M arinekorporal Ramirez (Elliot Ruiz) i Battle fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).
Fiktion m ed virkeligheden som kulisse Interview med Nick Broomfield om hans semi-dokumentariske spillefilm Ghosts (2006) og Battle for Haditha (2008) AfLars Movin
106
I en af de mest bemærkelsesværdige sce
til. Scenen er placeret hen imod slutnin
ner i Nick Broomfields seneste film, Battie
gen, efter at vi har fulgt Ramirez og hans
fo r Haditha (2008), et action-dram a base
deling gennem et blodigt døgn, hvor de
ret på en autentisk begivenhed under Irak-
unge am erikanske marinesoldater som en
krigen, bryder historiens amerikanske
reaktion på, at de lige akkurat er sluppet
hovedperson, m arinekorporalen Ramirez,
levende forbi en vejsidebombe, er gået
sam m en foran kam eraet og skiftevis græ
am ok i en blodrus og har slagtet mere
der og raser af indestængte frustrationer
end tyve civile irakere, m ænd, kvinder og
over den situation, han er havnet i, og
børn. Og selv om den m arinesoldat fra
alt det forfærdelige, han har været vidne
det virkelige liv, Elliot Ruiz, som spiller
a f Lars Movin
Ramirez, ved optagestart aldrig tidligere havde stået foran et kam era, i hvert fald ikke som m edvirkende i en fiktionsfilm, leverer han en særdeles intens præstation m ed en overrum plende grad af autentici tet, en regulær følelsesstorm af den type, som andre instruktører norm alt ville give nærm est hvad som helst for at trække ud af en professionel skuespiller. Forklaringen er, ifølge Nick Broomfield, den ganske enkle, at scenen er dokum en Battle fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).
tarisk. “Filmen er optaget i Jordan,” fortæller han, “et land, der på m ange m åder m inder om alle mulige andre steder i M ellem østen. Og de amerikanske eks-marinere,
m anuskriptet skulle karakteren Ramirez
som vi brugte i rollerne, havde alle været
bryde sam m en på et tidspunkt, m en det
på én eller flere missioner i Irak, så da de
vidste Elliot ikke. Det skete bare, så jeg
kom over fra USA, og vi fik dem installeret
slap helt for at skulle instruere ham i dét,
i nogle barakker, der i princippet m indede
der ellers kunne være blevet en vanskelig
om dem, de havde b oet i, da de var i krig,
scene.”
faldt de hurtigt tilbage i stem ningen fra
Anekdoten er karakteristisk for forløbet
dengang. De genoptog deres gamle om
af tilblivelsen af Battie fo r Haditha, hvor
gangsform og sprogbrug, og dét i en grad,
virkelighed og fiktion hele vejen igennem
så jeg ind imellem m åtte bede dem om at
væves ind og ud af hinanden. Filmen - der
skære ned på antallet af ’motherfuckers,
har haft et budget på bare tre millioner
fordi det i en film kan blive træ ttende at
dollars - er baseret på en tragisk hændelse
høre på i længden. I starten havde de svært
under Irak-krigen, der fandt sted den
ved at omgås de irakiske m edvirkende
19. novem ber 2005, hvor en deling am e
- som alle var flygtninge bosat i Jordan -
rikanske m arinere fra det såkaldte Kilo
ligesom de knap nok tu rd e forlade barak
Com pany som reaktion på en vejsidebom
kerne for at gå på restaurant eller lignende,
be henrettede 24 civile irakere i Haditha,
fordi de var bange for at blive skudt. Og
en lille by beliggende ved Eufrat-flodens
de begyndte at få m areridt om natten og
bred et par hundrede kilom eter nordvest
forskellige andre form er for nervøse sym p
for Bagdad. Um iddelbart efter blodbadet
tomer.”
blev den korporal, der havde stået i spid
“Den morgen, vi optog scenen m ed
sen for nedslagtningerne, forfrem m et til
Elliot, havde han netop klaget over, at han
sergent og m odtog sågar en hædersbevis
var begyndt at få problem er m ed at sove,
ning. Men nogle m åneder senere begyndte
efter at han var kom m et til Jordan. De
videooptagelser af de irakiske ofre at cir
posttraum atiske stress-reaktioner var be
kulere både i og uden for Irak, og efter at
gyndt at røre på sig igen. Og da vi tændte
to journalister fra m agasinet Time, Tim
for kameraet, væltede det bare ud af ham
M cGirk og Aparisim Ghosh, i m arts 2006
m ed fortvivlelse og desperation. Ifølge
havde taget sagen op, følte den am erikan-
107
Fiktion med virkeligheden som kulisse
ske hæ r sig nødsaget til at iværksætte en
fordi atm osfæren er så højspændt. Sam
intern undersøgelse, som resulterede i, at
tidig har det været ret rystende at møde
de involverede m arinere blev stillet for en
nogle af de marinere, som havde været
domstol. Deres sag er endnu ikke afgjort,
involveret i Haditha-episoden. De var jo
og det er Broomfields vurdering, at den
bare nogle bange små knægte, der havde
heller ikke vil blive det før efter næste p ræ
meldt sig til hæren som sytten-årige, og
sidentvalg. “Jeg tror ikke, at m ilitær retfærdighed
som forud for Haditha alle sammen havde været i Fallujah, hvor de havde deltaget i
har ret meget at gøre m ed dét, vi andre
hårde kam pe og prøvet at miste venner og
forbinder m ed retfærdighed,” siger han.
