4 minute read

Reflektioner på 2019

Her får du sportschef Lars Robl’s reflektioner over 2019 for sprint og maraton. Samt status på, hvordan det går med implementeringen af strategien. “Det dobbelte perspektiv”.

Tekst: Lars Robl

2019 blev året hvor vi påbegyndte implementeringen af den nye elitestrategi “Det dobbelte perspektiv” og den tilhørende justerede elitestruktur med de to overordnede formål: 1) At vi kontinuerligt kan indfri de forventninger om resultater, som kræves af et verdensklasseforbund, så vi derigennem bevarer vores sportslige og økonomiske handlefrihed i fremtiden. 2) En øget sammenhængskraft i elitearbejdet fra klubber, over kraftcentre og superkraftcentre, til elitecenteret.

der for nærværende anlægges såvel et 2020- som et 2024-perspektiv, hvorved der arbejdes i en 4-årscyklus frem mod det kommende OL, og hvor VM er det styrende mål for hver enkelt sæson. På samme tid - og i samme proces - fastholdes og udvikles potentialet for OL 2024.

Elitestrukturens opgave er at understøtte strategien ved at tilbyde et udviklende, målrettet og sammenhængende træningsmiljø frem mod OL 2020, OL 2024 og OL 2028 og hvor atleterne kan se en klar vej frem mod disse mål.

Implementeringen forløber planmæssigt, men er langt fra afsluttet og er således fortsat et prioriteret indsatsområde i 2020, med justeringer på baggrund af erfaringerne fra 2019.

Også maraton En væsentlig justering i bl.a. elitestrukturen er inkludering af maraton. Dette tjener flere formål - dels en udvidet og øget sammenhængskraft i elitearbejdet og dels en strategisk signaleffekt udadtil om maratons organisatoriske tilhørsforhold i forhold til de kommende forhandlinger med Team Danmark om maratons placering i det kommende støttekoncept.

“Os og os kultur” En anden væsentlig erfaring fra 2019, der kræver handling i 2020, er en håndtering af forholdet mellem elitecenter og kraftcentre, der er karakteriseret ved en “dem og os kultur” på mange og væsentlige områder.. Dette blev åbenlyst på Årsmødet 2019. Dette udfordrer naturligvis den ønskede effekt om sammenhængskraft, hvorfor, der allerede ultimo 2019 påbegyndes en møderække mellem elitecenter og kraftcentre for at løse dette.

Atleten i centrum På Elitecenteret har projekt “Atleten i Centrum” fyldt meget i 2019. Dette projekt sigter mod præstationsoptimering gennem individuelle udviklingsplaner for den enkelte atlet gennem et tæt og anderledes samarbejde mellem den enkelte atlet, trænerne og specialisterne fra Team Danmark baseret på en effektbaseret tilgang til den enkelte atlets udvikling og hvor den enkelte atlet - i langt højere grad end hidtil - tager ansvar for egen udvikling. Dette projekt er kommet rigtig godt fra start, er blevet taget godt imod af atleter og trænere, og drives primært af landstræner Mette Barfod. Projektet har samtidig åbnet op for nogle nye muligheder i samarbejdet med Team Danmark.

Vi er på rette vej Resultaterne på maraton med Mads Brandt Pedersens imponerende præstation med 2 x EM guld og 2 x VM guld i én og samme sæson har givet genlyd i såvel den danske som den internationale sportsverden, og har bl.a. ført til en velfortjent nominering i hele to kategorier…. Mads indikerede allerede tidligt på sæsonen, at noget stort var i vente ved at tage guld og bronze ved World Cuppen i Bærum. Mads´ præstation blev flot fulgt op af Thorbjørn Rask, der tog sølv på K1 for U23 samt guld på K2 for U18 sammen med Nikolai Thomsen ved EM. Samme Nikolai Thomsen roede sig endvidere til en imponerende sølvmedalje på K1 for U18. Ved det efterfølgende VM i Shaoxing i Kina tog Nikolai Thomsen og Philip Knudsen henholdsvis guld og sølv på K1 for U18. Disse to atleter tog sig endvidere af bronzen på K2 for U18, hvor Thorbjørn Rask endvidere tog sølv på K1 for U23 efter Mads.

På sprint blev resultaterne domineret af Emma Aastrand Jørgensens konsistens over hele sæsonen med bl.a. guld på K1 200 m ved sæsonens første World Cup i Poznan, sølv på K1 200 m ved sæsonens anden World Cup i Duisburg samt sølv på K2 500 m mix sammen med René Holten Poulsen, guld på K1 200 m og sølv på K1 500 m ved European Games samt bronze på K1 200 m samt kvalifikation til OL på såvel K1 200m, K1 500m og K4 500 m. Det lykkedes endvidere ved VM at kvalificere en anden af vores satsningsbåde - kvindernes K4 500 m til det kommende OL. På den måde lykkedes det at kvalificere samtlige vores satsningsbåde på kvindesiden til OL, hvilket giver os de optimale betingelser for forberedelser frem mod OL.

Fokus på OL 2020 På trods af at René Holten Poulsen og Nils Boe leverede en fornem præstation ved sæsonens første World Cup i Poznan ved at tage bronzemedaljen i K1 1000 m, lykkedes det ikke at kvalificere vores satsningsbåde på herresiden - K1 1000 m og K2 1000 m - i første forsøg, hvorfor al fokus og forberedelse nu er rettet mod en kvalifikation ved forårets to kvalifikationsstævner primo og ultimo maj - med tyngden på European Qualification i Racice 6.-7. maj.

Vores “Projekt 2024” (HK4 500 m) indfriede ligeledes forventningerne med en imponerende sølvmedalje ved U23 VM i Rumænien og viste derved, at potentialet er til stede, og at projektet forløber efter planen.

This article is from: