Møgunge - Jim Lyngvild by JP/Politikens Forlag

JIM LYNGVILD

i samarbejde med Karen Seneca

Du kender Jim Lyngvild. Han er her og der og alle vegne. En dag lancerer han en ny parfume i sin Raunsborgserie, en anden sidder han ved podiet under modeugen, en tredje udgiver han en fantasy roman, og en fjerde deltager han i Dansk Folkepartis landsmøde. Du kender Jim Lyngvild. Hans Facebook-side er en af landets mest aktive. Han debatterer, provokerer og præsenterer sine nyeste projekter. Over 135.000 mennesker følger ham, og alle har en mening om ham.

Så skal du læse denne bog. Dette er nemlig ikke kun bogen, der fortæller historien om en knægt fra Albertslund, der blev mobbet, men som har kæmpet sig opad og fremad lige siden. Det er en bog om at gribe chancen og skabe netop det liv, man ønsker. Det er bogen om at følge sin passion, skrotte de rigtige meninger og kravle op på hesten, hver gang man er faldet af. Når du har læst den, vil du ikke kun kende Jim Lyngvild bedre. Du vil også have fået kampgejsten til at leve dine egne drømme ud.

Jim‑Lyngvild (f. 1978)‑er designer, forfatter og modekommentator. Uddannet de‑ signer fra Fashion Design Akademiet og desuden uddannet fotograf. I samarbejde med familiefirmaet Plum A/S har Jim Lyngvild skabt skønhedsserien Raunsborg, og i samarbejde med Bryggeriet Vestfyen har han desuden skabt Bryggeriet Frejdahl.

POLITIKENS FORLAG

2016087_Møgunge FINAL Cover.indd 1

En bog om at gribe chancen – på trods af alt

Du kender Jim Lyngvild. Eller gør du? Ved du, hvad der driver ham? Vil du vide, hvordan man opbygger en virksomhed, som i løbet af få år har opnået en værdi på 40 millioner kr.? Hvordan man går fra at have en utopisk drøm om at bygge en vikingeborg til rent faktisk at gøre det? Hvordan man kan vende barndommens nederlag til voksenlivets sejre?

POLITISK KORREKT – MIN BARE RØV S. 74

ÆRLIG TALT

En bog om at gribe chancen – på trods af alt

STIK MIG EN DIAGNOSE S. 11

S. 122

HOLD NU KÆFT, JIM LYNGVILD! S. 164

30/08/2016 13.57

MÃ&#x2DC;GUNGE!

JIM LYNGVILD i samarbejde med Karen Seneca

MØGUNGE! En bog om at gribe chancen – på trods af alt Bogen kunne også have heddet

Politisk korrekt – min bare røv eller

Hold nu kæft, Jim Lyngvild! eller

Ærlig talt eller

Stik mig en diagnose

POLITIKENS FORLAG

Indhold Side: 7

Forord

Side:11

Side: 48

Outsider

Aldrig mere offer

Stik mig (ikke) en diagnose #barndom #opvækst #kærlighed #julehjælp #alkoholikerfar #kærligmor #familie #søskende

Grib chancen på trods af alt #teenager #livetsuddannelse #tv #design #modediktator #efterskole #gennembrud #forelskelse

Side: 74

Side: 122

Side: 164

Kendis uden filter

Småborgerligheden længe leve

En ener

Ærlig talt #robinson #realitytv #modeshows #modstand #medgang #design #tv #takforsidst #ideer

Politisk korrekt – min bare røv #parforhold #kærlighed #troskab #respekt #viking #ægteskab #dating #danskfolkeparti

Hold nu kæft, Jim Lyngvild #business #raunsborg #bryggeri #hudcreme #samarbejde #succes #arbejde #eventyr #kina

Side: 201

Oversigt Bøger, udstillinger, tv m.m.

Forord

enne bog er skrevet til alle møgunger. Alle dem, der ikke føler, at de er blevet set, hørt og værdsat. Dem, der ikke var mønsterelever i skolen, som ikke sad stille på stolen og hørte efter, som havde svært ved at følge med og ikke helt følte, at

de passede ind. Og dem, der stadig ikke føler det. Jeg er selv en vaskeægte møgunge, som er blevet kastet fra den ene skole til den anden, fordi jeg kedede mig i timerne, lavede larm og skabte fjender blandt de andre elever. Og møgungen i mig er der stadig. Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker der elsker at skælde ud på mig eller blive forarget over mig. Det kan være over de ting, jeg siger, eller den måde jeg ser ud på. Men i alle møgunger er der et kæmpe potentiale – et talent, der måske aldrig er blevet set og værdsat. Bogen er mit kærlige spark til dig, så du selv får øjnene op for lige netop dit særlige talent. Hver sommer tager jeg rundt på vikingemarkeder i Danmark. Her har jeg ofte mødt Frederikke, der i dag er 20 år, og som altid har haft det svært. Når man møder hende første gang, tænker man: ’Hvad er det for en lille, underlig alf?’, for hun er ikke speciel udadvendt og svær at placere. Hendes mor siger selv, at Frederikke er hendes egen lille møgunge, og hun er en møgunge! Hun er ikke god til at læse og skrive, og hun er blevet mobbet enormt meget i skolen. Så en dag på et vikingemarked siger hendes mor til

mig: ”Du skal lige se, hvad Frederikke har lavet”, og vi går sammen hen til hende. Det viser sig, at hun har kreeret et mesterværk af et brikvævet bånd. Brikvævning er en ældgammel teknik med en masse firkantede brikker, der skal flyttes ind og ud mellem hinanden. Det er afsindigt svært, og jeg er virkelig ringe til det. Dronningen inden for teknikken, Irene Lyng, kan lave et bånd ud fra snartemoteknikken, der kræver 46 brikker at lave. Det regnes for noget af det mest komplicerede, man kan lave som brikvæver. Men Frederikke har vævet et to meter langt bånd og brugt 100 brikker. Sådan noget kan man slet ikke! Det er nærmest umuligt, og jeg har aldrig set noget lignende. Mønstrene slynger sig ud og ind, der er dyr og alle mulige andre avancerede mønstre – det hele er vævet uden en eneste fejl. Frederikke havde ikke engang brugt et mønster. Hun vævede bare. Det sker få gange i ens liv, at man kan sige: ”Det gjorde mig rigere at se det menneskes talent”, og denne historie beviser, at der selv i den værste lille møgunge findes noget, der er så genialt og unikt, at det er muligt at skabe noget, ingen andre i verden kan. Hvis Frederikke var vokset op i en sportsgal familie eller en familie, der gik meget op i 12-taller, havde hun måske aldrig fundet ud af, at hun er den dygtigste i hele verden til brikvævning. Men fordi hendes forældre er vikinger og altid har haft hende med på vikingemarkeder, fik hun kendskab til brikvævning, og så fandt hun sit talent. Alle mennesker, selv dem der er stemplet som uduelige, kan noget, som ingen andre kan. De skal bare finde ud af, hvad det er. Desværre er der mange møgunger, som bliver tabt på gulvet, fordi man ikke kan få dem til at passe ind i systemer. I stedet lader man dem sidde med deres iPad eller computer hele dagen, fordi det er det letteste. Jeg kan godt være bange for, at der om 30 år ikke vil være nogen, der kan det, jeg kan. Alle har lært, at de skal kigge ind i en skærm. Hvordan skal der så være hænder til at gøre noget andet? Hvem skal sy, reparere, bygge og væve, hvis alle vok-

ser op med computeren som eneste redskab? Jeg elsker dygtige håndværkere og vil skide akademikere en lang march. Der sidder så mange kloge mennesker, der ikke har et arbejde, men de er så kloge, så kloge. Samtidig er der mange håndværkere og kunsthåndværkere, som ikke får den anerkendelse, de har fortjent. Hvis man er en møgunge, får man tit ikke det for tingene, som de er værd. Ens arbejdstid er langt større, end det folk betaler, men ofte gør man det, fordi man ikke kan lade være med at skabe. Vi skal turde se det skæve i mennesket og pille alt det andet væk: at møgunger ikke koncentrerer sig i skolen, at de er indadvendte eller anderledes på andre måder. At Frederikke ikke var en mønsterelev, er sekundært. Hun har så store evner, at hun burde komme på finansloven og sidde og brikvæve for de danske kirker. Der er så få, der kan det håndværk, som hun kan, og der er ingen, der gør det så sublimt. I stedet for arbejdsprøvning og jobrotation bør man fra statens side støtte mennesker, der kan noget fuldstændig unikt. Tag dem ud af samfundet og sig: ”Du skal være der og gøre det, du er allerbedst til”, og giv dem løn for det. Mit talent er, at jeg er god til at få folk til at være smukkere, end de selv troede, var muligt. Jeg kan se, hvornår noget fungerer visuelt, og jeg kan få det ydre til at passe med det indre. Det er min lille gave. Og så kan jeg fortælle historier. Om det er tøj, cremer eller øl, det handler om, så fortæller jeg en historie med alt, hvad jeg laver. Her er min egen historie, som jeg husker den. Når du har læst den, håber jeg, at du er blevet lidt klogere, ikke kun på mig, men måske også ligefrem på dig selv.

