Du bliver hooked! –
STEPHEN KING er forfatteren bag over halvtreds bøger,
publishers weekly
„En mesterligt konstrueret horrorthriller fra gysets konge og hans søn.“ – SAN FRANCISCO CHRONICLE
som alle har toppet © SHANE LEONARD
alverdens bestsellerlister. Hans bøger har dannet grundlag for film, tv-serier, spinoffs og fanfiction, som dyrkes verden over. Han har modtaget en National Medal of Arts og en National Book Foundation Medal for Distinguished Contribution to American Letters. Han bor i Maine, USA, med sin kone, romanforfatteren Tabitha King.
OWEN KING har flere anmelderroste romaner bag sig, heri-
I en nær fremtid rammes klodens kvinder af den mystiske Auroravirus: Når de lægger sig til at sove, omsluttes deres kroppe af en silketynd kokon. I søvnen bevæger deres bevidsthed sig ind i en anden, mere harmonisk verden, og forstyrres kokonens sarte ydre, vækkes kvinderne til en voldelig trance. Men én kvinde, den mystiske Eve Black, er immun over for den sære tilstand. Og mens desperationen stiger blandt jordens mænd, hvor fraktioner bekriger hinanden i kampen for enten at beskytte eller destruere Eve, udnytter andre grupper den nye tids kaos til at få hævn over egne fjender. I kvindefængslet i en lille by i Appalacherbjergene stiger tempoet til et dramatisk crescendo. For er Eve en anomali, der bør studeres, eller en afviger, som skal dø?
blandt Double Feature og © DANIELLE LURIE
We’re All in This Together. Han bor i staten New York, USA, sammen med sin kone, romanforfatteren Kelly Braffet, og deres fælles datter.
„Horrorens store mester samarbejder her med sin søn om en episk, farverig fortælling om en global pandemi og udviser en ungdommelig vigør, vi ikke har set i årevis!“ – THE GUARDIAN
hr. ferdinand
spa endingsroman
Rosernes torne
Rosernes_torne.indd 1
06/02/18 11.01
Stephen og Owen King
Rosernes torne Roman PĂĽ dansk ved Jakob Levinsen
Hr. Ferdinand
Rosernes_torne.indd 3
06/02/18 11.01
Til minde om Sandra Bland
Rosernes_torne.indd 5
06/02/18 11.01
It makes no difference if you’re rich or poor Or if you’re smart or dumb. A woman’s place in this old world Is under some man’s thumb, And if you’re born a woman You’re born to be hurt. You’re born to be stepped on, Lied to, Cheated on, And treated like dirt. Sandy Posey: “Born a Woman”, tekst af Martha Sharp
Man kan umuligt ikke være interesseret i en lysfirkant! Reese Marie Dempster, indsat nr. 4602597-2, kvindefængslet i Dooling
Hun var blevet advaret. Hun havde fået det forklaret. Alligevel fremturede hun. Senator Addison “Mitch” McConnell om senator Elizabeth Warren
7
Rosernes_torne.indd 7
06/02/18 11.01
Rosernes_torne.indd 8
06/02/18 11.01
PERSONER DOOLING BY Truman “Trume” Mayweather, 26, amfetaminbrygger Tiffany Jones, 28, kusine til Truman Linny Mars, 40, radiooperatør hos politiet i Dooling Sherif Lila Norcross, 45, Dooling politi Jared Norcross, 16, elev på næstsidste år på Dooling High School, søn af Lila og Clint Anton Dubcek, 26, ejer og bestyrer af Pooldrengen Anton ApS Magda Dubcek, 56, mor til Anton Frank Geary, 38, dyreværnsbetjent i Dooling Elaine Geary, 35, frivillig hos Goodwill og gift med Frank Nana Geary, 12, elev i sjette klasse på Dooling Mellemskole Gamle Essie, 60, en hjemløs kvinde Terry Coombs, 45, Dooling politi Rita Coombs, 42, gift med Terry Roger Elway, 28, Dooling politi Jessica Elway, 28, gift med Roger Platinum Elway, 8 måneder, datter af Roger og Jessica Reed Barrows, 31, Dooling politi Leanne Barrows, 32, gift med Reed Gary Barrows, 2, søn af Reed og Leanne Drew T. Barry, 42, indehaver af Drew T. Barry forsikring Vern Rangle, 48, Dooling politi 9
Rosernes_torne.indd 9
06/02/18 11.01
Elmore Pearl, 38, Dooling politi Rupe Wittstock, 26, Dooling politi Will Wittstock, 27, Dooling politi Dan “Treater” Treat, 27, Dooling politi Jack Albertson, 61, tidligere Dooling politi Mick Napolitano, 58, tidligere Dooling politi Nate McGee, 60, tidligere Dooling politi Carson “Country Strong” Struthers, 32, tidligere amatørboksemester JT Wittstock, 64, footballtræner for Dooling High School Warriors Dr. Garth Flickinger, 52, plastikkirurg Fritz Meshaum, 37, mekaniker Barry Holden, 47, offentlig forsvarer Oscar Silver, 83, dommer Mary Pak, 16, elev på næstsidste år på Dooling High School Eric Blass, 17, elev på sidste år på Dooling High School Curt McLeod, 17, elev på sidste år på Dooling High School Kent Daley, 17, elev på sidste år på Dooling High School Willy Burke, 75, frivillig Dorothy Harper, 80, pensionist Margaret O’Donnell, 72, søster til Gail, pensionist Gail Collins, 68, søster til Margaret, sekretær på en tandlægeklinik Mrs. Ransom, 77, bager Molly Ransom, 10, barnebarn til Mrs. Ransom Johnny Lee Kronsky, 41, privatefterforsker Jaime Howland, 44, historielærer Eve Black, tilsyneladende omkring 30, fremmed i byen FÆNGSLET Janice Coates, 57, fængselsinspektør i Dooling Kvindefængsel Lawrence “Lore” Hicks, 50, vicefængselsinspektør i Dooling Kvinde fængsel Rand Quigley, 30, fængselsbetjent i Dooling Kvindefængsel
10
Rosernes_torne.indd 10
06/02/18 11.01
Vanessa Lampley, 42, fængselsbetjent i Dooling Kvindefængsel samt i 2010 og 2011 vinder af armlægningsmesterskabet i Ohio Valley i aldersklassen 35-45 Millie Olson, 29, fængselsbetjent i Dooling Kvindefængsel Don Peters, 35, fængselsbetjent i Dooling Kvindefængsel Tig Murphy, 45, fængselsbetjent i Dooling Kvindefængsel Billy Wettermore, 23, fængselsbetjent i Dooling Kvindefængsel Scott Hughes, 19, fængselsbetjent i Dooling Kvindefængsel Blanche McIntyre, 65, sekretær i Dooling Kvindefængsel Dr. Clinton Norcross, 48, chefpsykiater i Dooling Kvindefængsel, samt gift med Lila Jeanette Sorley, 36, fange nr. 4582511-1 i Dooling Kvindefængsel Ree Dempster, 24, fange nr. 4602597-2 i Dooling Kvindefængsel Kitty McDavid, 29, fange nr. 4603241-2 i Dooling Kvindefængsel Angel Fitzroy, 27, fange nr. 4601959-3 i Dooling Kvindefængsel Maura Dunbarton, 64, fange nr. 4028200-1 i Dooling Kvindefængsel Kayleigh Rawlings, 40, fange nr. 4521131-2 i Dooling Kvindefængsel Nell Seeger, 37, fange nr. 4609198-1 i Dooling Kvindefængsel Celia Frode, 30, fange nr. 4633978-2 i Dooling Kvindefængsel Claudia “Nådada” Stephenson, 38, fange nr. 4659873-1, Dooling Kvindefængsel ANDRE Lowell “Lille Low” Griner, 35, lovløs Maynard Griner, 35, lovløs Michaela Morgan, f. Coates, 26, indlandsreporter hos NewsAmerica Kinsman Brightleaf (Scott David Winstead jr.) 60, prædikant og leder af De Klarsynede En rød ræv, mellem 4 og 6 år gammel
Rosernes_torne.indd 11
06/02/18 11.01
Rosernes_torne.indd 12
06/02/18 11.01
SKØNHEDSSØVN Natsværmeren får Evie til at smile. Den lander på hendes nøgne underarm, og hun lader pegefingeren løbe let hen over de brune og grå farvetegninger på dens vinger. “Hej, smukke,” siger hun til natsværmeren. Den letter igen. Op, op, op, flyver natsværmeren og forsvinder i en solstribe der prøver at trænge gennem det tætte grønne løv syv meter over Evies gemmested mellem rødderne nede på jorden. Midt på træstammen titter et kobberfarvet reb frem fra et sort hulrum og snor sig ud mellem barkflagerne. Indlysende nok stoler Evie ikke på slangen. Den har hun før haft problemer med. Sammen med ti tusind andre står hendes natsværmer op fra trætoppen i en knitrende, gråbrun sky. Sværmen bevæger sig hen over himlen i retning af de skravlede fyrretræer på den anden side af engen. Hun rejser sig op for at følge efter. Kvistene knaser under hendes fødder, og det hoftehøje græs slår ind mod hendes nøgne hud. Da hun nærmer sig den triste og mere eller mindre tilgroede skov, begynder hun at kunne lugte kemikalier – ammoniak, benzen, petroleum og en masse andre, ti tusind prik på blot en enkelt plet hud – og opgiver det håb hun ikke havde været klar over at hun stadig nærede. Edderkoppespind skyder frem i hendes fodaftryk og glimter i morgensolen.
13
Rosernes_torne.indd 13
06/02/18 11.01
Rosernes_torne.indd 14
06/02/18 11.01
FØRSTE DEL
INDESPÆRRET I kvindefængslet Er der damer i trængsel Gid det var hos dem jeg holdt til Så ku den gamle triangel Ringle og rangle Hele vejen hen langs Royal Canal. Brendan Behan
Rosernes_torne.indd 15
06/02/18 11.01
Rosernes_torne.indd 16
06/02/18 11.01
KAPITEL 1 1 Ree spurgte Jeanette om hun nogensinde havde lagt mærke til den lysfirkant der kom ind oppe fra vinduet. Jeanette svarede nej. Ree havde overkøjen og Jeanette underkøjen. De ventede på at cellerne blev åbnet så de kunne få morgenmad. Det var morgen igen. Jeanettes cellekammerat havde åbenbart fulgt firkanten nøje. Ree forklarede at den begyndte på væggen over for vinduet, gled ned, ned og ned, smøg sig hen over deres bordplade og til sidst nåede ud på gulvet. Som Jeanette kunne se, var den nu midt ude på gulvet og stod helt klart. “Ree,” sagde Jeanette. “Jeg kan altså ikke interessere mig for en lysfirkant.” “Man kan da umuligt ikke interessere sig for en lysfirkant!” Ree lavede den truttelyd der var hendes måde at udtrykke forundring på. “Okay,” sagde Jeanette. “Det skal sgu nok passe,” og så truttede hendes cellekammerat bare lidt mere. Ree var okay, men når stilheden gjorde hende urolig, blev hun nærmest ligesom et lille barn. Ree sad inde for kreditkortsvindel, dokumentfalsk og besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Hun havde ikke været særlig god til nogen af delene, og derfor var hun så havnet her. Jeanette sad inde for manddrab; en vinteraften i 2005 havde hun 17
Rosernes_torne.indd 17
06/02/18 11.01
stukket en skruetrækker i skridtet på sin mand Damian, som fordi han var skæv bare var blevet siddende i lænestolen og forblødt. Hun havde selvfølgelig også selv været skæv. “Jeg holdt øje med uret,” sagde Ree. “Tog tid på den. Lyset var toogtyve minutter om at bevæge sig fra vinduet og derhen på gulvet.” “Ring dog til Guinness,” sagde Jeanette. “I nat drømte jeg at jeg spiste chokoladekage sammen med Michelle Obama der blev skidesur: ‘Det der bliver du fed af, Ree!’ Men hun spiste nu også selv af den.” Ree truttede. “Nøh. Det gjorde jeg nu ikke. Det var bare noget jeg fandt på. I virkeligheden drømte jeg om min gamle lærer. Hun blev ved at sige at jeg var i den forkerte klasse, og jeg blev ved med at sige at det var den rigtige, og så sagde hun okay, underviste lidt og sagde så igen at jeg var i den forkerte klasse, og så sagde jeg nej, det var den rigtige, og sådan blev vi ved. Det var totalt udmattende. Hvad har du drømt, Jeanette?” “Åh ...” Jeanette prøvede at komme på det, men kunne ikke. Hendes nye medicinering lod til at have fået hende til at sove tungere. Tidligere havde hun indimellem mareridt om Damian. Som regel så han ud ligesom morgenen hvor han havde været død og fået blå striber på huden der lignede blæk. Jeanette havde spurgt dr. Norcross om han mente at hendes drømme kunne have noget med skyldfølelse at gøre. Lægen havde knebet øjnene sammen på den der det-mener-du-sgu-da-ikke-måde som til at begynde med havde været ved at gøre hende vanvittig, men som hun nu efterhånden havde vænnet sig til, og så havde han spurgt hende om hun også mente at kaniner havde store ører. Jo, godt så. Har forstået. Nå, de drømme savnede Jeanette i hvert fald ikke. “Beklager, Ree. Jeg kan ikke komme på noget. Uanset hvad jeg har drømt, er det i hvert fald væk nu.” Et sted ude på gangen på første sal i fløj B kom der sko klaprende hen ad cementen; en fængselsbetjent på en sidste kontrolrunde inden dørene blev åbnet. Jeanette lukkede øjnene. Hun opfandt en drøm. I den lå fængslet i 18
Rosernes_torne.indd 18
06/02/18 11.01
ruiner. Op ad de gamle cellevægge voksede der tykke vinranker som svajede i vinden. Loftet var delvis væk, fortæret af tidens tand så der kun var et udhæng tilbage. Et par små firben pilede hen over en bunke rustent skrot. I luften tumlede der sommerfugle rundt. I resterne af cellen lugtede der tungt af jord og blade. Ved siden af hende i et hul i muren stod Bobby og kiggede imponeret ind. Hans mor var arkæolog. Det var hende der havde opdaget stedet. “Tror du man kan komme med i en tv-quiz når man er straffet?” Jeanettes drømmesyn gik i opløsning. Hun stønnede. Nå, det havde været dejligt så længe det varede. Pillerne gjorde bestemt livet bedre. Der kunne hun finde tilflugt og ro. Den ros skulle lægen have; kemikalier fremmede livskvaliteten. Jeanette slog øjnene op. Ree gloede på hende. Meget godt var der ikke at sige om fængslet, men en pige som Ree var trods alt nok mere sikker her. Udenfor i verden kunne hun sagtens finde på at gå lige ud i trafikken. Eller sælge stoffer til en narkobetjent der til forveksling lignede en narkobetjent. Det havde hun så også gjort. “Er der noget?” spurgte Ree. “Næh. Jeg var bare i paradis, og så kom din store mund og ødelagde det hele.” “Hvad?” “Lige meget. Hør her, jeg synes der burde være en tv-quiz hvor man skulle være straffet for at deltage. Vi kunne jo kalde den Lyvehjulet.” “Det kan jeg lide! Hvordan skulle det så foregå?” Jeanette satte sig op, gabte og trak på skuldrene. “Det skal jeg lige tænke lidt over. Få styr på reglerne, du ved.” Deres hjem var ligesom det altid havde været og ville forblive fra evighed og til evighed, amen. En celle på ti skridts længde og med fire skridt mellem køjerne og døren. Væggene var af glat, havregrynsfarvet cement. På det tilladte lille areal af væggen var deres krøllede fotografier og postkort (som ingen jo ligesom fik at se) sat fast med klatter af grønt klæbemiddel. Op ad den ene væg stod der et lille 19
Rosernes_torne.indd 19
06/02/18 11.01
skrivebord af metal, og op ad den modsatte væg stod der en lav metalreol. Til venstre for døren stod ståltoilettet som de skiftedes til at benytte mens de begge to kiggede væk for dog at opretholde en svag illusion om privatliv. Gennem celledøren med den dobbelte glas rude i øjenhøjde var der udsigt til den korte gang hen gennem fløj B. Hver eneste centimeter og genstand inde i cellen var omgivet af de altgennemtrængende lugte i fængslet: sved, mug og lysolsæbe. Til sidst kom Jeanette mod sin vilje alligevel til at bemærke firkanten af solskin mellem sengene. Den var næsten henne ved døren – men så kom den vel heller ikke længere? Medmindre vagterne satte en nøgle i låsen eller åbnede cellen henne fra buret, var den lige så indespærret som de selv var. “Og hvem skulle så være vært?” spurgte Ree. “En tv-quiz skal have en vært. Og hvad skal gevinsterne være? Gevinsterne skal være gode. Detaljer! Vi må have styr på detaljerne, Jeanette.” Ree havde stukket hovedet op og så på Jeanette mens hun kørte en finger rundt i sine korte, afblegede krøller. Højt oppe i panden havde Ree et ar med tre dybe, parallelle linjer der lignede et brændemærke. Selv om Jeanette ikke vidste hvad der havde lavet arret, kunne hun sagtens gætte hvem der havde gjort det: en mand. Måske hendes far, måske hendes bror, måske en kæreste eller måske en fyr hun aldrig før havde set og aldrig kom til at se mere. Der var mildt sagt ikke mange af de indsatte i fængslet i Dooling der havde erfaring med at vinde gevinster. Til gengæld havde de masser af erfaringer med tvivlsomme mænd. Hvad skulle man gøre? Man kunne vælge at have ondt af sig selv. Man kunne vælge at hade sig selv, eller man kunne vælge at hade alt og alle. Man kunne blive høj af at sniffe rengøringsmidler. Man kunne gøre hvad som helst (inden for et, indrømmet, begrænset udvalg af muligheder), men det ændrede bare ikke noget. Der blev ikke nogen ny tur med det store, skinnende lykkehjul før éns næste ansøgning om prøveløsladelse. Dén havde Jeanette til gengæld tænkt sig at lægge alle sine kræfter i. Hun havde sin søn at tænke på. 20
Rosernes_torne.indd 20
06/02/18 11.01
Der lød et rungende bump da vagten i buret åbnede toogtres låse samtidig. Klokken var halv syv om morgenen, og alle skulle stille til mønstring uden for cellen. “Jeg ved det ikke, Ree. Prøv at finde på noget,” sagde Jeanette, “så finder jeg også på noget, og så kan vi se på det senere.” Hun svingede benene ud af sengen og kom op at stå.
2 Et par kilometer fra fængslet ude på familien Norcross’ terrasse var pooldrengen Anton i gang med at fiske efter døde insekter. Poolen var en gave fra dr. Clinton Norcross til hans kone, Lila, på deres ti års bryllupsdag. Synet af Anton fik ofte Clint til at betvivle det fornuftige ved gaven. Det var også tilfældet her til morgen. Anton havde nøgen overkrop, og det var der to gode grunde til. For det første ville det blive varmt i dag. For det andet var hans mellemgulv stenhårdt. Han havde sixpack, pooldrengen Anton, han lignede et hug på forsiden af en kærlighedsroman. Hvis man fandt på at affyre en pistol mod Antons hårde mellemgulv, skulle man huske at gøre det fra siden. Hvad mon han spiste? Proteinpulver i dyngevis? Hvordan mon han trænede? Ved at muge ud i Augiasstalden? Anton så op og smilede bag de glitrende glas i sine Wayfarers. Han vinkede med sin ledige hånd til Clint der stod oppe i badeværelset på første sal og betragtede ham. “Vorherre bevares, altså,” sagde Clint til sig selv. Han vinkede tilbage. “Slap dog af.” Clint gik væk fra vinduet. I spejlet på indersiden af den lukkede badeværelsesdør viste der sig en otteogfyrre år gammel hvid mand med en bachelor fra Cornell, en lægeeksamen fra NYU og ansatser til kærlighedshåndtag fra Starbucks Grande Mochas. Hans gråsprængte skæg signalerede ikke nær så meget viril skovhugger som plump skibskaptajn med træben. 21
Rosernes_torne.indd 21
06/02/18 11.01
Clint fandt det ironisk overhovedet at kunne blive overrasket over sin alder og sin krops tiltagende blødhed. Han havde aldrig haft ret meget tilovers for mandlig forfængelighed, slet ikke i den midaldrende udgave, og med tiden havde hans voksende professionelle erfaring kun gjort hans tålmodighed endnu mindre. Det som Clint selv opfattede som det store vendepunkt i sin lægekarriere, var faktisk sket allerede for atten år siden i 1999, da en potentiel patient ved navn Paul Montpelier havde opsøgt den unge læge på grund af en “seksuel ambitionskrise.” “Når du siger ‘seksuelle ambitioner’,” havde han spurgt Montpelier, “hvad mener du så?” Ambitiøse mennesker prøvede at blive forfremmet. Man kunne ligesom ikke blive vicedirektør for sex. Eufemismen virkede mærkelig. “Jeg mener ...” Montpelier vaklede tilsyneladende mellem flere forskellige formuleringer. Han rømmede sig og besluttede sig for: “Jeg vil stadig gerne. Jeg vil stadig gerne satse på det.” “Det lyder nu ikke overdrevent ambitiøst,” sagde Clint. “Det lyder helt normalt.” Clint havde kun lige afsluttet sin turnus i psykiatrien og var endnu ikke begyndt at blive blød, det var hans anden dag på klinikken og Montpelier kun hans anden patient. (Den første havde været en teenager med noget angst i forbindelse med at skulle søge ind på college. Det viste sig dog temmelig hurtigt at pigen havde fået en tårnhøj score til adgangsprøven. Clint havde påpeget at det da var aldeles fremragende, og så havde der ikke været brug for yderligere behandling eller en ny aftale. Helbredt! havde han triumferende skrevet nederst på den gule blok han brugte til notater.) Paul Montpelier havde siddet i læderlænestolen over for Clint og den dag været iført hvid strikket sweater og bukser med læg. Han sad foroverbøjet med den ene ankel oppe på det modsatte knæ og holdt fast i sin laksko med den ene hånd mens han talte. Clint havde set ham parkere en bolsjerød sportsvogn på pladsen uden for den lave kontorbygning. Sådan en bil havde hans vej op gennem kulindustri22
Rosernes_torne.indd 22
06/02/18 11.01
ens fødekæde givet ham råd til at købe, men hans lange, furede ansigt mindede mest af alt Clint om de medlemmer af Bjørnebanden der i de gamle tegneserier plejede at hjemsøge onkel Joakim. “Min kone siger – altså ikke sådan ligefrem direkte, men altså, meningen er tydelig nok. Hvad siger man nu, underteksten. Hun vil have mig til at droppe dem. Droppe mine seksuelle ambitioner.” Han stak kæben i vejret. Clint fulgte hans blik. I loftet sad der en ventilator og drejede rundt. Hvis Montpelier sendte sine seksuelle ambitioner derop, ville de blive skåret af. “Lad os gå lidt tilbage, Paul. Hvordan kom emnet overhovedet på tale mellem dig og din kone? Hvordan begyndte det?” “Jeg havde en affære. Det fik afgrunden til at åbne sig. Og Rhoda – min kone – smed mig bare ud! Jeg forklarede at det ikke havde noget med hende at gøre, at jeg bare – jeg havde bare et behov, ikke? Mænd har behov som kvinder ikke altid forstår.” Montpelier drejede hovedet fra side til side. Han udstødte en frustreret hvæsen. “Jeg vil ikke skilles! Inderst inde føler jeg at det er hende der må affinde sig med det. Med mig.” Mandens sorg og desperation var oprigtig nok, og Clint kunne sagtens forestille sig den smerte det måtte medføre pludselig at blive fordrevet – at skulle bo i en kuffert og sidde mutters alene på et cafeteria og spise slatne omeletter. En depression i klinisk forstand var der ikke tale om, men uanset at han kunne siges selv at være ude om det, var det også reelt nok og fortjente respekt og omsorg. Montpelier lænede sig frem over sin voksende mave. “Lad os bare være ærlige. Jeg bliver snart halvtreds, dr. Norcross. Mine gode sexår er allerede forbi. Dem opgav jeg på grund af hende. Overlod dem til hende. Jeg skiftede bleer. Jeg var chauffør til alle mulige kampe og konkurrencer og sparede op til collegeudgifter. Jeg satte hak i samtlige kasser til fordel for ægteskab. Så hvorfor kan vi ikke bare nå til en slags forståelse om det her? Hvorfor skal det være så forfærdeligt, hvorfor skal det være så uforsolingt?” 23
Rosernes_torne.indd 23
06/02/18 11.01
Clint havde undladt at svare og blot ventet. “I sidste uge var jeg hjemme hos Miranda. Det er hende jeg har været i seng med. Vi gjorde det i køkkenet. Vi gjorde det i soveværelset. Vi gjorde det næsten også en tredje gang ude i badet. Jeg var simpelthen så lykkelig! Endorfiner! Og så tog jeg hjem og spiste en dejlig middag sammen med min familie, vi spillede scrabble, og alle andre havde det også bare fantastisk! Hvad er problemet? Det er et kunstigt problem, vil jeg mene. Hvorfor kan jeg ikke bare havde lidt frihed? Er det så meget forlangt? Er det virkelig så uhyrligt?” Et øjeblik var de begge tavse. Montpelier så over på Clint. I Clints bevidsthed svømmede kloge ord frem og tilbage som haletudser. Det ville være let nok at fange dem, men han holdt sig fortsat tilbage. Op ad væggen bag hans patient stod den indrammede Hockney-plakat som Lila havde foræret Clint til at “skabe varme.” Han havde tænkt sig at hænge den op senere på dagen. Ved siden af plakaten stod hans kun halvt tømte flyttekasser med medicinsk faglitteratur. Nogen bør hjælpe manden her, tænkte den unge læge for sig selv, og de bør gøre det i et pænt, roligt lokale som dette. Men skal det lige præcis være cand.med. Clinton R. Norcross? Han havde trods alt slidt mere end almindelig hårdt i det for at blive læge og ikke haft collegestipendier til at hjælpe sig på vej. Han var vokset op under vanskelige kår og havde selv betalt det hele, ind imellem også med andet end penge. For at gennemføre studiet havde han gjort ting som han aldrig havde fortalt og aldrig ville fortælle sin kone om. Havde han gjort det for sådan noget som dette? For at behandle den seksuelt ambitiøse Paul Montpelier? Montpeliers brede ansigt krøllede sig sammen i en forsigtigt undskyldende grimasse. “Åh, altså. Skyd bare løs. Jeg gør det helt forkert, ikke?” “Du gør det helt rigtigt,” sagde Clint, og den næste halve time lagde han bevidst al skepsis til side. De gik i dybden med problemet, de betragtede det fra alle sider, de drøftede forskellen på begær 24
Rosernes_torne.indd 24
06/02/18 11.01
og behov, de talte om mrs. Montpelier og hendes (efter Montpeliers mening) banale præferencer i soveværelset, og de var endda en overraskende åbenhjertig tur omkring den unge Paul Montpeliers første seksuelle erfaring hvor han havde masturberet ind i gabet på sin lillebrors tøjkrokodille. I overensstemmelse med sin professionelle forpligtelse havde Clint spurgt Montpelier om han nogensinde havde tænkt på at gøre sig selv fortræd. (Nej.) Han funderede over hvordan Montpelier mon ville føle det hvis rollerne blev byttet om? (Han insisterede på at han nok skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre.) Hvor forestillede Montpelier sig at være om fem år? (Det var på det tidspunkt at manden i den hvide striksweater begyndte at græde.) Ved konsultationens afslutning erklærede Montpelier at han allerede glædede sig til næste gang, og i samme øjeblik han var ude af døren, ringede Clint til sin telefonvagt. Han gav dem besked på at henvise alle opkald til en psykiater i nabobyen Maylock. Telefonvagten spurgte hvor længe. “Til der meldes om snefald i helvede,” sagde Clint. Gennem vinduet så han Montpelier bakke sin bolsjerøde sportsvogn ud og derefter køre væk fra parkeringspladsen og ud af hans liv for altid. Så ringede han til Lila. “Hallo, dr. Norcross.” Hendes stemme fik ham altid til at føle at det var det folk mente – eller burde have ment – når de talte om sang fra hjertet. Hun spurgte ham hvordan hans anden dag foreløbig var gået. “Den mindst selvkritiske mand i USA har lige været forbi,” sagde han. “Åh? Har min far? Jeg vil vædde med at han blev forvirret over Hockney-plakaten.” Hun var hurtig i vendingen, hans kone, lige så hurtig som hun var varm, og samtidig lige så barsk som hun var hurtig. Lila elskede ham, men fik ham også konstant på glatis. Det mente Clint nu nok også at have brug for. Det havde de fleste mænd sikkert. 25
Rosernes_torne.indd 25
06/02/18 11.01
“Haha,” havde Clint sagt. “Hør så her: den stilling i fængslet du talte om. Hvor havde du hørt om den henne?” Der blev stille et øjeblik mens hans kone overvejede hvad der lå i spørgsmålet. Hun svarede med et nyt spørgsmål: “Clint, er der noget du gerne vil fortælle mig?” Clint havde ikke så meget som overvejet at hun kunne blive skuffet over hans beslutning om at skrotte privat praksis til fordel for offentlig ansættelse. Det var han sikker på at hun ikke ville. Gudskelov for Lila.
3 For at elshaveren kunne nå de grå stubbe under næsen, var Clint nødt til at fordreje ansigtet på en måde der fik ham til at ligne Quasimodo. En snehvid kvist stak ud af det venstre næsebor. Anton kunne løfte alle de håndvægte han ville, men de hvide næsehår og dem i ørerne kunne ingen mand undslippe. Lige dette her fik Clint dog væk med shaveren. En krop som Antons havde han aldrig haft, ikke engang da han det sidste år i high school fik rettens ord for at han var i stand til at tage vare på sig selv, boede alene og dyrkede atletik. Clint havde været mere tynd og ranglet og ikke spor muskuløs, men dog haft flad mave ligesom sin søn Jared. Som han huskede Paul Montpelier, havde han været mere kvabset end den udgave af sig selv Clint fik øje på her til morgen. Men han lignede stadig mere den sidste end den første. Hvor var han mon henne nu, Paul Montpelier? Var krisen blevet løst? Sikkert. Tiden lægede alle sår. Men som en spøgefugl engang havde påpeget, sårer den også alle læger. Selv havde Clint kun helt almindelige – forstået som sunde, fuldt bevidste og fantasibaserede – forestillinger om at bolle udenom. Krise var der i modsætning til hos Paul Montpelier på ingen måde tale om. Det var det han selv forstod ved et helt normalt liv: et ekstra blik 26
Rosernes_torne.indd 26
06/02/18 11.01
efter en køn pige på gaden, et spontant blik i smug på en kvinde i kort kjole på vej ud af en bil, et næsten ubevidst sug af lystenhed efter en af pyntemodellerne i Lykkehjulet. Det var trist, tænkte han, trist og nok også lidt komisk, sådan som alderen trak én længere og længere væk fra den krop man selv syntes bedst om, og samtidig lod de gamle instinkter (ikke ambitioner, gudskelov) blive tilbage på samme måde som madlugt nogle gange kan blive hængende i luften længe efter at der er spist op. Og dømte han måske alle mænd ud fra sig selv? Nej. Han tilhørte stammen, det var det hele. Det var kvinderne der var den virkelige gåde. Clint smilede til sit spejlbillede. Han var nybarberet. Han var i live. Han havde nogenlunde samme alder som Paul Montpelier havde haft i 1999. “Du kan rende mig, Anton,” sagde han til spejlet. Attituden var påtaget, men han gjorde dog et forsøg. I soveværelset på den anden side af badeværelsesdøren hørte han en lås gå op, en skuffe bliver åbnet og et bump da Lila lagde sit våbenbælte ned i skuffen, lukkede den og klikkede låsen til igen. Han hørte hende sukke og gabe. For det tilfældes skyld at hun allerede var faldet i søvn, kom han i tøjet uden at sige noget, og i stedet for at sætte sig på sengen og tage sko på, tog Clint dem i hånden for at tage dem med nedenunder. Lila rømmede sig. “Det gør ikke noget. Jeg er stadig vågen.” Clint var ikke helt sikker på at det passede: Lila havde kun nået at få åbnet den øverste knap på sine uniformsbukser inden hun smed sig på sengen. Hun var ikke engang kommet ind under tæppet. “Du må være helt færdig. Jeg skal nok se at komme ud. Alt i orden oppe på bjerget?” I går aftes havde hun sendt en sms om at der var kaos på Mountain Rest Road – Du behøver ikke at blive oppe. Selv om det var sket før, var det dog stadig usædvanligt. Han havde grilllet bøffer ude på terrassen sammen med Jared og fået gjort kål på et par Anchor Steams. “Der var en anhænger der rev sig løs. Fra den der dyrehandelkæde. 27
Rosernes_torne.indd 27
06/02/18 11.01
Pet-eller-andet, du ved? Væltede om på siden og spærrede hele vejen. Kattegrus og hundemad overalt. Vi endte med at måtte bruge bull dozer for at få det væk.” “Det lyder som noget værre lort.” Han bøjede sig ned og kyssede hende på kinden. “Hør her. Skal vi ikke begynde at løbe sammen?” Tanken var pludselig faldet ham ind og havde straks gjort ham i bedre humør. Man kunne ikke forhindre kroppen i at gå i opløsning og blive tykkere, men man kunne i det mindste gøre modstand. Lila åbnede højre øje som inde i det mørke værelse med gardinerne trukket for kom til at virke lysegrønt. “Ikke i dag.” “Selvfølgelig ikke,” sagde Clint. Han blev siddende bøjet ind over hende i forventning om at hun ville kysse ham igen, men hun ønskede ham blot en god dag og bad ham sørge for at Jared gik ud med skraldespanden. Øjet gled i. Et grønt glimt ... og væk var det.
