Dragens år
Mette Wiljemund Svendsen
DerliggeretstykkeafKinaiminkøkkenskuffe.Enspisepindiporøstpapir,dersamtidigmedatden jævnligtbliverfravalgt,prøveratfindemeningeniatværetilstedeogstiv
Jegblevtagetmedsugekop. Etaflangthovedudenretning. Udadtilfaldtmithovedpåplads Indadtildikteredeenmedfødthældningpåmit højreben,atminhjernelåskævt.
Du galopperende på dine ben i min retning. Nu står vi her.
Ranke og akavede. Fremmede og på kaffedate. Prolog er en meget lille kaffebar. Her er det nærmest umuligt ikke at købe en kop kaffe fordi butikken er så lille. En dunjakke stryger min kind, en vante den anden, min nakke er hele tiden blottet og varm. En ånde fra en fremmed mund holder os i yndig bevægelse mod kassen. Fra køen har jeg tid til at overveje, hvilken slags kaffe der kan kompensere for blæsevejret, der på forhånd har defineret min personlighed.
Du er her også. Du bestiller en sort kaffe to go og jeg følger efter.
Dutagerminhånd.
Etvelplejetoverskægogstærkefingre.
Jegerettillidsfuldtbarnsomharlærtatfinde tryghedidybearmhulerogdødeøjne.
Jegfølesødelagt.
Kun holdt sammen af en gammeldobbeltknude,jegselvhar bundet.
Københavns brosten får i perioder min hjerne til at ligge i vater. Følelsen af kortvarigt at være i balance, bruger jeg til at illustrere en oplagt rute vi kan gå. Jeg hører hvordan ordene finder en naturlig vej ud af min krop, lander ubesværet i universet og til dig. Jeg tolker på dine fødder, at vi er på vej det samme sted hen. Vi synkroniserer et skarpt sving til højre. Søndagen emmer af at weekenden er slut. Der er en larmende stilhed der viser sig i gruset omkring søerne, en tom øldåse rasler i lige retning tilbage mod søpavillionen. Jeg har taget et fødselsdagsflag med i min taske, så husker jeg at tale meget om mig selv. Jeg blev født på Gentofte Hospital klokken 06.35. En sjælden tør årstid der minder dig om, at du var et dehydreret barn og en tørstig teenager. Dåsen rasler videre, det lyder som den danske national melodi. Du synger med.
Seosdanse,visvederpåstederkundansenvidste fandtesogdetermærkeligt Jegkanikkesvaredigpåhvorforduervådpådit højreøjenlåg,menjegtror. Jegtroratdugrædlidtdadusåmigdanse
Måjegtegnedig,mensduernøgen?
Dybtblik
Jegsynker
Jegkommerligeopigen
Jack,måjegkaldedigdet?
Jegkommerligeopigen
Etforelsketunderlivkanikkeklokken,menmed krampeilæggen,sålærermanden hurtigt IMoskvaliggertusindvisafnøgne mennesker
Oggodtistandtilatsigetvivlsomtjaogheltklart nej,såskalviikketilMoskvainat,holddaop hvor skal vi ikke til Moskva i nat
Detertitlenpådetportrætsomjegnæsten tegnedeafdigogsomdusolgte Forestildigathvergangdudrejerrundtomet hjørne,såstårderennøgenkvinde.
Sådanvarditliv,imidtenaftyverne
Når jeg ikke spiser alene, så er det fordi jeg spiser sammen med andre mennesker. Du er så gavmild når du bestiller din yndlingsvin og deler den med mig. Som vi sidder her overfor hinanden og spiser en let anretning, er det svært ikke at forestille sig en landejendom med tre gale haner og pejs inde hos naboen.
Indtil nu havde jeg ikke mærket noget til min nervøse ankel. Indtil nu havde jeg ikke tænkt på, at to dumplings og en orange vin var et faresignal. Jeg er så tillidsfuld, når jeg ser to dumplings ligge ved siden af hinanden. De ligger på tallerkenen på en harmløs måde. Så milde med deres præferencer til likvidering. Som en nuttet hval spiser jeg den ene dumpling uden at dele den over, i stedet for tygger jeg den i mange dele inde i min mund. Det hele virker bare mindre brutalt, når jeg har lukket mund. Du gør det samme, spiser en dumpling og prøver at afkode en mening i mit ansigt, der stadig tygger i et skiftevis udstrakt og sammenkrøllet ansigtsudtryk.
