Summen over engen

(( Nutzenformat: 293,0 mmmm )))) 293,00mm mmxx200,0 200,00

Nutzenformat: 293,0mm mmxx200,00 200,0 mm )) (((( Nutzenformat: 293,00

På jagt efter et stykke uspoleret natur drager Dave Goulson til Frankrig. Planen er at gøre en ruin af et gammelt landhus beboeligt for sig selv og sin familie og samtidig skabe en stor og

Dave Goulson

En varm påmindelse om at nyde naturen og tage vare på livet – i alle dets forunderlige former.

frodig eng, hvor blomster, insekter og sommerfugle kan trives.

Med smittende fryd fortæller Goulson om denne vidunderlige

”Fuldstændig fortryllende.”

Dave Goulson

Summen over engen Paradisiske dage i min franske ruin 135,0 mm x 200,0 mm + 23,0 mm Rücken

indbyrdes forbundne i et sindrigt og sårbart samspil.

Summen over engen

verden. Et mikrokosmos med myriader af sjove fænomener. Alle

– THE INDEPENDENT ”Dette er væsentlig læsning for os mennesker i det 21. århundrede!”

Broschurumschlag:

– NEW SCIENTIST

9 788740 055153

(( Farbigkeit: MYK ))

(( 395570aSummen_F47_norm (( 395570aSummen ))

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 1

SUMMEN OVER ENGEN Paradisiske dage i min franske ruin

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 3

Dave Goulson

SUMMEN OVER ENGEN Paradisiske dage i min franske ruin PÃ¥ dansk ved Birgitte Steffen Nielsen

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 4

Summen over engen – paradisiske dage i min franske ruin er oversat fra engelsk efter “A Buzz in the Meadow” af Birgitte Steffen Nielsen Copyright © Dave Goulson 2014 First published by Jonathan Cape 2014 Den danske udgave © Don Max 2015, JP / Politikens Hus A / S Omslag ved Sofie Winding med illustration af Louise Bird Bogen er sat hos Pamperin & Bech Grafisk og trykt hos CPI books GmbH, Leck ISBN 978-87-4005-515-3 2. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2019

Kopiering fra denne bog må kun finde sted fra institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

En stor tak til museumsinspektør og naturvejleder Morten D.D. Hansen, Naturhistorisk Museum Aarhus, for gennemlæsning af den danske oversættelse.

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 5

Til Lara

14-Mar-19

Page 6

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 7

Indhold Prolog | 9

I. DEL FORTÆLLINGER FR A ENGEN

1 En tur i engen | 15 2 Insekternes imperium | 35 3 Chez les salamandres | 50 4 Parringshjul og seksuel kannibalisme | 67 5 Ækle fluer | 78 6 Græsrandøjes hemmelige liv | 100 7 Papirgedehamse og strejfende bier | 123 8 Broget dødningeurs parringsvaner | 139 9 De næbmundede | 152

II. DEL LIVETS BROGEDE MANGFOLDIGHED

10 Drivhusblomster | 173 11 Den bestjålne liden skjaller | 195 12 Aftenpragtstjernernes ubehagelige kønssygdom | 216

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 8

III. OPTR ÆVLINGEN AF DET BROGEDE TÆPPE

13 Bierne, der forsvinder | 235 14 De indavlede øer | 275 15 Påskeøen | 295 Epilog | 313 Tak | 316

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 9

14-Mar-19

Prolog I 2003 købte jeg en gammel nedlagt gård langt ude på landet i hjertet af Frankrig. Med til gården hørte tredive hektar eng, og mit mål var at skabe et reservat – et sted, hvor sommerfugle, guldsmede, studsmus og salamandre kunne trives fri for det pres, som det moderne landbrug lægger på naturen. Jeg var især optaget af at skabe et sted for mine elskede humlebier, de væsner, som jeg har brugt de seneste tyve år på at studere og forsøge at fremme. Denne bogs første del fortæller om dette lille hjørne af det landlige Frankrig, om de planter og dyr, der findes her, om deres naturhistorie og om mine forsøg på at bane vejen for deres overlevelse og trivsel. De fleste naturdokumentarfilm og en væsentlig del af indsatsen for at bevare truede arter fokuserer på de store karismatiske dyr som hvaler, pandaer og tigre. En af mine intentioner med at skrive Summen over engen er at inspirere til, at vi sætter pris på de små væsner, der lever omkring os som en del af vores hverdag – de forskellige insektarter. Mange af de insekter og blomster, der nu findes på min gård, er tilfældigvis de samme 9

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 10

14-Mar-19

arter, som jeg selv har brugt flere år af min naturvidenskabelige karriere på at studere, og jeg fortæller derfor lidt om den forskning, som har haft til formål at opnå en større viden om deres hemmelige liv. Du skal høre om, hvordan den borebille, der kaldes broget dødningeur, finder sin mage; om fluernes store betydning; om hvordan visse blomster fungerer som termotæpper for bier; og om hvor kompliceret livet er for en papirgedehams, blandt meget andet. Ved at fortælle disse historier kan jeg måske også viderebringe glæden ved at gøre nye opdagelser og vise, hvor stor en tilfredsstillelse, der ligger i at finde ud af detaljer om det liv, der leves af de væsner, som vi deler kloden med. Men det vigtigste for mig er, at vi erkender, at vores viden om naturhistorien kun dækker toppen af isbjerget. Selv de levende væsner, der findes i denne ene eng, gemmer uden tvivl på et nærmest uendeligt antal fascinerende mysterier, der stadig savner en forklaring; dyr, der aldrig er blevet studeret; adfærd, der endnu ikke er blevet observeret. Gad vide hvilke fantastiske ting vi stadig mangler at opdage?