4 Lugten i skuret var næsten ikke til at klare. Evies nøgne hud sitrede, og hun skulle anstrenge sig for ikke at kaste op. Stanken var en blanding af afsvedne kemikalier, gammel bladrøg og for gammel mad. En af natsværmerne befandt sig i hendes hår hvor den havde fundet sig til rette og nu pulserede regelmæssigt og beroligende ind mod hovedbunden. Hun trak vejret så let som muligt og så sig omkring. Det præfabrikerede skur var indrettet til at brygge stoffer. Midt i lokalet stod et gasblus som med gule gummislanger var forbundet til et par hvide glasflasker. På et bord op ad væggen stod der bakker, vandflasker, en åbnet pakke plastikposer, reagensglas, korkpropper, utallige brugte tændstikker, en chillum med svedet pibehoved og en vask med forbindelse til en gummislange der løb ud under det forhæng som Evie havde trukket til side for at kunne komme ind. På gulvet lå der tomme flasker og bulede dåser. En vakkelvornt udseen28
Rosernes_torne.indd 28
06/02/18 11.01
de liggestol med logoet Dale Earnhardt Jr. på bagsiden. I hjørnet lå en gråternet skjorte krøllet sammen. Evie rystede stivheden og i hvert fald noget af snavset ud af den og tog den på. Snipperne nåede ned om hendes lår. Indtil for nylig måtte klædningsstykket have tilhørt en ulækker person af en slags. En plet af samme form som Californien løb ned ad brystet og afslørede at pågældende ulækre person havde holdt af mayonnaise. Hun satte sig på hug foran beholderne og rev de gulnede kabler løs. Så drejede hun hver af knapperne på gascylindrene et par centimeter til siden. Da Evie igen var ude af skuret og havde trukket forhænget til bag sig, standsede hun op for at tage sig et par dybe mundfulde frisk luft. Godt hundrede meter nede ad den skovklædte skråning stod en trailer med en grusplads foran hvor der holdt en truck og to biler. På en tørresnor hang der ud over et par falmede trusser og en cowboyjakke tre flåede kaniner, og den ene af dem dryppede endnu. Der stod røgskyer op af trailerens skorsten. Tilbage i den retning hun var kommet fra, gennem det tynde skovbælte og videre ud over marken, var Træet ikke længere til at se. Alene var hun dog ikke; på skurets tag sad der natsværmere og svirrede med vingerne og rørte på sig. Evie begav sig ned ad skråningen. De visne grene stak hende i fødderne, og en sten snittede hende i hælen. Hun satte dog ikke farten ned. Hun plejede at komme sig hurtigt. Ved tørresnoren standsede hun op og lyttede. Hun hørte en mand le, et tændt fjernsyn og ti tusind orme i færd med at blødgøre det lille stykke jord rundt omkring hende. Den stadig blødende kanin rettede sit omtågede blik mod hende. Hun spurgte den hvordan situationen var. “Tre mænd, én kvinde,” sagde kaninen. En enkelt flue lettede fra dens udtørrede sorte læber, summede rundt og satte kursen ind i et slapt øre. Evie kunne høre fluen suse rundt derinde. Hun bebrejdede den det ikke – det var det fluer var skabt til – men hun havde ondt 29
Rosernes_torne.indd 29
06/02/18 11.01
af kaninen der ikke havde fortjent så ussel en skæbne. Evie elskede alle dyr, men holdt særlig meget af de små, dem der sneg sig rundt på engen og sprang rundt mellem stammerne, dem med skrøbelige vinger og dem der pilede omkring. Hun satte en hånd om nakken på den døende kanin og førte forsigtigt dens revnede, sorte mund ind til sin egen. “Tak,” hviskede Evie og lod der blive stille.
5 En af fordelene ved at bo i netop dette hjørne af Appalacherne var at man kunne bo i et rimelig stort hus for to offentlige lønninger. Familien Norcross’ hus var et moderne fireværelses i en typehusudstykning. Husene var pæne, rummelige uden at være overdrevne, havde tilstrækkelig store forhaver til at lege skjul i og på den grønne tid af året udsigt til frodige bakker og grønne træer. Det lidt deprimerende ved udstykningen var imidlertid at selv med nedslag i prisen stod næsten halvdelen af de ganske attraktive huse fortsat tomme. Prøvehuset helt oppe på bakken var undtagelsen; det blev altid holdt rent og pænt og skinnende. Ifølge Lila var det kun et spørgsmål om tid før et eller andet amfetaminhoved brød ind og prøvede at lave laboratorium i det. Clint havde sagt at hun ikke behøvede at blive urolig, han kendte sheriffen. Faktisk havde de noget kørende sammen. (“Er hun til gamle mænd?” havde Lila svaret, vendt det hvide ud af øjnene og klemt sig ind mod hans hofte.) Overetagen i familien Norcross’ hus bestod af soveværelset, Jareds værelse og endnu et soveværelse som de voksne benyttede som hjemmekontor. I stueetagen lå det store, åbne køkken med en køkkenskranke til at adskille det fra opholdsstuen. I højre side af opholdsstuen lå deres sjældent benyttede spisestue inde bag et sæt franske døre. Clint drak kaffe i køkkenet og læste New York Times på sin iPad. Et jordskælv i Nordkorea havde krævet uoverskueligt mange ofre. Den 30
Rosernes_torne.indd 30
06/02/18 11.01
nordkoreanske regering insisterede på at der som følge af “overlegen arkitektur” kun var tale om mindre skader, men der fandtes mobilbilleder af støvdækkede lig og murbrokker. I Adenbugten var en boreplatform brudt i brand, antagelig som følge af sabotage, men ingen havde endnu påtaget sig ansvaret. Samtlige lande i regionen havde opført sig som den diplomatiske udgave af en flok drenge der kommer til at smadre et vindue under baseball og løber hjem uden at se sig tilbage. I ørkenen i New Mexico havde FBI nu i fireogfyrre dage belejret en militsgruppe under ledelse af Kinsman Brightleaf (født Scott David Winstead jr.). Hans lystige svende nægtede at betale skat, være underlagt den amerikanske forfatning eller udlevere deres lager af automatvåben. Når folk hørte at Clint var psykiater, opfordrede de ham ofte til at diagnosticere sindslidelser hos politikere, berømtheder og andre kendisser. Normalt afslog han det, men lige i dette tilfælde følte han sig udmærket i stand til at stille en langdistancediagnose: Kinsman Brightleaf led af en form for personlighedsforstyrrelse. Nederst på forsiden var der et fotografi af en hulkindet ung kvinde som stod foran en hytte i Appalacherne med et spædbarn i favnen: “Kræft i kuldistrikterne.” Det mindede Clint om kemikalieudslippet for fem år siden i en af de lokale floder. Vandforsyningen måtte afbrydes i en uge. Nu skulle alting for længst være blevet fjong igen, men for en sikkerheds skyld var Clint og hans familie fortsat med vand på flaske. Han kunne mærke solen i ansigtet. Han så ud i retning af de to store elmetræer bagest i haven på den anden side af terrassen. Elmetræerne fik ham til at tænke på brødre, søstre, mænd og koner – han var sikker på at rødderne var filtret sammen nede under jorden. I det fjerne knejsede de mørkegrønne bjerge. Skyerne så ud til at smelte på den klare blå himmelstegepande. Fuglene fløj rundt og sang. Var det dog ikke en skam at spilde et godt land på folk. Det havde en spøgefugl også sagt engang. Clint foretrak at tro at det i hvert fald ikke var spildt på ham. Han havde aldrig regnet med at komme til at eje en udsigt som denne. 31
Rosernes_torne.indd 31
06/02/18 11.01
Han gad vide hvor forfalden og blød han skulle blive før det begyndte at give mening at nogle mennesker havde heldet med sig, og andre bare blev ved med at være uheldige. “Hej, far. Hvordan har verden det? Sker der noget godt?” Clint vendte sig væk fra vinduet og så Jared komme slentrende ind i køkkenet mens han lynede sin rygsæk op. “Vent lige –” Han bladrede gennem et par elektroniske sider. Han ville ikke sende sin søn i skole med et olieudslip, en milits eller kræft. Ah, lige præcis. “Fysikere hævder at universet kan være uendeligt.” Jared gennemrodede skabet, fandt en Nutribar og stak den i lommen. “Og det kalder du godt? Vil du være rar at forklare hvad du mener?” Clint nåede at tænke sig om et øjeblik før det gik op for ham at hans søn tog pis på ham. “Du er gennemskuet.” Han så over på Jared og kløede sig på øjenlåget med langfingeren. “Det er ikke noget at gå og gemme på, far. Der gælder fortrolighed mellem far og søn. Det kommer ikke længere.” Jared tog selv kaffe. Han drak den sort, ligesom Clint også havde gjort dengang hans mave endnu var ung. Kaffemaskinen stod ved siden af vasken hvor vinduet vendte ud mod terrassen. Jared tog en slurk og bemærkede udsigten. “Hold da op. Er det nu også klogt af dig at lade mor være alene tilbage sammen med Anton?” “Gå nu bare,” sagde Clint. “Se så at komme i skole og få lært noget.” Hans søn var pludselig blevet stor. “Hund!” havde Jareds første ord været, udtalt så det rimede på sund. “Hund! Hund!” Han havde været et sympatisk barn, nysgerrig og hjælpsom og udviklet sig til en sympatisk ung mand der stadig var nysgerrig og hjælpsom. Clint var stolt over at de havde formået at give Jared en sikker og tryg opvækst der gjorde det muligt for ham at udvikle sig i sit eget tempo. Sådan havde det ikke været for Clint selv. Han havde overvejet at give knægten kondomer, men brød sig ikke 32
Rosernes_torne.indd 32
06/02/18 11.01
om at skulle tale med Lila om det eller om i det hele taget måske at opmuntre til noget. Han brød sig slet ikke om at tænke på det. Jared insisterede på at han og Mary bare var venner, og måske troede han ligefrem også selv på det. Clint kunne imidlertid godt fornemme hvordan han så på pigen, og sådan så man på én man gerne ville være rigtig nære venner med. “Baseballgreb,” sagde Jared og rakte hænderne frem. “Kan du stadig huske det?” Det kunne Clint godt: fistbump, tommelfingerkrog, håndvrid, glat ned ad håndfladerne og så to klap over hovedet. Selv om det var længe siden sidst, gik det perfekt og fik dem begge to til at grine. Det fik morgenen til at lyse op. Jared var væk for længst da Clint kom i tanke om at han forventedes at bede sin søn tage skraldespanden med ud. Endnu et tegn på at man blev ældre; man glemte det man ville huske, og huskede det man helst ville glemme. Det kunne han selv have fundet på at spøge med. Han burde få det broderet i korssting.
6 Efter to måneders god opførsel havde Jeanette Sorley adgang til opholdsstuen tre morgener om ugen mellem otte og ni. I realiteten ville det sige mellem otte og kvart i ni, for hendes sekstimersskift på snedkerværkstedet begyndte klokken ni. Der tilbragte hun så tiden med at inhalere lak gennem en tynd bomuldsmaske og dreje stoleben. Det fik hun tre dollar i timen for. Pengene gik ind på en konto og ville blive udbetalt på check til hende når hun kom ud (de indsatte kaldte deres arbejdskonto for Helle ligesom i Matador). Stolene blev solgt i fængselsbutikken på den anden side af Route 17. Nogle af dem gik for tres dollar, de fleste for firs, og fængslet solgte rigtig mange af dem. Jeanette vidste ikke hvor pengene blev af og var også ligeglad. Sin adgang til opholdsstuen var hun derimod 33
Rosernes_torne.indd 33
06/02/18 11.01
ikke ligeglad med. Der var både et stort tv, brætspil og blade. Der var også en slikautomat og en sodavandsautomat der kun tog kvartdollar, og indsatte havde bare ikke kvartdollar der var forbudt – Punkt 22! – men i det mindste kunne man altid kigge. (I øvrigt blev opholdsstuen på visse tidspunkter af ugen omdannet til besøgslokale, og erfarne besøgende som Jeanettes søn, Bobby, huskede på at tage masser af kvartdollar med.) Her til morgen sad hun ved siden af Angel Fitzroy og så morgennyheder på WTRFs kanal 7 i Wheeling. Nyhederne var den sædvanlige biksemad: bilskyderi, brand i en transformator, en kvinde var blevet arresteret for at have overfaldet en anden kvinde til Monster Truck-træffet, og delstatens senat skændtes om et nyt mandefængsel der var blevet bygget på en bortsprængt bjergtop og tilsyneladende havde stabilitetsproblemer. Ude i landet fortsatte belejringen af Kins man Brightleaf. På den modsatte side af kloden mentes flere tusind at være omkommet under et jordskælv i Nordkorea, og i Australien rapporterede læger om et udbrud af sovesyge der tilsyneladende kun ramte kvinder. “Det må være amf,” sagde Angel Fitzroy. Hun tog småbidder af en Twix hun havde fundet glemt i skuffen i slikautomaten. For at få den til at vare længe. “Hvad af det? De sovende kvinder, dullen til Monster Truck-træffet eller ham realitytypen?” “Det kunne godt være det hele, men jeg tænkte nu på hende til træffet. Jeg har været til sådan et engang, og stort set alle de unge var sgu enten på coke eller havde røget. Vil du have noget?” Hun dækkede for den resterende Twix med hånden (i tilfælde af at fængselsbetjent Lampley netop nu sad med blikket rettet mod kameraerne i opholdsstuen), og rakte den frem mod Jeanette. “Den er knap så gammel som nogle af de andre derinde.” “Jeg står over,” sagde Jeanette. “Nogle gange får jeg bare øje på noget der får mig til at ønske at jeg var død,” sagde Angel henkastet. “Eller at alle andre var det. Se nu 34
Rosernes_torne.indd 34
06/02/18 11.01
bare der.” Hun pegede hen på en ny plakat mellem slikautomaten og sodavandsautomaten. Den forestillede en klit hvorfra et par fodspor førte bort, tilsyneladende ud i det uendelige. Under fotografiet stod budskabet: UDFORDRINGEN BESTÅR I AT NÅ DERHEN. “Han er kommet derhen, men hvor er han henne? Hvor er det henne?” ville Angel vide. “Irak?” spurgte Jeanette. “Han er sikkert nået frem til den næste oase.” “Niksen, han er død af hedeslag. Ligger bare lige der hvor man ikke kan se det, med udstående øjne og hud så sort som en silkehat.” Hun smilede ikke. Angel var på amfetamin og var virkelig ude fra landet; derude hvor man tyggede bark og døbte børnene i hjemmebryg. De havde taget hende for overfald, men Jeanette regnede med at Angel også kunne have svaret bekræftende på de fleste andre muligheder på en straffeattest. Hendes ansigt var lutter knogler og kanter – det virkede hårdt nok til at kunne brække asfalt op med. Under sit ophold i Dooling havde hun tilbragt en stor del af tiden i fløj C. I fløj C kom man kun ud to timer om dagen. Fløj C var der hvor de slemme piger kom hen. “Selv hvis man dør af hedeslag i Irak, tror jeg altså ikke at man bliver sort,” sagde Jeanette. Det kunne være en fejltagelse at erklære sig uenig (selv for sjov) med Angel som havde det dr. Norcross kaldte “vredesproblemer”, men lige her til morgen havde Jeanette ikke noget imod at leve livet farligt. “Det er sgu nok bare pis,” sagde Angel. “Det svære er for helvede bare at komme igennem dagen i dag, og det ved du også godt.” “Hvem tror du har sat den op? Dr. Norcross?” Angel snøftede hånligt. “Det er Norcross for snusfornuftig til. Nej, det er inspektør Coates. Jaaaanice. Det lille pus er vild med motivering. Har du set den på hendes kontor?” Det havde Jeanette – det var en klassiker, men ikke bedre af den grund. Den forestillede en killing der hang ned fra en gren. Hold fast, skatter, vist så. De fleste killinger her på stedet var allerede ved at miste grebet. Nogle af dem var også faldet ned fra træet. 35
Rosernes_torne.indd 35
06/02/18 11.01
Nu viste nyhederne et forbryderbillede af en undsluppet fange. “Hold da op, mand,” sagde Angel. “Han får da vist ellers lige dementeret at sort er smukt, hvad?” Jeanette undlod at kommentere. Faktisk tændte hun stadig på fyre med onde øjne. Sammen med dr. Norcross var hun i gang med at bearbejde det, men lige nu kunne hun ikke løsrive sig fra sin svaghed for mænd der så ud som om de hvert øjeblik kunne finde på at give din nøgne ryg en tur med piskeriset mens du var i bad. “McDavid er kommet i en af Norcross’ observationsceller i fløj A,” sagde Angel. “Hvor har du hørt det henne?” Kitty McDavid var et af Jeanettes yndlingsmennesker – kvik og fandenivoldsk. Rygtet ville vide at Kitty havde rullet med nogle virkelig tunge folk udenfor, men der var ikke ondt skabt i hende ud over det der var rettet mod hende selv. Engang måtte hun have været entusiastisk cutter; hun havde ar både på brysterne, i siden og foran på lårene. Og derudover havde hun anlæg for depression, selv om Norcross’ medikamenter lod til at have dæmpet det. “Hvis du vil have alle nyhederne med, må du komme tidligt herind. Jeg har det fra hende.” Angel pegede på Maura Dunbarton, en gammel betroet fange med en livstidsdom. Maura var i færd med at lægge blade fra sin rullevogn frem på bordene med umådelig omhu og præcision. Hendes hvide hår stod ud fra hovedet som en tynd corona. På benene havde hun kraftige støttestrømper i samme farve som candyfloss. “Maura!” kaldte Jeanette – men sagte. Det var strengt forbudt at råbe i opholdsstuen, undtagen når der var børn på besøg og til de indsattes månedlige “festaftener”. “Kom lige herover, tøs!” Maura trillede langsomt sin vogn over imod dem. “Jeg har et Seventeen,” sagde hun. “Er det noget for nogen af jer?” “Det var det ikke engang da jeg var sytten,” sagde Jeanette. “Hvad er det med Kitty?” “Skreg den halve nat,” sagde Maura. “Tænk at du ikke hørte hen36
Rosernes_torne.indd 36
06/02/18 11.01
de. De trak hende ud af cellen, gav hende en sprøjte og satte hende i A. Nu sover hun.” “Skreg hvad?” spurgte Angel. “Eller bare skreg?” “Skreg at Den Sorte Dronning kommer,” sagde Maura. “Siger at hun når frem i dag.” “Kommer Aretha og optræder?” spurgte Angel. “Det er den eneste sorte dronning jeg kender.” Maura ænsede hende ikke. Hun betragtede den blåøjede blondine på forsiden af bladet. “Er I sikre på at ingen af jer vil se det Seventeen her? Der er et par pæne festkjoler i.” “Jeg går kun i kjole hvis jeg også kan have min tiara på,” sagde Angel og grinede. “Har dr. Norcross været inde hos Kitty?” spurgte Jeanette. “Ikke endnu,” sagde Maura. “Jeg havde også en festkjole engang. Den var rigtig flot blå og havde pufærmer. Min mand brændte hul i den med strygejernet. Det var et uheld. Han ville bare hjælpe. Der var bare ingen der havde lært ham at stryge. De fleste mænd lærer det aldrig. Og nu gør han i hvert fald slet ikke.” Ingen af dem svarede. Det var almindelig kendt hvad Maura Dunbarton havde gjort mod sin mand og sine to børn. Det var tredive år siden, men nogle forbrydelser bliver aldrig glemt.
7 Tre eller fire år tidligere – eller måske var det fem eller seks; nullerne var ligesom gået meget hurtigt for hende og var svære at huske nøjagtigt – havde en mand på en parkeringsplads bag en Kmart i det nordlige Californien fortalt Tiffany Jones at hun var på vej ud på et skråplan. Selv om det sidste halvandet årti generelt henlå mere eller mindre i tåge, kunne hun stadig godt huske det øjeblik. Der fløj skrigende måger rundt omkring vareindleveringen hos Kmart og rodede i affaldet. Vandet løb ned ad ruderne i den Jeep hun sad i, og som 37
Rosernes_torne.indd 37
06/02/18 11.01
tilhørte fyren som sagde at hun var på vej ud på et skråplan. Fyren var butiksdetektiv. Hun havde lige suttet den af på ham. Der var sket det at han tog hende i at hugge en deodorant. De var blevet enige om en rimelig ligefrem og forudsigelig løsning: hun gav ham oralsex, han lod hende slippe. Stodderen var den flæskede type. Det havde været noget af en øvelse både at skulle finde frem til hans pik og samtidig manøvrere rundt mellem hans vom og lår og bilrattet. Men Tiffany havde efterhånden prøvet lidt af hvert, og det her var i sammenligning så ubetydeligt at det ikke engang var kommet i betragtning til at blive husket, havde det ikke været for det han sagde. “Må være lidt af en nedtur for dig, hvad?” En medfølende grimasse bredte sig i hans ansigt mens han vred sig rundt i sædet og prøvede at hive op i de højrøde joggingbukser i syntetisk stof der sikkert var det eneste han kunne få i en grisestørrelse der passede. “Du må vide at du er på vej ud på et skråplan når du havner i en situation som den her og er nødt til at samarbejde med en som mig.” Indtil da havde Tiffany bare troet at voldtægtsforbrydere – eksempelvis hendes fætter Truman – måtte benægte det over for sig selv. Hvordan kunne de ellers blive ved? Hvordan kunne man fornedre eller bruge vold mod nogen når man var fuldt bevidst om det? Nå, det viste det sig altså så at man godt kunne – og mænd som nu det her svin af en sikkerhedsvagt gjorde det. Det var oprigtig talt kommet som et chok, denne erkendelse der med ét forklarede så meget i hele hendes lorteliv. Tiffany var ikke sikker på at hun nogensinde var kommet over det. I lysarmaturet over kommoden raslede der tre eller fire natsværmere rundt. Pæren var gået. Det var lige meget; der var rigeligt morgenlys i traileren. Natsværmerne slog imod og flaksede mens deres små skygger brokkede sig. Hvordan var de kommet derind? Og hvordan var hun selv kommet hertil? Efter en barsk periode som stor teenager havde Tiffany i en periode formået at opbygge sig en tilværelse. I 2006 havde hun været servitrice på en bistro og tjent gode drikkepenge. Hun havde en toværelses i Charlottesville og dyrkede bregner på 38
Rosernes_torne.indd 38
06/02/18 11.01
altanen. Af en at være der var gået ud af high school i utide, klarede hun sig ganske godt. I weekenden havde hun holdt af at leje en stor fuks ved navn Moline med roligt temperament og let gang og tage ud og ride i Shenandoah. Nu sad hun i en trailer i Østre Tyndskid i Appalacherne og var ikke længere på vej ud i problemer, hun var for længst nået frem. I det mindste var problemerne pakket ind i vat. De sved ikke sådan som man forventede at problemer ville gøre det, og det var måske det værste ved det, for man forsvandt så langt ind i sig selv og blev fanget helt inderst inde hvor man ikke engang kunne – Tiffany hørte et bump og lå pludselig nede på gulvet. Hendes hofte dunkede der hvor den var stødt mod bordkanten. Truman stod med en cigaret dinglende i munden og gloede ned på hende. “Jorden kalder crackluderen.” Han var i cowboystøvler, boxershorts og ikke andet. Kødet på hans overkrop sad stramt som plastikfilm over ribbenene. “Jorden kalder crackluderen,” gentog han og klappede hænderne sammen foran ansigtet på hende som om hun var en ulydig hund. “Kan du ikke høre? Der bliver banket på døren.” Så stort et røvhul var Tru at Tiffany derinde hvor der stadig var liv i hende – der hvor hun indimellem fik trang til at børste håret eller ringe til hende Elaine fra familievejledningen der ville have hende til at skrive sig op til tvungen afgiftning – indimellem betragtede ham med nærmest videnskabelig forundring. Tru var målestokken for røvhuller. “Er den eller den et større røvhul end Truman?” kunne Tiffany finde på at spørge sig selv. Det var der ikke mange der var – officielt foreløbig sådan set kun kannibaler og Donald Trump. Trumans tvivlsomme generalieblad gik langt tilbage. Som dreng havde han stukket fingeren op bagi og derefter op i næsen på mindre børn. Senere havde han bestjålet sin mor og pantsat hendes smykker og antikviteter. Samme eftermiddag som han var kommet forbi for at besøge Tiffany i hendes pæne lejlighed i Charlottesville, havde han fået øje på hendes amfetamin. Hans forestilling om en spøg var at mase en tændt cigaret ned i éns nøgne skulder mens man sov. Truman var voldtægtsmand, 39
Rosernes_torne.indd 39
06/02/18 11.01
men havde aldrig siddet inde for det. Nogle røvhuller var bare heldige. Hans ansigt var dækket af et tjavset, rødgyldent skæg, og han havde enorme pupiller, men i mundvigen sad stadig den hånleende, ligeglade dreng han altid havde været. “Crackluder, kom ind.” “Hvad?” formåede Tiffany at spørge. “Jeg gav dig besked på at lukke op! Vorherre bevares!” Truman fingerede et slag, og hun satte hænderne for ansigtet. Hun blinkede tårerne væk. “Rend mig,” sagde hun halvhjertet. Hun håbede ikke at dr. Flickinger hørte hende. Han var ude på badeværelset. Tiffany kunne godt lige lægen. Lægen var totalt langt ude. Han kaldte hende altid Madame og blinkede til hende for at lade hende forstå at han mente det. “Du er en tandløs, døv crackluder,” bekendtgjorde Truman uden at ænse at hans eget tandsæt også trængte til forskønnelse. Trumans ven kom ud fra trailerens soveværelse, satte sig ned ved klapbordet og sagde: “Crackluder phone home.” Han fnisede over sin egen vits og lavede en lille dans med albuerne. Tiffany havde glemt hans navn, men håbede at hans mor var vildt stolt af sin søn der havde lorten fra South Park tatoveret på adamsæblet. Det bankede på døren. Denne gang bemærkede Tiffany det, et fast dobbeltbank. “Lige meget! Det var ikke for at ulejlige dig, Tiff. Bliv du bare siddende på din dumme røv.” Truman flåede døren op. Udenfor stod en kvinde iført en af Trumans ternede skjorter og med udkig til et stykke lysebrunt ben nedenunder. “Hvad nu?” spurgte Truman. “Hvad vil du?” En sagte stemme svarede ham. “Hej, mand.” Fra sin plads henne ved bordet råbte Trumans ven: “Er du ude på at sælge noget eller hvad?” “Hør her, skatter,” sagde Truman til hende. “Du må gerne komme indenfor – men jeg må vist hellere bede om at få den skjorte tilbage.” 40
Rosernes_torne.indd 40
06/02/18 11.01
