Perfekt - Cecelia Ahern by JP/Politikens Forlag

Foto © Metthew Thompson

“Min længsel efter at finde Carrick har været, og er, enorm, men det har ikke været nemt. Det lykkedes ham at undvige sin Angiver så snart, han blev sluppet ud af slottet, og jeg gætter på, at min eksponering heller ikke gjorde det nemt for ham at opsøge mig. Han fandt mig for to uger siden, han reddede mig midt i en opstand i et supermarked. Han bragte mig hjem, jeg var bevidstløs, da det skete, så vores længe ønskede genforening blev ikke helt, som jeg havde håbet. Han efterlod beskeden til mig og forsvandt.”

Den spændende og romantiske efterfølger til FLOSSET. Celestine North lever i et samfund, der kræver perfektion. Efter at være blevet mærket som FLOSSET af den moralske domstol, har Celestine mistet sin frihed. Dommer Crevan har erklæret at hun er samfundets største trussel, og hun lever nu under jorden – konstant på flugt fra myndighederne. Med sig har hun den indadvendte, men attraktive Carrick, som er det eneste menneske hun kan stole på – og sammen udvikler de en plan, der kan få hele det PERFEKTE samfund til at smuldre. Men tiden er ved at løbe ud for Celestine, der er nødt til at træffe en stor beslutning: Skal hun redde sig selv eller sætte livet på spil for at redde alle de andre FLOSSEDE? Først når man erkender alle sine fejl, kan man blive PERFEKT.

Cecelia Ahern er født og opvokset i Dublin, og hun er uddannet inden for journalistik og mediekommunikation. Hendes mange bøger er udkommet i næsten 50 forskellige lande og er solgt i flere end 25 millioner eksemplarer verden over. Cecelia Ahern har bl.a. skrevet bestselleren bag den populære film P.S. Jeg elsker dig. PERFEKT er opfølger til FLOSSET, der var hendes første ungdomsroman. www.cecelia-ahern.com

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3410-3

cecelia ahern

PERFEKT PÃ¥ dansk ved Marie Kopp

POLITIKENS FORLAG

Perfekt.indd 3

21/12/2017 10.48

Første del 1 Ukrudt er bare blomster, der gror på det forkerte sted. Det er ikke mine ord, det er min bedstefars. Han ser skønheden i alting, eller måske er det snarere sådan, at han synes, at det, der er anderledes, eller ikke passer ind, er smukkere end noget andet. Det kommer til udtryk på mange måder. At han foretrækker at bo i det gamle stuehus frem for i den moderniserede portlænge, og laver kaffe i den gamle smedejernsgryde over åben ild på komfuret i stedet for at bruge den blanke espressomaskine, mor gav ham i fødselsdagsgave for tre år siden, og som nu står og samler støv på køkkenbordet. Det er ikke, fordi han er bange for fremskridt, faktisk kæmper han om nogen for forandring, men han kan bare godt lide autenticitet, den oprindelige version af alting. Derfor sætter han også pris på, når ukrudt frejdigt skyder op rundt omkring. Og det er denne indstilling, der har fået mig til at søge tilflugt hos ham i min nød, og derfor han sætter sin egen sikkerhed på spil for at give mig ly. Give ly. Det er den vending, Lavet bruger. Alle, der hjælper eller giver Celestine North ly, bliver straffet hårdt. De uddyber ikke hvordan, men Lavets omdømme gør, at man godt kan forestille sig det. Bedstefar er tilsyneladende ligeglad med risikoen ved at have mig boende, den gør ham vist kun endnu mere opsat på at beskytte mig. 7

Perfekt.indd 7

21/12/2017 10.48

”Ukrudt er bare en plante, der gerne vil gro der, hvor folk vil have noget andet,” siger han nu og bøjer sig ned for at trække den ubudne gæst op af jorden med sine brede, stærke hænder. Betydningen er den samme, men han varierer den måde, han siger det på. Han har kampdygtige hænder, store, kraftige hænder, som skovle, men de er også blide og omsorgsfulde. De har arbejdet med jorden på hans gård, og de har båret og beskyttet hans datter og børnebørn. Disse hænder, der kunne kvæle en mand, er de samme hænder, der har værnet om og opfostret en pige og fået planter til at gro. Måske har opdragerne de stærkeste hænder, fordi deres handlinger udgår fra hjertet, de har noget at kæmpe for, de har noget dyrebart, de skal passe på. Bedstefar ejer 40 hektar jord, ikke kun jordbærmarker, som den vi går i nu. Men han åbner denne del af sin jord op for offentligheden i juli. Familier betaler for at komme og plukke deres egne jordbær, han siger, at indtægten fra det hjælper ham med at få det til at løbe rundt. Han kan ikke lade være med det i år, og ikke kun af økonomiske grunde, men fordi Lavet ellers vil regne ud, at han skjuler mig. De holder øje med ham. Han må fortsætte, som han gør hvert år, og jeg prøver at lade være med at tænke på, hvordan det bliver at høre lydene af børn, der går og hygger sig med at plukke jordbær, imens jeg gemmer mig, og hvor meget farligere det bliver at have fremmede gående omkring på gården. Tænk, hvis de opdager mig. Som barn elskede jeg at komme her i jordbærsæsonen sammen med min søster Juniper. Efter en hel dag herude havde vi ofte flere bær i maverne end i vores kurve, men stedet føles ikke lige så magisk nu. Nu luger jeg i den jord, der engang var min fantasiverden. Når bedstefar bruger den talemåde, imens han arbejder, så ved jeg, at det er mig, han taler om, som om han har opfundet sin egen unikke form for bondegårdsterapi. Men selv om han mener det godt, forstærker det bare kendsgerningerne for mig. 8

