Misery - Stephen King

Page 1

Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

s

Paul Sheldon er bestsellerforfatter, og Annie Wilkes er langt mere end blot en lidenskabelig læser: Hun er Pauls sygeplejerske og tager sig af hans hårdt medtagne krop efter en bilulykke, og hun er rasende over,

ime - L.A. T . r e mest s t e s er gy g n i K en Steph

at Paul har slået hendes yndlingsromanfigur ihjel i sin seneste bog. Paul forstår snart, at hun er villig til at gå rigtig langt for at vække Misery til live igen: Men hvor langt?

nd rdina e F . r H

Annie har masser af metoder til at anspore Paul til at skrive. En nål. En økse. Og hvis det ikke er nok, må hun gribe til skrappere midler ... Medrivende i en sådan grad, at bogen er helt umulig at slippe, før man med et lettet gisp har læst den sidste linje. – Berlingske Tidende

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder. - Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand


Misery.indd 8

21/02/18 08.11


1 øøørrsssste diiiiirmnsss tøøøørrrstøøø beeeewinrmdråååå Disse lyde: selv i tågen.

2 Men sommetider svandt lydene – sammen med smerten – og kun døsen blev tilbage. Han huskede mørket – et massivt mørke var gået forud for tågen. Betød det, at han gjorde fremskridt? Lad der blive lys (selv af det tågede), og lyset var godt, og så videre og så videre? Havde disse lyde eksisteret selv i mørket? Han kendte ikke svarene på disse spørgsmål. Gav det mening at stille dem? Heller ikke på det kendte han svaret. Smerten lå et sted under lydene. Smerten lå østen for solen og sønden for hans ører. Det vidste han. I et stykke tid, som forekom meget langt (og var det, da smerten og den hvirvlende tåge var det eneste, der eksisterede), var disse lyde den eneste ydre virkelighed. Han havde ingen idé om, hvem han var, eller hvor han var, og var også ligeglad. Han ønskede, han var død, men i den smertedrukne tåge, der fyldte hans sind som en sommersky, vidste han ikke, at han ønskede det. Efterhånden som tiden gled forbi, blev han klar over, at der forekom perioder af ikke-smerte, og at de vendte regelmæssigt tilbage. Og for første gang, siden han var kommet ud af mørket forud for tågen, havde han en tanke, der gik ud over hans øjeblikkelige tilstand. Denne tanke be9

Misery.indd 9

21/02/18 08.11


stod i en brækket pæl, som ragede op fra sandet på Revere Beach. Hans mor og far havde ofte taget ham med til Revere Beach, da han var barn, og han havde altid insisteret på, at de skulle lægge deres tæpper på et sted, hvorfra han kunne holde øje med pælen, der i hans øjne lignede en enkelt hugtand fra et begravet uhyre. Han holdt af at sidde og kigge på, mens vandet steg og dækkede pælen. Flere timer senere, når deres sandwicher og kartoffelsalat var spist, når de sidste dråber saftevand var vredet ud af termokanden, lige før hans mor sagde, at det var på tide at pakke sammen og vende næsen hjemad, viste spidsen af den halvrådne pæl sig igen – tittede først lige op i bølgedalene, og så mere og mere. Når de havde kommet deres affald i tønden med HOLD STRANDEN REN på siden, og Paulies legetøj var samlet (det er mit navn jeg hedder Paulie og i aften vil mor smøre Johnson’s Baby Oil på de skoldede steder, tænkte han inde i den tordensky, hvor han nu levede) og tæppet igen var foldet sammen, var pælen igen næsten helt synlig med sine sorte, slimblanke flanker omgivet af skum. Det var tidevandet, havde hans far prøvet at forklare ham, men han havde hele tiden vidst, at det var pælen. Tidevandet kom og gik, pælen blev. Blot kunne man sommetider ikke se den. Uden pælen var der ikke noget tidevand. Hans erindring kredsede og kredsede som en tung spyflue. Han prøvede at forstå betydningen af det, men længe kom lydene i vejen. beeeoooundrååå lææææsssst allllt ssstørrrrssstøøø Sommetider holdt lydene op. Sommetider holdt han op. Hans første klare erindring om dette nu, nuet uden for den hvirvlende tåge, var af ophør, af pludselig at forstå, at han ikke kunne trække vejret én gang mere, og at det var godt, det var all right, faktisk helt i orden; han kunne klare megen smerte, men så var det også godt, og han var glad for at være vist ud af banen. Så var der en mund, der pressedes mod hans, en mund, der umiskendeligt var en kvindemund trods de hårde, tørre læber, og ånden fra denne kvindemund blæste ind i hans mund og ned i hans strube og spilede hans 10

Misery.indd 10

21/02/18 08.11


lunger op, og da læberne trak sig tilbage, lugtede han for første gang sin fangevogter, lugtede hende på den udånding, hun havde presset ind i ham, som en mand kan presse en del af sig selv ind i en uvillig kvinde, en modbydelig stank af vaniljekranse og chokoladeis og stegt kylling og jordnøddesmør. Han hørte en stemme skrige: “Træk vejret, for helvede! Træk vejret, Paul!” Læberne presssede sig mod hans igen. Ånden indblæstes i hans strube som den fugtige luftstrøm efter et undergrundstog med aviser og tomme poser i kølvandet, og læberne trak sig væk, og han tænkte for himlens skyld lad det ikke slippe ud gennem næsen, men han kunne ikke lade være, og åh, den stank, den stank, den forpulede STANK. “Træk vejret, fanden stå i dig!” hylede den usynlige stemme, og han tænkte det skal jeg nok, bare hold op med det, bare du ikke besmitter mig igen, og han prøvede, men før han kunne komme i gang, låste hendes læber sig igen mod hans, læber så tørre og døde som læderstrimler, og hun voldtog ham atter med sin ånde. Da hun denne gang tog læberne væk, lod han ikke sin ånde sive ud, men blæste den ud i et gigantisk pust. Ventede på, at hans usynlige bryst igen skulle hæve sig, som det havde gjort hele hans liv uden hjælp fra ham. Da det ikke ville, gispede han endnu en gang, og så åndede han af sig selv, trak vejret, så hurtigt han kunne, for at blæse lugten og smagen af hende ud af sig. Almindelig luft havde aldrig smagt så godt. Han begyndte igen at svinde bort i tågen, men før verden helt gled væk, hørte han en kvindes stemme mumle: “Puha! Det var tæt på!” Ikke tæt nok, tænkte han og faldt i søvn. Han drømte om pælen, så levende, at han næsten følte, at han kunne strække hånden ud og lade den glide over dens grønsorte furer. Da han igen kom tilbage til sin halvdøs, var han i stand til at sætte pælen i forbindelse med sin situation. Smerten var ikke som tidevandet. Det var, hvad drømmens erindring havde lært ham. Smerten forekom blot at komme og gå. Smerten var ligesom pælen, sommetider skjult og sommetider synlig, men den var der altid. Når smerten ikke pinte ham 11

