Institut for Bygningskunst og Teknologi: Alrum - Byrum - Havnerum by Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering

Alrum Byrum Havnerum Folkemødets Sociale Scene åbnede i 2017 med det formål at undersøge og udvikle den demokratiske samtale gennem tematisk dialog i en bred partnerkreds. Med Folkemødets Sociale Scene ønsker vi at skabe et sted, hvor der er højt til loftet, og hvor vi i fællesskab kan tale om problematikker i hverdagen og i det professionelle Danmark, der vedrører det byggede, det kulturelle og det sociale. I 2019 har Folkemødet har valgt FNs verdensmål som tema for hele Folkemødet. Folkemødets Sociale Scene tager livtag med verdensmålene under temaet Alrum. Temaet tager udgangspunkt i hvordan verdensmålenes interagerer med kulturelle, sociale og byggede aspekter og ønsker at bidrage til folkemødets demokratiske samtale med udforskning af det fælles, der kan hjælpe os fremad. Alrum er valgt som titel i en hyldest til det almene, til alt’et, og til de fællesskaber der kan opstå på kryds og tværs i fælles rum; hvad enten de er sociale, kulturelle eller fysiske. Parterne belyser fra hvert deres ståsted, hvad det fælles rum betyder for vores samfund. Vi udforsker sammen og hver for sig, hvordan de fælles rum inkluderer og udgrænser. Hvordan varetager og skaber vi rum, der kan understøtte fællesskab, et inkluderende civilsamfund og demokratisk deltagelse? Hvem bliver efterladt og hvordan kan vi række ud af de rum vi selv står i og lade andre komme ind? På Den Sociale Scene 2018 var forfatteren Victor Boy Lindholm huskunstner for Scenen, og i en 2½ dag lang performance læste han prosa op før hvert eneste arrangement på scenen. Teksterne blev udgivet i en samlet publikation ”LivsRum”. I år har Institut for Bygningskunst og Teknologi, KADK, Danmarks Biblioteksforening 3

samt By & Havn inviteret Victor Boy Lindholm til at vende tilbage til scenen og åbne temaet op gennem en undersøgelse af, hvordan vi udvikler og skaber værdi i byens rum. Det er blevet til essayet ”Hvor var du da isen / smeltede?” der kan læses i sin helhed i denne bog. Som optakt til essayet diskuterer Niels Offenberg kunstens – og litteraturens – plads i den demokratiske samtale. De to tekster kompletteres af Lene Roses grafiske udforskninger af temaet Alrum. Velkommen til Folkemødets Sociale Scene. God læselyst! Natalie Mossin Michel Steen-Hansen og Per Schulze

Partnere på Folkemødets Sociale Scene 2019: Foreningen Folkemødet, Institut for Bygningskunst og Teknologi KADK, Statens Byggeforskningsinstitut SBi, AKB København, 3B, Domea.dk, Danmarks Biblioteksforening, Ung i Gladsaxe UNIG, Substans Konsulenthus, Enemærke & Petersen, Velkomstalliancen, By & Havn samt Rose & Rose.

Forfatter Victor Boy Lindholm læser op af ”LivsRum” på 6 Den Sociale Scene, Folkemødet 2018

Litteraturens rum Niels Offenberg

“Fordelen ved det åbne spørgsmål er, at det ikke fordrer et bestemt eller endeligt svar – præcis som den gode roman, det smukke digt eller det tankevækkende drama, åbner det verden i stedet for at lukke den. Er det ikke også det, vi ønsker os af debatten? Lad os anerkende kunstens og litteraturens evne til at fastholde modsatrettede synspunkter i ét og samme udsagn, til at nuancere i stedet for at udpege, og lad os bringe den ind i samtalen på dens egne præmisser. Hvem ved, måske det kan rykke lidt ved debatkulturen i et samfund, der præges stadig mere af splittelse, meningsbobler og skarpt optegnede grænser mellem dem og os?” 1 Når vi på Folkemødet kaster os ud i den demokratiske samtale med et stort fælles ønske om at fremme og dyrke denne samtale, så er det påfaldende, at kunsten og kulturen er næsten fraværende. Det virker ikke som om, at den er en del af den demokratiske samtale. Jo vist, den er da til stede, der hvor den bliver talt om. Dvs. at man diskuterer kulturpolitik, institutioner osv., altså der hvor kulturen er under behandling, men ikke nødvendigvis selv er til stede for at tale sin egen sag i sit eget sprog. For der hvor kunsten selv er til stede i form af performances o.lign., så forbliver den noget, der står ved siden af debatterne. Kunsten hopper og danser (for nu at fastholde kunsten i den kliché, der afvæbner den), mens debatterne kører ved siden af og en sjælden gang kaster de et blik på kunsten, der så gerne vil være sig selv, men ikke for alvor får vist sit potentiale i forhold til den demokratiske samtale. Dette er naturligvis en påstand, vi gerne ser modbevist af så 1 Elisabeth Skou Pedersen og Niels Offenberg i “Hvad kan litteraturen lære os om vækst”, 2017, kronik i forbindelse med Kbh Læser 2017

mange som muligt – inklusive af os selv på Den Sociale Scene. Måden, vi gerne forsøger at modbevise dette, er ved at trække kulturen og kunsten helt ind i den demokratiske samtale på Den Sociale Scene. Ved først og fremmest at lade kunstens form præge debatterne og lade kunsten skabe et større mulighedsrum for en flerstemmig samtale. Ikke ved at tale om kunsten, men tale med den og igennem den. På vores scene er det litteratur, arkitektur og film, vi inddrager; hver kunstform har sine former, styrker og måder at interagere med os på. Når vi inddrager litteratur, så er det den, vi får specifikke erfaringer med i forhold til vores fælles demokratiske samtale. De erfaringer, vi har gjort os med litteratur, og det vi også mener, at litteratur vil kunne bidrage med i langt højere grad på Folkemødet og i andre rum for demokratisk samtale, kan opsummeres i det følgende, der hænger tæt sammen og i praksis – heldigvis – ikke kan adskilles.

