Mimi Jakobsen
(f. 1948) er forhenværende kommunalbestyrelsesmedlem, folketingsmedlem, minister og formand for Centrum-Demokraterne. Forhenværende direktør for Scleroseforeningen, generalsekretær for Red Barnet og medlem af den internationale bestyrelse for Save the Children. Mimi Jakobsen er datter af partistifter, forhenværende folketingsmedlem, borgmester, minister og medlem af Europa-Parlamentet Erhard Jakobsen og Kate Jakobsen.
minister, generalsekretær og kommandør af 1. grad. Det er ikke fine titler, der har manglet i Mimi Jakobsens liv. Bag dem gemmer der sig et varmt, karismatisk og resultatorienteret menneske med en usædvanlig politisk tæft, men også med en usvigeligt manglende selvtillid, som hun har formået at skjule for offentligheden. Et menneske, der har oplevet store vendepunkter, både privat og arbejdsmæssigt, men som gang på gang har rejst sig, når livets udfordringer har væltet hende omkuld – hvad enten de er kommet i form af skilsmisser, en ministerpost som enlig mor, borrelia eller en livslang depression. Mimi Jakobsen har med lige stor naturlighed færdedes på de bonede gulve og blandt folk, der kender til livets bagside, og hun har først og fremmest søgt at holde fast i nogle grundlæggende værdier som ligefremhed og næstekærlighed, også selvom det til tider har kostet dyrt. Her er hendes egen fortælling om det politiske liv bag kulisserne, om de mange op- og nedture, om hendes opvækst i Gladsaxe med en kendt far, og hvad den kom til at betyde livet igennem. Alt sammen i bedste Mimi-stil berettet med humor og selvironi, men også med den ærlighed, der har gjort hende kendt og beundret.
ISBN: 978-87-400-2759-4
POLITIKENS FORLAG politikensforlag.dk
MIMI JAKOBSEN • VENDEPUNKTER
Danmarks første kvindelige partiformand, vicestats-
”
Mit hoved hviler på min fars
skulder. Hans arm holder om mig. Det føles varmt. Vi smiler, og måske ligner vi endda hinanden lige dér. På tænderne og den lidt lange næseryg. Vi har begge blikket rettet mod samme punkt. En fotografs linse. Når jeg i dag ser på billedet af os, der blevet taget 15. februar 1977, genkalder jeg mig valgaftenen i glimtvise sanseindtryk. I følelser. Registreringer af min fars omfavnelse, glæden i hans øjne og
Mimi Jakobsen
VENDEPUNKTER POLITIKENS FORLAG
lyden af de mange jublende partifæller. Blitzlysene, klapsalverne, stoltheden, forventningerne. Jeg var 28 år gammel, og CD havde fået et kanonvalg. Vi vidste, at det åbnede en mulighed for, at der kunne blive en plads til mig i Folketinget. Da de personlige stemmer var talt op, var det en realitet. Jeg kunne kalde mig folketingsmedlem.
”
bog0084_Vendepunkter.indd 2
19-10-2016 11:18:09
VENDEPUNKTER
bog0084_Vendepunkter.indd 1
19-10-2016 11:18:09
bog0084_Vendepunkter.indd 2
19-10-2016 11:18:09
Mimi Jakobsen
VENDEPUNKTER
Politikens Forlag
bog0084_Vendepunkter.indd 3
19-10-2016 11:18:09
bog0084_Vendepunkter.indd 4
19-10-2016 11:18:09
INDHOLD
Forord
7
K APITEL 1
Ud af anonymiteten
11
K APITEL 2
Før kulden satte ind
23
K APITEL 3
Forkælet og forsømt
47
K APITEL 4
The Times They Are A-Changin’
61
K APITEL 5
Aldrig politiker
81
K APITEL 6
Politiker ved et tilfælde – måske
95
K APITEL 7
MF – “Med Far”
111
K APITEL 8
På vej til toppen
129
K APITEL 9
En tungere post
153
K APITEL 10
MF – “Mimis Far”
167
K APITEL 11 Nedturen
199
K APITEL 12
Det sidste farvel
219
K APITEL 13
Til kamp for børnene
231
Efterskrift
bog0084_Vendepunkter.indd 5
253
19-10-2016 11:18:09
Alles geben die Gรถtter, die unendlichen, Ihren Lieblingen ganz, Alle Freuden, die unendlichen, Alle Schmerzen, die unendlichen, ganz. J O H A N N WO L F G A N G VO N G O E T H E
bog0084_Vendepunkter.indd 6
19-10-2016 11:18:09
FORORD
K lokken var fire om natten 11. marts 2002, da telefonen ringede og rev mig ud af søvnen. Jeg var lysvågen med det samme, hvilket jeg normalt ikke er. Det tager gerne sin tid at ryste dagen i gang. Men den nat var det, som om hver en nerve i mit system havde stået på standby. Modvilligt havde jeg ventet på dette øjeblik, for døden havde sendt et forvarsel – og den bluffer sjældent. Dagen forinden havde jeg kigget den direkte i øjnene, da jeg besøgte min far. Han lå i en hospitalsseng midt i mine forældres stue. Som en skibbruden med kurs mod åbent hav lagde han langsomt den brune lædersofa, min mors tapetserede vægge og de fyldte reoler med litterære klassikere, han havde læst gennem sit 85 år lange liv, bag sig. Jeg havde givet ham mit ord på, at han skulle få lov til at dø hjemme på Søvej i Bagsværd. Det hvide bindingsværkshus med blomstrende vintergækker i haven havde dannet rammen om nogle af de mest betydningsfulde begivenheder i hans liv og karriere. Og selv om han nu lå der med lungerne fyldt med vand og et hjerte, der var ved at give efter, havde jeg tænkt mig at holde mit løfte. Alligevel gjorde jeg et sidste forsøg på at få ham til at udsætte det uundgåelige. Det gør man helt instinktivt, tror jeg. Klamrer sig fast til
· 7 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 7
19-10-2016 11:18:09
livet. Jeg havde hørt, at der var en læge, som var ekspert i vand i lungerne, og det fortalte jeg ham. “Vi må få dig på hospitalet, så den læge kan hjælpe dig. Vi gør det i morgen,” sagde jeg stille til ham. “Ja, det gør vi,” svarede han anstrengt og med øjne, der ikke længere flammede af vanlig kamplyst, og jeg vidste, at han ikke mente det. Han ville ikke mere. Han var træt og gammel. Derfor var jeg forberedt på, hvad min lillesøster ville fortælle mig, da jeg tog røret op mod mit øre og i mørket hørte hende fremstamme: “Far er død.” “Jeg kommer med det samme,” svarede jeg og mærkede en tung ulykkelighed omslutte mig. Da jeg svingede fødderne ud af sengen for at gå realiteterne i møde, opdagede jeg, at min kat i nattens løb havde født tre bløde killinger i fodenden af min seng. Det var næsten absurd. Død og liv. En slutning og en ny begyndelse. Et par timer senere stod jeg foran mine forældres hus i kvarteret, hvor jeg havde tilbragt de fleste af mine teenageår. Inden jeg gik ind ad døren, bøjede jeg mig ned og plukkede en håndfuld vintergækker. En forårsbuket til hans sidste rejse.
* * * Jeg følte tomhed og sorg, men også frihed og lettelse ved tabet af min far. Et menneske, der havde betydet alt for mig og præget mit liv kolossalt, var borte. I flere år efter hans død drømte jeg ofte den samme drøm, hvor jeg så ham sidde i en stol foran mig. Han var helt lille, en indskrumpet udgave af sig selv, men pludselig voksede han til naturlig størrelse og kom hen imod mig. Først når jeg vågnede, gik det op for mig, at det var en drøm. At han ikke var mere. Jeg “talte” også med ham.