Misery.indd 11

21/02/18 08.11


gennem det stengrå tågeøde, var han stumt taknemmelig, men han lod sig ikke længere narre – den var der stadig og ventede på at komme igen. Og der var ikke én pæl, men to, og en del af ham vidste, længe før hans bevidsthed vidste det, at de to brækkede pæle var hans brækkede ben. Men der gik endnu lang tid, før han var i stand til at bryde det segl af indtørret spyt, der klistrede hans læber sammen, og kvække et: “Hvor er jeg?” til kvinden, der sad ved siden af hans seng med en bog i hånden. Navnet på ham, som havde skrevet bogen, var Paul Sheldon. Han genkendte det uden overraskelse som sit eget navn. “Sidewinder i Colorado,” sagde hun, da han endelig kunne stille spørgsmålet. “Jeg hedder Annie Wilkes. Og jeg er ...” “Det ved jeg,” sagde han. “Min største beundrer.” “Ja,” sagde hun smilende. “Præcis.”

3 Mørke. Så smerten og tågen. Bevidstheden om, at selv om smerten var konstant, var den sommetider begravet under en anspændt våbenstilstand, som vel måtte kaldes lindring. Den første rigtige erindring; ophør, og så voldtægt tilbage til livet af en kvindes stinkende ånde. Den næste erindring: hendes fingre, der proppede noget ind i hans mund, som Contackapsler, men da han ikke fik noget vand, klistrede de sig fast i hans mund, og når de opløstes gav de en utroligt bitter smag, lidt som smagen af aspirin. Det ville have været godt at spytte den bitre smag ud, men han vidste bedre. For det var den bitre smag, som bragte tidevandet over pælen (PÆLENE det hedder PÆLENE der er TO okay der er to godt nu bare glem det du ved det shh shhhh) med sig og fik den til tilsyneladende at forsvinde for et stykke tid. Disse ting indtraf med lange mellemrum, men så, efterhånden som smerten begyndte ikke at trække sig væk, men at rådne (som pælen på 12

Misery.indd 12

21/02/18 08.11


Revere Beach måtte være rådnet, da intet varer evigt – selv om han som barn ville have protesteret mod et sådant kætteri), begyndte ting udefra at trænge sig på, indtil den objektive verden med hele sin byrde af erindringer, erfaringer og fordomme igen havde etableret sig. Han var Paul Sheldon, som skrev to slags romaner, gode romaner og bestsellere. Han havde været gift og skilt to gange. Han røg for meget (eller havde gjort det, før alt dette skete, hvad så “alt dette” var). Der var sket ham noget meget slemt, men han var stadig i live. Den mørkegrå sky begyndte stadig hurtigere at opløses. Der skulle stadig gå et stykke tid, før hans største beundrer bragte ham den gamle, klaprende Royal med den grinende, tandløse mund og Daffy Duck-stemmen, men længe før det forstod Paul, at han var i en helvedes knibe.

4 Den clairvoyante del af hans sind så hende, før han vidste, at han så hende, og måtte utvivlsomt have forstået hende, før han vidste, at han forstod – hvorfor skulle han ellers associere de dystre, ildevarslende billeder med hende? Hver gang hun kom ind i værelset, kom han til at tænke på de udskårne gudebilleder, der blev tilbedt af overtroiske afrikanske stammer i H. Rider Haggards romaner, og på sten og fortabelse. Billedet af Annie Wilkes som et afrikansk gudebillede fra Hun eller Kong Salomons Miner var på én gang latterligt og mærkværdigt rammende. Hun var en groft bygget kvinde, der bortset fra hendes store, men uindtagelige barm under den evindelige grå cardigan ikke lod til at have kvindelige kurver – der var ingen påviselig runding på hofter eller baller eller på læggen under den endeløse række uldne nederdele, hun havde på inde i huset (hun trak sig tilbage til sit usynlige soveværelse for at skifte til jeans, før hun arbejdede udenfor). Hendes krop var stor, men ufrodig. Der svævede omkring hende en følelse af trafikpropper og vejspærringer snarere end gæstfri åbninger eller åbne vidder og lakuner. Mest af alt gav hun ham en foruroligende følelse af massivitet, som 13

Misery.indd 13

21/02/18 08.11


om hun ikke havde blodkar eller organer, som om hun kun var massiv Annie Wilkes fra side til side og top til tå. Han blev mere og mere overbevist om, at hendes øjne, der syntes at bevæge sig, kun var malet på og ikke bevægede sig mere end øjnene på portrætter, der synes at følge en overalt i rummet. Det forekom ham, at hvis han holdt to fingre op som et V og prøvede at mase dem op i hendes næsebor, ville de ikke nå mere end en kvart centimeter ind, før de mødte en massiv (omend lidt elastisk) modstand; at selv hendes grå cardigan og kedelige nederdele var en del af hendes massive, fiberagtige krop. Så følelsen af, at hun var et gudebillede i en troperoman, var slet ikke så mærkværdig. Ligesom gudebilledet gav hun kun ét: en følelse af uro, der gradvis blev til gru. Som et gudebillede tog hun alt andet. Nej, vent lidt – det var ikke helt retfærdigt. Hun gav ham noget. Hun gav ham de piller, der fik tidevandet til at stige over pælene. Pillerne var tidevandet; Annie Wilkes var månen, som skyllede dem ind i hans mund som drivtømmer på en tidevandsbølge. Hver sjette time kom hun med to til ham; først viste hendes tilstedeværelse sig kun som to fingre, der ragede ind i hans mund (og han lærte hurtigt at sutte grådigt på de fingre trods den bitre smag), senere kom hun til syne i sin grå cardigan og et af sine halv snes nederdele, normalt med en paperbackudgave af en af hans romaner under armen. Om natten kom hun til syne for ham i en lodden, lyserød housecoat; hendes ansigt var blankt af en slags creme (han kunne med lethed have identificeret hovedingrediensen, selv om han aldrig havde set beholderen, så gennemtrængende var fårelugten af lanolin), mens hun ruskede ham op af hans kvalme, drømmetunge søvn med pillerne i hånden og den koparrede måne gennem vinduet hængende over en af hendes massive skuldre. Efter et stykke tid – efter at hans frygt var blevet for stærk til at kunne ignoreres – fandt han ud af, hvad det var, hun gav ham. Det var et kodein­baseret, smertestillende middel ved navn Novril. Grunden til, at hun så sjældent behøvede at komme med bækken til ham, var ikke blot, at han kun fik flydende føde (da han befandt sig i tågen, havde hun givet ham sukker intravenøst), men også, at Novril forårsagede forstoppelse. En anden sideeffekt, mere alvorlig, var åndedrætsstop hos overfølsomme 14

