Move fast and break things by JP/Politikens Forlag

23 mm

Bogen er også historien om, hvordan internettet blev startet af en flok idealister – og nogle hackere – i 1990’erne, og hvordan det siden er blevet blev kapret af en gruppe ekstremt højreorienterede mænd, der ser monopolerne som noget naturligt og staten som en fjende. Jonthan Taplin var i sin ungdom i en periode road manager for Bob Dylan og The Band, og han har en meget personlig grund til at skrive denne bog – vreden over at se nogle af sine gamle venner i musikbranchen blive gamle og syge uden at have de penge, de burde have haft til at klare sig igennem deres sidste år.

147 mm

T S A F VE D

N A H N AT

O M

N I L TA P

N A

K A E RB GS N I H T

100 mm

SÅDAN HA R FACEB GOOGLOOK, OG AMAE SAT VOZON KULTU RES UNDERR OG UND PRES MINERERE DEMO T KRATIE T

Jonthan Taplin var i sin ungdom i en periode road manager for Bob Dylan og The Band, og han har en meget personlig grund til at skrive denne bog – vreden over at se nogle af sine gamle venner i musikbranchen blive gamle og syge uden at have de penge, de burde have haft til at klare sig igennem deres sidste år.

226 mm

Er man en ung musiker eller filmskaber eller journalist i dag, må man seriøst overveje, hvilke fremtidsudsigter der er i at gå ind i en profession, som den digitale tidsalder har undermineret, så den er totalt ukendelig.

I denne bog leverer Jonathan Taplin et bidende opgør med de internet-mastodonter, der bliver rigere og rigere og mere og mere dominerende – mens musikere, journalister, forfattere og filmskabere betaler prisen. Taplin skønner, at de årligt mister 50 mia. dollars, som i stedet går til ejerne af de monopollignende selskaber. Det, man tidligere skulle betale for, er nemlig nu blevet “gratis”. For Google, Amazon, Facebook og YouTube tager sig betalt på anden måde – nemlig ved at handle med de oplysninger, de indsamler om deres brugere.

JONATHAN TAPLIN

Jeg har produceret musik og film det meste af mit liv – for, blandt mange andre, Bob Dylan og The Band, George Harrison og Martin Scorsese, og fremtiden for de medier, jeg har arbejdet med – for ikke at tale om kunstnerens rolle i vores samfund – betyder meget for mig. Jeg var så heldig, at jeg startede på et tidspunkt, da en kunstner kunne leve anstændigt af sin musik eller sin film, og mens jeg var med i det arbejde, gik det også godt for mig. Men de dage er forbi. Siden jeg i 1995 sidst producerede en film (To Die For), har den digitale distribution af de mest populære kunstformer medført, at populariteten er blevet koncentreret hos en lille gruppe, mens alle andre er blevet skubbet ud i kulden.

OPGØR MED MONOPOLERNE

MOVE FAST AND BREAK THINGS

Jeg troede, at jeg skulle skrive historien om en kulturkrig. På den ene side i krigen stod nogle få internet-milliardærer – de personer, der gav os Google, Amazon og Facebook – og på den anden side de musikere, journalister, fotografer, forfattere og filmskabere, der forsøgte at regne ud, hvordan de fortsat skulle skabe sig en levevej i den digitale tidsalder.

Nomin Årets eret til Erhver af Finavsbog 2017 ncial T imes

Jyllands-Postens Forlag

Move fast and break things_DK-cover.indd 1

30/11/2017 14.21

Move fast and break things_DK.indd 6

29/11/2017 16.59

Jonathan Taplin

Move fast and break things SĂĽdan har Google, Facebook og Amazon sat vores kultur under pres og undermineret demokratiet

PĂĽ dansk ved Hans Larsen

Jyllands-Postens Forlag

Move fast and break things_DK.indd 1

29/11/2017 16.59

Indhold

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Kapitel 1 Det store sammenbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Kapitel 2 Historien om Levon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Kapitel 3 Teknologiens modkulturelle rødder . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Kapitel 4 Libertarianernes modoprør. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Kapitel 5 Digital destruktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78 Kapitel 6 Monopol i den digitale tidsalder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Kapitel 7 Regulerer Google sig selv?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 Kapitel 8 De sociale medier – en revolution . . . . . . . . . . . . . . . . 124 Kapitel 9 Internettets pirater. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 Kapitel 10 Libertarianerne og den ene procent . . . . . . . . . . . . . . . 165 Kapitel 11 Hvad vil det sige at være menneske? . . . . . . . . . . . . . . 183 Kapitel 12 Den digitale renæssance. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245

Move fast and break things_DK.indd 5

29/11/2017 16.59

Indledning

1. Jeg troede, at jeg skulle skrive historien om en kulturkrig. På den ene side i krigen stod nogle få internet-milliardærer – de personer, der gav os Google, Amazon og Facebook – og på den anden side de musikere, journalister, fotografer, forfattere og filmskabere, der forsøgte at regne ud, hvordan de fortsat skulle skabe sig en levevej i den digitale tidsalder. Jeg har produceret musik og film det meste af mit liv – for, blandt mange andre, Bob Dylan og The Band, George Harrison og Martin Scorsese, og fremtiden for de medier, jeg har arbejdet med – for ikke at tale om kunstnerens rolle i vores samfund – betyder meget for mig. Jeg var så heldig, at jeg startede på et tidspunkt, da en kunstner kunne leve anstændigt af sin musik eller sin film, og mens jeg var med i det arbejde, gik det også godt for mig. Men de dage er forbi. Siden jeg i 1995 sidst producerede en film (To Die For), har den digitale distribution af de mest populære kunstformer medført, at populariteten er blevet koncentreret hos en lille gruppe, mens alle andre er blevet skubbet ud i kulden. Er man en ung musiker eller filmskaber eller journalist i dag, må man seriøst overveje, hvilke fremtidsudsigter der er i at gå ind i en profession, som den digitale tidsalder har undermineret, så den er totalt ukendelig. Jo mere man fordyber sig i grundene til, at kunstnerne har det hårdt i den digitale tidsalder, desto mere går det op for en, at det er internetmonopolerne, der har skabt problemerne, og at det ikke længere kun er et problem for kunstnerne. Internettet er blevet en afgørende del 7

Move fast and break things_DK.indd 7

29/11/2017 16.59

af tilværelsen for os alle, og også for verdensøkonomien, og der er aldrig nogen, der har stemt om, hvordan det skulle indrettes. De beslutninger blev truffet af ingeniører og libertarianske ledere hos G oogle, Faceboook og Amazon (og nogle få andre) og påtvunget offentligheden uden nogen myndighedskontrol. Vi har også set en overflod af nye platforme som Uber, Airbnb og Twitter, der opererer ureguleret, samtidig med at de radikalt forandrer den verden, vi lever i. Resultatet er det, den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har kaldt en ”Wild West”-verden uden privatliv eller sikkerhed, som gør alle borgere sårbare over for kriminelles, virksomheders og statens indblanding. Som Obama skrev i The Economist: ”… en kapitalisme udformet af de få, som ikke kan stilles til ansvar over for de mange, er en trussel for alle.” Internettet er nu også ved at forandre vores demokrati: I Twitter har Donald Trump fundet det perfekte medie, som gør det muligt for ham med sin narcissistiske personlighed at lange ud efter alle dem, han opfatter som sine plageånder. Og Facebook (der er den primære nyhedskilde for 44 procent af alle amerikanere) var lige så ansvarlig for Trumps sejr, mener Ed Wasserman, der er dekan på Graduate School of Journalism på University of California, Berkeley: ”Trump var i stand til at få sit budskab ud (på Facebook) på en måde, som gav ham enormt stor gennemslagskraft, fordi det ikke skulle igennem de sædvanlige kvalitetskontroller, vi forbinder med det, der skal ud til den store offentlighed.” Facebook blev oversvømmet af falske nyhedshistorier, så BuzzFeed kunne rapportere, at ”i de sidste tre måneder af den amerikanske præsidentvalgkampagne har de mest læste falske nyhedshistorier på Facebook fået mere opmærksomhed end tophistorierne fra store nyhedsorganisationer som New York Times, Washington Post, Huffington Post, NBC News med flere.” Som præsidenten for konsulentfirmaet Eurasia Group, Ian Bremmer, sagde til New York Times: ”Hvis det ikke havde været for de sociale medier, kan jeg ikke se, at Donald Trump kunne have vundet.” 8

