David Lynch At iscenesætte grænseløsheden i stadigt nye former er det paradoksale pro jekt hos David Lynch. Der er ingen ro, ingen helle i det lynch ske univers, heller ikke når det ser sådan ud. Det synes at være den urolige åre, der fostrer instruktørens billedverden David Lynch er født i 1946, og han har
hum or og lurende uhygge indgår i en helt
beskæftiget sig med film produktion siden
særegen cocktail. Selv om Lynch har kaldt
slutningen af 1960’erne. Ikke desto m in
en af sin seneste film for The Straight
dre har han også i det sidste tiår markeret
Story (1999) og også fortæller en simpel
sig m ed værker, der, om end de, som det
og meget sm uk og lige ud af landevejen
hele tiden er tilfældet med Lynch, selvbe
historie om den aldrende Alvin Straight,
vidst peger tilbage på hans tidligere væ r
der på sin sindige plæneklipper kører ad
ker, også peger fornyende ud i deres sam
den lige landevej fra Iowa til Wisconsin
tid. Kort sagt: Lynchs værker er stadig
for at forsone sig med sin bror, så tilhører
ubestrideligt Lynch; m en netop derfor er
Lynch, sin ikke ganske unge alder til trods,
de også altid overraskende. De p ostm o
også den generation af 1990’er-auteurs,
derne værker fra anden halvdel af
der selvbevidst skriver deres mærke hen
1980’erne, Blue Velvet (1985) og Wild at
over deres film. Der er så mange henvis
Heart (1990, Vilde hjerter), er i 1990’erne
ninger til den foregående mørke film Lost
blevet afløst af film, som i højere grad
Highway i The Straight Story, som var
fokuserer på fortællingen og dennes
denne et ‘strukturerende fravær’ i den
m uligheder; hans værks vedvarende
simple historie, og som implicerede
udforskning af filmm ediet og film fortæl
instruktøren, at man trods alt ikke skulle
lingen får da også sit hidtil mest radikale
forvente, at han med The Straight Story
udtryk i 1990’erne m ed Lost Highway
var begyndt at vende blikket m od besin
(1997).
delsen og livets slutning.
Siden den første langfilm, Eraserhead (1977), som i en surrealistisk blanding af
G rænseløshedens form er. David Lynch er
virkelighed og drøm , m areridt og sort
en m ultikunstner, der h a r arbejdet snart
h u m o r fortalte historien om den fortabte
sagt indenfor et hvilket som helst kunst
og verdensfjerne Henry, der bliver kon
nerisk udtryksm edium , fra tegneserien til
fronteret m ed en m onstrøs baby, som
m øbelkunsten og fra reklamen til maleriet
siges at være hans barn, men han er mere
og fotografiet, ligesom han har arbejdet
optaget af en fantasifigur inde i hans radi
m ed både film og tv. D et er som film in
ator, har Lynch lavet film, der ikke bare
struktør han h ar vundet sin berømmelse,
stilistisk m en også tem atisk befinder sig i
m en hans arbejde indenfor de andre
et grænseland, hvor død og vold lurer,
kunstarter bliver mere og mere tydeligt i
hvor seksualiteten ofte har perverse
hans filmværk, ligesom Lynch-æstetikken
undertoner, hvor selv den mest hæderlige
er umiskendelig også der, hvor han ikke er
altid viser sig at have lig i lasten, og hvor
krediteret, som i biografreklamen for
D avid Lynch
Playstation 2. I Toby Keelers dokum entarfilm Pretty as
der - og den tavse lyd - af him m elrum mets uendelighed går igen mange andre
a Picture. The Art o f David Lynch (1997)
steder i hans værk. Tematisk iscenesættes
fortæller Lynchs tidligere h u stru Peggy
grænseløsheden i de mange ekstrem t onde
Reeves om , hvad d er oprindeligt fik ham
personer hos Lynch, som hans helte ikke
til at gå til filmen: “H an ville have sine
kan undslippe. I tv-serien Twin Peaks
malerier til at bevæge sig. Det er i virkelig
(1990-91) er ondskaben inkarneret i ‘Bob’,
heden derfra det kom . Han ville have sine
der som en anden parasit tager bo i psy
malerier til at bevæge sig. H an ville have
kisk skrøbelige personer, og som til sidst
dem til at gøre mere. H an ville have dem
vinder over den intuitivt tænkende
til at lave lyde. H an ville have dem til at
m esterdetektiv Dale Cooper, der kom til
bevæge sig”. Den stilistiske voldsom hed i
Twin Peaks for at opklare m ordet på den
Wild at Heart, hvor billederne og lyden af
smukke Laura Palmer, m en siden blev
de to unge elskendes flugt fra fængsel og
hængende. Og i Blue Velvet er det den d ir
en mildest talt om klam rende mor, sm ad
rende, seksuelt perverse Frank, som col
rer imod høre- og synssansen, er blot et
legedrengen Jeffrey m øder under sin
eksempel på, at Lynch kan spænde både
udforskning af lillebyens m ørke bagside
billed- og lydsiden til det yderste. Men
og sine egne skjulte lyster. ’You’re just like
om vendt er det også, n år m an ser en film
m e’, siger den dæm oniske Frank på et
som Lost Highway, som om instruktøren
tidspunkt op i den skrækslagne Jeffreys
her samtidig synes at ville stoppe de
åbne ansigt, og det er en af instruktørens
levende billeders sam m enhæ ngende
genkom m ende pointer, at der ikke er
bevægelse eller skabe hver indstilling om
entydige forskelle mellem det gode og det
til et maleri, et kondenseret øje-blik. Tid
onde. Det er også denne mangel på
og rum , som i den klassiske fortællende
grænser, der skaber den stem ning af uhyg
film betinger hinanden, falder her fra h in
ge, som Lynch er en sand mester i; ikke for
anden, ligesom figurer og rum indgår i
ingenting refererer Lynch til Alfred
sære og foruroligende konstellationer i
Hitchcocks Rear Window (1954, Skjulte
denne mærkværdige og stem ningsm æ tte
øjne) som en af sine yndlingsfilm.
de film om musikeren Fred, der anklages for m ordet på sin (m åske) utro hustru, og
H istorier der ikke giver sig selv. Bortset
som i sin celle på dødsgangen måske
fra den surrealistiske kultklassiker
transform erer sig til d en yngre bilm ekani
Eraserhead har alle Lynchs film fortælle
ker Pete - der på sin side indleder et for
mæssigt rødder i den klassiske fortællende
hold til en femme fatale, der ligner Freds
film. Med undtagelse af den helt klassisk
kone til forveksling. - Hvis det da ikke er
fortalte historie om den stakkels vanskab
sådan, at anden halvdel af filmen er noget
ning m ed den smukke sjæl, der bliver red
Fred forestiller sig.
det fra at hensm ægte som freak i et m ar
At iscenesætte grænseløsheden i stadigt
kedsshow i London om kring 1900, den
nye form er er det paradoksale projekt hos
sort-hvide The Elephant M an (1980,
Lynch. D erfor forekom m er det m enings
Elefantmanden), går de dog aldrig op i
fuldt, at han sagde ja til at instruere Dune
hverken den klassiske filmfortælling eller i
(1984), film atiseringen af Frank H erberts
de genrekoder, som Lynch også hele tiden
science-fiction kultrom an, ligesom bille
benytter. H enter han inspiration i den
191
D avid Lynch
Peaks: Fire Walk with Me (1993) fortalte en historie, hvis slutning i hvert fald de, der havde set Twin Peaks, kendte på for hånd. Denne udskældte film drejer sig om Laura Palmers sidste dage; den slutter m ed det m ord, som faderen begår på sin datter, og som Twin Peaks starter med at etablere som den gåde, der skal løses. Historien giver aldrig sig selv hos instruk tøren, heller ikke hvor den er givet på for hånd. “The hom e is a place where things can Lost H ighway
go wrong”, siger Lynch i interviewbogen Lynch on Lynch (1997). Det viser ikke bare Twin Peaks, m en alle instruktørens værker, hvor ideen om et hjem-sted negeres gang europæiske surrealisme, har han også rod
på gang. Der er ingen ro, ingen helle i det
i den am erikanske populærkultur.
Lynchske univers, heller ikke når det ser
Krimifortællingen og dennes særegne
sådan ud. Det synes at være den urolige
1940’er-version, film n oir’en, er foretruk
åre, der fostrer instruktørens billedverden,
ne genrer, lige som road movien er det;
og det bliver ikke dem enteret af den nye
Wild at Heart og The Straight Story viser
ste film, M ulholland Drive (2001), hvor
spændvidden i både road movien og i
Lynch er tilbage i noget der kan m inde
Lynchs værk. Men sam tidig sluttede Twin
om Lost Highway-land m ed en historie
Peaks som ‘w hodunit’ m idt i det hele, Lost
om dobbelte identiteter, hukommelsestab
Highway blev aldrig rigtig noir og Twin
og en Los Angeles’sk natteverden. Anne Jerslev
Film ografi 1968 1970 1974 1977 1984 1986 1990
The Alphabet (kort) The G randm other (kort) The Amputee (kort) The Elephant M an/Elefantmanden D une Blue Velvet Twin Peaks (tv-serie)
1990 1990 1992 1993 1995 1997 1999 2001
Wild at Heart/Vilde hjerter Industrial Symphony No. 1 (tv) Twin Peaks: Fire Walk With Me Hotel Room (tv-serie) Lumière et compagnie (episode) Lost Highway The Straight Story M ulholland Drive