Misery.indd 14

21/02/18 08.11


patienter. Paul var ikke særlig overfølsom, selv om han havde røget tæt i næsten atten år, men hans åndedræt var ophørt ved mindst én lejlighed (der havde måske i tågen været andre, som han ikke kunne huske). Det var ved den lejlighed, hun gav ham mund-til-mund. Det kunne have været et hændeligt uheld, men senere fik han mistanke om, at hun næsten havde slået ham ihjel med en utilsigtet overdosis. Hun vidste ikke så meget om, hvad hun gjorde, som hun selv troede. Det var kun én af de ting ved Annie, som skræmte ham. Han opdagede tre ting næsten samtidig omkring ti dage efter, at han var kommet frem fra den mørke sky. Den første var, at Annie havde store mængder af Novril (faktisk af alle slags medicin). Den anden var, at han var blevet afhængig af Novril. Den tredje var, at Annie Wilkes var farligt sindssyg.

5 Mørket var gået forud for smerten og tordenskyen; han begyndte at huske, hvad der var gået forud for mørket, da hun fortalte ham, hvad der var sket med ham. Det var kort efter, at han havde stillet det traditionelle opvågnings-spørgsmål, og hun havde svaret, at han var i den lille by Sidewinder i Colorado. Desuden havde hun fortalt ham, at hun havde læst hans otte romaner mindst to gange, og havde læst sine yndlinge, Misery-romanerne, fire, fem, måske seks gange. Hun ville bare ønske, han kunne skrive dem hurtigere. Hun havde næppe kunnet tro, at hendes patient var den rigtige Paul Sheldon, selv efter at have undersøgt ID-kortet i hans tegnebog. “Hvor er min tegnebog, forresten?” spurgte han. “Den passer jeg på for dig,” sagde hun. Hendes smil krakelerede pludselig over en smal grøft af vagtsomhed, som han ikke brød sig om – det var som at opdage en dyb kløft næsten skjult af sommerblomster i en smilende eng. “Troede du, jeg ville stjæle noget fra den?” “Nej, selvfølgelig ikke. Det er bare, fordi ...” Det er bare, fordi resten af 15

Misery.indd 15

21/02/18 08.11


mit liv er i den, tænkte han. Mit liv uden for dette værelse. Uden for smerten. Uden for den måde tiden synes at trækkes ud som tyggegummi, som et barn trækker ud af munden, når det keder sig. For sådan føles de sidste timer, før pillerne kommer. “Bare fordi hvad, mister Sheldon?” borede hun, og han så til sin skræk, hvordan det vagtsomme udtryk blev mørkere og mørkere. Kløften bredte sig, som om der foregik et jordskælv bag hendes pande. Han kunne høre vinden hyle udenfor, og han fik et pludseligt billede af, at hun løftede ham op og kastede ham over sin skulder, hvor han ville hænge som en sæk over en stenmur, og bar ham udenfor og smed ham i en snedrive. Han ville fryse ihjel, men før det ville hans ben dunke og skrige. “Det er bare, fordi min far altid rådede mig til at holde øje med min tegnebog,” sagde han, forbløffet over, hvor let løgnen kom. Faktisk havde hans far gjort en dyd ud af ikke at bemærke Paul mere end absolut nødvendigt. “Han har nok sagt det så mange gange, at det er blevet siddende i mig. Hvis jeg har fornærmet dig, er jeg virkelig ked af det.” Hun slappede af. Smilede. Kløften lukkede sig. Sommerblomsterne nikkede igen muntert. Han tænkte på at stikke hånden gennem smilet og ikke møde andet end elastisk mørke. “Jeg er ikke fornærmet. Den er på et sikkert sted. Vent – jeg har noget til dig.” Hun gik og kom tilbage med en dampende skål suppe. Der flød grøntsager rundt i den. Han kunne ikke spise meget, men mere end han først ville have troet. Hun lod til at være tilfreds. Det var, mens han spiste suppen, at hun fortalte ham, hvad der var sket, og han huskede det, efterhånden som hun fortalte ham det, og det var vel godt at vide, hvordan man var endt med begge ben kvæstet. Men måden, han fik det at vide på, var foruroligende – det var, som om han var en person i en historie eller et skuespil, en skæbne, der ikke blev genfortalt, men opfundet. Hun var kørt ind til Sidewinder i sin firhjulstrukne vogn for at hente mad til dyrene og nogle købmandsvarer ... og for at kigge billigbogshylden i kiosken igennem – det havde været onsdag for næsten to uger siden, for de nye bøger kom altid tirsdag. “Faktisk havde jeg dig i tankerne,” sagde hun og madede ham med suppe, mens hun øvet tørrede lidt fra hans mundvig med en serviet. “Det 16

Misery.indd 16

21/02/18 08.11


er det, som gør det så mærkeligt, synes du ikke? Jeg håbede på at Miserys Barn var udkommet i paperback, men så heldig var jeg ikke.” Der havde været uvejr på vej, fortalte hun, men indtil middag havde vejrmeldingen påstået, at det ville dreje mod syd mod New Mexico og Sangre de Cristos. “Ja,” sagde han og huskede det, mens han sagde det. “De sagde, det ville dreje af. Det var derfor, jeg overhovedet tog afsted.” Han prøvede at flytte på sine ben. Resultatet var et kraftigt jag af smerte, og han stønnede. “Lad være,” sagde hun. “Hvis du får dine ben til at snakke, Paul, vil de ikke holde mund ... og jeg tør ikke give dig flere piller de næste to timer. Jeg giver dig allerede for mange.” Hvorfor er jeg ikke på et hospital? Det var klart nok det spørgsmål, han ville stille, men han var ikke sikker på, at det var et spørgsmål, nogen af dem ønskede stillet. I hvert fald ikke endnu. “Da jeg kom til foderstoffen, sagde Tony Roberts, at jeg hellere måtte skynde mig, hvis jeg skulle nå tilbage, før uvejret kom, og jeg sagde ...” “Hvor langt er vi fra byen?” spurgte han. “Et stykke,” sagde hun vagt og kiggede hen mod vinduet. Der opstod en mærkelig stilhed, og Paul blev skræmt af det, han så i hendes ansigt, fordi han så intet; det mørke intet i en kløft, som åbnede sig i en bjergvang, et mørke, hvor ingen blomster voksede, og hvor faldet var dybt. Det var ansigtet hos en kvinde, som for et øjeblik havde sluppet fortøjningerne til alle de vigtigste forankringspunkter i sit liv, en kvinde, der har glemt ikke alene den erindring, hun var ved at fortælle, men selve processen at erindre. Han havde engang besøgt et sindssygehospital – for år tilbage, da han havde lavet research på Misery, den første af de fire bøger, der havde været hans væsentligste indtægtskilde gennem de sidste otte år – og han havde set dette udtryk ... eller rettere ikke-udtryk. Ordet, man hæftede på det, var katatoni, men det, der skræmte ham, var ikke et sådant præcist ord – det var snarere en vag lighed. I det øjeblik følte han, at hendes tanker var blevet, som han forestillede sig hendes fysiske selv: massive, fibrøse og uden blodårer. Så klarede hendes ansigt langsomt op. Tankerne syntes at flyde tilbage i det. Så forstod han, at flyde bare var en smule forkert. Hun fyldtes ikke 17

