Mit halve hjerte, mit hele liv

sig har han en røvfuld piller, to hævede ben, et hjerte, der kører på halv kraft og en sort notesbog. Næsten tyve år er der gået, siden han på skrift slog sine forældre ihjel på ny efter deres død.

Tyve år, hvor drengen fra sit skjul i forfatterens indre har raset over de svigt, han er blevet udsat for. Men drengen er ved at finde vej ud af mørket og ind i Mortens sorte notesbog. En historie presser sig på, båret af forfatterens angst for at begå samme fejltagelse, som han hele sit liv har bebrejdet sin mor: at slå hånden af den der står ham allernærmest.

O M S L A G : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T

M I T H A LV E H J E R T E , M I T H E L E L I V

ISBN 9788740049916

MORTEN SABROE

MORTEN SABROE er taget til Thailand for at skrive. Med

MORTEN SABROE (f. 1947) er uddannet journalist og har skrevet for skiftende dagblade, bl.a. Berlingske, Information og Politiken, inden han blev fuldtidsforfatter. Han debuterede i 1976 og fik for alvor sit gennembrud med den selvbiografiske roman Sidste tog (1996), hvor han tog livtag med sin opvækst. Han fortsatte sporet i Du som er i himlen (2007), der solgte over 50.000 eksemplarer. Senest har Morten Sabroe udgivet romanen 32 centimeter (2018).

MIT HALVE HJERTE, MIT HELE LIV

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 1

07/09/18 12.50

Morten Sabroe

MIT HALVE HJERTE, MIT HELE LIV Roman

Politikens Forlag

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 3

07/09/18 12.50

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 4

07/09/18 12.50

FRISTELSEN

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 5

07/09/18 12.50

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 6

07/09/18 12.50

EN PEN VARMET OP I HELVEDE

‘Well, my book is written – let it go. But if it were only to write over again there wouldn’t be so many things left out. They burn in me; and they keep multiplying; but now they can’t ever be said. And besides, they would require a library – and a pen warmed-up in hell.’

Mark Twain i brev til William Dean Howells, 1889

Man skal passe på. Eller også skal man lade være. Man kan godt varme sin pen op i Helvede, man skal bare vide at det helvede man varmer den op i, er ens eget. Det er ikke det ansigt, man vil vise. Man vil vise et ansigt, der tåler alt. Et ansigt, der kan bryde ud i latter, når steningen begynder. Ansigtet der har elsket, og stadig elsker. Selv den der kaster den første sten. Kan man det, kan man grine ad udsigten til sin egen voldsomme død, har man sikret sig en plads i himlen ved siden af de største humorister. De store humorister har det med at blive bitre 7

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 7

07/09/18 12.50

med alderen. Pessimistiske. Som Mark Twain, der ville ønske han havde skrevet med en pen varmet op i Helvede.

Det er en vild fristelse. Der er ikke noget som at strække armen ind i flammerne og gribe pennen. Og det går jo strålende, mens man skriver med den. Huhej, se hvordan jeg kan få ham det dumme svin til at stege i sit eget fedt. Se, hvordan han vrider sig på panden som en slange på et glohedt bliktag. Oh, man er varmemester i Helvede, og er der nogen der skriver bedre end mig, når jeg er grebet af had og raseri og monstrøs selvretfærdighed?

Man skriver med flammerne slikkende om ørerne, man sender det af sted. Modtageren læser med stadig stigende vellyst, rejser sig og går ind til kollegerne og siger: »Nu har han overgået sig selv igen. Hør lige, hvad han skriver. Det er det rene lystmord.« De hører deres overordnede læse op, og krymper sig i misundelse. Så onde har de aldrig turdet være. Så onde vil de stræbe efter at blive.

Alle elsker mord.

Manden med pennen varmet op i Helvede bliver ringet op: »Det er genialt. Det kommer på forsiden i morgen.« Det kommer på forsiden, og manden med den stadig glødende pen læser det. Igen. Og igen. For hver læsning vokser hans selv­følelse. Til sidst føler han sig så mægtig, at han må hen for at se sig selv i spejlet og se hvor stor han er blevet. Han kan næsten ikke vente.

