Sidste åndedrag - Linda Castillo by JP/Politikens Forlag

SIDSTE Ã&#x2026;NDEDRAG

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

Linda Castillo

SIDSTE ÅNDEDRAG Oversat af Henrik Enemark Sørensen

HR. FERDINAND

| københavn | vico del gargano

Denne bog er tilegnet alle dem, som har læst og elsket bøgerne.

De mest grusomme løgne fortælles ofte i tavshed. Robert Louis Stevenson, Virginibus Puerisque

INDLEDNING

Den rytmiske klapren fra hestens skoede hove rungede under trækronerne. Et halvt år tidligere havde Paul Borntrager købt den fire år gamle vallak på hesteauktionen i Millersburg, selvom hans sunde fornuft havde advaret ham om, at det var en dårlig idé. Hans datter, Norah, havde omgående givet den navnet Sampson – efter verdens største hest – fordi den var så stor og stærk. Hesten kom direkte fra travbanen, og i begyndelsen havde det været lidt af en udfordring at styre den. Den havde svært ved at holde rytmen, og den var bange for både biler og løse hunde. Men efter seks måneders træning og masser af kilometer havde den alligevel vist sig at være en god investering. Nu var Sampson en af de hurtigste travere, han nogensinde havde ejet, og det var en fornøjelse at køre med den. Paul var faktisk svært godt tilfreds med, at han havde taget chancen og købt hesten. Lædertøjlerne var kraftige, men bløde i hans hænder. Den høje klirren fra seletøjet og vognens rytmiske knagen lullede Paul ind i en tilstand af stille eftertanke. Børnene havde opført sig godt i løbet af eftermiddagen, selvom de havde måttet vente i over en time, før de kunne komme til på klinikken. De var helt tavse nu, men det skyldtes udelukkende, at han var standset ved Dairy Dream og

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

havde købt en isvaffel til hver af dem. Han var overbevist om, at i det øjeblik, de var færdige med at spise dem, ville lyden af deres muntre stemmer og leg vende tilbage. Tanken fik ham til at smile. Det havde været en god dag. Tusmørket sænkede sig hurtigt, og en let støvregn fra de lavthængende skyer faldt på vejen. Han håbede, at det ville begynde at regne rigtigt, for sommerens tørke havde været hård ved afgrøderne. Han lo stille, smældede med tøjlerne og fik Sampson til at slå over i fri trav. Selvom han havde monteret batteridrevne baglygter og sat et skilt på bagklappen, som advarede andre trafikanter om, at der var tale om et langsomt køretøj, brød han sig ikke om at køre på vejene efter mørkets frembrud. Englænderne havde altid så travlt og kørte så stærkt. Halvdelen af tiden holdt de overhovedet ikke øje med, hvor de kørte – især ikke, hvis de samtidig talte i telefon eller sendte tekstbeskeder. ”Se, datt! Die sunn is am unnergeh!” Paul smilede og kiggede ud til højre, da han hørte sin fireårige søns stemme. Gennem de blodrøde blade på ahorn-, ege- og valnøddetræerne langs vejen kunne han se den nedgående sol sende en række lysende stråler gennem det tiltagende skydække. ”Herren har velsignet os med endnu en smuk dag, ikke?” ”Datt, David gider ikke lege sanglege med mig,” lød seksårige Norahs stemme fra bagenden af vognen. De sidste par dage havde deres mor været ved at lære den lille Norah nogle sang- og klappelege, og lige siden havde hun pint og plaget sin storebror om at lege med hende. ”Har han ikke travlt med at spise sin is?” spurgte Paul. ”Nej, han er færdig.” David, som med sine otte år var familiens ældste barn, stak hovedet ud af vognen og så op på sin far. ”Sanglege er for piger, datt. Få hende til at holde op med at plage mig.”

Paul kastede et blik over skulderen og så på sin datter. ”Der er noget om det, han siger, Norah.” Hun kom til syne ved siden af sin bror og lagde en hånd på hans skulder. Paul kunne se en klump smeltet chokoladeis på hendes knoer. ”Jeg siger det ikke til nogen,” sagde hun alvorligt. Paul kunne ikke lade være med at le. En svimlende følelse af kærlighed til børnene strømmede gennem ham med så stor kraft, at det nærmest gjorde ondt i brystet. Det var ikke første gang i dagens løb, han takkede Gud for alle de velsignelser, han skænkede ham. ”Vi er næsten hjemme,” sagde han. ”Hvorfor synger du ikke bare en af sangene selv?” Han stillede spørgsmålet en smule fraværende, for de nærmede sig et T-kryds. Træerne langs vejen voksede alt for tæt til, at han havde et ordentligt udsyn, men han kunne heller ikke se noget afslørende lysskær fra en bils forlygter. Han kunne ikke høre nogen bilmotor, og der lød ingen hvislende dæk på asfalten. Det burde være sikkert at fortsætte ind i krydset. I vognen bag ham begyndte Norah at synge. ”Lille Peter Edderkop. kravled’ op ad muren. Så kom regnen og skylled’ Peter ned.” Paul hørte børnene synge i kor og vidste, at det var lykkedes Norah at lokke sin ældre bror til at være med alligevel. Han smilede stille. Ligesom sin mor havde hun en stærk vilje og var ikke så nem at afvise. De var næsten nået hen til krydset nu, og der var ikke andre at se på vejen. Paul lo og fik Sampson til at sætte farten lidt op, og så begyndte han at synge sammen med børnene.