Misery.indd 17

21/02/18 08.11


op som en tidevandsdam eller en sø, hun varmede op. Ja ... hun varmer op som et lille elektrisk apparat. Som en brødrister eller en varmepude. “Jeg sagde til Tony: ‘Det uvejr drejer sydpå.’” Først talte hun langsomt, næsten som i bedøvelse, men så begyndte hendes tale at nå den almindelige kadence og fyldtes ud af den normale konversations tone. Men nu var han på vagt. Alt, hvad hun sagde, var lidt underligt, en smule ved siden af. At høre på hende var som at høre en sang i den forkerte toneart. “Men han sagde: ‘Det har ombestemt sig.’” “‘Vås!’ sagde jeg. ‘Jeg må hellere se at komme afsted.’” “‘Jeg ville blive i byen, hvis jeg var Dem, Miz Wilkes,’ sagde han. ‘Nu siger de i radioen, at det bliver et af de slemme, og ingen er forberedt.’” Men naturligvis måtte jeg tilbage – der er ingen andre end mig til at fodre dyrene. De nærmeste naboer er Roydman-familien, og de bor flere kilometer væk. Desuden kan de ikke lide mig.” Hun sendte ham et snedigt øjekast, mens hun sagde de sidste ord, og da han ikke svarede, bankede hun utålmodigt med skeen mod skålens rand. “Færdig?” “Ja, jeg er mæt, tak. Det var dejligt. Har du mange kreaturer?” Fordi, tænkte han allerede, hvis du har, må du have hjælp. En daglejer, i det mindste. “Hjælp” var det afgørende ord. Det forekom allerede vigtigt, og han havde set, at hun ikke havde nogen vielsesring. “Ikke mange,” sagde hun. “En halv snes liggehøns. To køer. Og Mi­sery.” Han blinkede. Hun lo. “Du synes måske ikke det er sødt af mig at opkalde en so efter den modige og skønne kvinde, du har skabt. Men det er dens navn, og det er ikke ment som en respektløshed.” Efter et øjebliks tænkepause tilføjede hun: “Hun er meget kærlig.” Kvinden rynkede næsen opad, og et øjeblik blev hun en so helt ud i de få børsteagtige hår, der voksede på hendes kinder. Hun sagde som en gris: “ØJ! Øf! ØffføffeØFF!” Paul stirrede med opspilede øjne på hende. Hun bemærkede det ikke; hun var igen gledet væk, og hendes blik var sløret og indadvendt. Hendes øjne spejlede intet andet end lampen på natbordet, to matte spejlbilleder, ét i hvert øje. Til sidst gav det et svagt sæt i hende, og hun sagde: “Jeg havde kørt cirka 18

Misery.indd 18

21/02/18 08.11


otte kilometer, og så begyndte sneen. Den faldt tæt – det gør den altid, når den først får begyndt heroppe. Jeg kom kravlende forsigtigt ad vejen med lygterne tændt, da jeg så din vogn ude i grøften med bunden i vejret.” Hun sendte ham et bebrejdende blik. “Du havde ikke dine lygter tændt.” “Det kom bag på mig,” sagde han og huskede først i det samme, hvordan det var kommet bag på ham. Han huskede endnu ikke, at han havde været temmelig fuld. “Jeg standsede,” sagde hun. “Hvis det havde været på en stigning, havde jeg måske ikke gjort det. Ikke særlig næstekærligt, det ved jeg godt, men der lå allerede syv-otte centimeter på vejen, og selv med firhjulstræk kan man ikke være sikker på at komme i gang igen, når man taber farten. Det er meget lettere at sige til sig selv: “Nå, de er sikkert kommet ud og har fået et lift,” og så videre. Men jeg var på toppen af den tredje store bakke forbi Roydmans hus, og der er der et plant stykke. Så jeg standsede, og så snart jeg steg ud, hørte jeg nogen stønne. Det var dig, Paul.” Hun sendte ham et sært moderligt smil. For første gang nåede tanken op til overfladen af Paul Sheldons bevidsthed: Jeg er i vanskeligheder. Kvinden er ikke rigtig klog.

6 Hun sad ved siden af ham i tyve minutter i dét, der lignede et gæsteværelse, og snakkede. Mens hans krop absorberede suppen, vågnede smerten i hans ben igen. Med en viljesanspændelse koncentrerede han sig om, hvad hun sagde, men uden at det helt lykkedes. Hans bevidsthed havde delt sig i to. På den ene side lyttede han til hendes fortælling om, hvordan hun havde trukket ham ud af vraget af hans ’74 Camaro – det var den del, hvor smerten begyndte at dukke op som et par splintrede pæle fra dønningerne ved ebbetid. Samtidig kunne han se sig selv på Boulderado Hotel, hvor han lagde sidste hånd på sin nye roman, der – gud ske lov for de små glæder – ikke handlede om Misery Chastain. Der var mange forskellige grunde til ikke at skrive om Misery, men én 19

Misery.indd 19

21/02/18 08.11


gik frem for alle andre, armeret og uovervindelig. Misery var – gud ske lov for de store glæder – omsider død. Hun var død fem sider før slutningen af Miserys Datter. Ikke et øje tørt i miles omkreds, da det skete, heller ikke Pauls – men duggen, der slørede hans hornhinder, var udsprunget af en hysterisk latter. Mens han færdiggjorde den nye bog, en nutidsroman om en biltyv, havde han husket, hvordan han havde skrevet slutsætningen i Miserys Datter. “Og så forlod Ian og Geoffrey sammen kirkegården i Little Dunthorpe, holdt sig ranke i deres sorg, fast besluttet på at genfinde noget at leve for.” Mens han skrev denne sætning, var han blevet overfaldet af en uimodståelig fnisen, der gjorde det svært at ramme de rigtige taster – han måtte flere gange rette tilbage. Lovet være Gud for IBM-slettebånd. Han havde skrevet SLUT nedenunder, og havde så sprunget krumspring rundt i rummet – det samme værelse i Boulderado Hotel – og hylet Endelig fri! Omsider! For helvede – jeg er fri! Den pisse kælling har trukket mulden op over hovedet! Den nye roman hed Fast Cars, og han havde ikke leet, da han afsluttede den. Han havde siddet foran skrivemaskinen og tænkt: Du har måske lige vundet næste års American Book Award, min dreng. Og så havde han taget ... “... en lille hudafskrabning på din højre tinding, men det så ikke ud af noget. Det var dine ben ... Selv om lyset var ved at svinde, kunne jeg straks se, at dine ben ikke var ...” ... telefonen og tilkaldt roomservice med en flaske Dom Pérignon. Han huskede, hvordan han havde ventet på, at den skulle komme, mens han gik frem og tilbage i værelset, hvor han havde afsluttet alle sine bøger siden 1974. Han huskede at have givet tjeneren halvtreds dollars i drikkepenge og spurgt ham om vejrudsigten; han huskede den rødmende, tilfredse tjener, som fortalte ham, at uvejret, der var på vej, mentes at ville dreje af mod New Mexico. Han huskede den kolde følelse af flasken, den diskrete lyd af proppen, mens han vippede den fri; han huskede den tørre, skarpe smag af det første glas, mens han åbnede sin kuffert og kiggede på flybilletten til New York; han huskede pludselig, at han efter en brat indskydelse havde besluttet, at så ... 20

Misery.indd 20

21/02/18 08.11


“... måtte jeg hellere straks få dig hjem! Det var tungt at få dig op til vognen, men jeg er en stor pige – som du måske har bemærket – og jeg havde et par tæpper bag i bilen. Jeg fik dig ind og dækkede dig til, og selv da i tusmørket syntes jeg, du så bekendt ud! Jeg tænkte, at måske ...” ... ville han køre sin Camaro ud fra garagen og bare køre vestpå i stedet for at tage flyveren. Hvorfor fanden skulle han tage til New York? Sommerhuset ville være mørkt, ugæstfrit, dystert, havde sikkert haft indbrud. Op i røven med det! tænkte han, mens han drak mere champagne. Tag vestpå, unge mand, tag vestpå! Ideen havde været tosset nok til at give mening. Ikke tage andet med end hans tøj og hans ... “... kuffert, som jeg fandt. Den tog jeg også med, men jeg kunne ikke få øje på mere, og jeg var bange for, at du skulle dø mellem hænderne på mig, så jeg startede Old Bessie og fik dit...” ... manuskript til Fast Cars og køre på vej til Vegas eller Reno eller måske endda City of the Angels. Han huskede, at ideen først havde virket lidt tåbelig – en tur, som en fyr på fireogtyve kunne være taget på, som han havde været, da han solgte sin første roman, men ikke for en mand på over fyrre. Efter et par glas champagne til havde ideen ikke længere virket tåbelig. Den forekom næsten heroisk. En slags stor Odyssé til Nogetsteds, en måde at genvinde virkeligheden efter romanens opdigtede landskab. Så han var ... “... gået ud som et lys! Jeg var sikker på, at du ville dø ... jeg mener, helt sikker! Så jeg trak din tegnebog op af baglommen på dig og kiggede på dit kørekort og så navnet Paul Sheldon, og jeg tænkte åh, det er bare et sammentræf, men billedet lignede også dig, og så blev jeg så forskrækket, at jeg måtte sætte mig ved køkkenbordet. Først troede jeg, at jeg skulle besvime. Lidt efter begyndte jeg at tro, at billedet også var et tilfælde – de kørekortsbilleder ligner ikke nogen – men så fandt jeg dit Writers’ Guild kort og et til PEN, og jeg vidste, at du var ...” ... i vanskeligheder, da sneen begyndte at falde, men længe før det havde han i Bouldorados bar givet George tyve dollars for at give ham endnu en flaske Dom, og han havde drukket den, mens han rullede ad I-70 op i Rockies under en himmel, der havde en farve som kanonstål, og et sted øst for Eisenhower Tunnel var han drejet fra, fordi vejen var bar 21

Misery.indd 21

21/02/18 08.11


og tør, og uvejret ville dreje mod syd, så hvad pokker, og den skide tunnel gjorde ham nervøs. Han havde spillet et gammel Bo Diddley-bånd på kassettespilleren og ikke slået radioen til, og Camaroen begyndte for alvor at skride, og han forstod, at det ikke bare var en snebyge, men den ægte vare. Måske drejede uvejret alligevel ikke mod syd; det kom måske lige mod ham, og han var for alvor i vanskeligheder, (som han var det nu) men han havde været fuld nok til at tro, at han havde kunnet køre fra det. Så i stedet for at standse i Cana og finde husly var han kørt videre. Han kunne huske, hvordan eftermiddagen var blevet tung som skifer. Han kunne huske, hvordan champagnen var begyndt at fordampe. Han kunne huske at have lænet sig frem for at tage sine cigaretter i handskerummet, og det var i det øjeblik, den sidste udskridning begyndte og han prøvede at rette op, men den blev værre; han kunne huske det dumpe stød, og så havde verdens op og ned byttet plads. Han havde ... “... skreget! Og da jeg hørte dig skrige, vidste jeg, at du ville overleve. Døende mennesker skriger ikke. De har ikke energi. Det ved jeg. Jeg besluttede, at jeg ville få dig til at overleve. Så jeg fik fat i noget smertestillende og fik dig til at tage det. Så faldt du i søvn. Da du vågnede op og begyndte at skrige igen, gav jeg dig noget mere. Du fik høj feber på et tidspunkt, men den slog jeg også ned. Jeg gav dig Keflex. Et par gange var det tæt på, men nu er det ovre. Det lover jeg.” Hun rejste sig. “Og nu er det på tide, du hviler dig, Paul. Du må komme til kræfter igen.” “Mine ben gør ondt.” “Ja, det er jeg klar over. Om en time kan du får noget smertestillende.” “Nu. Må jeg ikke godt?” Det ydmygede ham at tigge, men han kunne ikke lade være. Tidevandet havde trukket sig ud, og de nøgne, splintrede pæle ragede alt for virkeligt op, kunne hverken ignoreres eller ses i øjnene. “Om en time.” Bestemt. Hun gik hen mod døren med skeen og suppeskålen i hånden. “Vent!” Hun vendte sig og kiggede på ham med et udtryk, der på en gang var strengt og kærligt. Han brød sig ikke om det udtryk. Brød sig slet ikke om det. 22

Misery.indd 22

21/02/18 08.11


“To uger siden, du trak mig ud?” Igen fik hun sit vage udtryk, og irriteret. Han skulle komme til at forstå, at hendes opfattelse af tid ikke var god. “Sådan deromkring.” “Jeg var bevidstløs?” “Næsten hele tiden.” “Hvad fik jeg at spise?” Hun betragtede ham. “Drop,” sagde hun kort. “Drop?” sagde han, og hun misforstod hans forbløffelse som uvidenhed. “Du fik det intravenøst,” sagde hun. “Gennem slanger. Det er derfra, du har mærker på armene.” Hun så på ham med et blik, der pludselig var fladt og eftertænksomt. “Du skylder mig dit liv, Paul. Det håber jeg, du vil huske. Jeg håber, du ikke vil glemme det.” Så forlod hun værelset.

7 Timen gik. På en eller anden måde var timen endelig ovre. Han lå i sengen, svedende og skælvende på én gang. Fra den anden stue kom lyden af fjernsynet. Hun kom prompte til syne, da uret derinde slog otte, med to kapsler og et glas vand. Han løftede sig ivrigt op på albuerne, da hun satte sig på sengekanten. “Nu har jeg endelig fået din nye bog her for to dage siden,” sagde hun. Isterninger klingrede i glasset. Det var en irriterende lyd. “Miserys Barn. Jeg elsker den ... den er lige så god som de andre. Bedre! Den bedste!” “Mange tak,” fik han frem. Han kunne føle sveden springe frem på panden. “Vil du ikke ...? Mine ben ... gør meget ondt...” “Jeg vidste, at hun ville gifte sig med Ian,” sagde hun med et drømmende smil, “og jeg tror, at Geoffrey og Ian igen vil blive venner til sidst. Gør de ikke?” Men straks sagde hun: “Nej, sig det ikke! Jeg vil selv finde ud af det. Jeg læser den langsomt. Der går altid så længe, før der kommer en ny.” 23

Misery.indd 23

21/02/18 08.11


Smerten dunkede i hans ben og lavede en krans af stål om hans skridt. Han havde følt på sig selv og følt, at hans underliv var intakt, men det føltes forvredet og underligt. Under knæene føltes det, som om intet var intakt. Han havde ikke lyst til at kigge efter. Han kunne se den forvredne form under tæppet, og det var nok. “Miss Wilkes – vil du ikke? Smerten ...” “Kald mig Annie. Det gør alle mine venner.” Hun rakte ham glasset. Det var køligt og dugget. Hun beholdt kapslerne. Kapslerne i hendes hånd var tidevandet. Hun var månen, der trak tidevandet med sig, så det kunne dække pælene. Hun holdt dem hen mod hans mund, som han straks åbnede ... og trak dem så tilbage. “Jeg tog mig den frihed at kigge i din lille kuffert. Det har du ikke noget mod, vel?” “Nej. Nej, selvfølgelig ikke. Medicinen ...” Sveddråberne på hans pande føltes skiftevis varme og kolde. Ville han begynde at skrige? Han tænkte, at han måske ville. “Jeg fandt et manuskript i den,” sagde hun. Hun holdt kapslerne i højre hånd og vendte den langsomt. De faldt ned i hendes venstre. “Det hedder Fast Cars. Ikke en Misery-roman, det ved jeg.” Hun kiggede vagt bebrejdende på ham – men som før blandet med kærlighed. Det var et moderligt blik. “Ingen biler i det nittende århundrede, hurtige eller ej!” Hun fnisede over denne lille spøg. “Jeg tog mig også den frihed at kigge det igennem ... det har du ikke noget imod, vel?” “Værsgo,” stønnede han. “Ikke spor, men må jeg ikke ...” “Og hvis jeg læser det? Du vil ikke have noget mod, at jeg læser det?” “Nej ...” Hans knogler var kvæstet, hans ben føltes, som var de fyldt med glasskår. “Nej ...” Han frembragte noget, han håbede var et smil. “Nej, selvfølgelig ikke.” “For jeg ville aldrig driste mig til at gøre noget sådant uden din tilladelse,” sagde hun alvorligt. “Det respekterer jeg dig for meget til. Faktisk, Paul, jeg elsker dig.” Hun rødmede pludseligt og skrækindjagende. En af kapslerne faldt ud af hendes hånd ned på tæppet. Paul greb efter den, men hun var hurtigere. Han stønnede, men hun bemærkede det ikke; efter at have snuppet kapslen var hun igen blevet fjern og kiggede hen 24

Misery.indd 24

21/02/18 08.11


mod vinduet. “Din hjerne,” sagde hun. “Din kreativitet. Andet mente jeg ikke.” Desperat sagde han, fordi han ikke kunne finde på andet: “Det ved jeg. Du er min største beundrer.” Denne gang varmede hun ikke bare op, hun lyste op. “Netop!” udbrød hun. “Det er præcis sådan! Og du vil ikke have noget mod, at jeg læser den i den ånd? I beundring? Selv om jeg ikke synes så godt om dine andre bøger som om Misery-romanerne?” “Nej,” sagde han og lukkede øjnene. Nej, fold papirflyvere af manuskriptet, hvis du vil, men giv mig ... Jeg er ved at dø herinde ... “Du er god,” sagde hun blidt. “Det vidste jeg, du ville være. Bare ved at læse dine bøger vidste jeg, at du ville være det. En mand, som kan opfinde Misery Chastain og så blæse livets ånde i hende, kan ikke være andet.” Pludselig var hendes fingre i hans mund, chokerende intime, kvalmt velkomne. Han sugede kapslerne ud mellem dem og slugte dem, før han kunne nå at få det skvulpende vandglas op til munden. “Ligesom en baby,” sagde hun, men han kunne ikke se hende, for hans øjne var stadig lukket, og nu følte han tårerne stikke. “Men god. Der er så meget, jeg vil spørge dig om ... så meget, jeg gerne vil vide.” Fjedrene knirkede, da hun rejste sig. “Vi vil blive meget lykkelige her,” sagde hun, og selv om et stik af rædsel skød gennem hjertet på ham, åbnede Paul ikke sine øjne.