I anden del af bogen vil jeg vise, hvordan de forskellige dyr i engen lever et liv tæt forbundet med hinanden og med de vilde blomster. Planter konkurrerer om plads, vand og lys, de er føde for planteædere, værter for parasitter og sygdomme. De benytter forskellige strategier til at lokke bestøvere på besøg, og disse har til gengæld udviklet en række tricks til at finde ud af, hvilke blomster der har mest at tilbyde, så de hurtigst muligt kan indsamle deres belønning. Nogle gange bestjæler de deres værter, andre gange bliver de selv narret til at bestøve en blomst uden at få noget til gengæld. Planter er afhængige af hele horder 10

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 11

af smådyr og mikroorganismer til at nedbryde ekskrementer og nedfaldent løv og derved frigøre næringsstoffer, ligesom de også drager fordel af, at rovfugle, edderkopper og insekter begrænser antallet af de larver, græshopper og bladlus, som kan æde deres blade. Hver eneste art er på den ene eller anden måde forbundet med hundredvis af andre i et samspil, som vi stadig er meget langt fra at kunne forstå.

I tredje og sidste del forklarer jeg, hvordan vores moderne verden er blevet stadig mere ugæstfri over for naturen, efterhånden som vi mennesker presser mere ud af jorden end nogensinde før for at kunne dække vores mange behov. Jeg vil vise eksempler på den skade, vi har påført – og til stadighed påfører – vores planet, helt tilbage til forhistorisk tid og de første menneskers udvandring fra Afrika og frem til den snigende ødelæggelse, vi fortsætter med at forvolde gennem vores overforbrug af giftige kemikalier. Mange af de fascinerende skabninger, vi deler vores verden med, er langsomt ved at forsvinde som følge af vores handlinger, i mange tilfælde før vi overhovedet har fundet ud af en eneste ting om deres liv eller om deres rolle i det store mønster, livet på jorden udgør. Denne bog er ment som en opfordring til, at vi vågner op og minder os selv om, at vi skal værdsætte livet på jorden i alle dets former. Når arter uddør, går hemmelighederne ved deres liv tabt for altid. Vi ødelægger vores børns arv, frarøver dem glæden ved at opdage og udforske naturens verden. Men vi underminerer også klodens evne til at opretholde vores liv; selvom vi har en meget begrænset forståelse af det komplekse samspil mellem de mange levende væsner på denne jord, så har vi rigelig med dokumentation til at kunne sige, at 11

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 12

14-Mar-19

dette samspil er vitalt for klodens sundhed og dermed for vores trivsel og måske endda for selve vores mulighed for at overleve.

Jeg vil gerne have dig til at se på vores verden med nye øjne; få dig til at bevæge dig ud i din have eller hen i den lokale park og gå ned på alle fire og se. Der er så meget at se. Hvis du betragter det på nært hold, kan du ikke undgå at begynde at sætte pris på den dyrebare uopdagede herlighed, som livet på jorden udgør. Hvis vi lærer at værdsætte det, vi har, så finder vi måske en måde at bevare det på.

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 13

I. DEL Fortællinger fra engen

Vi bor på en kuglerund klippe, der kun er 13.000 kilometer i diameter, og som svæver rundt i universets ubegribelige uendelighed. Der er mindst ti tusind milliarder kilometer til den nærmeste planet, der overhovedet rummer en mulighed for, at der kan være liv, en afstand som vores hjerner ikke er i nærheden af at kunne fatte. Vi bruger masser af tid og kræfter på at bygge teleskoper, som kan se endnu længere ud i det tomme rum, og på at lytte til og analysere radiobølger fra fjerne galakser i håb om at opfange tegn på, at der findes andre livsformer. I mange film, tv-programmer og romaner spekulerer man over, hvad der kan tænkes at være derude. Men faktisk findes nogle af universets gåder lige her midt iblandt os, uden at vi ofrer dem nogen særlig opmærksomhed. Vi er så begunstigede, at vi deler vores lille klippe med måske ti millioner forskellige arter, og mange af dem har ikke engang fået et navn.

Jeg er så heldig at eje en lille eng ude på landet i Frankrig. Da jeg er noget i retning af entomologernes svar på en train-spotter,

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 14

14-Mar-19

har jeg indtil videre fundet mere end halvfjerds arter bier, halvtreds sommerfuglearter, tres fuglearter og langt over hundrede forskellige blomstrende planter i min eng. Det er kun en lille del af det hele; jeg har endnu ikke givet mig i kast med springhalerne, miderne, ormene, edderkopperne, billerne, sneglene og alle de andre væsner, der lever her, og sandsynligvis vil jeg aldrig få tid. Hovedparten af de væsner, vi ignorerer, er små, mange så diminutive, at de knap kan ses med det blotte øje, og andre endnu mindre. Men hvis man gør sig den umage at placere et af disse bitte små dyr under et mikroskop, afslører man deres perfekte symmetri og udsøgte opbygning. Hvert eneste af dem har sin særlige historie, en livshistorie; hver især skal finde føde, vokse, undgå fjender, finde og parre sig med en mage, lægge æg og så videre. Hvert trin involverer udfordringer, forhindringer, der skal overvindes, og hver art har udviklet sin egen unikke vifte af strategier til at overleve og få succes; hvis ikke det var tilfældet, ville den pågældende art for længst være forsvundet. Selv i Vesteuropa, hvor vi har en lang tradition for at studere naturhistorie, ved vi stort set intet om det liv, de fleste af disse væsner lever. Her i bogens første del vil jeg introducere dig for nogle af de insekter og andre små dyr, der lever i min eng, det vil sige for nogle af de meget få af dem, der i det mindste er blevet studeret en smule, og også fortælle lidt om, hvad vi ved om nogle af deres slægtninge, der lever i et mere eksotisk klima. Jeg vil prøve at forklare nogle af de interessante detaljer ved deres adfærd og økologi, fortælle om hvilken rolle de spiller i økosystemet og om mine egne forsøg på at opmuntre flere og flere arter til at slå sig ned i dette lille hjørne af Frankrig. Velkommen til engen …

