Værdisætning af Kystsanatoriet by Laura Søndergaard Bendixen

K Y S T S A N AT O R I E T Laura Søndergaard Bendixen, Afgang, forår 2015

Kunstakademiets Arkitektskole Afdelingen for Kulturarv, Transformation og Restaurering Værdisætning af kystsanatoriet Forår 2015 Laura Søndergaard Bendixen Stud4263 laura.s.bendixen@gmail.com Vejledere: Christoffer Harlang Charlie Steenberg Nicolai Bo Andersen Victor Boye Julebæk

INDHOLD Værdisætning Tegninger 1:200 Fotos af eksisterende forhold Opmåling af vindue 1:20 Omåling af trapperum 1:50 Optegning at vinduestyper Om bygningens arkitekt

s. 4 s. 12 s. 18 s. 20 s. 21 s. 22 s. 24

Kystsanatoriet Værdisætning

Adresse: Hovedgaden 78, 4654 Faxe Ladeplads Ejer: Stenbjerg Ejendomme A/S Arkitekt: Carl Frederik Schiøtz (1878-1957) Anvendelse: Tidligere Kystsanatorium. Bygningen har stået tom siden 2003 Bevaringsstatus: 3 Opførelsesår: 1911-12

BELIGGENHED Området omfatter et areal på ca. 3.5 ha i Fakseladeplads by. Området ligger for den største dels vedkommende i landzone. Området afgrænses mod syd af Hovedgaden, mod nord af Fakse Bugt. Mod vest grænser området op til Vintervej som er en nyanlagt vej der er ved at blive byggemodnet. Mod øst grænser området op til et tidligere gartneri der lukkede i 2003. HISTORISK Strandgården, som Kystsanatoriet bliver kaldt i dag, består af en trefløjet hovedbygning opført i tre tempi. Den ældste del af bygningen blev opført i 1912 af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse i forening med Komiteen for Opførslen af et Børnesanatorium ved Faxe Strand. Direktøren for Faxe Kalk A/S, Otto Mortensen, var formand i komiteen. Bygningen blev opført efter tegninger af Arkitekt Carl Frederik Schiøtz (1878-1957). Bygningen bar navnet Høstblomstsanatoriet, da det var finansieret ved salget af høstblomstmærker. Bygningen kostede 30.000 kr. Halvdelen var finansieret af salget og resten blev skaffet af komiteen. Samtidig med opførslen af Høstblomstsanatoriet ved Faxe Ladeplads blev der opført et tilsvarende ved Kalø Vig. Sanatoriet i Faxe Ladeplads var til piger og det ved Kalø Vig var forbeholdt drenge. Begge Sanatorier blev opført på baggrund af en arkitektkonkurrence der blev afgjort i foråret 1911. Konkurrencen og baggrund for udvælgelsen er omtalt i Architekten, Den 22 april 1911, 13. aargang nr. 30: “Følgende hovedsynspunkter har været ledende ved bedømmelsen: En central orientering af rummene, let tilgængelige og overskuelige for plejemoderen og hendes hjælpere, med betingelser for rigelig solbelysning af beboelsesrum og gennemluftning af hovedrummene og tillige således planlagte, at gange - navnligt lange og mørke gange - undgås; envidere en for driften let forbindelse mellem de naturligt sammenhørende rum. Bygningens arkitektoniske ydre, specielt med hensyn til deres karakter... …Projekt mrk. Hjerte i en firkant (Nr. 21): Samtlige rum godt beliggende for driften: Tag-Etagen godt indrettet. Det ydre er særdeles tiltalende, navnligt sydsiden. Den eneste hovedanke, der kan rettes mod projektet, er, at sovesalen ikke får sydsol; dette vil dog kunne ændres uden at forstyrre plan og karakter… 4