8 Han drev. Tidevandet steg, og han drev med det. Fjernsynet kørte i det andet rum et stykke tid og holdt så op. Sommetider slog uret, og han prøvede at tælle dets slag, men blev ved med at glemme tallet. Intravenøst. Gennem slanger. Det er derfra, du kar mærker på armene. Han kom op på den ene albue og famlede efter lampen og fik den endelig tændt. Han så på sine arme, og i albuehulen fik han øje på falmede 25

Misery.indd 25

21/02/18 08.11


violette og okkerfarvede overlappende skygger med et hul af sort blod i midten af hver. Han lagde sig tilbage og kiggede op i loftet og lyttede til vinden. Han befandt sig på toppen af den store bjergryg midt i vinterens hjerte sammen med en kvinde, der ikke var rigtig klog, en kvinde, der havde givet ham føde intravenøst, da han var bevidstløs, en kvinde, der havde tilsyneladende uudtømmelige forsyninger af medicin, en kvinde, som ikke havde fortalt nogen, at han var her. Disse ting var betydningsfulde, men han blev klar over, at noget andet var vigtigere: Tidevandet trak sig igen ud. Han begyndte at vente på lyden af hendes vækkeur ovenpå. Det ville ikke ringe foreløbig, men det var tid til, at han kunne begynde at vente på tidspunktet. Hun var gal, men han havde brug for hende. Åh, hvor er jeg i vanskeligheder, tænkte han og stirrede blindt op i loftet, mens sveden igen begyndte at perle på panden af ham.

9 Næste morgen kom hun med mere suppe til ham og fortalte, at hun havde læst fyrre sider af det, hun kaldte hans “manuskriptbog”. Hun sagde, at hun ikke syntes, den var så god som hans andre. “Den er svær at følge. Den bliver ved at springe frem og tilbage i tiden.” “Teknik,” sagde han. Han var et sted mellem smerter og ikke-smerter, så han lidt bedre var i stand til at tænke over, hvad hun sagde. “Det er bare en teknik. Emnet ... emnet bestemmer formen.” På en vag måde gik han ud fra, at sådanne faglige problemer kunne interessere, måske fascinere hende. Himlen skulle vide, at de havde interesseret tilhørerne på de skriveværksteder, som han havde holdt foredrag for, da han var yngre. “Forstår du, den unge fyrs sind er meget forvirret, og så ...” “Ja! Han er meget forvirret, og det gør ham mindre interessant. Ikke uinteressant – jeg er sikker på, at du ikke kan skabe en uinteressant per26

Misery.indd 26

21/02/18 08.11


son – men mindre interessant. Og al den gudsbespottelse! Hvert andet ord er et fyord. Den er ikke ...” Hun grundede, mens hun automatisk madede ham med suppen og næsten uden at kigge tørrede ham om hagen, ligesom en erfaren maskinskriver ikke behøver at kigge på tasterne; han begyndte at forstå, at hun havde været sygeplejerske. Ikke læge, nej: læger ved ikke, hvornår patienten savler, eller kan forudsige savlets bane så nøjagtigt. Hvis metereologen havde været lige så god til sit job, som Annie Wilkes er til sit, ville jeg ikke sidde i det her forpulede hul, tænkte han bittert. “Den er ikke ædel!” udbrød hun pludselig med et sæt, så hun næsten spildte suppen ud over hans ansigt. “Nej,” svarede han tålmodigt. “Jeg forstår, hvad du mener, Annie. Det er sandt, at Tony Bonsaro ikke er ædel. Han er et slumbarn, som prøver at komme ud af et dårligt miljø, forstår du, og de ord ... alle bruger de ord i ...” “Nej, de gør ej!” sagde hun og sendte ham et truende blik. “Hvad tror du, jeg gør, når jeg kommer ind i foderstoffen i byen? Hvad tror du, jeg siger? ‘Nå, Tony, giv mig noget af det fyfy grisefoder og en sæk af det grimme-ord kreaturmajs og noget af det bande medicin mod øremider’? Og hvad tror du, han siger til mig? ‘Det kan du bande stole på, Annie, det kommer grimme-ord nu’?” Hun så på ham med et ansigt, der nu lignede en himmel fuld af torden. Han sank ængsteligt bagud i puden. Suppeskålen skvulpede i hendes hånd. En, så to dråber faldt på tæppet. “Og så går jeg ned ad gaden til banken og siger til mrs. Bollinger: ‘Her en stor fygrim check, og du må hellere give mig halvtreds fyfy dollars så fyfy hurtigt, du kan’? Tror du, at da de satte mig i skranken i Den...” En strøm af mudret suppe skvulpede ud på tæppet. Hun så på den, så på ham, og hendes ansigt fortrak sig. “Se dér! Se, hvad du fik mig til!” “Jeg er ked af det.” “Det! Er! Du! Sikkert!” skreg hun og kastede skålen hen i krogen, hvor den smadredes. Suppen sprøjtede op ad væggen. Han gispede. Så slukkede hun. Hun bare sad i måske et halvt minut. I det tidsrum syntes Paul Sheldons hjerte slet ikke at slå. 27

Misery.indd 27

21/02/18 08.11


Så vågnede hun lidt efter lidt, og pludselig fnisede hun. “Jeg kan blive så hidsig,” sagde hun. “Jeg er ked af det,” sagde han tør i munden. “Det bør du også være.” Hendes ansigt blev igen tomt, og hun kiggede surt på væggen. Han troede, hun igen ville slukke, men i stedet udstødte hun et suk og kom op fra sengekanten. “Du behøver ikke at bruge den slags ord i Misery-bøgerne, for de brugte slet ikke de ord dengang. De var ikke engang opfundet. Dyriske tider bruger dyriske ord, måske, men det var en bedre tid. Du skulle holde dig til dine Misery-historier, Paul. Det siger jeg helt ærligt. Som din varmeste beundrer.” Hun gik hen til døren og så tilbage mod ham. “Jeg vil lægge den manuskript-bog tilbage i din kuffert og læse Miserys Datter færdig. Så kan jeg måske vende tilbage til den anden, når jeg er nået igennem.” “Du skal ikke gøre det, hvis den gør dig vred,” sagde han. Han prøvede at smile. “Jeg vil helst ikke have, du bliver vred. Jeg er jo på en måde afhængig af dig.” Hun gengældte ikke smilet. “Ja,” sagde hun. “Det er du. Det er du, er du ikke, Paul?” Hun gik.

