Smagsprøve: ET HELDIGT ÆBLE! by BRUHN Grafisk ApS

Ole Grøn Billedkunstneren Ole Grøn inviterer os med på en rejse gennem sin familiekrønike og skildrer ærligt og kærligt en række små og store begivenheder i sine forældres og bedsteforældres liv - i ord og billeder. Fortællingerne er personlige og med en detaljeringsgrad, som værdifuldt bidrager til vores fælles historie.

“Det handler om hverdagsliv i Danmark - dengang svigermor havde meninger og det sidste ord - dengang vejrudsigter ikke var nødvendige – for solen skinnede altid”

ET HELDIGT ÆBLE!

Bettina Buhl Cand. mag. Museumsinspektør, Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup

Ole Grøn

ET HELDIGT ÆBLE! Ole Grøn

Kærester Hvis filmlærredet i Fotorama kunne tale, ville det kunne berette om utallige timer i kærlighedens tjeneste. Det samme gælder stolesæderne. Mangen en ungersvend har siddet med svedige hænder og overvejet, om timingen var rigtig til forsigtigt at gribe den udkårnes hånd eller lægge armen om hendes skuldre. Jeg sad der midt i 70erne, min bror midt i 60erne og vores far sad der en aften i slutningen af januar 1947. Kun i vores fars tilfælde var timingen helt rigtig. Grethe og Villy blev kærester, og Villy kunne tage opstilling i porten under Centralen sammen med de andre unge mænd, der ventede på at følge deres søde telefonistinde hjem fra vagten. Det blev ikke til de lange afskedsscener uden for Møllebakken 3, for Villy var stadig på udebane og en smule tilbageholdende, og desuden passede Jens og Olivia på deres kønne datter. “Er det ikke på tide, at far og jeg hilser på den unge mand, der følger dig hjem næsten hver dag? Du kan spørge, om han vil spise med i morgen aften. Vi skal have karbonader.” Grethe spurgte, og Villy sagde ja tak. Det var en velfriseret, velduftende og velklædt ung mand, der satte sig til middagsbordet hos Grethe og hendes forældre den efterfølgende aften. Hans salgstalent og stilfærdige nordjyske facon hjalp ham endnu en gang, selvom varen var ny - nemlig ham selv. “Det er en rar ung mand, du har fundet. Og jeg kan se, at far også synes godt om ham” hviskede Olivia til Grethe, da de 66

ryddede op i køkkenet efter karbonaderne og stikkelsbærgrøden. Jens havde taget Villy med ind i dagligstuen, så de kunne fortsætte samtalen, mens de ventede på kaffen. Det var en uformel udveksling af betragtninger og beretninger om stort og småt - mest småt. Den slags samtaler er det spinkle, men trygge grundlag, som mænd knytter venskaber på. Da Villy efter kaffen og et udvalg af Olivias småkager tog afsked, sagde Villy henvendt til Jens “Jamen, så ses vi i morgen klokken halv seks nede ved præstegården!” Olivia og Grethe så spørgende på henholdsvis Jens og Villy. “Ja, Villy vil gerne se hestene, og så kommer vi her hjem og spiser bagefter,” sagde Jens. “Det lyder da som en rigtig god idé. Ikke Grethe?” Olivia kiggede med et lille smil på Grethe. “Jo, det gør det da”. Den aftale understregede Olivias udtalelse fra køkkenet. Jens syntes godt om sin datters nye kæreste. De havde haft en god snak. Og Villy havde lyttet og være interesseret i vognmandsforretningen. I morgen skulle han hilse på hestene, som stod i den stald, Jens havde lejet på præstegården.

