2 minute read

Bjergtagende udsigter

7 bjergtagende udsigter

Grib dit kamera og kryds disse naturperler af, én efter én.

Storslået udsigt fra et af Danmarks bjerge

Sukkertoppen: glem alt om, at Danmark er flad som en pandekage. I Kystlandet ligger et af Danmarks bjerge, hvor lyngen vokser op ad de stejle sider, og turen til toppen er en af landets mest udfordrende stigninger. Gåturen derop er cirka 4 km, og udsigten over Mossø og Gudenåen er fantastisk. Laver du en top 10 med oversete perler i den danske natur, kommer du ikke uden om Sukkertoppen.

Et fyr så smukt, at det burde have sin egen Instagram-konto

Træskohage Fyr fra 1904 er et ikonisk vartegn for området omkring Stouby og Vejle Fjord. Det 13 meter høje tårn er for nyligt blevet restaureret og fungerer i dag fortrinligt som udsigtstårn med sit fantastiske vue over fjorden. På en klar dag kan du faktisk se helt til Fyn! Det er desuden et populært motiv for naturfotografer og Instagram-entusiaster.

Unikt kulturlandskab ved Gudenåen

Uldum Kær er et beskyttet naturområde med et sjældent dyre- og planteliv. Et velfungerende net af stier giver dig mulighed for at opleve det store mose- og kærområde på helt tæt hold. Start ved Fugletårnet og sug udsigten til dig.

Den bedste udsigt over Horsens Fjord

De dybe skove i Sondrup Plantage ligger i et bakket landskab på et langstrakt bakkestrøg, der blev formet i sidste istid – et usædvanligt smukt og afvekslende område lige nord for Alrø. Både Sondrup Bakker og Uldrup Bakker hører til favoritudflugtsmålene blandt de lokale. Med sine 74 meter over fjorden er Blakshøj det højeste punkt – men den bedste udsigt finder du ved udsigtshøjene i Trustrup et kort stykke derfra.

Natur og fortidsminder ved Vejle Fjord

I den kuperede Staksrode Skov finder du Danmarks mest dramatiske kyststrækning med høje skrænter, væltede træer, urørt og sjælden natur. Der er tre skiltede ruter med hver sin farve. Vi anbefaler den smukke gule rute med et smut forbi en ægte borgruin og en havudsigt, der tager pusten fra dig.

900 års kulturhistorie

Klostermølle ligger ved Gudenåens udløb til Mossø, Jyllands største sø, og er dermed perfekt at kombinere med en tur til Sukkertoppen. Møllen blev bygget af benediktinermunke i 1100-tallet, og har senere været benyttet til blandt andet papirfabrik. Find den fantastiske udsigt fra fugletårnet i tørreladens nordlige ende.

Vind i håret på Danmarks højeste punkt

Vil du prale med, at du har besteget Danmarks højeste bjerg? Så skal du sætte flueben ved Yding Skovhøj, fordi det med sine 172,54 højdemeter slår alle andre danske tinder. Vel at mærke hvis du tæller den lille bronzealderhøj på toppen med. Øverst oppe er der den fineste udsigt til Gudenådalen i vest, og vinden rusker i håret som på et rigtigt bjerg.

This article is from: