One by JP/Politikens Forlag

Intet skal skille os

Her

Er Vi.

”Siamesiske tvillinger – det må være det værste i hele verden.”

Og vi er i live. Er det ikke

Og ingen ler, for det er ikke en joke. Det bliver sagt som en trist sandhed.

vidunderligt? Sarah Crossan er vokset op i London og New York og bor nu i Hertfordshire nord for London. Bag sig har hun bøgerne Apple and Rain og The weight of water. One blev hendes store gennembrud og har fået en fremragende modtagelse i hjemlandet, ligesom den er solgt til en lang række lande. Sarah Crossans livret er brød med tandsmør – og så er hun vild med de danske tv-serier, Borgen og Forbrydelsen. One er den første af Sarah Crossans bøger, der er oversat til dansk.

At vi to

Men jeg kan nævne hundrede ting, der er værre end at leve, side om side, med Tippi, end at leve i denne krop og være den, jeg altid har været.

overhovedet

er her.

De siamesiske tvillinger Tippi og Grace er trods deres fysik to meget forskellige og selvstændige individer. Da pengene til privatundervisning slipper op, og de bliver sendt i en almindelig skole, åbner der sig en helt ny verden af mobning – men også af venskaber og kærlighed. Grace forelsker sig i Jon og mærker for første gang i sit liv en trang til ikke at have Tippi med til alt, hvad hun foretager sig. Da hun samtidig rammes af en hjertesygdom, bliver spørgsmålet om adskillelse pludselig helt konkret. Men hvordan vil det være at leve adskilt, når man føler sig som en?

Jeg kan nævne tusinde værre ting. En million. Hvis nogen spurgte.

#intetskalskilleos ISBN 978-87-4003-043-3

POLITIKENS FORLAG

One.indd 2

26/01/16 18.40

One

One.indd 1

26/01/16 18.40

One.indd 4

26/01/16 18.40

Sarah Crossan

One

P책 dansk ved Lea Carlsen Ejsing

Politikens Forlag

One.indd 3

26/01/16 18.40

Til Ben Fox (1988-2014) â&#x20AC;&#x201C; ride on

One.indd 5

26/01/16 18.40

One.indd 6

26/01/16 18.40

August

One.indd 7

26/01/16 18.40

SĂ¸stre Her Er Vi. Og vi er i live. Er det ikke vidunderligt? At vi to overhovedet er her.

One.indd 8

26/01/16 18.40

Sidst på sommeren Sommervinden hvisker køligt. Nattemørket kommer tidligere og tidligere. Og ud af det blå siger Mor, at Tippi og jeg ikke skal undervises hjemme mere. “Til september starter I på en skole som alle andre sekstenårige,” siger hun. Jeg er fuldstændig stille. Jeg lytter og nikker og trækker i en løs tråd i min trøje, indtil en knap falder af. Men Tippi er ikke tavs. Hun eksploderer: “Hvad snakker I om? Er I blevet sindssyge?” skriger hun, og så skændes hun med Mor og Far i timevis. Jeg lytter og nikker

One.indd 9

26/01/16 18.40

og bider i huden rundt om mine fingernegle, indtil de begynder at bløde. Til sidst gnider Mor sine tindinger, sukker og siger det direkte: “Folk donerer ikke ret meget længere, vi har ikke råd til at undervise jer hjemme. I ved, at jeres far ikke har fundet arbejde endnu, og Bedstes pension dækker ikke engang elregningen.” “I piger er ikke billige,” tilføjer Far, som om alle de penge, de bruger på os – hospitalsregninger og specielt tøj – kunne spares, hvis vi bare opførte os ordentligt. Ser du, Tippi og jeg er ikke helt normale, ikke noget, man ser ret tit – aldrig – for at sige det, som det er. Alle, der har lidt pli, kalder os “sammenvoksede”, men vi er også blevet kaldt: uhyrer, uvæsener, monstre, mutanter 10

One.indd 10

26/01/16 18.40

og engang en tohovedet dæmon, hvilket fik mig til at græde, så mine øjne var hævede i en uge. Men vi er altså anderledes. Vi er faktisk vokset sammen ved hoften – fælles ben og blod. Og derfor har vi aldrig gået i skole. I årevis har vi bikset med kemiforsøg ved køkkenbordet, og vi har dyrket idræt i haven. Men nu er der ingen vej udenom; vi skal i skole. Vi skal ikke i en folkeskole som vores søster Dragon, hvor elever stikker deres lærere med knive og drikker slettelak til morgenmad. Nej, nej, nej. Kommunen vil ikke betale for vores hjemmeundervisning, 11

One.indd 11

26/01/16 18.40

men de betaler for en plads på en privatskole – Hornbeacon High – og Hornbeacon har accepteret at lade én plads tælle for os begge. Det er vist meningen, at vi skal føle os heldige. Men heldige vil jeg ikke ligefrem kalde os.

