Der er et slægtskab mellem kirke og teater

Slægtskab mellem kirke og teater

Både dramaet i teatret og gudstjenesten er dramaturgisk bygget op mod en forløsning: Katarsis.

AF EVA-MARIE MØLLER, JOURNALIST

Berlingskes teateranmelder Jakob Steen Olsen har beskæftiget sig med afsmitningen og udviklingen mellem kristendommens grundfortællinger og dramaet, som vi oplever det i teatret. Han ser en sammenhæng i vores dybe trang til at blive berørt i begge genrer:

“Publikum skal opleve frygt og medlidenhed med dem på scenen eller i kirkens fortællinger og derigennem opnå katarsis,” fortæller han.

“Vi kan oversætte katarsis med, at det er, når du sidder og ser eller hører et eller andet, du kan identificere dig med. Du oplever nogle skæbner, du kan leve dig ind i, du føler med dem og kan sætte dig i deres sted. Hvis der så kommer en tilfredsstillende slutning på dramaet, giver det dig en forløsning, du kan tage med hjem. Vi siger i dag, at vi skal kunne bruge det til noget.”

Fælles udgangspunkt

Som anmelder beskæftiger Jakob Steen Olsen sig med teksterne både i klassikerne og i Bibelen:

“De har begge noget evigtgyldigt i sig. Det er overraskende, hvor lidt der er sket i forhold til det at være menneske på tværs af tiden. F.eks. havde Sara i Bibelen problemer med at få børn, og det kan vi sagtens sætte os ind i. Vi forstår også Hamlets store problemer med, at hans mors nye kæreste har dræbt hans far – vi opfatter ham som en moderne mand med nutidige problemer.”

Jakob Steen Olsen har tidligere anmeldt gudstjenester i Københavns Stift, og han ser en række ligheder mellem kirke og teater:

“I kirken er gudstjenesten bygget begavet op. Her bruger man også det klassiske dramas opbygning hen imod den store forløsning, nadveren, som er katarsis. Der er en klar dramaturgi med tre akter i gudstjenesten: første akt med anslaget og de indledende øvelser (preludium), anden akt med prædiken, og endelig tredje akt med nadveren. Nadveren er kulminationen på alt det, som bliver bygget op i gudstjenesten med musik, salmer, bøn og prædiken.”

Henslumrende følelser

Umiddelbart tænker de fleste ikke, at kirke og teater har så meget tilfælles, men det gør Jakob Steen Olsen:

“Hvor går du hen og mærker tiden, mærker dig selv og mærker, at der er mennesker, der vil fortælle dig noget? Der er to steder, hvor du kan få den oplevelse, og det er i teatret og i kirken. De to steder har mange lighedspunkter og burde have fremtiden for sig i forhold til at have kontakt med noget, der er større end os selv.”

Jakob Steen Olsen mener, at nutidens travle mennesker har savnet et sted at gå hen med deres henslumrende følelser:

“Kirken og teater har et momentum lige nu. Corona har mærkeligt nok gjort noget godt, for det er godt nogle gange at savne nogen. Det kender vi fra vores parforhold; det er aldrig så glødende, som når vi har været fra hinanden. Både teatret og kirken fik en særlig rolle under 2. verdenskrig: Når ens verden er truet udefra, så opstår der et behov for at være sammen om noget, der giver mening. Jeg tror, at rigtig mange har følt sig små under corona, der er noget, der er større end os, og som har trynet os.”

Jakob Steen Olsen