Move fast and break things_DK.indd 8

29/11/2017 16.59

Men de libertarianere (libertarianisme er en fællesbetegnelse for flere forskellige politiske filosofier og bevægelser, som hylder den individuelle frihed og ønsker at minimere statsmagten. I USA bruges udtrykket hovedsageligt om højreorienterede grupper og individer), som kontrollerer nogle af de største internetfirmaer, tror i virkeligheden ikke på demokrati. Mændene, der står i spidsen for disse monopolvirksomheder, tror på et oligarki, et fåmandsvælde, hvor kun de mest begavede og de rigeste får lov til at bestemme vores fremtid. Peter Thiel, som er en af de største investorer i Facebook og medstifter af PayPal, mener, at det amerikanske samfunds største problem er ”den brede befolkning, der ikke kan tænke” – med andre ord den demokratiske offentlighed, som lægger bånd på kapitalismen. Thiel har sagt til Wall Street Journals klummeskriver Holman Jenkins, at kun to procent af befolkningen, videnskabsmændene, iværksætterne og venturekapitalisterne, forstår, hvad der foregår, mens ”de andre 98 procent ikke ved noget som helst”. Det, jeg fejlagtigt troede, kun var en kulturkrig, er i virkeligheden en økonomisk krig, som sandsynligvis kun er en forsmag på kapitalismen i den digitale tidsalder. I en særudgave om amerikansk monopolkapitalisme med titlen Vinderen tager det hele skrev tidsskriftet The Economist i en ledende artikel, at måske ”misbruger virksomheder deres monopolstilling eller benytter sig af lobbyisme til at kvæle konkurrenterne. Der kan faktisk være tale om, at der ikke bliver spillet ærligt spil”. Bladet tilføjede, at det, der var brug for, var en større reformindsats, som ”skulle indebære en mere aktiv, omend mere forenklet, monopolforebyggende indsats. Det vil kunne sætte gang i en mere seriøs samtale om, hvorvidt det er klogt, at størstedelen af landets data er i hænderne på nogle få, meget store virksomheder. Det ville betyde, at vi kunne tage hele spørgsmålet om virksomheders lobbyvirksomhed op igen. Det er nemlig blevet en meget vigtig mekanisme, hvormed eksisterende virksomheder beskytter sig selv”. Monopoler, kontrol med vores data og virksomheders lobbyvirksomhed er centrale ele9

Move fast and break things_DK.indd 9

29/11/2017 16.59

menter i denne fortælling om kampen mellem kreative kunstnere og internetgiganterne, men vi er nødt til at forstå, at vi alle sammen inden længe vil være i samme situation som kunstnerne. Musikerne og forfatterne var først på barrikaderne, fordi deres brancher var de første, der blev digitaliseret. Men som venturekapitalisten Marc Andreessen har sagt: ”Software æder verden” – og snart kommer teknologerne også og tager dit job, på samme måde som de vil fortsætte med at komme og tage flere og flere af dine personlige data. Disse digitale giganters fremmarch har en direkte forbindelse med de kreative branchers tilbagegang her i USA. For mig at se kan man sige, at de digitale monopolers store fremgang begyndte i august 2004, da Google fik 1,7 milliarder dollars ud af sin første notering på børsen i USA. I december 2004 var Googles andel af markedet for søgetjenester kun 35 procent, mens Yahoos var 32 procent og MSN’s 16. I dag er Googles markedsandel 88 procent i USA og næsten 91 procent i Europa. I 2004 var Amazons nettoindtægt ved salg 6,7 milliarder dollars. I 2015 var den på 107 milliarder, og de kontrollerer 65 procent af alle eksemplarer af nye bøger – trykte og digitale – der omsættes online. I løbet af de 11 år er der sket en enorm omfordeling af indtægter på måske 50 milliarder dollars årligt, hvor økonomiske værdier er blevet flyttet fra skaberne af indhold til ejerne af monopolplatformene. Siden år 2000 er de globale indtægter på indspillet musik ifølge IFPI (musikbranchens internationale organisation) faldet fra 27,3 til 10,4 milliarder dollars. Indtægterne på video, dvd m.m. til hjemmebrug er faldet fra 24,2 milliarder dollars i 2006 til 18 milliarder i 2014. De amerikanske avisers annonceindtægter faldt fra 65,8 milliarder i 2000 til 23,6 i 2014, og fra 2007 til 2013 faldt de britiske avisers annonceindtægter fra 4,7 milliarder pund til 2,6 milliarder. Selv om indtægterne ved udgivelse af bøger har holdt sig konstante, skyldes det hovedsagelig, at det øgede salg af børnebøger har udlignet et fald på næsten 30 procent i salget af voksentitler. I samme periode (2003-2015) voksede Googles indtægter fra 400 millioner dollars til 10

Move fast and break things_DK.indd 10

29/11/2017 16.59

74,5 milliarder. Ifølge tidsskriftet Adweek var Google i 2015 verdens største medievirksomhed, og firmaet tegnede sig for 60 milliarder af de dollars, der blev brugt på reklame i USA – 166 procent mere end nummer to på listen over reklameindtægter, The Walt Disney Company. Googles dominerende position på markedet for online-annoncering indebærer, at virksomhedens indtægter er meget, meget større end dem, en tv-gigant som The Walt Disney Company, der kontrollerer ABC, ESPN og Disney Channel, henter hjem. Og fordi Google har så stor en andel af online-indtægterne, betaler globale brands høje priser hos Google (og Facebook), og det bliver selvfølgelig væltet over på forbrugerne i form af højere priser. Den forbløffende kendsgerning, at indtægterne til dem, der skaber indhold, er faldet så brat, har ikke noget at gøre med, at folk lytter mindre til musik, læser færre bøger eller ser færre film og tv-shows end tidligere. Faktisk viser alle undersøgelser det modsatte – de mest søgte emner på Google ligger alle inden for forskellige underholdningsområder. Det er ikke nogen tilfældighed, at de digitale monopolers fremmarch er årsag til faldet i indtægter for indholdsleverandørerne. De to ting er uløseligt forbundet. De fire største virksomheder (målt i markedsværdi) er Google, Apple, Microsoft og Amazon. Facebook er nummer seks. Det er vanskeligt at fatte, præcis hvor stor en rolle disse fem teknologi-giganter spiller i vores økonomi. Men se engang på denne sammenligning af de største virksomheder i verden i 2006 sammenlignet med i dag.

Move fast and break things_DK.indd 11

29/11/2017 16.59

Tech-tidsalderen

Markedsværdien af verdens mest værdifulde aktieselskaber

BP Olie//Energi BP CiMGroup CiMGroup Finansiel service Microso? Microso? Tech General Electrics General Electrics Konglomerater

2006 2006

ExxonMobil ExxonMobil General Electrics General Electrics Microso? Microso?

362,5 362,5 348,5 348,5

279 279

CiMGroup CiMGroup BP BP

230,9 230,9 225,9 225,9

Royal Dutch Shell Royal Dutch Shell

203,5 203,5 0 0

50 50

100 100

150 150

200 200

Mia. dollars Mia. dollars

250 250

300 300

350 350

400 400

2016 2016 614,6 614,6

Apple Apple Alphabet Alphabet Microso? Microso?

550,3 550,3 450,4 450,4 398 398 370,4 370,4

Amazon Amazon Facebook Facebook

359,7 359,7

ExxonMobil ExxonMobil 0 0

100 100

200 200

300 300

400 400

Mia. dollars Mia. dollars

500 500

600 600

700 700

Men ændringen stikker dybere end bare forandringerne i markedsværdi. Ikke siden de første år af det 20. århundrede, da Teddy Roosevelt tog kampen op med John D. Rockefeller og J.P. Morgans monopoler, har nationen oplevet en sådan koncentration af rigdom og magt. Peter Orszag og Jason Furman, som var økonomiske rådgivere for præsident Obama, har fremført den påstand, at de formuer, der er blevet skabt af den digitale revolution, sikkert har gjort mere for at øge den økonomiske ulighed end næsten nogen anden faktor. Trods Andreessens og Thiels påstand om, at tech-millionærernes overdimensionerede fortjenester er resultatet af en genial iværksætterkultur, er ulighed i denne størrelsesorden et valg – et resultat af de love (og skatter), vi som samfund vælger at vedtage. I modsætning til det, tekno-deterministerne vil have os til at tro, er ulighed ikke det uundgå12

Move fast and break things_DK.indd 12

29/11/2017 16.59

elige biprodukt af teknologi eller globalisering – ikke engang af den ujævne fordeling af genialitet. Det er en direkte følge af, at politikerne, siden internettet begyndte at vokse hurtigt, har opført sig, som om de regler, der gælder for den øvrige del af økonomien, ikke behøver at gælde for internet-monopolerne. Skattelovgivning, monopolforebyggende regler og ophavsretslovgivning – det bliver alt sammen ignoreret, når det gælder regulering af internet-virksomhederne. Men regler betyder noget, og magt betyder noget. De digitale monopolister har argumenteret for, at de skal have frie tøjler, så de kan være effektive, og de mener ikke, at de samme lovmæssige restriktioner, der gælder for alle andre brancher, også gælder for dem. Men som Barry Lynn og Phillip Longman har skrevet, er der ”nærmest uigendrivelige beviser på, at accepten af denne ’effektivitets’-filosofi har sluppet en koncentrationsproces løs, som i løbet af den seneste generation har omdannet hele den amerikanske økonomi og nu er i færd med at få vores demokrati til at bryde sammen”. Og tydeligvis går den stigende koncentration af markedsandele langt ud over tech-sektoren, som den demokratiske senator Elizabeth Warren påpegede i en tale i juni 2016: I det seneste årti er antallet af større amerikanske luftfartsselskaber faldet fra ni til fire. De fire, der er tilbage – American, Delta, United og Southwest – kontrollerer over 80 procent af alle flysæder i landet

… En lille håndfuld livsforsikringsgiganter – blandt andre Anthem, Blue Cross Blue Shield, United Healthcare, Aetna og Cigna – sidder

på over 83 procent af det amerikanske livsforsikringsmarked … Tre drugstorekæder – CVS, Walgreen’s og Rite Aid – kontrollerer 99 procent af alle drugstores i landet. Fire virksomheder kontrollerer næsten 85 procent af det amerikanske marked for oksekød, og tre firmaer producerer næsten halvdelen af alle kyllinger.

Mens jeg anerkender, at der over hele verden er store problemer med øget koncentration i de fleste brancher, vil jeg fokusere på den, jeg har 13

Move fast and break things_DK.indd 13

29/11/2017 16.59

tilbragt det meste af mit liv i – medie- og kommunikationsbranchen. I denne verden får den nådesløse jagt på effektivitet Google, Amazon og Facebook til at behandle alle medier som varer, hvis egentlige værdi ligger i de gigabytes af personlige data, de samler ind fra din profil, mens du studerer den nyeste musikvideo eller nyhedsartikel eller liste. Men de mennesker, som udfører det arbejde, der driver internettet, er afgørende for vores forståelse af, hvem vi er som civilisation. Gennem hele vores historie har kunstneren påpeget samfundets uretfærdige handlinger, og som filosoffen Herbert Marcuse har skrevet, ligger kunstens rolle i samfundet i, ” … at den nægter at glemme, hvad der kunne være”. Kunsten historie er en historie om undergravende virksomhed, om en kunstner som Galileo, der siger, at alt, hvad du ved, er forkert. Emerson og Thoreaus transcendentalisme i 1930’erne var den første ”store benægtelse” – vægringen ved at acceptere slaveri og amerikansk imperialisme – som 30 år senere førte til Lincolns emancipationsproklamation om frigivelse af Sydstaternes slaver. Dette mønster, at kunstnere går i spidsen for fremskridtet, er blevet gentaget mange gange i USA’s historie (og i mange andre landes), og selv om den oprørske kunstner altid har været oppe imod ”jakkesættene”, som kontrollerer distributionskanalerne, har fremkomsten af internetmonopolerne bragt os alle i den sårbare position, som det tidligere kun var kunstnerne, der befandt sig i. Koncentrationen af fortjenester ved frembringelsen af kunst og nyheder har betydet, at det ikke kun er kunstnere og journalister, der er sårbare. Den har gjort alle, der forsøger at tjene penge på den frie udveksling af idéer og kultur, sårbare i forhold til den magt, en lille gruppe magtfulde personer besidder. Selv Googles bestyrelsesformand, Eric Schmidt, (og hans medforfatter Jared Cohen) erkendte det, da de skrev: ”Vi mener, at moderne teknologiske platforme som Google, Facebook, Amazon og Apple er endnu mere magtfulde, end de fleste mennesker tror, og vores fremtidige verden vil blive grundlæggende forandret ved, at de bliver taget i brug og får succes overalt i verden.” 14

Move fast and break things_DK.indd 14

29/11/2017 16.59

Martin Luther King jr. holdt, mindre end uge før han blev myrdet i 1968, en prædiken ved Washington National Cathedral. King hævdede, at selv om vi var på vej mod en teknologisk revolution, var der mange, der overhovedet ikke forudså de forandringer, det ville bringe med sig, og at uden et moralsk grundlag ville vi få ”guided missiles and misguided men” (fjernstyrede missiler og vildførte mennesker). Han sagde: Et af de store problemer her i livet er, at alt for mange mennesker

opdager, at de lever i en periode med store sociale forandringer, og

alligevel lykkes det dem ikke at udvikle de nye holdninger, de nye mentale reaktioner, som den nye situation kræver. Det ender med, at de sover, mens der finder en revolution sted.