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 15

KAPITEL ET En tur i engen Den 24. april 2007. Morgenløbetur 9.3 kilometer på 42 minutter og 2 sekunder. Som sædvanlig, herude på landet i Frankrig, var der stort set ingen tegn på menneskelig eksistens; jeg så ikke en sjæl, men fem hunde, der ikke var vant til at se en løber komme forbi, gøede ad mig. Det var en dejlig kølig morgen, med en klar blå himmel foroven og tæt dug i græsset, kodriverne var sprunget ud i grøftekanten. Antal sommerfuglearter observeret: 6 – jeg distraherer mig selv fra løbeturens smerter ved at se, hvor mange jeg kan spotte uden at standse. Jeg har prøvet det samme med humlebier, men de er som regel for svære at bestemme i farten. Dagens udbytte af sommerfugle indbefattede en skovblåfugl og en citronsommerfugl, en han, hvis stærkt gule vinger glimtede i solen. Jeg forstyrrede også et par grønspætter på jagt efter myrer på markvejen, deres forskrækkede glyk-glyk og bølgende flugt er ikke til at tage fejl af. Gærdesangeren sang fra hvert eneste krat, jeg passerede, en melodisk, ren sang; parringssæsonen er tydeligvis i fuld gang – jeg kan stadig høre dem fra alle retninger, mens jeg sidder her på bænken foran huset og sveden drypper af mig og ned på mine noter.

15

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 16

14-Mar-19

Femogtres kilometer nordvest for Limoges, tæt på den smukke gamle romerske markedsby Confolens ved floden Vienne, ligger der en gammel gård. Vi er godt og vel halvvejs nede i Frankrig og knap 110 kilometer inde i landet fra vestkysten, nærmere bestemt i Charente, et stort søvnigt département bestående af et bakket landskab, egeskov, rustrøde Limousinekøer og solsikkemarker, gennemskåret af floden Charentes dovne slyngninger. Huset blev bygget for omkring 160 år siden formodentlig af en Monsieur Nauche, som døbte gården ‘Chez Nauche’. Der er mange prægtige gårde i regionen bygget i smukt forarbejdede sten og i tre eller flere etager, med en række høje vinduer symmetrisk arrangeret omkring en imponerende hovedindgang. Gården her er ikke en af dem. På Chez Nauche er de tykke mure lavet af uforarbejdede lokale kalksten, ujævne klippestykker fyldt med fossiler, sikkert gravet op fra de omkringliggende marker. Stenene er holdt sammen af orange ler, der gør det ud for mørtel, og som også bare er gravet direkte op af jorden. Murene har sat sig, siden gården blev bygget, og hælder nu i mange interessante retninger. De fleste af vinduerne er små og tilfældigt placerede med ældgamle vejrbidte egebjælker som overliggere og med gamle løsthængende egetræsskodder, hvor det meste af malingen er skallet af. Huset er langt, lavt og undersætsigt, og så vender det mod syd; meningen var, at selve boligen skulle begrænse sig til stueplan, en helt almindelig måde at indrette sig på blandt de mere beskedne gårde i området. Ovenpå opbevarede man høet, hvilket samtidig betød, at husets beboere havde et isoleret loft om vinteren. Gulvet oppe på loftet er lavet af tykke egeplanker lagt oven på massive firkantede egebjælker. Træet er typisk fæl16

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 17

det lokalt med håndsav, og bjælkerne bærer da også stadig mærker efter saven. Det må have krævet en enorm arbejdsindsats at bygge sådan et hus, til gengæld har udgifterne til materialer nok været lig nul.

Når man skulle fremstille en egebjælke, fandt man ganske enkelt det nærmeste egetræ med en nogenlunde lige stamme og fældede det. Bagefter gravede byggefolkene et hul ud under den fældede stamme. Hullet skulle være stort nok til, at en af dem kunne ligge i det. Så blev stammen savet op med en kæmpestor tomandssav, som fra den ene ende blev betjent af den mand, der lå på ryggen nede i hullet og fik savsmuld i hovedet, mens manden, der førte saven fra den anden side, stod oven på stammen.

Til sidst brugte man en hest til at trække bjælken hen til huset og firede den op på plads med reb.

Terracotta-teglstenene på taget er brændt af lokalt ler. De går under betegnelsen munke-nonnetegl, en type, der stammer helt tilbage fra Romertiden og bliver lagt i rækker skiftevis med hulsiden opad og nedad. Jeg tvivler på, at Monsieur Nauche selv havde lavet dem, da det er noget af et specialistjob at brænde den slags tegl. Det er sikkert en af de få større ting, han har været nødt til at købe. Men bortset fra det er stort set hele gården og laderne omkring bygget af materialer, der kunne samles kvit og frit i de nærmeste omgivelser, og det giver bygningerne et naturlig og organisk udtryk, nærmest som om de er vokset op af jorden af egen drift som en klynge meget usædvanlige firkantede paddehatte.

Jeg købte Chez Nauche i 2003 af en gammel landmand, der hed Monsieur Poupard. Så vidt jeg kunne forstå med mine ringe 17

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 18

14-Mar-19

franskkundskaber, havde han boet på gården hele sit liv og havde holdt malkekvæg og dyrket jorden. Da han var godt oppe i tresserne og ikke havde nogen børn at overlade gården til, havde han besluttet at sælge og trække sig tilbage. Han havde ikke passet godt på det gamle sted, men stille og roligt ladet det forfalde.

Taget lækkede, så alt indvendigt træværk langsomt var ved at rådne, og kalkpudsen var sortplettet af skimmel og dryssede ned fra væggene. Der var gået råd i vinduesrammerne, ruderne var revnede og dækket af med sort plastik, og det nederste af hoveddøren var rådnet væk og repareret med stykker af en gammel tinkande, der var blevet hamret flade og sømmet fast over hullerne. Den sanitære indretning bestod af en gammel dryppende vandhane over en stenvask – der var ikke nogen brusekabine, noget badekar eller toilet. Wc’et var ganske enkelt en spand i et skur.

Det var, for nu at sige det mildt, et håndværkertilbud, men på trods af alle manglerne rummede det én bestemt, meget stor attraktion for en biolog som mig, der er besat af naturen. Monsieur Poupards afslappede forhold til vedligeholdelse havde medført, at huset og de nærmeste omgivelser var blevet invaderet af et væld af levende væsner. I mange moderne huse i Storbritannien bliver de stolte husejere helt ude af sig selv, hvis de ser en enkelt lille bænkebider i et hjørne eller en myre i køkkenet. På Chez Nauche er man nødt til lynhurtigt at opgive den indstilling, ellers vil det uundgåeligt føre til et nervøst sammenbrud.