Litteraturens stof Vi lader litteraturen trænge ind på det område, der er dens stof, men hvor litteraturen ofte er forvist fra samfundsdebatten om det, da den jo bliver afvist ved døren som værende kunst. Fundet for let (og samtidig for tung paradoksalt nok), fundet for fiktiv, fundet for subjektiv, hvad ved jeg. Vores påstand er, at litteraturen beskæftiger sig med stort set alle aspekter at det menneskelige rum på mulige og umulige måder, relevante og irrelevante. Og alene det burde kvalificere den til at deltage i den politiske debat, der er målet for Folkemødet. Men sjovt nok har den altid den marginale rolle i den politiske debat; ofte fordi den sættes i en falsk modsætning til den politiske diskurs: Den subjektive fremstilling versus fakta osv. Modsætningen er forsimplet og meget lidt konstruktiv, da vores fælles rum til at debattere, hvordan samfundet har set ud, ser ud og vores visioner for det, har brug for alle dele. For at vi alle kan deltage i samtalen. Vores mange forståelser, der ikke kan samles i én forståelse, af f.eks. industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet, bygger lige så meget på tal og historiske kilde, som på skønlitterære romaner fra samme periode; vores forestillinger om København i det 20. århundrede ville mangle noget uden Tom Kristensen og Tove Ditlevsen. Og er det ikke også med Kaspar Colling Nielsens fremtidsromaner som springbræt, at vi kan diskutere, hvilken retninger samfundet kan tage? Set i forhold til et forum som Folkemødet, med relativt korte debatformer, skal vi nok ikke fælles-læse hele Kongens Fald midt i en debat om nationens ydre grænser, men det betyder ikke, at litteratur ikke kan inddrages. For det første fordi litteraturen sagtens kan inddrages i uddrag, da den som nævnt rummer fælles forståelser af vores samfund, der er lige så relevante for den åbne debat, som 9

om man tilhører et bestemt parti, interesseorganisation eller BNP sidste år var så og så meget. For det andet, som det også formuleres i det indledende citat: Litteratur fordrer ikke et facit, men åbner verden og dermed debatten. Den nuancerer, kan rumme modsætninger og er i sin grund flerstemmig. Og for det tredje og mindst lige så vigtigt: Fordi litteraturens form giver debatten nye muligheder for at bringe disse forståelser og udlægninger sammen, så de rent faktisk opleves og høres.

Litteraturens form Litteraturen er refleksion og udsigelse. Den er ikke den sjove fætter ved festen (det er den muligvis også); den er faktisk det sted, hvor vi begriber, hvordan vores samfund ser ud, de brydninger der sker og et sted, hvor vi fælles kan udpensle fremtidsscenarier som åbne muligheder. Men det kræver, at vi kan høre det. Altså høre hinanden. Når vi er på Folkemødet, er dette måske den største udfordring for os alle og den demokratiske samtale. Vi er en masse stemmer, en masse jeg’er, der drøner rundt med vores egne små næb og prøver at få lyd. Og det får vi jo virkelig på Folkemødet. Men hvordan hører vi egentlig hinanden? Hvordan skabes der et rum, hvor det er muligt? Her kan litteraturen tilbyde en form, der kan bidrage til dette. Litteraturen er en pause, en kunstpause kunne man lidt kunstlet sige det. Og pausen er jo virkelig et rum, der er vigtigt i det offentlige rum. Det er en fælles timeout, hvor vi får tid til at tænke, reflektere. Ikke over det, vi selv skal formulere og argumentere for, for litteraturen optræder i et andet sprog end debattens, så vi behøver ikke konkurrere med den. Det er pausen, hvor glemmer os selv og uegennyttigt – for en kort stund – lytter til noget helt andet.

Samtidigt indeholder litteraturen en form for intimitet, der også skaber muligheder for en mere fri samtale, som vi tør investere i ved at lytte. Ofte foregår litteraturen som en mere eller mindre ensom handling; ikke værdiladet negativt som ensomhed, men blot noget man gør alene. I ens eget lille rum. Når vi her placerer litteratur i det offentlige debatrum, trækker vi på den intimitet og den måde at glemme verden på, som vi oplever i det lille fine ensomme rum. Men her gør vi det sammen. På den måde overgiver vi os til hinanden ved at dele dette skrøbelige, intime rum. Vores påstand er at denne fælles overgivelse eller åbning over for hinanden, giver bedre mulighedsbetingelser for samtalen og debatten. Det siges ofte om litteratur (og kunst), at den er et spejl. “Jeg kunne se mig selv i romanen”, “Den satte ord på de oplevelser, jeg selv har haft” osv. Jeg er ikke i tvivl om, at litteraturen ofte skaber genklang og spejling, og at det kan være et væsentligt parameter. Men denne kvalitative vurdering af litteraturen skygger for litteraturens virkeligt stærke bidrag til den flerstemmige samtale, som ikke er en bekræftelse af os selv, men faktisk er det modsatte: At vi i litteraturen helt og aldeles glemmer os selv og prøver at være en helt anden eller noget helt andet. Vi indtager et helt andet standpunkt, ser verden fra et ganske andet perspektiv, uden at vi partout skal finde ud af, hvor og hvordan det falder sammen med vores eget Jeg. Dér, overgivet for en stund til et helt andet perspektiv i et intimt fælles rum, er det måske, at vi begynder at høre hinanden. Og så kan den rigtige demokratiske debat begynde. 11

Hvor var du da isen / smeltede? Victor Boy Lindholm

Bebrejd ikke tomhedens dens tomhed. Sådan lyder det et sted på murene i byen, der nu ramler og bryder op – bevæger sig videre. Bebrejd ikke byens dens tomhed, dens indestængte lugt. Nej, se på de tomme gader og husk dem. Husk, hvordan det var. Hvordan det var at sidde med benene snurrende på kanten af havnen og se på det grønne vand. Sidde og se på lyden af det grønne vand og drømme om tomheden - om byens endelige stilhed. Først var der stilhed. Er det ikke sådan, det lyder? Eller først var der mørket. Jeg kan ikke huske det længere. Først var der tomheden. Først var der tomheden, og nu er den tilbage. Jeg går igennem gaderne. Jeg prøver igen. Jeg går igennem gaderne i det, der er blevet tilbage efter den store tomhed. En by der rumlede så længe, en by hvor det var nemt at være til, men ikke nemt at være menneske. Men ikke et menneske. Er det den sætning, der runger i dig efter alt det, der er sket? Bebrejd mig ikke tomheden. Det var ikke mig, der tog tilløb. Det var mig, der sagde stop. Hvordan var det? At stå på Lynettens yderste mole og se Skibakken trone sig op under en himmel så blå og klar af frosten. Frosten der først forsvandt, frosten der siden vendte tilbage. Satte sig i jorden, i bygningerne. Larmen over København. Hvordan? Hvordan gjorde vi det? Som om at det er så vigtigt at huske. Hvordan vi gjorde det. Jeg gik igennem værelserne i byen. Værelser der nu er tomme. Værelser overmalede med gamle slogans. De ønskede at se sig selv. De ønskede at se sig selv i bygningerne. Folk der lignede dem, folk der var dem. De tænkte sig tilbage til tidligere tider. Til de første dage. 12

De første dages blodskudte morgenlys. Jeg sad ved søernes tørlagte bassiner. De nyasfalterede parkeringspladser. Jeg sad ved det første spadestik. Det smil. Jeg så ind i øjnene på de planlagte forandringer. På tomhedens transformation. Jeg sad i gården og så dem sætte altanerne op. Jeg var der, da de satte priserne op, da de rev blokkene ned, og i aftenens første fugtige dug lå jeg og så op i stjernerne. Hvad så jeg? Jeg så en ny begyndelse uden mig. Jeg så en by i bevægelse, som om jeg allerede var deporteret. Men det var jo egentlig først langt senere? Det blev langt senere, at jeg begyndte at skrive det her. Det var efter, at jeg var vendt tilbage, og jeg så, at intet kunne blive det samme igen. Men længe før det, gik jeg ned til havnen, og jeg så, at havnen var væk. Jeg så, at de gamle siloer nu var dyre lejligheder. 13

Så jeg virkelig det? Den gamle Fiskerihavn er væk og med den menneskene. Jeg så noget inde i de nye lejligheder. Men jeg ved ikke, om det er mennesker. En bevægelse? Er der overhovedet nogen, der kan huske kornsiloen med det ikoniske grafitti? »Hva drikker Mølr?« Hvad drikker han? Han drikker luftens kuldioxidmættede regndråber. Hvis regnen da bare stadig faldt. Hvad husker vi nu, hvor byen er væk, hvor kornsiloen skjuler sig inde bag en ny facade? Er der rigtige mennesker i den lejlighed? Jeg ser en bevægelse. Og i bevægelsen aner jeg dage og minder, hvor vi stadig gik i gaderne. Dage og tanker, hvor vejene var åbne, og hvor vi færdedes blandt hinanden i parkerne, og vi gik langs havnebassinets stadige trafik. Skal jeg fortælle, hvad der skete? Eller er dine egne minder nok? Skal jeg fortælle dig, hvad jeg har set? Eller har dine egne øjne set nok? Hvad vil det sige at fortælle – at erindre et samfund? Det ved jeg ikke, men jeg husker dagenes febrilske varme og nætternes stilhed, efter det blev ulovligt. Jeg husker, hvordan byen blev vasket ren, hvordan budskaberne forsvandt fra murene. Jeg husker byens længsel efter at være et sted, hvor vi talte sammen. Det er min egen længsel, nu hvor det sner og hagler i maj. Jeg ser ud på det hvide og tomme landskab, mens jeg tænker: Hvordan får vi det tilbage? Hvad har vi tabt? Der var et fælles rum. Der var et fællesskab. Vandscooterne i havnebassinet, jollerne vuggende over det lave vand. En patrulje på jagt i natten. Det er også liv. Indimellem det hele sagde vi nogle ord, som vi ikke forstod. Jeg 14

sang dem til dig en hidsig eftermiddag på en travl cykelbro. Du kiggede på mig med de der helt brune, ja dybe øjne, der ligesom godt vidste, hvad der ville ske. Indimellem dig og mig var der opstået en vrede – et sprog som vi ikke forstod. Indimellem dig og mig lå byen allerede som en ruin dækket af støvet. Det var der, det startede. Da støvet kom. Jeg vågnede og lå. Jeg lå helt stille med en slags brændende fornemmelse i mine lunger, mens jeg så på din rolige helt rolige vejrtrækning. Jeg mærkede støvet i mine lunger. Mine tørre læber hvor huden forsvandt i et hidtil uset tempo. Et skrig. Mit skrig og kødets konfrontation med atmosfæren. Det tætte og fine støv. Dit bratte møde med dagen i en kold og genneminvesteret lejlighed i Tåstrup. Så langt ud var gentrificeringen nået. Jeg ved ikke, om I husker det? Men det var det, der var sket. Ved Amagers yderste kyster stod tårnene, og de boede der - menneskene. I højderne boede familier med udsigt ud over Køge Bugt. Ingen kunne længere huske Kalvebod Fælled eller fuglereservatet. Alting var så lang tid siden. Og da jeg vågnede med skriget og støvet i mine lunger. Ja, det var der, du kyssede mig, og det var der jeg forstod, at vi nok ikke hørte sammen alligevel. Du så ikke støvet, mærkede ikke dine lunger, der blev tungere og tungere, tættere og tættere. De endeløse blærer i lungernes røde mørke, som stoppede til og mærkede mig et nyt sprog. En hæs og uforståelig mumlen. I sengen sagde du, at jeg måtte søge ly. Finde et sikkert sted, hvor det – eller var det de? – ikke kunne nå mig. Jeg kan ikke huske det. Det er uklart. Var det menneskene eller hvad menneskene gjorde, som medførte forandringerne? Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg er hæs nu, og jeg har ikke længere stemmen til at formulere mig. Jeg har så meget at sige, men jeg kan ikke længere gøre mig 15

forståelig. Der bor en stor tomhed i mit sprog. En tomhed der tronede sig op i mig. Over mig. I starten skrev vi beskeder til hinanden om eftermiddagen. Jeg lå i mit skjul under byen og lyttede til forandringernes rumlen, og du svarede med de blødeste løfter. Alt bliver godt igen. En dag forsvandt forbindelsen, og jeg sad i mørket. Jeg sad alene i mørket i alt for mange år, og jeg vidste, at du var væk - at I var væk. Noget blev tilbage i mørket, og jeg kan ikke sige, hvad det er i dag. Jeg var uden et fællesskab, uden værdier som sådan. Jeg havde kun minderne, en række af erindringer om hvordan det havde været, og om hvordan det kunne blive. Havde vi virkelig siddet der på broen med mågernes skrig over os, med vores nøgne kolde hud mod hinanden? Havde vi virkelig levet i den romantik? Det var sådan nogle spørgsmål, jeg stillede mig selv i de dage, hvor jeg ikke vidste, om jeg nogensinde kunne vende tilbage. Jeg havde troet på, at du ville vente på mig, at du var i stand til at komme igennem det. Og hvad gør man så, når det viser sig ikke at være sandt? Skriver en hymne til stilheden eller hvad? Der er ingen rum i mørket, ingen forbindelser i stilheden. Noget jeg aldrig fik spurgt dig om, og som jeg fortryder nu: Hvad huskede du? Jeg husker snoede veje igennem skove, dig mod et skarpt lys på en strand i juni inden tørken satte ind. Jeg ser os alle sammen på cykler igennem byens nyanlagte kvarterer. Det var da, der stadig blev bygget. Jeg tror, at jeg husker den dag, jeg mødte dig. En lysning, tæt af mennesker og stemmer. De unge år udenfor byen – de næste mange år var vi lykkelige i byen. Vi nåede aldrig at flytte ud igen. Jeg husker sådan nogle ting. Møder, forbindelser. Men hvad husker du? Jeg står på en indfaldsvej, og jeg ser på sprækkerne i asfalten. 16