Så står han der. Det løber koldt gennem ham. Det ansigt, er det virkelig hans, gennemtrængt af gift som det er? Forvredet.

Grimt. Han vender sig bort i lede. Han forbander den pen han skrev med. Hvem lokkede ham? Var det djævlen, og i så fald 8

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 8

07/09/18 12.50

hvilken djævel? Var det djævlen inde i redaktøren, som han ville imponere? Var det djævlen i læseren, der ville fryde sig på samme måde som redaktøren? For det kunne vel ikke være …

Jeg ved det. Jeg ved også, hvor han opholder sig. Jeg har rakt ham pennen flere gange og sagt: »Gider du godt lige varme den op?« Jeg har næsten ikke kunnet vente med at få den tilbage og komme i gang med likvideringen.

Jeg taler om mig selv. Om de gange i mit liv som journalist og forfatter hvor jeg har grebet ud efter den glødende pen og for åbent tæppe likvideret et andet menneske. Løftet mig op over det, vendt og drejet det i luften så de lystne læsere kunne se det fra alle sider, og så fældet min – inappellable – dom over det. Den jeg dømte havde ikke en chance. At vende tilbage og protestere mod overgrebet er umuligt, det gør det kun mere sandt. Sandt, det var lige det. Jeg skrev som om det var mig der besad sandheden. Og hvis ikke jeg havde været så skide selvretfærdig, ville jeg have kunnet se, hvor blind jeg var.

Nu hvor jeg kan se det, hvad gør jeg så?

Skriver smukke kærlighedssange? Festtaler? »Rolig nu,« siger en stemme. »Tænk på dine yndlingsforfattere. Tænk på Hamsun, Céline og Swift. Det går ikke uden sordin. Der skal gift i bægeret. Hvor var Shakespeare uden blodet, hadet, hævnen og skinsygen?« Jamen … »Der er ikke noget jamen. Mennesket kan ikke beskrives i lyse farver. Det skal det heller ikke. Det ville være en forbrydelse, en hån mod kunsten, og mennesket. Det er kunstens pligt at slæbe mennesket gennem det søle, det selv har skabt. Gennem de tusind daglige mord. Gennem egoismen og ligegyldigheden. Gennem plastichavene, forureningen og foragten for de andre. Bare slæb dem gennem dig selv, så skal du se løjer.« 9

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 9

07/09/18 12.50

I know. Det er også en fryd at skrive på den måde, så længe det varer. Jeg elsker når de klapper af mine giftige indfald. Det er først længe efter at klapsalverne har lagt sig, at jeg ser mig selv i spejlet. »Så kommer det?« Det er rædselsfuldt at se monstret i sig selv i øjnene. Den forfatter findes ikke, som ikke vil skrive en smuk bog. Selv den mest ondskabsfulde. Måske ham mere end andre. Jeg er sikker på at den mest bidende satiriker inderst inde hellere vil skrive en smuk bog, end han vil beskrive vejen til Helvede.

Han er led ved at være angiveren der løfter sig op over sine medmennesker, ofte også sine nærmeste, og fører proces mod dem i sandhedens og retfærdighedens navn. Han ved udmærket at den sandhed han hævder, er en løgn. Det er ikke alene anstrengende at dyrke de onde blomster, det smitter. Tag tidens mest feterede forfatter: krimiforfatteren. Han kaster lig på bordet, mishandler dem på de mest perverterede måder, og publikum bader sig lystfyldt i sadismen.

Det er ikke kun krimierne der lever højt på mord, tænk på selvbiografierne hvor forsvarsløse forældre bliver slået ihjel på stribe. Folk elsker det, de ville ønske det var dem selv der havde myrdet deres forældre på skrift. Nu glæder de sig over mord på anden hånd: For mord er der tale om. At leve videre efter at være blevet skammet ud i fuld offentlighed af sit eget barn, er helvede på jord. Derfor venter de fleste selvbiografiske forfattere med at slå deres forældre ihjel til de er døde. Forældre til forfattere får efter deres død æren af at blive slået ihjel for anden gang i det fineste univers der findes: litteraturen. Jeg har været der. Det er derfor jeg længes efter at skrive en smuk bog. Jeg ville ønske jeg havde skrevet en smuk bog om mine forældre, mens de levede, og ikke en rasende, da de var døde. Det er un10

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 10

07/09/18 12.50

der alle omstændigheder en krænkelse. Men forfatteren nyder publikums gunst til trods for hans hensynsløshed: ‘Hvor er han modig, at han tør skrive det!’ Tør? Det er ét langt angiveri. Min mor var dybt fortvivlet over det, jeg skrev om hende og min far.