Husk lige på, at dr. King, selv med alle de kampe, han troede stadig ventede ham – borgerrettighederne, Vietnamkrigen, fattigdommen – alligevel forsøgte at få os til at fokusere på den rolle, som teknologien sikkert ville komme til at spille i vores fremtid. King havde ingen mulighed for at forudse, at internettet ville være så afhængighedsskabende, at vi ville være villige til at dele vores mest intime hemmeligheder med en ansigtsløs virksomhed, hvis forretningsmodel er baseret på at skaffe sig adgang til vores hoveder og lægge beslag på vores opmærksomhed. Og som alle, der har en teenager, som sover sammen med sin smartphone, kan bekræfte, behøver man knap nok at være vågen for at kommunikere med Google eller Facebook. Vi fortsætter med at afgive mere og mere af vores privatliv, fordi vi tror på myten om alle de bekvemmeligheder, godhjertede koncerner skænker os. Men som Kevin Kelly, redaktør og grundlægger af magasinet Wired, skrev for nylig: ”Alt vil blive sporet, overvåget, sensorregistreret og afbildet, og folk vil affinde sig med det, fordi ’forfængelighed overtrumfer ønsket om privatliv’, som det allerede er blevet bevist på Facebook. Overalt, hvor opmærksomheden flyder hen, vil pengene 15

Move fast and break things_DK.indd 15

29/11/2017 16.59

følge efter.” Men måske har Kelly, som er en af de oprindelige tekno-determinister, ikke ret. I en tale på Black Hat Security Conference i 2015 sagde den mangeårige sikkerhedsguru Dan Kaminsky: ”Halvdelen af alle amerikanere er på vej væk fra nettet på grund af frygt for sikkerhed og privatliv. Vi er nødt til at komme i gang og få internettet fikset, for ellers risikerer vi at miste denne smukke maskine.” Personer som Googles administrerende direktør, Larry Page, Facebooks Mark Zuckerberg, PayPals stifter, Peter Thiel, og Sean Parker, medstifter af Napster og ligeledes involveret i Facebook, er nogle af de rigeste mænd i verden, og de har ambitioner, der er så overdimensionerede, at de minder om fiktionsværker som Dave Eggers’ roman The Circle eller Don DeLillos Zero K, der er fyldt med tech-milliardærer, som opfinder teknologier, der kan sikre dem evigt liv. Men det her er ikke fiktion. Peter Thiel, Larry Page, Mark Zuckerberg og andre investerer hundredvis af millioner i forskning, der skal ”standse menneskers aldring” og udstyre deres almægtige netværker med menneskelig bevidsthed. Som George Parker, der skriver i The New Yorker, formulerede det: ”I Thiels tekno-utopi kan nogle få tusinde amerikanere måske blive ejere af selvkørende biler og leve, til de bliver 150, mens millioner af andre mister deres jobs til computere, der er langt klogere end dem, og derpå dør, når de er 60.” Det er overraskende, at vi for nylig var igennem en præsidentvalgkampagne, hvor disse fremtidsspørgsmål overhovedet ikke var fremme. Moderniteten var baseret på den idé, at det skal være individerne, der bestemmer over deres eget liv, især som vælgere og som forbrugere. Men det er ikke det, den tekno-deterministiske fremtid har i vente til os. Som den tidligere ”design-etiker” hos Google, Tristan Harris, har skrevet: ”Hvis du kontrollerer menuen, kontrollere du, hvad der kan vælges.” Vi giver afkald på vores valgfrihed ved at lade netværker som Google og Facebook kontrollere menuen. Hvordan menuen styres af Googles, Facebooks og Amazons mystiske black box-algoritmer, må aldrig afsløres for nogen uden for de pågældende virk16

Move fast and break things_DK.indd 16

29/11/2017 16.59

somheder. Den tidligere redaktør af The Guardian Alan Rusbridger sagde i september 2016 til tilhørerne på en konference organiseret af Financial Times, at Facebook havde ”suget 27 millioner dollars” ud af avisens budgetterede indtægter fra digital annoncering i 2015. ”De [Facebook] tager alle pengene,” konstaterede han, fordi ” de har algoritmer, som vi ikke forstår, og som er et filter imellem det, vi gør, og den måde, folk modtager det på.” Efterhånden som mere og mere af vores liv bliver digitalt, vil disse algoritmiske guder tiltage sig mere og mere magt over vores liv. Det her er ikke den første moralske krise, det tekno-deterministiske synspunkt har skabt. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig og i skyggen af paddehatteskyerne over Hiroshima og Nagasaki var kristne intellektuelle som Reinhold Niebuhr bekymret for, at ”vi var ved at vinde krigen, men tabe freden”. De mente, at hvis teknokraterne blev set som dem, der havde æren for sejren, så ville det blive disse teknokrater, der kom til at styre verden i efterkrigstiden. Niebuhr var forudseende på dette punkt, og præsident Obama anerkendte modsætningen, da han i 2016 holdt en tale ved Hiroshima-mindesmærket: ”Teknologiske fremskridt uden tilsvarende menneskelige fremskridt kan blive vores undergang. Den videnskabelige revolution, der førte til spaltningen af et atom, kræver en tilsvarende moralsk revolution.” Men hvis man rejser igennem en hvilken som helst by i det amerikanske rustbælte, hvor de teknologiske kræfter har udslettet arbejdspladser, ser man tegn på virkelig lidelse – højere forekomster af misbrug og selvmord og kortere gennemsnitslevetid. Hvad den teknologiske løsning på denne åndelige cancer er, ved jeg simpelthen ikke. På trods af alt raseriet over Edward Snowdens udspionering af NSA har den gennemsnitlige amerikanske borger frivilligt (om end uden at vide det) givet Google og Facebook langt flere personlige oplysninger end dem, staten nogensinde vil have om os. Og selv om vi er klar over, at Googles og Facebooks primære forretning er ”overvågningsmarketing” – salg af vores personlige oplysninger til annoncører 17

Move fast and break things_DK.indd 17

29/11/2017 16.59

for milliarder af dollars – så tror vi alligevel af en eller anden grund på, at de ikke ”vil være onde” og udnytte disse oplysninger på måder, der kan skade os. ”Det er Googles politik at gå helt ud til den uhyggelige grænse,” sagde Googles bestyrelsesformand Eric Schmidt engang til tidsskriftet The Atlantic, ”men ikke overskride den.” Tænk engang, hvis Google havde været ledet af en Jeffrey Skilling – den bedrageridømte administrerende direktør i det krakkede amerikanske energiselskab Enron. Hvor let ville det så ikke have været at træde over den ”uhyggelige grænse”. Tænk for eksempel på Googles eller Facebooks evne til at øve indflydelse på, hvilke nyheder du ser ved at skrue på deres algoritmer. I en undersøgelse i 2014 under ledelse af Robert Epstein, der er psykolog på The American Institute for Behavioral Research and Technology, af, hvordan den rækkefølge, Googles søgeresultater for artikler om en politisk kandidat vises i, kunne øve indflydelse på vælgerne, hed det: ”Vi anslår, baseret på vindermarginen i nationale valg i hele verden, at Google ville kunne bestemme udfaldet af op mod 25 procent af alle nationale valg.” Og forskning lavet af professor Jonathan Albright har vist, at højreorienterede websites har manipuleret Googles autoudfyldelses-algoritme, så spørgsmålet ”Er jøder …” bliver fulgt op med ordet ”onde” som den øverste mulighed. Han bemærkede, at ”højrefløjen har koloniseret det digitale rum omkring disse emner – muslimer, kvinder, jøder, Holocaust, sorte mennesker – langt mere effektivt end den liberale venstrefløj”. Google, Amazon og Facebook er klassiske rent-seeking virksomheder. New York Times-klummeskriver Adam Davidson forklarer begrebet sådan: I økonomisk teori er rent betegnelsen for penge, som man tjener,

fordi man kontrollerer noget, mange gerne vil have, men som der ikke er ret meget af – hvad enten det er et oliefelt eller en monopolposition på et marked … Alle fløje i den økonomiske profession er

Move fast and break things_DK.indd 18

29/11/2017 16.59

enige om, at det er afgørende at begrænse rent-seeking adfærd og

forøge den samlede vækst, hvis vi ønsker at ”make America great again”.

Google og Facebook har begge over en milliard kunder, mens Amazon har 350 millioner. De henter deres fortjeneste fra dem alle, hvad enten det er ved direkte betaling eller i form af annonceindtægter. Disse nye monopolers fremmarch skete forholdsvis hurtigt, så på en måde forstår hverken økonomer eller politikere fuldt ud, hvor forskellig monopolkapitalisme er fra den idealiserede Adam Smith-kapitalisme, der undervises i på college. Først og fremmest er monopolvirksomheder dem, der sætter priserne, og ikke dem, der må acceptere de priser, der er gældende på markedet. Som økonomen Paul Krugman har skrevet: ”Fortæl mig ikke, at Amazon giver kunderne det, de ønsker, eller at firmaet har gjort sig fortjent til den position, det har. Det, det betyder noget, er, om det har for stor magt og misbruger den magt. Og det har det, og det gør det.” Men den virkelige effekt af, at erhvervslivet globalt oplever en stigende koncentration i alle sektorer, er, at virksomhedernes profitter er steget og lønningerne faldet i de seneste 60 år. I et erhvervsliv, hvor der sker flere og flere virksomhedssammenlægninger i alle sektorer, afspejler de amerikanske arbejderes faldende lønninger det problem, den nye musiker, filmskaber eller journalist står over for. Hvis ”data er den nye olie”, må mange brancher i gang med at lære, hvordan man skal rette ind efter Google og Amazon og Facebook – de sidste overlevende virksomheder, som vil gøre det muligt at tjene til livets ophold. Men disse virksomheder opnåede ikke deres dominerende position alene på grund af deres grundlæggeres fremragende evner, selv om erhvervspressen gerne vil have os til at tro, at det er det, der er grunden. Deres monopoler er resultatet af en politisk teori, der hedder libertarianisme, og som er baseret på Milton Friedmans og Ayn Rands 19

Move fast and break things_DK.indd 19

29/11/2017 16.59

arbejde. Denne teori forudsætter ganske enkelt, at staten som regel har uret, og at markedet altid har ret. Det er bemærkelsesværdigt, at internettet blev skabt med statsstøtte og tog udgangspunkt i principperne om decentralisering – principper, vi er nødt til at finde tilbage til, hvis vi skal overvinde den magt, virksomhedsmonopolerne har fået i den digitale tidsalder. Siden 2010 har jeg været leder af The Annenberg Innovation Lab på University of Southern California, og der har jeg været så heldig at kunne arbejde sammen med mange af dem, der skabte internettet, for eksempel Tim Berners-Lee, Vint Cerf og John Seely Brown. Jeg var også grundlægger af et af de første firmaer, der streamede video on demand i høj kvalitet over internettet, 10 år før YouTube gik online. Jeg tror fuldt og fast på teknologiens kraft. Jeg har brugt internetværktøjer som for eksempel min blog på Medium til at nå frem til nogle af idéerne i denne bog. Men jeg er ikke sikker på, at teknologien kan løse det, der primært er et spørgsmål om værdier. Hvordan kan kunstnere få økonomisk værdi ud af deres arbejde, og hvordan fastsætter vi værdien på kunst i den digitale tidsalder? Hvordan skaber vi en bæredygtig kultur, som højner vores liv, vores ånd og vores sjæle – som Louis Armstrong og Walt Whitman og Bob Dylan og Stanley Kubrick har gjort det? Det vil fremgå af bogen, at jeg tror på den magt, rock and roll, stor skrivekunst og banebrydende film har til at forandre vores liv. Så selv om jeg måske tegner et dystert billede af vores nuværende digitale kultur, håber jeg at kunne vise jer, hvordan kunstnere og borgere måske kan være med til at generobre internetpionerernes vision i det, jeg kalder en digital renæssance. Ligesom den første renæssance vil denne her begynde med modstandsaktioner. Det er allerede begyndt med, at de musikere, der som de første fik konsekvenserne af digitaliseringen at føle, har gjort oprør mod YouTube. Men oprøret breder sig nu til journalister, filmskabere og selv politikere som senator Elizabeth Warren. Tv-produceren Kurt Sutter (Sons of Anarchy) talte på manges vegne, da han sagde: ”Google bruger hvert år millioner af dollars på at føre 20

Move fast and break things_DK.indd 20

29/11/2017 16.59

an i en kampagne for at knuse de kreatives rettigheder.” I de følgende kapitler vil jeg både vise, hvor udbredt modstanden er, og komme med nogle af mine egne idéer om, hvordan dette problem kan løses. Men først må vi forstå, hvordan vi er kommer dertil, hvor vi er nu.

Move fast and break things_DK.indd 21

29/11/2017 16.59

Kapitel 1

Det store sammenbrud ”Vær ikke onde.” Google-motto

1. Den tekniske og sociale revolution, som Martin Luther King forudså, var allerede begyndt, da han holdt sin prædiken i 1968. Revolutionen startede med den alternative bevægelses moralske forskrifter: Decentraliser magten, og harmoniser menneskene. De tidligste computernetværk, som Whole Earth ’Lectronic Link (WELL), der blev organiseret at Steward Brand (skaberen af The Whole Earth Catalog), voksede direkte frem af 1960’ernes modkultur som et forsøg på give den nye kollektivbevægelse ”adgang til værktøjer”, som kunne fremme en måde at tjene til dagen og vejen på, der ikke havde noget med erhvervslivet at gøre. Brand havde hjulpet Ken Kesey med at organisere The Acid Tests – de legendariske sammenkomster, hvor tusinder af hippier tog LSD og dansede til musikken fra et nyt band, The Grateful Dead. Også Steve Jobs, grundlæggeren af Apple Computer, Inc., tog LSD. ”Jobs forklarede,” skrev John Markoff i sin bog What the Doormouse Said, ”at han stadig mente, at brugen af LSD var en af de to-tre mest betydningsfulde ting, han havde gjort i sit liv, og han følte, at fordi mennesker, han kendte godt, ikke havde prøvet psykedeliske stoffer, var der ting ved ham, de ikke forstod.” De forestillede sig alle en form for netværk, som virkelig var ”nedefra og op”. Men vores håb om, 22