Tænk, at vi troede, at det var løsningen. Hvad skulle det hjælpe? Jeg håbede længe, at de bløde bakker med de grønne enge ville skyde op igennem trafikken. Skylle det hele væk. Nu ligner det, at landskabet rejser sig over asfalten, men trafikken er væk for længst. Det tager så lang tid at forandre noget på den rigtige måde. Det burde vi have vidst. Bebrejd mig ikke min tomhed. Det er nemmere at leve uden løfter, svært at leve uden håb, uden selskab. Det er ikke, fordi det smukke har forladt os. Støvet ligger her stadig, og det glitrer så vidunderligt under den brændende sol. Jeg bukker mig ned. Nej, vent – hvem er det jeg beskriver mine bevægelser til? Hvorfor overhovedet skrive det. Jeg bevæger min krop som en model. Forestil dig knoglernes bevægelse omsluttet af mit kød, mine seners usmidige arbejde. Hvorfor skulle du det? Fordi forestillingsevnen er det eneste håb, som jeg kan komme på lige nu. Jeg må tror på, at der findes nogen, som vil kunne læse det her. Jeg må tro på, at nogen mærker deres krop i det jeg siger »musklens bevægelser under huden.« Husker du det? At vi var et kød? At det kunne være rart at mærke smerten slå igennem kroppens signaler. Jeg tænker tit på mine væskefyldte led, hvordan jeg måtte vække dem til live med bevægelser og varme før de var i stand til at arbejde. Det var før biomekanikkens indtog i min krop. Det er en nostalgi at savne smerten – at samle mig om min krops signaler. Men det var også et vilkår for at kunne overleve. At lægge til det menneskelige. Det var det, der i første omgang var problemet. De menneskelige fælleskaber havde sat sig selv ud af spil. Der var ikke noget fælles sprog, og ikke nogen mulighed for at vende tilbage. Jeg sætter mig ind i en bus, og kører bussen igennem Nørrebro. Det var det, jeg var. En buschauffør. Jeg var altid på vej igennem byen. Jeg blev nervøs efter de første eksplosioner, men det lagde sig igen. Sådan vænner man sig til det. Det tror jeg, er det vigtigste tegn, at man hurtigt vænner sig til det. Forandringerne. 17

Jeg så det ikke, da man begyndte at tale anderledes. Jeg så det ikke, da de første butikker lukkede. Jeg så det ikke, da busserne begyndte at eksplodere. Eller da de satte de første skudhuller på murene. Jeg kørte min bus igennem byen, og byen var stadig min. Er byen din, og hvornår mistede du den? Har du nogensinde tænkt den tanke? Det er et spørgsmål, som jeg gerne vil efterlade. Jeg hviskede noget ind i din krop den første nat i den grønne lysning. En dag og om nogle år vil jeg miste dig. Du vil forsvinde ind i et andet sprog. Det har jeg sagt før. Men du vil forsvinde, og det vil være OK. Jeg forstår det godt. Der vil komme et tidspunkt, hvor man må gå med sin stamme – sit folk. Der vil komme et tidspunkt, hvor vi igen siger »mit folk«. Det sagde du som en advarsel, dengang vi var unge. Pludselig var vi blevet ældre, og du brugte nu selv de ord. De flød så let fra struben. Dine stemmelæber, der satte udåndingsluften i svingninger, og jeg husker stadig de svingninger - din udåndingsluft der pludselig havde ændret klang. En ellers gammelkendt ilt, som havde fået en anden kant. Jeg er ikke vred, jeg vil bare gerne huske. Da mit blod blev til is. Jeg vil ikke glemme. Det er alt, som betyder noget nu. Det går den forkerte vej, så jeg vil lave en liste over alt det, som jeg elskede. Amagerbrogades spillekiosker, frisørerne på Nørrebro, at se dig stå ved foden af B&W-hallerne, Kalvebodløbets ålegræsfyldte vand, alle de steder, hvor vores veje krydser hinanden. En ældre dame på vej ud af en butik på Frederiksberg. Alle de ting, som hun har set, og alle de ting, som hun stadig elsker. De ord som hun hvisker ind i en elskers minde. Billederne melder sig altid før ordene. 18

Luften er let som en sommerdag, og jeg ville ønske, at vi kunne have oplevet det sammen. Jeg vil ønske, at jeg havde opbygget en form for modstandskraft tidligere, at jeg ikke bare havde siddet i solen, og tænkt på hvor det dejligt det var. Solen var så dejlig dengang. Den var noget nyt, og noget som vi kunne samles om. Det var så dejligt, da de overdækkede torvene med glas, da de skærmede os for støvet. Da varmen trængte ind i marven. Jeg husker de lange kolde nætter, hvor vi sov med ryggen til. Vinterens frosne krop og et håb, da solen igen forlod os, og havet trak sig tilbage igen. Det tog mange år før Amager rejste sig igen, før Flyvergrillens facade igen kunne anes over vandet. Men det var en lettelse, da vandet begyndte at fryse. Jeg ved godt, at det er et chok, men fornuften vendte tilbage med kulden. Man begyndte at bygge godt, man forlod de hurtigt sammenfiltrede skurbyer, da vinden blev kold og jorden hård. Du var som Bombay i min Sprite. Er det et motiv, som er muligt at forstå i dag? De to klare væsker, der finder sammen i min kop. Den stærke alkohol og den sukrede perlende væske. Hvem var du, da isen smeltede? Hvem var du, da isen smeltede? Byggede du på digerne, da de braste? Troede du på skybrudsplanerne, da vi sejlede på Åboulevarden? Hvem var du, da isen smeltede? Var du med mig i mørket? Det må jeg tro på. Du var med mig i mørket, jeg gik bare og ventede på noget fucking lys. Nu var vi kommet så langt, og så kunne vi ikke engang bygge et ordenligt skjul for katastroferne. Ingen havde tænkt på et lys i mørket, da det hele ramlede. Jeg må have været blind, fordi jeg husker ikke byens skønhed på 19