· 8 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 8
19-10-2016 11:18:09
“Gad vide, hvad du ville have gjort her, far?” eller “Hvor ville du have hidset dig op, hvis du havde hørt det der.” Sågar i dag kan jeg tage mig selv i at vente på, at han ringer, når jeg er landet fra en udlandsrejse. Det gjorde han altid. Bare lige for at sikre sig, at jeg var okay. Det var trygt at vide, at han sad derhjemme i den brune lædersofa i stuen og fulgte mit fly på tekst-tv. Tænkte på mig. De glimt af uendelig tomhed holder sikkert aldrig op. Men der var også et pres, som forsvandt med ham. Jeg har for alvor indset, at forældre kan trække lange, sejlivede skygger, der kan være svære at træde ud af. Nogle gange får man først kæmpet sig fri, når skyggerne er faldet. Først dér kommer vendepunktet. Følelsen af frihed til at være og finde sig selv på godt og ondt pibler frem. I det små. Som for eksempel forleden, da jeg var inde at handle i min lokale Dagli’ Brugs i Bisserup. En ældre herre genkendte mig og sagde venligt: “Goddav, Mimi, jeg kan huske din far, Erhard Jakobsen. Han var en dygtig politiker.” Tidligere ville jeg have taget imod den slags komplimenter om min far med et smil og et anerkendende nik, og min impulsive reaktion overrumplede selv mig. “Det var jeg også!” svarede jeg brysk og fastholdt stift hans blik. “Ja, selvfølgelig,” skyndte han sig at sige, nu helt bleg i ansigtet. “Det skal ikke skille os ad, men ved du hvad? Jeg er 67 år gammel, og jeg er efterhånden ret træt af at høre den bemærkning,” tilføjede jeg. Pludselig fik jeg bare nok af det. Hold kæft, hvor blev jeg træt af at høre på det. Jeg brugte 30 år af mit liv på at bevise, at jeg var en god politiker – og jeg var formand for Centrum-Demokraterne i lige så mange år, som min far var. Jeg ved godt, at jeg ikke var ham … men … det var heller aldrig meningen, at jeg skulle være det.
bog0084_Vendepunkter.indd 9
19-10-2016 11:18:09
bog0084_Vendepunkter.indd 10
19-10-2016 11:18:09
KAPITEL 1
UD AF ANONYMITETEN
Mit livs første store vendepunkt indtraf, da jeg var ti år. Jeg var en lyshåret, genert pige med stritører og et amagerkansk schwung i min københavnske accent, men ellers bare en pige som alle andre. Den anonymitet skulle snart få en ende. Anslaget kom den sidste søndag i januar 1958, da mine forældre meddelte mine søstre, Elsebet og Annelise, og mig, at vi skulle flytte. Det passede mig ikke at forlade Amager, men ingen bad om min mening. Slet ikke, når det var selveste den daværende statsminister, H.C. Hansen, som havde bedt min far om at stille op for Socialdemokratiet som borgmesterkandidat i Gladsaxe. Jeg fik ikke tid til at dvæle ved den chokerende besked, for min far skulle være bosat i kommunen inden 31. januar for at kunne opstille til posten, og derfor stod vi blot fire dage senere midt i et splinternyt rækkehuskvarter på Gammelmosevej i Gladsaxe, hvor der end ikke kørte sporvogne. Ingen af os sov de første nætter på grund af den øresønderrivende stilhed, og der var så øde og fattigt beplantet mellem de monotone og sneklædte rækker af gule, firkantede toplanshuse, at min lillesøster spurgte:
· 11 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 11
19-10-2016 11:18:09