Perfekt.indd 8

21/12/2017 10.48

Jeg er ukrudtet. Jeg er brændemærket som Flosset fem steder på min krop, og et ekstra hemmeligt sted for en god ordens skyld, for at hjælpe en Flosset og lyve over for Lavet, og med disse mærker fortalte samfundet mig, at jeg var uønsket. De rev mig op med rode, lod mig hænge og dingle, hvirvlede mig rundt, og smed mig væk. ”Men hvem er det, der kalder det for ukrudt?” fortsætter bedstefar, imens vi arbejder os igennem bedene. ”Ikke naturen. Det gør mennesker. Naturen tillader, at det gror. Naturen giver det plads. Det er mennesker, der stempler det og smider det væk.” ”Men den her kvæler blomsterne,” siger jeg til sidst og ser op fra mit arbejde, øm i ryggen og med jord på fingrene. Bedstefar ser på mig med et skarpt blik. Han har kasketten trukket ned over sine klare, blå øjne, han er altid på vagt, holder altid øje, som en høg. ”De er overlevere, derfor. De kæmper for deres sted.” Jeg undertrykker min tristhed og ser væk. Jeg er ukrudt. Jeg er overlever. Jeg er Flosset. Jeg fylder atten år i dag. Der er den person, som man synes, man burde være, og så er der den person, man i virkeligheden er. Jeg har mistet fornemmelsen af begge dele. Bedstefar siger, det er et perfekt sted at begynde.

Perfekt.indd 9

21/12/2017 10.48

2 Den person, jeg føler, jeg bør være: Celestine North, datter af Summer og Cutter, søster til Juniper og Ewan, kæreste med Art. Jeg burde være blevet færdig med min eksamen for nylig, være klar til at begynde på universitetet, hvor det var meningen, at jeg skulle studere matematik. I dag er det min atten års fødselsdag. Jeg skulle have fejret den på Arts fars yacht. Bosco Crevan lovede, at jeg kunne låne den på min store dag, det var hans gave til mig, med tyve af mine tætteste venner og familiemedlemmer, måske endda et fyrværkerishow. En overdådig chokoladefontæne, som folk kunne dyppe deres skumfiduser og jordbær i. Jeg forestiller mig min veninde Marlena med chokoladeoverskæg og et alvorligt udtryk i ansigtet, jeg hører hendes kæreste, der lige så rapkæftet som altid truer med at dyppe visse dele af sig selv i det. Marlena, der ruller med øjnene. Mig, der ler. De lader, som om de skændes, det gør de altid, nyder dramaet, kun for at de kan blive gode venner igen. Far prøver at være sej på dansegulvet, danse med mine venner, demonstrere sin body-popping og sine Michael Jacksonefterligninger. Jeg ser min model-mor, der står ude på dækket i en løstsiddende, blomstret sommerkjole. Hendes lange hår, der bølger i vinden, som om der er placeret en vindmaskine det helt rigtige sted. Hun er cool på overfladen, men hun er hele tiden opmærksom på, hvad der foregår omkring hende, hvad der skal rettes op på, hvem der skal have fyldt glasset op, hvem der ikke lige har nogen at tale med, og med et knips med fingrene vil hun 10

Perfekt.indd 10

21/12/2017 10.48

svæve af sted i sin kjole og fikse det. Min bror Ewan spiser for mange skumfiduser og chokolade og løber rundt med sin bedste ven, Mike, helt svedende og rød i hovedet, han drikker ølsjatter og må hjem før tid, fordi han har ondt i maven. Jeg ser min søster Juniper henne i hjørnet sammen med en veninde, hun betragter os fra sidelinjen, hun analyserer alt med et stille smil, og hun forstår alting bedre end nogen anden. Jeg ser mig selv. Jeg burde danse med Art. Jeg burde være glad. Men det føles ikke rigtigt. Jeg kigger op på ham, og han er ikke den samme. Han er tyndere, han ser ældre ud, træt, uvasket og usoigneret. Han kigger på mig, hans blik hviler på mig, men hans tanker er et andet sted. Hans berøring er slap, det er kun antydningen af en berøring, og hans hænder er fugtige. Det føles ligesom sidste gang, jeg så ham. Det var ikke sådan, det skulle være, sådan har det aldrig været før, det var altid perfekt, men jeg kan ikke engang genkalde mig følelserne fra dengang i mine dagdrømme mere. Det føles, som om det er meget lang tid siden alt sammen. Jeg lagde det perfekte bag mig for længe siden. Jeg åbner øjnene og er tilbage i bedstefars hus. Der står en færdigkøbt, kold æbletærte med et enkelt lys i foran mig i en foliebakke. Der er den person, jeg synes, jeg burde være, selv om jeg ikke engang kan drømme rigtigt om hende mere, uden at realiteterne bryder ind, og der er den person, jeg i virkeligheden er nu. Den her pige, på flugt, men helt lammet, der sidder og stirrer ned på den kolde æbletærte. Hverken bedstefar eller jeg prøver at lade, som om intet er hændt. Bedstefar er ærlig, der er ikke noget fis med ham. Han ser sørgmodigt på mig. Han ved, at han ikke skal tale udenom. Det er situationen alt for alvorlig til nu. Hver dag prøver vi at lægge en plan, og hver dag ændrer planen sig. Jeg er flygtet fra mit hjem, flygtet fra min Angiver, Mary May, en af Lavets vogtere, hvis job er at overvåge min mindste bevægelse og sørge for, at jeg følger 11

Perfekt.indd 11

21/12/2017 10.48

reglerne som Flosset, og nu er jeg forsvundet fra deres radar. Jeg er officielt en ’undviger’. For to uger siden sagde min mor til mig, at jeg skulle flygte, hun hviskede en indtrængende ordre i mit øre, som stadig giver mig gåsehud, når jeg genkalder mig den. Lavets leder, Bosco Crevan, sad hjemme hos os og krævede, at mine forældre udleverede mig. På trods af den kendsgerning, at Bosco er min ekskærestes far, at vi har været naboer i ti år, at vi så sent som et par uger tidligere havde spist middag sammen i vores hjem, på trods af det ville min mor hellere have, at jeg stak af, end at jeg skulle overlades i hans varetægt igen. Det kan tage et helt liv at bygge et venskab op, og det kan tage et sekund at blive fjender. Der var bare en enkel vigtig ting, jeg måtte have med mig, da jeg flygtede. En besked til mig, som blev afleveret til min søster Juniper. Beskeden var fra Carrick. Carrick var min forvaringscellenabo på Highland Castle, Lavets højborg. Han overværede min rettergang, imens han selv ventede på sin, han var vidne til, at jeg blev brændemærket. Han så alle mine brændemærkninger, inklusive den hemmelige sjette. Han er det eneste menneske, som kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det lige nu, for han har været igennem det samme. Jeg har ikke længere den seddel, han gav mig, men jeg har ikke brug for den mere. Jeg lærte den udenad og ødelagde den. Min længsel efter at finde Carrick har været, og er, enorm, men det har ikke været nemt. Det lykkedes ham at undvige sin Angiver, så snart han blev sluppet ud af slottet, og jeg gætter på, at min eksponering heller ikke gjorde det nemt for ham at opsøge mig. Han fandt mig for to uger siden, han reddede mig midt i en opstand i et supermarked. Han bragte mig hjem, jeg var bevidstløs, da det skete, så vores længe ønskede genforening blev ikke helt, som jeg havde håbet. Han efterlod beskeden til mig og forsvandt.

Perfekt.indd 12

21/12/2017 10.48

Men jeg kunne ikke komme til at opsøge ham. Jeg var bange for at blive genkendt, så jeg kunne ikke gå omkring i byen. Jeg ringede til bedstefar. Jeg vidste, at hans gård ville være det første sted, Lavet undersøgte for at finde mig, men jeg havde brug for hans hjælp. Det var meningen, at det her ophold hos bedstefar skulle være en kort mellemstation, indtil tingene faldt til ro. Men nu spekulerer jeg på, om de nogensinde gør det. Siden jeg er kommet hertil, har Angiverne, Lavets vogtere, været her flere gange for at lede efter mig, men hver gang har de måttet opgive at finde mit skjulested. Jeg burde skjule mig et andet, mere sikkert, sted, men her er bedstefar i det mindste på hjemmebane. Jeg tror ikke, at nogen af os havde forventet, at Angiverne ville være så ihærdige i deres eftersøgning. Hver gang kommer Angiverne så tæt på mit skjulested, at jeg næsten ikke kan trække vejret. Jeg hører deres fodtrin, nogle gange deres åndedræt, imens jeg krummer mig sammen, klemt inde i små hulrum, oppe og nede, nogle gange på så åbenlyse steder, at de ikke engang kigger, nogle gange på så farlige steder, at de ikke vover at kigge. Jeg ser på det enlige, flakkende lys i den kolde æbletærte. ”Ønsk noget,” siger bedstefar. Jeg lukker øjnene og tænker mig om. Jeg har alt for mange ønsker, og de føles alle sammen uopnåelige. Men jeg tror også på, at det øjeblik, vi er hinsides at ønske os noget, enten er de øjeblikke, vi virkelig er lykkelige, eller det øjeblik, vi giver op. Ingen af delene passer på mig lige nu. Jeg er ikke overtroisk, men at ønske sig noget er at give sig selv lov til at håbe. Man insisterer på, at man har lov til at ville noget, at man har lov til at have et mål. Hvis man siger til sig selv, hvad man ønsker sig, kan man måske få det til at blive til virkelighed. Man

Perfekt.indd 13

21/12/2017 10.48

kan kanalisere sine positive tanker ind i det. Sørge for, at det kommer til at ske. Jeg puster lyset ud. Jeg har knap nok åbnet øjnene igen, da vi hører fodtrin ude i entreen. Dahy, bedstefars betroede gårdskarl, kommer ud i køkkenet. ”Angiverne er her. Løb.”

Perfekt.indd 14

21/12/2017 10.48

3 Bedstefar springer så hurtigt op fra sin stol, at den vælter bagover på stengulvet. Ingen samler den op. Vi er ikke parate til dette besøg. Så sent som i går gennemsøgte Angiverne hele gården fra ende til anden, så vi troede, at vi i det mindste kunne være i fred i dag. Hvor er den sirene, der som regel lyder som advarsel? Den lyd, som får folk til at stivne inde i deres hjem, indtil vognene er kørt forbi, og de heldige står tilbage og ånder lettet op over, at det ikke var dem, Angiverne kom efter. Der er ikke noget at diskutere. Vi skynder os væk fra huset. Vi ved instinktivt, at vores held med at gemme mig derinde er sluppet op. Dahy løber med os ud på området. Vi drejer til højre, væk fra alleen med kirsebærtræer, der fører op til huset. Jeg ved ikke, hvor vi løber hen, vi løber bare af sted i modsat retning af indkørslen. Dahy taler, imens vi løber. ”Dane så dem fra tårnet. Han råbte til mig. Ingen sirener. Overraskelsesmoment.” Der står en ældgammel tårnruin på bedstefars jord, og den egner sig godt, når man skal holde udkig efter Angiverne. Lige siden jeg kom, har han haft nogen på vagt i tårnet døgnet rundt. Gårdens ansatte skiftes til det. ”Og de er virkelig på vej?” spørger bedstefar og ser sig omkring, imens hans hjerne arbejder på højtryk. Han lægger planer, udpønser strategier. Og jeg må til min fortvivlelse indrømme, at jeg fornemmer panik. Jeg har aldrig set bedstefar gå i panik før. Dahy nikker. Jeg sætter farten op for at holde trit med dem. ”Hvor skal vi hen?” 15

Perfekt.indd 15

21/12/2017 10.48

De svarer ikke. Bedstefar ser sig stadig omkring, imens han løber hen over sin jord. Dahy betragter bedstefar, prøver at aflæse ham. Det er tydeligt for mig at se, at de ikke har nogen plan, og det gør mig bange. Jeg mærker det dybt nede i maven og i mit hamrende hjerte. Vi bevæger os i høj fart hen mod den fjerneste afkrog af bedstefars jord, ikke fordi han har en plan, men fordi han ikke har nogen. Han har brug for tid til at udtænke én. Vi suser hen over markerne, langs med de jordbærrækker, som vi for kun få timer siden arbejdede i. Angiverne er ikke et bevæbnet korps, deres våben er deres antal og den magt, de har. Alene deres tilstedeværelse er nok til at håndhæve disciplin. De har ikke nogen sofistikeret spionage-teknologi, ikke endnu i hvert fald, men de har samfundet på deres side, det meste af det, og derfor er alle borgere deres øjne og ører. Vi hører Angiverne komme nærmere. De andre gange har der kun været en enkelt bil, men nu synes jeg, at jeg kan høre flere. Mere larmende motorer end sædvanligt, måske kommer de i vogne og ikke biler. Der går som regel to Angivere til en bil, fire Angivere til en vogn. Hører jeg tre vogne? Måske tolv Angivere. Jeg begynder at ryste. Det er en omfattende eftersøgning. De har fundet mig, jeg er fanget. Jeg trækker den friske luft ned i lungerne, mærker min frihed forsvinde. Jeg ved ikke, hvad de vil gøre ved mig, men i deres varetægt fik jeg for to måneder siden på den mest smertefulde måde brændt mærker ind i min hud, det røde bogstav F, på seks steder, så alle skulle kende mine fejl. Jeg vil ikke blive stående for at finde ud af, hvad de ellers er i stand til. Dahy ser på bedstefar. ”Laden.” ”Der er de allerede nu.” De ser ud over området, som om jorden vil give dem et svar. Jorden. ”Sydegruben,” siger jeg pludselig. 16

Perfekt.indd 16

21/12/2017 10.48

Dahy ser usikker ud. ”Jeg tror ikke, det er en – ” ”Det gør vi,” siger bedstefar beslutsomt og sætter af sted i retning af gruben. Det var min egen idé, men den giver mig lyst til at græde. Jeg bliver svimmel ved tanken om at gemme mig der. Dahy rækker en arm ud som signal til, at jeg skal gå foran ham, og jeg ser medfølelse og tristhed i hans blik. Jeg ser også ”Farvel”. Vi følger efter bedstefar hen til lysningen ved den mørke skov, der støder op til hans jord. Her til formiddag gravede han og Dahy et hul i jorden, imens jeg lå og dovnede i græsset ved siden af og legede med et mælkebøttefrø og så det blive båret langsomt af sted med vinden. ”Man skulle tro, I gravede en grav,” sagde jeg sarkastisk. Jeg anede ikke, hvor sandt det skulle vise sig at være.

Perfekt.indd 17

21/12/2017 10.48

4 Sydegruben er ifølge bedstefar en af de ældste og mest enkle måder at tilberede mad på. Man kalder den også for en jordovn. Det er et hul i jorden, der bliver brugt til at holde på varmen og bage, ryge eller dampe mad i. For at man kan bage maden, skal ilden først brænde ned til gløder. Maden bliver anbragt i gruben og dækket til. Øverst bliver jorden lagt hen over det hele. Kartofler, græskar, kød, hvad man nu har lyst til, og så ligger det og koger dernede en hel dag. Bedstefar holder denne fest en gang om året sammen med gårdens folk, men som regel ved høsttid, ikke nu i juli. Han havde tænkt sig at gøre det nu, som teambuilding, som han sagde, på et tidspunkt hvor vi alle trængte til opmuntring, til at komme hinanden ved. Alle bedstefars medarbejdere er Flossede, og efter at de har været vidner til Angivernes nådesløse eftersøgning, og de mere end nogensinde har været i Lavets søgelys, har alle brug for et moralsk skulderklap. Jeg vidste ikke, at bedstefar havde ansat Flossede, før jeg kom hertil for to uger siden. Mor og far nævnte det aldrig, og vi besøgte altid gården om søndagen, når alle havde fri. Måske blev de bedt om at holde sig ude af syne, måske var de der hele tiden, og som de fleste Flossede forekom de mig usynlige, før jeg selv blev en af dem. Jeg forstår nu, at det her må have fået kløften imellem bedstefar og mor til at vokse, det var svært for hende, at han foragtede Lavet, den regeringsstøttede domstol, der lægger sag an mod folk for deres uetiske, amoralske handlinger. Vi troede, at hans udfald bare var konspirationsteorier, fordi han var bitter over, hvordan hans skattepenge blev brugt. Men det viste sig, at han havde ret. Jeg kan også 18

