DET SØGENDE ØJE
F orfatteren — o g d ertil instru ktø ren — Jo h a n nes A lle n h a r efter prem ieren p å „ U n g leg ” ytret sig lid t vred lad ent, fordi m an h ar v illet se noget i han s film , som slet ikke var til sigtet. H an s p ro test bør hav e m edho ld . M a n har beskyldt ham fo r sæ deligt p ik anteri og til d en en d e peget p å forskellige form er fo r p u blicity, u d fo ld et o m k rin g film ens p ro d u k tio n og efter dens udsendelse. M e n film en h ar så vidt vides også en prod ucen t, som vel kan være m and fo r at ud nytte sagen m ed passende sm artness. F ilm en selv e r velgørende fri fo r spek ulation i p o rn o g rafisk sk ueglæ de; den frem byder i n tet af den pirrend e, b ob lende o g chokerende u anstæ ndighed, som film ens reklam em agere og m od standere h a r lokket tilskueren til at vente. A t d e u n g e g å r i seng m ed hin an d en e r vel lige så n atu rlig t, som B irte — film ens „ o n d e ” p ig e — siger det. A t deres m iljø, velstandens og lediggangens, tillad er dem at beskæftige sig m ed d et o g m in d re m ed andet, er vel et af film ens problem er, en af g ru n d e n e til, at A llen h ar skrevet den. M en chokerende? Skulle det være forbøffende, at de ung e leger fo r budte lege, o g — om m an så m å sige — overdriver? E r der nog et enestående i den g am m elk end te u m oral, som er et af tilværelsens fundam en ter, og som n atu rlig vis kan forrykkes, blive skævt og dram atisk? M e re overraskende find er jeg film ens fo r ældre, som af deres egen fo rk lu d red e tilværelse ikke behøvede at u dlede en så fortvivlende id io tisk h o ld n in g til børnene. Som de frem træ d er i „ U n g leg” , forbliver de postulater. D e t skyldes næ ppe, at de ikke eksisterer, m en snarere at de som and re skikkelser og situatio ner i film en ikke frem træ der m ed kunstnerisk sikkerhed. Spil, p erson instru ktio n, billedføring, tem p i og fo rløb — k o rt sagt hele den film iske réalisation lid er af u sikkerhed. D e t er ikke m oralske, m en kunstnerisk e brist, m an kan be b rejde Jo h a n n es A llen. O g hvis en forsonende
120
a f Theodor Christensen
røst skulle m in d e os om, at dette er et d e b u t arbejde, m å jeg — lid t u fin t — g ø re o p m æ rk som på, hvad A lle n gen tagne g ange h a r hæ v det i sk rift og tale: N å r in stru k tø re r vil lave film , bør de alliere sig m ed folk, d er kan skrive. M ed sam m e ret kan m an bede skrib en ter, d er v il lave film , om at alliere sig med instru ktører. *
D e r er tilløb til film debat i dagspressen. Jø r gen B u d tz-Jø r gensen og E rik U lrichsen h ar i „D ag e n s N y h e d e r ” væ ret i ringen. J e g er i den held ig e situ ation at væ re lidt u en ig med begge. Så hvis det ikke er et p riv at slags mål, m eld er jeg m ig. U lrich sen bebrejd er d ag bladskritikeren, at h a n ikke m ød er m ed den ideale fo rd rin g til de film , h a n skal anm elde. H a n tag er valent på d årlige film og skader derved de godes om døm m e. H a n h a r ikke in te g rite t til at sige fra. H e rtil svarer Budtz-Jørgensen, at en hu m o ristisk b eh an d lin g er mere virksom end en seriøs nedrak nin g. 1— 0 til Budtz-J., som d erefter g år til angreb, hvori han viser sig svagere. H a n beskylder sin m o d part fo r så g rim m e tin g som „sekterisk film o lo g i” , „k ritisk storvask" og „teo retisk v rid e m askin e” , hvilket kun viser, at Budtz-J. ikke h a r villet tag e film en m ed den kunstneriske alvor, som sagen kræver og k ritik e ren selv har behov for. O m han vil m edd ele det læ sende p u b lik u m resu ltatern e fra sin „teoretiske vridem askine” b liver et pæ dagogisk anliggende. M en d en konklusion, han ag ter at forelæ gge i et dagblads spalter, kan ikke købes let. D et koster også arbejde at v u rd ere en m idd elm ådig film , selv om m an m åske m ener, at en d el af arbejdet ikke egn er sig til offentlig gørelse i en avis. B udtz-J. m å have et h o rn i siden p å film teorien. F o r selvfølgelig m ener h a n også, at