“Mor, er vi nu kommet til Grønland?” Det var min mor, der havde set en annonce i avisen med disse rækkehuse, der åbenbart var så svære at sælge, at de nu i stedet blev lejet ud. Det var, hvad vi havde brug for. Også selv om huset, vi flyttede ind i, var så lille, at vores spisebord måtte hejses op over oliefyret. Jeg mærkede en splint af sorg over at have forladt min tidlige barndoms trygge rammer i en stor lejlighed med en pæn baggård ved en befærdet Amagerbrogade. I begyndelsen gik alting bedre end forventet. Jeg klarede uden større problemer skoleskiftet fra den bedagede og mørke Frankrigsgades Skole på Amager til den nybyggede Stengård Skole med store, lyse rum, en kæmpe aula og en rummelig skolegård omkranset af grønne arealer. På Frankrigsgades Skole havde jeg ofte været bange. Skolen fremstod i sig selv skræmmende dunkel og truende. Skolegården var endnu værre, og næverne sad løst på dansklæreren. Når man havde løst sine opgaver, var der kun ét at gøre: sidde med foldede hænder og kigge ned i bordet. Jeg var meget autoritetstro, det var man dengang. De voksne herskede. Den største skam var at “blive sat til vægs”. Nede i skolegården var der en sortsveden mur, hvor elever, der havde begået væsentlige synder, blev stillet op til åbent skue og advarsel for alle andre. Jeg husker alt for godt, hvordan en kammerat en dag skubbede mig ud af rækken, da vi stod klassevis nede i gården, og jeg blev “sat til vægs”, udstødt og henvist til syndernes mur. Det var en ubeskrivelig straf. Jeg ønskede bare at synke i jorden, og hvad måtte de andre ikke tænke? Hvad skulle der dog blive af mig? Sådan en mur fandtes der ikke på Stengård Skole, og jeg husker ikke, at nogen fik en lussing eller blev slået over fingrene. Egon, en af drengene fra klassen, kaldte mig “Texas gule rose” – med reference til en af tidens populære slagere. Jeg drømte om, at det var hans kejtede måde
· 12 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 12
19-10-2016 11:18:09
Det var kæft, trit og retning i min anden klasse på Frankrigsgade Skole. Jeg står i anden række, nummer tre fra højre. På min venstre side har jeg Annie med de smukke hårsløjfer.
· 13 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 13
19-10-2016 11:18:09
at fortælle, at han var forelsket i mig. Han var den pæneste og sødeste dreng i klassen, og jeg var begyndt at få en mening om den slags. Jeg faldt hurtigt til og havde åbenbart allerede tidligt evnen til at tilpasse mig nye vilkår. Et talent, jeg senere skulle få glæde af mange gange. I de første par måneder kunne jeg i ro og mag hellige mig rollen som den nye, generte pige i klassen, som de fleste kun kendte som Mimi. I hvert fald indtil borgmestervalget endelig blev afgjort, og min far fik borgmesterkæden om halsen. Det tog sin tid, fordi der var modstand mod hans kandidatur. Nogle i kommunalbestyrelsen mente, at en udefrakommende, yngre akademiker som Erhard Jakobsen ikke burde være spidskandidat, mens andre kom med spydigheder om, at min far kørte rundt i en stor flyder af en amerikansk bil og spurgte om vej til Gladsaxe Rådhus. Min far elskede store, flotte biler. Det var en af hans lidenskaber. Han havde i løbet af min barndom og ungdom en ubrudt række af smarte biler, heriblandt en Simca Vedette Versailles og amerikanske dollargrin som en Mustang og en Ford Fairlane. Den form for materiel luksus rimede for flere af de ældre partifællers vedkommende ikke på socialdemokrat, og selv den tidligere statsminister Hans Hedtoft havde påtalt det over for min far. “En rigtig socialdemokrat kører ikke i en stor bil,” havde han sagt, men det prellede af på min far. Han havde lige så meget ret til sådan en bil som alle andre, mente han, og rygterne om, at han ikke kendte Gladsaxe, lod sig nemt afvise. Han havde boet i et hus, der havde ligget lige dér, hvor rådhuset nu stod. Mine forældre var også blevet viet på rådhuset i 1941, og min far havde endda arbejdet der i to år som studerende. Men en fremmed fugl, det var han alligevel, da han overtog posten som borgmester i Gladsaxe. Som det ofte var med min far, gik der ikke lang tid, før alle vidste, hvem han var. Han var en kontroversiel person, som aldrig gik af ve-
· 14 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 14
19-10-2016 11:18:09
jen for et offentligt “slagsmål”, hvis det var nødvendigt. Da stemningen i kommunalbestyrelsen i de første år af hans borgmestertid samtidig var anstrengt, foregik en del af konflikterne i pressen, særligt hidsigt i ugeavisen, som de fleste borgere fik ind ad brevsprækken. Slagsmålene havde tit sit udspring i, at min fars ambition var at omdanne “sovebyen” Gladsaxe til en moderne velfærdskommune, en foregangskommune. To forskere skrev senere et større værk om Gladsaxes historie, hvori de i afsnittet om min fars borgmesterperiode fra 1958 til 1974 konkluderer: “1960erne var også årtiet, hvor Gladsaxe blev landskendt, ikke mindst takket være kommunens nye borgmester Erhard Jacobsen, der i 1958 havde sat sig i borgmesterstolen […]. Med borgmesterens helt særlige evne for publicity blev Gladsaxe hurtigt kendt som stedet, hvor man kunne det hele. Gladsaxe fik teater, skøjtehal, kommunal rideskole samt en af landets laveste grundskyldspromiller. TV-Byen kom til Gladsaxe, pensionisterne blev sendt på ferie, og kommunen havde travlt med at promovere sig som en af landets mest børnevenlige kommuner. På skoleområdet fortsatte opførelsen af nye skoler, og de store forsøgsår gav Gladsaxe tilnavnet pædagogikkens mekka.” “Fra klondyke til moderne velfærdskommune – Gladsaxes politiske historie 1900-2000” af professor Per Boje og forskningsmedarbejder Karen Juul Sørensen
Min far blev med andre ord hurtigt verdensberømt i Gladsaxe – og snart også ud over kommunegrænsen. Det samme gjorde jeg desværre. Jeg mærkede for første gang på egen krop, at de beslutninger, man tager for sig selv, i høj grad har konsekvenser for dem, der er tæt på én. Borgmesterkæden tyngede ikke kun om hans hals, men også om min og resten af familiens. Med ét var jeg ikke længere en anonym “gul rose”, men en “borgmesterstang”, som var et af de øgenavne, der dukkede op.
· 15 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 15
19-10-2016 11:18:09
Jeg blev endnu mere kendt, da vi efter halvandet år flyttede på ny. Nyt hus, ny skole, nye kammerater, og jeg igen måtte sætte min lid til min omstillingsparathed. Denne gang forslog den bare ikke. Da jeg mødte op til min første skoledag på Bagsværd Skole, stod den gamle inspektør Rasmussen traditionen tro ude i skolegården og bød børnene velkommen, og som et af de eneste kendte han mit navn. Det gentog han så morgen efter morgen. “Goddag, Mimi Jakobsen,” sagde han så højt, at det føltes, som om det rungede i hele verden. Jeg svarede ham ikke og havde kun lyst til at flygte fra opmærksomheden, der stod i skarp kontrast til den generthed og usikkerhed, jeg konstant kæmpede med. Jeg følte, at alles øjne pludselig hvilede på mig, hvilket ikke gjorde noget godt for min følelse af at være tyk og grim. I timerne fortsatte det. Lærerne var benovede over at have borgmesterens datter i klassen. For eksempel kaldte min regnelærer, hr. Buttenschøn, mig konsekvent “Mester Jakob”, fordi jeg var dygtig i skolen, men jeg følte det som en form for forkælelse og begunstigelse, som jeg ikke brød mig om. Det var direkte pinligt at blive fremhævet på den måde, men jeg tog imod det uden at protestere. Jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg ikke skulle træde ved siden af, fordi det kunne skade min far. Selv når jeg var til skolebal, måtte jeg være påpasselig. Det blev jeg bevidst om, da jeg til et bal forsigtigt holdt en dreng i hånden, og min dansklærerinde straks tog fat i min arm. “Det havde vi sandelig ikke forventet af dig!” sagde hun med et bestemt blik og en strenghed i stemmen, der slog fast, at det skulle jeg ikke gøre igen. I hvert fald ikke, når der var voksne til stede. Når jeg var til fødselsdagsselskaber eller legeeftermiddage hos skolekammerater, blev stemningen dæmpet gevaldigt, når børnenes forældre nu hilste på mig med ordene:
