Takeshi Kitano Chokerende, sentim ental og anstrengende - en japansk om ni-bussem and, der ikke er sådan at verfe b o rt
M ulti-talentet og m ega-kvæ rulanten
punkterne i efterkrigstidens japanske film.
Takeshi Kitano (f. 1948) er en institution i
På den ene side den elegiske resignation -
japansk kulturliv. Ivrig klum m edebattør.
accepten af det smertefulde ved livet -
Stjerne på 7-8 ugentlige talkshows.
som Ozu, Mizoguchi og Kurosawa ofte
Berygtet for sin aggressive stand-up-
bittersødt formidler. Og på den anden side
komik. Forfatter til g odt 60 bøger, h e ru n
det forbitrede protestråb m od sam funds
der digtsamlinger og genrebrydende
udviklingen, der opstår i 60’erne hos
romaner. Og efterhånden sågar anerkendt
Nagisa O shim a og Shohei Im am ura.
som kunstmaler. I Vesten er han næsten
Filmkritikeren Dave Kehrs begreb ’’furious
kun kendt som film m and, m en det er fak
peace” udtrykker måske bedst, hvor for
tisk den branche, han har haft sværest ved
nuftstridig Kitanos balancekunst egentlig
at slå igennem i. Som tv-stjerne blev ’Beat’
er. (2)
Takeshi, som han kaldte sig, kun knebent
Kitanos første to film, genrestykkerne
accepteret som seriøs skuespiller i starten
Violent Cop (Sono otoko, kyobi ni
af 80’erne, og først m ed sin syvende af
tsuki, 1989) og Boiling Point (3-4x jugatsu,
foreløbig ni film, H ana-Bi (der vandt
1990), gjorde sig bem ærket ved en hidtil
guldpalm en i Cannes 1997), har Kitano
uset brutalitet. I dag gør blodet snarere
vundet bred anerkendelse som instruktør
indtryk i sin serveringsform end målt i
i hjemlandet.
deciliter; det egentligt chokerende er vol dens abrupthed, uventetheden, som er
Rasende fredfyldt. Bortset fra to-tre inter-
forblevet et kitanosk varemærke (3).
ludier er alle Kitanos film præget af japan
Volden kom m er ingen steder fra, ofte med
ske mafiosi, yakuza ( 1 ), og m ed sin særeg
en udpræget komisk timing. Og tilløb til
ne plurale stil har instruktøren udviklet
spændingsopbygning eller heroic blood-
sig til den største nulevende fornyer af
shed i H ong Kong-stil forvandles med ét
gangstergenren. G ennem beundrere som
til en form for misforstået - eller rettere
Tarantino og Scorsese h ar Kitano også sat
indforstået - sportsm anship. På den måde
sig m ærkbare spor i udlandet, men hans
kan de fleste konfrontationer overstås med
nyskabelser fremstår klarest i et nationalt
et enkelt lakonisk slag eller aftræk. Der
perspektiv. Dels fordi yakuzaerne selv lider
findes dårligt én person i Kitanos produk
under defekterne ved det japanske sam
tion, der tigger om nåde eller værger for
fund, som Kitano utræ tteligt skoser på tv
sig.
og i blade. M en måske især på grund af den shinto-agtige uanfægtethed, hvorm ed
Kamikaze-kosmos. Kitano adskiller sig
Kitano bygger bro m ellem de to m odsat
både fra den heroisk og den sociologisk
rettede tendenser, der h a r m arkeret højde
orienterede gren af gangstergenren ved
Takashi Kitano
begreb gradvist har udraderet siden 50’erne. M en samtidig savnes ethvert spor af heroisme eller trodsig chauvinisme, på korpsets eller andres vegne. Nishi vil blot sige farvel til sin døende hustru og forlige sig med sin egen forestående død. Han er - i lighed m ed hovedpersonen i Violent Cop, ligeledes spillet af Kitano selv - som en kam ikaze-pilot uden fædreland: Hans egen død er frivillig men meningsløs, undtagen som narrativt dénouem ent. ‘Gam eboys’... Ligner fatalismen en
H ana-B i
skævbenet form for sportsm anship hos Kitano, så overtrum fes den som fortælle ikke at lægge særlig vægt på den personli
mæssig dynam o af de fysiske sportsgrene,
ge eller for den sags skyld (sub)kulturelt
instruktøren er så fascineret af. Til tider
definerede nødvendighed. Tilfældige o m
udgør sporten ligefrem et fikspunkt for
stændigheder driver personerne ind og
hvad m an bedst kan kalde underudviklede
rundt i de uglam ourøse forstadsmiljøer,
udviklingshistorier: Baseball danner
og der er lange passager præget af en pas
ram m e om antiheltekvadet Boiling Point;
siv accept, der grænser til det selvdestruk
surf-sportens individualisme er hele ideen
tive. Hævnbegær og æreskodekser synes
bag den døvstum m e A Scene at the Sea
afløst af en diffus fatalisme, der til tider
(1992, Ano natsu, ichiban shizukana umi);
virker sørgelig og dum ; andre gange er
og boksning viser sig ikke at være vejen
den knugende smuk.
frem for de fortabte ynglinge i Kids Return
Der ligger en underdrejet spiritualitet i
idrætten, bl.a. sum obrydning og cykling,
er frem for noget den, der gør politifolk
m ere homage-prægede subtekster. Kitano
og yakuzaer til naturligt inventar hos
elsker åbenlyst spil og deres spilleregler.
Kitano. Instruktøren betragter selv denne døds forsonende m entalitet som noget særligt
164
(Kidzu ritany 1996). Andetsteds udgør
denne sansning af dødens nærvær, og det
Næsten lige så meget som han elsker at bryde dem. Urene stød. Bolde, der smides væk.
japansk, og sam m enligner eksplicit den
Styrt. Benspænd. Ulovlige overhalinger.
sympatiske selvtægtsmand Nishi i Hana-
Kitano når hele registret af lovovertrædel
Bi m ed såvel bushido-kulturens sam uraier
ser rundt, m en når alligevel aldrig frem til
som de japanske soldater under 2. ver
den forløste succeshistorie; det er småt
d en sk rig .^) Disse sam m enligninger ru m
m ed hom eruns og trofæer. På den anden
m er nok lige dele realitetssans og nostalgi,
side straffes synderne sjældent. I alt dette
hvilket er ret sigende for kværulanten
ligger en tvetydig sympati for tabere, som
Kitano. Nishi, en frafalden politim and
Kitano gerne står ved: “I Japan eksisterer
spillet af Kitano selv, kan måske nok siges
der en nederlagets æstetik. Vi kan godt
at repræsentere en uegennyttig loyalitet,
lide losers'.\5)
som amerikaniseringens dem okrati
En anden m otivation af sportsscenerne
Takashi Kitano
kan være, at essensen og styrken i de
trøstningfulde og fabulerende - og d er
enkelte sekvenser netop ligger i regelbrud
m ed gangsterkynismens diametrale m o d
dene, deres overraskelser og skævheder -
sætning.
akkurat som i Kitanos genre-leg som hel
Er skiftene i tonefald letgenkendelige
hed. I det perspektiv er det nogenlunde
gennem hele Kitanos produktion, lykkes
logisk, at helte og succeshistorier er dis
det kun en enkelt gang at drive egentlig
kvalificerede på forhånd. Kan m an tale
karakterpsykologi frem ved hjælp af de
om en kunstnerisk strategi hos Kitano, må
formalistiske og tematiske kæpheste.
den nærmest kaldes disciplineret unfair
Hana-Bi er Kitanos ubestridelige hoved
play.
værk, hvis komplekse parallelklipning
... Og ‘playboys’. H insides den regelbund
em otionelle dybde i enkeltscenernes
ne sportsudøvelse og konkurrencem enta
melankoli, brutalitet, hum or og øm hed.
liteten ligger også legen som refugium.
Det hjælper også, at tegningerne her er
Som det ofte er frem hævet, opfører
fortællemæssigt integreret. Den kontrast
Kitanos talrige m achoer sig som forvokse
mellem tem peram enter, der andetsteds
de børn. Yakuzaer og politifolk kravler ud
kan virke heterogen og forceret, indfanges
af deres institutionaliserede hierarkier og
her i den ubesværede pendulering, der
mellem figurerne forener og udvider den
trækker i blom strede hawaii-skjorter.
smukkest udtrykker Kitanos særlige sensi
Kitano opruller et tilbagevendende
bilitet.
komisk-surreelt scenarie (Boiling Point, Sonatine, Hana-Bi, Kikujiro), hvor stenan
Tradition og fornyelse. Hver for sig ru m
sigter bliver til grim asserende, sprælske
m er Kitanos to stemningsmæssige poler
drengebørn. At størstedelen af voksenlege
ikke den store perspektivrigdom; både i
ne finder sted på øde strande, så fjernt fra
krig og fred er der tale om en tilstræbt
byen man kan kom m e, antyder deres
dybdeløshed, forenkling. Det afspejles
karakter af symbolsk regression. Selv har
meget godt i den kursoriske måde, Kitano
Kitano i et følelsesfuldt øjeblik kaldt havet
får sine optagelser i kassen på. Han lægger
for ’universets livm oder’.
ikke skjul på, at økonom isering og neu tra
Noget tilsvarende kan siges om de naivi-
litet er kodeord under indspilningen, hvad
stiske tegninger, der (u n d er mulig inspira
enten der skydes m ed skarpt eller spejdes
tion af Yoichi Higashis Drømmenes By (E
ud over havet. Kitano er ikke just den der
no naka no boku no m ura), der vandt sølv
m aser sig forrest i køen til priser for per
bjørnen i Berlin 1996) dukker op i
soninstruktion eller skuespil; hans dialog
Kitanos sene film og fungerer som p er
fattige film er ofte blevet sammenlignet
sonlige, poetiske signaturer. At disse
m ed traditionelle, stiliserede teaterform er
kulørte engle, blom ster og far-m or-og-
som no og kabuki, og for Kitanos eget
børn-tegninger - skabt af Kitano selv som
vedkom m ende synes det mest nuancerede
en slags lystbetonet terapi - har fundet vej
udtryk da også at være en ukontrolleret
fra det lille til det store læ rred antyder, i
træ kning ved øjet.
hvor bemærkelsesværdig grad de er båret
Den kantede dynamik, der giver scener
af oprigtig følsomhed. M an kan godt gå så
ne deres charm e, opstår fortrinsvis ved
vidt som til at kalde det sentim entalitet.
klippebordet, der naturligvis også bestyres
Drømmebillederne er ligesom legene for
a f Kitano selv. G ennem de elliptiske ’før-
165
Takashi Kitano
og-efter’-sam m enstillinger og personernes
lig determ ination og determinisme. Hvis
totalt fraværende respons på de mest ab
der foreligger en hybris er det ikke hos
surde tildragelser kom m er Kitanos deati-
individet, m en i et samfund så anæm isk
p an-hum or filmisk til sin ret. Måske frem
og solidaritetstappet, at hovedpersonernes
træder hans montagemæssige originalitet
undergang ofte virker som en større udfri
klarest i denne charm erende lovover
else end skurkenes ditto. Hitchcock blev
trædelse: Reaction shots uden reaktion!
berøm t på at filme kærlighedsscener som
Målet m ed den indlejrede hu m o r er ikke
var de m ord. H os Kitano er barm hjertig
prim æ rt at ironisere over m achotyper
hedsdrabene i Violent Cop og Hana-Bi vit
eller dekonstruere mafiamyter. Dertil er
terligt de største tegn på ømhed.
der alt for kort vej back to business, til de
En mere klassisk nemesis kan måske
vante, chokerende forstadslikvideringer.
nok siges at blive effektueret i den nye film
Snarere handler det om at udvide de spil
Brother (2000). Måske fordi det her hand
lets grænser, der måske h ar været m ed til
ler om en yakuzas hovmod på udebane:
at fastlåse den traditionelle gangsterfilm.
En skæbnesvanger udfordring af selveste
Kitanos sene yakuza-skildringer kan
Storebror, den amerikanske mafia. Kitano
ihvertfald hverken siges at tilhøre den ac
kalder den selv en allegori over Anden
tionprægede klasse, genrepastichen eller
Verdenskrig, fra Pearl H arbor til Nagasaki
realismen. De har en helt egen hylde, en
(6), og spiller ikke overraskende selv
gennem ført original blanding af nostalgi,
yakuzaen, der rejser til L.A., viser flaget og
drøm , harm e og resignation - opdaterede
går ned med det. Medtænker m an kultur
tragedier uden helte, kunne m an kalde
kom m entatoren Kitanos idiosynkrasier
dem.
overfor am erikaniseringen (“sitcom -m entaliteten”), ja, så aner m an nok hvor
Blodets bånd. Tragiske er fortællingerne i
instruktørens sympati ligger...
hvert fald uagtet deres mangel på person Rasmus Brendstrup
N oter 1. 2. 3. 4. 5. 6.
U ndtagelserne er den lyriske A Scene at the Sea (1991), den absurd-frenetiske Getting Any? (1994) og til dels den sødladne ro adm ovie Kikujiro (1999). Film Com ment, m a rts-a p ril 1998, s. 33. T adao Sato (1997): Le Cinéma japonais, bd. II, s. 201. Paris: E d itio n s C entre P om pidou. Cahiers du Cinéma 518, s. 42, og Film Com m ent m arts-ap ril 1998, s. 32. Cit. P ositif434, april 1997, s. 11. M oving Pictures, decem ber 2000, s. 17.
Film ografi (spillefilm)
166
1989 Sono otoko, kyobi ni tsuki/V iolent Cop 1990 3-4x jugatsu/B oiling Point 1991 A no natsu, ichiban shizukana U m i/A Scene at the Sea 1993 S onatine 1994 M inna Y atteruka/G etting Any? 1996 K idzu ritan/K ids R eturn 1997 H ana-B i 1999K ikujiro no N atsu/K ikujiro 2000 B rother