Claire Denis “Fransk films bedst bevarede hem m elighed” er h u n blevet kaldt, men med sine højligt originale, rytm iske billeddigte om m askulin mystik og m ultikulturelle randeksistenser bør Claire Denis ikke forblive “hem m elig” meget længere
Claire Denis (f. 1948) er en fransk
Inspirationen har hun hentet i H erm an
instruktør, som vi - endnu - ikke har set
Melvilles romanklassiker Billy Budd , men
meget til herhjem m e, bortset fra på dette
også i bl.a. Godards i flere år forbudte film
års Natfilmfestival. Hun har været assi
om krigen i Algeriet, Le p e tit soldat (1960,
stent for så fornem m e navne som W im
Den lille soldat).
Wenders, Jacques Rivette, Jim Jarmusch og
Beau travail , som er blevet kaldt en
Dusan Makavejev, men de film, hun selv
krydsning mellem Stanley Kubricks Full
har instrueret, er så helt og aldeles hendes
M etal Jacket og Derek Jarmans tidlige bøs
egne. På forskellig vis er de alle meget fysi
sefilm, er decideret ikke nogen krigsfilm.
ske og musikalske film, der med et m in i
Snarere er den en m editation i Jean
m um af dialog kredser om marginalisere-
Genets ånd over det em inent maskuline
de eksistenser og/eller om m askuline fæl
univers i en nutidig, m ultinational legio
lesskaber, som oftest i et flerkulturelt
nærlejr i Djibouti. I m odsætning til
miljø. Denis’ film følger ikke den slagne
Melville - og til Peter Ustinov, der filmati
Hollywood-vej til dram aturgisk for
serede rom anen i 1962 - koncentrerer
løsning. De har ganske vist altid en h an d
Denis sig om ‘the bad guy’ og lader ham
ling, m en m å snarere beskrives som sen
fortælle historien i smertelige tilbageblik. I
suelle impressioner, levende skulpturer
Denis’ film er rom anfiguren Claggart, der
udspæ ndt i tid, eller visuelle ækvivalenter
sadistisk piner den gode helt til døde, ble
til frie jazz-kom positioner.
vet til legionærsergenten Galoup (sublimt fremstillet af den koparrede Leos Carax-
Billy Budd i frem m edlegionen. Denis fik
skuespiller Denis Lavant). Galoup er den
sit internationale gennem brud med sin
perfekte soldat, men h an martres af langt
sjette film, Beau travail (1999), der af
fra perfekte menneskelige følelser, der gør
engelske og amerikanske kritikere fuldt
ham utilregnelig af jalousi over en ny legi
fortjent er blevet hyldet som et m oderne
onærs irriterende skønhed, heltem od og
mesterværk. Filmen var et bestillingsar
popularitet hos de andre, ikke m indst hos
bejde fra den fransk-tyske tv-kanal Arte,
den elskede kom m andant (der ikke blot
der gav en række instruktører helt frie
hedder B runo Forestier som hovedperso
hæ nder til at lave hver sin film over det at
nen i Le p e tit soldat , m en tillige spilles af
være frem m ed. Denis valgte i sin film -
den sam m e skuespiller, Michel Subor).
efter eget udsagn helt naivt - at fokusere
Til tonerne af Benjamin Brittens Billy
på Frem m edlegionen i en historie om en
B u dd-opera koreograferes de svedende,
legionær, der bliver frem m ed for sig selv.
m uskuløse og glatragede legionærers fysi-
Claire Denis
Beau travail
ske træning under Afrikas ubønhørlige sol
gen til instruktørens barndom i 1950’er-
til ordløse balletter a f betagende skønhed.
nes C am eroun, der på det tidspunkt
Det er virkelig umådeligt “sm ukt arbejde”
endnu var under fransk koloniherredøm
- som af de lokale kvinder, der fungerer
me. Synsvinklen ligger hos den lille datter
som en slags græsk kor, betragtes m ed lige
af den stedlige franske kom m andant, m en
dele benovelse og m u n ter undren.
filmens interessefokus er koncentreret om
Paradoksalt nok skulle der form entlig
den smukke afrikanske boy Protée, der
netop en kvindelig instru k tø r (og en kvin
m ed skæbnesvangre følger bliver genstand
delig fotograf, Agnès G odard) til at frem
for kom m andantfruens erotiske længsler.
stille den lige så kraftsvulm ende som u u d
S ’en fo u t la m ort (1990) er en lige så
grundelige maskuline mystik med så
grum som besættende historie om to afri
megen poetisk indlevelse.
kanske indvandrere, der forsøger at skabe sig et liv i Frankrig som opdrættere af
D et m arginale i centrum . Allerede Denis’
kam phaner. Med kærlighed og om hu går
delvist selvbiografiske debutspillefilm
de til opgaven, der finansieres af en u d
Chocolat (1988) tog udgangspunkt såvel i
spekuleret Jean-Claude Brialy med en
det fremmede som i d en maskuline seksu
kolonial fortid. Så længe hanerne holdes
alitet. Filmen beskriver en rejse i erin d rin
isoleret fra høns, er alt godt - og det
61
Claire Denis
samme gælder for opdræ tterne, hvis inti
instruktører, som bare om sætter et m an u
me venskab og hele tilværelse styrter i
skript i billeder. Tværtim od har jeg altid
grus, da den ene af dem forelsker sig fatalt
været interesseret i folk, som forsøger at
i deres arbejdsgivers elskerinde (spillet af
fange øjeblikket under optagelserne, en
Solveig D om m artin).