Jet er et alv orligt arb ejd e at g iv e dårlige film , Jjvad de fortjen er. D e n virkelige u enigh ed må gælde v u rderin gen , dens synsvinkler, m etoder, hvad film eg entlig er — alt det m an selvsagt ikke kan skrive om til daglig. H v is d enne uenighed k un ne bringes frem om ikke i d ag s pressens så i „ K o sm o ram a”s lys, skulle jeg m ed glæde erklæ re striden fo r uafg jo rt og døm m e
omkamp. * Erik B a llin g m eld er sig også i film debatten. Dog ik ke i dyst m ed g lad iato rer som de oven nævnte. H a n inv iterer hele p u b lik u m in d i manegen og afleverer k n a p n o k en skinfæ g t ning, fØr h a n k apitulerer. H a n erklæ rer d er efter sejrherrern e sin k æ rlighed og tilbyder dem sin tjeneste m ed en sidebem æ rkning til de forbløffede læ sere: „ F o r w e th a t live to piease must piease to live . . . E n sandhed, d er kan komme til at ligne en d årlig undskyldning, sålænge den k u n ses i relatio n til den sociale, økonomiske o g p rak tisk e afh æ ng ig hed af p u blikum .” S ådan står d er i Ballings kro n ik i „P olitiken” 13/1— 57. P rø v e r han d a så at se denne sandh ed i n o gen an den relation? N ej, resten af k ro n iken er en af de sæ dvanlige jerimiader over, at d ansk film koster dyrt, og at den skal ses af m asser af m ennesker, og at det er een lan g balancegan g at nå resultater på d e vilkår. M a n fo rstår så udm æ rket, at „Politiken" k ald er sin leder to dage senere „D ansk film s d ilem m a” , fo r just dette er det indtryk, B allings kro n ik efterlader. M a n k unne ønske, at h a n h av d e g jo rt m ere u d af den „stræben efter at få p u b lik u m til at ønske, hvad m an g iv e r” , som om tales i forbigående. Den am erikanske m an u sk rip tfo rfatter D u d le y N ichols h ar en g an g sagt det således, frit g e n givet: V i ved, at film er en forretning . A t den går, b ehøver vi ikke at tage os af. D et skal ind ustriens m askineri n o k sørge for. V o r opgave er at prøve at g ø re film ene en lille smule b ed re å r fo r år, ikk e at tillade, at de lidt efter lidt bliver en lille sm ule værre. Vi h a r ikke så fo rfæ rd elig m eget udbytte af Ballings stan d p u n k t, hvis det blot ud trykker et forsvar fo r den p ro d u k tio n , han er medansvarlig for. H a n skylder os ingen un d sk y ld ning, og enhv er h a r lov til at have højere idealer end h ans eg ne film kan n å op til. D et hænder, at fo lk g å r i stykker på d en ideale fordring, m en m an kan også kom m e til kort *f m angel på den. E nhv er sin død. #
Film debatten h e r i „K o sm o ram a” s sekteriske spalter fortsæ tter uanfæ gtet, o g selv E rik B al
lin g m ener, at rab iat fan atism e kan være in sp i rerende, id et h a n d o g u dtry k k elig u n d tag er de hjem lige fo rm er fo r dette n åd ig e skulderklap. I sidste n u m m er af „ K o sm o ram a” nævnes fo r skellige film som nog le af d e bedste i 1956. B lan d t an d et ser jeg, at S io d m a ks „R o tte rn e” frem hæ ves stæ rkt, m en s f. eks. K a utn ers „ H im m el u d en stjern er” m å nøjes m ed trøsten de om tale. D e t kan d a ikke fo r alvo r væ re m e ningen? „R o tte rn e” m ed dens overspæ ndte iscenesættelse, m ed Goran S trindbergs såkaldt ekspressionistiske billedarbejde, der er lige så virtuost som m alplaceret, som fo rv irrer de lig e gla d e og væ kker m odv ilje hos de kyndige? „ H im m e l u d en stje rn e r” e r m ed al sin se n ti m en talitet lan g t m ere helstøbt. *
Je g er ikke sikker på, at jeg vil væ re m ed til den biografisk-geografiske personal-film histo rie så lang t som U lrichsen driver den i sin artikel o m J o h n H u sto n . D e n kan an ven des, n år m an ik ke slip per d et faste greb om den pågæ ld en de in stru k tø rs kunstn erisk e tek nik, m en b ru g t m ed stivsind fø rer den til de m æ rkeligste g eneraliseringer. E ksem plet giver U lrichsen , n år h an lo vpriser H o llyw o od s disci p lin og „k u n sten in d ad b ag d ø ren ” -princippet. V e d e n a n d en lejlig hed , og u d en fo r denne rub rik, vil jeg gern e specificere m in e in d v e n dinger. Je g skal love ikke at g ø re det så langt som A ra n d a i sin u dm æ rkede, m en virk eligt lan ge artikel om B uiiuel. *
D e t var en oplysende artikel, der forøgede m in utilstræ kkelige vid en om den skrækkelige spanier. J e g ville have væ ret gladere, hvis A ran d a ikke så energisk h av de sat B unuel i m od sæ tn in g til folk i flæ n g b la n d t film ens største og u d næ v nt E isenstein og P u d o vkin til æsteter, m ens B un uel kom m er i kom pagni m ed D o vsjen ko , fordi de fo rtæ lle r os om livets f u n dam entale vilkår. Som om d e to an d re ikke g jo rd e det! Je g er en stor b eu n d rer af B unuel, m en jeg vil alligevel forb eh o ld e m ig ikke at beu ndre han s virtuose, han s enkle og han s u b ehjæ lpsom m e film lig e hø jt. Je g kan g o d t se, at m an derig enn em kvalificerer sig til at kaldes en virkelig B u nue l-beundrer. M e n jeg t r o r på, at n år m an oplever ku nstnerisk, så ser m an selv i livets p rim itiveste b u n d et æ stetisk m øn ster. D ets levendegørelse er betin get af kunst. D e t findes ikke i det kunstløse.
1 I øjeblikket in d sp iller h a n „S ilk S tockings” , en m usical efter „ N in o tc h k a ” . Flere gange h ar h a n tr u e t m ed at træ k ke sig tilb a g e ; hver g ang erfared e m an k o rt efter, at n u dansede han igen. I 1949 k u n n e h a n have lagt sig til hvile p å sine laurbæ r, da h a n fik en Academypris fo r „raising standards o f all m usicals”, m en nej. H a n er 56 ( 5 7 ? ), m en h a n bliver ved. H a n h a r flere g an ge form ået at forny sig, han er stadig i k on tak t m ed sang- o g dansefilm ens udviklin g. I „ Y o la n d a and th e T h ie f ” (1 9 4 5 ) knyttedes h an til den nye eksperim enterende m usical-form , d er p å flere p u n k ter b rø d m ed traditio ner, h a n selv h avd e skabt. O g året efter dansede h an sam m en m ed G ene K e lly i „Ziegfeld F o llies” . M ø d e t m ellem F red A sta ire o g K elly er m ødet m ellem to af m usical'ens vigtig ste stil-
tionale b id rag til den m odern e dans. M e n step. dansen er o p rin d elig k u n et rent rytm isk fæ. nornen, som m åtte nøjes m ed en udvikling , der u d eluk ken de lå p å det akrobatiske o g virtuose p la n — in d til A staire kom til. D e t er uimod. sigeligt, at A staire h ar fornyet og i realiteten h elt om form et den trad itio n e lle stepdans, og hans arb ejd e h erm ed to g allerede sin begyndel. se, d a h a n som d re n g kom til N e w Y o rk og hos N e d W a yb u rn , en dan selæ rer m ed et klart syn p å sagerne, blev sat til at dyrke stepdans og in te t andet. I tyverne blev B roadw ay Astaires p rø veterræ n, fra sho w til show voksede hans stil, fik form at og karakter o g gjorde h am selv til et begreb. „ D en eleganteste danser i verd en ” — det er fra 1930 A staire, og i det stykke h a r selv K elly m åttet opgive at k onk urrere m ed ham .
DANDY OG KUNSTNER typer. G ro ft sagt dyrker A staire en forfinet, lid t dek aden t stil, m edens K elly repræ senterer det su n d t am erikanske, im p u lsiv t og ligetil. I den p ågæ ldende scene i „ Z ieg fe ld F ollies" er forskellen åb en b ar: m edens K elly danser m ed h ele sin tek n ik i fu ld udfoldelse, tag er A staire d et ligesom m ere roligt. H a n danser ikke „ u d ” i h ver bevægelse, h a n nøjes m ed at antyde - hv o r den and en giver sig h e lt ud i en næ sten dem on strativ præ sen tatio n af ev nerne, h o ld er h a n sig lid t beskedent i b ag gru nd en. M åske er der hos A staire i denne dans en g o d p o rtio n resign ation over fo r K e l lys spo ntane livsglæde. D ette sidste er rim e lig t nok. G ene K elly blev den første film danser, d er fo r alvor k u n ne sættes o p m od A staire, og netop i m idten af fyrrerne bestod det alm ind elige indtryk, at K elly v ar i flyvende fa rt på vej m od tin derne, m edens A sta ire kort fortalt h avd e set sine bed ste dage. „Z ieg fe ld F o llies” stabiliserede ikke desto m in d re A staires position, o g få år senere præ sterede h a n sit bedste — i M in n ellis „L et på t å ” . I dag er h an stadigvæ k bland t de k unstnere, d er giver den am erikanske m u sical et p ersonlig t ansigt — han er p å sin vis dens første og fornem ste inspirator. A staires speciale er stepdans, A m erikas na-
122
s-A f Jørgen Stegelmann
M e n — „d en eleganteste danser i verden” er en fattig karak teristik af k u nstn eren Astaire, I Broadw ay-tiden forvekslede m an han s form m ed parisisk elegance o g chic; i anmeldelser blev h an og søsteren A d e le (h an s partnerske i m ange år, m en ald rig p å film ) u d en videre udnæ vnt til, in d fø d te parisere. D e t v ar tidens ko m m en tar til A staire, m en den dæ kker ikke. A staire er jo ikke blot elegant. D e t er natur ligvis rigtigt, at A staire synes at vise det bedste i kjole og hv id t, ulastelig t k læ d t; han er den ubekym rede levem and, d and y’en par excellence, og han s rollefag h ar relativt sjæl dent iklæ dt h am and et end d enn e elegancens un iform . M e n „ eleg a n t” beskriver ik ke hans sæ rpræg, det sæ tter h am k u n i bås m ed alver dens b anale g ig o lo ’er. F re d A staire kom til H o lly w o o d i 1933 på et tid sp u n k t, d a den am erikanske m usical vat identisk m ed de store show film , i hvilk e blandt an d re B u sb y B erkeley skabte en bizar filmisk ko reografi m ed sine hæ rsk arer af dansende. D e tte B erkeley’ske dom in erede i det store og hele den ene væsentlige del af tredivernes mu sicals; op m o d d enne fo rm satte A staire sin specielle stil, og større m od sæ tn in ger kunne ikke bestå. M o d de enorm e o rg ier i kæmpe o p trin satte A staire den solistiske dans, gav ofte afkald på at bygge dansen o p om andet