Valgt af Ritt Bjerregaard by JP/Politikens Forlag

Ritt Bjerregaard fortæller om at blive valgt som folketingsmedlem, om at blive minister og senere gruppeformand. Hun var selv direkte involveret i EF-afstemningen, Erhard Jakobsens exit fra Socialdemokratiet, en ny folkeskolelov, kampen om RUC, Ritz-sagen, der endte med hendes fyring som undervisningsminister, og de berømte fodnoter. Hun fremlægger andre sider af Anker Jørgensens virksomhed som politiker, og fortæller om kaffeklubberne og Strikkeklubben, om venner og fjender og ikke mindst om kønskampen i perioden. Hendes lejlighed på Vesterbrogade blev afgørende for hendes position i partiet og for hendes forhold til Svend Auken. Ritt Bjerregaard er fortsat trofast og undertiden kritisk medlem af Socialdemokratiet. Det fremgår af den måde, hun husker sine mange år som aktiv i dansk politik.

ISBN 978-87-400-2986-4

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

I S B N 978-87-400-2986-4 978-87-567-9913-3 ISBN

9 788740 029864

158 mm

Valgt

100 mm

Foto: © Les Kaner

Citat fra bogen (samtale med Lise Østergaard)

”VALGT” er andet bind af Ritt Bjerregaards erindringer, hvor hun tager os med bag kulisserne i dansk politik fra 1970’erne til begyndelsen af 90’erne. Mens hun skrev, var hun gennem en kemobehandling. Det blev en del af skriveprocessen, og hun beskriver derfor forløbet i bogen.

52 mm

Erindringer II

””Kan du se denne finger?” sagde hun og strakte pegefingeren frem. Jeg smilede venligt, jo, det kunne jeg da sagtens. ”Er det rigtigt, at du kan se den?” spurgte hun igen. Jeg smilede venligt, jo, jeg kunne godt se den, og undrede mig over, hvad hun havde gang i. ”Jo, ser du, når vi er til ministermøder, og jeg gerne vil have ordet, så har jeg set, at I andre stikker en finger i vejret, og så får I ordet. Måske ikke med det samme, men det noteres, og så får I det senere og kan trække jeres hånd ned. Min finger kan Anker ikke se. Jeg har prøvet flere gange, han kan simpelthen ikke se den.” Hun blev totalt overset af Anker. Han regnede ikke det, han troede, hun ville sige, for noget, og hun fik ikke ordet.”

158 mm

Ritt Bjerregaard VALGT

233 mm

100 mm

Ritt Bjerregaard: Uddannet lærer, valgt til Folketinget fra 1971 som socialdemokratisk repræsentant for Otterupkredsen. Hun var undervisningsminister 1973 og 1975-1978, socialminister 1979-1981, statsrevisor 1982-1994, miljøkommissær i EU 19941999, fødevareminister 2000-2001 og overborgmester i København 2006-2010. I flere perioder desuden formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Hun har i mere end et halvt århundrede været gift med historikeren Søren Mørch.

Ritt

I 2015 havde hun stor succes med ”Ritt”, første bind af sine erindringer.

Erindringer II

Omslag: Ida Balslev-Olesen Foto på Smudsomslag: /ritzau/ Ib Jensen. Foto på omslag: /ritzau/ Annelise Fibæk. Bagside: /ritzau/ Ib Jensen

Ritt Bjerregaard

VALGT Erindringer II

Politikens Forlag

Indhold KAPITEL 1

Så galt kunne det gå! 9 EN DØDSDOM 20

KAPITEL 2

Otterupkredsen 27 KAPITEL 3

Bag kulisserne 47 SORG OG ANGST 66

KAPITEL 4

En ny generation 73 KAPITEL 5

Flaget følger flæsket 90 KAPITEL 6

Ankers pinup 111 ELENDIGHED 138

KAPITEL 7

Va mæ kulturen 141 KAPITEL 8

Så forlod Erhard Socialdemokratiet 162 KAPITEL 9

Du spiller en rolle 180

Indhold

KAPITEL 10

Folkeskoleloven 200 DØDEN I NY FORKLÆDNING 227

KAPITEL 11

Kampen for RUC 230 KAPITEL 12

En bonde-arbejder-regering 251 KAPITEL 13

”En lille bitte tåre, der faldt” 271 KAPITEL 14

Pusterum 306 KAPITEL 15

Socialminister med en umulig opgave 319 ALDERDOM 344

KAPITEL 16

I det socialdemokratiske maskinrum 347 KAPITEL 17

Arbejdsløshed 370 KAPITEL 18

Inge Fischer Møller 384 KAPITEL 19

Lige, men ikke ens 403 MERE LIVSMOD 430

VALGT Erindringer II

KAPITEL 20

Vagthundene 433 KAPITEL 21

Kustoderne 462 GULDBRYLLUP 486

KAPITEL 21

Anker går af 491 KAPITEL 22

En herskabslejlighed 508 HVERDAG IGEN 537

Tak 544 Centrale informationer 546 Noter 553

Indhold

KAPITEL 1

Så galt kunne det gå! ”For der kommer vel en Tid, da Fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over.”