den måde. Jeg tænder bussens radio, og lytter til lyden fra radiomasterne, der stadig støjer i luftens bølger. Et slags larmende signal om, at vi engang sad samlet om højtalerne og lyttede til det samme sprog. Der findes sprog i bygningerne. Det sagde du altid. Når vi gik i gaderne, pegede du og sagde, »man kan læse samtiden i bygningerne«. Jeg husker, at du sagde det på den måde og ikke på nogen anden måde. Vil nogen tro på det? At du var et orakel? Mit blik er farvet af din hukommelse, hvordan du så på verden, og det tror jeg, er definitionen på et fællesskab. Vi er givet hinandens blik, og jeg ofrede mig selv. Jeg var ingen før, at du så mig. Jeg kunne ikke lide at vågne før dig. Jeg manglede et blik på verden, når du lå og sov. Jeg forsøgte at trænge ind i dine drømme. Jeg ville se, hvad dit sind så. Jeg vil se, hvad dit sind ser. Hvor er du nu? Hvem er der til at udpege bygningerne for mig? Hvem skal nu fortælle mig historierne? Vestindisk pakhus. Historien om en glemt kolonitid. Røgen fra Slaget på Reden. Københavns Operahus. Historien om globaliseringens pressede arbejdsvilkår. Historierne omkranser havnebassinet. En mat fortid med madboder på de gamle fabriksområder. Jeg husker sommeren, hvor de døde i havnebassinerne. En tæt trafik. Der kom et tidspunkt, hvor det ikke længere gav mening at lytte. Vi gik en tur igennem parkerne, gennem anlæggene. Der var ro og fred. Man var så alene på hverdage i Valby Parken. Bare se græsset strække sig ud mod vandet. Vi gik ud på Tippen. Fodrede lamaerne, der stod og så fremmede ud i landskabet. Tænk, at man spiste dem. Tænk, at ingen gjorde det noget før. Jeg havde dig. Og jeg mistede dig. Det er byen, som larmer. Langt om længe. Jeg er gået min omveje 20

til livet. Det har jeg altid gjort. Hvad er det for en nostalgi, som runger i mine lunger? Jeg sidder på bagsædet af en bil på vej igennem en fremmed by i min barndom. Det er en af de sidste mørke morgener. Lyset er på vej tilbage, og jeg kigger ud på vindens slag igennem gaderne. Stormene var allerede blevet en slags normaltilstand. Jeg forstår slet ikke, at jeg har været så ung, men jeg så frem på mine forældres kroppe. Deres rygges rolige vejrtrækning, og i dag tænker jeg tit på, hvordan de kunne være så rolige. Så de ikke deres kontinent falde fra hinanden, så de ikke deres by styrte i grus? Var det så nemt at glemme dengang? Det må være et godt liv – at leve i glemslen. Jeg talte tit med disse mennesker. En bestemt type med ansættelse i administrationen. Jeg sagde, »Hvordan er det at leve i glemslen?« Og de kiggede bare op i den sindssyge himmel, hvor regnen væltede ned. De havde ikke noget svar, og det var nok typisk for den tid, at man var blevet sat på denne jord, i denne by med jordens seismiske aktivitet under ens fødder, og man vidste af gode grunde ikke, hvad man skulle gøre med kontinenternes fortsatte forskydning. Hvor var jeg da vandet / skyllede Sjællandsbroen væk?

Hvad var det du ville spørge mig om? En almindelig dag i vores lejlighed. Dage der var så ens og regelmæssige. Vi stod altid tidligt op og tog ud til vandet, hvor vi svømmede i det kolde vand. Du elskede følelsen af det kolde vand om din krop. Det var ikke altid, at du tog hovedet under. Det var kun, når du ville glemme, når du ville omsluttes af stilheden. Det var dit eneste øjeblik med ro og fred. Vandet havde altid beroliget dig, og du var på en måde glad for, at kysten kom tættere og tættere på vores lejlighed. Vi gav os altid tid til at sidde på broen, så vinden kunne tørre vores kroppe. Vi så på vindmøllerne, og vi sagde ingenting. Jo, måske hilste vi på andre, der skulle bade i det kolde vand. Jeg føler kun en længsel i mit bryst efter de dage. Vi var så smukke, men mørket begyndte at falde ind i vores ord, og det var for sent. Du havde sluppet mig, men jeg sidder så uhjælpelig fast. Jeg havde håb nok for os begge to, men der var intet at gøre. Da bygningerne begyndte at styrte, styrtede sproget sammen i et endnu hurtigere tempo. Du vil gerne have en forklaring. Jeg forstår det godt. Det er vel en fortællings essens. Den binder et fællesskab sammen i en forklarende fortælling. Vi mødes og samles om fortællingens krop, og glemmer vores egen krop i det øjeblik. Jeg vil gerne forsøge at forklare dig, hvordan jeg boede og hvordan jeg var. Jeg tror, at jeg må vende tilbage til et indledende billede. Jeg sidder med benene dinglende over havnens grønne vand. Jeg er indbygger i en mellemstor europæisk hovedstad, der af mange blev set på som et fuldstændigt lykkeligt sted. Undergrunden er en porøs form for kalksten, der under infrastrukturelle udvidelser har voldt enorme problemer. Generelt tror jeg, at man vil betegne området som et morænelandskab. Jeg var indbygger på et tidspunkt efter en stor affolkning. Den fandt sted som følge af en række valg og konflikter, der ødelagde vores sprog. Byen er næsten tom, og jeg vil ikke bebrejde nogen dens tomhed, men der er ingen tvivl om, at tomheden slog rødder i arkitekturen. Det var som, at noget blev hængende i luften, så ingen længere kunne 22