Jim Lyngvild — 9

Outsider

Stik mig (ikke) en diagnose #barndom #opvækst #kærlighed #julehjælp #alkoholikerfar #kærligmor #familie #søskende

eg er fem år gammel og går med min far på vej hjem fra Føtex i Albertslund. Butikken er nyåbnet, så vi skulle lige se den, men vi købte ikke noget, gik bare en rundtur i den store butik. Det er frostvejr, så vi kan gå hjem på isen i kanalen. Pludselig trækker min far en gul Fragg-

le-dukke med store, runde øjne op af lommen og siger: ”Den skal du have”. Jeg bliver overhovedet ikke glad. Tværtimod. Jeg ved, at vi ikke har købt den, og at han må have stjålet den. Jeg tager imod dukken med en grim følelse indeni. Jeg tør ikke andet. Scenen er typisk for, hvordan det var at være sammen med min far. Jeg har aldrig brudt mig om det, for jeg var altid utryg sammen med ham. Der var altid en tvivl: Hvad ville han nu finde på? Mine forældre gik fra hinanden, da jeg ikke var ret gammel, men jeg husker glimt af, hvordan der var derhjemme, før de blev skilt. Det var voldeligt og råt. Når jeg tænker på mine første barndomsår, får jeg billeder af min far, der slår min mor. Min far tæskede min mor og mine fire ældre søskende. Ikke mig, for jeg var min fars lille pryd. Hans eneste søn. Det gjorde det bestemt ikke bedre. Når han var sur på min mor, kaldte han hende ’lille blomst’, og når han sagde: ”lille blomst” med sitrende overlæbe, så vidste vi, at der

var øretæver i luften. Jeg har fortrængt meget fra den tid. Det er pakket så langt ned, at jeg ikke kan finde det frem, men jeg husker angsten, når min far fik lyst til at tæve min mor. Og jeg kan huske, hvordan vi søskende prøvede at dække for hende, så han ikke fik fat i hende. Det lykkedes selvfølgelig aldrig. Vi var for små og for bange. Både min mor og fars familier var dysfunktionelle. Min farfar var cykelhandler i Herlev og tæskede både min farmor og sine børn for et godt ord. Min faster har fortalt, at hun og min far gik til fløjteundervisning, men de skulle skynde sig at gemme fløjterne af vejen, før min farfar kom hjem, for de fik tæsk, hvis fløjterne lå fremme. Selv mente min farfar, at han var en fin mand. Min farmor og han havde et lille skur ude i Sydhavnen, som de kaldte et sommerhus. Det var ingenting, men det lød af noget, når de sagde til naboerne, at ”nu tager vi i sommerhus”, og når man var derude, spillede man med på, at det var noget særligt. Det var det absolut ikke. Jeg hadede at være der. Det mindede mig om Dynamit Harry i Olsen-banden med lidt for mange flasker, lidt for klamt og min farfar, der sad uden for skuret med en sømandskasket på hovedet og skuede ud over vandet. I dag er Sydhavnen lækker; dengang var det røv med det ypperste udskud.