”Så kom solen og tørred’ Peters krop ...” Lyden af en bilmotor kom pludselig brølende ud af det blå med samme voldsomhed som et fly, der styrtede ned fra himlen. Paul fangede et glimt af et buldrende, sort uhyre på sin højre side. Et skærende sug af adrenalin bredte sig i hans mave. Et dybt jag af frygt. Alt for sent trak han hårdt i tøjlerne. ”Hvad i alver-” Hestens stålsko skred på asfalten. Sammenstødet var voldsomt. Han hørte et øredøvende brag af splintret glasfiber og træ. En varm smerte i siden af kroppen. Og så fløj han gennem luften. Omkring ham sprængtes hestevognen i tusind stykker. Det forekom ham, at han hørte et barn skrige, men så kom asfalten væltende op mod ham. Han registrerede, at han lå på maven med hovedet presset ned mod jorden. Tørre græsstrå kildrede ham på kinden. Hans hjerne registrerede ganske langsomt, at han var kommet alvorligt til skade, men børnene var det eneste, han kunne tænke på. Hvor var de? Hvorfor kunne han ikke høre dem? Han var nødt til at komme hen til dem og forvisse sig om, at de ikke var kommet noget til. Kære Gud, beskyt mine børn. Stønnende af anstrengelse prøvede han at bevæge sig, men hans krop nægtede at adlyde. Eftersom han hverken kunne røre sig ud af stedet eller sige noget, lyttede han efter børnenes stemmer eller skrig – et hvilket som helst tegn på liv – men han hørte ikke andet end stilhed. Stilhed blandet med lyden af støvregnen på asfaltbelægningen og vindens hvisken i træerne.

KAPITEL 1

Når det regner, styrter det ned. Da jeg var barn, var det en af min mamms foretrukne talemåder. Jeg forstod ikke den egentlige betydning bag ordene, da jeg var lille, men jeg brugte heller ikke særlig meget tid på at spekulere over den. Som den amishpige, jeg var, var mere næsten altid af det gode. Verden omkring mig var som en brusende flod med skummende strømhvirvler og dybe huller fyldt med hemmeligheder, som jeg ikke forstod. Jeg længtes efter at sejle ned ad floden og kunne næsten ikke vente med at få muligheden for at kaste mig ud i vandet og udforske de dybe klippesprækker for at afsløre deres godt bevogtede hemmeligheder. Det var først, da jeg kom op i tyverne, det gik op for mig, at der var tidspunkter, hvor floden gik over sine bredder og endte med at sprede død og ødelæggelse. Min mamm er død nu, og jeg har ikke været amish i femten år, men alligevel tager jeg mange gange mig selv i at bruge det gamle mundheld – især i forbindelse med mit politiarbejde, men ofte også i forbindelse med mit eget liv. Jeg har været på vagt siden klokken 15.00, og min politiradio har været uhyggeligt stille i betragtning af, at det er fredag – ikke bare i Painters Mill, men i hele Holmes County. Jeg har kun væ-

ret ude af bilen en enkelt gang for at udstede en fartbøde, og jeg gjorde det primært af den grund, at der var tale om en ung mand på atten, som før har fået en fartbøde, og han ender med at slå en eller anden ihjel, hvis han ikke lærer at sætte farten ned. Jeg har brugt den sidste times tid på at køre rundt på bivejene og forsøge at lade være med at tænke på noget, der er alt for alvorligt og problematisk – eller, for at være mere specifik – en agent fra Ohios statspoliti ved navn John Tomasetti og et forhold, der har udviklet sig til at blive en hel del mere kompliceret, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Vi mødtes for næsten to år siden i forbindelse med efterforskningen i en sag om en morder, der gik under navnet Slagteren. Det var en grusom sag. En seriemorder slog til i Painters Mill og efterlod en lang række lig i sit kølvand. Tomasetti, som var ansat ved OBI, Ohio Bureau of Identification and Investigation, blev sendt til Painters Mill for at assistere i efterforskningen. Sagen blev ikke ligefrem nemmere af, at jeg var personligt involveret i den. Der var dermed tale om de værst tænkelige omstændigheder – især i den indledende fase af et forhold, både professionelt og personligt. På en eller anden måde udviklede det, der kunne være endt i en katastrofe af bibelske dimensioner, sig dog til noget både godt og forfriskende – og helt igennem uventet – mellem os. Vi prøver stadig at definere de bånd, vi har knyttet mellem os, og jeg synes, at Tomasetti håndterer det hele en hel del bedre, end jeg selv gør. Det er noget af det, der er så typisk for forhold. Uanset hvor hårdt man kæmper for at holde tingene enkle, har alle de kringlede og krogede forviklinger det med at mase sig på. Vi står på mange måder ved en korsvej, og jeg fornemmer en forandring i luften. Naturligvis er forandringer ikke altid noget negativt. Men det er sjældent let. Nødvendigheden af at træffe en beslutning gnaver i

kroppen – især når man står ved en vigtig skillevej og er usikker på, hvilken vej man skal vælge, og man langt ind i hjertet ved, at de to veje fører i vidt forskellige retninger. Jeg er ikke særlig god til at holde mine problemer på afstand, og jeg bemærker, at jeg glider tilbage i en anden gammel vane, som jeg tillagde mig, da jeg var patruljebetjent: Jeg længes efter en smule kaos. Et værtshusslagsmål, for eksempel. Eller måske lidt husspektakler. Uden at nogen kommer alvorligt til skade, naturligvis. Jeg ved ikke, hvad det fortæller om mig, at jeg foretrækker at stå over for et par berusede slagsbrødre i stedet for at kaste et ærligt blik på det, der foregår i mit eget liv. Jeg er lige kørt ind på parkeringspladsen foran LaDonna’s Diner for at købe en sandwich og en kop sort kaffe til at tage med i bilen, da min faste dagvagts stemme knitrer i radioen. ”Seks to tre.” Jeg tænder mikrofonen. ”Hvad har du, Jodie?” ”Boss, jeg har lige modtaget et nødopkald fra Andy Welbaum. Han fortæller, at der er sket en alvorlig ulykke ude på Delisle Road ved Country Road 14.” ”Nogen tilskadekomne?” Jeg glemmer alt om min aftensmad, kaster et blik op i bakspejlet og laver en U-vending på parkeringspladsen. ”Der er en hestevogn involveret. Han siger, at det ser slemt ud.” ”Send en ambulance derud og ring til sheriffens kontor i Holmes County.” Jeg bander stille, drejer til venstre ind på Main Street og slår sirenen og blinket på bilen til. Motoren stønner, da jeg presser speedometernålen op på firs. ”Jeg er på vej.” Jeg kører over halvfems i timen, da jeg passerer byskiltet og forlader Painters Mill. Et øjeblik efter lyser radioen op, da Jodie sender beskeden videre til sheriffens kontor. Jeg drejer til venstre ved

Delisle Road og kører ind på den snoede asfaltvej, der skærer sig gennem et tæt skovområde. Om dagen er det en smuk vej at køre på, men om aftenen er vejen lusket som bare fanden, fordi der lever så meget råvildt i området. Omkring halvanden kilometer længere fremme støder vejen sammen med Country Road 14. Motoren i min Explorer hviner, da jeg presser farten op på hundrede og ti. Postkasser og sorte træstammer hvirvler forbi uden for vinduerne. Da jeg kører op over en bakke, får jeg øje på lyset fra forlygterne på et køretøj. Ingen ambulance endnu, og sheriffen er heller ikke kommet. Jeg er den første, der møder op på ulykkesstedet. Jeg er omkring tyve meter fra vejkrydset, da jeg genkender Andy Welbaums pickup. Han bor et par kilometer væk og har sikkert været på vej hjem fra sit arbejde på fabrikken i Millersburg. Bilen holder i en skæv vinkel i vejkanten, som om han har været nødt til at bremse pludseligt og uventet op. Forlygterne er rettet mod noget, der ligner de sørgelige rester af en firhjulet hestevogn. Der er ingen hest at se. Enten er den stukket af og løbet hjem, eller også er den blevet kørt ned. At dømme efter hestevognens tilstand gætter jeg på, at der er tale om det sidstnævnte. ”Pis.” Jeg bremser så hårdt op, at dækkene kommer i skred i gruset i vejkanten. Jeg lader nødblinket være tændt, slår det lange lys til for at oplyse vejen og sætter bilen i frigear. Jeg vender mig og tager et par advarselslamper på bagsædet, snupper min lommelygte og springer ud af bilen. Jeg tænder lamperne og fordeler dem på vejen for at advare andre trafikanter, og så skynder jeg mig hen mod den smadrede hestevogn. Mine sanser skærpes, mens jeg nærmer sig, og jeg bemærker indtil flere detaljer på samme tid. En rødbrun hest ligger på asfalten i krydsets sydvestlige hjørne. Den har stadig seletøjet på, men den

bevæger sig ikke. Omkring ti meter fra den ligger en alvorligt beskadiget hestevogn væltet om på siden. Den er flækket på midten og delt i to. Jeg bemærker det splintrede træ og kan se, at vognen mangler to af hjulene, og i et ti meter bredt område flyder det med små stumper af glasfiber og træsplinter. Jeg registrerer også en række andre detaljer. En barnesko. En fladskygget hat, der ligger i det brune græs mellem nogle visne blade … Min hjerne registrerer det hele i løbet af en brøkdel af et sekund, og jeg ved, at det er slemt. Værre end slemt. Det vil være et mirakel, hvis nogen har overlevet sammenstødet. Jeg er kommet halvvejs hen til hestevognen, da jeg får øje på den første tilskadekomne. Det er et barn, ser jeg, og alting går i stå. Det føles, som om nogen har trykket på en knap i mit hoved, så jeg oplever alt omkring mig i slowmotion. ”Pis. Pis!” Jeg skynder mig hen til barnet og lader mig falde ned på knæ. Det er en lille pige. Seks eller syv år. Hun er klædt i en blå kjole. Hendes kapp sidder skævt på hovedet og er gennemblødt af blod, og jeg tænker: kraniebrud. ”Lille skat.” Ordene forlader min mund i en halvkvalt hvisken. Pigen ligger på ryggen med armene ud til siden. Hendes små, tykke hænder er åbne og afslappede. Hendes ansigt er så uforstyrret og roligt, at hun lige så godt kunne ligge og sove. Men hendes hud er grå. Hendes blå læber er adskilte og afslører hendes små mælketænder. Hendes øjne er allerede slørede og uklare. Jeg ser på hendes bare fødder og bliver klar over, at sammenstødet var så voldsomt, at hendes sko blev slynget af. På automatpilot trykker jeg på mikrofonen på min skulder for at sende en besked om, at der er tale om en 10-50F. En dødsulykke. Jeg rejser mig og mærker, at mine ben ryster. Min mave snører sig sammen, og mit spyt smager som vineddike, da jeg synker. Om-

kring mig er aftenen så stille, at jeg kan høre en svag klikken fra motoren i Andy Welbaums pickup, der holder nogle meter væk. Selv fårekyllingerne og nattens fugle er blevet stille, som om de ønsker at udvise respekt for den voldsomme hændelse, der har fundet sted for ganske få minutter siden. En sværm af insekter flimrer rundt i lyset fra bilen. Et sted i udkanten af min bevidsthed registrerer jeg lyden af gråd. Jeg retter lommelygten mod lyden og får øje på Andy Welbaum. Han sidder på jorden ved siden af sin bil med ansigtet begravet i hænderne. Hans brystkasse hæver og sænker sig tungt, mens han græder, og en serie lyde, der næsten ikke virker menneskelige, presser sig ud over hans læber. ”Andy, er du kommet noget til?” råber jeg til ham. Han ser op på mig, som om han spekulerer på, hvorfor jeg overhovedet spørger. ”Nej.” ”Hvor mange personer var der i hestevognen? Har du undersøgt det?” Jeg rejser mig og lader blikket glide rundt for at lede efter flere passagerer. I det samme får jeg øje på endnu en tilskadekommen. Jeg hører ikke Andys svar, da jeg begynder at gå hen mod amishmanden, som ligger i græsset i vejkanten. Han er klædt i en sort frakke og mørke bukser. Jeg prøver at lade være med at kigge på den store plamage af blod, der breder sig i græsset omkring ham. Hans venstre ben er forvredet, og foden peger i en helt forkert retning. Han er i live og ser på mig med det ene øje, da jeg nærmer mig. Jeg knæler ved siden af ham. ”Det hele skal nok gå,” siger jeg. ”Der er sket en alvorlig ulykke, men jeg er her for at hjælpe.” Han åbner munden. Hans læber skælver. Hans fuldskæg afslører, at han er gift, og jeg spekulerer på, om hans kone ligger et sted i nærheden.

Jeg lægger min hånd oven på hans og mærker hans kolde hud mod fingerspidserne. ”Hvor mange passagerer var der i hestevognen?” ”Tre … børn.” Et lys i mig slukkes. Jeg har ikke lyst til at finde flere døde børn. Jeg klapper ham på hånden. ”Hjælpen er på vej.” Hans blik møder mit. ”Katie …” Lyden af mit navn fra hans blodige mund chokerer mig. Pludselig kan jeg kende stemmen. Ansigtet. Genkendelsen rammer som et lammende slag. Det er mange år siden, jeg sidst har set ham, men der er visse ting – visse mennesker – man aldrig glemmer. Paul Borntrager er et af disse mennesker. ”Paul.” Mens jeg udtaler hans navn, kæmper jeg for at forberede mig på en bølge af følelser. Han prøver at sige noget mere, men ender bare med at spytte noget blod ud. Der er mere blod på hans tænder. Men det er hans øjne, jeg har sværest ved at se på. Det ene er helt væk, mens det andet er vågent og fyldt med smerte. Jeg kender den mand, der er fanget i den ilde tilredte krop. Jeg kender hans kone. Jeg ved, at mindst et af hans børn har mistet livet, og jeg frygter, at han kan se den frygtelige sandhed i mit ansigt. ”Lad være med at prøve at sige noget,” siger jeg. ”Jeg kigger lige til børnene.” Hans øje fyldes med tårer, og jeg mærker, hvordan hans blik borer sig ind i mig, mens jeg rejser mig og går væk. Jeg lader keglen fra lommelygten glide hen over jorden og leder efter tilskadekomne. Jeg er bevidst om lyden af sirener i det fjerne, og jeg mærker en bølge af lettelse strømme gennem min krop ved tanken om, at hjælpen er på vej. Jeg ved godt, at det er kujonagtigt, men jeg har ikke lyst til at være den eneste på ulykkesstedet. Jeg tænker på Pauls kone, Mattie. For en menneskealder siden

