2 minute read
Kurser i klubben
I de senere år har vi oplevet en vækst i de kurser, som bliver afviklet ude i klubberne. Fordelene er indlysende; for det første får klubberne en instruktør og/ eller en censor ud til klubben, og det betyder normalt, at deltagerne har nemmere ved at komme, da de jo bare skal ned i klubben, som de plejer. For det andet er det langt billigere for klubben, da man kun betaler for lejen af instruktør/ censor plus eventuel kørsel, forplejning og overnatningsudgifter og ekspeditionsgebyr til DKF. Selvom man lægger alt dette sammen, kan et weekendkursus, eksklusiv forplejning og eventuel overnatning, laves til ca. 900 kr.-1.000 kr. pr. deltager.
Ulempen ved klubkurser er dog, at man ikke får den inspiration, det kan være at komme på et kursus væk fra det vante rovand, og man møder formentlig heller ikke nogle nye, der kan inspirere til at gøre tingene på en anden måde, end man ellers er vant til. Det er naturligvis også muligt at lave et klubkursus, der ikke finder sted i klubben og på den måde få ny inspiration. Her vil der så ikke være så meget at spare for klubben, da man jo skal ud og leje sig ind et sted og måske overnatte - men alt i alt kan det være en god løsning. Der er således flere mulige måder at gøre det på. Fælles for dem alle er, at klubben kan spare penge per. deltager og man selv - i det omfang vi har ledige instruktører - kan bestemme, hvornår og hvor kurset eller prøven skal finde sted.
Hold kursus i klubben – book allerede nu:
Klubweekends ligger den første weekend i hver måned i sæsonen fra april til oktober 2020:
• 4.-5. april • 2.-3. maj • 6.-7. juni • 4.-5. juli • 1-2. august • 5.-6. september • 3.-4. oktober
Du booker en weekend ved at kontakte sekretariatet på telefon 43 29 10 94 eller ved at skrive til dkf@kano-kajak.dk. Der er begrænset antal klubkurser så det er en god ide at være ude i god tid.
Kurserne tildeles efter “først-til-mølle” princippet og vi bekræfter eller afkræfter per. mail umiddelbart efter vi har modtaget og behandlet din forespørgsel.
Et eksempel
Du skal betale for lønnen til instruktør og censor plus kørselsomkostninger og eventuel forplejning og overnatning til censor/instruktør. I 2020 er priserne 2.100 kr. per. dag plus 500 kr. i administrationsgebyr. Kørselssats er i 2020 lig højeste km-sats fra statens takster. I 2020 er denne 3,52 kr. km.
Et IPP3 kursus på 16 timer over to dage afviklet i egen klub koster altså:
Løn til instruktør: 2 x 2.100 kr. = 4.200 kr.
Adminstrationsgebyr: 500 kr.
Anslået kørsel: 1.000 kr. Overnatning på lokalt vandrehjem: 650 kr. (anslået)
Ialt 6.350 kr.
Du kan have otte deltagere på kurset, så prisen i dette eksempel svarer til kr. 793,75 per. deltager (6.350/8). Til sammenligning skal du betale næsten 3 gange mere, hvis det er et kursus som afvikles som et eksternat kursus afviklet af DKF.