Min mor er vokset op i et hjem, hvor hendes far var den eneste, der brød sig om hende. Hun var ordblind. Noget, jeg først har fundet ud af meget sent. Hun kan sagtens læse og har endda en evne til at læse tre gange så hurtigt som andre, fordi hun scanner siderne, men hun kan bare ikke skrive og havde kun syv års skolegang. At være ordblind kombineret med at være et meget følsomt, spirituelt menneske gjorde hende til et særligt barn. Anderledes. Min mormor var enormt snobbet. Hun følte, at hun havde giftet sig under sin egen stand, for hun kom fra en fin familie, og hun vidste ikke noget bedre end at besøge nogle af de familiemedlemmer,

OUTSIDER

Ballade og konflikter var en del af mit liv de første par år, men også stor kærlighed fra mine fire søskende og min mor.

som havde penge. Jeg har aldrig set hende grine eller være rigtig glad. Det var, som om hun havde en livslang depression, men ingen talte om det. Min mor var til gengæld min morfars kæledægge. Han var det mest kærlige og ordentlige menneske, man kan forestille sig. Han var ikke synderligt belæst og slet ikke ’fin på den’, og han elskede min mor af hele sit hjerte, fordi han så de samme træk i hende. Min mormor har sandsynligvis været jaloux på deres forhold, for hun var kold over for min mor og magtede ikke at vise sine følelser. Hvis hun altså havde nogen. Som jeg husker hende, ejede hun ikke en eneste følelse, og jeg syntes, at det var et mysterium, at min morfar var faldet for denne rigide, kolde kvinde. I bund og grund var min mormor måske bare skidebange for kærlighed og for at blive såret. Ingen mennesker bliver onde og følelseskolde af ingenting. Og til hendes forsvar kan man sige, at hun blev døbt Dagny Petra Alice – Petra og Alice fik hun efter sin mors to dødfødte døtre. Det må have været svært at begynde livet med at skulle udfylde deres sko. Min mormor evnede heller ikke at åbne sig over for mig. Jeg var hendes værste mareridt – lille og mærkelig. Men hendes søster, moster Ellen, kunne se, at der ikke var noget galt med mig. Hun troede på mig som menneske, gav mig følelsen af at være elsket og var den mormor, jeg skulle have haft. Hver gang vi så hinanden, skulle hun lige nappe mig i øret, som var vores lille hemmelighed, og hun sag-

OUTSIDER

de altid: ”Det er ikke ham, den er gal med. Det er jer, der ikke forstår ham”. Moster Ellen var en lille, tyk dame i blanke rayonkjoler, som var bløde og syntetiske at røre ved, og lige så bløde hendes kjoler var, lige så blødt var hendes hjerte. Et godt menneske, der også var misforstået som barn akkurat som min mor. Hun havde ikke samme fornemmelse af at være finere end andre som min mormor, men var fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænkte om hende. De to havde ikke et særligt varmt forhold. Hvor min mormor var kold, var moster Ellen varm, ukrukket og ukompliceret. Hver gang, hun var på besøg hos os, var alt lyst og godt.

Mit liv begyndte ellers festligt med dobbeltfødsel og avisartikel. Min mor var alene med fire børn, da hun mødte min far en aften på en pub i Albertslund. Han var en høj, flot, rødhåret fyr, der ikke havde noget imod at få hele familiepakken. Min mor havde altid drømt om at få otte børn, og allerede da hun var 15 år, blev hun gravid med sin ungdomskæreste. Forholdet holdt ikke så længe, og min mor boede hos sine forældre sammen med min storesøster, Dorthe. Min søster Trine, som er nummer to i vores flok, er resultatet af en voldtægt. Mine bedsteforældre havde et vennepar, som de ofte besøgte. Imens de var væk, opsøgte venneparrets søn en aften min mor og voldtog hende i mine morforældres hus. Hun var kun 19 år, og det siger sig selv, at det var en frygtelig oplevelse. På trods af det endte historien smukt. Min mor fandt nemlig hurtigt ud af, at hun var blevet gravid med voldtægtsforbryderen og valgte at beholde barnet. Hun sagde, at hun sagtens kunne elske det, selvom det var resultatet af en voldtægt, så hun valgte at fortsætte graviditeten, ikke på grund af en kristen eller moralsk holdning til abort, men fordi hun vidste, at hun gerne ville det barn, som var uden skyld i den måde, det var blevet undfanget på. Min mor er i det hele taget et ekstraordinært menneske på så mange

måder. Jeg tror ikke, at der er et eneste menneske, som ikke kan lide hende. Efter at have været alene med to små børn mødte min mor en mand, som hun fik min søster Rikke og min bror Sten med, men det gik ikke, og så traf hun min far. Der gik ikke lang tid, før hun blev gravid. Det skete nærmest samtidig med hendes søster Hanne, og de to søstre glædede sig til at se deres børn vokse op sammen. Om det er min skæbne at være i medierne, ved jeg ikke, men i hvert fald endte min kusine Carina og jeg på forsiden af Holbæk Amts Venstreblad, da vi var nyfødte, fordi vi begge blev født den 27. december 1978. Min mor og hendes søster nedkom med tre kvarters mellemrum på samme hospital med en jordemor, der spurtede fra den ene stue til den anden, og det mente avisen, var en artikel værd.