var hun min bedste veninde. Vi har ikke talt med hinanden i tyve år, og måske vil hun være som en fremmed for mig nu, men jeg ved helt oprigtigt ikke, om jeg vil kunne overbringe hende nyheden om, hvad der er sket. Mine støvler sidder fast i mudderet, da jeg vil krydse grøften. På den anden side af den kan jeg se en lille skikkelse, der ligger op ad en tyk stamme på et ahorntræ. En dreng på cirka fire år. Han ligner en lille dukke. Sårbar og skrøbelig. Et håb spirer i mig, da jeg ser en lille dampsky i den kølige aftenluft. I begyndelsen tror jeg, at det er hans ånde, men da jeg kommer nærmere, går det med tiltagende rædsel op for mig, at dampskyen ikke er et tegn på liv, men på død. Dampen kommer fra det varme blod, han har mistet – og som endnu ikke er størknet. Jeg fortsætter hen til ham alligevel. Jeg knæler ved siden af ham, og mens jeg ser på hans forslåede ansigt, kan jeg ikke tænke på andet, end at ingen børn fortjener at dø. Hans mund og øjne er åbne. I ansigtet har han et sår på størrelse med en knyttet næve, og et stykke af huden er flået af. Synet er forfærdeligt, og jeg lukker øjnene. ”Nej, nej, nej,” stønner jeg og rejser mig. Jeg bliver stående et øjeblik, omgivet af de døde og døende. Jeg er overvældet og frastødt af synet af så meget blod, og jeg fyldes af en sitrende og nytteløs vrede over den blodige ulykke, som aldrig burde være sket, men som alligevel er sket – i min egen by og på min egen vagt – og der er intet som helst, jeg kan stille op for at redde nogen af dem. Jeg kæmper hårdt for at tage mig sammen og passe mit job og lader lyskeglen fra lommelygten glide rundt. Et vindpust får bladene i træet over mig til at rasle, og nogle af dem drysser ned omkring mig. Jeg kan se tågen bølge i den tætte underskov og kan ikke lade være med at tænke på sjæle, der forlader kroppe.

En stille klynken rykker mig ud af mine tanker. Jeg snurrer om på hælen og retter lommelygten ud til venstre. Jeg kan se et eller andet, som er viklet ind i ståltrådshegnet langs skovkanten. Endnu et barn. Jeg begynder at løbe. Da jeg er omkring fem meter fra hegnet, kan jeg se, at det er en dreng. Otte eller ni år. Jeg mærker et sug af håb, da jeg hører ham stønne. Det er en frygtelig lyd, der flænser sig gennem min krop. Men det er også en god lyd, fordi den fortæller mig, at han er i live. Jeg lader mig falde ned på knæ ved siden af ham og lægger lommelygten fra mig på jorden. Drengen ligger på siden. Hans venstre arm er strakt op over hovedet i en unaturlig vinkel. Skulderen er gået af led, ved jeg. Måske er armen brækket. Det er ikke livstruende, men jeg har oplevet tilstrækkeligt mange trafikulykker til at vide, at det som regel er de skader, man ikke kan se, der viser sig at være de værste. Jeg kan kun se den ene side af drengens ansigt. Hans øjne er åbne. Jeg kan se hans lange øjenvipper, når han blinker. Der er blodpletter på hans hage, hals og frakke. Der er også blod i hans ansigt, men jeg kan ikke se, hvor det kommer fra. Kan ikke se årsagen til det. Jeg strækker armen og lader forsigtigt fingrene glide hen over hans håndryg i håb om, at berøringen vil trøste ham. ”Lille skat, kan du høre mig?” Han stønner. Jeg hører ham trække vejret tungt og med sammenbidte tænder. Han hyperventilerer. Der går et ryk gennem hans hånd, og han giver sig højlydt af smerte. ”Lad være med at bevæge dig, skat,” siger jeg. ”Der er sket en ulykke, men du skal nok blive frisk igen.” Mens jeg taler til drengen, prøver jeg at sætte mig i hans sted og finde nogle ord, som kan trøste ham. ”Jeg hedder Katie. Jeg er her for at hjælpe dig. Din

datt er okay. Der er en læge på vej. Du skal bare ligge helt stille og prøve at slappe af, ikke?” Hans lille brystkasse hæver og sænker sig tungt. En halvkvalt lyd presser sig op gennem hans hals, og der pibler lidt blod ud af hans mund. Jeg kan høre en rallen i hans bryst og kniber øjnene hårdt sammen, mens jeg kæmper for at bevare roen. Du vover også at lade ham her dø, hvisker en lille stemme i mig skarpt. Jeg mærker en voldsom trang til at tage drengen i mine arme og vikle ham fri af hegnet, men jeg ved bedre end at bakse rundt med et trafikoffer. Hvis hans rygrad eller hoved er kommet til skade, risikerer jeg at forværre skaden ved at flytte ham – eller slå ham ihjel. Drengen stirrer stift frem for sig og blinker. Hans vejrtrækning er stadig tung, og det raller i hans bryst. Han bevæger sig ikke, og han prøver heller ikke at se på mig. ”Sampson …” hvisker han. Jeg ved ikke, hvad han mener. Jeg er ikke engang sikker på, om jeg har hørt ret, eller om han er ved sine fulde fem og selv ved, hvad han siger. Det spiller dog ingen rolle. Jeg lader tommelfingeren glide blidt hen over hans håndryg. ”Shhhh.” Jeg læner mig ned mod ham. ”Du skal ikke bruge kræfter på at tale.” Han rører let på sig og drejer hovedet. Hans øjne finder mine. De er grå. Ligesom Matties, tænker jeg. Dybt i hans øjne kan jeg se frygten og en smerte så stor, at intet barn nogensinde skulle opleve den. Hans læber skælver, og tårerne strømmer fra hans øjne. ”Ondt …” ”Det hele skal nok blive godt igen.” Jeg tvinger mig selv til at smile, men mine læber føles som pigtråd. Et lille smil breder sig om drengens mund, men så bliver musklerne i hans ansigt slappe. Jeg mærker, hvordan han slapper af i hele kroppen, og blikket i hans øjne bliver tomt.

”Hey!” Jeg giver hans hånd et klem for at holde ham vågen. ”Lad være med at falde i søvn, okay?” Han svarer ikke. Sirenerne er tættere på nu. Jeg kan høre en rumlende dieselmotor, da brandbilen nærmer sig ulykkesstedet, og så lyder der en hvislen af dæk på den våde asfalt, da endnu flere køretøjer trækker ind til siden på vejen. Jeg hører råbene, da de første mænd springer ud af køretøjerne. ”Her!” råber jeg. ”Jeg har et såret barn!” Jeg bliver ved drengen, indtil de første ambulancefolk træder op bag mig. ”Vi skal nok overtage herfra, boss.” Ambulanceredderen er på omkring min egen alder, karseklippet og klædt i en blå jakke med logoet for redningstjenesten i Holmes County. Han ser ud til at være kompetent og godt uddannet. Over skulderen bærer han en førstehjælpstaske, og under armen holder han en halskrave. ”Han var ved bevidsthed for et øjeblik siden,” fortæller jeg ham. ”Vi skal nok tage os godt af ham.” Jeg rejser mig og tager et skridt tilbage, så de kan komme til. Redderen knæler ved siden af drengen. ”Jeg har brug for et spineboard!” råber han over skulderen. En ung mand fra brandvæsnet folder et skinnende blankt termotæppe ud og går om på den anden side af drengen. En tredje kommer gennem grøften med et skriggult plasticbræt på slæb. Jeg lader dem arbejde i fred og trykker på mikrofonen til min radio. ”Jodie, vil du sende bud efter retsmedicineren?” ”Skal jeg nok, boss.” Jeg ser mig over skulderen i retning af det sted, hvor jeg efterlod Paul Borntrager. En brandmand sidder ved hans side og vurderer ham. Jeg kan ikke se amishmandens ansigt, men han rører ikke på sig.

Hele området myldrer med ambulancefolk og brandmænd, som har travlt med at tage sig af de sårede og lede efter flere tilskadekomne. En hvilken som helst politimand, som nogensinde har kørt patrulje, ved, at en passager, som ikke har benyttet sikkerhedssele – hvilket altid er tilfældet i hestevogne – kan blive slynget meget langt væk fra ulykkesstedet, især hvis der har været tale om et sammenstød mellem køretøjer i høj fart. Da jeg var nyuddannet og ansat ved politiet i Columbus, blev jeg engang sendt ud til en ulykke, hvor en lastbil var kørt ud i rabatten og væltet ned over en tredive meter dyb skråning. Føreren af bilen, som havde haft sikkerhedssele på, pådrog sig en række alvorlige kvæstelser, men han overlevede. Hans kone, som ikke havde haft sikkerhedssele på, blev slynget over tres meter væk fra bilen. Der gik næsten tyve minutter, før politifolkene på ulykkesstedet – mig selv inklusive – fandt hende. Senere fortalte retsmedicineren mig, at hvis vi havde fundet hende hurtigere, havde der været en chance for, at hun overlevede. Ingen talte nogensinde om ulykken igen, men jeg kunne ikke få den ud af tankerne, og jeg har aldrig glemt den lærestreg, ulykken gav mig. Jeg spekulerer på, om Mattie var med i hestevognen, og jeg prøver at danne mig et overblik over ulykkesstedet. Jeg begynder på det sted, hvor sammenstødet fandt sted, og derfra bevæger jeg mig ud til alle sider for at lede efter tilskadekomne, men jeg finder ikke flere. Da jeg er færdig, går jeg tilbage til det sted, hvor jeg efterlod Paul, og jeg går ud fra, at han er ved at blive løftet over på en båre. Det kommer som et chok for mig, da jeg ser, at han ligger under en blå presenning, som regnen plasker højlydt på. Jeg er klar over, at han er død. Jeg ved, at jeg ikke må lade mine følelser komme i vejen. Jeg har ikke talt med hverken Paul eller Mattie i årevis, men alligevel mær-