kolleger, hvilket de var stærkt påvirkede
“Og det er m it indtryk, at den amerikanske
af. Og hvis jeg har lært noget af at lave den
regering helst bare så, at denne sag ville
film, så er det, at når en krig er b ru d t ud,
forsvinde.”
og dialogen mellem parterne er afbrudt, så må der nødvendigvis ske sådan noget
Ingen so rt/h v id film. Broomfield og hans
som H aditha - måske ikke på det niveau
m edm anuskriptforfatter, Marc Hoeferlin
hver eneste dag, men i princippet. I den
(som tillige er filmens cheffotograf), har
forstand m ener jeg, at det er en almengyl
forud for optagelserne lavet en meget
dig film om krig og om den mentalitet, der
grundig research for at kortlægge be
fører til tragedier som Haditha.”
givenhederne under H aditha-episoden
D ernæst h ar det været vigtigt for
m inut for m inut. De har haft adgang til en
Broomfield at lave en film, der ikke var
seks tusind sider lang rapport, som The
sort/hvid. En film, hvor man ikke pegede
Naval Crim inal Investigative Service har
fingre ad nogen af parterne og påstod, at de
udarbejdet, de har interviewet nogle af de
alene havde skylden:
involverede m arinere (offcam era, fordi
“Jeg ville gerne tegne et nuanceret bil
retssagen stadig pågår), de har fundet frem
lede af alle de gråzoner af frustration og
til pårørende til nogle af de dræ bte irakere,
m istæ nksom hed og så videre, der opstår
og de har gennem set store m ængder opta
i en krig, og som man norm alt ikke taler
gelser, blandt andet fra overvågningsfly, for
så meget om. Ligesom det var vigtigt for
at danne sig et overblik over logistikken.
mig, at både am erikanere og et publikum i
Alligevel har det ikke været Broomfields
Mellemøsten kunne genkende deres egen
prim æ re mål med filmen at lave en d o k u
komplicerede situation. Og en sådan kom
m entarisk’ korrekt fremstilling af det fakti
pleksitet er både dokumentarfilm og denne
ske forløb:
type spillefilm velegnede til at indfange,
“Battie fo r Haditha er først og frem mest tæ nkt som en film om, hvad der sker i en
synes jeg. D et har i hvert fald været min intention.”
krig,” siger han. “For mig personligt har det
108
været utroligt indsigtsgivende at gå dybt
Soldater out o f character. Efter at have
ind i anatom ien på en enkelt episode og
indsam let et omfattende dokum entations
virkelig analysere den. Det har givet mig
materiale satte Broomfield og Hoeferlin sig
en forståelse for den paranoia, der opstår i
ned og skrev et manuskript, der i de store
en krigszone, hvor alle hele tiden handler
linjer var tro m od det faktiske begiven
i forhold til det værst tænkelige scenarie,
hedsforløb, m en som i detaljen, herunder i
og hvor tingene let kom m er ud af kontrol,
de fleste af dialogerne, gav plads til, at man
a f Lars Movin
under optagelserne k u n n e improvisere sig
er jordens røvhul.
frem til det endelige resultat.
D en ægte vare. Generelt siger Nick
“Når m an arbejder m ed ikke-skuespil
Broomfield om den m etode, han har
lere,” m ener Broomfield, “er det vigtigt at
udviklet, dels i Battie fo r Haditha, dels
lade dem bidrage til dialogen, så den kom
i forgængeren Ghosts, som han færdig
m er til at ligge naturligt for dem. Hvis man
gjorde i 2006 (begge film er produceret af
giver dem alt for præcise instruktioner om,
Broomfield selv for den britiske tv-station
hvad de skal sige, og hvordan de skal bevæ
Channel 4):
ge sig, får m a n næppe noget godt resultat.
“Først og fremmest har det været af
Så mister m a n det bedste fra begge verde
afgørende betydning at arbejde m ed ikke-
ner, så at sige: Man får en skuespiller, der
skuespillere, som på deres egen krop har
ikke kan spille, og m an går glip af at trække
oplevet begivenheder, der svarer til dem,
p å de erfaringer fra d en medvirkendes
filmene handler om. D ernæ st har det væ
eget liv, som ellers k u n n e have bidraget til
ret vigtigt at have et så lille filmhold som
scenens troværdighed. Derfor er m an nødt
muligt og at optage på autentiske locations.
til at etablere en fleksibel måde at arbejde
I Battie fo r Haditha kunne det naturligvis
på, hvor fotograferne indretter sig på ikke-
ikke lade sig gøre at filme i Irak, m en Jor
skuespillernes præm isser og så vidt muligt
dan er tæ t nok på, og selv om vi har måttet
bare følger efter dem i den enkelte scene.”