Tog jeg mig af det? Tværtimod. Jeg brugte skriften som den sidste dødbringende replik mellem os. Den var min hævn for det brev, hun havde sendt mig nogle år tidligere. Brevet, som hun underskrev: ‘Din forhenværende mor.’ Hvorfor kunne jeg ikke løfte mig op over det? Hvorfor brød jeg ikke ud i latter? Det slog mig i gulvet, da jeg læste det, men jeg kom mig over det. Jeg vil ikke sige, jeg glemte det, men det fik mindre og mindre betydning, indtil det ikke havde nogen. Og så skulle jeg alligevel gøre en ende på hende, da hun efter min fars død var allermest svag.

Det piner mig. Mine forældre var de mest gæstfrie mennesker der fandtes. Der var altid rum. De var ødsle og gavmilde og usnobbede. Min nærmeste ven, skraldemandens søn, var lige så velkommen som andre.

‘Men der var lys!’ udbrød min mor fortvivlet, da hun havde læst bogen. Hun læste den som den dødsdom, den var skrevet som. Ja, der var lys. Der var langt mere lys end der var mørke. Men ikke i drengen der skrev. I drengen der skrev, var der mørke. »Det er derfor du længes efter at skrive en smuk bog!« Jeg skulle have skrevet den, mens de levede. »Er du ulykkelig over det?« Det kan du lige bande på, jeg er. Men hvis jeg havde gjort det, ville jeg have fortrudt det, så snart den udkom. Drengen i mørket er ikke død. »Du har skrevet smukt om din mor, om hvordan du bar hende ned til vigen og sendte hende op til din far i himlen, det var fuldt af kærlighed. Det var meget, meget smukt. Så det 11

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 11

07/09/18 12.50

passer ikke at folk ikke vil have smukke bøger. Det passer heller ikke, at du ikke kan skrive smukt.« Der var meget vrede i den bog. »Og stor skønhed. Glem ikke det. Så du kan godt. Men du har et problem. Du synes det er sentimentalt at skrive smukt.

Uærligt.« Det er drengen i mørket. Det er ham der siger det sande. »Så det du skrev, da du sendte din mor op i himlen til din far, var ikke sandt?« Jeg skrev på en strøm af følelser. Jeg blev forført af min egen godhed. Mens jeg skrev det, tænkte jeg: ‘Hvor er du god, hvor er du ægte, hvor elsker du meget! Din evne til at tilgive er unik.’ Og hver gang jeg genlæser det, tænker jeg: ‘Hvor er det smukt skrevet, så smukt kan kun et smukt menneske skrive.

Det er kærlighed. Ægte kærlighed.’ Men drengen i mørket væmmes. Han tænker: ‘Intet er lettere end at sidde helt alene og skrive smukt. At være et smukt menneske blandt andre er noget andet.’ Det kapitel skrev han kun for at få læseren til at tænke: Hvor er han dog et godt menneske. Tænk at han kan skrive så smukt om sin mor, hun som havde såret ham så dybt og gjort hvad hun kunne for at støde ham fra sig. »Det er ikke nemt at være dig.« Skal jeg fortælle dig noget? Det lys min mor talte om, det skinnede langt hyppigere end skyggerne faldt. Skyggerne faldt så at sige aldrig. Vores rækkehus over for Bellevue Strand var et paradisisk sted. Det paradis blev skabt af mine forældre. De udgjorde en kolossal tryghed. Slangen i paradis var mig. Jeg ved ikke hvorfra dens gift kom. Om sommeren sad jeg med dem på terrassen i haven og spiste morgenmad. De læste aviser, og hver gang de havde læst noget interessant, læste de det højt for hinanden. Jeg kan huske stemningen ved det morgenbord så 12

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 12

07/09/18 12.50

tydeligt, som havde jeg lige rejst mig fra det. Jeg rejste mig fra det, mens de sad der. Jeg gik rundt om huset og ind ad døren til stuen og gennem gangen ind til deres soveværelse, der lå lige ud for det sted hvor de sad og spiste morgenmad. Døren ud til terrassen stod åben. Jeg kunne høre dem tale og blade i avisen. Der var kun få meter mellem os, mens jeg sneg mig hen til skabet hvor min fars jakker hang. Jeg åbnede det og lod mine hænder glide hurtigt ned over dem, indtil de stødte mod hans portemonnæ. Jeg tog den og åbnede den. Jeg så hundredkronesedlerne og listede en op og lagde pungen tilbage og lukkede skabet og gik tilbage ad den vej jeg var kommet og ud i haven og satte mig ved bordet igen. »Og hvad gav det dig, ud over pengene?« Indsigt. »Indsigt?« Mit hjerte slog hårdt og hurtigt, jeg kunne knap trække vejret for den spænding jeg havde været i over at have stjålet lige foran snuden på dem. Og så dem, begravet i deres aviser, lukket inde i en boble hvor deres søn ikke kunne komme ind.

Jeg eksisterede ikke. »Du sagde der var lys.« Det var der. Drengen ved bordet glødede stærkere end gløderne efter et mægtigt bål. »Men det er en frygtelig ensomhed!« Ensomhed er mange ting. Den kan være frygtelig, men den kan også være et slot man træder ind i som en konge. Den der tidligt lærer den at kende, lærer at leve i den netop som en konge. Hvorimod den der dømmer andre til ensomhed, bliver spærret inde i den som en fange. »Din mor?« Hun endte i en frygtelig ensomhed.

13

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 13

07/09/18 12.50

»Hvem dømte hende?« (Intet svar). »Hva’? Hvem dømte hende?« (Intet svar). »Ville det ikke være det rimeligste at svare?« (Intet svar). »Ville det ikke?« (Intet svar). »Det er ikke så lidt af en falliterklæring at trække sig væk nu.« (Stadig intet svar). »En fejhed uden lige.« (Intet svar). »En virkelig dårlig karakter.« (Intet svar). »Det er fandeme creepy, det her. Virkelig. Bare at klappe i, når lokummet brænder under din røv. Det må du selvfølgelig selv om. Vi slutter her.«

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 14

07/09/18 12.50

JUDAS GENFØDT

Gu’ vil jeg da ej sige, hvem der dømte min mor til den ensomhed hun levede i til sidst. Frygtelig var den. Hun troede ikke på Gud, så dér var der ikke nogen hjælp at hente.

Hun eliminerede alle sin venner, én efter én. Til sidst blev det pinligt. Der er ikke noget så frustrerende som at forsøge at ruske liv i et gammelt menneske der har slukket for alle kontakter, og i al sin elendige væren siger: ‘Lad mig være!’

Jamen, så sid du bare der og forband både livet og døden. Jeg har en nyhed: Vi skal alle dø. Du er ikke den første, selv om du prøver at få det til at se sådan ud. Åh, Christ. Det var pennen fra Helvede. Det var den jeg brugte dengang jeg skrev om dem. Ikke et sekund tøvede jeg. De var jo døde. Troede jeg.

De var ikke døde. De levede i mig. Jeg slog dem ihjel igen som om de intet betød. Ryddede to pladser, efterlod dem tomme og gik videre som om intet var sket.

15

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 15

07/09/18 12.50

Hvordan kunne jeg? Var det for kunstens skyld? Sandhedens? Min egen? Anmelderne jublede. Jeg jublede. Indtil jeg stod foran tre hundrede hvidhårede mennesker på en ældrehøjskole i Jylland og læste op fra bogen. Det overfaldt mig indefra som en dæmning der brast. Gråden sad i stemmen, jeg kæmpede for ikke at blive skyllet væk og drukne i en sorg jeg ikke anede var der. Det var barnet der græd over det, det havde ødelagt, revet ned som om det var fanden selv der havde rejst det. »Og hvad ser du, når du har lagt alt øde?« Hvad? »Det var dig selv du ødelagde.« De var som et hvidt hav foran mig. Jo mere gråden overmandede min stemme, des mere lyste deres ansigter op. Jo mere fortvivlet jeg blev, des mere jublede de. De begyndte at rejse sig. En efter en, så dem alle. Det var et vækkelsesmøde. Manden på scenen bredte sin sjæl ud så de kunne træde op på den, vandre som pilgrimme ad den. De havde fundet deres frelser.

Der hang han på sit kors tømret af rådne vragdele og snappede efter luft for ikke at gå under og lide et nederlag han ikke ville kunne rejse sig fra.

Det han læste op for dem, var kapitlet hvor han narrer døden og bærer sin døende mor gennem natten ned til vigen og sender hende op gennem en stjernes lysende tunnel, op til hendes elskede, op til hans far, som han også havde slået ihjel.

Det var den mest fortvivlende tekst han havde skrevet … indtil den blev redigeret og gjort til tekst i en bog, indtil den blev løftet fra et hjerte i sorg ud i et rum uden hjerte.

Jeg knockoutede mig selv den dag jeg optrådte for den hvidhårede skare der rejste sig som en bræmme af is foran mig. Jeg 16

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 16

07/09/18 12.50

ødelagde noget jeg aldrig vil kunne sætte sammen igen. Det var ikke et tab af uskyld, det var drengen der indså at det han havde gjort var bibelsk, og at han var Judas.

En ung mand kørte mig fra højskolen til stationen. Jeg sad tung som en sten på passagersædet. Jeg kunne ikke tale, knap trække vejret.

Han kørte op foran stationen. Vi sad i tavshed og stirrede ud i ingenting. Så sagde han: »Det må du aldrig gøre igen. Vil du love mig det?« Jeg kunne ikke sige noget. Desuden var det for sent, jeg havde gjort det. Jeg havde solgt min mor for egen vinding. »Vil du love mig det?« »Ja,« sagde jeg grødet.

Jeg steg ud af bilen og sagde farvel. Så gik jeg mod perronen. Bilen svingede rundt og kørte om et hjørne.

Jeg vendte mig bort og gik ind i en verden, jeg havde forandret for altid. Kærligheden var forvist til et land, jeg ikke kunne rejse til uden at skamme mig.

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 17

07/09/18 12.50

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 18

07/09/18 12.50

OGSÅ DU, MIN SØN

Jeg vender mig om, jeg er tilbage i huset ved verdens ende.

Det er sommeren 1996, det er inde bag den grønne dør, der hvor sandheden bor: Min mor sidder ved spisebordet, jeg står over for hende, jeg har lige lagt kuverten på bordet. Det er en gul A4-kuvert, inde i den ligger manuskriptet. Jeg siger koldt: »Værsgo, du får lov til at læse den før nogen anden, men du kan ikke ændre et komma i den for den er sendt til tryk.« Jeg vil aldrig glemme hendes blik på kuverten.

Som en pokerspiller havde jeg dækket mig ind. Jeg havde bedt min redaktør om at læse det for at se om det kunne krænke eller såre min mor. Slet ikke, sagde han, det er jo skrevet i kærlighed, det kan hun kun blive glad for. Han vidste det ikke.

Min daværende kone, der selv var forfatter, vidste det heller ikke. Hun sagde: »Du må for guds skyld ikke censurere i teksten, hvis ikke din mor kan læse hvad der står, så er det bare ærgerligt.« 19

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 19

07/09/18 12.50

Min mor kunne ikke læse det der stod. Hun kunne ikke læse det sådan som min forlægger og min kone læste det. Hun kunne læse det sådan som det var: Et nådesløst opgør mellem en søn og hans mor. Hun var den ulykkeligste på jord. Jeg var bødlen der var kommet for at henrette hende. Inde i den gule kuvert lå hendes søns dødsdom over hende.