Med tiden er huset langsomt gledet i et med sine omgivelser og er blevet løbet over ende af dyr og planter. Selvom jeg har foretaget visse forbedringer i løbet af de ti år, der er gået, siden 18

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 19

jeg købte stedet, er det stadig et tilflugtssted for den vilde natur. Tagstenene er dækket af orange, sort og hvidligt lav, som kålormene afgræsser. Især på nordsiden af taget gror der mos, og de grønne, fugtige puder er levested for tusindben, bænkebidere, bjørnedyr1 og masser af andre små insekter. Også murene er dækket af lav og er samtidig næsten begravet bag de frodige vinranker, der klynger sig til de rustne metalbøjler, der løber hele vejen hen. Når solen skinner, som den tit gør, er disse solbeskinnede mure populære opholdssteder for sommerfugle, bier og fluer, der lader sig varme igennem, før de flyver af sted for at se sig om efter en mage eller noget nektar at drikke. Disse insekter bliver jaget af zebraedderkopper og brogede brun-grønne murfirben, adrætte væsner med lange kløer, der kan pile ufatteligt hurtigt hen over det lodrette murværk. Ved det mindste tegn på fare forsvinder de ind i hullerne i den bløde mørtel. De fleste af insekterne er for hurtige til at lade sig fange, især når det er lykkedes dem at holde sig varme og parate til at lette, men så snart de er i luften, støder de på svalerne, der har bygget rede i laderne og flyver lavt omkring stuehuset. Langs facaden vokser gamle lavendelbuske. Om sommeren tynges deres krogede, træagtige stilke ned under vægten af alle de lilla blomster. De bliver helt levende af humlebier, sommerfugle og af de 1 Det er meget sandsynligt, at du aldrig har hørt om bjørnedyr eller tardigrader, som de også hedder. Disse små ottebenede væsner, som sjældent bliver længere end en millimeter er blandt de mest hårdføre dyr på jorden. De kan overleve ti år uden vand, klare at blive kølet ned til -273 °C og opvarmet til 150 °C samt at blive udsat for 6.000 atmosfæres tryk og for 1.000 gange højere stråling, end hvad der vil dræbe et menneske. Jeg ved så ikke lige, hvorfor videnskabsfolk har villet gøre sig så store anstrengelser for at forsøge at slå disse harmløse kræ ihjel.

19

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 20

14-Mar-19

lynhurtigt svirrende vinger hos duehalerne, der ser ud, som om de står stille i luften, mens de stikker deres lange krogede tunger ned i nektaren.

En gammel sti med toppede brosten fører op til hoveddøren, og i revnerne mellem dem er der sorte fårekyllinger med store kuppelformede hoveder. Hannerne synger muntert og uden ophold for at tiltrække en mage. Firbenene og pilsnogene benytter sig også af hullerne mellem de varme sten, hvor de jager efter biller og edderkopper. Foran stuehuset står der en samling ludende og krogede gamle nektarin- og blommetræer. På nogle af grenene er der vokset poresvampe frem, og den sydlige svalehales tykke, grønne larver spiser af bladene. Store grønne løvgræshopper har slået sig ned på grenene, og her sidder hannerne og frembringer deres raspende høje sang uden ophør i et forsøg på at overdøve de sorte fårekyllinger nedenunder.

Indenfor i huset, hvor der er mørkt og køligt, og græshoppernes sang kun er en summen i det fjerne, trives diverse tusmørkevæsner i stor stil. Utallige edderkoppearter laver deres spind mellem de gamle bjælker; ranglede mejeredderkopper spinder et løst og sjusket spind, hvorfra de hænger og dingler med hovedet nedad, mens kæmpemæssige husedderkopper foretrækker at danne et tætvævet, tragtformet spind, der leder frem til et hul, hvor de kan sidde og gemme sig. Inden i bjælkerne bliver der boret tunneller af træbukkenes og egeborebillernes fede, hvide larver. Under møblerne og i køkkenskabene ligger blanke sorte skyggebiller på lur, klodsede og langsomme, men tungt armerede, så de har ikke brug for hurtighed.

Om natten tager musene over; på gulvet jager husmusen, og 20

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 21

indimellem også skovmusen, den med de store øjne. De leder efter madrester fra husholdningen, lækre edderkopper og dagflyvende insekter, der har forvildet sig ind i huset og ikke kan komme ud igen. På vægge og bjælker farer syvsovere rundt: havesyvsovere med fine vaskebjørnsagtige ansigtstegninger og en lang hale, der ender i busket spids, og også eksemplarer af den mere sjældne art, spiselig syvsover, som romerne betragtede som en delikatesse. Det kan godt være, at havesyvsoverne er charmerende at se på, men det er nogle aggressive små bæster, der hviner ad hinanden hele natten, og de vækker mig tit med deres støjende skærmydsler. På grund af den plage de er, har jeg fanget en masse af dem. De er fuldstændig vilde med Cantal, en hård og kras ost fra Cantalbjergene i Auvergnes højland – den kan man altid fange dem med. Da mine ældste drenge, Finn og Jedd – på det tidspunkt var de syv og fire år gamle – for første gang så sådan en havesyvsover, der knurrede vredt ad dem inde fra fælden og gnavede i nettet for at komme fri, styrtede de hen for at vække mig med nyheden: “Far, skynd dig, kom, vi har fanget en lille djævel!” Den så faktisk temmelig grum ud – den lille stakkel havde gnedet snuden helt rød i forsøget på at komme ud. Jeg slipper altid de der små djævle løs langt væk fra huset efter at have givet dem en god omgang foder, men mine anstrengelser ser ikke ud til at have nogen effekt på antallet. Den anden art, spiselig syvsover, virker meget mildere i sit væsen og har en smuk busket hale. Disse syvsovere er så store, at man sagtens kan forveksle dem med små særdeles søde egern. Jeg kan ikke få mig selv til at smide dem på porten.