huske, hvorfor det var, at vi havde indrettet samfundet sådan, at vi fandt høje bygninger truende og glas og stål fremmedgørende. Pludselig var vores sprog, som de nye bygninger. Ord lavet af glas og stål. Sprog der var klar til at storme vores håb. Jeg sidder med benene dinglende over havnens grønne vand. Og folk tror stadig på, at der er mere, der forbinder os, end der adskiller os. Det er et sjovt tidpunkt i historien, fordi ingen ved, at denne form for håb er den sidste krampetrækning for en diskurs, som vi har kendt til siden Oplysningstiden. Og hvordan reagerer jeg på det? Jeg går ture igennem Amager Fælled med bløde gummistøvler, som jeg trækker igennem det dugvåde græs. Jeg er meget dårlig til at håndtere noget som helst, og dermed ændrer jeg min måde at tale på. Jeg sidder med benene dinglende over havnens grønne vand, og jeg søger ind i billederne. Jeg står og lytter til skyernes bevægelser, mens de fører de første mennesker ind i den nye arkitektur. Jeg lytter til de udsving, som bliver til eksplosionerne i forstæderne, som bliver til ungdommens spæde oprør og hurtige nederlag. Det er alt for sent at gøre modstand, men det ved man jo aldrig. Jeg står altid og kigger ned i fortiden for at finde et svar på, hvorfor de pludselig havde gennemtænkt og bygget en struktur til de deporterede. De deporterede. Tænk, at det ord vendte tilbage. Mens jeg kører i min bus begynder radioen pludselig at spille en gammel sætning igen og igen. Den bryder ligesom svagt igennem støjen. »Det er ingen forbrydelse at tage sin familie med til Gran Canaria.« Det er ingen forbrydelse at tage sin familie med til Gran Canaria. Gran Canaria. Vækker det noget inden i dig? 23

Denne himmel. Disse svimlende øjne, der stirrer tilbage fra et så mærkeligt tænkt samfund. Jeg hader denne tanke om, hvor smukt det kunne have været. Jeg ville være tættere på dig, og den længsel ødelagde mig. Gran Canaria. Det er lyden af en mulighed. Et fjernt minde om at sætte sig ind i en metro og gå ind i lufthavnens afgangshaller. Disse langstrakte arme, der ligesom symboliserer den kommende rejse. Jeg kom aldrig overens med forestillingen om en lufthavn, om et fly. At lette fra jorden og blive taget væk. Måske falde i søvn ved siden af et fremmed menneske, der er lige så overrasket som dig over at vågne ti kilometer over jorden. Den angst, som man prøver at undertrykke ved at se ned på de europæiske floder. Glemme historierne om en flycomputers indbyggede og uoprettelige fejlsignaler. Forestille sig selv brænde op på vej mod jorden. Det var nok meget godt, at det blev en forbrydelse at flyve. Selvom jeg nok havde foretrukket den død, frem for alt det jeg nu husker. Tænkt at falde frit ned over den smuldrende by. Tænkt at se sin krop mod den afklarede himmel og forstå, at nu slipper jeg. Det var mig, der lærte dig at hade. Det var mig, der gav dig dine vagtsomme øjne. Det er sandt, hvad jeg siger. Du vidste det sikkert allerinderst inde, men jeg tvang dig til at blive i en by, som man byggede og planlagde forkert. Jeg tvang dig til at høre dit eget sprog forandre sig. Jeg tvang dig til at bruge din stemme imod mig. Bare fordi jeg insisterede på at blive der, hvor jeg var født, blandt dem som havde skabt mig. Jeg parkerer bussen og går ud af min allerede glemte identitet. Jeg står igen foran denne skrift på muren. Bebrejd ikke byen dens tomhed. Hvad betyder det? Jeg ser det glitrende støv, og jeg ved, at du er væk, og at jeg er vendt tilbage. Ligesom andre er jeg vendt tilbage til denne samling af forladte bygninger. Jeg står på Nørrebrogade og ser på et stykke grafitti. Bebrejd ikke byens den tomhed. Nørrebrogade er ikke længere smal, men en bred boulevard, og det er snart længe siden de fjernede Assistens Kirkegård. Det var efter de første rigtige oprør. Det var så let at spærre vejene 24

med barrikader. Sådan blev det. Sådan bliver det igen. Først var der tomheden, og nu er vi vendt tilbage. Der er så meget, der skal kortlægges igen. Hvordan bliver det at bo i denne by nu, hvor frosten har sluppet os. Nu hvor solen den vender tilbage. Findes havet stadig? Sådan nogle spørgsmål. Så vidt jeg ved er himlen stadig blå, men det er svært at sige. Mit syn er skadet af mine følelsers vandring. Dette er den nye bys første blodskudte bevægelser, og den skal grundlægges på en række nye værdier. Lad os starte sådan her: 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10.

Byg sproget op og riv det aldrig ned. Lad vandet vandre og luk det blå så blå ind i hjertet. Se nu på raspmarkernes hysterisk majmættede gulhed. En havn er vendt ud mod resten af verden. Den er et hjem og et farvel. Lidt ligesom sproget. Vi har brug for udsigten og stilheden. Byen er en melankoli og nostalgi. Byg derefter. Giv ilden plads. Lad det brænde på de yderste holme. Rejs først højhusene, når du er færdig med at grave dybt. En kunstig ø er et spørgsmål til havet? Er der stadig plads til os?

