1 minute read

Vejle Fjord

Nordsiden af Vejle Fjord er kendetegnet ved smuk natur og dramatisk kystlinje. På bare én dag kan du komme omkring både strand, skov, fossiler, borgruiner og et fotogent fyrtårn.

Start dagen med at blive blæst bagover af en imponerende udsigt. Fra Staksrode Skovs karakteristiske høje skrænter kan du nemlig se helt til Æbelø og Fyn! Lige så fascinerende er det, hvis du vender blikket den anden vej, ind i den vilde og utæmmede naturskov. Men bare rolig, der er afmærkede vandreruter på mellem 2,5 og 5 km, så du kan roligt begive dig ind i vildnisset og gå på jagt efter sørøverborgruinen Stagsevold.

Ved foden af skovens skrænter kan du på Stenhøj Strand fortsætte jagten – nu efter fossiler og legesyge marsvin, som du kan spotte langs kysten.

Tag videre til Rosenvold. En skjult verden for sig selv, der ligger og putter sig for enden af skovens skrænter. Her finder du en dejlig strand, en hyggelig campingplads, hvor du kan købe en velfortjent is, et slot og ikke mindst en intim marina, hvor der også er en lille legeplads.

Længere inde i fjorden finder du det skønne spahotel Vejlefjord og dens smukke park samt en række historiske kurveje, der blandt andet tager dig forbi det ikoniske Træskohage Fyr. Fyrtårnet tilbyder et fantastisk vue over fjorden og er i sig selv et yndet motiv for naturfotografer såvel som instagram-entusiaster.

Vidste du?

…at Vejle Fjord blev dannet under sidste istids største isfrembrud? Fjordens nordlige kyst er kendetegnet ved stejle skrænter, hvor der kan opstå voldsomme jordskred, som får træer til at vælte ned på stranden. Der bliver heldigvis holdt godt øje med udviklingen, så du kan trygt færdes på bredden.

Ohøj!

Vidste du, at Staksrode Skov gemmer på ruinen af en sørøverborg? Det er i hvert fald, hvad sagnet siger. Følg den gule rute og kryds voldgraven via den lille træbro for at komme til ruinen af middelalderborgen Stagsevold.

Træskohage fyr

SPA & NATUR

7140 Stouby | +45 7682 3380 www.hotelvejlefjord.dk

This article is from: