Pekingeser

Racerepræsentant: Jeanne Munch-Knudsen tlf. 2683 4529 jeannemunchknudsen@hotmail.dk Suppl.: Moni Mathiesen tlf. 2257 1687 - monidk2@gmail.com

Pekingeser

I 2017 var jeg i USA for at besøge venner. Jeg ville benytte lejligheden til at blive klogere på min race. Jeg havde fået en liste tilsendt over pekingeser opdrættere under kennelklubben i Californien. Det var alle mennesker som jeg havde på min Facebook venneliste. Nogen boede for langt væk, nogen var udenlands, men alle ville gerne have besøg af mig. Jeg aftalte visit hos Kennel Aslan. 2 opdrættere var tilstede og vi havde nogen fornøjelige timer med at se på hunde, tale standart og forskelle og udveksle tanker. Om lørdagen var der en lille udstilling i Las Vegas og jeg fløj der til, og blev samlet op af Lori og Mark som på det tidspunkt havde den 3. Bedst placerede pekingeser i hele USA. Vi tog ud til frokost, hvor der var fælles frokostpause i en time, Hunden blev sat midt på plænen, i skyggen af et træ. I USA går ingen hen til en hund der står alene på en udstilling og ja alle vidste hvem den tilhørte. Så vi kørte ud og spiste mexikansk med deres børn og børnebørn. I ringen havde de fleste hunde ”isposer” med til afkøling imellem fremløb. Det var en oplevelse og erfaring jeg har taget med mig videre frem. At besøge opdrættere når muligheden er der, er en gave. Men en udstilling på Nationalt niveau i USA er meget kedelig, i forhold til størrelse og stande. Gulvet i hallen var dækket af papir og der var små hegn så folk ikke gik ind i ringene. Mange racer var kun repræsenteret med den hund der var højst placeret på landsniveau, og de fleste havde professionel handler. Det er også et andet system end herhjemme, men glæden over og med sine hunde er ens. At skabe venskaber på tværs af landegrænser, at opleve hvordan det er andre steder, er en unik mulighed der bestemt er værd at glæde sig over. Rikke Jensen - Joy Treasure’s

Terapihund

I 2017 kom jeg slemt til skade. Den første uge kiggede jeg på høns, men så fik jeg en hundehvalp. Marie kom med en dreng til mig på 6 mdr. og trods jeg ikke kunne bu eller bæ, og måtte lægge sedler rundt omkring med hans navn, for jeg vidste godt hvad jeg kaldte ham - men jeg kunne ikke huske det - så vidste jeg at han skulle trænes nu for at komme på udstilling senere og træne hund, det kunne jeg. Jeg gik til fys mandag, onsdag og fredag, og ringtræning tirsdag og torsdag. Det fyldte hele mit liv-og det var mit liv i mange måneder. Men takket være, at jeg fik Bertil i mine arme, fik jeg mere af mit almindelige liv retur. I 2019 i Vejen KSS blev Kisci Dragon Monkey DKCH. Min Bertil og jeg vi gjorde det, trods det kaos at han flyttede ind i med mig, der var så skadet. Han er en fantastisk hund, og jeg er så glad for han har hjulpet mig som ingen anden kunne. Det at jeg fik en hvalp jeg var nødt til at træne gjorde, at jeg var nødt til at komme ud blandt folk og samtidigt havde jeg en som havde behov for mit nærvær. En der havde behov for mere opmærksomhed end husets andre hunde. Har jeg en god dag laver hundene fis og ballade. Men har jeg en træls dag, så sover de og gerne en på sofaen sammen med mig. Pekingeseren er en bedre terapeut end de så velmenende psykologer. Og hjælpsomheden blandt hundefolk er stor. Nu hvor jeg er kommet videre, er jeg så taknemmelig for den støtte og opmuntring hundene giver. De hjælper mig til at skabe et nyt liv.