ker jeg en hård og urokkelig knude tage form i mig. Vrede rettet mod den skyldige bilist. Sorg, fordi Paul er død, og fordi Mattie skal underrettes. Smerten ved at vide, at det sikkert bliver mig, der skal gøre det. ”Åh, Mattie,” hvisker jeg. For en menneskealder siden var vi uadskillelige – snarere som søstre end veninder. Vi oplevede vores første forelskelser sammen, vores første ”sangaftener” og vores første hjertesorger. Mattie var der for mig den sommer, da jeg var fjorten, og en amishmand ved navn Daniel Lapp introducerede mig til en verden af vold. Mit liv blev uopretteligt forandret den dag, men vores venskab forblev det samme. Da jeg fyldte atten og traf beslutningen om at forlade det jævne liv, var Mattie en af de få, der støttede mig, selvom hun vidste, at det også betød afslutningen på vores venskab. Vi mistede forbindelsen, da jeg flyttede fra Painters Mill. Vores respektive liv fortsatte i forskellige retninger, og vores veje krydsede aldrig hinanden igen. Jeg rejste væk for at tage en uddannelse og blive politiassistent. Mattie sluttede sig til kirken, blev gift med Paul og stiftede familie. I årevis har vi ikke været andet end fjerne bekendte, som sjældent deler andet end en vinkende hilsen til hinanden på gaden. Men jeg glemmer aldrig vores barndoms dejlige somre, hvor fremtiden ikke rummede andet end løfter, og hvor vi stadig troede på opfyldelsen af vores drømme. Drømme, der for Matties vedkommende endte i aften. Jeg går hen til Andy Welbaums bil. Det er en ældre Dodge med rustpletter på køleren. En stor ridse breder sig hen over den i den ene side. Jeg begynder ved den forreste kofanger og går en tur rundt om bilen for at kigge efter andre skader eller buler. Men jeg finder ingen, og det er først i det øjeblik, det går op for mig, at bilen ikke var involveret i ulykken.

Andy står og læner sig op ad køleren på en ambulance fra Holmes County. En eller anden har givet ham et varmetæppe. Han græder ikke længere, men han ryster stadig inde under det gule kunststof. Han ser på mig, da jeg nærmer mig. Han er omkring fyrre og ved at blive skaldet, og de mørke rande under hans store øjne er på størrelse med blommer. ”Klarer drengen skærene?” spørger han. ”Jeg ved det ikke.” Ordene lyder skarpere, end det var min hensigt, og jeg bruger et øjeblik på at få mine følelser under kontrol. ”Hvad skete der?” ”Jeg var på vej hjem fra arbejde og kørte den samme vej som altid. Jeg sagtnede farten og var på vej til at dreje ind på County Road, da jeg fik øje på alle de smadrede træstumper, der lå og flød på vejen. Jeg steg ud af bilen for at se, hvad der var sket …” Han ryster på hovedet og ser ned på sine sko. ”Burkholder, jeg sværger ved Gud … jeg har aldrig nogensinde set noget lignende. Børnene … for fanden.” Det virker, som om han er på nippet til at græde igen. ”Stakkels familie.” ”Så din bil var ikke involveret i ulykken?” ”Nej. Ulykken var allerede sket, da jeg ankom.” ”Så du ulykken ske?” ”Nej.” Han ser på mig og skærer en grimasse. ”Men jeg tror, den må være sket et øjeblik før. Jeg sværger … der hang stadig støv i luften, da jeg standsede bilen.” ”Så du nogen andre biler?” ”Nej,” svarer han med en vis ophidselse i stemmen. ”Stodderen stak velsagtens bare af.” ”Hvad skete der derefter?” ”Jeg ringede til alarmcentralen. Og så gik jeg rundt for at se, om jeg kunne hjælpe nogen af dem. Jeg var samarit, da jeg for mange

år siden var soldat, ikke?” Han tier igen og ser ned i jorden. ”Men der var ikke noget, jeg kunne gøre.” Jeg nikker og kæmper for at holde mine følelser under kontrol. Jeg er rasende, fordi en eller anden lige har slået tre mennesker ihjel, to af dem børn, og har såret et fjerde alvorligt – for derefter bare at stikke af fra ulykkesstedet uden at bekymre sig om at yde førstehjælp til de tilskadekomne eller tilkalde hjælp. Jeg sukker. ”Du må undskylde, at jeg bed ad dig før.” ”Jeg bebrejder dig ikke noget. Jeg fatter ikke, hvordan I politifolk kan holde ud at beskæftige jer med den slags her dag ud og dag ind. Jeg håber virkelig, at I finder den stodder, der gjorde det.” ”Jeg får brug for dit vidneudsagn. Kan du blive her lidt endnu?” ”Selvfølgelig. Jeg kan blive her lige så længe, du har brug for det.” Jeg vender mig væk fra ham, og da jeg går tilbage mod vejen, ser jeg en patruljevogn fra sheriffens kontor trække ind i vejkanten med blink på taget. En ambulance sætter sig i bevægelse for at køre den eneste overlevende på hospitalet. Retsmedicineren og hans assistenter vil tage sig af de døde senere. Jeg skræver hen over et stort stykke træ fra hestevognen. Den sorte maling står i skarp kontrast til det lysegule træ. Godt en meter væk får jeg øje på en lille pigesko. Lidt længere væk ligger et laset, hjemmestrikket tæppe og et par briller. Nu er vejen et gerningssted. Selvom efterforskningen sikkert vil komme til at høre ind under sheriffens kontor, har jeg tænkt mig at gøre mit bedste for ikke at blive skubbet ud på sidelinjen, og jeg ved, at Rasmussen ikke vil have et problem med min indblanding. For det første vil min amishbaggrund være en fordel, og for det andet er hans medarbejderstab – ligesom min – skåret ned til et absolut minimum, og jeg ved, at han vil være taknemmelig for al den hjælp, han kan få.