10 Tidevandet løb ud. Pælene ragede igen op. Han begyndte at vente på urets slag. På to slag. Slagene lød. Han lå stablet op i puderne og holdt øje med døren. Hun kom ind. Hun var iført et forklæde over sin cardigan og nederdelen. I hånden holdt hun en gulvspand. “Du vil vel have din snoskebolle medicin,” sagde hun. “Ja tak.” Han prøvede at smile indladende til hende, og følte igen ydmygelsen – han følte sig grotesk, som en fremmed. “Jeg har den,” sagde hun, “men først må jeg tørre det svineri i hjørnet op. Det svineri, du har lavet. Du må vente, til jeg har gjort det.” 28

Misery.indd 28

21/02/18 08.11


Han lå i sengen med sine ben, der så ud som knækkede grene under tæppet, og den kolde sved løbende over sit ansigt i små, langsomme strømme; han lå og så hende gå hen til krogen og sætte gulvspanden fra sig, før hun samlede skårene af suppeskålen op fra gulvet og bar dem ud og kom tilbage og knælede ned ved siden af gulvspanden og stak hånden ned i den og hentede en sæbeklud op og vred den og begyndte at vaske den tørrede suppe af væggen. Han lå og kiggede på, og til sidst begyndte han at skælve, og det gjorde smerterne værre, men han kunne ikke lade være. En gang vendte hun sig rundt og så ham skælve og gennembløde sengetøjet med sin sved, og hun belønnede ham med et så snu, vidende smil, at han uden betænkning kunne have slået hende ihjel. “Det er tørret ind,” sagde hun og vendte ansigtet mod krogen. “Jeg er bange for, at det kommer til at tage et stykke tid, Paul.” Hun gned. Pletterne forsvandt gradvis fra pudset, men hun blev ved med at dyppe kluden, vride den op og gnide for så at gentage hele processen. Han kunne ikke se hendes ansigt, men tanken – visheden – om, at hun igen var slukket og kunne fortsætte med at gnide på væggen i timevis, pinte ham. Endelig – lige før uret slog én gang og markerede halv tre – kom hun på benene og lod kluden falde ned i vandet. Uden et ord bar hun spanden ud af værelset. Han lå i sengen og lyttede til de knagende gulvbrædder, der knirkede i takt med hendes tunge trin, lyttede, mens hun hældte vandet ud af spanden – og utroligt, lyden af hanen, mens hun hældte nyt op. Han begyndte at græde lydløst. Aldrig havde tidevandet været så langt ude; han kunne ikke se andet end mudderbanker og de splintrede pæle, der kastede deres evigt knækkede skygger. Hun kom tilbage og stod et øjeblik i døråbningen og så på hans våde ansigt med den samme blanding af strenghed og moderlig kærlighed. Hendes øjne gled hen i krogen, hvor der intet spor var tilbage af suppen. “Nu må jeg vaske efter,” sagde hun, “ellers vil sæben efterlade en mørk plet; jeg må få det hele i orden. At bo alene, som jeg gør, er ingen undskyldning for sløseri. Min mor havde et mundheld, Paul, og det lever jeg efter. ‘Én gang snavset, altid beskidt,’ sagde hun altid.” 29

Misery.indd 29

21/02/18 08.11


“Lad mig få dem,” stønnede han. “Smerterne. Jeg er ved at dø.” “Nej. Du er ikke ved at dø.” “Jeg kommer til at skrige,” sagde han og begyndte at hulke kraftigere. Det gjorde ondt at hulke. Det gjorde ondt i hans ben, og det gjorde ondt i hans hjerte. “Jeg vil ikke kunne lade være.” “Så skrig,” sagde hun. “Men husk, at det var dig, som lavede svineriet. Ikke mig. Det er kun din egen fejl.” På en eller anden måde lykkedes det ham at lade være med at skrige. Han så til, mens hun dyppede og vred og vaskede, dyppede og vred og vaskede. Endelig, netop som uret i det, han mente var dagligstuen, begyndte at slå tre, rejste hun sig og tog spanden. Nu går hun sin vej. Hun går sin vej, og jeg vil høre hende hælde skyllevandet ned i afløbet, og måske kommer hun ikke tilbage i timevis, for måske er hun ikke færdig med at straffe mig. Men i stedet for at gå kom hun over til sengen og fiskede i sin forklædelomme. Hun tog ikke to, men tre kapsler frem. “Her,” sagde hun blidt. Han sugede dem begærligt ind i munden, og da han kiggede op, så han hende løfte den gule plasticspand op mod ham. Den fyldte hans synsfelt som en synkende måne. Gråligt vand skvulpede ud over kanten ned på tæppet. “Skyl dem ned med dette her,” sagde hun. Hendes stemme var øm. Han stirrede på hende; hans ansigt var lutter øjne. “Gør det,” sagde hun. “Jeg ved, du kan sluge dem tørt, men du må tro mig – jeg kan få dem til at komme op igen. Det er jo kun skyllevand. Det tager du ikke skade af.” Hun lænede sig frem over ham som en monolit med spanden let hældende. Han kunne se kluden vride sig langsomt i det mørke dyb som et druknet væsen; han kunne se tyndt sæbeskum oven på vandet. En del af ham stønnede, men intet i ham tøvede. Han drak hurtigt og skyllede pillerne ned, og smagen i hans mund var, som når hans mor havde fået ham til at børste tænder med sæbe. Hans mave vred sig, og han udstødte en tyk lyd. “Jeg ville ikke kaste op, hvis jeg var dig, Paul. Ikke flere før ni i aften.” 30

Misery.indd 30

21/02/18 08.11


Et øjeblik så hun på ham med det flade, tomme udtryk, så lyste hendes ansigt op, og hun smilede. “Du gør mig ikke vred igen, vel?” “Nej,” hviskede han. Gøre månen vred, som bragte tidevandet med sig? Sikken en tanke! Sikken en slem tanke! “Jeg elsker dig,” sagde hun og kyssede ham på kinden. Hun forlod værelset uden at se sig tilbage; bar gulvspanden, som en stærk bondekone bærer en malkespand, et stykke fra kroppen, så intet skvulper over. Han lagde sig tilbage og smagte kalk og puds i munden og halsen. Smagte sæbe. Jeg vil ikke kaste op ... vil ikke kaste op ... vil ikke kaste op. Til sidst begyndte tankens intensistet at aftage, og han blev klar over, at han var ved at falde i søvn. Han havde holdt det længe nok i sig, til at medicinen virkede. Han havde vundet. Denne gang.

31

Misery.indd 31

21/02/18 08.11


Den bedste gyserforfatter siden Edgar Allan Poe - Entertainment Weekly

s

Paul Sheldon er bestsellerforfatter, og Annie Wilkes er langt mere end blot en lidenskabelig læser: Hun er Pauls sygeplejerske og tager sig af hans hårdt medtagne krop efter en bilulykke, og hun er rasende over,

ime - L.A. T . r e mest s t e s er gy g n i K en Steph

at Paul har slået hendes yndlingsromanfigur ihjel i sin seneste bog. Paul forstår snart, at hun er villig til at gå rigtig langt for at vække Misery til live igen: Men hvor langt?

nd rdina e F . r H

Annie har masser af metoder til at anspore Paul til at skrive. En nål. En økse. Og hvis det ikke er nok, må hun gribe til skrappere midler ... Medrivende i en sådan grad, at bogen er helt umulig at slippe, før man med et lettet gisp har læst den sidste linje. – Berlingske Tidende

Monstre findes, og det gor spogelser ogsa. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder. - Stephen King

En moderne horror-klassiker Forlaget Hr. Ferdinand


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.