De forskellige mus er nervøse, for der bor slørugler på lof21

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 22

14-Mar-19

tet. De efterlader sig store bunker af uglegylp, som bliver spist af klædemøllenes og natsværmeren Monopis laevigellas larver. Det er arter, der er specialiserede i at leve af de tørre rester af uglens byttedyr. Der er også et andet mystisk dyr, musene har grund til at frygte. For nogle år siden installerede jeg ovenlysvinduer i det gamle loft, og kort efter opdagede jeg nogle fodaftryk på ruden fra et eller andet stort dyr. Jeg fandt også ildelugtende, aflange ekskrementer, nogle gange ude i indkørslen og en enkelt gang inde i en vindueskarm. Hvad det end var for et væsen, så var det i stand til at nedlægge drabeligt store byttedyr. En gang fandt jeg en vinge og hovedet af en af mine slørugler oppe på loftet.

En anden gang var mine drenge ude på en tidlig morgenudflugt, hvor de fandt et blodigt stykke kød i indkørslen. Det viste sig at være den sidste rest af en stor pilsnog. Ud fra dens tykkelse at dømme må den have været mindst halvanden meter lang, men alt var spist, bortset fra femten centimeter af midten. Dyret fik en mytologisk status i familien, og børnene spekulerede vildt i, hvad det dog kunne være for et. Der gik mange år, før jeg endelig fandt ud af det.

Lad mig tage dig med ud på en gåtur. Vi begynder øverst i indkørslen oppe ved den store hestekastanje nord for huset. Det er sidst på eftermiddagen i slutningen af maj, træerne er sprunget helt ud, og de frodige hvide blomster tiltrækker flokke af humlebier, hvis tumlen får de ældre kronblade til at løsne sig og regne ned over vejen. Vi slentrer ned ad den gamle asfalterede vej, dens varme overflade er fyldt med revner lavet af de trærødder, der trænger sig op nedefra, sparsomme totter af kamgræs spirer op gennem sprækkerne. Vi stopper op for at beundre skovmy22

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 23

rens tue på venstre hånd. En blød kuppel af afskårne, tørrede græsstrå, hvor det myldrer med store kastanjebrune myrer. Tuen har, så vidt jeg ved, stået på det samme sted i ti år nu. Mine drenge elsker at iagttage og prikke til myrerne, og jeg tror nok, at de indimellem fodrer dem med insekter. Den mindste forstyrrelse udløser en masse aktivitet, der spreder sig ned gennem tuen, efterhånden som myrerne frigiver de feromoner, hvormed de advarer hinanden om farer. Myrestierne udgår fra tuen og hen over asfaltvejen, hvorfra myrerne kommer bærende med alle tænkelige former for plantedele og insekter, som de skal hjem og fodre afkommet med.

Til venstre bag myretuen er der en kraftig tornebusk, mindst fem meter bred. Helt oppe i toppen sidder en sortstrubet bynkefugl. En han. Dens karakteristiske kald lyder næsten, som når man slår to tørre sten mod hinanden. Hunnen ligger uden tvivl i sin skålformede rede af mos et sted dybt inde i krattet og ruger på et kuld lyseblå æg. Hvis vi kigger igennem den tykke hæk, og øst for indkørslen, kan vi lige skimte min frugthave: halvtreds unge æbletræer med god plads imellem, der stammer fra kerner, jeg har sået. Det største er nu næsten fire meter højt, og sidste år bar to ud af tre træer frugt for første gang. Mine tre drenge jagter sommerfugle halvtreds meter væk mellem træerne, de to ældste, Finn og Jed (nu tolv og ti år gamle) fører an gennem det høje græs, mens de snakker ivrigt, begge bevæbnet med et stort sommerfuglenet. Bag dem kæmper vores yngste, Seth (tre år), ihærdigt med at følge trop, hans lyse hårtop er det eneste af ham, man kan se, midt i alt det grønne.

Så peger jeg til højre for os på en biblomst. Dens enlige lilla 23

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 24

14-Mar-19

blomst imiterer med sin duft og tekstur en hunbi og lokker på den måde hanbier til at forsøge at parre sig med den. Det eneste de får ud af deres anstrengelser er, at de ender med at få en kugle pollen til at sidde klistret fast til deres hoved, men de må være dumme nok til at begå den samme fejl igen og igen, ellers ville biblomstens strategi ikke virke.

Længere nede står der en række træer og kaster skygge på hver sin side af vejen, til højre er det store egetræer, og til venstre en blanding af elm og eg. Brune sprøde agern fra sidste efterår ligger stadig strøet ud over jorden. Elmene rammes igen og igen af elmesyge, som på kort tid dræber træerne, så snart de når en højde på seks eller syv meter, men heldigvis breder de sig hurtigt ved rodskud, så der konstant er en ny bestand af unge træer på vej. En skovrandøje, en territorial han, flakser op fra en solvarm plet i indkørslen for at jage en citronsommerfugl væk, der har formastet sig ind på dens domæne.

Jeg elsker de franske sommerfuglenavne, som får mange af de engelske navne til at forekomme en smule fantasiløse; for eksempel er det engelske orange tip rent beskrivende, mens det franske navn l’aurore, daggry – på dansk, aurora, o.a. – er noget mere poetisk. Hvad kalder vi englændere en spættet sommerfugl, der lever i skoven? Den kalder vi selvfølgelig for speckled wood, på dansk: skovrandøje, o.a., mens franskmændene har opkaldt den efter hyrden le Tircis i en af Jean de La Fontaines fabler.

For nogle år siden fandt jeg på at arrangere en guidet sommerfugletur på Chez Nauche for alle interesserede i lokalområdet.

Jeg sendte plakater, der oplyste om turen, til borgmesteren i Épenèdes, vores lokale landsby og til borgmesteren i nabobyen 24

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 25

Pleuville, og bad dem om at slå dem op på byernes opslagstavler. Jeg købte en masse lemonade til mine gæster og terpede alle navnene på de franske sommerfugle og andre insekter, selvom jeg var en anelse bekymret for, at min manglende evne til at sige ret meget andet på fransk godt kunne vise sig at være et handicap. Den dag arrangementet skulle finde sted, ventede jeg nervøst uden for huset, men ingen dukkede op til den fastsatte tid. Ti minutter senere svingede der omsider en bil ind; en engelsk dame og hendes datter, der boede i nærheden. Jeg havde ikke mødt dem før, men var glad for at kunne vise dem rundt i engen, selvom jeg samtidig var lidt skuffet over det manglende franske fremmøde. Måske er sommerfuglejagt en excentrisk engelsk foreteelse, og ikke noget, der appellerer til den franske landbefolkning. Det er i hvert fald rigtig nok, at medlemsantallet hos naturfredningsorganisationer som Royal Society for Protection of Birds og Butterfly Conservation er meget højere i Storbritannien end i noget andet land i hele verden. Vi havde en behagelig tur, hvor vi kiggede efter humlebier, sommerfugle og græshopper. Til sidst tog jeg dem med hen til et gammelt stykke bølgeblik, som jeg havde lagt ud på et hjørne af marken. Slanger elsker at ligge og sole sig under blikplader, og jeg følte mig ret overbevist om, at der ville befinde sig et eller andet dramatisk derhenne, som kunne sætte det perfekte punktum for turen.

Ganske rigtigt, under pladen lå der en temmelig stor æskulapsnog, som det lykkedes mig at fange med et enkelt greb. Vi gik tilbage til bilen, så moren kunne tage et billede af datteren, der kælede for slangen, før vi slap den fri igen. Det næste, der skete, havde jeg ikke helt forudset. Slangen skød sig ind under bilen 25

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 26

14-Mar-19

og videre op i den stadig varme motor. Vi brugte den næste time på at lede efter den under motorhjelmen – uden held. Til sidst måtte den stakkels dame og hendes datter køre af sted med en uønsket slange et eller andet sted i bilen. Jeg håber, at de alle tre overlevede turen.

Vi vender tilbage til vores gåtur, hvor vi nu fremme ved enden af vejen. På vores venstre side står der en firkant af tykke mure – Alamo, som min far har døbt den – det er alt, hvad der er tilbage af en meget stor lade. Da jeg købte Chez Nauche, var denne bygning i en elendig forfatning med gabende huller i taget, og de smukke gamle egebjælker var temmelig rådne. Jeg havde ikke råd til at reparere den, så jeg fjernede taget og solgte de bjælker, der var nogenlunde brugbare, til en lokal genbrugshandel. De gamle mure udgør alletiders solsted for firben og varmeelskende sommerfugle; et væld af karteboller og tidsler skyder op fra den stenede grund; og pilsnoge er almindeligt forekommende mellem stenene og det høje græs.

På vores højre hånd er der en lille hulning tilgroet med slåen og ask. Engang var det en lille sø, i hvert fald på bestemte årstider. Den kom jeg til ved en fejl at fylde op med byggeaffald, og jeg har lige siden stille og roligt været i gang med at tømme den igen i håb om, at de salamandre, der engang levede der, vil vende tilbage.

Lad os nu forlade vejen og gå til højre, forbi søen og ind på den åbne eng. Det er denne vestlige del af engen, jeg har viet til et stort, langsigtet eksperiment, der går ud på at forøge antallet af blomster. Jeg har delt dette engstykke op i firkantede jordlodder, som jeg har sået til med liden skjaller, øjentrøst, bartsia og 26

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 27

kohvede, som alle er halvsnyltere, der tapper de forskellige græsarter i nærheden for styrke ved at trænge ind i deres rødder og suge næring. Når græsserne på den måde holdes nede, giver det lidt mere plads til andre blomster, eller sådan lyder teorien i det mindste. Liden skjaller er i fuld blomst. Det er en smuk enårig plante, hvis blomster har gule kroner og lilla bægertænder, og den har bredt sig i små klumper på kryds og tværs af forsøgslodderne. Det er for tidligt at sige, om dette har forøget antallet af blomster, men under alle omstændigheder ser engen ret flot ud på det her tidspunkt af året. Efter ti år, hvor der ikke er blevet brugt nogen form for gødning eller pesticider, har ganske mange vilde blomster etableret sig selv. De vigtigste græsser er hundegræs, fløjlsgræs og draphavre, alle sammen store og dominerende arter, som har en tendens til at kvæle alt andet, men de er efterhånden gået tilbage og er til dels blevet erstattet af de finere, mindre aggressive græsser, som er typiske for en rigtig høeng: svingel, vellugtende gulaks og engrævehale. Nogle blomster er blevet almindelige mellem græsserne. Det gælder storkenæb, forglemmigej, engbrandbæger, aftenpragtstjerne, borst, kløver og humlesneglebælg, for bare at nævne nogle få.

Enkelte af dem optræder kun på afgrænsede steder, enten fordi deres frø ikke spredes så let, eller måske fordi visse små variationer i jordbundsforholdene gør, at de trives bedre nogle steder frem for andre.

Så snart vi forlader vejen, kommer vi til et stykke af engen, der er fyldt med potentiler, en lav vækst, der er i slægt med roser, og hvis gule blomster er helt enkle, nærmest sådan som et barn ville tegne dem. Dens vandret krybende stilke hægter sig fast 27

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 28

14-Mar-19

omkring vores fødder, når vi går igennem dem. Fem meter længere henne stopper potentilerne brat, og vi bliver i stedet mødt af en tæt klynge af gul fladbælg, en ærteblomst med slyngtråde, som den bruger til at klatre op ad høje græsstængler med. I den frodige vegetation hører vi de højfrekvente skrig fra spidsmus, der slås. Disse små, men forslugne rovdyr lever deres korte liv i et hektisk tempo, spiser konstant og forsvarer indædt deres territorium over for hinanden. Efter fladbælgene kommer en tæt bevokset del med rødkløver. Kløveren er helt levende af de langtungede humlebier havehumle og agerhumle, der er i færd med at indsamle dens proteinrige gule pollen og søde nektar. Herefter går vi videre til en tæt vegetation af Jomfru Marias sengehalm, som er en duftende plante med små, mørkegrønne blade og talrige, men bittesmå gule blomster. For længe siden, før der fandtes bekvemme springmadrasser, blev den brugt som velduftende sengehalm, som navnet siger.