Nu hvor ambulancen er kørt med den tilskadekomne dreng, skal alle tilbageværende beviser beskyttes og dokumenteres. Vi får brug for at få kørt en generator og nogle projektører herud. Hvis sheriffen ikke har en medarbejder, som er uddannet til at rekonstruere hændelserne efter en trafikulykke, må vi sende bud efter en fra færdselspolitiet. Jeg tænker på Mattie Borntrager, der sikkert sidder hjemme hos sig selv og venter på sin mand og sine børn, og det går op for mig, at jeg er nødt til hurtigst muligt at underrette hende. Jeg er på vej hen for at tale med ambulanceredderne for at blive opdateret om den tilskadekomne drengs tilstand, da jeg hører nogen kalde på mig. Jeg vender mig og ser min kriminalassistent Rubert ”Glock” Maddox komme løbende imod mig. ”Jeg kom herud så hurtigt, jeg kunne,” siger han. ”Hvad er der sket?” Jeg fortæller ham de få ting, jeg ved. ”Bilens fører er stukket af.” ”Pis.” Han ser på ambulancen. ”Nogen overlevende?” ”En,” svarer jeg. ”En dreng på otte eller ni.” ”Klarer han skærene?” ”Jeg ved det ikke.” Hans blik møder mit, og vi når til en fælles forståelse, uden at der bliver vekslet et ord mellem os. Når man er ansat ved politiet i en lille by, kommer man automatisk til at beskytte de mennesker, man har aflagt ed på at tjene og beskytte – især de mest uskyldige, børnene. Når der sker en ulykke som denne, tager man det personligt. Jeg har kendt Glock længe nok til at vide, at den samme følelse også ligger dybt i ham. Vi begynder at gå hen mod vejkrydset for at danne os et indtryk af, hvad der skete. Delisle Road løber i retningen nord-syd, mens Country Road 14 løber øst-vest, og der er fuldt stop for trafikanterne, før de kan fortsætte ud på Delisle Road. Fartgrænsen er halv-

fems km/t. Landskabet er kuperet og præget af tæt skov. Uanset hvilken retning man nærmer sig krydset fra, er det umuligt at se andre køretøjer. Glock er den første, der siger noget. ”Det lader til, at hestevognen kørte på Delisle Road i sydgående retning.” Jeg nikker. ”Mens det andet køretøj kørte mod vest på Country Road 14. Sandsynligvis i høj fart. Føreren overholdt ikke sin vigepligt og bragede direkte ind i siden af hestevognen.” Glock lader blikket glide hen mod vejkrydset. ”Føreren må være pløjet direkte ind i den fra siden, for fanden.” ”Og bekymrede sig ikke engang om at tilkalde hjælp bagefter.” Han skærer en grimasse. ”Sikkert spirituspåvirket.” ”Det er de fleste flugtbilister.” Glock drejer hovedet og ser på Andy Welbaum. ”Var han vidne til ulykken?” ”Han var den første, der ankom til ulykkesstedet. Han er temmelig rystet.” Jeg lader blikket glide videre og ser på den smadrede hestevogn, som ligger på vejen. ”Uanset hvad det var, der kørte ind i hestevognen, må der være sket store skader på forenden af køretøjet. Jeg har udsendt en efterlysning af et ukendt køretøj med skader på frontpartiet.” Glock ser ud over ødelæggelserne. ”Kendte du dem, boss?” ”Ja, for lang tid siden,” svarer jeg. ”Jeg henter biskoppen og tager ham med hen på familiens gård for at underrette de pårørende. Gør mig en tjeneste og tag imod Welbaums vidneudsagn, okay?” ”Skal ske.” Han ser på mig, men jeg møder ikke hans blik. Jeg har ikke lyst til at afsløre den blanding af følelser, som raser rundt i mig på grund af den knusende hændelse, der har ramt denne amishfamilie.

Jeg har ikke lyst til at lade ham se omfanget af den sorg, jeg føler – eller den vrede, jeg retter mod gerningsmanden. Til min lettelse ser han væk og lader mig slippe. ”Jeg må hellere komme i gang.” Han rækker hånden op til mikrofonen på sin radio. ”Ring til mig, hvis du har brug for noget.” Jeg ser efter ham et øjeblik, da han går, før jeg retter opmærksomheden tilbage mod ulykkesstedet. Jeg betragter den smadrede hestevogn. De mange små stumper af de omkomnes liv, der ligger spredt ud over vejen som affald. Og jeg spekulerer på, hvem der kunne være skyld i en ulykke som denne uden at stige ud af bilen for at hjælpe – eller bare ringe efter en ambulance. ”Du må hellere skjule dig godt, stodder, for jeg har tænkt mig at sætte alt ind på at finde dig.”