Hans Pilgaard har altid ledt efter et sted at høre til. I denne bog danser den populære journalist og tv-vært med sine dæmoner. I dagbogsoptegnelser, digte og interviews viser han den skyld og skam, de fortielser og løgne og de drømme og længsler, der har præget hans liv.
Foto: Hung Tien Vu
Rikke Hyldgaard (f. 1972) er uddannet journalist. Har skrevet bøgerne Soldaten – i krig og kærlighed (2011) og Jeg er stadig her med Dorthe Kollo (2014). Modtager af Spadestiksprisen 2011. Arbejder som selvstændig journalist og som journalistisk lektor ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet.
Foto forside: Territorium Foto bagside: Privat
2016071_Stoj_og_fortielser_cover_New.indd 1
Med en vis bæven fortæller han om at holde på hemmeligheden om, hvem han egentlig er og om begærets kamp med den pæne opdragelse. Men han fortæller også om at knytte sig stærkt til livet og andre mennesker, når han skildrer sine venskaber, sin overvundne kræftsygdom, sine helte som Bruce Springsteen og Albert Camus og et nyt kærlighedsforhold mod alle odds. Det er en bog, der hylder rummeligheden og ærligheden. En bog til drømmerne, til synderne og til alle, der engang imellem har brug for, at nogen siger: Det er ok.
POLITIKENS FORLAG
STØJ OG FORTIELSER HANS PILGAARD
”Tusindvis af længsler og bekymringer fyldte mig, og papiret var det eneste sted, jeg kunne gøre af dem.”
STØJ OG FORTIELSER
HANS PILGAARD I samarbejde med Rikke Hyldgaard
Edgar forstod, at jeg var en følsom dreng, der tidligt var blevet i tvivl om, hvad livet var for noget. Jeg fortalte ham, når jeg var forelsket, når jeg var frustreret, når jeg var bange og forvirret. Jeg fortalte ham de hemmeligheder, som jeg måske burde holde på. Og så var der ting, jeg ikke fortalte, men som Edgar viste sig at vide alligevel. Han udspurgte mig aldrig, pressede mig aldrig, lyttede bare og gav mig sine råd og tanker. Træskoene voksede i størrelse, og temaerne ændrede sig, men jeg blev ved med at stikke ind til ham, når jeg kunne. Vi talte om alt muligt. Så var jeg forelsket i Sys, som jeg havde mødt i Aarhus, da jeg besøgte farmor og farfar, men hun svarede ikke på mine breve, og når hun ikke gjorde det, var der ingen grund til at leve, vel? ”Skriv det ned,” sagde Edgar, og det gjorde jeg.
Uddrag fra bogen
13/09/2016 15.22
STØJ OG FORTIELSER
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 1
02/09/2016 13.31
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 2
02/09/2016 13.31
HANS PILGAARD STØJ OG FORTIELSER I samarbejde med Rikke Hyldgaard
POLITIKENS FORLAG
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 3
02/09/2016 13.31
Denne bog er blevet til i Aarhus, London og hjertet
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 4
02/09/2016 13.31
Kærlighed til sjælen, digt ������������������������������������� Forord ................................................................. Svaret ................................................................. Aarhus l �������������������������������������������������������������� Edgar .................................................................. Hemmeligheden ��������������������������������������������������� Tobaksforretningen ��������������������������������������������� Matematik ���������������������������������������������������������� Bilulykken ���������������������������������������������������������� Aarhus ll ������������������������������������������������������������� Bobby Jean ��������������������������������������������������������� Mødet med chefen ����������������������������������������������� Er drømmen en løgn? ������������������������������������������� Uden titel, digt ���������������������������������������������������� London l ������������������������������������������������������������� Luftkaptajnens søn, der blev bange for at flyve .... Horisonter ���������������������������������������������������������� London ll ������������������������������������������������������������ Nattens øjenvidne ����������������������������������������������� Mørke ................................................................. Mørk nat, digt . ���������������������������������������������������� Fri ...................................................................... Råd, dåd og et råddent træ .................................. Journalist ����������������������������������������������������������� Helte ................................................................... Kærlighedsbarn l ������������������������������������������������� Musik-fantasirejse ���������������������������������������������� Kærlighedsbarn ll ������������������������������������������������ Så’ det nu, knægt ������������������������������������������������� Brud og kaos ������������������������������������������������������� Kræft, mig? Åh gud ���������������������������������������������� London lll ������������������������������������������������������������ Blæst .................................................................. Journey, digt ������������������������������������������������������� Point Blank ��������������������������������������������������������� Ærlig ................................................................... Hver en dråbe, hvert et liv, hver en hindbærsnitte ... Tak .....................................................................
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 5
7 9 15 18 20 27 47 65 73 85 86 101 109 124 126 129 155 163 164 166 184 186 204 209 239 252 256 258 262 271 294 313 314 330 333 340 344 348
02/09/2016 13.31
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 6
02/09/2016 13.31
Kærlighed til sjælen Af Hans Pilgaard, 1983, 19 år
Jeg mærker det
Tør jeg nu alligevel ikke
når jeg tænker på dig
kaste mig ud i de frådende bølger
ser på dig
uvejret er dog langt væk
klemmer dig ind til mig
der er tid endnu
Den varme
Hold om mig
den nærhed
længe
håbet om tryghed
lad mig tage dig
håbet om noget længe savnet
væk fra de mørke gader
Ingen frygt
Lad os sammen løbe
isoleret følelse
væk fra mørket
hold om mig
fi nde solens stråler
giv mig lidt af din kærlighed
og sole os for en stund
Vore blikke kæler
Som dyr på flugt
de elsker blidt med hinanden
men en flugt
som et stjerneskud
der dog er levende
ses din sjæl
væk fra de dødes stilhed
Jeg kan lide dig
Lad os elske i nat
jeg vil dig nærmere
give hinanden…
vær kun rolig
vise de andre…
intet ondt vil jeg dig
KÆRLIGHED!
7
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 7
02/09/2016 13.31
”Husk en gang imellem at slukke for den store gps� Det kan være sjovt at finde sine egne veje …” Farvelcitat, Hvem vil være Millionær?, 2013
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 8
02/09/2016 13.31
FORORD
Jeg tænkte resolut: ’Jeg tager sgu chancen.’ Det gør altid godt at tage chancen – men nogle gange gør det også nas. Det var en lun, men lidt blæsende dag. Jeg var blevet ansat på TV2/ Nord og var på opgave som en slags fieldproducer. Jeg skulle have det forkromede overblik over en produktion, som handlede om portrætter af forfattere med tilknytning til Nordjylland. Vi var i Skagen. Dagens opgave var optagelser med en af de største forfattere. Klaus Rifbjerg. Manden bag Den kroniske uskyld, manden bag direktørstolen i Gyldendal. Manden bag provokationer og anslag mod borgerskabets pænhed. Manden bag det ene og det andet var nu manden foran mig. Der var en slags kunstpause, mens der blev stillet op og gjort klar til optagelse. Der var tid til smalltalk – kunsten at fylde tiden med dét, der lige akkurat balancerer på en knivsæg mellem det insisterende og det ligegyldige. Jeg kiggede på denne stovte og store mand. Han stod i klitterne ved det sommerhus, hvor vi var ved at skulle optage samtalen – og han var stille og kiggede ud over havet – med ryggen delvis vendt mod mig. Måske for at signalere, at han ville være i fred, måske bare fordi han var fanget i et moment af egne tanker. Klaus Rifbjerg var samme årgang som min far. Jeg mærkede en ærefrygt og en fandenivoldskhed i mig, men tænkte resolut: ’Jeg tager sgu chancen.’
