Joel & Ethan Coen I snart to årtier h ar C oen-brødrene arbejdet på deres undergravende hyldest til Hollywoods guldalder, m en heller ikke den europæiske kunstfilm går ram forbi. Deres særegne form for hum oristisk genreleg bærer præ g af en overlegen film historisk bevidsthed og den serveres altid m ed en legesyg begejstring over den klassiske filmfortælling og dens indre m ekanik
Der står altid “w ritten by Ethan Coen &
skrevet alle deres film, og de har efter
Joel Coen” i credits til brødrenes film, og
hånden en anselig samling urealiserede
rollerne er efter credits at døm m e ellers
m anuskripter stående. Eftersom de fleste
fordelt sådan, at det er Joel (f. 1954), der
af deres hidtil ni spillefilm er blevet lavet
instruerer, og Ethan (f. 1957), der p ro d u
for en brøkdel af prisen på almindelige
cerer filmene. Dette er dog efterhånden
H ollyw ood-produktioner og deres, oftest
blevet dem enteret af en pæ n håndfuld
anm elderroste, værker i det m indste plejer
skuespillere. Ja, Holly H unter går så vidt
at spille sig selv hjem, har de indtil videre
som til at kalde det “fup-credits”, for
altid haft frie hæ nder og final cut.
Ethan og Joel supplerer altid hinanden, hvilket m an kan konstatere ved selvsyn
Selvbestaltede auteurs. Tidligt i karrieren
når de bliver interviewet. Som et par ind
var Joel m ed til at klippe Sam Raimis Evil
forståede nørder (hvilket de vel egentlig
D ead (1983), og brødrene skrev sam m en
også er), gør de hinandens sætninger fær
Raimis anden film, Crimewave (1985,
dige - tilsyneladende afslappet og i h ar
Brdr. M ord). På dette tidspunkt skrev de
monisk enighed - og virker i det hele
tre også m anuskriptet til The Hudsucker
taget som var de tvillingebrodre (hvad de
Proxy (1994, D et store spring ), og de for
ikke er). D e omtales konsekvent som
fattede et sæt regler (eller dogmer, om
Coen-brødrene og om tales som “de”, når
m an vil) for alle deres fremtidige projek
skuespillere snakker om arbejdsm etoder
ter. Det lød noget i retning af: “De uskyl
og personinstruktion. Joel og Ethan har
dige skal lide; for at blive en m and må du
da også selv, ved flere lejligheder, in d rø m
smage blod; de døde skal gå igen, og de
met, at de deles om alle opgaver.
skyldige skal straffes.” Faktisk er det Coen-
Coen-drengenes forældre var begge aka demikere og blandede sig angiveligt ikke
brødrene, der mest konsekvent har over holdt dogm erne, om end de efterhånden
meget i deres opvækst, som følgelig mest
har slækket lidt på dele af dem. Dette tid
blev brugt foran det tv, hvor brødrenes
lige regelsæt koblet med en konstant og
udstrakte filmviden h ar sit udspring. Joel
mildest talt excentrisk sensibilitet, både
er siden uddannet på New York Univer-
hvad angår filmstil og persongalleri - men
sitys filmlinje, og Ethan har en m agister
så sandelig også mærkværdige og idiosyn
grad i filosofi. C oen-brødrene har selv
kratiske gennem gående motiver i det hele
Joel & Ethan Coen
taget - viser også Joel og Ethans lidt d ril lende leg m ed auteur-teorien. Hvis de i
(1986 ,A rizon a Junior) var en løjerlig
dag bliver betragtet som auteurs, er det
opdatering af 1930’ernes screwball-kome-
nemlig ikke m indst fordi det er som
dier med form idabelt aparte præstationer
sådanne de fra starten har besluttet sig for
af Nicolas Cage og Holly H unter i de cen
at blive o p fa tte t,
trale roller som vaneforbryderen og
Den første håndfuld Coen-film m arke
betjenten, der finder hinanden på trods af
rer sig først og fremmest ved at være
alle odds og trods “that sum ’bitch Reagan”
pasticher på forskellige klassiske Holly-
i Det hvide Hus. I frustration over deres
wood-genrer. Undtagelsen er den tred o b
barnløshed beslutter de at bortføre og
belte G uldpalm e-vinder Barton Fink
adoptere en af de berømte Arizona-fem-
(1991), der parafraserer det, m an ofte kal
linger, hvilket sætter det frenetiske, til
der “den europæiske art-film ” gennem sin
tider surrealistiske plot i drift. Og alt dette
narrative internalisering af hovedperson
udspiller sig endda før credit-sekvensen!
ens grænsepsykotiske skriveblokering.
Raising Arizona er også filmen, hvor sit
Men Barton Fink er sam tidig en indirekte
com -stjernen John Goodm an endelig får
kom m entar til 1940’ernes Hollywood,
lov at folde sit betydelige talent helt ud, og
hvor forfatteren blot var et ubetydeligt led
fremover bliver hans folkekære pondus en
i drøm m efabrikkens sam lebåndsprodukti
næsten fast bestanddel af det særligt
on og indim ellem gik til grunde i d ru k og
coen’ske univers - naturligvis altid på uor
desperation over det daglige kunstneriske
todoks og uforudsigelig vis.
forræderi. Debuten, Biood Simple (1984), er en lidt prætentiøs film noir-pastiche, der indim el
52
Screwballs og gangstere. Raising Arizona
Samme skæbne skulle siden tilfalde John Turturro, der debuterer hos Coen-brødrene som den slibrige Bernie Bernbaum i
lem bevæger sig på kanten af en studenti
det elegant snørklede gangsterm elodram a
kos stiløvelse. Alligevel overlever den i
M iller’s Crossing (1990). Bernie er kataly
kraft af sin sorte h um or og, ikke m indst,
sator for gangsterkrigen, der omgiver den
sin visuelle virtuositet, der sam tidig af
centrale m énage å quatre, for M iller’s
slører tilstedeværelsen af endnu en interes
Crossing er nem lig kun på overfladen en
sant debutant, nemlig Barry Sonnenfeld,
gangsterfilm. Langt vægtigere er den ulyk
der fotograferede brødrenes første fem
kelige kærlighedshistorie, der kører på
film. Det var oprindeligt Dashiel H am -
kryds og tværs af de fire protagonister og
m ett, der introducerede term en “Biood
kulm inerer m ed den hårdkogte Tom
Simple” som slang for den irrationelle til
Regans (Gabriel Byrne) følelsesmæssige
stand, m an ofte befinder sig i efter at have
forfald. Det meste af handlingen udspilles
slået et andet menneske ihjel, og filmen
i um iddelbar datid. Vi hører om hvad der
lever da også fint op til titlens præm is.
er sket, m en ser det kun sjældent, hvilket
Ikke én af de fiktive karakterer fatter en
betyder, at vi hele tiden m å søge at kon
brik af hvad der foregår, og alle plottets
struere det egentlige forløb på lige fod
intriger er en direkte følge af denne
med de andre karakterer, der i øvrigt, som
paranoiske uvidenhed. Selv noir-thrille-
i Biood Sim ple , generelt ikke fatter ret
rens m est berøm te arketype, femme fata-
meget af hvad der egentlig foregår.
le’n, forbliver et postulat kreeret af de to
Undtagelserne er Bernie og Tom, der skif
rivaliserende og mistroiske elskere.
tes til at være et skridt foran, selv om også
Joel & Ethan Coen
The Big Lebowski
de får sig et par grim m e overraskelser hen
virkelighedsfjern m anuskriptforfatters
ad vejen. M iller’s Crossing er en meget
skriveblokering, forfattet på kun 14 dage.
ukonventionel gangsterfilm, plottet er
Sidenhen gik den færdige film sin sejrs
enestående kompliceret og sam tidig virtu
gang verden over, selv om det på en måde
ost realiseret med m akkerparrets til dato
er deres ‘sværeste’ film m ed en åben, næ r
m est sofistikerede dialog. Skønt billedsi
mest b unuel’sk, slutning.
den stadig er sym ptom atisk ekvilibristisk,
I 1994 fulgte de atter op på deres under
til tider grænsende til det blærede, kan
gravende hyldest til de klassiske Holly-
m an også iagttage en hidtil uset og klæde
w ood-genrer m ed The Hudsucker Proxy ,
lig stram hed i kom positionerne.
der blander Frank Capras populistiske 30’er-kom edier m ed hawks’ske screwball-
Skriveblokeringen og fortæ llingens
elem enter og en frenetisk personkarakteri
urværk. U nder arbejdet m ed m anuskrip
stik, som tydeligvis er direkte influeret af
tet til M iller’s Crossing gennemlevede
en af H ollywood-guldalderens største
C oen-brødrene deres hidtil værste kunst
komedie-genier, Preston Sturges. Den
neriske krise - de kun n e sim pelthen ikke
visuelle side af filmen er et overflødig
få det indviklede plot til at gå op. Denne
hedshorn af tung, art deco-inspireret
konflikt udm øntede sig i det første udkast
æstetik, hvor m aterialiseringen af The
til Barton Fink, om en selvhøjtidelig og
Hudsucker Proxys fortælling, cirklen, kon-
53
Joel & Ethan Coen
stant sættes i kontrast til den im poneren
bedre tid. Der er langt fra de speed-snak
de, tydeligvis studieskabte m etropols ver
kende gangstere i Miller’s Crossing til de
tikale linier.
godm odige og sindige skandinaviske efter
Filmen foregiver at handle om m anden, der ikke blot opfandt hula-hopringen,
kom m ere i Fargos (1996) sneklædte Midwest. Fargo er brødrenes største kom
m en også frisbee’en (i begge tilfælde be
mercielle succes til dato, og den vandt
står hans ‘design’ af en cirkel på en lap
både Oscars for bedste m anuskript og
papir), men i hele den m angfoldighed af
bedste kvindelige hovedrolle. Sidstnævnte
cirkler vi præsenteres for, er den mest sig
gik til Joels kone, Frances M cDorm and,
nifikante den, der udgøres af Hudsucker
for hendes pragtpræ station som sm åbor
Industries gigantiske facade-ur. Bag dette
gelig, højgravid sherif, der slet ikke fatter
gem m er sig en alvidende stedfortræ der for
bevæggrundene for den blodige galskab
G ud - eller fortælleren, om m an vil - ved
hun bliver vidne til. Men hvor karakterer
navn Moses, og han er også vores gemytli
ne generelt fremstilles en kende patronise
ge voice over-fortæller. H an ved godt nok
rende i det let noir-lignende plot hvor alt-
kun alt hvad Hudsucker Industries angår,
der-kan-gå-galt-går-galt, er der m ere
m en det er ham , der styrer fortællingens
respektfuld kærlighed over portræ ttet af
m ekanik ved at sørge for, at alle tandhjul i
den (u)m oderne hippie, ’’the D ude” (Jeff
det store urvæ rk griber velsm urte fat i
Bridges), i The Big Lebowski (1998).
hinanden, så historien kan nå sin logiske
Sammen m ed sine to kam m esjukker
konklusion. G odt nok bryder han reglerne
(lohn G oodm an og Steve Buscemi) tjaller
ved bogstaveligt talt at stikke en kæp i
D ude elskeligt rundt i det moderne L.A.,
hjulet (hvilket lykkeligvis får tiden til at gå
m en indvikles samtidig i et plot, der virker
i stå) da vor helt, Norville (Tim Robbins),
som om det er løftet ud a f et par af
falder ud fra 44. etage. Men som O l’
Raymond Chandlers m ere komplekse
Moses selv siger, direkte henvendt til os:
Philip M arlowe-romaner.
“Strictly speaking, I ain’t supposed to do this, but have you got a better idea?”
Men hvor Chandler ikke krediteres for The Big Lebowski, så tilskrives selveste
Således leverer Coen-drengene deres
H om er til gengæld æren for den forfri
endelige svendestykke inden for den klas
skende anderledes musical-odyssé, O
siske filmfortælling, der altså helt eksplicit
Brother, W here A rt Thou? (2000), selv om
afsløres som et guddom m eligt styret, kau
det måske havde været lige så rimeligt at
sallogisk frem adskridende princip.
kreditere Preston Sturges’ Sullivans Travels (1941, M ed ti centspå lom m en ), hvorfra
54
Fra det excentriske overdrev. De næste tre
ikke m indst titlen er “lå n t”. I starten af
film er mere m arkeret ved deres excentri
Fargo postuleres det, at “the following is
citet end ved nogen egentlig helhjertet leg
based on a tru e story” hvilket det for så
m ed genrerne. Men film historien er stadig
vidt også lige så godt kunne have været,
m ed i bagagen, den er bare m ere integre
m en, diverse inspirationskilder upåagtet,
ret i Coen-brødrenes stadigt excessivt kli
så er det først og fremmest Joel og Ethan
chéfyldte univers. En anden afgørende for
Coen der skriver, producerer og instruerer
skel er, at deres m arkant egenartede
deres helt egne, småidiosynkratiske og
h u m o r får mere karakterdrevet spillerum i
halvabsurde, m en fuldt ud originale
trit med fortællingerne, der også tager sig
komedier.
Joel & Ethan Coen
Og sådan vil det stensikkert stadig være,
siden The Hudsucker Proxy, og Frances
når den efter sigende stæ rkt James M.
M cD orm and leverer sin tredje kvindelige
Cain-inspirerede The M an Who W asn t
hovedrolle i en Coen-film. Samarbejdet
There (2001), m ed Billy Bob T hornton i
m ed T hornton, der netop har arbejdet
rollen som indadvendt og kæderygende
sam m en med Sam Raimi som hhv. skue
barber med bizarre tvangstanker om såvel
spiller og m anuskriptforfatter i de to
konen som naboens teenagedatter, får pre
fremragende thrillere A Simple Plan
miere senere i år. Film en er deres første i
(1998) og The G ift (2000), kunne tyde på
sort/hvid og er fotograferet af Roger
at de gamle venner snakker sam m en
Deakins, der har væ ret deres faste fotograf
endnu. Måske de går og pusler m ed et nyt dogme!? Kenneth T. de Lorenzi
Filmografi 1984 1987 1990 1991 1994 1996 1998 2000 2001
Blood Simple/Blood Simple - Et nemt offer Raising Arizona/Arizona Junior Miller’s Crossing/Miller’s Crossing - Dødens ekko Barton Fink The Fludsucker Proxy/Det store spring Fargo The Big Lebowski O Brother, Where Art Thou? The Man Who Wasn’t There