bid tid. Det er, hvad jeg selv forsøger at
En serie m ord på ældre kvinder i
gøre. Hvis m anuskriptet vinder, sker der
1980’ernes Paris danner den autentiske
intet mellem m ig selv og spillerne. Jeg
baggrund for J’ai pas som m eil (1994), som
foretrækker at filme filmen, dvs. forholdet
im idlertid er meget langt fra at være en
mellem mig selv, lokationen, skuespillerne
traditionel genrefilm. Snarere er den en på
og tiden der går.”
én gang underfundig og foruroligende fil
Denis, der ofte lader sig inspirere af
misk mosaik af på forskellig vis forbundne
musikalske stemninger, arbejder gerne
menneskeskæbner. For skønt Denis nok
m ed de sam m e skuespillere og teknikere
interesserer sig for det homoseksuelle
fra film til film, og den kreative proces
m orderpar, er hun næsten mere optaget af
består som regel i, at hun forud for opta
deres familie og øvrige omgivelser af ‘ny-
gelserne holder lange prøveforløb m ed
franskm æ nd’, der alle frister en udsat til
spillerne. M en det særegne ved hendes
værelse som randeksistenser i det franske
m etode er, at h u n aldrig holder prøver på
samfund.
netop de scener, der står i manuskriptet.
Derudover har hun lavet U.S. Go Home
Derved opnår hun dels at sammensmede
(1994), der m ed datidens popm usik og
holdet i en slags legende fællesskab, dels at
dans som hovedingredienser fortæller en
holde en d ø r åben for spillernes egne
indfølt historie om en ung piges første
idéer i forhold til et - foreløbigt - m an u
seksuelle erfaring i m idt-1960’ernes fran
skript, som de ikke kender i detaljer. De to
ske provins; Nénette et Boni (1996) om en
ting i forening gør de medvirkende langt
19-årig pizzabager, der får vendt op og
mere udsatte, mere hudløse, end hvis de
ned på tilværelsen, da hans 15-årige gravi
havde kunnet krybe i ly bag en veldefine
de søster uventet flytter ind; den bizarre
ret rolle i et m ur- og nagelfast m an u
m oderne vampyr- og kannibalfilm Trouble
skript. Endelig sætter m etoden Denis i
Every D ay (2000), der satte sindene i kog
stand til at bevare hver enkelt scenes frisk
på dette års Cannes-festival, hvor den blev
hed frem til selve optagelsen: “Jeg hader at
vist uden for konkurrence; sam t p o r
prøve en scene igennem, for så er jeg ikke
trætfilm en Jacques Rivette, le veilleur
længere interesseret i at optage den, eller
(1990) og musikfilm en M an No Run
også er jeg n ø d t til at lave den om. Den
(1989) om det cam erounske b and Les
skal være helt ny den dag, vi går i gang
Têtes Brûlées’ første Frankrigs-turné.
m ed optagelserne.”
Med intuitio n en som bræ ndstof. Denis er
værker, der hviler minimalistisk i de
en klassisk auteur i den forstand, at hun
enkelte sceners intense um iddelbarhed.
for det meste selv står for m anuskriptet,
Kropsligt næ rvæ r i en højligt musikalsk
m en hun anser sin egen og de m edvirken
visuel poesi træder i stedet for facitlister
des intuition før og under optagelserne
og løftede moralske pegefingre. Og ikke
for vigtigere end en fiks og færdig dreje-
bare er D enis’ film betagende smukke. På
bog: “ Jeg har aldrig b ru d t mig om
deres egen ordknappe og vanskeligt defi-
Resultatet er en håndfuld besættende
62
Claire Denis
nérbare m åde sniger de sig ind under
er filmen montage, redigering. [...] I mine
huden på tilskueren, hvor de sætter sig
øjne indebærer dét at lave film at droppe
som en sært uafrystelig uro. For, som hun
alle forklaringer. For jeg er overbevist om,
selv siger: “Jeg forsøger at flyde på en idé
at m an når en anden form for forklaring
om noget, der kunne blive til en historie.
ved at undlade at forklare. Det er jeg sik
Men i m ine øjne er film en ikke skabt til at
ker på.” Hendes egne film er det bedste
levere psykologiske forklaringer. For mig
bevis for teoriens holdbarhed! Eva Jørholt
Filmografi (ikke kortfilm ) 1988 1989 1990 1990 1994 1994 1996 1999 2000
Chocolat Man No Run S’en fout la mort Jacques Rivette le veilleur J’ai pas sommeil U.S. Go Home (tv) Nénette et Boni Beau travail Trouble Every Day