Min far blev hurtigt voldelig i forholdet til min mor, og hun fik nok, da jeg var et par år. Alle kvinder i et voldsforhold ved, hvor svært det er at bryde ud. Man kan umuligt forestille sig det uden at have prøvet det. Mænd, der slår, angrer bagefter, lefler for at komme tilbage og lover, at det bliver bedre i morgen. Det gør det bare aldrig. Og det gjorde det slet ikke med min far. Der var hverken bod eller bedring med ham, så vi endte med at bo alene, mine storesøstre, min storebror, min mor og jeg. Og vi var ludfattige. Min mor havde godt nok arbejde i kantinen på Albertslund Rådhus i begyndelsen, men hun blev fyret, fordi hun hele tiden måtte tage fri fra arbejdet på grund af mig. Jeg var nemlig et lille skravl, som hele tiden blev syg og røg på hospitalet. Jeg er født med et hul i hjertet, som heldigvis er vokset sammen med årene, men dengang betød det, at jeg tit blev syg. Rigtig syg. Heldigvis fik min mor et job i moster Elses antikforretning, Antikbixen, i Holbæk, og det blev virkelig mit store held. Jeg var tit med i butikken, når min mor skulle på arbejde, og her gik jeg og beundrede de smukke ting.

OUTSIDER

Mine skønne storesøstre, Dorthe og Trine, passer på Bimmer, som jeg blev kaldt. De er en del ældre end mig, men vi har altid haft et godt forhold til hinanden. Vi har forskellige fædre, men begrebet halvsøskende eksisterer ikke for os. Vi er helsøskende hele vejen igennem.

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var to år. Alligevel lagde min far en mørk skygge over min barndom, indtil han døde, da jeg var ti.

Lysende lysekroner, sofaborde i blank mahogni, vaser i det fineste porcelæn. Hvis ikke moster Else havde haft sin antikvitetsbutik, var jeg ikke vokset op omgivet af smukke ting og havde ikke lært den verden at kende. Tingene indretter sig nogle gange på en måde, så man må spørge sig selv: Var det derfor, det skete?

Som sagt er min mor et meget særligt menneske. Hun har ikke nogen uddannelse, men hun er enormt klog og har altid gjort en dyd ud af, at vi børn ikke skulle lide nød. Det var for eksempel gratis at gå på Statens Museum for Kunst om onsdagen, og der tog hun mig tit hen, for hun kunne se, hvordan jeg lyttede, så og lyste op, når jeg var der. Og hvis jeg spurgte hende om et historisk emne, der interesserede mig, som dronning Elizabeth eller Napoleon, sagde hun, at jeg skulle rende ned på biblioteket og læse om det, og der sad jeg tit. Jeg kan stadig de fleste fagnumre udenad, fordi jeg slugte så mange bøger, men især var jeg optaget af magi, hekse, magiske urter og spøgelser. Den første lydbog, jeg kan huske, at jeg hørte, var Isabel Allendes Åndernes hus, som betog mig meget. Min mor sørgede også for, at jeg hver måned fik en Jumbobog med posten, fordi der er så meget historie skrevet ind i dem. Man kan sige, at jeg lærte verdenshistorien gennem Anders And & Co. Disney-film slugte jeg selvfølgelig også, som utallige andre børn har gjort og gør. Ved særlige lejligheder,

Vi ser ikke tingene, som de er, men som vi er. Anaïs Nin

det kunne være den første i måneden, eller hvis vi børn havde været ekstra søde, fik vi lov at gå ned i videobutikken og leje en movieboks i tre timer. Så gik vi over og lånte film af min mors veninde Annie, som havde tusind film og en lille bog, hvor hun noterede, hvad vi havde lånt af hende. Nogle film så jeg om og om igen – blandt andet Den lille havfrue. Jeg havde en lys sopranstemme, kunne synge alle Sissel Kyrkjebøs sange fra filmen, og vores gæster ville altid høre mig synge dem. Teksterne kan jeg stadig. Min mor kunne også trylle med den mad, hun havde råd til at købe. Vi mæskede os i grisehaler, hjerter og alt muligt andet, der var billigt dengang, men som ikke var særlig populært. Og jeg syntes, at det smagte vidunderligt. En jul havde hun besluttet sig for at gøre noget særligt ud af det, så hun spinkede og sparede og pyntede det mest eventyrlige juletræ, hvor alt kunne spises: chokoladekugler, marcipansnebolde, røde pigeonæbler og så videre. Min mors filosofi er, at hvis du går og sukker og synes, at det er synd for dig, så er det synd for dig. Så hun gjorde det lige omvendte: Hun fik det bedste ud af situationen. Derfor havde hun heller ikke noget imod at søge julehjælp, som hun havde gjort året før, hun lavede vores spiselige juletræ. Mine søskende og jeg blev sendt af sted til Børnenes Kontor i København for at hente julekurven, og vi syntes, at det var så pinligt at skulle gå derind og hente den. Det hedder en julekurv, men i virkeligheden var det plastikposer fyldt med mad til julen: flæskesteg, rødkål, syltede kirsebær, risengryn og alt muligt andet. Der var kø, da vi ankom til kontoret, og jeg stod og prøvede at lade som om, at jeg ikke hørte til. At det var en slags fejl, at jeg stod der med mine søskende for

at få hjælp i form af plastikposer med mad. Jeg skulle bare væk derfra hurtigst muligt, men måtte pænt vente til det blev vores tur. Da vi kom hjem, blev den dårlige oplevelse pludselig forvandlet til en forventningsfuld julestemning, da vi tog alle varerne op en efter en og mærkede glæden ved julen.

Det kan godt være, at jeg skammede mig over julehjælpen. Til gengæld skammede ingen af os over at få kuponer til Daells Varehus. Børnenes Kontor forærede hver sommer kuponer til trængte familier, så vi kunne købe tøj for dem i Daells Varehus, og det var helt utroligt at gå rundt og være i stand til at vælge lige det, jeg ville have. Det var jeg ikke vant til, så jeg tog mig god tid, indtil jeg fandt en bluse med en stor isbjørn på maven. Kuponerne fik vi lige før sommerferien, så der blev råd til at købe sommertøj til ferien, som skulle tilbringes på en koloni. I ferierne var jeg ofte på koloni betalt af kommunen, for vi havde ikke råd til at rejse, men det gjorde ikke noget. Jeg elskede at være af sted med en hel bunke børn, som ikke kendte mig i forvejen, og som derfor ikke mobbede mig. Den første dag var altid svær for mig, for her skulle jeg finde min plads, men så gik det som regel godt. Jeg kan blandt andet huske en kanotur på Gudenåen, som nærmest var magisk for mig. Jeg, Jim, der voksede op i betonen i Albertslund, elskede at padle på den blanke å, der var omgivet af træer i alle grønne nuancer. Jeg forestillede mig, at jeg var hovedpersonen i et eventyr, og at naturen var fyldt med elverfolk. En sommer skete der noget, jeg aldrig glemmer, for det er symptomatisk for, hvordan jeg blev mødt af mange voksne. En af pædagogerne, Per, havde sin skrækkelige kæreste med på kolonien. Hun brød sig ikke om den lille mærkelige dreng, som var mig. På et tidspunkt, da vi alle sammen sad og hyggede os om bålet en aften, spurgte hun: ”Er der overhovedet nogen, der kan lide dig, Jim?”. De andre børn spurgte: ”Hvorfor sagde hun det?”. Det

OUTSIDER

Cowboy-Finns søn. Min far ønskede sig brændende, at jeg voksede op og blev bokser eller noget andet, der var ultramaskulint i hans verden. Jeg ville hellere være Askepot – måske er det derfor, jeg ser så ubekvem ud på billedet.

vidste jeg ikke, men jeg har virkelig følt mig hadet og misforstået som barn, fordi jeg var anderledes og gjorde tingene på en anden måde. Folk kunne ikke forstå det, og jeg vidste, at de fleste voksne ikke kunne lide mig, fordi jeg var mig. Fordi jeg var så følsomt et barn, mærkede jeg alt. Jeg kunne fornemme, ligesom jeg kan i dag, hvad folk føler. Jeg kunne tit føle kulden eller modstanden fra voksne og fornemmede, hvordan de ikke havde lyst til at være sammen med mig. Hvorfor? Jeg kan kun svare det samme i dag som på kolonien for mange år siden: Jeg ved det ikke.

