefar ligesom de andre i klassen, selv om han boede langt, langt væk i bjergene oven for Firenze og aldrig skrev brev til dem. Carlas mor havde pakket fotografiet ind i et orange og rødt silketørklæde, der lugtede af mølkugler. Hun kunne slet ikke vente, til hun skulle have det med i skole. 21

Min mands hustru.indd 21

29/08/16 14.41


“Det er min nonno,” havde hun stolt oplyst. Og de lo alle sammen. “Nonno-nonno,” drillede en af drengene. “Hvorfor har du ikke en bedstefar ligesom os andre? Og hvor er din far henne?” Det var lige før den helgendag, hvor hun havde fået overtalt sin mor til at ringe til arbejdet og melde sig syg. En af de bedste dage i livet! Sammen var de taget på skovtur til et sted, der hed Hide Park, og Mama havde sunget for hende og fortalt om, hvordan det var at være barn i Italien. “Mine brødre tog mig med, og vi svømmede i floden,” sagde hun med drømmende stemme. “Somme tider fangede vi fisk til aftensmad, og så sang vi og dansede og drak vin.” Carla, som var beruset af lykke, fordi hun slap for at komme i skole, snoede en lok af sin mors hår om lillefingeren. “Var far der også dengang?” Og lige dér holdt hendes mors mørke øjne op med at danse. “Nej, min skat, det var han ikke.” Og hun gik i gang med at samle termoflasker og ost sammen fra det rødternede tæppe på jorden. “Kom så, vi skal hjem.” Og så var det lige med ét ikke længere den bedste dag i livet. Dagen i dag tegnede heller ikke for godt. Læreren havde advaret dem om, at de skulle starte dagen med en prøve. Både regning og stavning. To af hendes værste fag. Carlas greb om sin mors hånd blev kraftigere, som de nærmede sig stoppestedet. “Du er måske nok lille af din alder,” havde manden i den skinnende bil sagt forleden aften, da hun havde protesteret mod at komme så tidligt i seng. “Men du er virkelig stædig, ikke?” ’Jo, og hvorfor ikke?’ var hun lige ved at svare. “Du skal være ordentlig over for Larry,” sagde Mama altid. “Uden ham kunne vi slet ikke bo her.” “Kan vi ikke godt blive hjemme sammen? Mama ...! Kan vi ikke godt?” tryglede hun nu. Men det ville Mama ikke høre tale om. “Jeg er nødt til at gå på arbejde.” 22

Min mands hustru.indd 22

29/08/16 14.41


“Jamen hvorfor det? Du kan da bare sige til Larry, at du ikke kan spise frokost med ham i dag.” Som regel sagde hun ikke hans navn. Hun havde det bedre med at kalde ham manden med den skinnende bil. For så hørte han ikke med til dem. Mama vendte sig om midt på fortovet og var lige ved at tørne ind i en lygtepæl. “Fordi, lille nor, jeg stadigvæk har stolthed tilbage i livet.” Hendes blik klarede op. “Og for resten kan jeg godt lide mit arbejde.” Mamas arbejde var vældig vigtigt. Hun skulle få almindelige kvinder til at se smukke ud. Hun arbejdede i en stor forretning, hvor de solgte læbestifter og mascara og særlige cremer, der fik ens hud til at se ‘honningbrun’ eller ‘elfenbenshvid’ ud, alt efter den farve, den havde i forvejen. Nogle gange havde Mama vareprøver med hjem og sminkede Carlas ansigt, så hun så meget ældre ud, end hun var. Det hørte alt sammen med til at være smuk, så hun en dag kunne finde en mand med en skinnende bil, som ville danse med hende rundt i stuen. Det var på den måde, Mama havde fundet Larry. Hun havde stået bag parfumedisken den dag, fordi der var én, der var syg. Syg, det var godt, havde Mama forklaret, for det betød, at så kunne man træde til som afløser. Larry var kommet ind i forretningen for at købe parfume til sin kone. Hun var også syg. Og nu gjorde Mama konen en tjeneste, fordi hun gjorde Larry glad igen. Han var også god ved Carla, ikke? Han kom jo med slik til hende hver gang. Men lige nu, hvor de var på vej hen til stoppestedet, hvor kvinden med guldhåret allerede ventede på bussen (det var hende naboen, som Mama sagde nok spiste for mange kager), var det noget andet, Carla gerne ville have. “Må jeg godt bede ham om et kålormepennalhus?” “Nej!” Mama affejede det med en kontant bevægelse med sin lange arm med de røde negle. “Vel må du ej!” Det var altså bare ikke rimeligt. Carla kunne næsten mærke 23

Min mands hustru.indd 23

29/08/16 14.41


den bløde pels, når hun i tankerne strøg kålormen. Og hun kunne næsten høre den: Jeg skulle altså være din. Så vil de alle sammen kunne lide os. Tænk dig nu om, Carla. Du kan godt finde ud af det.

Min mands hustru.indd 24

29/08/16 14.41


3

Lily

Man skal til Districtlinjens endestation og en lang tur med bus for at komme til fængslet. Linjens rolige, løvgrønne farve på oversigtskortet i The Underground giver mig en fornemmelse af tryghed. Ikke som Centrallinjens røde, der er larmende og emmer af farer. Lige nu standser mit tog ved Upminster, og jeg stivner. Jeg lader blikket glide over perronen gennem regnstrimede ruder for at se efter kendte ansigter fra min barndom. Der er ikke nogen. Kun flokke af pendlere med posede øjne som runkne køer i regnfrakker og en kvinde, der genner af sted med en lille dreng i en smart rød og grøn skoleuniform. Der var engang, hvor jeg havde en normal tilværelse ikke langt herfra. Jeg kan stadig se huset for mit indre blik. Stenpudset 1950’erstil med primulagule vinduesrammer, der fører sig frem mod naboens mere ortodokse flødefarve. Jeg kan stadig huske, hvordan det var at lunte af sted hen ad fortovet med min mor i hånden på vej til biblioteket. Jeg kan med forbløffende tydelighed huske, hvordan min far fortalte, at jeg inden længe skulle have en lillebror eller lillesøster. Endelig! Nu skulle jeg være ligesom de andre i klassen, som dem, der kom fra spændende, larmende og fortravlede fami­ lier. Så anderledes end vores egen, stille tresomhed. Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på den klynkende lille pige i den marineblå uniform fra vores opgang derhjemme og hendes mor med de bistukne læber, den sorte manke og de perfekte, hvide tænder. De talte italiensk sammen, og jeg var næsten fristet til at standse dem og sige, at vi lige havde været dernede på bryllupsrejse. 25

Min mands hustru.indd 25

29/08/16 14.41


Jeg tænker tit på, hvordan andre menneskers liv er. Hvad arbejder hun med, den smukke kvinde? Som model, måske? Men lige i dag vender mine tanker uafladeligt tilbage til mig selv. Mit eget liv. Hvordan havde mit liv formet sig, hvis jeg var blevet socialrådgiver i stedet for jurist? Hvad nu, hvis jeg ikke var taget til fest sammen med hende, jeg delte lejlighed med umiddelbart efter, jeg var flyttet til London? Den slags plejer jeg jo altid at takke nej til. Og hvad nu, hvis jeg ikke havde spildt vin på det beige gulvtæppe? Og hvad, hvis den venlige, rødblonde mand (“Hej ... Jeg hedder Ed”) med den marineblå charmeklud og den veluddannede stemme ikke havde hjulpet mig med at tørre vinen op, mens han betroede mig, at efter hans mening var det tæppe ret så kedeligt, og det trængte til at blive ‘livet lidt op’? Og hvad, hvis jeg ikke havde været så fuld (af ren nervøsitet), at jeg havde fortalt om min brors død, da han spurgte ind til min familie? Og hvad, hvis denne morsomme mand, som havde fået mig til at le, men samtidig havde hørt efter, hvad jeg sagde, ikke havde friet til mig, anden gang vi var sammen? Hvad hvis hans kunstneriske, privilegerede verden (så oplagt fjernt fra min egen) ikke havde tegnet sig som en flugtvej væk fra min fortids rædsler ...? Passer det, du siger om din bror? Min mors stemme skærer gennem pendlernes kværnen og hiver i det usynlige tov, der trækker mig væk fra London til det Devon, hvor vi flyttede ud, et par år efter at Daniel var kommet til. Jeg trækker min voksenkåbe sammen om mig og kaster hendes stemme ud ad vinduet og ned på skinnerne. Jeg behøver ikke høre efter den nu. Jeg er voksen. Gift. Jeg har et rigtigt arbejde med ansvar. Et ansvar, jeg burde forholde mig mere seriøst til lige nu i stedet for at gå tilbage i tiden. “Du skal regne ud, hvad anklagemyndigheden tænker,” siger seniorpartneren i advokatfirmaet altid. “Se at komme et skridt foran.” Jeg rykker lidt på mig i forsøget på at komme fri af to sæt robuste, gråbuksede knæ – et sæt på hver side af mit sæde – og åbner min bugnende mappe. Ikke nogen nem opgave i en tætpakket togvogn. 26

Min mands hustru.indd 26

29/08/16 14.41


Jeg dækker papiret med hånden – det sømmer sig ikke at læse fortrolige dokumenter på offentlige steder – og skimmer det skrevne for at få det genopfrisket. FORTROLIGT Pro bono-sag. Joe Thomas, 29, forsikringsagent. Dømt i 1998 for drabet på Sarah Evans, 26, ekspedient i modeforretning og kæreste med dømte. Dømte har angiveligt skubbet den omkomne i et brændende varmt bad. Dødsårsagen hjertestop i sammenhæng med alvorlige forbrændinger. Naboer bekræfter lyde af forudgående voldsomt skænderi. Kvæstelser på den omkomnes krop stemmer overens med et voldsomt skub. Det er det med vandet, der giver mig kuldegysninger. Mord bør begås med noget væmmeligt noget, såsom en skarp klinge eller en sten eller gift som slægten Borgia. Et karbad bør være et sikkert sted. Beroligende og trøstende. På samme måde som den løvgrønne Districtlinje. Som bryllupsrejser. Det giver et kraftigt rusk i toget, og jeg bliver smidt ind mod knæene til venstre og dernæst mod dem til højre. Mine papirer vælter ud over det våde gulv. Forfærdet samler jeg dem op, men det er for sent. Indehaveren af bukseknæene til højre rækker mig arket med tiltalen, men ikke før han har set den nydeligt maskinskrevne tekst. Min første drabssag, er jeg på nippet til at sige, om så bare for at få det vagtsomme glimt i hans øjne glattet ud. I stedet rødmer jeg heftigt og propper dokumenterne tilbage i mappen vel vidende, at hvis min chef var i nærheden, ville jeg blive fyret på stedet. Alt for tidligt standser toget. Det er nu, jeg skal ud. Det er nu, jeg skal forsøge at redde en mand, jeg allerede afskyr – et badekar! – mens det eneste, jeg ønsker, er at være på ferie i Italien igen. At gennemleve bryllupsrejsen igen. At få den gennemført ordentligt denne gang. 27

Min mands hustru.indd 27

29/08/16 14.41


Når jeg har tænkt på fængsler, har jeg altid forestillet mig noget i retning af Schloss Colditz. Ikke et par rødstenssøjler i starten af en indkørsel, der minder mig om Eds forældres vidstrakte ruin i Glouchestershire. Jeg har kun været der en enkelt gang, men det var nok. Atmosfæren var isnende, og her taler vi ikke kun om manglen på centralvarme. “Er du sikker på, det er det rigtige sted?” spørger jeg taxachaufføren. Han nikker, og jeg kan fornemme hans smil, selv om jeg ikke kan se det heromme bagfra. “Folk bliver altid vældig overraskede, når de ser det her. Det har været en almindelig villa, til de lavede det om som et eksperiment i tresserne.” Så bliver hans stemme dyster. “En samling bindegale stabejser, hvis du spørger mig, og det er ikke kun forbryderne derinde, jeg mener.” Jeg læner mig frem. Min oprindelige betænkelighed ved at skrive en taxaregning på som udgift (fordi bussen ikke gik langt nok, viste det sig) blev fejet til side af denne noget besynderlige oplysning. Selvfølgelig vidste jeg på forhånd, at Her Majesty’s Prison Break­ville havde en høj frekvens af psykopater, og at det havde specialiseret sig i psykologisk rådgivning. Men en stump lokal indsigt kunne vise sig brugbar. “Er det personalet, du mener?” Der lyder en grynten, da vi kører videre ind mod bygningen og forbi en række huse, der ligner noget almennyttigt. “Ja, mon ikke. Min svoger, han var fængselsbetjent herinde, til han brød sammen. Han boede i et af dem dér.” Chaufføren gør et kast med hovedet i retning af de små huse. Så runder vi et hjørne. Til venstre hæver sig et af de smukkeste huse, jeg har set. Umiddelbart ville jeg sige, det er edwardiansk, med smukke karnapvinduer og en pragtfuld rødgylden efeu op over murværket. En frapperende kontrast til den samling skurvogne, der ligger til højre. “Du skal melde dig derovre,” siger taxamanden og peger på pa28

Min mands hustru.indd 28

29/08/16 14.41


læet. Jeg roder i min taske og føler mig forpligtet til at give en drikkeskilling, om ikke andet så for hans oplysninger. “Tak for det.” Han lyder veltilfreds, men der er en uro i hans blik. “Så du skal måske besøge en derinde?” Jeg tøver. Er det sådan en type, han har taget mig for? En af den slags omvandrende velgørenheder, der ser det som en pligt at gøre sig gode venner med dem, der har været så uheldige at begå noget ondt? “I en vis forstand.” Han ryster på hovedet. “Pas godt på dig selv. De folk derinde ... Der er jo en grund til, at de sidder der, ikke?” Og væk er han. Jeg ser efter taxaen på dens vej ud mod porten, min sidste livline til verden udenfor. Det er først, da jeg går hen mod huset, at jeg kommer i tanker om, at jeg glemte at bede om en kvittering. Hvis jeg ikke engang kan finde ud af det, hvad er der så af håb for Joe Thomas? Og nok så væsentligt: Fortjener han overhovedet ét? “Sukker, tape, chips?” bjæffer manden på den anden side af glasskillevæggen. Et øjeblik ved jeg ikke, om jeg hørte rigtigt. Jeg er stadig fortumlet efter den forunderlige rejse, jeg lige har foretaget. Jeg gik hen mod det dejlige hus og er lettet over, at fængslet slet ikke er så skrækindjagende alligevel. Men da jeg nåede derover, var der en, der viste mig vej tilbage over gårdspladsen og forbi skurvognene mod en høj mur, med langstrakte ruller af pigtråd ovenpå. Den havde jeg ikke lagt mærke til før, og med dundrende hjerte gik jeg langs med den, til jeg nåede en lille dør. Ring på, instruerede skiltet på muren. Med lidt kortere åndedræt gjorde jeg det. Døren gik op automatisk, og jeg kom ind i et lille lokale, som faktisk mindede om ventesalen i en lille, lokal lufthavn. Til den ene side er væggen af glas, og det er der, jeg står lige nu. 29

Min mands hustru.indd 29

29/08/16 14.41


“Sukker, tape, chips?” gentager manden. Han retter blikket mod min mappe. “Det sparer tid, hvis du tager det op af tasken, inden du bliver visiteret.” “Jeg har ingen af delene, men ville det spille en rolle, hvis jeg havde?” Hans små, stikkende øjne borer blikket ind i mine. “De kan bruge sukker til at lave pullimut, tape til at kneble folk og chips og peanuts til at bestikke dem med. Det er set før, kan jeg love dig. Er du så tilfreds?” Det ser han afgjort ud til at være. Jeg kender godt typen. Han minder om min chef: den type, der trives med at gøre andre utilpasse. Det er også lykkedes for ham, men noget inden i mig – en styrke, jeg ikke vidste, jeg havde – gjorde mig fast besluttet på at stå imod. “Hvis ‘de’ i dit sprogbrug er de indsatte, er ‘de’ nok desværre ikke så heldige i dag,” svarer jeg. “Jeg har ikke nogen af de ting med, du nævner dér.” Han mumler noget, der lyder som ‘skide blødsødne sagførere’, inden han trykker på en kontakt. En anden dør går op, og en kvindelig betjent kommer ud. “Armene i vejret,” beordrer hun. Igen minder det om en lufthavn, bortset fra at der ikke er noget, der bipper her. Et øjeblik er jeg tilbage i Rom, hvor mit sølvarmbånd – Eds bryllupsgave – udløste alarmen i sikkerhedstjekket. “Vær så venlig at åbne tasken.” Jeg gør det. Der er en stak papirer, min sminketaske og en rulle Polo. De to sidstnævnte snupper kvinden, som var de trofæer. “Dem må vi nok desværre beslaglægge, til du kommer ud igen. Og det samme med paraplyen.” “Paraplyen?” “Muligt våben.” Hun taler afmålt sagligt, men jeg sporer et strejf af venlighed, som var helt fraværende hos manden bag glasset. “Hvis du vil følge med her.” Hun eskorterer mig gennem endnu en dør, og til min forbav­ selse kommer vi ud i en ganske behagelig gårdhave. Der går mænd 30

