Sivert bruger al sin fritid på at fantasere om, at han er
med på ekspeditioner i den barske natur uden for byen. At han snitter pinde, bygger tømmerflåder, shelters og bål – laver mad over åben ild og går med tørklæde og sover udendørs i telt og sovepose. Heldigvis får Sivert lov til at begynde hos spejderne af sine forældre, der ellers mest interesserer sig for computere. Den lille patrulje holder til i et gammelt butikslokale på Vennemindevej. Og Sivert er så heldig, at han snart skal med spejderne på lejrtur langt væk fra byen. Det er hans store drøm. Men ret galt går det, da den lille flok kommer til at krydse spor med en stor militærøvelse, som finder sted i nærheden …
På Sporet er første bind i Kirsten Sonne Harilds nye serie om spejderne fra Natuglerne. Bogen er levende illustreret af Jan Solheim.
POLITIKENS FORLAG
politikensforlag.dk
ISBN 978-87-400-3652-7
7
1 Sivert på overlevelse Sivert dirrede. Ulven stod kun et par meter foran ham. Den skinnede som sølv i lyset fra fuldmånen. Dens øjne og tænder lyste. Dens pels og ånde lugtede stærkt af rovdyr. „Rrrrrr…” Fra ulvens strube lød en dyb, truende knurren … Den trak sig et par skridt tilbage. Krummede ryggen, flyttede vægten frem og tilbage fra det ene forben til det andet og samlede hele kroppen. Den ville kunne nå ham i et spring. Nu skulle der handles hurtigt. Rebet lå i hans hånd. Det måtte kunne bruges til noget. Uden at fjerne blikket fra ulven gjorde Sivert klar til at kaste. Kunne han ramme den nederste, tykke
9
gren på det store egetræ, binde et stærkt knob og klatre op på den, ville han være reddet. Ulve klatrede ikke i træer. Det vidste han. Fra træet ville han kunne svinge sig ud over vandet, hvor tømmerflåden, som han havde bygget dagen forinden, lå og vuggede lige så stille. Og så ville han kunne padle ned ad floden. Han havde klaret sværere ting før. Han kastede rebet …
10
„Sivert?!” lød det pludselig bag ham. Det bankede på døren. Åh nej, det hele var ødelagt. Ulven forsvandt som i en sky. „Moaaar!” sagde Sivert, sukkede dybt og hoppede ned fra sengen, som han lige havde svinget sig op på via kassen med hans gamle Lego. „Din stol er kommet, kom ud og se!” „Min stol? Hvad for en stol?” spurgte han og bandt tørklædet op, som han havde om halsen. Han løsnede bæltet i livet og hængte det over sengegavlen, hvor det altid hang klar. Puttede plastickniven ned i den øverste skuffe i kommoden. Den, han havde lånt af lillesøs. „Din gave?” råbte mor. „Har du helt glemt din fødselsdagsgave?” „Nej, nej,” råbte han tilbage. „Jeg kommer nu.” Stolen var enorm. Den havde en megahøj ryg og et par ordentlige armlæn. De lysende røde og sorte pu-
11
der, der skulle støtte nakke og ryg, så ud, som om de var af læder. Den kunne dreje rundt. Rundt og rundt. Og lange håndtag stak ud under stolesædet. „Den kan så mange ting. Wauw, en fed gamerstol, hva’?” sagde mor friskt og klappede på den for at få Sivert til at komme og sidde ned. Sivert blev stående og kneb øjnene sammen. Han syntes, den lignede et monster. „Synes du ikke, den er lidt for stor til mit værelse?” sagde han. Han tænkte på, hvordan han nu skulle få plads til tømmerflåden ude på vandet, tømmerflåden, som han så ofte sejlede på ekspedition i. Og til bålpladsen, hvor han ofte bagte snobrød og majskolber … „Den er fin, mor,” sagde han så bare. „Rigtig fin.” Han kunne se, at hun ventede på at høre det. Han smilede oveni. „Tak for gaven, mor.”
12
Han vendte sig for at gå tilbage til værelset uden stolen, men blev standset af hendes ivrige stemme. „Vi synes, du skal tænke over, hvilke spil du vil ønske dig. Spil, som du kan spille sammen med dine klassekammerater,” sagde mor og satte sig i stolen og prøvede at se klog ud. „Hm … noget med natur? Og overlevelse?” sagde Sivert stille og tænkte på sin altid mørke og støvede computerskærm, der stod på skrivebordet.
13
Hvorfor skulle alting dog proppes ind i den lysende firkant? „Er der nogen af dine kammerater, der spiller den slags spil?” spurgte mor. „Altså med natur og sådan noget?” „Måske gør Karla og Emil,” sagde Sivert. „De ser måske også Robinson?” spurgte mor. „Ligesom os.” „Nej, de går til spejder, mor.” „Til spejder?” sagde mor højt. „Er der nogen, der går til spejder i dag?” Sivert nikkede. „De løber vist nærmest. De har i hvert fald lige haft natløb i Hareskoven … Nå, men … jeg skal lige …” sagde Sivert og vendte sig for at gå ind på sit værelse. Tømmerflåden ventede på ham. Det var vigtigt, og han ville gerne nå at bygge et shelter og slå lejr, inden det blev mørkt. „Gamerstolen?” lød det spørgende fra mor.
14
„Skal du ikke have den med dig …?
Hun rejste sig og begyndte at rulle stolen forsig-
tigt hen mod hans dør.
Sivert hørte ikke mere. Han lukkede døren, bandt
tørklædet om halsen, trak kniven frem fra skuffen og svingede sig op på tømmerflåden.
Sivert bruger al sin fritid på at fantasere om, at han er
med på ekspeditioner i den barske natur uden for byen. At han snitter pinde, bygger tømmerflåder, shelters og bål – laver mad over åben ild og går med tørklæde og sover udendørs i telt og sovepose. Heldigvis får Sivert lov til at begynde hos spejderne af sine forældre, der ellers mest interesserer sig for computere. Den lille patrulje holder til i et gammelt butikslokale på Vennemindevej. Og Sivert er så heldig, at han snart skal med spejderne på lejrtur langt væk fra byen. Det er hans store drøm. Men ret galt går det, da den lille flok kommer til at krydse spor med en stor militærøvelse, som finder sted i nærheden …
På Sporet er første bind i Kirsten Sonne Harilds nye serie om spejderne fra Natuglerne. Bogen er levende illustreret af Jan Solheim.
POLITIKENS FORLAG
politikensforlag.dk
ISBN 978-87-400-3652-7