Perfekt.indd 18

21/12/2017 10.48

se nu, at bedstefar var mors lille beskidte hemmelighed. Som kendt model repræsenterede hun perfektion, i hvert fald udadtil, og fordi hun var verdensberømt, kunne hun ikke lade sit rygte i Humming blive ødelagt. At have sådan en åbenmundet far, som var på de Flossedes side, var en trussel imod hendes image. Det forstår jeg nu. Der er nogle arbejdsgivere, der behandler Flossede som slaver. Lange arbejdsdage og minimumsløn, hvis de er heldige. Mange Flossede er bare lykkelige for at have et job og arbejde for husly og mad. Størstedelen af de Flossede er veluddannede, sofistikerede mennesker. De er ikke kriminelle, de har ikke gjort noget ulovligt. De har truffet moralske og etiske beslutninger, som samfundet misbilligede, og det er de blevet brændemærket for. En organiseret, offentlig gøren til skamme, tænker jeg. Dahy var lærer. Han blev fanget på skolens overvågningskameraer i at tage hårdt fat i et barn. Jeg har også lært, at det at angive nogen til Lavet er et våben, som folk bruger imod hinanden. De rydder deres konkurrenter af vejen, gør plads til sig selv, eller de bruger det som en form for hævn. Det handler ikke altid om at hjælpe samfundet, det handler om at fremme sin egen situation. Ligesom når folk sagsøger kommunen, fordi de er snublet i en revne i fortovet, eller sagsøger en restaurant, fordi de er gledet på et trin og har brækket anklen. Folk misbruger systemet. Mange er på udkig efter måder at komme frem på, de udnytter smuthullerne. Lavet, ”Leverandører af Perfektion”, som de kalder sig selv, er et stort gabende smuthul for opportunister og lykkeriddere. Jeg brød en grundlæggende regel. Hjælp ikke de Flossede. En sådan handling udløser faktisk en fængselsdom, men jeg blev dømt Flosset i stedet. Crevan prøvede at hjælpe mig. Planen var, at jeg skulle lyve og sige, at jeg ikke hjalp den gamle mand. Men jeg 19

Perfekt.indd 19

21/12/2017 10.48

kunne ikke lyve, jeg fortalte sandheden. Jeg sagde til dem alle sammen, at den Flossede mand var et menneske, der havde brug for hjælp. Jeg gjorde Crevan forlegen, han mente, at jeg hånede hans domstol. Som følge af det blev jeg anklaget for at have løjet for Lavet. Jeg bragte dem i forlegenhed, trak dem ind i løgnehistorier, stjal folks opmærksomhed, og indrømmede dernæst sandheden offentligt. De var nødt til at give mig en lærestreg. Og jeg forstår nu, at jeg fik mine brændemærker, fordi jeg stillede Lavet i et dårligt lys og skabte usikkerhed omkring dem. En af Lavets styrker er, at de fodrer medierne. De to institutioner arbejder side om side og fodrer hinanden. Og medierne fodrer folk. Vi har fået at vide, at dommerne har ret, de brændemærkede har uret. Historien bliver udlagt forkert, aldrig helt fortalt, fornuftens stemme drukner i Angivernes skingre sirener. Et af de mange anti-Flossede påbud er, at Flossede ikke har tilladelse til at have magtpositioner på arbejdspladserne, såsom lederroller eller nogen som helst andre roller, hvor de har indflydelse på folks tankegang. Men der er også en regel om, at de ikke må diskrimineres, fordi de er Flossede, når de bliver ansat i visse stillinger, en usædvanlig menneskerettighed midt i en ellers umenneskelig tilværelse. På trods af det princip bliver de fleste Flossede diskrimineret på arbejdspladsen. Men sådan en arbejdsgiver er bedstefar ikke. Han gør sig umage for at finde Flossede medarbejdere og behandler dem præcis, som han ville behandle enhver anden. Dahy er den, der har været ansat hos ham i længst tid. Tredive år. Han har et grimt ar i tindingen for den dårlige beslutning om at tage fat i barnet. Han fik sit mærke, før det lykkedes Lavet at finjustere Brændemærkningskammeret og dets værktøjer. Men det er ingenting i sammenligning med det sjette brændemærke 20

Perfekt.indd 20

21/12/2017 10.48

på min rygrad, det hemmelige mærke, som dommer Crevan gav mig. Det rummer et personligt budskab. Det er noget imellem ham og mig. Dahy træffer en dårlig beslutning igen lige nu, fordi han hjælper bedstefar med at gemme mig. Bedstefar kan få mindst seks måneders fængsel for at hjælpe en Flosset, men når man som Flosset hjælper en anden Flosset, tør jeg slet ikke tænke på, hvad Dahys straf kan være. Som Flosset tror man ikke, det kan blive værre, indtil de går efter ens familie og bruger dem til at påføre én yderligere straf og smerte. Vi kigger alle tre ned i det rektangulære hul i jorden. Jeg hører døre blive smækket, mange døre, og jeg forestiller mig en Angiverhær i røde kampuniformer med de sorte støvler. Det er et spørgsmål om minutter, før de når frem til os. Jeg springer ned i hullet og lægger mig ned. ”Dæk mig til,” siger jeg. Bedstefar tøver med at lægge lagnet hen over mig, men Dahy trækker i det og får det i bevægelse. Bedstefars tøven kan koste mig dyrt. Under lagnet kan jeg mærke, at de lægger træ og mos hen over mig. Jeg har selv samlet træ og mos i skoven samme morgen. Jeg har ikke bare gravet min egen grav, jeg har også gjort kisten klar. Træstykkerne vejer tungt oven på mig. Fodtrinnene er tæt på. ”Vi må have fat i Carrick med det samme,” siger bedstefar dæmpet, og i mit stille sind giver jeg ham ret. Jeg hører den knasende lyd af støvler i jorden. ”Cornelius,” siger Mary May pludselig, og mit hjerte hamrer. Alt ved hende skræmmer mig, en kvinde så hjerteløs, at hun meldte hele sin familie til Lavet for amoralsk praksis i deres familievirksomhed som hævn for, at hendes søster stjal hendes kæreste. Hun

