Tsai Ming-liang I Taipeis fugttærede boligblokke er beboerne deprim erede, depraverede og deplacerede. Tsai M ing-liangs film om dem er sjovt nok det stik modsatte: åndfulde, illum inerende og velanbragte
Ingen skal beskylde taiwaneseren Tsai
Sarkasmen er til at få øje på, når Lees
M ing-liang (f. 1957) for kun at afprøve
figur i den femte film viser sig at være ble
sine ideer halvt. Alle hans hidtidige fem
vet ur-sælger; visernes vandring sætter
spillefilm h ar genkom m ende motiver og
hans totale im m obilitet i relief. Kæresten
fælles temaer. Og så h ar de alle den besyn
er skredet, rejst til Paris. H an selv går i
derlige unge skuespiller Lee Kang-sheng i
cirkler og udtrykker alene sin længsel
en central rolle. Lees (1) figur har oftest
symbolsk og indadvendt - ved at indstille
samme navn, uden at der er tale om et
alle urviserne til fransk tid. H an er ulykke
egentligt sam m enkæ det livsforløb. Snarere
ligt uvidende om, at hun er lige så frem
udgør filmene punktvise nedslag i en typi
m edgjort i sit nye land som han er i
ficeret ung mands jagt på identitet. Hans
Taiwan.
tvivlsomme karakter udvikler sig efter
Skønt altid forankret i hovedstaden
hånden til en nådesløs dystopi over stor
Taipei er megen af Tsais pessimisme n a
byungdom m en. Eller hvad værre er, ifølge
turligvis universelt gangbar. Filmene er
instruktøren selv: Et sørgeligt, generelt
adfærdspsykologiske studier af en utilpas
nutidsbillede.
set knøs, der nok med årene modnes
Den unge mands identitetssøgen er
fysisk og følger strøm m en ind i m arkeds
nemlig om trent lige så frugtesløs som den
økonom ien og boligkarréerne, men som
er konsistent. Heller ikke i filmenes samle
hverken socialt eller seksuelt lykkes m ed at
de kronologi er der store frem skridt at
finde sin rette hylde. Eller nogensom helst
spore. I den første spillefilm, Rebels o f the
hylde. H an er totalt fremmedgjort; intet
Neon God (Ching shao nien na cha, 1992),
drive indefra, intet pres udefra. Det er alt
spiller Lee en sm åkrim inel teenager.
sam m en meget forstemmende. Og vanvit
Senere er h an blevet sælger, lever som
tigt skarpt og uforudsigeligt skildret.
stilfærdig voyeur-eksistens og prøver at begå selvmord i en to m lejlighed. I et tred
Lorteland. Filmenes paradoksale charme
je opus er han atter den hjem m eboende
skyldes ikke m indst, at den uskolede Lee
søn - i en kernefamilie, der i den grad
Kang-sheng forlener sit eksistentielle m is
vakler under fraværet af kernefamilievær
foster af en hovedfigur med et gemyt, der
dier. Hvorefter han igen bliver til en
virker lige så renhjertet som dum t. Det u-
afstumpet lurer, nu m ed dagjob i kælde
teatralske og fåmælte i hans adfærd får
ren under sin dødssyge beboelsesejendom.
lige så stille menneskeligheden til at for
Hvorom alting er: H an er deprim eret,
trænge karikaturen. Det er et lille mirakel,
depraveret, deplaceret. Og han kom m er
og instruktøren giver ham god tid til at
ikke rigtig nogen vegne.
udføre det.
279
Tsai M ing-liang
T h e R iver
Efterhånden er også Lees lettere forpin
er vandet; evigt nærværende og betyd-
over på Tsai Ming-liangs øvrige personer.
ningssvangert i alle sine former. Fra sau
Der er ikke m ange figurer i alt, men alle
naen til skøjtehallen. Fra den forurenede
går de rundt og ser ud - i kritikeren
flod til det prosaiske postevand. Fra urina
Camille Nevers’ smukke form ulering -
le syndfloder til himmelske haner.
som om de sad på lokum (2). Sam m en
Regnvejr fungerer ofte som en fremmed
ligningsgrundlaget er tilm ed i orden, for
kraft, der m ed magt og agt sætter den
en uforholdm æssig stor del af filmene
kontrolliderlige enfold på prøve. Individ
foregår netop på taiwanesiske badeværel
erne reagerer forudsigeligt: De barrikade
ser. M ed badning og vandladning. Og
rer sig vanedyrisk m od omverdenen og
hvad der ellers hører sig til.
isolerer sig fra hinanden. I den overrum p
Disse dagligdags ritualer - rutiner ville
lende parabel The River ( Heliu , 1997)
være for m ildt et udtryk i forhold til den
dem onstrerer Tsai, hvordan mennesket i
vægt, Tsai tillægger dem - passer sm ukt til
stedet burde gå direkte til kildens
både filmenes rytm e og til Lees lettere
udspring. Billedligt og bogstaveligt talt.
anale egoisme. Og så samler toiletscenerne
280
Deus Exit. D et mest iøjnefaldende motiv
te, åndsfraværende ansigtsudtryk gledet
Under et tropisk regnskyl begynder det
to gennem gående og centrale m otiver i
at dryppe fra familiefaderens soveværel
Tsai Ming-liangs filmsprog: Vandet og
sesloft. H ustruen skriger stumt på sex i
kroppen.
naboværelset, men m anden fortrækker
Tsai M ing-liang
alligevel til sønnens - Lee Kang-shengs -
blanke, psykologiske panser er der dog
gemak. Safterne stiger i al stilfærdighed
sm å tegn på liv. Øjeblikke m ed eftergiven;
overalt; den tiltagende fossen fra loftet er
svagheder, om man vil. Det er i denne
blot det synlige krisesym ptom . O m vandet
optik - og ikke som udtryk for pubertæ r
ligefrem er en sublim ering af personernes
provokationstrang - at m an bedst forstår
undertrykte begær er ikke entydigt, for i
de mange toiletscener. Det er nemlig gen
m odsætning til interiøret slipper realis
nem fortæringen og afføringen, at perso
men uplettet gennem filmen. The River
nernes selvopholdelsesdrift i glimt kom
kan godt læses som en stum p og uforløst
m er til syne. Heller ikke denne drift er
betydningsophobning å la Antonioni.
synderligt ekstravagant udlev(er)et. Der er
Men i det rette lys fungerer den som sagt
lysår fra de kulinariske festspil, m an ellers
også som generel eksistens-m etafor. 1
forbinder m ed Sydøstasien (5), til tv-mål-
slutscenen sætter h u stru en endelig spørgs
tiderne hos Tsai M ing-liang, hvis debut
målstegn ved vandet som skæbnevilkår og
som teaterinstruktør meget sigende hed
klatrer uden på bygningen. Pointen skal
Instant Bean Sauce Noodles (1981).
ikke afsløres her, blo t at den lurende deus
O rganism e-plejen foregår altid i tavs inde
ex machina- metafysik sættes grundigt i
sluttethed, selv når Lee en sjælden gang
parentes.
lufter sin sensualitet - overfor vandm elo
Skønt instruktøren selv hævder at være
ner, naturligvis! Ellers foregår alt ret kli
stærkt overtroisk (3), så er dét svært at få
nisk. Optagelse af fødevarer. Og altså
øje på. Snarere er Tsai bærer af en besk
afsondring af fødevarer.
nihilisme, d er hverken levner plads til konkrete diagnoser eller løsningsmodeller
Em blem atisk i denne sam m enhæng er m illennium -film en The Hole (Dong ,
- herunder religiøst hokuspokus og tek
1998). I et gudsforladt lejlighedskompleks
nologiske forskansninger. M ennesket m å
opstår en sprække i cementen mellem to
stå på egne ben eller falde om som det er.
lejligheder. Den anonym e overbo, selvføl
(4)
gelig spillet af Lee Kang-sheng, reagerer prom pte ved at pisse ned til sin stakkels
Instant noodles. Det leder til det andet
kvindelige underbo. Senere sender han en
centrale m otiv hos Tsai: Kroppen. Under
regn af dåseøls-opkast ud over det bjerg af
fraværet af ord og ansigtsm im ik er det ad
toiletruller, hun stabler op som værn.
denne vej, personernes sindstilstande
Lækagerne i m urværket er igen tegn på et
kommer til udtryk. Lee Kang-shengs fysi
følelsesmæssigt overtryk, og spejler den
ske adfærd udgør atter paradigm et:
m åde, hvorpå de kropslige portaler må
Automatiseret og kold. Drifter og øm
give efter for skarn og indestængt livs
hedsfordringer kom m er højst til udtryk i
kraft.
en overfladisk (selv)udlevelse; frustration manifesteres i selvpåførte skader. I Vive
Sange fra 102. sal. Den tyngende pessi
Vamour (Aiquing Wansui, 1994) m asturbe
m ism e hos Tsai Ming-liang kan godt give
res der i en sådan grad, at filmens ironiske
m indelser om en Roy Andersson. Fælles
titel nærm est bliver til en besværgelse fra
for de to er også rytm en, sirligheden i tab
instruktøren til verden, en oprigtig appel:
leauerne, den drævende fysiske komik -
Få så de følelser ud i lyset!
og så skarpheden i den forstørrede hver-
Midt i robotagtigheden og alt det m etal
dagsabsurditet. Hos Tsai er der blot noget
281
Tsai M ing-liang
længere til gadeniveau. I The Hole når
hedder en af de 50’er-schlagere, som den
m an knapt nok ud til elevatorskakten.
feberram te kvinde fremfører i højkulørt,
Den betrædes dog i den kvindelige hoved
eskapistisk musical-koreografi. G esund
persons dagdrøm m e, hvor de seksuelle og
heit! synger h u n frejdigt. Vi ønsker også
sentim entale ventiler undtagelsesvist står
god bedring. D er er tilsyneladende brug
åbne et par m inutter. ‘A choo-Cha-Cha’
for den. Rasmus Brendstrup
N oter 1. 2. 3. 4.
5.
På Taiwan benæ vnes fam ilienavnet først; tilsvarende bruges h e re fte r Tsai frem fo r M ing-liang. Cahiers du Cinéma 490, novem ber 1999, s. 42. Sight and S o u n d V II/3, m arts 1997, s. 18. D enne skepsis kendetegner generelt taiw anesisk film s såkaldt ‘N y ny bølge’, hvortil Tsai regnes. H er ser m an sto rt på kulturelle og historiske fo ru d sæ tn in g er fo r d e n (m anglende) nationale iden titet - n etop det som o ptog 80’ernes taiw anesiske new wave m ed Hou H siao-hsien og E dw ard Yang i spidsen. Se C hiao, Peggy (1998): “Alla ricerca di u n ’identitå taiw anese” in Taiwan Cinema degli anni ‘90. Pesaro Film Festival 1998. M ilano: E d itrice 11 C astoro, s. 11-24. Jeg tæ n k er her især på film som Spis Drik M and Kvinde ( Yinshi N an nu, 1994) af en a n d en taiw aneser, Ang Lee, der ku riø st n o k er m alaysisk født im m ig ra n t ligesom Tsai.
Filmografi (spillefilm)
¿o2
1992 1994 1997 1998 2001
C hing shao nien na cha/R ebels o f the N eon G od A iquing W ansui/V ive l’a m o u r H eliu/T he River D ong/T he Hole W h at T im e Is It There?