Grethe på bagsædet Hestene sagde også god for Villy, selv om de nok fornemmede, at han ikke havde haft megen nærkontakt med heste i sin nordjyske fortid. På Trappegården i Åbybro havde han overladt hestevognskørsel og andet arbejde med den type hestekræfter til de andre. Han

Grethe og Villy blev kĂŚrester. 67

havde tidligt forstået, at der bag en hests sympatiske ydre skjuler sig et potentielt vilddyr. Selv den skikkelige Mulle kunne uden varsel sparke bagud, hvis man kom for tæt på. Det varede ikke længe, før Villy var en daglig gæst på Møllebakken og havde hilst på det meste af familien Sørensen. Nu ville han præsentere Grethe for familien Madsen. “Min mor og far vil gerne, at vi kommer til Nørresundby på søndag. De fejrer min lillebror Kelds fødselsdag. Vil du med? Vi kan tage derop allerede lørdag, så du også kan hilse på Jørgen og René. Jeg har lånt Viggo Rasmussens Terrot”. “Skal jeg så sidde i sidevognen?” spurgte Grethe. “Nej, du sidder bagpå. Det er bedst. Og jeg skal også have en radio med, som jeg har solgt til min fætter Gunnar. Den kan ligge i sidevognen sammen med vores tasker”.

Der var ikke mange biler på vejene i 1947, og hastigheden var behersket. Heldigvis, for uldne huer gjorde det ud for styrt hjelme. Da de var nået et stykke på den anden side af Randers, kunne Villy fornemme, at Grethe var ved at falde i søvn. Der havde været tavshed et stykke tid, og hendes greb i hans jakke var gradvist blevet slappere. Han kørte ind til siden, så de kunne strække benene, og Grethe kunne få ny energi. Men effekten var kortvarig, og inden Hobro havde han været nødt til at stoppe et par gange. Af samme årsag. “Hvad pokker skal jeg gøre?” tænkte han. “Det ender jo med, at hun falder af. Hvis ikke den radio var med, kunne hun have siddet i sidevognen og taget en lur”. Radioen var med og kunne ikke bytte plads med Grethe. Halstørklædet! Villy fik en idé og kørte ind til siden. Her tog han sit lange brune halstørklæde af - det som Mona havde strikket til ham og givet ham med til Odder. Halstørklædet var langt nok til, at det kunne nå omkring livet på dem begge, og Villy bandt Grethe fast med to knuder foran sig. Nu følte han sig sikker på ikke at tabe sin søde kæreste på landevejen til Nørresundby. Gløden i Monas og hans ungdomsforelskelse havde været slukket længe, og hun havde også fået en ny kæreste indenfor daglig kysse-rækkevidde. Alligevel sendte Villy en kærlig tanke til Mona - og hendes strikkepinde!

Ups! Villys tilbageholdenhed på den østjyske udebane forsvandt tilsyneladende i løbet af de første måneder, hvor Grethe og han var kærester. I hvert fald kan min storebror takke vores fars genfundne frimodighed for, at han hurtigt fik en plads i stamtræet. Grethe blev nemlig gravid, og det var ikke en planlagt begivenhed. Man kunne sagtens forestille sig, at “uheldet” udløste en hel del ballade, og at vognmand Jens Sørensen i det mindste ville tage en meget alvorlig snak med ham Don Juan fra Nørresundby. Og det var da også først, da graviditeten begyndte at kunne ses sidst i september, at Grethe og Villy tog mod til sig og lavmælte overbragte Olivia og Jens nyheden ved middagsbordet en søndag først i oktober. Jens lagde bestikket på tallerkenen og så alvorligt over på Villy, men inden han nåede at sige noget, udbrød Olivia “Tillykke kære børn! Hvornår kommer den lille?” “Vi tror, det bliver i starten af marts,” svarede Grethe hurtigt og kiggede på sin far, spændt på hans reaktion. Der gik nogle sekunder. “Jamen, så må I jo se at blive gift!” sagde Jens og lagde sin hånd på Olivias. “I kan jo overveje, om I vil overtage lejligheden ovenpå. Hr. og fru Lund flytter til nytår, og vi har ikke fundet nye lejere endnu”, fortsatte han. Allerede mandag formiddag tog Grethe og Villy sammen med Jens ned til præsten for at aftale en dato for et bryllup.