Perfekt.indd 21

21/12/2017 10.48

har altid været med til eftersøgningerne på gården, men nu lader det til, at hun er vendt tilbage med en hel hær. I hvert fald tolv. ”Mary May,” siger bedstefar brysk. ”Er sirenerne løbet tør for batterier i dag?” Endnu en bunke lander oven på mig. Den er med vilje brutal for at aflede hendes mistanke. Den lander direkte på min mave, og jeg undertrykker trangen til at stønne og bevæge mig. Mary May er ikke typen, der laver sjov eller hyggesludrer, eller konverserer. Hun siger bare det, hun vil sige. ”Hvad er det?” ”En jordovn,” siger bedstefar. De står ved hullet, til venstre for mig. Jeg mærker brændestykkerne lande på mig fra den anden side, hvilket betyder, at Dahy stadig er der. ”Og hvad er det?” ”Har du aldrig hørt om en jordovn? Jeg troede ellers, at en bondepige som dig kendte alt til den slags.” ”Nej. Det gør jeg ikke.” Hun siger det afmålt. Hun bryder sig ikke om, at han ved, hvor hun kommer fra. Bedstefar kan godt lide det, at bringe hende ud af fatning, vise hende at han ved noget om hende. Det er subtilt, og det bliver sagt muntert, men undertonen er truende. ”Tja, jeg graver et hul og lægger et lagen i bunden. Dækker det med brændestykker. Tænder dem. Og når de er blevet til gløder, lægger jeg maden derned og dækker den til med jord. Et døgn senere er maden tilberedt i den jord, den er kommet fra. Virkelig lækkert. Der findes ikke noget lignende. Jeg har lært det af min far, som lærte det af sin.” ”Sikken et tilfælde,” siger Mary May. ”At du gravede et hul, lige før vi kom. Du skjuler vel ikke noget dernede, vel?”

Perfekt.indd 22

21/12/2017 10.48

”Det er ikke noget tilfælde, eftersom jeg ikke ventede besøg af dig i dag. Og det er en fast, årlig tradition, du kan bare spørge de andre på gården. Er det ikke rigtigt, Dahy?” Endnu en bunke brændestykker og mos lander oven på mig. ”Det er rigtigt, chef,” siger Dahy. ”Forventer du, at jeg skal tro på en Flosset?” Foragten over bare det at blive talt til af én er tydelig i hendes stemme. Der opstår en lang pause. Jeg koncentrerer mig om min vejrtrækning. Lagenet dækker ikke helt, der siver luft ind, men ikke nok. Dette gemmested var en latterlig idé, men det var min egen latterlige idé. Og nu fortryder jeg. Jeg kunne have taget chancen og gemt mig i den mørke skov, måske ville Mary May også være faret vild derinde, og hun og jeg kunne løbe rundt og lege tagfat og gemmeleg derinde resten af vores liv. Jeg kan høre, at Mary May går langsomt rundt om hullet, måske kan hun se omridset af min krop, måske ikke. Måske skal hun til at fjerne hele overlaget og afsløre mig med det samme. Jeg koncentrerer mig om min vejrtrækning, det tunge lag presser mig ned, jeg ville ønske, at de ville stoppe med at lægge træstykker på. ”Sæt ild til det,” siger hun pludselig. ”Hvad?” ”Du hørte, hvad jeg sagde.” Over mig er det hvide lagen. Over lagnet er der brændestykker og mos. Pludselig bliver det stykke lagen, der var gledet væk fra mit ansigt og gav mig mulighed for at trække vejret, trykket ned over mig. Jeg prøver at puste det væk, men jeg kan ikke. Og nu vil Mary May sætte ild til mig. Hun ved, jeg er her. Jeg er en mus, der er fanget i en fælde. Bedstefar prøver at tale hende fra det. Han havde ikke tænkt sig at tænde bålet endnu. Maden er ikke klar. Den skal pakkes ind. Det tager tid alt sammen. Hun fortæller ham, at hun har tid. Hun siger 23

Perfekt.indd 23

21/12/2017 10.48

til Dahy, at han skal pakke maden i bylter, og hun er ligeglad med maden, hun er mere opsat på at sætte ild til mig. Hun siger til bedstefar, at han skal koncentrere sig om bålet. Hun beder ham ikke om det, hun siger, at han skal. Hun ved også, at det kun er gårdens Flossede medarbejdere, der skal spise maden, og hun har ingen respekt for deres planer eller for kvaliteten af deres madlavning. Det sker nu. Jeg mærker endnu en bunke havne på mine ben. Bedstefar giver sig god tid, han sludrer, smøler, spiller gammel forvirret mand. ”Læg en der,” siger hun. Den lander på mit bryst. Jeg kan ikke få vejret. Jeg kan ikke få vejret. Jeg lukker øjnene og forsøger at vende tilbage til yachten. Min atten års fødselsdag, chokoladefonduen, musikken, havluften, den person, jeg burde være, ikke den person jeg er. Jeg prøver at rejse langt væk, men jeg kan ikke forsvinde. Jeg er her og nu. Brændestykkerne er tunge på min krop, her er næsten ikke noget ilt. Mary May vil have, at han skynder sig. Hvis jeg bliver opdaget, bliver bedstefar også straffet. Jeg tager nogle dybe indåndinger og prøver at undgå, at mit bryst bevæger sig op og ned under lagnet og brændestykkerne. ”Jeg har en lighter,” siger Mary May. Det er ler bedstefar ad. Et stort hjerteligt drøn. ”Det er skam ikke nok. Mit værktøj ligger i laden. Bliv du her med Dahy, så kan du se, hvordan han gør maden klar. Jeg kommer om lidt.” Det er sådan, han siger det. Så upålideligt, at det er indlysende, at han lyver. Han er ret smart. Hun tror, at han prøver at slippe væk fra hende, at der er noget eller nogen i laden, som han skal skjule for hende. Han er så ivrig efter, at hun skal blive her sammen med Dahy, at hendes opmærksomhed selvfølgelig afledes fra jordovnen,

Perfekt.indd 24

21/12/2017 10.48

og hun insisterer på at gå med hen til laden sammen med ham. Dahy kan hjælpe mig op herfra. Men så tilkalder hun selvfølgelig de andre Angivere, så de kan ledsage Dahy og samle alle de Flossede medarbejdere og få dem stillet op på række ved jordovnen. Hun vil brænde mig ud for øjnene af alle.