Det fik Trumans ven til at grine. “Det er for meget! Altså, har du fødselsdag eller hvad, Tru?” Ude fra badeværelset hørte Tiffany lyden af toilettet der skyllede ud. Dr. Flickinger havde gjort sig færdig. Kvinden i døren stak en hånd frem og greb Truman om halsen. Han sagde en lille hvæsende lyd og tabte cigaretten ud af munden. Han rakte en hånd op og borede fingrene ind i sin besøgendes håndled. Tiffany kunne se kødet på kvindens hånd blive hvidt på grund af trykket, men hun gav ikke slip. Der kom røde pletter på Trumans kinder. Der sivede blod ud fra de sår hans negle lavede i kvindens håndled. Hun gav stadig ikke slip. Den hvæsende lyd svandt ind til en fløjten. Trumans frie hånd fandt skæftet på Bowiekniven i hans bælte og trak den fri. Kvinden trådte ind i lokalet og greb med sin anden hånd Trumans knivhånd om underarmen mens han prøvede at stikke hende. Hun skubbede ham baglæns og hamrede ham op mod den modsatte væg i traileren. Det skete så hurtigt at Tiffany aldrig fik set den fremmedes ansigt klart, kun dets ramme af filtret, skulderlangt hår der var så mørkt at det næsten virkede grønt. “Rolig, rolig,” sagde Trumans ven mens han ledte efter sin pistol bag en rulle papirhåndklæder og rejste sig fra stolen. De røde pletter på Trumans kinder havde udvidet sig til lilla skyer. Han sagde en lyd ligesom når gummisko knirkede mod gulvbrædder, og hans grimasse faldt sammen til en trist klovnemine. Han vendte det hvide ud af øjnene. Tiffany kunne se hans puls dunke inde bag den stramme hud til venstre for brystbenet. Kvinden var utrolig stærk. “Rolig,” sagde Trumans ven igen netop som kvinden nikkede Truman en skalle. Trus næse brækkede med et smæld der lød som en knaldperle. En stråle af blod sprøjtede op i loftet og et par dråber ramte lysarmaturet. Natsværmerne gik amok og hamrede ud mod armaturet så det lød som når en isterning blev rystet rundt i et glas. Da Tiffany atter vendte blikket nedad, så hun kvinden svinge Tru41
Rosernes_torne.indd 41
06/02/18 11.01
mans krop hen mod bordet. Trumans ven blev bare stående og sigtede med pistolen. Et brag som fra en bowlingkugle af sten rungede gennem traileren. Et uregelmæssigt hul af form som en manglende puslespilsbrik viste sig i Trumans pande. Et laset lommetørklæde faldt ned over Trumans øje, hud med et stykke øjenbryn på der havde revet sig løs. Blodet strømmede ned over Trumans nedadvendte mundvige og videre ad hagen. Hudflappen med øjenbrynet slog ind mod kinden. Tiffany kom til at tænke på de der moplignende svampe i bilvasken der tørrede forruden af. Et nyt skud rev hul i Trumans skulder, Tiffany fik blodstøv i ansigtet, og så skubbede kvinden den døde Truman ind i hans ven. Vægten af de tre kroppe fik bordet til at bryde sammen. Tiffany kunne ikke høre sig selv skrige. Tiden sprang fremad. Nu befandt Tiffany sig i et hjørne af skabet med en regnfrakke trukket op til hagen. En række dæmpede, rytmiske bump fik traileren til at svaje frem og tilbage på fundamentet. Tiffany kom i tanke om et minde fra køkkenet i bistroen i Charlottesville for mange år siden hvor kokken brugte en kødhammer til at banke kødet ud med. Bumpene her lød ligesådan, bare langt, langt tungere. Der lød et knald af metal og plastik der gik itu, så hørte bumpene op. Traileren holdt op med at bevæge sig. Et bank fik skabsdøren til at ryste. “Er du okay?” Det var kvinden. “Gå væk!” vrælede Tiffany. “Ham på badeværelset stak af ud af vinduet. Ham behøver du nok ikke at bekymre dig mere om.” “Hvad gjorde du?” hulkede Tiffany. Hun havde Trumans blod på sig og ville ikke dø. Kvinden svarede ikke lige med det samme. Det behøvede hun heller ikke. Tiffany havde set hvad hun havde gjort, eller i hvert fald set nok. Og hørt nok. “Se du bare at få hvilet,” sagde kvinden. “Bare få hvilet.” 42
Rosernes_torne.indd 42
06/02/18 11.01
Et øjeblik senere mente Tiffany gennem den momentane døvhed efter skuddene at høre yderdøren blive låst. Hun skuttede sig under regnfrakken og stønnede Trumans navn. Det var ham der havde lært hende at ryge – tag små sug, sagde han. “Du får det meget bedre.” Sikke dog en løgner. Sikke dog et røvhul han havde været, sikke dog et uhyre. Hvorfor græd hun så over ham? Hun kunne ikke lade være. Hun ville ønske at hun kunne, men kunne ikke.
8 Dørsælgersken som ikke var dørsælgerske, gik væk fra traileren tilbage mod amfetaminlaboratoriet. For hvert skridt blev lugten af propan stærkere og gjorde luften mere og mere harsk. Bag sig efterlod hun små sarte hvide fodspor, omrids der kom ud af intet og så ud til at bestå af mælkebøttefnug. Sømmen på den lånte skjorte blafrede mod hendes lange ben. Foran skuret samlede hun et stykke papir op der havde sat sig fast i en busk. Øverst stod der med store blå bogstaver ALT PÅ TILBUD ALTID! Nedenunder var der billeder af både store og små køleskabe, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, mikrobølgeovne, støvsugere, håndstøvsugere, affaldskværne, foodprocessorer og meget andet. På et billede så man en veltrænet ung kvinde i jeans smile indforstået ned til sin lige så blonde datter. Den kønne lille pige stod selv med en plastikdukke i favnen som hun smilede til. Der var også store tv-apparater hvor man så mænd spille football eller baseball, mænd i racerbiler og mænd der stod bag grillopsatser med enorme gafler og tænger. Selv om det ikke blev sagt direkte, var budskabet i reklameavisen tydeligt nok: kvinder arbejder og bygger rede, og mænd griller det nedlagte bytte. Evie rullede reklameavisen sammen til et rør og begyndte at knipse foran det med venstre hånd. Hvert knips udløste en gnist. Den 43
Rosernes_torne.indd 43
06/02/18 11.01
tredje fik papiret til at fænge. Evie forstod sig nemlig også på at grille. Hun holdt røret op, kontrollerede flammen og smed det ind i skuret. Hun gik hurtigt derfra og skød genvej gennem skoven i retning af Route 43 som de lokale omtalte som Ball’s Hill Road. “Travl dag,” sagde hun til natsværmerne der atter kredsede omkring hende. “Travl, travl dag.” Hun vendte sig ikke om da skuret eksploderede, og lod sig heller ikke mærke med det da et stykke bølgeblik fløj hen over hovedet på hende.
Rosernes_torne.indd 44
06/02/18 11.01
Du bliver hooked! –
STEPHEN KING er forfatteren bag over halvtreds bøger,
publishers weekly
„En mesterligt konstrueret horrorthriller fra gysets konge og hans søn.“ – SAN FRANCISCO CHRONICLE
som alle har toppet © SHANE LEONARD
alverdens bestsellerlister. Hans bøger har dannet grundlag for film, tv-serier, spinoffs og fanfiction, som dyrkes verden over. Han har modtaget en National Medal of Arts og en National Book Foundation Medal for Distinguished Contribution to American Letters. Han bor i Maine, USA, med sin kone, romanforfatteren Tabitha King.
OWEN KING har flere anmelderroste romaner bag sig, heri-
I en nær fremtid rammes klodens kvinder af den mystiske Auroravirus: Når de lægger sig til at sove, omsluttes deres kroppe af en silketynd kokon. I søvnen bevæger deres bevidsthed sig ind i en anden, mere harmonisk verden, og forstyrres kokonens sarte ydre, vækkes kvinderne til en voldelig trance. Men én kvinde, den mystiske Eve Black, er immun over for den sære tilstand. Og mens desperationen stiger blandt jordens mænd, hvor fraktioner bekriger hinanden i kampen for enten at beskytte eller destruere Eve, udnytter andre grupper den nye tids kaos til at få hævn over egne fjender. I kvindefængslet i en lille by i Appalacherbjergene stiger tempoet til et dramatisk crescendo. For er Eve en anomali, der bør studeres, eller en afviger, som skal dø?
blandt Double Feature og © DANIELLE LURIE
We’re All in This Together. Han bor i staten New York, USA, sammen med sin kone, romanforfatteren Kelly Braffet, og deres fælles datter.
„Horrorens store mester samarbejder her med sin søn om en episk, farverig fortælling om en global pandemi og udviser en ungdommelig vigør, vi ikke har set i årevis!“ – THE GUARDIAN
hr. ferdinand
spa endingsroman