Henrik Pontoppidan, Undervejs til mig selv, 1943

Ministerfrokosten var som sædvanlig i Spejlsalen i Statsministeriet. Bordet var dækket, som det plejede at være, med den hvide, stivede dug, blomsterne stod dekorativt midt på, glassene – også de små – og smørrebrødet stod klar, så der var ikke andet at gøre end at gå i gang med at spise. Vi kunne da starte med en lille snaps for at holde humøret oppe. Men vi vidste alle sammen, at alt var forandret. Det var dagen efter valget den 4. december 1973. Socialdemokratiet havde tabt 24 mandater ud af de 70, vi havde før. De kendte politiske mønstre var i totalt opbrud. Om natten havde jeg vendt og drejet mig i sengen, travet lidt rundt, drukket vand, mens det kørte i hovedet på mig. Hvordan kunne det komme bag på mig, at det gik så galt? Om morgenen var jeg oppe før klokken seks – træt og mismodig. Jeg hentede de aviser, der var smidt ind. Jeg vidste, at de ville være fyldt med vores nederlag, og især af Ankers. Heldigvis stod der også meget om sejrherrerne, Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne.

Så galt kunne det gå!

Ministerchauffør Mortensen, som jeg havde kørt med i en måneds tid, hentede mig i Godsbanegade på Vesterbro i København. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige, men han skyndte sig ud og holdt døren for mig. Han kunne godt se, at jeg var ked af det, og han kendte også valgresultatet, så han fik fremstammet noget om, at det nok skulle gå! Vi vidste begge, at det var en katastrofe for Socialdemokratiet. Senere på dagen var der så ministerfrokost. Jeg vidste slet ikke, hvordan Anker ville tage så stort et nederlag. Det var trods alt hans første folketingsvalg som formand for Socialdemokratiet og som statsminister. Han sad allerede på sin plads for enden af det opdækkede bord, da jeg stille kom ind i salen. Jeg var den første og mumlede bare et godmorgen. Lidt duknakket var han, men også med kampgejst i blikket, da han nikkede til mig, mens jeg fandt min plads, der var i den modsatte bordende. Lidt efter lidt kom regeringens medlemmer, Egon Jensen, Dorte Bennedsen, Niels Matthiasen, Karl Hjortnæs og flere. De gik også stille, der var ingen grin og højlydte bemærkninger, som der plejede at være. Små nik var nok. Alle satte sig på deres faste pladser. Ingen havde lyst til at sige noget. Vi ventede på Anker. ”Ja, det gik jo ad helvede til,” sagde han og kiggede sig rundt. Jo, det vidste vi godt, men der var alligevel flere af ministrene, der sagde, at de skulle hilse fra deres kredse: De skulle nok komme videre efter det store nederlag. Partiet havde tabt 25,7 procent af stemmerne, og det var selvfølgelig en katastrofe. Det var ikke sket før i partiets historie, og vi, der sad i regeringen, havde et medansvar. Anker fumlede lidt med gaflen på bordet foran sig, så ud over forsamlingen af ministre – det var, som om han ventede på, at noget skulle ske, men vi ventede alle sammen på ham. Han var vores chef. Resultatet kunne der ikke laves om på. Det var hans opgave at sørge for, at vi kom videre. Men han fornemmede også, at der var nogle af ministrene, som gerne så, at han kom til at

VALGT Erindringer II

Ved ”katastrofevalget” den 4. december 1973 tabte Socialdemokratiet 24 mandater. Valgplakater. Foto: Peer Pedersen /ritzau/.

bære hele ansvaret, og at det blev muligt at skifte ham ud med en anden. Dem hørte jeg ikke til. Jeg var indstillet på at støtte ham. For mig var han den rigtige formand efter Jens Otto Krag. Han var mere venstreorienteret, og med sit udgangspunkt hos de ufaglærte havde han en viden, som jeg mente var vigtig for formanden for Socialdemokratiet. Jeg var ikke i tvivl om min loyalitet, derfor var jeg også vagtsom: Ville Per Hækkerup, der var blevet detroniseret ved den regeringsrokade, hvor jeg selv var kommet ind i regeringen, eller Orla Møller, der godt nok var blevet minister, prøve på noget allerede i dag?

Så galt kunne det gå!

”Målsætningen for os er for alt i verden ikke at gå ind i en regering,” sagde Anker så, ”men vi må lade, som om vi sagligt går ind i drøftelser om det.” Han blev bakket op af Erling Dinesen, Knud Heinesen, Erling Jensen og Henry Grünbaum, mens Per Hækkerup var lidt mere floromvunden. ”Det er ikke en normal parlamentarisk situation, og vi har et medansvar,” sagde han, og gruppeformand Orla Møller fulgte op og sagde, at vi skulle tænke utraditionelt – ikke taktisk. Jeg anede nogle knive, men Anker gjorde kort proces og konkluderede, at målet var ikke at komme i regering, men metoden til det var at lade, som om vi var ivrige efter at samarbejde. Valget må have været et kæmpe chok for ham. Hans eget personlige valg var også dårligt. Da vi fik de personlige stemmetal, viste det sig, at Anker kun fik 15.783 personlige stemmer, mens udbryderen og partistifteren Erhard Jakobsen fik 29.086. Det vidste hverken han eller vi andre noget om på det tidspunkt. 1973-valget lærte mig for alvor at tage konsekvensen af at være folkevalgt, det vil sige at være vælgernes repræsentant eller – for at være mere højtidelig – folkets repræsentant. Resultatet af valget forskrækkede mig. Jeg havde og har den opfattelse, at jeg som folkevalgt skal vide, hvad der rører sig i befolkningen – ellers kan jeg ikke repræsentere den. Valgresultatet viste, at det havde jeg ikke. Det kom bag på mig, at Glistrup stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Det var opsigtsvækkende mange. Jeg var selvfølgelig klar over, at han ville få stemmer nok til at komme ind på Christiansborg, for han spillede en stor rolle i valgkampen, men det var tit som klovnefigur, selvom der var stor appel i hans skattepolitik, hvor han selv var 0-skatteyder. Det var også tydeligt for mig, at folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF i 1972 virkelig havde splittet Socialdemokratiet – 38 procent af vores vælgere havde stemt nej. Jeg var jo selv på det hold. Men fordi jeg sammen med Karl Hjortnæs havde brugt så mange kræfter på at holde partiet sammen, og det ville sige at samle op på den socialdemokratiske venstrefløj, der var modstan-

VALGT Erindringer II

dere af EF, var jeg for lidt opmærksom på, hvor dyb splittelsen var – også i højrefløjen. At Danmark nu var blevet medlem af EF, oplevede de socialdemokratiske vælgere som et svigt af de ledende folk i Socialdemokratiet. Mistilliden var stor. Jeg var heller ikke opmærksom på, at Erhard Jakobsen med sit nye parti kom til at legitimere, at socialdemokratiske vælgere også skiftede parti. Erhard havde været socialdemokrat i lige så mange år, som de fleste vælgere kunne huske. Han havde været en anset og progressiv socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe. Nu havde han forladt Socialdemokratiet og havde dannet et nyt parti. Det kunne man altså godt, var der en del tidligere socialdemokrater, der tænkte! Når han kunne skifte, så kunne de også! Det var karakteristisk for stemningen, at han ved dette første valg bragede ind i Folketinget med 14 mandater, men allerede ved valget et år efter var nede på fire. Centrum-Demokraterne var et protestparti, men det kom i nogle år til at spille en vigtig rolle i dansk politik, og det var med til at afgøre, at Svend Auken aldrig blev statsminister. CD’s politik indledte en ny politisk periode, hvor fællesskabet og hensynet til det kom til at spille en mindre og mindre rolle. Erhard og CD slog i høj grad på egeninteressen. Det var mennesker med villa, Volvo og vovse, han appellerede til, og det var deres rettigheder og krav, han forsvarede. Det socialdemokratiske engagement var og er ensbetydende med at arbejde for forbedringer af de svagestes livsvilkår. Vore resultater måles på, at mennesker ikke skal være fastlåste i en position, hvor deres grundvilkår er undertrykkelse og underlegenhed. Derfor betyder et socialdemokratisk engagement, at resultaterne tæller. I en socialdemokratisk politik skal det blive bedre for dem, vi repræsenterer, altså dem i bunden af samfundspyramiden. Og det skal kunne ses og mærkes. Det var derfor, det blev så ødelæggende for partiet, da Helle Thorning og Bjarne Corydon i 2013 gennemførte skattelettelserne i toppen, samtidig med at de forringede kontanthjælpen. Her var der tydeligt for enhver tale om det modsatte af det, partiet igennem årtier havde sagt, at de stod for. Hvis

Så galt kunne det gå!

”Når jeg bli’r stor ska’ vi ha’ to biler og vi ska’ ikke betale så meget i skat for jeg vil gerne bo i et pænt hus med flagstang og høj hæk omkring og p asse mig selv …” Bo Bojesens tegninger af Jern-Anker var inspireret af tegne seriefiguren Dennis the Menace, skabt af den amerikanske tegner Henry King (”Hank”) Ketcham. På dansk fik den kvikke dreng navnet Jern- Henrik. Politiken, den 15. november 1973.

Socialdemokratiet laver besparelser, der forringer vilkårene for de fattigste i samfundet, er der noget galt med dets politik. I CD’s program dengang var der ikke meget om fællesskabet, og at vi alle skulle yde noget, for at samfundet kunne fungere, og slet ikke noget om bunden af samfundet.

VALGT Erindringer II

Baglandet Igennem mine mange år i politik brugte jeg 1973-valget til at teste, om jeg vidste, hvad der foregik i det danske samfund. Hvad folk tænkte og mente. Og hvordan mine vælgere og dermed befolkningen levede. Og mest afgørende, om jeg havde direkte kontakt til vælgerne. Det blev derfor vigtigt for mig at møde folk, hvor de boede, arbejdede og opholdt sig. Mine kredsformænd og kredsbestyrelser kom i alle mine år som professionel politiker til at spille en afgørende rolle. De var meget forskellige, men helt afgørende for min viden og mulighed for at handle politisk. I min opstillingskreds, Otterupkredsen, hvor jeg var opstillet fra 1971 til 1995, bestod kredsbestyrelsen fx af en sygehjælper, en værkfører, en arbejdsmand, en arkitekt, en direktør og en husmor. Det skiftede igennem årene, men der var altid en stor spredning. Jeg kender ingen andre steder, hvor det er muligt at have en seriøs snak om politik med mennesker, der repræsenterer så mange forskellige grupper i samfundet, men med en socialdemokratisk grundholdning. Ligegyldig hvilken baggrund kredsbestyrelsens medlemmer havde, var de altid engagerede, og den gensidige tillid, som blev oparbejdet, betød, at politiske problemer og konflikter blev drøftet – også når der var forskellig opfattelse i bestyrelsen, og også når de syntes, at det var forkert, hvad jeg havde sagt eller gjort. Der var altid tale om en dialog. Vi argumenterede for vores synspunkter og påvirkede hinanden. Jeg satte tid af til det og lærte derigennem meget værdifuldt om det samfund, jeg var med til at styre. Jeg brugte også tid på at tænke over, hvad de fortalte mig, og hvis det var muligt, tog jeg ud på deres arbejdspladser. At kunne lytte og stille spørgsmål var og er en meget vigtig egenskab hos en politiker. Nogle gange er det, der ikke bliver sagt, også en information – for hvorfor nævnte de ikke, hvad jeg måske på forhånd havde hørt fra medierne? Hvordan kunne den iagttagelse og overvejelse føre mig videre? I dag er partierne medlemsmæssigt kun skygger af sig selv. I

Så galt kunne det gå!

1970 havde Socialdemokraterne 177.507 medlemmer og i 2014 kun 39.345. Og antallet bliver ved med at falde. Nogenlunde den samme udvikling gør sig gældende for Venstre – i 1970 136.207 medlemmer og i 2014 39.410.1 Med så få medlemmer har partierne et meget tyndt grundlag for at vide, hvad der sker i samfundet, og er ikke mere i stand til at give deres repræsentanter det modspil, som er nødvendigt for at følge samfundsudviklingen. Gennem årene blev det derfor klart for mig, at jeg måtte opsøge den viden på anden vis. Det er i dag mere påtrængende end nogensinde for politikere. Udviklingen forstærkes af, at det mellemlag af personlige rådgivere, spindoktorer mv., der i dag etableres omkring ministre, har en meget ringe forståelse for partiets bagland og dets betydning. Tit er der nærmest tale om en foragtende holdning, hvilket gang på gang demonstreres, når Enhedslisten indgår i forhandlingerne og insisterer på at skulle have tid til at snakke med sit bagland. Det mukker de andre partier altid over og fortæller, at det viser, at de endnu ikke er blevet professionelle! Helt galt går det, når en kommentator som Henrik Qvortrup skal beskrive et forløb. I hans udlægning var partiapparatet helt unødvendigt og ligegyldigt, og det blev konsekvent nedvurderet. Han havde overhovedet ikke blik for, at politikere er nødt til at have jordforbindelse for at kunne repræsentere vælgerne. For ham var politik strategi, spin og magtkamp, og substansen forsvandt fuldstændig. ”I Venstre – som i mange andre politiske partier – hyldes en idealiseret forestilling om, hvad politik er for en størrelse: at partiets politiske holdninger er en konsekvens af de tanker, der kommer piblende op fra græsrødderne. Det er en forestilling om, at der går en lige linje fra diskussionerne i partiforeningerne til den politiske kurs, som formanden til syvende og sidst ender med at fastlægge. Det er selvfølgelig en gammel løgn. Politik er – og var også i 1998 – en topstyret affære. Men ledelsen i de forskellige partier har en indlysende interesse i at fastholde illusionen om, at baglandet er med til at fastlægge partiets politik.”2