Min mands hustru.indd 30

29/08/16 14.41


rundt med Robin Hood-grønne joggedragter og planter gyldenlak. Det samme gør min mor ude i Devon; det fortalte hun i telefonen i aftes. Det slår mig, at forskellige mennesker måske nok gør det samme verden over, men at et fælles gøremål ikke betyder, at de har noget som helst til fælles. En af mændene skæver til det læderbælte, betjenten har om livet. Der hænger et bundt nøgler og en stålfløjte. Hvor effektiv er den mon, hvis mændene her kaster sig over os? Vi er kommet over den åbne plads til en anden bygning. Min ledsager tager en af nøglerne fra knippet og åbner den. Vi kommer ud i en anden mellemgang. To nye døre foran os. Dobbeltdøre med en håndsbred imellem. Hun låser op og låser igen, da vi er gået indenfor. “Tænker du nogensinde på, om du nu fik låst ordentligt?” spørger jeg. Hun ser på mig med et lammende blik. “Nej.” “Jeg er sådan en, der altid skal tilbage til døren for at prøve efter en gang mere,” siger jeg. Hvorfor jeg indvier hende i det, er jeg ikke lige klar over. Måske for at få en let, humoristisk tone ind i denne forskruede verden, jeg er havnet i. “Man skal have styr på tingene her,” siger hun bebrejdende. “Denne vej.” Korridoren strækker sig ud foran os. Der er flere døre i hver side og en afmærkning ved siden af. A-fløj, B-fløj, C-fløj. En gruppe mænd kommer imod os iført orange kedeldragter. Den ene, som har en skinnende, glatraget isse, nikker til betjenten. “G’morgen.” Så ser han lige på mig. Det gør de alle sammen. Jeg rødmer. Dybt og inderligt. Min stemme vender først tilbage, da de er gået videre. “Har de lov til bare at gå rundt på den måde?” “Kun i lejdefrit.” “Hvad er det?” “Når de indsatte går fra fløjene og er på vej et andet sted hen 31

Min mands hustru.indd 31

29/08/16 14.41


herinde. Motionsrummet eller præsten eller undervisning. Det kræver ikke så meget personale, som når betjentene skal eskortere hver enkelt indsat.” Jeg er lige ved at spørge, hvad det kan være for situationer, men i stedet – måske på grund af min nervøsitet – kommer et helt andet spørgsmål ud af munden på mig. “Må de selv vælge farve på tøjet? Som den orange dér?” “Den viser, hvilken fløj de kommer fra. Og lad være med at spørge dem om den slags ting, så tror de bare, du er interesseret i dem. Nogle af de mænd er rasende intelligente og farlige. De vil prøve på at gøre dig mør, hvis du ikke passer på. Blive venner med dig, så du er på deres side. Og inden du ser dig om, får de oplysninger fra dig, uden at du selv lægger mærke til det, eller får dig til at gøre ting, du ikke skulle have gjort.” Det er da for latterligt! Der er vel ingen, der er så idiotiske at falde for den slags? Vi er standset op nu. D-Fløj. Nyt sæt dobbeltdøre. Jeg træder ind, mens betjenten lukker dem begge bag os. En mindre, men stadig ganske bred gang strækker sig frem foran os som et hovedstrøg med værelser til begge sider. Der står tre mænd afventende, som om de driver den af på et gadehjørne. De glor alle tre, mens en fjerde er ved at rense et akvarium. Jeg har svært ved at få det til at hænge sammen i hovedet. Drabsmænd, der passer guldfisk? Men inden jeg kan spørge om noget, bliver jeg vist ind på et kontor. Der sidder to unge mænd ved et skrivebord. De ser ikke så meget anderledes ud end dem ude på gangen – kortklippede og med ransagende øjne – men de er i uniform. Jeg er opmærksom på, at linningen i min nederdel snærer i hoften, og endnu en gang ville jeg ønske, jeg havde haft lidt mere selvdisciplin på italiensturen. Er det normalt at trøstespise på en bryllupsrejse? “Advokat til hr. Thomas,” siger min ledsager afmålt. Hun lægger en anelse tryk på ‘hr.’ Det kommer til at lyde let sarkastisk. “Hvis du vil skrive under her,” siger en af betjentene. Hans blik glider fra min mappe op over mine bryster og tilbage. Jeg bemær32

Min mands hustru.indd 32

29/08/16 14.41


ker, at frokostavisen på bordet er slået op på en sparsomt klædt model. Så ser han på sit ur. “Du kommer fem minutter for sent.” Det kan jeg ikke gøre for, er jeg lige ved at svare. Jeg blev forsinket af jeres sikkerhedstjek. Men noget siger mig, at det er klogere at holde min mund. Gemme krudtet til de kampe, der betyder noget. “Ja, jeg hører jo, at Thomas har appelleret,” siger den anden mand. “Der er nogen, der bare aldrig giver op, ikke?” Nogen rømmer sig høfligt bag os. En høj, kraftigt bygget og mørkhåret mand med et kort, velplejet fuldskæg står i døren ind til kontoret. En af dem, der stod og ventede ude på gangen, går det op for mig. Men i stedet for at glo smiler han varmt. Han rækker hånden frem. Da han trykker min, er det med et fast greb. En rutineret sælger, minder jeg mig selv om. Og alligevel ligner han ikke den typiske fængselsindsatte – i hvert fald ikke den type, jeg har for mit indre blik. Ingen synlige tatoveringer, modsat fængselsbetjenten ved siden af mig, som har et rødt og blåt dragehoved på armen. Min nye klient har et tilsyneladende kostbart ur om håndleddet og velpudsede, brune snøresko, der skiller sig ud fra de andres kondisko og fra den grønne fængselsdragt. Jeg fornemmer, at manden her er mere vant til habit og slips, og faktisk kan jeg nu se, at han har en ren, hvid skjortekrave, der stikker op under den reglementerede sweatshirt. Håret er kort, men velplejet og afslører en høj pande over dybsorte øjenbryn. Blikket i hans øjne tyder på, at manden her på samme tid er vagtsom, forhåbningsfuld og en smule nervøs. Da han siger noget, er stemmen dyb. Selvsikker, men med en tone, der hverken er upoleret eller det modsatte. Han kunne være en nabo i opgangen. En kollega. Eller bestyreren i det lokale minimarked. “Joe Thomas,” præsenterer han sig og slipper min hånd. “Tak, fordi du ville komme.” “Lily Macdonald,” siger jeg. Min chef har bedt mig om at bruge både fornavn og efternavn. “Men skab alligevel distance,” havde han rådet mig, “du må endelig ikke virke overlegen. Der er den dér særlige advokat/klient-balance.” 33

Min mands hustru.indd 33

29/08/16 14.41


Joe Thomas har et stilfærdigt beundrende udtryk i ansigtet. Jeg rødmer igen, men nu er det ikke så meget af frygt som af pinlighed. De få gange, nogen har viet mig en form for opmærksomhed, har jeg aldrig vidst, hvordan jeg skulle reagere. Og da slet ikke nu, hvor det virker så ganske upassende. Jeg slipper aldrig af med den evindeligt drillende stemme fra skoletiden. ‘Tykke-Lily.’ ‘Ladeport.’ ‘Bred over hofterne.’ Alt i alt fatter jeg stadig ikke, at jeg har en vielsesring på fingeren. Og lige med ét ser jeg Ed og mig selv for mig i sengen dernede i Italien. Min nybagte ægtefælle, der åbner munden for at sige noget, men som så vender sig væk fra mig ... “Følg med her,” siger den ene fængselsbetjent skarpt og rusker mig tilbage til nutiden. Sammen går Joe Thomas og jeg hen ad gangen. Forbi de stirrende blikke. Forbi manden, der renser guldfiskeakvariet med en omhu, der ethvert andet sted måske ligefrem havde været rørende. Hen til et lokale med skiltet Besøgende. Et lille rum. Det tremmesikrede vindue vender ud mod en betondækket gårdsplads. Alt derinde er gråt. Bordet og metalstolene på begge sider af det. Væggene. Den eneste undtagelse er en plakat på væggen med en regnbue og ordet HÅB nedenunder med store, rødlilla bogstaver. “Jeg står lige uden for døren, hvis det er okay med dig?” siger betjenten. Ordene emmer af en afsmag, der vist er rettet mod os begge to. ‘Fængselsbetjente bryder sig ikke ret meget om forsvarsadvokater,’ har min chef advarende sagt. ‘De betragter os som krybskytter, der snupper deres eget bytte, du ved ... prøver at få dem sat fri efter alt, hvad politiet har lagt af blod, sved og tårer for at få dem sat fast.’ Formuleret på den måde kunne jeg godt se det. Joe Thomas ser spørgende på mig nu. Jeg ranker min ryg og gengælder blikket. Jeg er måske nok høj, men han er højere. “Det er bedst, hvis du kan tale med ham, uden at der er en betjent til stede,” havde min chef føjet til. “Som regel røber de indsatte mere på den måde. Men det er forskelligt fra fængsel til fængsel. I nogle af dem er der slet ikke noget valg.” 34