Move fast and break things_DK.indd 22

29/11/2017 16.59

at dette nye netværk ville omstyrte politiske hierarkier og formindske uligheden, har vist sig kun at være de digitale utopisters luftkastel. I en New York Times-artikel fra 2016 om en rapport fra Verdensbanken stod der, at ”internet-innovationen vil uddybe ulighederne og endda fremskynde udhulingen af beskæftigelsesmulighederne for middelklassen”. Hvordan gik det så skævt for noget, der var så lovende? Som MIT-forskeren og internetpioneren Ethan Zuckerman har skrevet: ”Det står nu klart, at det, vi gjorde, var en fiasko, så lad mig minde jer om, at det, vi ønskede at gøre, var noget modigt og ædelt.” Internettets oprindelige mission blev kapret af en lille gruppe radikale højreorienterede, for hvem idéen om demokrati og decentralisering var afskyelig. Fra slutningen af 1980’erne, med udspring i den senere PayPal-grundlægger Peter Thiels undervisning på Stanford University, blev Silicon Valleys fremherskende filosofi bygget langt mere på Ayn Rands radikale libertarianske filosofi end på Ken Kesey og Stewart Brands kollektivbaserede principper. Thiel var en af de første investorer i Facebook og er gudfar til det, han med stolthed kalder ”PayPal-mafiaen” – den, der i dag styrer Silicon Valley. Han har ikke lagt skjul på, hvad der er hans overbevisning, men har direkte sagt: ”Jeg tror ikke længere på, at frihed og demokrati er forenelige.” Og endnu vigtigere: Thiel siger også, at hvis man vil skabe og beholde varige værdier, skal man sørge for at opbygge et monopol. Tre af de virksomheder, der har spillet den største rolle som trusler mod kunstnerne, er klare monopoler. Google har en markedsandel på 88 procent af online-søgningen og søgemaskine-annonceringen. Googles Android-mobiloperativsystem har en global markedsandel på sit område. Amazon har en markedsandel på 70 procent af salget af e-bøger. Facebook har en markedsandel på 77 procent af mobile sociale medier. Den fjerde virksomhed, Apple, er ikke et monopol, fordi den på hardwaresiden, som er dens hovedforretning, har mange konkurrenter. Apple har en rolle at spille i denne fortælling, men jeg vil fokusere på de tre digitale monopoler, som har gjort mest for at 23

Move fast and break things_DK.indd 23

29/11/2017 16.59

forandre forholdet mellem kunstnerne og dem, der understøtter deres arbejde. Muligvis er det første gang siden tiden med John D. Rockefellers Standard Oil, at en enkelt virksomhed har domineret et marked så meget, som Google gør. Mens Google og Facebook udnytter deres magt på markedet til at tage monopol-overpriser – ofte op til 20 procent over markedsprisen – af annoncørerne, bruger Amazon sit såkaldte monopsoni eller købermonopol (en markedsstruktur, hvori kun én køber interagerer med mange potentielle sælgere) til at tvinge forfattere, forlæggere og boghandlere til at sætte deres priser ned, så mange af dem må dreje nøglen om. Det var ikke ligefrem den decentralisering, grundlæggerne af internettet forestillede sig, men ironisk nok var det selve udformningen af internettet med et sæt globale standarder, som tillod kolossalt store enheder, der førte til internet-tidsalderens ”vinderen tager det hele”-økonomi. I en anden tidsalder ville Google, Facebook og Amazon være blevet genstand for statslige indgreb og ville måske kun have været halvt så store, som de er nu, fordi meget af deres vækst er baseret på opkøb, der ville være blevet forhindret, hvis monopollovgivningen var blevet håndhævet strengt. Da han førte valgkamp som præsidentkandidat i 1912, sagde Woodrow Wilson: ”Hvis monopoler fortsætter med at eksistere, vil monopolerne altid få det sidste ord i forhold til regeringen. Det, vi nu skal beslutte os for, er, om vi er store nok, om vi er mænd nok, om vi er frie nok til igen at tage kontrollen med den regering, der er vores egen.” Men den anti-regulatoriske religion, som de libertarianske tænketanke siden Reagans tid har fremmet, har smadret både republikanske og demokratiske administrationers bestræbelser på at begrænse monopolerne. Som tidligere arbejdsminister Robert Reich skrev for nylig: ”De store i tech-branchen har været næsten immune over for seriøs granskning på monopolområdet, selv om de største teknologi-virksomheder har større magt på markedet end nogensinde før. Måske er det, fordi de har samlet sig så stor politisk magt.” 24

Move fast and break things_DK.indd 24

29/11/2017 16.59

Selv investeringsbanken Goldman Sachs er forundret over de overskudsmarginer, disse monopoler genererer. I kapitalismens standardmodel ville virksomheder, det tjente ekstremt meget, medføre, at nye aktører gik ind på markedet, hvorved profitterne med tiden ville blive normaliseret (økonomerne kalder det mean reversion). Goldman Sachs-analytikeren Sumana Manohar skriver: ”Vi er altid forsigtige med at rådgive om mean reversion. Men hvis vi tager fejl, og høje fortjenstmarginer fortsætter de følgende år (især når væksten i den globale efterspørgsel er under det normale), må man sætte alvorligere spørgsmålstegn ved kapitalismens effektivitet.” Denne idé om, at kapitalismen ikke virker længere, er forbløffende, når den kommer fra den mest fremtrædende investeringsbank på Wall Street. Det rammer lige i centrum af det, vi er i færd med at undersøge. Siden radioens barndom i 1916 har populær underholdning altid haft en ”gratis” model, finansieret af annoncører. Men virksomheder som National Broadcasting Company (NBC) og Columbia Broadcasting System (CBS), der var pionerer på det kommercielle radio- og tv-marked, har altid geninvesteret en stor del af deres fortjenester i skabelse af indhold. Google, YouTube og Facebook investerer derimod ingenting i at frembringe indhold – det hele er ”brugergenereret”, selv om meget af det er professionelt produceret, hvorefter brugerne har ”tilegnet sig” det. Selv i dag er CBS’ fortjenstmargin 11 procent sammenlignet med Googles, der er på 22 procent. Den fordel på 11 procentpoint, som Google har, svarer potentielt til otte milliarder dollars, som ikke er investeret i produktion af indhold. I 2016 skrev The Economist, at ”en amerikansk virksomhed, som var meget profitabel i 2003 (med en forrentning af kapitalen, eksklusive goodwill, efter skat på 15-20 procent) havde 83 procents chance for stadig at være profitabel i 2013; det samme var ifølge konsulentfirmaet McKinsey tilfældet for virksomheder med et afkast på investeret kapital på over 25 procent. I det foregående årti var oddsene omkring 50 procent. Den åbenlyse konklusion er, at de etab25