9
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 9
02/09/2016 13.31
Jeg trådte et par skridt frem, nærmest som var det en audiens, tog en dyb vejrtrækning, rømmede mig og sagde: ”Jeg har egentlig også skrevet i mange år. Altså, ikke noget særligt. Bare lidt digte og noveller. Jeg ved ikke, hvad det bliver til – eller OM det bliver til noget. Jeg skriver det bare, fordi det kommer fra hjertet, fordi jeg ikke kan lade være, og så lægger jeg det ned i min skuffe …” Her havde jeg tænkt mig at fortælle lidt om indholdet, passionerne, hjerteblodet, smerten, frygten, angsten, drømmene og andre vilde stikord, der kunne have holdt talen gående i tre minutter. Og det skulle så være endt i en slags ”Gider du læse lidt af det eller sende mig videre til nogen, der vil?”. Jeg tænkte, at han måske ville stryge mit håb med hårene eller række en hånd frem og trække mig i den rigtige retning. Men det havde Hr. Rifbjerg luret. Formentlig allerede da jeg rømmede mig. Og han gad det ikke. Han afbrød kort sit ’hav-blik’ og sendte mig sit ’sandheds-øje-blik’. Jeg glemmer aldrig ordene. De kom som en salve fra et automatvåben. Nærmest staccato. Ikke særligt følelsesladet, bare monotont, og de afl ivede enhver opfølgning. ”Der fi ndes ikke én eneste forfatter i Danmark gemt i nogen som helst skuffe.” Så kort, så præcist. Ord smadret gennem luften med en præcision som et leverhug fra en Muhammad Ali. Ordene dansede som en sommerfugl og stak som en bi. Færdig. Talt ud. Knockout før tid. Før jeg overhovedet fi k forklaret mig. Jeg mindes, hvordan jeg stod og kiggede på ham fra siden. Betragtede det hårde ansigt. Mærkede, hvordan drengen i mig tænkte: ’Det har han sgu nok ret i.’ Det var i 1991. 25 år senere fortalte jeg Jørgen Leth denne historie, mens vi kørte rundt i Andalusien i Spanien. ”Wauw en fantastisk historie,” sagde Jørgen. ”Er den med i bogen?”
10
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 10
02/09/2016 13.31
”Nej,” svarede jeg. ”Det skal den da. Det er vigtigt,” sagde Jørgen og sendte mig et rifbjergsk blik. Det var ikke til diskussion. Hans øjne insisterede og fastholdt mig, og måske var der virkeligt en god, lille historie gemt her. En historie om brutale sandheder, små drømme og store mænd. Om tid, tro og stædighed. Sårbarhed og støj. 25 år senere er det blevet til en bog. Nu er den ikke længere i skuffen. Så du havde ret, Klaus Rifbjerg. Den her bog er til dig ;-) Det har været den vildeste rejse. Som en kær ven og tidligere kollega skrev til mig for nylig; ”Hi hi. Den har været længe undervejs.” Hun mindedes, hvordan jeg snakkede med hende om ”bogen” i 1995. Årene gik, og skuffen voksede, nu også med skriverier fra livet. Jeg blev gift, jeg blev londoner, jeg blev faderløs, skilt, nyforelsket og kræftsyg. Jeg mistede min mor, jeg friede til manden i mit liv, og jeg var altid pakket ind i et tæppe af venskaber. Og nu står jeg her. 25 år efter den lettere forblæste dag med Klaus Rifbjerg. 53 år efter den sommerdag, jeg kom til verden. Og nu vil jeg ud af skuffen. Ikke fordi jeg skal skrive mine erindringer – det er nemlig ALT for tidligt. Men fordi jeg håber, at jeg måske kan give noget videre. Måske give et spinkelt håb i mørket til dem, der kæmper – eller et fuldfedt kærligt los til dem, der tøver og er bange. Om det så er midt i sygdom, skilsmisse og sorg, midt i nyforelskelse, selverkendelse eller midt i at udleve en drøm. Jeg gør mig ingen illusioner om, at dette skrift er den endegyldige sandhed. Men den er MIN sandhed. Rå, usminket, uden fi lter. Jo, jeg kunne godt have pyntet på det, men har valgt at være ærlig. Der er rum, jeg ikke er gået ind i. For hellere blive ude end at gøre det halvt og løgn-fl irtende. Nogle vil nok synes, jeg har pyntet og fremstillet mig selv i et pænere lys, sådan må det være. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse. Det her ER mig på godt, ondt, ærligt og råt.
11
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 11
02/09/2016 13.31
Det er en dag i august 2015 med vind og havsprøjt imod ansigtet og med verdens bedste ferie på Færøerne i ryggen, jeg føler mig klar. Jeg ræser hen over Atlanterhavet sammen med Jobbe i en speedbåd med 110 km/t. – på den ene side havgus og ”næste stop Grønland” og på den anden side en 220 meter høj fjeldvæg og bygder med 11 indbyggere og ingen netforbindelse. Mærker det pludselig. Modet, der én gang for alle ser frygten i øjnene og siger: ”Nu.” Jeg slap igennem min kræftoperation. Jeg har friet til kæresten. Jeg har fået livet tilbage. Jeg er forelsket. I Jobbe. I livet. Tiden er en gave. Jeg tænker, at jeg skal tage den til mig, passe på den og alligevel give slip. Hjemme i trygge rammer tager jeg mine skriverier ud af skuffen og krammer dem hårdt, inden jeg mødes med Mette og Kim på Politikens Forlag. ”Der er så meget støj,” siger jeg og mærker for en gangs skyld, at jeg nok er nødt til at tilføje: ”og sådan er det med mig. Jeg kan ikke altid hitte rede i alle stemmerne. Jeg kan ikke gøre det alene.” Vi bliver enige om, at der ud over mine egne skriverier af både reel og fiktiv karakter skal være plads til en stemme mere. Og den kan jeg ikke selv levere. For jeg tror ikke på, at jeg kan levere sandheder uden indpakning eller polering, medmindre der er én, der holder mig ud i strakt, kærlig hånd og betragter, hvad der sker og er. Det bliver til, at det er Rikke Hyldgaard, der skal holde mig op, ud og i snor. Inden vores arbejde er gået i gang, er hun for mig blot en yngre, velskrivende forfatter, der bor på Fyn. Efter er hun blevet en ven, en fortrolig, en rejsekammerat. Og så er hun vild med Springsteen! Det er selvfølgelig ikke altafgørende – men på en måde tænker jeg, at hvis hun forstår Springsteen, så er der også en chance for, at hun vil forstå mig. Vi mødes, og kemien er næsten på plads instinktivt. Jeg føler mig tryg og kan mærke, at i hendes selskab tør jeg godt. Vi taler i timevis i Aarhus og fi nder hinanden og fi nder vej gennem mørket, stemmerne, lyset, larmen og livsglæden. Vi tuder, griner og bliver stille.
12
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 12
02/09/2016 13.31
Vi pakker sammen, rejser videre, længere ind i sind, sjæl og utryghed. På kanten af komfortzonen. I brydningen mellem nye dage og nætter, nye sæsoner og kapitler. Nye erkendelser og begyndelser, afslutninger og afrundinger. ”Og hvad har han så på hjerte,” spørger Rikkes datter, da hun hører, at mor er optaget af at skrive bog med Hans Pilgaard. Jeg elsker børns tilgang. Ingen påtagethed – ren uskyld og spørgsmål, der fortjener svar. Når du – og Rikkes datter – har læst de næste mange sider, så håber jeg, du kender svaret. For jeg synes, der skulle være noget på hjerte. Noget på spil. Måske derfor tog det så mange år. Måske derfor var det så svært undervejs. Måske er det derfor, jeg mærker nervernes sommerfuglevinger baske livligt i maven. For når der er noget på hjerte, er der også mere på spil. Hjerteblod løber tungere og fi ndes ikke i uanede mængder. Nu står vi her. På kanten af historien. Ved begyndelsen. Derudover ved ingen af os, hvor langt vi er. Ja, det er barske ord. Undskyld, men sådan er det. Manden med leen kigger søgende på dig og mig og spørger, om der er noget, vi skal nå, inden han vender tilbage … Om vi tør at leve, inden vi bliver hentet? Jeg kigger på ham. Tårer i øjnene, hånden på hjertet, en knyttet næve og drengerøven intakt. Bævende af frygt. Men tro mod mig selv. Jeg stirrer ham lige i øjnene og siger højt, trodsigt og ærligt: ”Jeg tager sgu chancen!”
Hans Pilgaard, juni 2016 13
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 13
02/09/2016 13.31
”Nogle gange skal man måske være langt ude for at kunne se helt hjem� Eller … Nogle gange skal man måske være langt ude, før man kan finde helt ind og helt hjem�” Farvelcitat, Hvem vil være Millionær?, 2014
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 14
02/09/2016 13.31
SVARET
E
ngang fandt jeg meningen med livet. Det var på et halvtag i Brighton, i midten af juli 1983. Jeg sad på kanten af taget sammen med min bedste ven, Thomas. Min grandfætter Peter var gået i seng. Taget strakte sig ud over en terrasse og en lettere slidt swimmingpool, og vi havde udsigt til
byen nedenfor. Det var varm nat, og vi var fulde, som man kun kan være det med rigtige venner, vilde og trygge. For mig var det afslutningen på et års ophold i England. En nat i transit. Thomas var rejst over for at følges med mig hjem og få en sommer ud af det. Jeg var næsten 20 år og var fuld af vilde drømme og stærke følelser. Nede i en taske et sted lå den dagbog, der fulgte mig overalt, en tætskrevet kinabog i A6-format. Den var helt symbolsk ved at løbe tør for sider. Jeg drømmer stadig, har håb for fremtiden. Er dog bare lidt bange for at miste, blive ensom, ikke blive elsket og holdt af. Du kender pladen. Sådan havde jeg netop skrevet i den. Og dagbogen kendte pladen. Siderne var krøllede af min angst for at blive forladt og min længsel efter kærlighed. Venskabet med Thomas var det vigtigste, jeg havde på det tidspunkt. De bedste venskaber er som en forelskelse, ikke? Som et kærlighedsforhold uden sex, men lige så intenst.
15
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 15
02/09/2016 13.31
Its all over. Dream no more. I am with you now and forever more. To you I dedicate this collection of love and thoughts. Sådan skrev jeg i dagbogen og tilegnede den Thomas. Og så kravlede vi op på halvtaget, drak os fulde, og jeg forstod det hele. Vi lå deroppe og gloede på byens lys og talte om alt, mens vi drak whiskysjusser. Jeg husker, hvordan jeg tog et hiv af en smøg, og hvordan den så pludselig stirrede mig lige i øjnene, livets mening. Den stod så tindrende klar for mig. Ren, ublandet, fuldstændig indsigt. Jeg forstod alting. ’Det er man sgu da nødt til at skrive ned,’ tænkte jeg. ’Jeg mener, livets mening alligevel.’ Så jeg kravlede ned fra taget, hentede min dagbog og skrev den ned, meningen med livet, som jeg lige havde opdaget den. Den står lige her. På næstsidste side af dagbogen. Og det er sikkert rigtigt. Hvis du kan tyde det, må du meget gerne kontakte mig. Ellers leder jeg bare videre.
16
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 16
02/09/2016 13.31
17
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 17
02/09/2016 13.31
Aarhus l Af Rikke Hyldgaard
Hans Pilgaard er iført den T-shirt, han altid tager på, når han har brug for styrke. Tramps like us, baby we were born to run, står der med en linje fra Bruce Springsteen. Der er god trods i den linje. Det føles farligt at lægge sig selv frem i bogform, for han ved, at han kommer til at være ærlig. Men det er også dragende. Tilværelsen er interessant og må hele tiden fortælles. Han er en mand, der erfarer livet. Hele tiden mærker han det, vender og drejer det, spørger, reflekterer, konkluderer og fortæller. ”Der er så meget støj i mit hoved,” siger han. Poesi, citater, oplevelser, pointer, latter, gråd. Det hvirvler rundt, og han prøver bestandigt at gribe det hele og give det videre. Nogle gange må hans ven Rune sige til ham: ”Tag det roligt, Hans. Én historie ad gangen,” fordi han kan se på læberne, at de ikke kan nå at forme alle de ord, der står i kø. Måske er det derfor, han holder så meget af storbyer og alle deres flakkende billygter og lyde uden rytme. Der kan han både gemme sig og larme, som han vil. Vi tjekker ind på et hotel i Aarhus. Neden for vinduerne