· 16 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 16
19-10-2016 11:18:09
“Nå, det er DIG, der er borgmesterens datter.” Sætningen forpligtede, fordi det betød, at jeg skulle opføre mig pænere end de andre, og så blev det heller ikke rigtigt sjovt den dag. Jeg kunne ikke gemme mig – hverken i skolen, til klaverundervisning, eller når jeg var på lejrtur med arbejderbevægelsens spejderorganisation, D.U.I. Da jeg blev teenager, og både jeg og mine klassekammerater blev mere bevidste om verden omkring os, var det endnu tydeligere for mig, at jeg ikke kunne undslippe det åg, der fulgte med efternavnet Jakobsen. Jeg blev nu konfronteret mere direkte med min fars meritter, og jeg tillagde mig snart den vane at forlade stuen, hver gang han optrådte i radio eller på tv. Det gjorde det nemmere for mig at slippe for kommentarerne fra omverdenen, fordi jeg bare kunne svare: “Jeg så det ikke.” En taktik, der dog havde sine begrænsninger. “Nå, din far skal nok i fængsel, hva’?” lød det for eksempel en dag fra en af mine klassekammerater. Jeg vidste udmærket, hvad han refererede til. Da jeg var stået op om morgenen, lå dyngerne af de aviser, som min far holdt, allerede krøllede og gennemtæsket på køkkenbordet. På forsiden af B.T. stod der med versaler: “ERHARD I FÆNGSEL?” Sagen handlede om, at min far havde iværksat et kollegiebyggeri i kommunen upåagtet, at de fornødne tilladelser endnu ikke forelå. “Hvad sker der, far, skal du i fængsel?” spurgte jeg bekymret. Jeg var vant til barske overskrifter, men denne var ildevarslende. “Nej, selvfølgelig skal jeg ikke det,” slog han kort fast og fortsatte så – som han ofte gjorde – med at harcelere over uretfærdigheden bag forsiden. “Men det er da for GALT, at unge mennesker skal gå og vente på bureaukratiet i Boligministeriet. De har jo ikke noget sted at bo, for pokker!” Så talte vi ikke mere om det. Over for mine kammerater lod jeg endnu en gang, som om jeg ikke anede, hvad de henviste til. Men det
· 17 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 17
19-10-2016 11:18:09
lagrede sig i mig som en knude at være genstand for den ufrivillige opmærksomhed.
* * * “Kan du ikke bare lade være med at råbe så højt, far,” tænkte jeg nogle gange, men jeg sagde det ikke til ham. Følelser og personlige problemer talte man aldrig om i mit hjem. Så jeg holdt for mig selv, at jeg syntes, det var svært. Jeg beundrede jo også min far for hans mod og for hans evne til ikke at tage den kritik til sig, som ofte var direkte rettet mod hans person. I modsætning til mig lod han sig ikke kue af den byge af kritik, han gentagne gange gjorde sig til målskive for i løbet af sit politiske virke. Når han kom hjem, talte han med store bogstaver om de ting, han fandt uretfærdige. Hvis folk tror, at den højrøstede og ivrige politiker, de så på talerstolen i Folketinget, var en rolle, han spillede, tager de fejl. Uanset stormenes styrke tvivlede han ikke på sig selv og den sag, han råbte højt om. Jeg husker faktisk kun én gang, hvor han virkede rystet over omkostningerne ved den opmærksomhed, der var om hans person. Han havde siddet og drukket kaffe et sted, og to damer var stoppet op foran ham og havde revet ham i håret. Han havde jo det der karakteristiske bølgede, sorte hår og en stor pandelok, som han altid verfede væk med hånden. “Vi skulle bare lige se, om det var ægte,” havde de sagt, da de havde fået bevis for, at hårpragten sad naturligt fæstnet til hovedbunden. “Tænk, hvis jeg havde haft paryk,” lød hans tydeligt forargede reaktion, da han genfortalte historien. Min mor, Kate, var som udgangspunkt en “systemkritiker”, en fejlfinder, og det var hende, som gik til ham hjemme, når der kørte offentlige sager i pressen.
· 18 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 18
19-10-2016 11:18:09
“Kunne du dog ikke, Erhard … Er det nu nødvendigt, Erhard,” sagde hun med en overbærende klang i stemmen. Det var hendes rolle i familien, at hun var den, der kritiserede. Hvis nogen købte en ny sofa, ville hun sige: “Sidder benene ikke lidt skævt?” Og når min far beskar træerne i haven, var det sikkert, at hun også havde en irettesættelse parat om det. I de første 12 år af mit liv gjorde hun det uden spydighed eller sarkasme. Uden undertekster. Jeg var dengang aldrig i tvivl om, at mine forældre var et par, at de stod sammen, og hendes blik var venligt, når hun kiggede på ham eller talte om ham. Hun brokkede sig ikke over, at han arbejdede meget og ofte var væk, men støttede ham i det, og hun talte aldrig dårligt om ham i vores påhør. Hver morgen havde hun troligt læst bunken af morgenaviser, inden han stod op, og mens han spiste morgenmad i køkkenet, refererede hun alt det, der var relevant for ham. De talte dagens historier igennem, og hun fandt vel på den måde en funktion i hans travle liv ved at være en slags rådgiver for ham. Min far tog sig heller ikke synderligt af hendes irettesættelser om de sager, der endte som nyhedshistorier med ham som hovedperson. Ikke af ligegyldighed, men han tænkte ikke over, hvilke konsekvenser hans ofte bombastiske udmeldinger kunne have for os, for han kunne sgu altid svare for sig. Det kunne vi ikke. Hans motto lød: “Jeg er en mand af få ord, men jeg bruger dem tit,” hvilket var så sandt, som det var sagt. Desuden gjorde hans fravær, at han ikke havde særlig stor føling med, hvordan hans verbale slagsmål ofte smittede af på vores hverdag. I 1953 var han blevet valgt ind i Folketinget og skulle nu samtidig passe en borgmesterpost og køre landet rundt som ivrig foredragsholder. Derfor virkede det også komisk på mig og mine søstre, når pressen kom på besøg, og vi skulle posere til et billede som en stor “lykkelig familie” med tilhørende artikler, hvori der stod ting som:
· 19 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 19
19-10-2016 11:18:09
En af de mange fotosessioner, der blev iscenesat til glæde for pressen. Den glade familie tager sig tid til at hygge om eftermiddagen. Det er mig, der sidder nederst til venstre.
· 20 ·
bog0084_Vendepunkter.indd 20
19-10-2016 11:18:09
“Familien Jacobsen får trods en travl hverdag altid tid til at drikke en kop eftermiddagste sammen.” Min søster Elsebet gemte sig konsekvent under sofaen, når vi skulle stille op i medierne, og mine forældre måtte hive hende ud derfra. Hun brød sig ikke om det. Vi børn grinede også meget af det med eftermiddagsteen. Vi drak aldrig te og slet ikke sammen. Eller om eftermiddagen. Min mor lo ikke med, når vi drillede med det. Hun syntes ikke, at det var sjovt. Billederne var hendes figenblad, fordi det var en del af hendes rolle i min fars karriere, at hun sørgede for, at alting så lykkeligt ud udadtil. Det var vigtigt for hende. Senere i mit liv har jeg misundt min far, fordi han aldrig stod til regnskab for nogen i den forstand, at han selv formede sit liv og den karriere, som han kompromisløst arbejdede for. Han dannede sit eget parti, Centrum-Demokraterne, og skulle ikke leve op til andre forventninger end sine egne. Han skyldte aldrig nogen noget. Jeg indså samtidig, at hans ofte kontroversielle synspunkter og insisteren på at sige dem højt altid bølgede ind i vores familieliv, men i mine tidligste barndomsminder eksisterede de ikke. Jeg var sikkert for lille, og den varme stemning i min familie, eller rettere mellem mine forældre, var stadig intakt og virkede formentlig som et værn imod de værste udefrakommende dønninger. Stemningen mellem dem frøs først til, da vi havde boet i Bagsværd i et par år.
bog0084_Vendepunkter.indd 21
19-10-2016 11:18:09
Mimi Jakobsen
(f. 1948) er forhenværende kommunalbestyrelsesmedlem, folketingsmedlem, minister og formand for Centrum-Demokraterne. Forhenværende direktør for Scleroseforeningen, generalsekretær for Red Barnet og medlem af den internationale bestyrelse for Save the Children. Mimi Jakobsen er datter af partistifter, forhenværende folketingsmedlem, borgmester, minister og medlem af Europa-Parlamentet Erhard Jakobsen og Kate Jakobsen.
minister, generalsekretær og kommandør af 1. grad. Det er ikke fine titler, der har manglet i Mimi Jakobsens liv. Bag dem gemmer der sig et varmt, karismatisk og resultatorienteret menneske med en usædvanlig politisk tæft, men også med en usvigeligt manglende selvtillid, som hun har formået at skjule for offentligheden. Et menneske, der har oplevet store vendepunkter, både privat og arbejdsmæssigt, men som gang på gang har rejst sig, når livets udfordringer har væltet hende omkuld – hvad enten de er kommet i form af skilsmisser, en ministerpost som enlig mor, borrelia eller en livslang depression. Mimi Jakobsen har med lige stor naturlighed færdedes på de bonede gulve og blandt folk, der kender til livets bagside, og hun har først og fremmest søgt at holde fast i nogle grundlæggende værdier som ligefremhed og næstekærlighed, også selvom det til tider har kostet dyrt. Her er hendes egen fortælling om det politiske liv bag kulisserne, om de mange op- og nedture, om hendes opvækst i Gladsaxe med en kendt far, og hvad den kom til at betyde livet igennem. Alt sammen i bedste Mimi-stil berettet med humor og selvironi, men også med den ærlighed, der har gjort hende kendt og beundret.
ISBN: 978-87-400-2759-4
POLITIKENS FORLAG politikensforlag.dk
MIMI JAKOBSEN • VENDEPUNKTER
Danmarks første kvindelige partiformand, vicestats-
”
Mit hoved hviler på min fars
skulder. Hans arm holder om mig. Det føles varmt. Vi smiler, og måske ligner vi endda hinanden lige dér. På tænderne og den lidt lange næseryg. Vi har begge blikket rettet mod samme punkt. En fotografs linse. Når jeg i dag ser på billedet af os, der blevet taget 15. februar 1977, genkalder jeg mig valgaftenen i glimtvise sanseindtryk. I følelser. Registreringer af min fars omfavnelse, glæden i hans øjne og
Mimi Jakobsen
VENDEPUNKTER POLITIKENS FORLAG
lyden af de mange jublende partifæller. Blitzlysene, klapsalverne, stoltheden, forventningerne. Jeg var 28 år gammel, og CD havde fået et kanonvalg. Vi vidste, at det åbnede en mulighed for, at der kunne blive en plads til mig i Folketinget. Da de personlige stemmer var talt op, var det en realitet. Jeg kunne kalde mig folketingsmedlem.
”