Perfekt.indd 25

21/12/2017 10.48

5 Så snart, jeg hører deres fodtrin og stemmer forsvinde, prøver jeg at komme op og få luft. Jeg er meget bange for, at det er et trick, og at Mary May står ved siden af mig med en sværm af Angivere, da jeg kæmper mig ud under lagnet og træstykkerne. Det er sværere, end jeg troede, det er tungt, bedstefar har virkelig stablet brændet. Nu er jeg ikke længere bekymret for, om det er en fælde. Jeg kæmper for ikke at blive kvalt, så jeg sparker opad med begge ben. Træstykkerne flyver til alle sider. Jeg gør det samme med armene, skubber opad og ud. Nogle af stykkerne lander på mine lår og skinneben, og det gør ondt, når de rammer knoglerne. Jeg trækker lagnet væk fra hovedet og mærker luften i ansigtet. Jeg sluger den sultent. Jeg kravler op af min grav og løber i retning af skoven. Da jeg er henne ved skovbrynet for enden af bedstefars ejendom og kan kigge ind i skovens mørke og sikkerhed, ser jeg mig tilbage. Hullet er ét stort kaos. Hvis jeg efterlader det sådan, vil det være tydeligt, at bedstefar gemte mig og lokkede Mary May væk, så jeg kunne flygte. Min skødesløshed vil gå ud over ham. De vil vide, at jeg er her, og de vil finde mig i løbet af få sekunder. Jeg kan ikke gøre mig noget håb om at slippe fra så mange Angivere inde i den her skov. Jeg hører bedstefars og Mary Mays stemmer i det fjerne. De er på vej tilbage fra laden. Bedstefar taler højt, sikkert med vilje, for at advare mig. Jeg kigger hen på hullet og ind i skoven igen. På muligheden for frihed. Jeg har ikke noget valg. Jeg styrter tilbage til hullet, retter i en fart på lagnet og lægger de spredte brændestykker og mosset så pænt på plads igen, som jeg 26

Perfekt.indd 26

21/12/2017 10.48

kan, og hører deres fodtrin lige i nærheden. Mit hjerte hamrer, jeg mærker den dunkende fornemmelse i halsen og hovedet. Jeg har det, som om jeg bevæger mig i slowmotion, som om det er mareridt, som jeg kun kan håbe på at vågne op af igen. Men det er det ikke. Det sker rigtigt. Jeg ser glimt af rødt fra Mary Mays uniform, og jeg løber igen. Jeg er knap nok nået ind i skoven og har skjult mig bag det nærmeste træ, da de kommer til syne. Jeg er sikker på, at de har set mig. Jeg presser skrækslagent ryggen ind mod stammen. Mit hjerte hamrer, mit bryst hæver og sænker sig. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare kunne bruge min lighter,” siger Mary May irriteret. Hun er sur over, at hun ikke fandt mig i laden. Bedstefar ler hånligt, og jeg ved, at det gør hende endnu mere vred. ”Nej, nej, det skal gøres på den autentiske måde. Den her tradition er tusinder af år gammel. Én ting er, at du tvinger mig til at sætte ild til det, før jeg havde tænkt mig, men hvis jeg skal tænde det, tænder jeg det på min egen måde.” Han lyder ubøjelig, og jeg ved, at intet af det er ægte. Selv om han godt kan lide autenticitet, har han ikke noget imod tændstikker eller lightere, han gik udelukkende hen til laden for at give mig en chance for at flygte. Han går i gang med at lave ild med et stykke flint og sin lommekniv. Jeg har set ham gøre det masser af gange, det plejer at tage ham få sekunder, men nu roder han rundt og spiller usikker gamling. Han køber sig tid, enten fordi han ved, at jeg er flygtet, og vil give mig tid til at gemme mig yderligere, eller fordi han er bange for, at jeg stadig ligger under bunken af sten og ikke vil sætte ild til mig. Jeg har lyst til at råbe til ham, at det er okay, at jeg ikke ligger nede i hullet, men det kan jeg ikke, så i stedet lytter jeg til hans pinefulde forsøg på at trække tiden ud og sniger mig til at få et glimt af hans ansigt. Han ser ikke så selvsikker ud mere. 27