Der er citeret fra Inger Christensen, Lars Løkke Rasmussen, Xander, Peter-Clement Woetman, TV2, Tove Ditlevsen, Ray Dee Oh, Lord Siva og Anne Linnet.

PROGRAM for Alrum Den Sociale Scene 2019 DenFolkemødet Sociale Scene, Folkemødet Danchells Anlæg, A28 Torsdag d. 13. juni

Fredag d. 14. juni

8:00

8.00 Med Rose

9:00

10:00

11:00

12:00

11.30 - 12.30 Åbning af folkemødet Hovedscene

15:00

16:00

13.30 - 14.45 Åbning af den Sociale Scene FNs Verdensmål i byggeriet – fra realpolitik til byggepraksis, Institut for Bygningskunst og Teknologi, KADK 14.45 - 15.30 Tegn dit bidrag til Verdensmålene Inst. for Bygningskunst og Teknologi, KADK 15.45 - 16.30 Langbordssnak – fællesskab mellem borger og kommune, Substans 16.30 -17.00 Pause

17:00

18:00

19:00

9.00 - 10.00 Arkitektonisk spændende alment boligbyggeri – er det muligt? domea.dk

9.00 Velk Velk

10.00 - 10.30 Pause

10.0

10.30 - 11.15 Slap nu af! med al den kultur og fordybelse til børn, Danmarks Biblioteker 11.15 - 12.00 Ungdom på plejehjem – er der et alternativ? SBi Aalborg Universitet

10.3 Slap Dan 11.15 Velk Velk

12.15 - 13.00 Er der livskvalitet i seniorbofællesskaber? Domea.dk

13:00

14:00

Lørd

17.00 - 18.15 Alrum, Byrum, Havnerum, By&Havn, Danmarks Biblioteker, Inst. for Bygningskunst og Teknologi, KADK

13.00 - 13.30 Pause

13.0

13.30 - 14.15 Kan hjemløshed bygges væk? – og hvordan? Domea.dk

13.3 Vi e Bolig

14.15 - 15.00 Boliger til boligløse, Institut for Bygningskunst og Teknologi, KADK 15.15 - 16.00 Velkomstdebat Velkomstalliancen

15.15 Hist Inst

16.00 -16.30 Pause

16.0

16.30 - 18.00 Byggepladsen som social aktør m. efterfølgende fredagsbar Enemærke & Petersen a/s

16.3 Rad eng

17.3 Film Ung

alment t?

ur og fordybioteker

der et versitet

Lørdag d. 15. juni 8.00 - 8.50 Meditation Rose & Rose 9.00 - 10.00 Velkomstdialog Velkomstalliancen

Nedpakning

10.00 - 10.30 Pause 10.30 - 11.15 Slap nu af!!! med al den kultur Danmarks Biblioteker 11.15 - 13.00 Velkomstsprint – for åbne fællesskaber Velkomstalliancen

13.00 - 13.30 Pause 13.30 - 15.00 Vi er ikke en Ghetto! Boligforeningen 3B, AKB København

t for , KADK

ktør ar

15.15 - 16.00 Historien tæller – arkitektur på Bornholm Inst. for Bygningskunst og Teknologi, KADK 16.00 - 16.30 Pause 16.30 - 18.00 Radikal inddragelse og unges engagement, Ung i Gladsaxe 17.30 - 19.00 Filmpremiere: Stemmer fra Bornholm Ung i Gladsaxe

Alrum – Byrum – Havnerum Den Sociale Scene, Folkemødet 2019 ISBN 978-8778309969 Udgivet af KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Philip de Langes Allé 10 1435 København K Forfatter Victor Boy Lindholm Redaktion og tekst Niels Offenberg, udviklingskonsulent, Albertslund Biblioteker og festivalleder, Kbh Læser Natalie Mossin, institutleder, Institut for Bygningskunst og Teknologi, KADK Per Schultze, udviklingschef, By & Havn Michel Steen-Hansen, direktør, Danmarks Biblioteker Layout, koordinering og illustration Lene Sørensen Rose, www.roseogrose.dk Fotos Niels Offenberg Lene Sørensen Rose Publikationen er udgivet i forbindelse med Folkemødet 2019 og udkommer som en del af eventen Alrum – Byrum – Havnerum på Den Sociale Scene. Publikationen er udgivet på baggrund af et samarbejde mellem: Danmarks Biblioteker KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler By & Havn

Vi er Den Sociale Scene på Folkemødet 2019: Foreningen Folkemødet, KADK Institut for Bygningskunst og Teknologi, By & Havn, Danmarks Biblioteker, SBi, Boligforeningen 3B, AKB København, Domea.dk, Ung i Gladsaxe, Enemærke & Petersen, Substans, Velkomstalliancen og Rose & Rose

Hvor var du da isen / smeltede? Victor Boy Lindholm

”Vi indtager et helt andet standpunkt, ser verden fra et ganske andet perspektiv, uden at vi partout skal finde ud af, hvor og hvordan det falder sammen med vores eget Jeg. Dér, overgivet for en stund til et helt andet perspektiv i et intimt fælles rum, er det måske, at vi begynder at høre hinanden.”