Vi tisser på skift. Ved siden af os sidder et andet par og gemmer på opskriften til et lykkeligt ægteskab, de kommer måske fra wwWWNordsjælland, måske fra Kina.
Når jeg tænker over det, så kan jeg ikke huske at jeg nogensinde har været i Kina. Jeg holder ellers meget af det land og deres måde at forudsige fremtiden. I Kina havde de vidst at din telefon altid går ud når regningen skal betales. At med tre haner følger et ansvar i 5 til 10 år. Jeg ved ikke om jeg kan holde ild i en pejs, der ikke er min egen i så mange år. Det hele står i den kinesiske kalender og det eneste jeg kan tænke på, er at der ikke er flere dumplings.
Gråerhåbetsfarveogenpermanentvejr tilstandiTaastrup. Etforelsketparharkøbtderesførstegråsofa sammen,ogsomjegstårheridereshave, lignerdetatkærlighedenlever. En bitter brise rammer mit sammenbidte ansigt. Jegerblevetgennemblødtefterenheldag aleneiTaastrup.Mintilliderensporet,mens jegreflektereroverfarven,grå. Detgråhus,gråthårogsølvpapir.
Spekulereriomjegnogensindekommertilat smøreenmadpakketiletbarn,derogsåermit eget.
Jegovervejerforførstegangatgiftemigindi envåddrøm,menkommeritankeom,atmine øjnefalmerisofaermedchaiselong.
Jegblevtagetmedsugekop.
Etaflangthovedudenretning.
Minmormorgavmighurtigtenhuepå.
Detforvirredemig,atjegvarsåelsket.
Jegspejlermigietstykkesølvpapirogprøver atfjernedendelafmitansigt,somer medfødtogsomsidderfast.Jeghararvet minfarsnæse,somharværethævetsidenet frikvarterihalvfjerdserne.Jegreflektererimine omgivelser.
Derhjemmefinderjegmigselvienakavet stilling,endeligslankiansigtet.
Spejleterminsandhed,ogsåmøderjeg enmormedeniPhone,dermotiveretafen uheldigudåndingtageretsnart offentligtbilledeafmig,tilhendesegne sociale medier.
Hun er min mor.
Mineanklerhæveropogforførstegangserjeg nucharmenvedatværeetproduktafminmor ogfarstilstedeværelse. Pådansegulvetstårjegstabiltheleaftenen.
Jegsynkronisererminehoftermedmin mormors.
Skruernefrahendeshofteoperation skinner. Mineøreringeskinner.
Vi er så ens
Kunfemhundredekronerforenbrugtmadras. Guleskjolderistoffet,dannerpå romantiskvisetvellignedeportrætafen gammelflamme.
Lydenfraenfjederfårmigperiodisktilat grædeisavn.
Jegfiklugtenmedgratis.Menmåttedesværre betaleekstraforsymbolikkenafetkrakeleret ægteskabogensommerflirtderaldrigblevtil mere.
DensidstesmsdumodtogvarfraMaikenfra postnord,ellerdethedjegden pågældendemorgen.
Dukunneikkekendemigdajegstodifem
timerudeforanditvindue,det havdeblæstdennatogmedétvarmithår anderledesvådtoganonymt.
Jegmåtteafleverepakkenpersonligtogdu kvitteredemedet,deterdejligtnårdu nussermigtiltiden,meddineslikkedefingre. Jegharefterladtmitfedtedeansigtpådinrude.
Støvet på mit soveværelse. Cirkulerer roligt rundt. Det daler langsomt og lægger sig demonstrativt på alle belyste overflader og giver mig akut dårlig samvittighed. Med min krop fremtvinger jeg frivilligt store bevægelser for at chokere støvet og mig selv. Jeg tænker på fortiden for at forstå fremtiden, aftenen før endte i en tåge. Jeg får øje på en hundekiks der ligger på gulvet. Den er fra fortiden, pletvis støvet og tydeligt lagt med et budskab om, at jeg skal passe på mig selv.
Du er her heldigvis ikke.
Du vidste, at min barndom var hård.
At jeg blev født i Danmark og brækkede benet gratis i 1999.
At verden er åben og fuld af valg.
At jeg er mæt og har et hjem.
At jeg er alene og elsket.
Jeg præsenterede mig selv med mit rigtige navn.
Du præsenterede dig selv med dit nye navn.
Du brugte mine penge og lod mig vide, at det var dragens år.
At alt nok skal løse sig.
Dragens År
First edition 2024
KBH Film & Fotoskole
© Mette Wiljemund Svendsen All