2 minute read

Få en uddannelse i at få nye til at falde til i klubben

En Paddler fremtræder som en troværdig, inspirerende og motiverende rollemodel for alle i klubben - såvel nye som gamle. Kodeord er ”kajaknydelse” og tryghed.

DGI og DKF har i samarbejde udviklet en ny uddannelse. Vi kalder den “Paddlers”, og som Paddler lærer du at nedbryde barrierer, skabe tryghed, motivere og formidle glæden ved ”vores sport” samt fortælle den gode historie.

Tekst: Bjørn Thomsen

En Bevæg dig for livet - Kano og Kajak Paddler er det faste omdrejningspunkt i klubben i forbindelse med velkomst og fastholdelse af nye roere.

Mange klubber er ramt af det samme problem, nemlig at fastholde medlemmerne efter endt frironing. Typisk forlader en del medlemmer klubben efter endt frironing eller lige efter den første sæson. Mange for at padle videre i eget regi eller i andre selvorganiserede fora.

Spørger man hvorfor, er svaret typisk, at de ikke føler sig knyttet til klubben.

En Paddlers vigtigste opgave er at være aktiv i forbindelse med at fastholde nye såvel som gamle medlemmer i klubben. For mange nye kajakroere er det at komme i gang med sæson to en stor udfordring.

Spørger man dem, er det rigtig svært at komme ned i klubben og finde det nødvendige grej frem, få kajakken ud af huset, komme rigtig på vandet m.m. Derfor er det meget vigtigt, at der står én klar til at tage mod de ”gamle nye” medlemmer i år to og gerne én, som roeren kender fra år ét. En Paddler kan også understøtte instruktøren i den enkelte klub, så undervisningen af nye roere i klubregi bliver endnu mere inspirerende, smidig og overskuelig. Paddleren kan også være med på holdet omkring Bevæg dig for livet - Kano og Kajak ”Kom og prøv” og ”Intro-forløb” i klubben og fungerer derved som ambassadør for Bevæg dig for livet - Kano og Kajak.

Hvem er en Paddler? En Paddler er typisk et erfarent klubmedlem, som har været en del af klubben gennem flere år.

Paddleren er en person, som er god til at nedbryde barrierer, skabe tryghed, motivere og formidle glæden ved ”vores sport” samt fortælle den gode historie.

Deltag i et BDFL Paddlers kursus. Fire timer hvor du får fyldt værktøjskassen op med gode tips og tricks til at hjælpe din klub med fastholdelse af nye som gamle medlemmer.

Find kurset på www.kano-kajak.org/ kurser eller www.dgi.dk/arrangementer

Om Bevæg dig for livet – Kano og kajak

Bevæg dig for livet (BDFL) er en landsdækkende vision om, at i år 2025 skal 75% af den danske befolkning være idrætsaktiv og halvdelen af befolkningen skal dyrke idræt i en klub eller forening. I BDFL kano og kajak samarbejder Dansk Kano og Kajak Forbund, DGI Kano og kajak og DIF om at få endnu flere ud på vandet i kano, kajak og på SUP. Vi støtter klubberne med at rekruttere og fastholde medlemmer, og kommer gerne forbi til en snak om, hvordan i kan udvikle jeres klub. Bevæg dig for livet er støttet af Nordea-fonden og TrygFonden.

This article is from: