FILMOLOGI SANDHEDENS TIME »Jean D elannoys in s tr u k tio n e r så in teQligent og omhyggelig, som m a n k a n ven te det a f iscenesæ tteren a f de to G ide-film »Gertrude« og »S ym p h o n ie p astorale«. (» N ationaltiden dens a n m . a f »San dhe dens Time« 19. 10. — »G ertrude« e r »La S y m p h o n ie Pastorale«« d a n s k e titel). UPÆDAGOGISK »To drenge p å 13 å r v a r i aftes i b io g rafe n i Odense f o r a t se den svenske f ilm »F artfeb er« , d e r h a n d le r om m otorgale unge m ennesk er. Da de fo rlo d biografen, huggede de en k n a lle r t og k ørte r u n d t i by en i et s å d a n t tem po, a t en p o litip a t r u lj e greb in d . Nu sk a l b ø rn e v æ rn e t se p å sagen«. (»BT« 14. 10.). NYT FILMEMNE »E ndelig k o m m er d er em engelsk film , d er b e s k æ ftig e r sig m ed p ro b le m e t k æ r lighed«. (F o ro m ta le i »BT« 15. 10. a f » F o rb u d te T im e r« ) . EN ANARKIST »H an er stadig s i t unge a n a r k is tis k e Selv, en f ri fugl, g an sk e b lo ttet f o r »so ciale« a m b itio n e r og en fo ra g te r a f al g la m o u r, a f m o n d æ n e cocktail se lsk a b e r og fo rm el p å k læ d n in g som k jo le og h v id t (»Man k u n n e lige så godt b æ r e ru stn in g « ). H an s m o rg e n m å ltid b e s tå r a f r å æg, og det h æ n d e r, h a n lis te r et æg ned i h å n d e n , in d e n h a n tr y k k e r et n y t b e k e n d ts k a b p å næ ven. H a n er u g ift og h a r sjæ ld e n t h a f t eget hjem , m en o v e rn a tte r p å d iv a n e r r u n d t om hos sine venner«. (E n in te re ss a n t k a r a k te r is tik (»N atio naltid en d e« 24. 10.) a f M arlon B rando, d er et an d et sted i a r tik le n in tet fin g ere end » fu ldend te den u d v ik lin g , Kean p å en så sk e lsæ ttende m åd e in d led te — u d v ik lingen fre m m o d den ab s o lu tte n a t u r a li s m e«).
»Moderne Tider
«.
Chaplin i maskinen.
De stadig MODERNE TIDER »MODERNE TIDER«. P ro d u k t i o n : Charles C h a p lin 1936. I n s tr u k tio n og m a n u skrip t : Charles C h a p lin . M u s ik : Charles C haplin. I n stru k to ra ss iste n te r : Carter De H a ven og H enry Bergm an. M ed v.: Charlie C h a p lin, P aulette G oddard, H en ry B ergm an , Chester C o n k lin , S ta n ley S a n fo r d , H a n k Mann, L o u is N a th ea u x, A lla n Carcia.
D a C h a p lin i 1935 hav de p rem iere p å sin læ nge fo rbered te og seks gange o m arb e jd ed e M o d e rn T im es, f a n d t den sted p å nogle af de største b iografer i verden, i verdens to største byer. O m stæ n dig h edern e v ed N ew York-prem ieren h a r je g glem t, m en i L o n d o n satte C h a p lin sin film til auk tio n . D e n gik for h ø jstb u d te film leje, 50 % af spille in d tæ g te n , hvilket d e n g an g v a r en tem m elig rå pris. D e t v a r altså en fejret, m isun d t, h ø jtb e ta lt film p ro d u c en t, der kom igen efter 4 års tavshed. Film ens evne til a t tje n e pen ge h a r m an v u rd e re t h øjt, m en b å d e kritikere og film in du stri ens folk v a r m ere skeptiske m. h. t. C h a p lins m u lig hed er for a t klare sig i de „m o d ern e tid e r" — i tonefilm ens tids alder. Skepsis b lan ded e sig m ed m is undelse og frem k ald te m an g e steder en h alvsur kritik efter prem ieren. A lt dette kan vi tage os let ved gensynet i 1954, m en d e t er p å sin plad s a t e rin d re om, at C h a p lin også d e n g an g v a r en m is u n d t og forfulgt m and . F ilm en h a n d le r som b e ken d t o m C harlies oplevelser i m ask inalderens tem pel — en r a tio n a liseret fabrik — og uden for, som u d stødt. D e t e r ikke m en in gen a t kom m e næ rm ere ind p å h a n d lin g e n ; dens træ k er k end t, og d et hø rer m ed til filmens storhed, a t d et ikke gor d e t m indste skår i tilskuerens fornøjelse. J e g o v e rlad er m ed sindsro p u b lik u m til C harlies p in agtig e situ atio n er ved sam lebåndet, hans m a rty riu m i m ad e m askinen, hans skræ kfyldte o p h o ld p å W C , hvor h a n ikke e n g ang h a r fred for fje rn synsbilledet af chefen, han s ru lleskøjte d an s og han s festligt syngende opvarter. M e n d et bor nævnes, a t m isundelsen v a r så stor, a t m a n forsøgte a t ram m e C h a p lin p å hans eget felt, d et k u n stn e riske. H a n v a r jo ikke den første, som h av d e lav et film satire over m ask in alder og sam lebånd.
9
D e n store, franske instruk tø r, vores allesam m ens fo rg u ded e R e n é G iair h a v d e flere å r tidligere iscenesat sin skarpe og overstadige L e v e frih ed e n — en film d e r forøvrigt i 1954 e r lige så tidssva re n d e og h en ry k k en d e som C h aplins film. D e t tyske fo re ta g en d e T O B I S h a v d e en filial i F ra n k rig , og d e t v a r hos d e tte selskab, a t L e v e frih ed en v a r p r o d u ceret. Som en forlods hæ vn for C h a p lins p la n e r om film en D ikta toren , a n lag de d e t nazistiske T O B I S sag a n m o d C h a p lin for p lag iat. D e t e r som bek en d t ikke noget, film ens kun stnere k a n gøre, k u n pen g em æ n d e n e. M e n i d e tte til fæ lde k u n n e en k u n stn e r dog træ d e til. R e n é C la ir in d f a n d t sig i vidneskranken og erklæ rede, a t hvis m esteren h a v d e h aft glæde og in sp iration af a t se L e v e fri heden, ville h a n som in stru k tø r føle d e t som en stor ære! Sagen faldt. M a n d rø ftede m eget seriøst i 1935, o m tonefilm ens teknik n u v a r „lø b et" fra C h a p lin , d er stadigvæ k b e n y tted e sig af gam m eldags kam erain d stillin ger og ik ke ville b rug e dialog. M a n k u n n e jo g en optage diskussionen i dag, 19 å r se nere. M e n d e t ville væ re lidt ørkesløst a t efterforske, om C h aplins film i m el lem tid en v a r blevet foræ ldet, o m de k ritikere skulle have fået m ere ret, som allerede d e n g an g fa n d t noget gam m el m o d ig t over M o d e rn T im es. D e t ville væ re ørkesløst, for hverk en film en, dens em ne eller teknik bæ re r p ræ g a f alder. M eget m in d re e n d adskillige e n d d a go de film fra m id te n af tred iverne, som d e n g an g re p ræ se n te red e sidste skrig i strø m lin jet k a m eratek n ik og kvik replik kunst. D e n slags skønhed falm er, det gør d e n prim itiv e tein t over C hap lin s film ikke. M a n h a r villet forklare d e n n e tidløs h ed, d en n e h o ld b arh e d , som de fleste C h ap lin -film besidder, m ed en henvis n in g til, a t d e t e r ikke k am eraet, ry t m en, film tem p o et og a lt d e t der, som b etin g er virkningen. D e t er m an d e n , hans personlige ta le n t og charm e. M a n k u n n e også begy n de a t forklare „ h o ld b a r h e d e n " i H . C. A ndersens eventyr v ed a t henvise til digterens eller hans figurers charm e. S å d a n n e b e tra g tn in g e r e r vildskud af rå d vildh ed. E ventyrene b estår a f o rd, C h aplin-film en e af k a m erain dstillin ger, m usik, lyde og efter h å n d e n replikker. H . C. A ndersens sprog er hverken gængs som skriftsprog eller talesprog i d a g og h a r ikke v æ re t det
10
længe. C hap lin s film indstillinger er ik ke gængse i d a g og h a r ikke v æ re t det længe, m eget længe i fo rhold til filmens ko rte historie. M e n a f d e n g ru n d m å m a n ikke tro, a t C h ap lin s k a m e ra e r en lydig stu m tjen er, som in stru k tø r C h a p lin k u n flytter, n å r d e t n u ikke længere er praktisk a t have d et p å sam m e sted. C h aplins klip fra scene til scene e r ra f finered e i deres enfoldighed. A t h a n k lipp er m in d re fra kam eravinkel til ny vinkel end fra in d h o ld til ind h old, k an ku n p e d an tisk e tilhæ ngere af en bestem t glat filmstil fin d e p å a t b e b rejde ham . C h ap lin s kam eravin k ler e r udtryksfulde, selvom de er ligetil. D e r er m ang e kunstneriske arbejdsh em m eligh eder ved C h aplins heldige fasth o ld en af en bestem t stil gennem å r tier. B lan d t d e m est selvfølgelige er, at C hap lin s stab er u fo ra n d re t. E n a nd en er, a t h a n laver om og bliver v ed m ed a t lave om. E n tred ie er, a t h a n trods sin fine m ed a rb e jd e rsta b „gør d e t hele selv". Skal d e r absolut m usik til en film, laver h a n d en selv. D e t er k u n m å lt m ed d en alm indelige filmstils udvikling, a t C h ap lin s synes ufo ra n d re t. In d e n fo r hans egne film spo rer m a n væ rdifulde, so m m etider næsten um æ rkelige fo rbedringer. D e er som regel lettere a t fin d e i d et in dholdsm æ s sige en d i d e t formelle. H a n nøjes ikke m ere m ed a t lade folk falde til ro m el lem e t p a r u styrligt m orsom m e num re. H a n klistrer ikke m ere lid t forlegen E d n a Purviance-kæ rlig hed ind, hans kæ reste fra de m an ge, gam le farcer. H a n m o d n e r d e t rom antiske til noget poetisk. Ellers giver h a n en in d sp rø jtn in g af sa tire, som i M o d e r n Times. H e rm e d kom m er je g igen til d e t in d holdsmæssige, som m a n ikke behøver a t skrive om. M a n k an se d et selv og tæ nke over d e t selv. E n film om arbejdsløs h eden, o p tag e t f. eks. m ellem 1933 og 35, ville ha v e alle m ulige c h a n c e r for at virke fo ræ ld et i dag. D e n ville m åske væ re satirisk-m orsom som Krisen er forbi — eller d e n ville kom m e m ed løsninger p å p ro b lem e t som K in g V idors O u r D a i ly Bread. M e n den ville højst sandsynligt virke speciel, og dens p u b lik u m i dag ville sikkert også blive et specielt, et m useum s-publikum . M e n C haplins film h a n d le r ikke om arbejdsløshed alene, ik ke b lot o m rationaliseringens u m e n n e skelighed, den h a n d le r om vor tid. T h e o d o r Christensen.