ændre lidt på indretningen af husene hist
Det er således ikke noget tilfælde, at
og her, har vi så vidt muligt undgået at
Broomfield i Battie fo r Haditha prim æ rt
opbygge kulisser. Soldaterne var rent fak
h ar anvendt fotografer, der har deres bag
tisk indkvarteret i de barakker, der også er
grund i dokum entarism e. Ikke m indst
deres hjem i filmen, og irakerne boede i de
fordi opgaven fordrede, at der var tale om
huse, m an ser.”
personer, som var rutinerede i at arbejde
- Jeg har læst, at din allerførste film ,
m ed håndholdt kam era over længere tid.
W ho Cares1 [1970], i sin tid blev vist sam
H an har derfor genoptaget samarbejdet
men med Slaget om Algier [1965, La bat-
m ed Joan Churchill, som har stået bag
taglia di Algeri]. Det virker ret oplagt, at
kameraet i mange af h an s dokum entarfilm ,
Battie for H aditha må være inspireret a f
ligesom h a n har inddraget sin søn, Barney
Gillo Pontecorvos film , som jo er en klassi
Broomfield, som i disse år selv er ved at
ker på området?
etablere sig som dokum entarist. Under optagelserne i Jordan boede
“Jeg har altid syntes, at det var en fanta stisk film, og at Pontecorvos brug af ikke-
Barney Broomfield i barakkerne sam m en
skuespillere var meget stimulerende. Så det
m ed marinesoldaterne og kom således tæt
er bestem t en inspirationskilde, m en ikke
på dem, og det er ham , der har stået for de
den eneste. D u må huske, at der i de senere
interviews i starten a f filmen, hvor de unge
år er blevet lavet en del film inden for den
am erikanske mænd u dtaler sig om deres
ne genre, for eksempel af Paul Greengrass,
oplevelse a f at være i k rig - ikke in charac
som faktisk har udtalt, at Slaget om Algier
ter, men som privatpersoner. En sekvens,
var hans favoritfilm. Og den ene af de to
hvor hovedrolleindehaveren Elliot Ruiz -
fotografer på Ghosts var Marcel Zyskind,
endnu inden vi har læ rt ham at kende som
som jo også har fotograferet de fleste af
Ramirez - får sagt, at h an føler sig svigtet
M ichael W interbottom s film.”
a f den amerikanske hæ r, og at Irak for ham
- Den danske instruktør Jon Bang
109
Fiktion med virkeligheden som kulisse
jeg tror, at d et skulle væ re en meget modig politiker, der gik ud og beskyldte dem for at være forrædere. Måske er det den ame rikanske regering, der er illoyal. Måske er det dem, der h a r forrådt soldaterne og det am erikanske folk.” D irect C inem a-baggrunden. Nick Broom field er født i 1948 i England og har siden 1988 i længere perioder boet i Los Angeles, hvor han også har produceret en række Battie fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).
af sine film. I dag, hvor h a n igen prim æ rt opererer fra England, m å han siges at være en af den dokum entariske genres m est feterede instruktører. H an har i en årrække
Carlsen anvender begrebet 'iscenesat doku
været kendt for at lave film om m ere eller
m entarisme?
m indre skandaleramte berøm theder, fra
“Det lyder for mig som en m odstri
det afdøde rock-ikon K urt Cobain til den
dende og forvirrende term. Hvis m an en
kvindelige seriem order Aileen W uornos
delig skal hæfte etiketter på noget, må det
til de to m yrdede rappere Biggie Smalls og
vel være for at gøre tingene m ere tydelige,
Tupac Shakur. Undervejs er Broomfield
ikke det modsatte. Publikum er forvir
selv blevet lidt af en celebritet, og n år han
rede nok i forvejen, hvorfor forvirre dem
på det seneste h ar kunnet lave hele to spil
yderligere? Og det har bestem t ikke været
lefilm inden for en kort periode, skyldes
hensigten med Battie fo r Haditha at lave et
det - ifølge han s eget udsagn - at h an ikke
stykke forklædt eller iscenesat dokum en
længere har de store problem er m ed at
tarisme. M ålet har været at lave et dram a,
rejse penge til nye projekter. Han befinder
en action-film, og jeg har virkelig gjort mit
sig kort sagt i den usædvanlige position -
bedste for at gøre den så autentisk og visuel
ikke m indst for en dokumentarist - at han
som overhovedet mulig.” Efter en visning i Cinem ateket i Kø benhavn2 var der én blandt publikum ,
Det startede anderledes ydmygt i 1970
som ville vide, om ikke det bekym rede
m ed den socialt indignerede Who Cares, et
Broomfield, at filmens fremstilling af de
stykke klassisk debatorienteret dokum en
am erikanske m arinere som dræ berm onstre
tarisme, optaget i sort/hvid på et Bolex-ka-
kunne få de m edvirkende til at fremstå
mera. Filmen handler o m et nedslidt arbej
som forrædere, både i forhold til deres kol
derkvarter i Liverpool, Abercrombie, hvor
leger i den amerikanske hæ r og i forhold til
et miljø, der havde eksisteret i generationer,
den am erikanske offentlighed. Hvortil han
blev spredt for alle vinde, fordi slum m en
svarede:
skulle saneres. Og siden h a r Broomfield
“Disse m arinere er den ægte vare, så
110
i dag stort set kan lave d e film, han har lyst til.
lagt navn til m ere end tyve værker, heraf
dan er de, og de har et meget stærkt sam
om kring halvdelen i den stil, der er blevet
m enhold og er norm alt hundrede procent
hans signatur, nemlig d en type undersø
loyale over for deres korps og hinanden. Så
gende dokumentariske film, hvor h a n selv
a f Lars Movin
optræ der på billedsiden som en terrier på jagt efter et bytte. Efter i en årrække at have lavet klassisk observerende film i D irect Cinem a-traditionen - om em ner som m yndighedernes m agtm isbrug, ungdom skrim inalitet, de horrible forhold i am erikanske fængsler, kvindelige soldater og prostitution - løb Broomfield i 1985 ind i en krise som in struktør, da han var blevet involveret i at lave en film om tilblivelsen af den am eri kanske skuespiller og kom iker Lily Tomlins Broadway-show The Searchfor Signs o f
Nick Broomfield i The Leader, His Driver and the Drivers Wife (1991, instr. Nick Broomfield).
Intelligent Life in the Universe. Filmen var en katastrofe fra starten. Broomfield havde kun m odstræbende ladet sig lokke ind
His Driver and the Drivers Wife (1990), et
i projektet, og undervejs indtraf det ene
portræ t af den stygge sydafrikanske white
groteske uheld efter det andet, som blot
suprem acy-leder Eugene Terre’Blanche,
bestyrkede hans fornem m else af, at han
hvor Broomfield for første gang optræ der
skulle have fulgt sin første indskydelse og
på billedsiden som den figur, vi siden har
takket nej til opgaven. M est frustrerende
læ rt at kende gennem adskillige værker: en
var det im idlertid, at ingen af problem erne
lidt nørdet og tilsyneladende ufarlig skik
kom til at fremgå af den færdige p roduk
kelse iført hovedtelefoner og boomstang,
tion, Lily Tomlin: The Film Behind the Show
som m ed sin troskyldige nysgerrighed, sine
(1986). Og Broomfield stod tilbage m ed
venlige øjne og sit drengede gavtyvesmil
fornem m elsen af, at dét dokum entariske
- kom bineret med en ekstrem stædighed -
format, han hidtil havde arbejdet i, på en
kan få sine ofre til enten at slappe af eller at
m åde forhindrede ham i at fortælle den
hidse sig op og derved vise sider af sig selv,
fulde sandhed om den virkelighed, der
som de ikke havde tæ nkt sig, at offentlighe
skulle skildres.
den skulle se.
Erfaringen førte til, at Broomfield efter følgende indføjede et ekstra lag i sine film,
Leacock og Pennebaker. I dag er Broom
således at de - ud over deres prim æ re tema
field kendt for en helt personlig form for
- også kom til at handle om deres egen
undersøgende dokum entarism e, en slags
tilblivelsesproces. Effekten m ærkedes før
“Direct Cinem a m øder New Journalism” -
ste gang i den eksperim enterende Driving
en karakteristik, han i øvrigt selv bifalder.
M e Crazy (1988), hvor Broomfield - igen
Hans m etode indebæ rer for eksempel, at
i forbindelse m ed en dokum entation af en
han har kunnet lave biograflange film om
Broadway-opsætning, denne gang Body
personer, der ikke selv ønskede at m edvir
and Soul - i protest over de alt andet end
ke. Det gælder først og frem m est Tracking
tilfredsstillende vilkår, h an var blevet sat til
Down Maggie (1994), hvor den portræ tte
at arbejde under, lod sin film handle mere
rede - Englands tidligere prem ierm inister,
om sig selv end om m usicalen. Og den nye
M argaret Thatcher - hele vejen igennem
strategi slog helt igennem i The Leader,
lader, som om Broomfield er luft. Og
111
Fiktion m ed virkeligheden som kulisse
det gælder i nogen grad film som Heidi
projekt. M en m etoden er naturligvis ikke
Fleiss: Hollywood M adam (1995) og Kurt
lige velegnet til alle emner.”
& Courtney (1998), hvor den ihærdige sporhund heller ikke har meget held med
M otherfuckeren Herzog. - Werner Herzog
at få sine ofre i tale, m en hvor det i stedet
har en diskussion kørende med Direct Cine-
er selve jagten og efterforskningen, der er
ma-folkene, hvor han kalder deres sandhed
blevet filmenes motor, m ens instruktøren
fo r en ‘bogholdersandhed’, mens han med
selv er blevet deres hovedperson.
sine egne film hævder at stræbe efter en
Direkte adspurgt om han mener, at han m ed denne m etode bedre kan indfange sandheden, svarer Broomfield: “Jeg synes, at det er problem atisk at tale
Anerkender du den skelnen? “Jeg synes, at W erner Herzog er en opblæst nar. Og jeg har ikke noget imod
om sandhed, idet sandhed - som vi alle
at blive citeret for det, for jeg har sagt det
ved - altid er subjektiv. Det kom m er an på,
direkte til ham . Jeg har overværet en meget
hvor kam eraet peger hen. Men når det er
ubehagelig episode, hvor han var grov over
sagt, føler jeg egentlig, at m in m etode er
for Ricky Leacock, hvilket var smertefuldt,
opstået mere eller m indre ved et tilfælde,
fordi Leacock betragtede ham som en ven.
uden at jeg har tæ nkt specielt meget over
W erner burde anerkende, at han - ligesom
det. Dét, jeg holder mest af ved doku
alle os andre - står på skuldrene af den
m entarism e, er, at der er så vide rammer.
bevægelse, som Leacock og Pennebaker
Faktisk er der ikke andre regler, end at man
og M aysles-brødrene startede. Ikke alene
skal holde sig til den overenskomst, man
banede de vejen for en revolution ved at
ved filmens start indgår m ed publikum .
ombygge disse Auricon-kameraer, så de
D et er denne vitalitet, der gør, at genren
kunne bruges håndholdt - hvilket er selve
kan blive ved m ed at være interessant.”
forudsæ tningen for den dokum entariske
“Jeg har den største respekt for Direct
112
‘p oetisk sandhed’, en ‘e kstatisk sandhed’.
film, som vi kender den i dag - m en de
Cinema-folkene, som udviklede en form,
lancerede også dette m ed at indfange virke
der gjorde det m uligt at indfange de p ro
ligheden i lange ubrudte sekvenser af real
cesser, hvorunder beslutninger bliver taget,
time. Og lad os se det i øjnene: En film som
og begivenheder folder sig ud - i real time.
Grizzly M an (2006) er først og fremmest
Ingen anden kunstart kan gøre det. Det
fantastisk på grund af de optagelser, som
var dét, der var så genialt ved det pioner
Tim othy Treadwell har lavet. De er sub
arbejde, som Ricky [Richard] Leacock og
stansen i den film, og så har W erner på sin
D.A. Pennebaker og de andre stod for. O m
egen germ anske måde efterfølgende fået
vendt kan m an sige, at det i visse tilfælde
placeret sig selv i historien. Men det er ikke
kan føles som en begrænsning, at deres stil
Herzog, der h ar gjort det til en stor film,
indebærer, at instruktøren ikke forventes at
det er det utrolige real tim e-materiale, som
være personligt involveret i emnet. Ved at
netop ligger i traditionen fra Direct Cine-
anvende den stil, jeg har valgt, lægger man
m a-generationen. Og det ligger mig meget
ud m ed et statem ent om, hvilke intentioner
på sinde, at vi anerkender dét. W erner er
m an har, og hvad det er m an søger efter,
fuld af W erner, og når han kører frem med,
hvorefter m an følger dette statement. På
at Direct C inem a er død, og at det er en
den m åde er det relativt let for publikum
genre befolket af døde mennesker, tænker
at forholde sig til instruktørens person og
jeg bare, at h an er en motherfucker, der
a f Lars Movin
kunne trænge til at læ re noget om repekt.” -
Apropos Direct Cinema så talte jeg for
Television School, ikke m indst af min fan tastiske lærer, den skotske dokum entarist
nogen tid siden med Robert Drew, som til
Colin Young, og trak den i en langt mere
min overraskelse udtrykte beundring fo r
politisk retning. M en som sagt: Det er dét,
Michael Moore som instruktør. Hans eneste
der er så fantastisk ved dokum entarism e
indvending var, at det er forkert at kalde
som genre - at den er åben for alle mulige
Moores film fo r dokumentarisme, eftersom
form er for fortolkning.”
der tydeligvis er tale om propaganda? “Jeg er helt enig. Jeg kan også godt lide
U ddrivelsen af fiktions-spøgelset. Det var
Michael M oores arbejde, m en det er klart,
im idlertid ikke trangen til at afprøve nye
at han er en pamfletmager, som tilfældigvis
aspekter af det dokum entariske format,
har kastet sig over filmmediet, fordi det var
som i 2006 fik Nick Broomfield til at kaste
en praktisk m åde at kom m e ud m ed sine
sig ud i projektet Ghosts, en film, der lige
budskaber på. Selvfølgelig ligger der også
som efterfølgeren, Battie fo r Haditha, er b a
et element af observerende dokum enta
seret på en autentisk begivenhed. Nej, den
rism e under overfladen i M oores arbejde,
egentlige impuls stam m ede fra, at Broom
m en dét, der først og frem m est adskiller
field i slutningen af 80 erne havde prøvet
ham fra Direct Cinema-folkene, er, at han
kræfter m ed spillefilmformatet i Diamond
så tydeligt h a r en dagsorden. Og på en
Skulis (1989), et m ildt sagt ikke særlig vel
m åde kan m an også sige, at jeg selv tog
lykket m øde med Hollywood-maskineriet.
den antropologiske eller etnografiske form
Og det var den erfaring, som han havde
for dokumentarisme, som jeg i sin tid blev
lyst til at prøve at rette op på med Ghosts:
introduceret for på The N ational Film &
“Det var en frygtelig oplevelse at lave
Ghosts (2006, instr. Nick Broomfield). „
Fiktion med virkeligheden som kulisse
D iam ond Skulls. Jeg kom fra en ganske
følger rejsesekvensen i filmen fuldstændig
uformel og spontan arbejdsform, og plud
den rute via Moskva, Beograd og Calais,
selig stod jeg m ed en stor produktion
som også Ai Q in Lin ankom ad). I England
m ed en masse kendte skuespillere, og der
bliver Ai Q in stuvet sam m en m ed andre
var sim pelthen ikke noget i den film, der
illegale kinesiske arbejdere under usle for
kom til at fungere, sådan som jeg gerne
hold og må påtage sig det ene ydmygende
ville have haft det, hverken historien eller
og dårligt betalte job efter det andet, indtil
skuespillet eller noget som helst. D u ved,
hun ender i M orecambe Bay, hvor hun som
den type traditionelle spillefilm har deres
en af de eneste overlever tidevandskata-
rødder i teatret, m ed kulisser og m akeup
strofen.
og parykker og alt dét, og m ine film kom m er et helt andet sted fra. Og så var jeg
En film m ed dagsorden. Ligesom i Battie
tvunget til at arbejde m ed sådan et stort
fo r Haditha fornem m es det, at det først og
Panavision-kamera, hvilket betød, at det
frem m est h a r været Broomfields intention
var udstyret, der kontrollerede mig, og ikke
at tegne et nuanceret billede af en kom
omvendt. I en spillefilm produktion er det
pleks problematik, hvor ingen entydigt
kameraet, der bestem m er størrelsen på
udnævnes til skurke eller ofre. D og er man
filmholdet, fordi alle andre enheder be-
ikke i tvivl om , at filmen forholder sig kri
mandes i forhold til kam eraholdets størrel
tisk over for de britiske m yndigheders af
se, og vi endte m ed at være halvfems eller
visning af at hjælpe ofrene for denne form
hundrede m and på settet - hvilket kvæler
for m oderne slaveri, som samfundet reelt
enhver fleksibilitet. Det er den eneste af
nyder godt af, ligesom skytset rettes mod
mine film, som jeg ikke siden har været i
erhvervslivets kyniske og dobbeltmoralske
stand til at se fra start til slut.”
udnyttelse a f den illegale arbejdskraft. Et
Da Broomfield skulle lave Ghosts, lovede han derfor sig selv, at han denne gang ville
siges at være at skærpe opm ærksom heden
anvende alt dét, han i m ellem tiden havde
om kring de illegale im m igrantarbejderes
lært af sit dokum entariske arbejde. Ghosts
særdeles vanskelige situation. Og en helt
tager sit afsæt i en episode, der fandt sted
konkret hjælp forsøger Broomfield også
den 5. februar 2004, hvor 23 illegale kine
at yde, idet h an lader filmen slutte med en
siske im m igrantarbejdere druknede, da de
opfordring til at støtte en fond, d er er op
blev fanget af tidevandet, mens de var ved
rettet m ed henblik på at hjælpe familierne
at indsamle hjertem uslinger på sandban
til de druknede immigrantarbejdere ud af
kerne i M orecambe Bay i det nordvestlige
den bundløse gæld, som de stadig kæmper
England, små hundrede kilom eter nord for
m ed at betale af.3
Liverpool. I hovedrollen ses Ai Qin (spillet
114
overordnet m ål med filmen kan således
Under sin indledende research gik
af Ai Q in Lin), en enlig kinesisk mor, der i
Broomfield p å bedste Giinter Wallraff-
desperation over fattigdom m en og udsigts
m aner undercover som illegal afrikaaner-
løsheden i en lille landsby i den kinesiske
im m igrant og tog arbejde med at plukke
Fujian-provins lader sig lokke til at betale
forårsløg, pakke bøger på et lager og lig
en bande af m enneskesm uglere 25.000
nende. D erved lykkedes det ham at trænge
dollars for at blive transporteret illegalt
ind i et miljø, som det kan være vanskeligt
til England - en historie, der ligger meget
at skildre journalistisk eller dokum enta
tæt op ad Ai Qin Lins egen (for eksempel
risk, idet de illegale im m igrantarbejdere
a f Lars Movin
ifølge sagens natur ikke ønsker at blive
duktionen en bil, der forsvandt i bølgerne.