Det er ikke fair, at børn kan mærke sådan noget; alle børn skal elskes og føle sig elsket. Min mor elskede mig højt, og hun troede også på mig, men hun havde store problemer med min far, også efter de blev skilt, så hun havde ikke overskud til at hjælpe mig, hver gang jeg havde brug for det. Min far gjorde alt for at hævne sig på hende efter bruddet, og han havde ingen skrupler over at bruge mig som våben. Han fik aldrig nogen kæreste efter min mor og har sandsynligvis haft en livsforelskelse i hende, for godt nok drak han, da de var sammen, men han gik helt og aldeles i hundene, da hun smed ham ud. I den periode hørte jeg en sang, der betød meget for mig. Anne Linnet sang Tove Ditlevsens digt om lyvebørn og stjælebørn,

OUTSIDER

der handler om de børn, som alle folk er vrede på, og som Tove Ditlevsen holdt mest af. Der følte jeg mig også forstået. Et af versene lyder: Mit hjerte elsker alle de umuligste børn de som ingen holder af og ingen kan forstå lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn de børn som alle voksne folk er meget vrede på.

En dag skete der noget eventyrligt hjemme hos os. Jeg kom hjem fra skole, og min mor var fuldstændigt oppe at ringe. Hun fortalte, at vi havde vundet 25.000 kroner på en spilleplade i et lotteri fra Ekstra Bladet. Det var magisk, for vi havde jo ingenting. Vi var så lykkelige, at jeg næsten kan mærke glæde i maven nu, hvor jeg skriver det. Min storebror kom hjem, og vi kunne jublende fortælle ham den gode nyhed. Hele lejligheden sitrede. Min bror og jeg fik det ærefulde hverv at gå ned til kiosken med lotterisedlen. Men festen var kort. Vi vendte tomhændede og virkelig slukørede hjem. Der var nemlig sket en fejl med spillepladerne, så hele 6.000 mennesker havde vundet. Derfor trak Ekstra Bladet gevinsterne tilbage. Stemningen derhjemme gik fra 100 til nul, og det føltes som om, at vi havde tabt en masse. Jeg var allerede begyndt at drømme om at komme på ferie med min familie. Vi rejste aldrig, med undtagelse af når vi besøgte mine bedsteforældre eller mostre. Den eneste ferie, jeg kan huske, var, da vi tilbragte tre magiske uger på Bornholm. Da jeg var seks år, havde min mor en sød kæreste, der hed Jens. Han ejede et sommerhus ved Sandvig Havn på Bornholm og tog os med på sommerferie. Alene rejsen dertil var det mest vidunderlige, jeg nogensinde havde oplevet i mit liv. Vi sejlede fra København til Rønne med Bornholmstrafikken, og dengang tog det en hel aften og en hel nat. Vi havde madpakker med, og jeg havde fået tusser og skabeloner med dyremotiver, som jeg kunne tegne efter. Der var vand til alle sider, og jeg

var lykkelig helt ind til benet. Selve ferien var et stort frirum. Ingen ond far, ingen plageånder – i stedet var det ren, glad lykke. Jeg fangede små krabber i havnen, badede, tegnede og hyggede mig. Hver gang jeg besøger Bornholm, skal jeg altid gå en tur ved Sandvig Havn, og jeg får altid den samme barnespænding i maven, når jeg ser havnen. Jeg satte virkelig pris på den ferie. I dag værdsætter jeg stadig alt, der sker for mig. Fordi jeg har haft den opvækst, jeg har, tager jeg ikke ting for givet.

OUTSIDER

JIM LYNGVILD

i samarbejde med Karen Seneca

POLITIKENS FORLAG

2016087_Møgunge FINAL Cover.indd 1

En bog om at gribe chancen – på trods af alt

POLITISK KORREKT – MIN BARE RØV S. 74

ÆRLIG TALT

En bog om at gribe chancen – på trods af alt

STIK MIG EN DIAGNOSE S. 11

S. 122

HOLD NU KÆFT, JIM LYNGVILD! S. 164

30/08/2016 13.57