Perfekt.indd 27

21/12/2017 10.48

”Hvad er der galt, Cornelius?” spørger Mary May spydigt. ”Er du bange for at sætte ild til det?” Bedstefar ser fortabt ud. Usikker. Forpint. Dahy vender tilbage med flere Angivere, ikke den store hær, jeg havde forventet. To mænd og en kvinde, og de otte Flossede medarbejdere på gården. De er hvide i ansigterne, som om Dahy har fortalt dem, hvad der skal ske. ”Hans og de andres papirer er i orden,” siger den kvindelige Angiver til Mary May. ”Stadig i orden, efter du tjekkede dem i går,” siger bedstefar. ”Og to dage før det, og to dage før det, og tre dage før det. Jeg kan faktisk melde jer til politiet for intimiderende opførsel.” ”Og vi kan tage dig ind for at have hjulpet en Flosset,” svarer Angiveren. ”På hvilket grundlag?” vil bedstefar vide. ”På det grundlag, at du åbenbart udelukkende ansætter Flossede medarbejdere og har dem boende lige her på din ejendom.” ”Jeg gør kun, hvad der er lovligt.” ”Du går ud over, hvad der er lovligt. De fleste Flossede får minimumsløn. Alle dine ansatte får mere. De får mere i løn, end nogle af Angiverne gør.” ”Hvad mener du, Flossede?” En mandlig Angiver tager over og henvender sig til Dahy, og Mary May er tavs. ”Giver den gamle dig særbehandling? Tror du, at du kan slippe fra os her?” Dahy er klog nok til ikke at svare. ”Jeg overser ikke noget,” siger Dan, den Angiver, der er tildelt de Flossede medarbejdere. Det her er hans område, og hans kollegers antydninger om, at han lader dem få frie tøjler, er en fornærmelse. ”Sæt ild til,” siger Mary May og afslutter diskussionen. Til sidst slår ilden gnister. Der er så mange Angivere, og jeg er bange for at røre mig i tilfælde af, at de kan høre mig. Skovbunden 28

Perfekt.indd 28

21/12/2017 10.48

er dækket af grene, kviste og blade, der kan afsløre mig i løbet af et sekund. Bedstefar sætter flammen hen til mosset, og jeg er bange for, at han ikke vil gøre det, at han afslører os, at de finder mig. Hav tiltro til mig, bedstefar. Jeg er dit kød og blod, hav tiltro til, at jeg er sluppet væk. ”Hvad gemmer du, gamle mand? Celestine? Er hun dernede? Hvis hun er, så bare rolig, vi har sagt, at vi vil ryge hende ud,” siger Mary May. ”Jeg har sagt, at hun ikke er der,” siger bedstefar pludselig og kaster flammen hen på jordovnen. Mosset fænger hurtigt og breder sig til kviste og kævler. Dahy kigger usikkert hen på bedstefar, bedstefar står sammen med Angiverne og ser ilden brede sig, venter på lyden af mine skrig dernedefra. Jeg kigger hen på dem fra mit skjulested, de tror, jeg ligger under laget af mos og træ, og jeg ser deres selvtilfredse ansigtsudtryk. Det fylder mig med så meget vrede og had imod dem, at enhver tanke om at melde mig, og give afkald på min frihed, forsvinder med det samme. Jeg vil ikke give op. Jeg kan ikke lade dem vinde. ”Hvad så nu?” spørger en mandlig Angiver. Han er skuffet over, at der ikke er sket noget. ”Tja,” siger bedstefar og rømmer sig. Han prøver at bevare roen, men jeg ved, at han er nervøs. Han har enten sat ild til sit barnebarn, eller også har han ikke. Jeg kunne være besvimet på grund af iltmangel, jeg kunne stadig ligge dernede. Ilden breder sig. ”Vi lader det brænde ned til gløderne, og så lægger vi maden derned og dækker det med jord.” ”Så gør det.” Bedstefar ser på Mary May. Han ser fortabt og gammel ud. Han har mistet håbet. Men hadet i ham er mere tydeligt end nogensinde. ”Det tager mange timer at vente på, at det bliver til gløder.” 29

Perfekt.indd 29

21/12/2017 10.48

”Vi har god tid,” siger hun. De bliver der i tre timer. Jeg er bange for at bevæge mig. Da bålet er blevet til gløder, får bedstefar og Dahy besked på at anbringe bylterne med mad på dem. Gårdens medarbejdere står pænt ved siden af hinanden og ser på. Man kan se deres armbind med F’et på, det sidder på højre arm, lige over albuen. Det her skulle have været en fest, en sammenkomst for at vise, at Lavet ikke kunne få dem ned med nakken. Nu er Lavets Angivere her selv. Jeg gemmer mig bag træet, jeg sidder sammenkrummet på jorden, holder om mine ben, skælver i den fugtige skov, og jeg kan ikke sige, at jeg føler mig styrket. Det her føles som et nederlag. Bedstefar og Dahy dækker maden til med jord, så den kan blive bagt i den underjordiske varme. Bedstefar slår blikket ned, hans arbejde er afsluttet, han ved ikke, om han har brændt mig levende. Igen har jeg lyst til at råbe til ham, at jeg har det fint, at det er lykkedes mig at flygte, men jeg kan ikke. En telefon ringer, og den kvindelige Angiver tager den. Hun træder til side, går væk fra de andre, så hun kan tale i fred. Hun bevæger sig tættere på mig inde i skoven. Jeg stivner igen. ”Hej, dommer Crevan. Det er Kate. Nej, dommer, Celestine er her ikke. Vi har tjekket alle steder.” Tavshed, imens hun lytter, og jeg kan høre Crevans stemme derfra, hvor jeg står. Kate går videre og standser op ved siden af mit træ. Jeg presser ryggen op ad det, kniber øjnene i og holder vejret. ”Med al respekt, dommer, det er Lavets femte besøg på ejendommen, og jeg er sikker på, at Mary May har været meget grundig i sin eftersøgning. Vi har tjekket alle tænkelige steder. Jeg tror ikke, hun er her. Jeg tror, bedstefaren taler sandt.” Jeg kan høre frustrationen i hendes stemme. De er alle sammen under pres for at finde mig, et pres, som dommer Crevan har lagt på dem. Kate tager et par skridt mere, lige ind i mit synsfelt. 30

Perfekt.indd 30

21/12/2017 10.48

Hun kigger langsomt rundt i skoven, med blikket rettet mod horisonten. SĂĽ ser hun direkte pĂĽ mig.

Perfekt.indd 31

21/12/2017 10.48

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3410-3