Det kunne blive den 8. november. Året var 1947. Grethe og Villy var 20 år. Når Jens, der ellers var i besiddelse af et ganske heftigt temperament, ikke gjorde et større nummer ud af Grethe og Villys “ups!”, var det fordi, han syntes vældigt godt om sin kommende svigersøn, og fordi han jo af egen erfaring kendte den situation, som de to unge mennesker stod i. Jens havde god grund til at sørge for, at Grethe og Villy blev gift og stiftede et hjem, inden deres barn kom til verden. Den efterfølgende lørdag, da Villy havde fået fri fra arbejde, kørte han og Grethe til Nørresundby for at overbringe familien nyheden om den lille, der var på vej, og invitere til bryllup i Odder. Villy havde denne gang lejet en Nimbus motorcykel med et godt affjedret bagsæde til Grethe og den lille blinde passager i hendes mave.

Bryllup Et par dage inden brylluppet var Grethe på bryllupsshopping hos Materialisten med sin kusine Gudrun. Der blev købt en læbestift og en lille flaske parfume. Ingen af delene var noget Grethe ellers brugte sin løn fra Centralen på. En blå spadseredragt blev købt hos manufakturhandler P.W. Christensen på Torvet. Der var kun gået et par år siden besættelsens knaphed på næsten alt, og når der ikke var mulighed for at genbruge en brudekjole fra andre kvinder i familien, var det mest økonomisk at investere i en dragt, der kunne bruges til “pænt brug” fremover. 69

Lørdag den 8. november klokken halv ti blev Grethe og Villy afhentet ved deres lejlighed på Holsteinsgade og kørt til Odder Sognekirke. Ligesom ved min moster Else og Børges bryllup tre år tidligere var det min morfars gode ven Rulle Nygaard, der kørte dem i sin brudebil, en sort Ford T fra 1919, som Rulle havde købt hos Ford i Amerika og modtaget omhyggeligt emballeret i en teaktræskasse. “Hermæ erklærer ja jer for … hik … ratte ægtefoelk!” Præsten var kendt for sin afslappede holdning til alkohol, og det kunne af samme grund til tider være svært for menigheden at forstå ham. Sådan var det også til Grethe og Villys bryllup. Men gift blev de. Efter vielsen var der middag med suppe, steg og is på Møllebakken. Villys forældre og et par af brødrene havde taget toget fra Nørresundby for at være med. Når de også kunne være vanskelige at forstå, skyldtes det ikke alkohol, men den nordjyske dialekt med dens fremmedartede ord og vendinger. Når der blev sagt limen, knøw, hemmelbetæntj ræjfog, dower, eller når Bjarne klappede Villy på skulderen og sagde “Nu må do int kom fremme te dæ sel!” så var der ikke nogen fra familien Sørensen, der forstod eller kunne gætte, hvad der blev sagt. Danmark var ikke større i 1947 end i dag, men afstanden fra Nørresundby til Odder var på mange måder meget større, end den er i dag. Forskellene i omgangsformer, vaner og traditioner kan ikke 70

alene tilskrives den geografiske afstand, men knytter sig først og fremmest til det faktum, at enhver familie opbygger sin helt særegne kultur. Familien Madsens kultur var præget af, at den bestod af seks af hankøn og kun én af hunkøn. Og til et bryllup som Grethe og Villys med al dets formalitet, høflighed og borgerlighed var der overhængende risiko for at der skulle opstå situationer, der mindede om den velkendte hund i et spil kegler. Galt gik det blandt andet, da et par af Villys tissetrængende brødre i deres søgen efter et lokum i haven, valgte at lade vandet i - og især omkring - et gulvafløb i vaskekælderen. Det er ikke så sært, hvis Villy midt i den lykkelige begivenhed har følt sig ung og akavet, fanget i nuet mellem sin fortid og sin fremtid. Og med en mærkelig følelse af ikke rigtigt at høre til i hverken familien Madsen eller familien Sørensen. Den følelse blev understreget, da brudevalsen skulle danses. Grethe havde ti-årsnålen fra Dolleris’ Danseskole. Villy var autodidakt danser fra forsamlingshuset i Åbybro, hvor valsetrin kun opstod spontant sidst på aftenen. I betragtning af de vilkår er det forståeligt, at Villy følte det som en lettelse, da Grethes storebror Ib efter de første usikre dansetrin trådte til som hans stand in og i fejende flot danseskolestil fuldførte brudevalsen med sin lillesøster. En smule skamfuld glædede Villy sig til brylluppet var overstået, og det igen blev hverdag. Men de små ydmygelser var det hele værd, for nu var Grethe hans, og han var godt på vej til at skabe sin egen familie.

Stegte ål og bal bagefter

Familiekollektivet

Apropos dans så oprettede Grethe sin egen danseskole - med kun én elev, nemlig Villy, og gav ham nogle grundlæggende færdigheder i de mest almindelige danse. Men det fungerede bedst, når han dansede med Grethe.

Lige efter nytår flyttede Grethe og Villy ind i lejligheden på første sal på Møllebakken 3. Det var godt at slippe væk fra den lille toværelses med lokum i gården på Holsteinsgade, hvor de havde boet de seneste måneder.

Den første gang, han fik lejlighed til at demonstrere sine nyerhvervede færdigheder på et dansegulv, blev til Viggo Rasmussens årlige personaleudflugt. Som de foregående år var det Norsminde Kros stegte ål med stuvede kartofler, øl og snaps og det efterfølgende bal, der var udflugtsmålet for fem cykelmekanikere, en radiotekniker, fem koner og Viggo med sin kone og papdatter.

Hvem vil bo i hus med sine svigerforældre? Villy ville gerne. Han følte sig heldig. For godt et år siden havde han taget et vigtigt skridt, var flyttet til Odder og havde nu et godt job, en sød kone og en svigerfamilie, der åbnede deres hjem og deres hjerter for ham.

“Vi bliver fjorten i år, og jeg har fået Ingvar Møller til at køre os i sin bus, så det ikke går ligesom sidste år, da vi cyklede,” oplyste Viggo i en frokostpause en uges tid før udflugten. “Så går vi glip af at se hinanden køre i grøften på vejen hjem. Det var som om, vejen var blevet meget smallere!” sagde Svend Åge og smilede til Holger og et par af de andre, som grinende genkaldte sig oplevelserne fra cykelturen. Eller rettere dem, de kunne huske. “Ja, I var sgu ikke nogen god reklame for hverken firmaet eller cyklismen. Nogen kunne jo tro, at det var cyklerne, der var noget galt med!”, svarede Viggo, som i virkeligheden kun modvilligt havde bøjet sig for sin kones ønske om ikke at skulle cykle i sin pæneste kjole. Det ønske delte hun med de øvrige koner, men hun var den eneste, der havde den fornødne indflydelse til at få det efterkommet.

Den 5. marts 1948 fødte Grethe en dreng, min storebror. Han kom til at hedde Torben. Møllebakken 3 var nu en slags familiekollektiv med en spændvidde på tre generationer. Mormor påtog sig med glæde pasningen af den lille ny, når Grethe og Villy skulle passe deres arbejde. Torben havde det som blommen i et æg og kunne, da han blev lidt ældre, frit pendle mellem stuen og førstesalen og vurdere etagernes aktuelle udbud af opmærksomhed og livretter. Torben havde mange favoritter på mormors menukort, og måltiderne blev altid og uden undtagelse afsluttet med en dessert, som altid og uden undtagelse var frugtgrød. Frugten skiftede efter årstiden - rabarber, jordbær, hindbær, solbær, stikkelsbær, æbler og meget andet fra havens store udvalg. Men konsistensen var altid den samme. Præcis så stiv at grøden næsten kunne stå på højkant på tallerkenen. Med mælk, fløde og sukkerdrys var mormors frugtgrød en himmelsk dessert! 71

Mormors frugtgrĂ¸d var en himmelsk dessert. 72

“Det handler om hverdagsliv i Danmark - dengang svigermor havde meninger og det sidste ord - dengang vejrudsigter ikke var nødvendige – for solen skinnede altid”

ET HELDIGT ÆBLE!

Bettina Buhl Cand. mag. Museumsinspektør, Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup

Ole Grøn