eksponeret. Denne m etode var den før
Ligesom han i den scene hen im od slutnin
ste forudsætning for film ens autenticitet.
gen, hvor kineserne under indsamlingen af
D ernæst kommer, at Broomfield, ligesom i
hjertem uslinger angribes af engelske kolle
Battie for Haditha, har tilstræ bt ikke alene
ger, fandt lokale hvide muslingesamlere til
at filme på autentiske locations, m en også
rollerne som overfaldsmænd. En idé, der
at etablere en atm osfære om kring opta
skulle vise sig ikke at være helt uproble
gelserne, der så vidt m uligt kunne bidrage
matisk, idet englænderne, som også i det
til at ophæve skellet m ellem virkelighed
virkelige liv var sure over konkurrencen fra
og fiktion - lidt på sam m e måde, som da
de underbetalte kinesiske arbejdere - ifølge
Jørgen Leth i forbindelse m ed optagelserne
Broomfield - havde svært ved at skelne
til Udenrigskorrespondenten (1983) slap
mellem et fingeret og et autentisk slagsmål,
sine skuespillere løs i den hai'tianske virke
og kun var alt for tilfredse med at få lov til
lighed. Således lod Broomfield under pro
at give frustrationerne frit løb.
duktionen de m edvirkende bo i det trange rækkehus i Thetford i Norfolk, som er en af
Rekonstrueret rejse. Det mest autentiske
filmens prim ære locations, og søgte på den
element i Ghosts er im idlertid optagelserne
m åde at få samværet m ellem de kinesiske
m ed Ai Qin i Kina. I første del af filmen
aktører, herunder de sange og spil, som de
har Broomfield taget sin hovedperson m ed
underholdt sig selv og hinanden med, til at
til Kina for at rekonstruere hendes liv i
flyde ind i fiktionen.
perioden op til afrejsen til England. Ai Qin
På tilsvarende vis insisterede han på at
Lin - som Broomfield havde fundet i den
optage druknescenen i det farlige tidevand
kinesiske kirke i Kings Cross i London - er
i Morecambe Bay, hvilket kostede p ro
selv illegal im m igrant, og i scenerne i Kina
Ghosts (2006, instr. Nick Broomfield).
Fiktion m ed virkeligheden som kulisse
agerer hun sam m en m ed sin rigtige fam i
sker. Og derfor bryder jeg mig heller ikke
lie. Ligesom afslutningens gensyn m ed den
så meget om denne trend med at lave do
søn, hovedpersonen har efterladt i Kina,
kum entarfilm , hvor det hele virker meget
reelt er en helt og aldeles dokum entarisk
planlagt og iscenesat, og hvor m an anven
optagelse af Ai Qin Lins gensyn m ed sin
der rekonstruktioner og en masse Philip
søn, som hun på det tidspunkt ikke havde
Glass-musik. Så hellere tage skridtet fuldt
set i syv år.
ud og lave fiktionsfilm.”
På et stilistisk plan har Broomfield søgt at styrke det autentiske præg ved i vid u d
Real C inem a. - Hvad er for dig at se den
stræ kning at filme i lange ubrudte takes,
afgørende fordel ved at lave fiktionsfilm på
ligesom i en dokum entarfilm .
den måde, som du har gjort det i Ghosts og
“Som jeg var inde på før,” siger han, “er det mest bemærkelsesværdige ved
“Det er m in fornemmelse, at m an i de
dokum entarism e efter m in m ening netop
fleste dram afilm i dag bare ser de samme
konceptet m ed real time. Altså at m an
gamle træ tte skuespillere gennemspille
alene ved den måde, m an filmer på, kan
de samme gamle klichétyngede sam urai
dokum entere en situation, en udvikling, et
ceremonier. N år man går ind til en spil
hændelsesforløb, således at publikum kan
lefilm, er det, som om m an forventes
se, at der ikke er tale om fortolkning eller
autom atisk at glemme alt om, hvordan éns
m anipulation. Hvis vi som filmmagere ikke
egen hverdag ser ud, hvordan m an selv
udnytter denne egenskab ved m ediet, spil
oplever virkeligheden uden for biografen.
der vi på en m åde noget meget dyrebart.