Jeg gik. Lukkede døren bag mig og lod hende alene i det lille hus ved verdens ende. Der var så smukt på klare dage. Når man så ud over markerne ned mod vigen, var det som at se ind i Morgenlandet. Der boede hun som en lille skrøbelig fugl der havde mistet sin mage. Når jeg tænkte på hende, tænkte jeg altid på Walt Whitmans digt ‘Out of the Cradle Endlessly Rocking’ hvor hanfuglen ulykkelig råber til vinden at den skal bringe hans elskede tilbage til ham: Blow! blow! blow!

Blow up sea-winds along Paumanok’s shore; I wait and I wait till you blow my mate to me.

Ingen vind kunne blæse min mors elskede tilbage til hende.

Hun var alene i huset ved verdens ende. Dybt ulykkelig blev hun det mest ensomme menneske jeg har mødt. Det var ulykken og ensomheden der fik hende til at støde sine nærmeste venner og sin yndlingssøster væk. Hun kunne ikke tåle at de skulle se hende. Hun var som et såret dyr der ikke kunne følge med flokken og var begyndt at dø og ser beklagende og bønfaldende op på dem hun har fulgtes med så længe, og de ser på hende, og der er intet de kan gøre, de bliver nødt til at fortsætte uden hende.

20

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 20

07/09/18 12.50

Men én kunne blive tilbage. Én kunne blive tilbage og passe på hende indtil det sidste åndedrag. Én kunne holde hendes hånd og stryge hende over panden og fortælle om det lys de havde levet i. Én kunne.

Denne ene var på vej ud ad døren. Han lagde sin dom på bordet foran hende og gik. Han kom tilbage seks måneder senere da hun lå for døden. Han holdt hendes hånd, han strøg hende over panden, han fik aldrig sagt det. Han kunne ikke sige det fordi hun havde lukket dem inde i et andet sprog. Et sprog fuldt af viljekraft, stolthed og stoicisme. Og had. Et sprog hvor de stridende parter stod over for hinanden som krigere.

Et sprog der lukkede følelser ude. Alle de følelser der kunne få dem til at tabe ansigt.

Han kunne bare have sagt det. Men han skammede sig over at sige det. Han var blevet som hende. At vise følelser er at vise svaghed.

Det han gjorde den lange, lange nat hvor døden asede og masede for at trække hende ud af livet, kunne ligne en lang kærlighedserklæring, men det var det ikke. Der var ikke plads til kærligheden i det rum hvor de var. Det var natten hvor han iklædte sig rollen som den barmhjertige samaritaner og ikke fortrak en mine. Han gav hende vand i en stålkop, lagde armen om hende og løftede hende op i sengen, han vaskede hende og skiftede hendes ble, han gav hende morfinstikpiller og behandlede hende som var han ansat på et hospice. Inde i sygeplejeren var hendes søn, og inde i hendes urolige krop som hele tiden ville ud af sengen, væk fra døden, var moren, og de havde intet sprog de kunne nå hinanden med.

Det var natten hvor han mødte sig selv. Og da hans nerver

21

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 21

07/09/18 12.50

var godt tyndslidte og han var sikker på at hun døde, satte han sig ved hendes side og tog hendes hånd og tog hende og hendes værdighed som gidsel og førte hende ind i en historie hvor hun drev som et blad på ryggen ned ad floden, og solen skinnede og inde på bredden løb hendes børnebørn, og de råbte ud til hende: ‘Farvel, farmor, farvel!’ og hun rettede sig op og hvæsede: ‘Gider du godt holde op med det!’

Det kom som et lyn på en kulsort himmel, og manden der var hendes søn som havde løftet sig op over sig selv og gjort sig til sygeplejeren sådan som Walt Whitman gjorde det da han under Den Amerikanske Borgerkrig gik rundt blandt de døende soldater og sad ved deres side og holdt deres hånd og skrev deres sidste ord ned og sendte dem som breve til deres familier; den mand havde intet andet at gøre end at tage den rolle på sig som han kendte så godt: kynismens, og rejse sig og gå ind i stuen og bryde ud i en latter der var så skinger at sorgen var tæt på at bryde igennem.

I den kolde februarnat hvor mørket og døden havde lukket sig om det lille hus, spillede Mefisto det sidste kort: I når det ikke. I bliver aldrig forsonet. Det I føler for hinanden er begravet under lag på lag af følelser som I har maskeret som stolthed og viljestyrke og urørlighed, en cocktail der gør jorden så hård at spaden støder mod den som mod sten.

Og hver gang jeg har været ude at optræde med bogen, har folk syntes at det var en forfærdelig afslutning. De har syntes at min mor var en iskold satan til det sidste, og de har spurgt om ikke det var dybt sårende for mig med den afskedsreplik, og jeg har svaret at det intet gjorde mig, det var sådan vores forhold var, og det var kun logisk at sådan skulle det slutte. Og jeg har vidst det var løgn, jeg har vidst at inde i os begge var der en længsel efter at bryde forbandelsen, men sproget fandtes ikke 22

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 22

07/09/18 12.50

mellem os, og fordi det ikke gjorde, endte det i tragedien. Og fordi jeg befinder mig så godt i misantropien, vifter jeg tragedien væk som er den en irriterende flue.

Ja, jeg fortryder! Ja, jeg ville gerne gøre det hele om. Sidde i haven i sommersolen med min mor og far, bare sidde der og være en flue på væggen til deres liv, høre dem læse nyheder op for hinanden, prøve at se dem sådan som de var, ikke som Far og ikke som Mor, men som de mennesker de var. De mennesker der havde nok i hinanden og ikke skulle have haft børn, sidde der og lære dem at kende, ikke rejse mig og gå turen ind gennem stuen og entreen, ind i deres soveværelse og liste pengesedler op af min fars portemonnæ og sætte mig ud til dem igen. Og når jeg nu ser mig selv ti eller elleve år gammel sidde der med dem, så ser jeg at alt hvad jeg kan anklage dem for, har jeg taget med mig gennem livet og givet videre som om skæbnen havde slået sig ned i familien for aldrig at forlade den igen.

Og jeg tænker: Er det sådan at de der ikke skal have børn, men får børn, bereder deres egen ulykke? Er det sådan at spillet allerede er spillet, og at børnene der intet ved, alligevel ved alt, og at de, da det går op for dem, vender sig mod dem der har sat dem i verden, givet dem liv, vender sig mod dem og støder kniven ind? »Og hvad med dig selv, Morten? Har du båret arven videre?« (Intet svar). »Du skal ikke gå væk, du går altid væk når lokummet brænder. Har du? Har du båret arven videre?« (Intet svar). »Du har lige skrevet de linjer hvor barnet støder kniven ind, er der noget du vil sige?« 23

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 23

07/09/18 12.50

(Intet svar). »Og så går du bare. Du går bare. Fy for helvede!« (Intet svar). »Gå, og brænd op i dit eget helvede!«

Mit_halve_hjerte_mit_hele_liv.indd 24

07/09/18 12.50

sig har han en røvfuld piller, to hævede ben, et hjerte, der kører på halv kraft og en sort notesbog. Næsten tyve år er der gået, siden han på skrift slog sine forældre ihjel på ny efter deres død.

Tyve år, hvor drengen fra sit skjul i forfatterens indre har raset over de svigt, han er blevet udsat for. Men drengen er ved at finde vej ud af mørket og ind i Mortens sorte notesbog. En historie presser sig på, båret af forfatterens angst for at begå samme fejltagelse, som han hele sit liv har bebrejdet sin mor: at slå hånden af den der står ham allernærmest.

O M S L A G : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T

M I T H A LV E H J E R T E , M I T H E L E L I V

ISBN 9788740049916

MORTEN SABROE

MORTEN SABROE er taget til Thailand for at skrive. Med

MORTEN SABROE (f. 1947) er uddannet journalist og har skrevet for skiftende dagblade, bl.a. Berlingske, Information og Politiken, inden han blev fuldtidsforfatter. Han debuterede i 1976 og fik for alvor sit gennembrud med den selvbiografiske roman Sidste tog (1996), hvor han tog livtag med sin opvækst. Han fortsatte sporet i Du som er i himlen (2007), der solgte over 50.000 eksemplarer. Senest har Morten Sabroe udgivet romanen 32 centimeter (2018).