Min mands hustru.indd 34

29/08/16 14.41


Det er der åbenbart her. Nej, det er overhovedet ikke okay. Bliv herinde hos mig, har jeg mest trang til at sige. “Det er fint, tak.” Min stemme tilhører en anden. En mere tapper person. En mere erfaren. Betjenten ligner en, der skal til at trække på skuldrene, men han gør det ikke. “Bare bank på døren, når du er klar.” Så lader han os være alene.

Min mands hustru.indd 35

29/08/16 14.41


90 mm

147 mm

38,5 mm

147 mm

90 mm

Mens min bror levede (jeg skal stadig tvinge mig selv til at sige det), skrev han ord og sætninger på alle mulige måder. På hovedet. Bagvendt. Tilfældig rækkefølge. Det kan han ikke gøre for, sagde min mor altid. Men jeg vidste, at det kunne han godt. Når vi var alene sammen, skrev han ganske almindeligt. Det er bare for sjov, kunne jeg læse i hans øjne, hvor spilopperne spillede. Kom med! Det er os mod dem!

TÆ N K , H V I S H E L E D I T L I V BYGGEDE PÅ EN LØGN Ed og Lily er nygifte, de bor i en lejlighed i London og har lige taget hul på deres liv sammen. Men snart bryder de begge deres løfte om altid at fortælle hinanden sandheden.

210 mm

Lily er nyuddannet advokat og tiltrækkes voldsomt af sin

JANE CORRY

første klient, Joe Thomas, en karismatisk mand tiltalt for at

er et pseudonym for bestsellerforfatteren Sophie King, der har skrevet en række populære kærlighedsromaner og nu med held har skiftet genre til den psykologiske thriller i domestic noir-stil. Hun har været fast skribent for Telegraph, Mail on Sunday, og Woman og har desuden været såkaldt writer-in-residence i et topsikret engelsk fængsel, hvor hun underviste de indsatte i at skrive litteratur – en oplevelse, der inspirerede hende til at skrive Min mands hustru.

have myrdet en ung kvinde. Ed kæmper for at slå igennem som billedkunstner, og han gemmer på mørke hemmeligheder om sin familie, og om det forhold han har haft til en anden kvinde.

POL

Den uafvendelige kædereaktion af begivenheder tager sin begyndelse, da Ed beslutter sig for at male et portræt af naboens datter, Carla. M I N M A N D S H U S T R U er en parforholdsthriller om hemmeligheder, der løber løbsk og løgne, der får frit spil.

ISBN 978-87-400-3047-1

Forfatterfoto © Justine Stoddart

Min mands hustru_ord_Omslag.indd 1

FORLAG ITIKENS

MIN MANDS HUSTRU »En roman, der overlegent turnerer sine mange overraskelser.« – T H E S U N D AY T I M E S

Og lige nu fornemmer jeg, at Joe Thomas leger med mig. Det giver mig en uventet styrkefryd. Det er den forkerte, han har valgt til det. Jeg kender alle julelegene.« Uddrag fra bogen

»En forfatter, der viser, at der stadig findes både originale, kloge og overraskende ideer i denne genre.« – SUNDAY EXPRESS

»En sand rutschebanetur af en roman ... og en isnende thriller.« – ELIZABETH HAYNES

Omslag: henriettemork.dk

31/08/16 10:00


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.