M an forventes bare at læne sig tilbage og
D erfor har jeg også i de to nye film prøvet
kigge på disse overbelyste, over-iscenesatte
så vidt muligt at filme scenerne i real time
og overspillede ritualer, hvor det eneste,
snarere end at nedbryde dem til små frag
det handler om , er, at nu skal m an se sin
m enter, som m an plejer at gøre det med
favoritskuespiller brillere med endnu en
professionelle skuespillere. Vi ville gerne
perform ance. Det er uvirkeligt og derm ed
have pointerne frem inden for den enkelte
ufarligt, og jeg synes simpelthen, at spil
optagelse snarere end at klippe os frem til
lefilmen er udpint som format i disse år.
dem.”
G rundlæ ggende bliver der i dag lavet de
-
Kan man sige, at du ligefrem har film et samme typer film, som man har lavet, si
scenerne på en dokumentarisk m ådefor at
den talefilmen kom frem - med de samme
få dem til at virke mere autentiske?
typer historier, de samme formelle greb, de
“Nej, det er ikke det, jeg mener. Jeg har
116
Battie for Haditha?
samme m åder at klippe på og så videre. Og
bare skudt dem sådan, som jeg norm alt
hertil kom m er stjernesystemet, som har
skyder mine film. Jeg synes, at det er lidt
gjort skuespillerne til Hollywoods svar på
uheldigt m ed denne tendens til, at m an i
fast ejendom . Stjerner er noget, m an køber
disse år bevidst forsøger at få spillefilm til
og sælger, og det er deres pris, der er afgø
at ligne dokum entarfilm og omvendt. For
rende for en films budget. Hele systemet
mig at se er den mest interessante form
er så ufleksibelt og træ gt som nogensinde,
for dokum entarism e disse vilde, ukontrol
og det er m it indtryk, at denne tilstand i
lable, spontane film, hvor man optager på
virkeligheden passer pengem ændene fint,
en ikke-planlagt, ikke-iscenesat m åde for
fordi det er et system, som er let at kon
på den m åde at indfange tingene, mens de
trollere. For mig har det, der sker, ikke det
a f Lars Movin
Instruktøren i et afslappet øjeblik mellem optagelserne til Battle fo r Haditha (2008, instr. Nick Broomfield).
fjerneste m e d kunst at gøre.” -
I andre spillefilm, der er baseret på
overbevist om, at den vil blive endnu mere udbredt i frem tiden, fordi man hér kan
autentiske begivenheder, pynter man ofte
genkende den virkelighed, der fremstilles,
mere på virkeligheden, end du har gjort, fo r
fra sit eget liv. Og fordi de personer, der
at få dramaturgien til at fungere. Har du fø lt
agerer, er fortrolige m ed det univers, filme
det som en begrænsning som historiefortæl
ne handler om. Dét er for mig at se en slags
ler, at du fr a starten har haft det som et mål
’real cinema’, som har et enorm t potentiale,
at være meget loyal overfor virkeligheden?
og som vi knap nok er begyndt at udforske
“Egentlig ikke. I begge de nye film har
endnu.”
jeg oplevet, at virkeligheden var så inter essant, og at den definerede tingene på en så kraftfuld måde, at det i sig selv var stim ulerende. Så nej, d et har ikke været noget problem. Selvfølgelig kan m an sige, at det faktum , at man ikke anvender kendte skuespillere, kan virke begrænsende i for hold til, hvor stort et publikum m an når ud til. Men jeg synes, at det er en fantastisk interessant måde at lave film på, og jeg er
Noter
1. Med få undtagelser er alle Nick Broomfields film udgivet på dvd. Størsteparten af hans dokumentariske produktion er opsamlet i to bokssæt. The Early Works rummer: Who Cares (1970), Proud To Be British (1973), Behind the Rent Strike (1974), Juvenile Liai son (1975), Tattooed Tears (1978), D riving M e Crazy (1988), Juvenile Liaison 2 (1990) og M onster in a Box (1991). Docum enting Icons rummer: Soldier Girls (1981), Chicken Ranch (1983), The Leader, His D rivera n d the
117
Fiktion med virkeligheden som kulisse D rivers Wife (1991), Tracking D own M ag gie (1994), H eidi Fleiss: H ollywood M adam (1995) og Fetishes (1996).
2. Q&A med Nick Broomfield d. 12. september 2008. 3. På hjemmesiden www.ghosts.uk.com kan man læse, at fonden per august 2008 har sendt 62.982 engelske pund til Kina.
Litteratur
Wood, Jason (2005). Nick Broomfield. Docum en ting Icons. London, Faber and Faber.
Film omtalt i artiklen
1970 Who Cares 1974 Behind the Rent Strike
118
1976 Juvenile Liaison 1978 Tattooed Tears 1980 Soldier Girls 1982 Chicken Ranch 1985 Lily Tomlin: The Film Behind the Show 1988 Driving Me Crazy 1989 Diamond Skulls 1990 Juvenile Liaison 2 1991 The Leader, His Driver and the Drivers Wife 1993 Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer 1994 Tracking Down Maggie 1997 Kurt & Courtney 2002 Biggie and Tupac 2003 Aileen: The Life and Death of a Serial Killer 2006 Ghosts 2008 Battle for Haditha