VALGT Erindringer II

I alle årene var det vigtigt for mig at bevare kontakten med mine vælgere. Socialdemokratiet i Otterup siger i 1994 farvel efter 24 år. Fra venstre: Nora Poulsen, Kirsten Gro og Niels Stylsvig. Foto: Otterup Lokalhistoriske Arkiv.

I mine mange år i dansk politik oplevede jeg igen og igen, at jeg automatisk fjernede mig fra mine vælgere. Omgangskredsen blev lynhurtigt andre politikere, journalister, embedsmænd og internationale kontakter. Det var her, presset lå, det var her, der var møder og afgørelser, der skulle træffes, medier, der skulle optrædes i. Det betød – som det viste sig for S-SF-R-regeringen ved salget af DONG-aktierne i 2014 – at afstanden til vælgerne blev større og større. Det kom bag på regeringen, at noget, som de betragtede som tekniske løsninger, kunne udløse sådan et engagement i befolkningen. Det er derfor afgørende nu som dengang at opbygge mekanismer, der sikrer valgte politikere en mere solid viden om,

Så galt kunne det gå!

hvor vælgerne er, og det bliver spændende at se, om de nye sociale medier kan bidrage til det. Jeg brugte min arbejdsform til at sikre, at jeg igennem årene kunne fastholde kontakten til mit udgangspunkt og den sociale indignation, der havde startet det hele, så jeg kunne undgå en gentagelse af den overraskelse, som jeg fik ved katastrofevalget i 1973. Forskrækkelsen over dette valg kom heldigvis på et så tidligt tidspunkt i min politiske karriere, at det blev afgørende for den politiker, som jeg udviklede mig til. Advarslen var: Så galt kunne det gå. Det måtte ikke ske igen. I hvert fald ikke uden at jeg vidste det og prøvede at forhindre det.

j Skete det så alligevel igen ved EU-valget i 2014? Mistede Socialdemokratiet igen kontakten til vælgerne, og blev de stillet over for endnu et valgresultat, som viste, at partiet ikke var en del af folkestemningen og ikke vidste, hvad der var galt? Og var kernepunktet her EU ligesom ved folkeafstemningen i 1972? Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 25 år med kun 19,1 procent af stemmerne, Venstre fik 16,7 procent. Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt i spidsen blev det største parti med 26,7 procent af stemmerne og fire mandater. De ville have ”Mere Danmark og mindre EU”, som der stod på Messerschmidts store plakater. Det var let at se, at han ikke havde andet budskab, end at det var bedre i gamle dage, og det skulle Danmark tilbage til – også i EU. Men det hjælper ikke på erkendelsen, hvis taberpartierne – især Venstre og Socialdemokratiet – bare kaster sig over det demagogiske og helt uforpligtende i højremodstanden. Det afgørende er, at valget viste en manglende tillid fra vælgerne til de to store gamle partier. Vælgerne kan ikke mere genkende sig selv i det, Socialdemokraterne står for, og Venstre-vælgerne kan ikke acceptere Lars Løkkes adfærd med bilag og brug af andres penge. Når vælgerne ikke har tillid til deres ledere og ikke føler