Nu går vi mod sydvest, ned ad en blidt skrånende skrænt, hvorfra man kan se de gamle gårde i den lille landsby Villemiers på den anden side af dalen en kilometer væk. I dalen nedenfor slynger floden Transon sig langsomt og dovent af sted. Den forgrener sig med jævne intervaller ud i små mudrede søer, som er hjemsted for talrige sumpbævere, en sydamerikansk gnaver, der for mange år siden undslap fra lokale pelsfarme og nu har fundet et nyt hjem i Charentes mange floder og søer. De er semiakvatiske og ligner bævere, bortset fra deres lange, rotteagtige hale.

De kan være noget af en plage, da de er flittige til at grave gange og kan lave store huller i bredderne lige ved vandlinjen. Det betyder ikke så meget i en flod, men kan være katastrofalt for 28

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 29

en menneskeskabt sø, da deres gange helt kan gennembore en dæmning2.

På vores venstre side kan vi høre rap-rapfuglens klagende kald i det fjerne. Mine drenge og jeg har brugt mange timer på at forsøge at opspore dette kræ, som jeg aldrig har hørt andre steder end her ved Chez Nauche. Man hører den de fleste dage i løbet af foråret og sommeren, som regel fra sydøst, et nasalt rap, rap med en tydeligt markeret, men kort pause mellem de enkelte lyde. Det virker altid, som om der kun er en. Hver eneste gang jeg forsøger mig med en imitation over for mine ornitologiske venner, griner de bare og siger, at det er en and, men det er altså kun fordi, jeg ikke er i stand til at gengive lyden. Vi har krøbet gennem engens høje græs på jagt efter lydkilden. Som regel lyder det, som om den kommer fra et stort egetræ i skellet, men hver gang vi nærmer os, holder den op med at kalde, og vi ser ingenting flyve væk. Drengene mener, at det er et eller andet dramatisk væsen, farvestrålende og en meter højt eller deromkring med en fjerprydelse på hovedet og et langt skarpt næb, men hvis det er tilfældet, må den være utrolig god til at gemme sig. Jeg spekulerer på, om det overhovedet er en fugl og ikke snarere en særlig art frø. Måske finder vi ud af det en dag.

Engen bliver mere tør, efterhånden som vi fortsætter videre til 2 I Storbritannien var der også førhen en bestand af undslupne sumpbævere, som var indført til East Anglia i 1920’erne og sluppet ud i naturen ved en fejl. De forårsagede store ødelæggelser ved at grave sig igennem de mange grøfter og dræningskanaler i denne meget flade del af landet. Tit var de årsag til oversvømmede marker. I 1989 mødte jeg en forsker, som lige havde fået et job hos det statsligt finansierede center for begrænsning af sumpbæveren.

På det tidspunkt var sumpbæveren allerede blevet udryddet, men det var der bare ingen, der var klar over endnu. Den sidste blev set i Norfolk i 1988.

29

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 30

14-Mar-19

den stejle sydvendte skrænt, og lancetvejbred breder sig under vores fødder. Det er en uanseelig lille plante med lancetformede blade og anonyme brune blomster, men bladene er den foretrukne planteføde for den vidunderlige sommerfugl, okkergul pletvinge. På engelsk er den opkaldt efter Lady Eleanor Glanville, en af de meget få kvindelige lepidopterologer fra 1800-tallet. Hun var den første til at beskrive denne smukke art, som hun opdagede nær sit hjem i Lincolnshire. Okkergul pletvinge er for længst forsvundet fra det meste af Storbritannien; nu findes den kun på sydkysten af Isle of Wight, men det er en af de mest udbredte sommerfugle på Chez Nauche på den her tid af året, og vi kommer til at jage en masse af dem op fra græsset, mens vi går. De har et skakternet orange-sort mønster på oversiden af vingerne.

Den cremefarvede underside har tiltrækkende orange striber og sorte pletter. De er behårede på kroppen, og det giver dem et ret bamset udseende. Da jeg var barn, avlede jeg okkergul pletvinge på mit værelse, efter først at have købt en puppe gennem Worldwide Butterflies, og jeg har altid følt mig ret knyttet til denne art. Larverne er usædvanlige ved at være sociale; hunnen lægger store bunker af gule æg, som klækker og bliver til fløjlssorte larver, der lever sammen i et silkespin, som de spinner på planten vejbred. Når de har fortæret den plante, som de er blevet lagt på, bliver de på en eller anden måde enige om, at det er på tide at tage af sted, hvorefter de begiver sig videre i konvoj til den næste.

Vi nærmer os en hulvej, der markerer engens grænse mod vest. Begge sider af vejen er kantet af en tæt bevoksning af egetræer, hassel og slåen. Vi maser os igennem et lille hul i det tætte 30

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 31

hegn og får revet vores ben på den frygteligt skarpe musetorn, der er udbredt på skrænten. Nede på hulvejen er der skygge og læ. På varme dage samles fluerne her for at undslippe heden. Jeg har taget dig med herned, for at vi skal se skovhvidvinge. Disse fine spøgelseshvide sommerfugle patruljerer langsomt op og ned ad hulvejen, de virker så florlette og skrøbelige, når de flyver, at det er, som om de når som helst kunne forsvinde op i den blå luft.

Det er endnu en art, der er gået dramatisk tilbage i Storbritannien af grunde, vi ikke helt kender, men her ser de ud til at stortrives. Nede på hulvejen drejer vi til venstre og fortsætter skarpt ned ad bakken mod Transon, floden, der flyder lige forbi min jord. Lige før vi kommer til det sted, hvor floden løber klukkende under hulvejen, er der en lille dam, hvor sværme af hvirvlere, en blank bille, snurrer rundt som gale på vandoverfladen. Jeg har tit set snoge fange fisk og haletudser inde på det lave vand, men der er ikke nogen her i dag. Lige da vi vender om for at gå samme vej tilbage, flyver der en pragtvandnymfe forbi. Det er en han, og dens metalblå krop glimter i solen. Pragtvandnymfen er vandnymfernes konge, større end nogen af de øvrige europæiske arter og også mere spektakulær. Ikke alene har hannen en iriserende blå krop, også dens vinger har blå-sorte farvepletter, som lyner for hvert vingeslag. Hunnerne er en smule mere afdæmpede med deres iriserende grønne farve, og når et par sidder sammen, som de ofte gør, er det et betagende syn.