Move fast and break things_DK.indd 25

29/11/2017 16.59

lerede virksomheder har det for godt i den amerikanske økonomi”. Fordelene ved at være en af de veletablerede begrænser også antallet af nye start-up-virksomheder, som historisk set har været kilden til væksten i antallet af jobs i USA. Ny forskning fra MIT-økonomerne Scott Stern og Jorge Guzman viser, at ”selv når antallet af nye idéer og potentialet for innovation er stigende, synes der at være en nedgang i virksomhedernes evne til at skalere på en meningsfyldt og systematisk måde. Det er blevet mere og mere fordelagtigt at være en af de etablerede virksomheder og mindre fordelagtigt at være en af de nye”. Når en ny virksomhed som Instagram, Twitch eller WhatsApp endelig kommer ind på markedet, bliver de hurtigt opkøbt af monopolvirksomhederne. I 2013 hævdede Balaji Srinivasan, som nu er partner i venturekapitalselskabet Andreessen Horowitz, at Silicon Valley var ved at blive mere magtfuld end Wall Street og den amerikanske regering. Han sagde: ”Vi vil gerne demonstrere, hvordan et samfund, der styres af Silicon Valley, ville se ud. Det er her, ”udflytning” kommer ind i billedet … Det betyder grundlæggende, at man opbygger et samfund, man selv kan vælge at melde sig ind i, i sidste ende uden for USA og styret af teknologi. Og det er faktisk den retning, the Valley er på vej i. Det er det, vi alle er på vej imod i løbet af de kommende ti 10 år … Larry Page [Googles medstifter] ønsker for eksempel, at en del af verden skal sættes af til eksperimenter med uregulerede samfund.” Det er ikke kun en libertariansk fantasi. Det er den retning, Peter Thiel og Larry Page vil føre verden i. Thiel har skudt penge i en idé, der hedder Sea Steading. Konceptet er, at der skal skabes permanente kunstige øer, som kaldes sea steads (havsteder), og som ligger uden for territorier, noget land gør krav på. På den måde kunne disse cloud-virksomheder undgå beskatning og regulering. Page har finansieret omfattende forskning i tanken om privatejede bystater. Nu, da Thiel er blevet en af præsident Trumps fremtrædende rådgivere, vil disse idéer have indflydelse på højeste sted i den amerikanske regering. 26

Move fast and break things_DK.indd 26

29/11/2017 16.59

Trumps forgænger, Barack Obama, advarede topfolkene i Silicon Valley og sagde: Somme tider tror jeg, at vi i tech-verdenen, i iværksætterkredse, får

en fornemmelse af, at – ja, vi må bare sprænge hele systemet i luf-

ten eller skabe det her parallelsamfund og -kultur, fordi regeringen i bund og grund er havareret. Nej, den er ikke i bund og grund havare-

ret. Der er bare det ved det, at regeringen for eksempel skal tage sig af veteranerne, der kommer hjem. Det er ikke med i jeres regnskaber,

det er i vores fælles regnskab, fordi vi har en hellig pligt til at tage os af de veteraner. Og det er svært, og det er rodet, og vi er ved at opbygge et system, som vi ikke bare kan sprænge i luften.

Men denne forståelse for et fælles socialt ansvar er ikke en del af den libertarianske overbevisning, som på mange måder er antidemokratisk. Som Ben Tarnoff skrev i The Guardian, var en af grundene til, at Peter Thiel blev tiltrukket af Donald Trumps autoritære kandidatur, at ”han ville disciplinere det, Thiel kalder ’de tanketomme demoer’: den demokratiske offentlighed, som lægger bånd på kapitalismen”. Lige nu er der imidlertid meget få bånd på tech-kapitalismen. Denne tidsalders monopolprofitter har været meget, meget gunstige for nogle få mænd. På Forbes 400-listen over USA’s rigeste ligger Bill Gates, Larry Ellison, Larry Page, Jeff Bezos, Sergey Brin og Mark Zuckerberg i topti. Silicon Valley-venturekapitalisten Paul Graham (administrerende direktør for Y Combinator, som er USA’s største rugekasse for startup-virksomheder) var i et blogindlæg for nylig helt åben om sin begejstring for økonomisk ulighed. Han skrev: ”Jeg er blevet ekspert i, hvordan man øger den økonomiske ulighed, og jeg har i de seneste ti år arbejdet hårdt på at gøre det. Ikke alene ved at hjælpe de 2.500 iværksættere, som YC har skudt penge i. Jeg har også skrevet essays, hvori jeg har opmuntret folk til at forøge den økonomiske ulighed og givet dem detaljerede anvisninger på, hvordan de kan gøre det.” 27

Move fast and break things_DK.indd 27

29/11/2017 16.59

Men tech-milliardærerne har ikke alene opnået en politisk og økonomisk magt, hvis lige ikke er set siden USA’s gyldne tidsalder i slutningen af det 19. århundrede – de har også fået kulturel magt. David Nasaw, ophavsmanden til biografien om industrimagnaten Andrew Carnegie, har skrevet: ”Carnegie kunne ikke have forestillet sig den form for magt, Zuckerberg har. Politik er i dag mindre relevant, end det har været nogensinde tidligere i vores historie. Det, der driver sociale forandringer, er i dag ikke længere staten.” Og Silicon Valleys libertarianske ideologi har også fundet vej ind i populærkulturen. Som New York Times’ filmkritiker A.O. Scott for nylig skrev om vores nuværende fascination af superheltefilm: … genrens standardideologi er en variant af den universets herrer-libertarianisme, som driver nogle af de mest højrøstede sektorer af den amerikanske herskende klasse. Supermændene gør det gode, og

de ved, hvad der er godt for os, og de har aldrig haft brug for frygtsomme institutioner – politiet, pressen, regeringen – der fortæller

dem, hvad de skal gøre. Det, de har brug for, er massernes opbakning og taknemmelighed, og hvis de ikke får den bekræftelse, kan de godt blive lidt sure.

Mark Zuckerberg og Larry Page vil have, at vi skal være taknemmelige, for de vil have os til at tro på, at de har givet os en tidsalder med hidtil uset innovation, som uundgåeligt vil gøre ikke alene deres liv, men alle jordens indbyggeres liv, bedre. Men er det sandt? Statistik fra OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) fortæller noget andet: Den økonomiske vækst er faldet dramatisk, samtidig med at uligheden i de industrialiserede lande er tiltagende. I modsætning til årene med en vækst på over seks procent, som tidligere innovations-cyklusser i det 20. århundrede (elektricitet, kommunikation, transport) leverede, giver den digitale revolution en vækst 28

Move fast and break things_DK.indd 28

29/11/2017 16.59

på under to procent og samtidig øget ulighed i den industrialiserede verden. Som økonomen Paul Krugman bemærkede, da han anmeldte Robert Gordons bog The Rise and Fall of American Growth: ”Gordon antyder, at det er mere end sandsynligt, at fremtiden vil blive præget af stagnerende levestandard for de fleste amerikanere, fordi virkningerne af langsommere teknologiske fremskridt vil blive forstærket af flere forskellige slags ”modvind”: voksende ulighed, stagnation i uddannelsesniveauet, en befolkning, der bliver ældre, og flere andre.” Hvis profitterne rent faktisk bliver ved med at tilflyde den mere og mere dominerende teknologi-industri, som samtidig er i færd med at afskaffe middelklassejobs (tænk på robotter og tænk på store mængder af selvkørende lastbiler), så kan vi se, at den tekno-deterministiske vej i sidste ende vil føre til alvorlig social uro.