VALGT Erindringer II

sig repræsenteret, finder de partier, hvor de kan udtrykke deres protest. For at det ikke skulle være løgn, gav folkeafstemningen én gang til den samme advarsel til de etablerede partier. Endnu en gang reagerede folk. De stemte nej. De gav endnu en gang de partier, der anbefalede nejet, deres støtte. Endnu en gang blev det demonstreret, at der ingen tillid var til de gamle partier repræsenteret ved især Venstre, men også Socialdemokratiet. Nøjagtig den samme udvikling viste sig ved folketingsvalget i juni 2015. Her blev Dansk Folkeparti det næststørste parti. Venstre tabte 13 mandater, men dannede alligevel regering, fordi Dansk Folkeparti støttede Lars Løkke som statsminister uden selv at gå med i en regering. Socialdemokratiet klarede sig og vandt tre mandater. Det var SF og De Radikale, der betalte for regeringssamarbejdet. Socialdemokratiet skiftede formand, og ingen ved, hvad det kommer til at betyde. Det er ikke til at vide, hvor dybtgående de nye nationale partier vil præge udviklingen hverken i Danmark eller i landene omkring os.

Så galt kunne det gå!

En dødsdom December 2015 – februar 2016

”Døden har været en realitet, men jeg overlevede og er ikke mere patient. Jeg er ikke mere dybt afhængig af, hvad andre kan gøre for mig,” skrev jeg i forordet til mine erindringer i sommeren 2015. Sådan kom det ikke til at gå. Jeg blev igen patient og er det stadig. Det blev et vilkår for hele mit arbejde med dette bind to og et vilkår for mit liv. Jeg var klar over, at bind to ville blive en udfordring, fordi jeg bevægede mig ind i min aktive tid i politik, hvor nogle har andre opfattelser og oplevelser end mine. Men jeg var fast besluttet på, at jeg ikke skulle skrive en ny danmarkshistorie om denne periode fra 1971 til 1992, men arbejde med den del af tiden, hvor jeg selv var folketingsmedlem, minister, statsrevisor, gruppeformand og i fuld vigør. Andre må have deres opfattelse og give udtryk for den. Nogle vil sikkert savne bestemte begivenheder, som har været afgørende for dem selv og udviklingen, men hvis jeg ikke selv spillede en aktiv rolle, har jeg ikke skrevet om det. Et vilkår for denne proces blev udviklingen af min kræftsygdom. Den er derfor bygget løbende ind som særlige afsnit. December måned og juleferien 2015 var fredelige. Søren og jeg var hjemme. Jeg glædede mig til at komme i gang med at skrive igen. Det havde været en fornøjelse at arbejde med bind et. Men jeg skulle også have foretaget en ny skanning. Kræften var nærværende. For et år siden i begyndelsen af 2015 var jeg blevet indlagt og havde fået fjernet en kræftsvulst på endetarmen. Desværre fik jeg efterfølgende en byld og måtte i stor hast opereres igen. Nu med en

VALGT Erindringer II

I sygesengen efter den første operation. Foto: Søren Mørch, den 10. marts 2015.

stomi, der nogle måneder efter kunne fjernes ved en ny operation. Det var her, jeg optimistisk regnede med at være blevet rask efter de tre operationer. Egentlig havde jeg glemt, at der skulle være denne ekstra skanning i december 2015, så jeg blev forskrækket, da jeg fik brevet fra hospitalet. Jeg havde ingen forandring mærket, men lægerne havde ved skanningen i september set nogle små pletter i lungerne, som de gerne ville skanne igen. Endnu en gang cyklede jeg ud til Bispebjerg Hospital, meldte mig i receptionen, sad lidt og ventede, blev ført ind i undersøgelsesrummet og fik forklaret, hvad der skulle ske, og lagde mig

En dødsdom

under den store, hvide maskine, der kørte mig ind til CT-skanningen. Det tog ikke lang tid, for det var kun lungerne, der skulle skannes denne gang. Pletterne var vokset. Ikke meget, men det var til at se ændringen, sagde lægerne efterfølgende. Der var i hvert fald to metastaser, små godt nok, men metastaser var det, og så var der også nogle pletter. Kræften havde bredt sig til lungerne. Jeg var igen blevet patient. Det var hårdt at få beskeden om spredningen. Jeg havde haft et dejligt halvt år efter den sidste operation, og bortset fra at jeg godt kunne mærke, at jeg var svagere og dermed mere træt, havde jeg efterhånden følt mig raskere – og i hvert fald ikke som patient. Planen blev, at jeg i det nye år skulle snakke med onkologen på Rigshospitalet. Jeg var bange for at skulle i gang med en kemobehandling. Alle dem, jeg havde talt med om det, havde haft det elendigt og havde ikke kunnet udrette ret meget andet end at passe kemoen. Jeg var bekymret og fik ikke så meget ud af julen. Det hjalp, at Søren og jeg kunne tale sammen, så det ikke bare kørte rundt i hovedet på mig. Det var meget, meget lang tid at vente til ind i januar, før jeg ville få den endelige dom. Over julen prøvede jeg at koncentrere tankerne om den tid, da jeg i 1971 blev valgt til Folketinget. Når jeg kom rigtig i gang med at skrive, gik det godt, og kræften forsvandt fra min bevidsthed og dermed også udsigten til endnu en sygdomsperiode. Jeg levede mig ind i tiden fra dengang i 1971, hvor jeg jublede over at være blevet valgt til Folketinget, og hvor alle de nye muligheder åbnede sig for mig. Skriveriet fungerede som en flugt fra den virkelighed, jeg ikke kunne overskue. Solen skinnede, da Søren og jeg spadserede over til Rigshospitalet den 13. januar. Vi fandt opgang 5, hvor vi skulle mødes med vores fælles ven overlæge Torben Larsen. Han havde i hele kræftforløbet været til meget stor hjælp og havde også tilbudt at deltage i dette møde. Det var jeg glad for. Jeg rykkede personalet på afdelingen for min journal, som jeg ikke havde set. De var forbavsede

VALGT Erindringer II

over, at jeg ikke havde fået den, men gik i gang med at kopiere, så jeg kunne få siderne i hånden. Journalen anbefalede palliativ behandling. Jeg bladrede usikkert videre, kunne det være rigtigt? Palliativ behandling? Det var kun lindrende behandling, det var ikke helbredende! Ville jeg slet ikke blive rask igen? Chokket kom langsomt. Jeg spurgte Torben, om det betød, at jeg var uhelbredeligt syg og aldrig ville blive rask igen? Ja, sådan var det. Ville jeg bare sygne hen? Det kunne man godt sige. Jeg sad stadig der på gangen og følte, at virkeligheden skred for mig. Uhelbredeligt syg! Jamen hvad så? Jeg var slet ikke forberedt på det. Efter at jeg fik at vide, at kræften havde bredt sig, havde jeg brugt tid på at finde ud af, hvilke behandlinger der fandtes. Nu var de altså kun lindrende og ikke helbredende. Godt nok havde det været et chok at få at vide, at jeg havde endetarmskræft, men svulsten kunne skæres væk. Nu ville jeg aldrig mere blive rask – aldrig mere! Jeg oplevede det som en dødsdom. Jeg så mig omkring, ingenting i gangen var forandret, Søren tog min hånd. Jeg tog mig sammen. Nu måtte mødet her overstås og jeg selv finde ud af, hvad det betød for mig og mit liv – og for Søren og mig. Den lindrende behandling var kemo. En mild form, fortalte onkologen, så jeg ville ikke tabe håret. Kemoen kunne forhindre metastaserne i at vokse, men de ville ikke forsvinde. Der var flere metastaser, så derfor mente kirurgerne, at der ikke kunne blive tale om operation, hvor metastaserne blev fjernet. De sad også på en sådan måde, at de ikke kunne tage en biopsi. Kemoen skulle forhindre metastaserne i at vokse, så kræften ikke bredte sig yderligere. Ingen vidste, hvor hurtigt de ville vokse, eller om de ville brede sig. Så anbefalingen var, at jeg skulle gå i gang med kemobehandlingen med det samme. Det var utrygt. En anden af vores venner, der var onkolog, var bekymret over, at jeg ikke fik foretaget en biopsi. Hvis det ikke skete, kunne jeg ikke være sikker på, at det virkelig var kræft, men han mente også, at en kemobehandling var den rigtige vej at gå nu.