Vi går et lille stykke tilbage op ad bakken og skærer så ind gennem det levende hegn, og når på den måde frem til det sydlige hjørne af min eng. Vi klatrer op ad en stejl nordøstvendt skråning og hen til et lille træ, der står helt alene. Det er et valnød31

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 32

14-Mar-19

detræ, som jeg plantede for seks år siden, og som nu er omkring tre meter højt. En dag vil det være stort nok til, at man kan sidde i skygge under det og holde picnic, og måske vil det også kunne forsyne os med valnødder. På den slanke grå stamme sidder der en ung, men fuldt udvokset knæler, dens trekantede hoved følger vores mindste bevægelse, som om den tager bestik af os som et potentielt bytte. I grøn vegetation er en knæler næsten umulig at få øje på, men denne her har valgt det forkerte sted at sidde på lur. Den har foldet sine stærke forben ind under sig. Rækkerne af skarpe pigge på forbenene er låst i hinanden, men parat til at blive foldet ud, før man så meget som kan nå at blinke, hvis et insekt skulle være dumt nok til at komme for tæt på. Hvis den selv bliver angrebet af en fugl, kan knæleren slå sine vinger ud og åbenbare nogle store øjepletter, der er beregnet på at skræmme alle andre end de mest dristige fugle.

Lige bag ved valnøddetræet er der en lille lavning måske tyve meter bred. Her er græsset fyldt med vild basilikum, timian og mynte, som spreder en berusende duft. Hvis man sætter sig ned, kan man ikke ses fra nogen sider. Det er et vidunderligt sted at slappe af og bare nyde synet af engen og dens dufte og lyde. En eghjort, en han, summer langsomt forbi. Det er store biller, som er meget almindelige på den her tid af året. De er klodsede flyvere, tyngede som de er af deres store kindbakker, som de bruger, når de brydes med hinanden om hunnerne. De er så langsomme, at det er nemt at fange dem i luften, men jeg lader den her være.

Herfra går vi videre mod øst, hvor engen endnu en gang skråner ned i en lille dal, og hernede løber der en kilde. Kilden var engang gårdens vigtigste vandforsyning. Det franske vand bli32

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 33

ver forbrugsaflæst og er blandt det dyreste i verden, så Monsieur Poupard plejede at pumpe alt sit vand op fra kilden og ind i en rusten gammel tank, der stod inde i en af hans lader, så han på den måde kunne undgå at skulle betale for det. Der er blevet gravet en brønd, omkranset af sten, og herfra pibler der en lille strøm af vand mod syd ned mod Transon. Jeg har tilladt et krat at brede sig rundtom, mest musetorn og brombær, som skaber et herligt uigennemtrængeligt vildnis, hvor mange fugle bygger rede. Lidt længere henne har jeg plantet gul iris ved kilden. De har fået godt fat, vokser et pænt stykke op over de fremtrængende brombær, og deres farvestrålende blomster virker meget tillokkende på humlebier.

Bag irisserne kommer vi til en lille dam, der opdæmmes af et klodset dige af sten og ler, mit forsøg på at skabe flere levesteder for vanddyr. Det skal jeg fortælle om senere. Vi går videre, stadig mod øst, forbi dammen og over til den anden side af dalen. Til højre for os går skellet ved en kæmpestor gammel eg, som er helt levende af tornsangernes sprudlende, rene sang. Når vi kommer op på toppen af bakken, er vi tæt på skellets østlige grænse. Vi sætter os og kigger tilbage ned på dalen og kilden, og videre hen på den klynge okkerfarvede bygninger, der tilsammen udgør Chez Nauche. De kaster lange skygger mod os, efterhånden som solen går ned bag dem på den vestlige horisont. En svalehale blafrer forbi, årets første. Det er et pragtfuldt sort-gult væsen, som på bagvingerne har blå og røde øjepletter og lange haler. Det er en han, som ivrigt søger efter en hun, som den kan parre sig med. Fårekyllingerne, som blev tavse, da vi kom nærmere, rykker tilbage til indgangen til deres huler og tager fat på 33

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Summen over enqen Page 34

14-Mar-19

at synge igen. Sommeren er lige om hjørnet, og for insekter er det en tid til sex og nektar, solskin og blomster. Det er min yndlingsårstid og mit yndlingssted. Naturen er frodig og overdådig, og alt er godt i verden. Eller, nåh ja, næsten. Hvis bare jeg havde husket at tage et par kolde øl med. Og måske en bid ost.

(( Nutzenformat: 293,0 mmmm )))) 293,00mm mmxx200,0 200,00

Nutzenformat: 293,0mm mmxx200,00 200,0 mm )) (((( Nutzenformat: 293,00

På jagt efter et stykke uspoleret natur drager Dave Goulson til Frankrig. Planen er at gøre en ruin af et gammelt landhus beboeligt for sig selv og sin familie og samtidig skabe en stor og

Dave Goulson

En varm påmindelse om at nyde naturen og tage vare på livet – i alle dets forunderlige former.

frodig eng, hvor blomster, insekter og sommerfugle kan trives.

Med smittende fryd fortæller Goulson om denne vidunderlige

”Fuldstændig fortryllende.”

Dave Goulson

Summen over engen Paradisiske dage i min franske ruin 135,0 mm x 200,0 mm + 23,0 mm Rücken

indbyrdes forbundne i et sindrigt og sårbart samspil.

Summen over engen

verden. Et mikrokosmos med myriader af sjove fænomener. Alle

– THE INDEPENDENT ”Dette er væsentlig læsning for os mennesker i det 21. århundrede!”

Broschurumschlag:

– NEW SCIENTIST

9 788740 055153

(( Farbigkeit: MYK ))

(( 395570aSummen_F47_norm (( 395570aSummen ))