1 minute read
Find vej til den gode smag
Har du det også sådan, at maden er en af de vigtigste ingredienser i en god tur? Synes du også, at den bedste souvenir er den, der smager godt? Så har du det præcis ligesom os.
Kystlandet har noget af landets bedste og fedeste muld og derfor perfekte betingelser for madproduktion, madoplevelser og livsnyderi. Her er regn og blæst i passende mængder, men også flere solskinstimer og mildere klima end de fleste andre steder. Her er skov, strand og marker, søer og vandløb, herregårde og små, hyggelige byer, med havne og udsigt til havet – de perfekte omgivelser for gastronomiske overraskelser. Lad vores Food Map guide din tur gennem landskabet – i ægte jord-til-bord-stil.
Du finder ud til små og større producenter, som lever af at dyrke, udvikle, bruge, sælge og nyde de lækre fødevarer, som dyrkes overalt i Kystlandet. Ofte får du mulighed for at kigge ind bag forhænget og lære en masse om råvarer, håndværk og dedikation. Det kan være den perfekte måde at kombinere for eksempel cykelferie med udsøgte smagsoplevelser.
Tag en tur på vingård, besøg et mølleri, følg tilblivelsen af øl og røgsalt eller hop i waders og tag med på tangsafari. Medbring gerne en tom kurv, der er topklar til at blive fyldt med lækkerier. Og måske lidt glas og tallerkner, et skærebræt og en skarp kniv, hvis det skal blive en rigtig vild dag. Tag for dig af retterne og hav en rigtig god (smags)jagt!
Din guide til det lokale spisekammer
Find Kystlandets Food Map ude hos producenterne, på en af vores brochurereoler eller download det selv fra kystlandet.dk. Vi har også samlet alle adresserne i et Google Map, så du kan tage afsted med det samme. Husk selvfølgelig at holde masser af spisepauser.
Food Map hos Vestergaard Mølleri Tunø Bryggeri
Vejlskovgaard Mælkeri
Øko Ged & Grønt