trækker byens gule busser ind og ud ved stoppestedet, og vinterdagens gang viser sig kun i forskellige toner af mørk himmel. Tiden forsvinder, historierne flyder ubegrænset. Vi taler om et andet Aarhus. Om en by i sensommersol og studiestart i 1987, hvor alle er vendt tilbage fra ferie til lyden af festuge og duften af frihed og nat. Her sidder Hans, 24 år, i en vindueskarm og ryger smøger og kigger ud på åen, når han ikke sætter et nyt ark i skrivemaskinen og skriver. Teksterne handler om længsel, om skam, om et vildt og farligt begær og om en tørst efter at vise, hvem han virkelig er. Han bærer på hemmeligheder om sig selv, men er på trods af det gennemsyret af ønsket om ærlighed. Og han spejder efter den overalt og dyrker den, i mennesker, i musik, i litteratur. Når han er færdig med at skrive, trækker han papiret op af maskinen, lægger det i en skuffe, sætter sin hat på hovedet og går ud i byen. 18
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 18
02/09/2016 13.31
De unge tekster skal med i bogen, aftaler vi. De skal sættes sammen med nye betragtninger – og interviews lavet her i Aarhus og i London; de steder, der kommer tættest på at være hans hjem. Til et album af både talte og skrevne ord, af larm og eftertanke, af latter og gråd. ”Jeg har altid været lys og mørke på én gang,” siger Hans Pilgaard. ”Enten stod jeg foran en homobar og var bange og gik hjem. Eller også gik jeg ind og var rædselsslagen og havde det skidesjovt, mens jeg dansede med dæmonerne.” Nu byder vi dem op igen.
19
2016071_Hans Pilgaard FINAL indhold.indd 19
02/09/2016 13.31
Hans Pilgaard har altid ledt efter et sted at høre til. I denne bog danser den populære journalist og tv-vært med sine dæmoner. I dagbogsoptegnelser, digte og interviews viser han den skyld og skam, de fortielser og løgne og de drømme og længsler, der har præget hans liv.
Foto: Hung Tien Vu
Rikke Hyldgaard (f. 1972) er uddannet journalist. Har skrevet bøgerne Soldaten – i krig og kærlighed (2011) og Jeg er stadig her med Dorthe Kollo (2014). Modtager af Spadestiksprisen 2011. Arbejder som selvstændig journalist og som journalistisk lektor ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet.
Foto forside: Territorium Foto bagside: Privat
2016071_Stoj_og_fortielser_cover_New.indd 1
Med en vis bæven fortæller han om at holde på hemmeligheden om, hvem han egentlig er og om begærets kamp med den pæne opdragelse. Men han fortæller også om at knytte sig stærkt til livet og andre mennesker, når han skildrer sine venskaber, sin overvundne kræftsygdom, sine helte som Bruce Springsteen og Albert Camus og et nyt kærlighedsforhold mod alle odds. Det er en bog, der hylder rummeligheden og ærligheden. En bog til drømmerne, til synderne og til alle, der engang imellem har brug for, at nogen siger: Det er ok.
POLITIKENS FORLAG
STØJ OG FORTIELSER HANS PILGAARD
”Tusindvis af længsler og bekymringer fyldte mig, og papiret var det eneste sted, jeg kunne gøre af dem.”
STØJ OG FORTIELSER
HANS PILGAARD I samarbejde med Rikke Hyldgaard
Edgar forstod, at jeg var en følsom dreng, der tidligt var blevet i tvivl om, hvad livet var for noget. Jeg fortalte ham, når jeg var forelsket, når jeg var frustreret, når jeg var bange og forvirret. Jeg fortalte ham de hemmeligheder, som jeg måske burde holde på. Og så var der ting, jeg ikke fortalte, men som Edgar viste sig at vide alligevel. Han udspurgte mig aldrig, pressede mig aldrig, lyttede bare og gav mig sine råd og tanker. Træskoene voksede i størrelse, og temaerne ændrede sig, men jeg blev ved med at stikke ind til ham, når jeg kunne. Vi talte om alt muligt. Så var jeg forelsket i Sys, som jeg havde mødt i Aarhus, da jeg besøgte farmor og farfar, men hun svarede ikke på mine breve, og når hun ikke gjorde det, var der ingen grund til at leve, vel? ”Skriv det ned,” sagde Edgar, og det gjorde jeg.
Uddrag fra bogen
13/09/2016 15.22