One.indd 12

26/01/16 18.40

Alle Dragon strækker ud for enden af den dobbeltseng, jeg deler med Tippi. Hendes skrammede fødder stritter, mens hun maler sine tånegle metallisk blå. “Det kan jo være, I bliver glade for det,” siger hun. “Ikke alle er nogle røvhuller.” Tippi tager neglelakken, maler neglene på min højre hånd og puster mine fingernegle tørre. “Nej, du har ret, alle er ikke nogle røvhuller,” siger Tippi. “Men det bliver de, når vi er i nærheden.”

One.indd 13

26/01/16 18.40

Et monster som os Dragons rigtige navn er Nicola, men Tippi og jeg ændrede det, da hun var to, da hun var vild og ildsprudlende, trampede rundt i lejligheden og tyggede i tøjdyr og legetøjstog. Nu, da hun er fjorten og danser ballet, tramper hun ikke længere – hun svæver. Det er heldigt for hende, at hun er fuldstændig normal. Men måske er det også surt at være vores søster, sommetider, måske bliver hun set som et monster på grund af os.

One.indd 14

26/01/16 18.40

Ischiopagus tripus Forskere har fundet forskellige kategorier til sammenvoksede tvillinger, men hvert eneste par, der har eksisteret, er unikt – anatomien er hemmelig, medmindre vi selv vil afsløre den. Og folk vil altid vide det. De vil vide præcis, hvad vi deler dernede, og nogle gange fortæller vi det. Ikke fordi det kommer dem ved, men for at de ikke skal tænke mere på det – det er tankerne om vores kroppe, vi ikke kan holde ud. Altså: Tippi og jeg er en variant af ischiopagus tripus. Vi har to hoveder, to hjerter, to sæt lunger og nyrer. Vi har også fire arme og et par brugbare ben,

One.indd 15

26/01/16 18.40

nu hvor det ubrugelige ben er blevet kuperet som en hundehale. Vores indvolde er først adskilte, men ender med at gro sammen. Og derefter er vi helt den samme. Det lyder sikkert som en fængselsdom, men vi har det bedre end andre, der lever med fælles hoveder eller hjerter eller med kun to arme til deling. Det er ikke så slemt. Det har altid været sådan. Vi kender ikke andet. Og faktisk er vi, for det meste, ret glade sammen.

One.indd 16

26/01/16 18.40

Mælkeruten “Vi har ikke mere mælk,” siger Bedste. Hun viser en tom mælkekarton og et krus dampende kaffe frem. “Nå, men så gå ud og køb det,” siger Tippi. Bedste rynker på næsen og prikker Tippi i siden. “Du ved godt, jeg har problemer med hoften,” siger hun, og jeg ler højt; Bedste er den eneste i verden, der vil overgå os i handicap. Derfor trasker Tippi og jeg ned til butikken på hjørnet, to gader væk. Sådan kommer vi frem: Vi hopper og humper af sted, min venstre arm om Tippis talje, og min højre arm over en krykke – Tippi er et spejlbillede af mig. Da vi kommer ind i butikken, er vi begge forpustede, og ingen af os vil bære mælken hjem. “Næste gang kan hun selv købe ind,” siger Tippi og stopper, 17

One.indd 17

26/01/16 18.40

et øjeblik, for at støtte sig til et rustent rækværk. En kvinde med en klapvogn kommer forbi, hendes mund er et gabende hul. Tippi smiler og siger: “Hej med dig!” Hun fniser, da kvinden med den perfekte krop næsten snubler i chok.

One.indd 18

26/01/16 18.40

Picasso Dragon spreder tusind puslespilsbrikker ud over køkkenbordet. Billedet på æsken lover, at det rod vil forvandle sig til et maleri af Picasso – “Venskab” – en surrealistisk opstilling af kropsdele og kanter, af farvede felter i gul, brun og blå. “Jeg kan godt lide Picasso,” siger jeg. “Han maler tingenes væsen og ikke kun det, som øjnene ser.” Tippi sukker. “Det ser umuligt ud.” Dragon vender en brik med forsiden op. “Jo sværere, desto bedre,” siger hun. “Ellers er det vel ikke sjovt?”

One.indd 19

26/01/16 18.40

Tippi og jeg slår os ned ved siden af hende på en ekstra bred spisestuestol, mens Far slæber sig ned fra soveværelset med et sløvt blik og sur lugt. Han ser på os, da vi roder efter brikker til rammen – kanten og hjørnerne – så rækker han ind over Dragons skulder og giver hende brikken til øverste højre hjørne. Han sidder over for os ved bordet og trækker tavst de brikker, vi har ledt efter, frem på række. “Godt samarbejde,” siger jeg og smiler til Far. Han kigger på mig og blinker. “Jeg har gode forbilleder,” siger han og rejser sig for at finde en øl i køleskabet.

One.indd 20

26/01/16 18.40

Affyring Mor og Far forbereder Tippi og mig på vores første skoledag, som om de skal sende astronauter ud i rummet. Hver dag er fuld af aftaler. De bestiller tid hos vores terapeuter, læger og tandlæge. Bedste lægger lyse striber i vores hår og filer vores negle, så vi er klar til det Store Offentlige Show. “Det bliver fantastisk!” Mor lader som om, vi ikke bliver smidt for løverne uden våben, og Far smiler skævt. Dragon, som skal starte på første år, vender øjne og trækker ned i ærmerne på sin cardigan. “Hold nu op, Mor. Det bliver altså ikke så let.”

One.indd 21

26/01/16 18.40

“Jeg dropper ud, hvis jeg hader det,” erklærer Tippi, og Dragon siger: “Jeg hader skolen. Må jeg blive hjemme?” Bedste ser Judge Judy. “Hvordan kan man hade skolen?” skræpper hun. “I får en oplevelse for livet, piger. I får sikkert kærester derovre.” Far vender sig væk, Dragon rødmer, og Mor siger ikke noget, fordi alle ved, at kærlighed er umulig at finde for os.

One.indd 22

26/01/16 18.40

Terapi “Fortæl mig, hvad der foregår,” siger dr. Murphy, og som så ofte før er jeg tavs i ti lange minutter, mens jeg piller ved en knap i den brune lædersofa. Jeg har kendt dr. Murphy hele mit liv, i seksten et halvt år, hvilket er lang tid at kende nogen, hvis man skal finde på noget nyt at sige. Men lægerne insisterer på, at vi skal i terapi for at styrke vores mentale helbred, som om det er den del af os, der er ødelagt. Tippi har hovedtelefoner på og lytter til høj musik, så hun ikke kan høre, hvad jeg siger, så jeg kan lukke mine skjulte følelser ind i dr. Murphys notesbog uden at såre Tippi. Og engang ævlede jeg løs, da jeg var syv eller otte, og Tippi havde stjålet min dukke, hevet mig i håret eller spist min halvdel af en kage. 23

One.indd 23

26/01/16 18.40

Men nu er der ikke så meget at sige, som Tippi ikke allerede ved, og samtalen virker som spild af penge, vi ikke har. Og som spild af halvtreds minutter. Jeg gaber. “Nå?” siger dr. Murphy med rynket pande, som om mine problemer også er hendes. Empati er selvfølgelig en del af pakken. Et skuldertræk. “Vi skal starte i skole snart,” siger jeg. “Ja, det har jeg hørt. Og hvad tænker du om det?” spørger hun. “Ved det ikke.” Jeg kigger op i lampeskærmen, på et spindelvæv og en lille edderkop, der æder en kæmpestor flue. Jeg folder hænderne i vores skød. “Altså …” siger jeg, “måske er jeg bange for, at de andre får medlidenhed med mig.” 24

One.indd 24

26/01/16 18.40

Dr. Murphy nikker. Hun siger ikke, at det ikke vil ske, eller påstår, at det bliver fantastisk. Det er ikke hendes stil at lyve. I stedet siger hun: “Jeg vil gerne vide, hvordan det går, Grace.” Hun kigger på uret og kvidrer: “Vi ses næste gang!”

One.indd 25

26/01/16 18.40

Tippis taletid Vi går ind til dr. Netherhall på nabokontoret, hvor det er min tur til at sidde med hovedtelefonerne, mens det er Tippis tur til at fortælle alt. Hvilket jeg tror, hun gør. Hun taler hurtigt, ansigtet er alvorligt, stemmen er nogle gange høj nok til, at jeg kan høre et løsrevet ord eller to. Jeg skruer op for musikken, tvinger den til at overdøve stemmen, og jeg ser på hende, da hun lægger sin fod over min, fjerner den igen, stryger håret væk fra ansigtet, hoster, bider sig i læben, vrider sig på vores stol, klør sig på armen, gnider næsen, 26

One.indd 26

26/01/16 18.40

stirrer op i loftet, stirrer på døren, og hun taler konstant, indtil hun til sidst klapper mig på knæet og mimer ordet: “Færdig.”

One.indd 27

26/01/16 18.40

Intet skal skille os

Her

Er Vi.

”Siamesiske tvillinger – det må være det værste i hele verden.”

Og vi er i live. Er det ikke

Og ingen ler, for det er ikke en joke. Det bliver sagt som en trist sandhed.

At vi to

Men jeg kan nævne hundrede ting, der er værre end at leve, side om side, med Tippi, end at leve i denne krop og være den, jeg altid har været.

overhovedet

er her.

Jeg kan nævne tusinde værre ting. En million. Hvis nogen spurgte.

#intetskalskilleos ISBN 978-87-4003-043-3

POLITIKENS FORLAG