2. Vi er fanget i den libertarianske økonomiske og personligheds-teori, Milton Friedman og Ayn Rand skabte i 1950’erne. Virksomheder har, dekreterede Friedman, ”ét og kun ét socialt ansvar, når de driver deres virksomhed – at forøge dens fortjeneste”. For individer, fortalte Rand os, er ”fremme af din egen lykke det eneste moralske mål for dit liv”. Så sent som i slutningen af 1970’erne blev disse teorier set som nogle reaktionære personers excentriske spekulationer. I en anmeldelse af Rands essaysamling Capitalism: The Unknown Ideal i tidsskriftet The New Republic blev Rand simpelthen betegnet som ”chef-bien, der summer højest og mest absurd igennem hele denne nærmest ufattelige bog”. Men efter valgene af Ronald Reagan og Margaret Thatcher har disse to libertarianske principper vundet idékampen. Siden da har tanken om, at staten bør regulere det frie marked, være i unåde både i USA og Storbritannien. Det er muligt, at den store recession i 2008 fået mange til at indse, at denne filosofi både kulturelt og politisk er en 29

Move fast and break things_DK.indd 29

29/11/2017 16.59

blindgyde, men vi synes at mangle den politiske og kulturelle vilje til at give vores samfund en ny retning. Den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz mener, at vi er nødt til at genoverveje Rand og Friedmans laissez-faire-økonomi: ”Hvis markeder er baseret på udbytning, forsvinder rationalet for laissez-faire. I virkeligheden er kampen imod etableret magt i den situation ikke alene en kamp for demokrati; det er også en kamp for effektivitet og fælles velstand.” Det er vigtigt, at vi fra begyndelsen ikke tror, at denne teknologiske revolution, som vi er midt i, kun kan have ét uundgåeligt udfald. Jeg kommer til at tænke på det slagord, den britiske premierminister Margaret Thatcher brugte, når hun talte om sin plan om deregulering og skattelettelser for de rige: ”TINA – There is no alternative” (der er ikke noget alternativ). Men historien skabes af mennesker, ikke af virksomheder eller maskiner. Den nye tidsalders røverbaroner siger til os, at alting er anderledes nu, og at de har fortjent at vinde, fordi de er kloge nok til at smide vanetænkningen væk og acceptere sammenbruddet. Og at dette sammenbrud værdsættes over alt andet, er tydeligt i Facebook-mottoet: ”Move fast and break things”. Men en kultur og dens kunst kan ikke sammenlignes med en gammel klaptelefon, der kan smides i skraldespanden, fordi den er blevet ”disruptet” af den næste store nyhed. Kultur blomstrer i kontinuitet. Som Pete Seeger engang sagde: ”Hver sangskriver er kun et led i kæden.” En forfatter, jeg beundrer meget, er nu afdøde Gabriel Garcia Márquez, som for mig var legemliggørelsen af kunstnerens rolle i samfundet. Hans liv var præget af, at han nægtede at tro på, at vi ikke er i stand til at skabe en mere retfærdig verden. Utopier er ikke populære lige nu. Alligevel opgav Márquez aldrig troen på ordenes evne til at forandre, skabe magi og stimulere fantasien. Márquez lærte os også, hvor vigtigt det regionale er. I en ensartet kommerciel kultur, hvor man kan gå igennem et indkøbscenter i Shanghai og glemme, at man ikke er i Los Angeles, var Márquez’ arbejde umiskendeligt latinamerikansk – lige så unikt som Gilberto Gils sange eller Alejandro 30

Move fast and break things_DK.indd 30

29/11/2017 16.59

González Iñárritus film. I en kultur som vores, der så længe har hyldet en ”smeltedigel”-filosofi, som skjuler forskellene, er det værdifuldt at anerkende, at der er forskel på at lade vores forskelligheder være barrierer og at værdsætte de ting, der gør hver enkelt kultur enestående, rodfæstet i tid og rum og i forbindelse med sit folk. Og dertil kommer, at unge kunstnere også har brug for den sans for historien, som Márquez hyldede, da han sagde: ”Jeg kan ikke forestille mig, hvordan nogen overhovedet kunne tænke på at skrive en roman uden at have i det mindste en vag idé om de 10.000 års litteratur, der er gået forud.” Kulturelt hukommelsestab kan kun føre til kulturel død. Hvis de eneste universitetsstuderende, der får støtte fra staten, er computer ingeniører, vil vi som kultur miste noget. Men Google, YouTube og Facebook behandler kulturelle objekter som varer – som clickbait. Forskeren James Delong peger på, at Googles primære mission er et gøre verdens medier til rene handels varer: I de fleste tilfælde er den, der gør noget til kommercielle handelsvarer, begrænset af sin viden om, at der må efterlades penge nok

i systemet til, at der kan skabes komplementære varer. Google er i

en anden position. Deres komplementære varer eksisterer allerede, og på kort sigt behøver de ikke bekymre sig om at få dem til at fort-

sætte med at strømme ind. Hvad indhold angår, har vi årtiers musik

og film, der kan digitaliseres og derpå distribueres – med annoncer

knyttet til [og indsamling af data, så der kan dannes brugerprofiler].

Et væld af andre værker venter på at blive digitaliseret, blandt andet årtiers musik og film. Hvis de slipper op, har Google og andre inter-

netfirmaer fundet på koncepterne brugergenereret indhold og sociale netværk, hvor brugerne sælges til hinanden med endnu mere reklame

tilknyttet [og dataminering]. Så alt i alt vil Google kunne fortsætte med at klare sig fint, selv om det efterlader leverandørerne af komplementære varer gispende som fisk på stranden.

Move fast and break things_DK.indd 31

29/11/2017 16.59

For at vise, hvordan denne dybtgående forandring berører alle kunstnere, vil jeg vende vores opmærksomhed mod slutningen af 1960’erne, da jeg arbejdede som tour manager for The Band og indimellem for Bob Dylan, når det passede ind i hans reserverede livsstil. Hver gang en musiker klager over, at han eller hun er blevet snydt af YouTube eller Spotify, er standardsvaret noget i denne retning: ”Åh ja, men musikindustrien har altid snydt musikerne. Hvad nyt er der i det?” Men det er bare ikke sandt. Musikbranchen fungerede bemærkelsesværdigt godt i 1960’erne og 1970’erne. Alle fik deres betaling, man fik en fornuftig forrentning af sin investering som kunstner i form af tid og hårdt arbejde, og pladeselskaberne hjalp dig virkelig med at skabe en karriere. De enkelte kunstnere kunne benytte sig af pladeselskabernes globale distributionsnetværker, og pladeselskaberne kunne til gengæld hjælpe kunstnernes karriere på vej med flere albums. I dag er branchen helt anderledes, som musikeren David Byrne for nylig beskrev i en kommentar i New York Times: ”Det her burde være den bedste tid for musikken nogensinde – der findes, laves, distribueres og lyttes til mere af den end nogensinde før. Alle burde juble – men mange af os, der skaber, optræder med og indspiller musik, gør det ikke … Jeg klarer mig selv okay, men min bekymring drejer sig om de kunstnere, der er ved at komme frem nu: Hvordan skal de kunne gøre musikken til en levevej?” Hvis vi skal have en moralsk forankring af den digitale økonomi, er vi nødt til at besvare det spørgsmål.

Move fast and break things_DK.indd 32

29/11/2017 16.59

23 mm

147 mm

T S A F VE D

N A H N AT

O M

N I L TA P

N A

K A E RB GS N I H T

100 mm

SÅDAN HA R FACEB GOOGLOOK, OG AMAE SAT VOZON KULTU RES UNDERR OG UND PRES MINERERE DEMO T KRATIE T

226 mm

JONATHAN TAPLIN

OPGØR MED MONOPOLERNE

MOVE FAST AND BREAK THINGS

Nomin Årets eret til Erhver af Finavsbog 2017 ncial T imes

Jyllands-Postens Forlag

Move fast and break things_DK-cover.indd 1

30/11/2017 14.21