En dødsdom

Ingen kunne fortælle, hvordan kemoen ville påvirke mig. Det var forskelligt fra person til person, og jeg måtte bare håbe, at det ikke blev for slemt for mig, og ellers kontakte dem, hvis jeg fik brug for det. Det virkede absurd, at jeg skulle underkaste mig en behandling, hvor ingen vidste, hvordan virkningen på mig ville være, eller om den overhovedet hjalp. Jeg følte mig ikke spor syg, men det ville jeg blive, når jeg fik behandlingen. For at være helt sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning, tog Søren, Torben og jeg til Vejle Amts Sygehus for at besøge overlæge Lars Henrik Jensen. Det var betryggende at få en second opinion. Det har man brug for som patient, og det har alle en mulighed for. Jeg havde truffet ham tidligere og været med til at fejre, at hans onkologiske afdeling havde fået en større bevilling, der tog sigte på, at de aktivt skulle inddrage patienterne. Det blev et nyttigt besøg, og der var ingen tvivl om, at de havde mere fokus på patienterne end Rigshospitalet, men ellers anbefalede han nøjagtig den samme behandling. Søren og jeg var sammen i vores hus i Jens Juels Gade. Vi købte en pizza med ekstra fennikelpølse og spiste den til et par glas af en god gammel chianti. Før jeg gik i seng, ringede jeg besked til mine veninder Bolette Weis Fogh, Helle Degn, Anne Linnet og min søster, men også til lægevennerne, og blev så overfaldet af tristhed. Jeg gik ned til Søren, der var gået i seng, og krøb ind under dynen til ham, så lå vi der sammen. Jeg græd, men vi talte også om, hvor fantastisk det var, at vi havde fået 50 år sammen, og at det var gået så godt, og at vi havde oplevet så meget. Ingen af os følte, at vi var blevet snydt for noget – også selvom det måske var ved at være ved slutningen på i hvert fald mit liv. Det var betryggende, at vi kunne trøste hinanden og snakke sammen om, hvor glade vi havde været for alt det, vi havde kunnet i vores fælles liv. Vi lovede også, at vi ville klare dette dødsvarsel sammen. Bagefter gik jeg op til mig selv, læste lidt avis og faldt i søvn før

VALGT Erindringer II

Syg og trist. Foto: Søren Mørch, den 18. marts 2015.

21. Da jeg vågnede ved totiden, læste jeg lidt igen og sov, til uret ringede klokken seks. Over weekenden skulle jeg bestemme mig til, hvad jeg ville gøre. Det var sådan set svært, og sværere, end jeg lige tænkte, da jeg hørte, at de to sygehuse anbefalede det samme. Der var ingen begrundelse for at trække beslutningen, hverken da jeg snakkede med den ene eller den anden af de kyndige personer, som jeg kendte. Jeg sagde ja til Rigshospitalets tilbud om kemobehandling. Af de små vejledende hæfter, som hospitalet havde givet mig med hjem, fremgik det, at det især var immunforsvaret, der blev påvirket. Søren syntes, at jeg ikke skulle planlægge så meget, for jeg ville nok blive træt og udkørt af behandlingerne. Det havde han ret i, men pointen for mig var netop at gå så lidt som muligt op i sygdommen og være i stand til at leve det liv, jeg hidtil havde levet – i hvert fald så nogenlunde. Det ville vise sig, hvad jeg kunne. Jeg prioriterede at se venner og veninder og nu også at få

En dødsdom

skrevet bind to Jeg gav mig tid til at kigge på de mange udklip fra dengang, jeg blev fyret, og huskede al den ballade, det skabte. Det var lettere at sidde og more mig over udklippene end at få skrevet, men i gang kom jeg da – og så kunne jeg glemme min bekymring over, hvad kemoen ville gøre ved mig. Efter den første behandling på hospitalet havde jeg det mærkeligt. Den var ellers ukompliceret. Jeg sad i en stol og fik en indsprøjtning, som tog 20 minutter. Så fik jeg en pakke med de piller, jeg skulle tage to gange om dagen i 14 dage. De skal tages regelmæssigt og sammen med mad, fx klokken ni morgen og aften. Derefter kom der en uge uden piller, så en ny blodprøve, en skanning, samtale med en læge og dernæst en ny omgang med indsprøjtning, piller mv. Hvad med bivirkninger? Ingenting i de første uger, sagde lægerne. Efterhånden som medicinen gik ind i organismen, kunne de komme. Jeg følte mig irritabel og ude af det på en underlig tvær og sur måde. Det skulle være mit liv i et halvt år. For at komme over det købte jeg ind til aftensmad til Søren og mig. Hele eftermiddagen læste jeg og besvarede mails. Jeg var for adspredt til at skrive på erindringerne. Jeg skulle indstille mig på, at min dagligdag fra nu af ville ændre sig. Pillerne ville bestemme tidsrammerne, og jeg skulle finde ud af, hvordan det hele kunne passes ind i mit øvrige liv.

VALGT Erindringer II

ISBN 978-87-400-2986-4

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

I S B N 978-87-400-2986-4 978-87-567-9913-3 ISBN

9 788740 029864

158 mm

Valgt

100 mm

Citat fra bogen (samtale med Lise Østergaard)

52 mm

Erindringer II

158 mm

Ritt Bjerregaard VALGT

233 mm

100 mm

Ritt

I 2015 havde hun stor succes med ”Ritt”, første bind af sine erindringer.

Erindringer II

Omslag: Ida Balslev-Olesen Foto på Smudsomslag: /ritzau/ Ib Jensen. Foto på omslag: /ritzau/ Annelise Fibæk. Bagside: /ritzau/ Ib Jensen