Bedømmelsesudvalget vedtog herefter enstemmigt at fordele det af Nationalforeningen udsatte præmiebeløb, 1000 kr., således: 400 kr. tildeles projektet mrk. Hjerte i en Firkant (Nr. 21), der viste sig at være udført af Architekt C. Schiøtz, Hellerup. Carl Schiøtz vinderforslag ser ikke så lidt anderledes ud end opførte bygning. Som ønsket i dommerbetænkningen er sovesalen flyttet så den får sydsol. Den afrundede gavl i sovelængen er fjernet, men ellers er rummenes organisering den samme som i konkurrenceforslaget. Huset var indrettet til 30 piger i alderen 5-12 år. Der var fælles sovesale og en opholdsstue der også blev brugt til spisestue. Den store grund var udlagt til frugtog nyttehave samt græsplæne. I 1912 kort efter sanatoriet var taget i brug skrev Illustreret Tidende nr. 51,1912 en artikel om stedet, hvori man får et indblik i stedet arkitektur og indretning: ”…Selve navnet Kystsanatorium giver jo god forklaring i en tid, hvor alle som trænger til at rekreres, om sommeren søger ud til vandet for i en lys og smuk egn i sol og med søbad. med motion og hvile, med landsted. Bygningernes karakter er også som en landejendom… …Som de vedføjede illustrationer viser, er der tilstræbt at gøre bygningerne så enkle i forholdene som muligt og med landligt præg efter beliggenheden. Facaderne er pudsede og kalkfarvede med lyse farver, der virker hyggelige og livligt i omgivelserne. Tagene er røde tegltage, alle vinduer er hvidmalede. I forstue, bad, køkken og klosetrum er der flisegulve; ellers er bygningernes indre udstyr som i almindelige bebogelshuse, dog har børnenes opholdsrum en særlige karakter efter formålet, hvilket er opnået ved anbringelse af panel og en del faste inventar, som går noget i retning af skoleinventar. begge anlæggene er forsynet med vindmotor til oppumpning af vand i koldtvandsbeholderen, som er anbragt på loftet. Der er både ved Faxe Ladeplads og ved Kalø Vig instaleret varmekeddel i kælderen til forsyning af badene og køkkenet med varmt vand og til temperering af linnedrummet. men i øvrigt foregår opvarmningen af alle lokalerne ved kakkelovne. På begge Sanatorier er der i den rummelig forhal fast garderobeindretning. Begge sanatorier er indrettet således, at de vil give en nem og bekvem drift, der gør det muligt at nøjes med et ganske lille personale. Hvert sted er ansat en fuldt uddannet, praktisk sygeplejerske som forstanderinde med en dame, der hovedsageligt skal forestå køkkenet og tre piger til assistance. hvert af Sanatorierne er beregnet på at modtage 30 børn…”

Modsatte side til højre: Kystsanatoriet set fra vandet Modsatte side til venstre: Luftfoto Plan og illustration fra konkurrenceforslaget, trykt i Architekten, 22 april 1911, 13. aargang nr. 30. Denne side: Foto bragt i Architekten, 19 april 1913, 15. aargang nr. 29. 5

I artiklen er et enkelt interiørbillede som viser hvordan sovesalen har taget sig ud. Rummet var gennemlyst med store vinduer til tre sider. vinduerne sad allerede dengang højt over gulvet, og vinduespladen var skrå så lyset kunne trænge dybere ind i rummet og formeneligt også for at undgår at pigerne kravlede ud. Gulvet var belagt med brede planker og loftet i sovesalen var et flot bjælkeloft med mange tværgående bjælker og en stor pålangsgående bjælke i midten af rummet. lofterne var hvidmalede og blanke i overfladen, så de reflekterede lyset fra vinduerne. Væggene var bemalet med en lys farve (tonen kan vi kun gætte på da billedet er sorthvidt) op til underkanten af vinduerne. Særligt for rummet er karnappen med vinduer der vender ind i rummet, her har forstanderinden sandsynligvis kunne våge over pigerne mens de sov. Ved endevæggen stod en stor kakkelovn som skulle varme hele rummet op. Udvendigt var sanatoriet kalket i lyse farver, oprindeligt rødt og de gamle sorthvid billeder afslører at relieffet og detaljerne i facaderne var hvidmalede. I Architekten, Den 19. April 1913, 15. årgang. Nr. 29 beskrives bygningens ydre således: “…Facaderne er pudsede og rødkalkede som bøndergårde og fiskerhuse mange steder ved kysten i Nordsjælland. Taget er tegltag, skorstenspiberne hvide…” I en brevveksling mellem Hr. Overbanemester Løjtnant P. Rasmussen og en ansat i Nationalforeningen for Tuberkulosens Bekæmpelse i 1923, diskuteres behandlingen af facaderne. Man er træt af den rød farve som facaderne er kalket i, og diskuterer hvordan man kommer den til livs. Problemet har været at den røde farve er sevet ned på båndene, måske efter en sjusket kalkning i årene efter opførelsen: “Jeg tror, efter at have talt med arkitekten, at vi skal holde os til det, vi sammen med murermesteren senest drøftede, nemlige at gå til en afskrabning af facaderne over alt, således at vi kommer helt igennem den røde farve og ind til pudslaget, hvorefter vi kan behandle facaden, som om det var første gang, den skulle kalkes, altså anvende en hvilken som helst farve der måtte passe os. Det, det gælder om, er blot at komme igennem den røde farve. VI skal have al den gamle kalk af, og det skal efter arkitektens sigende ikke være nogen kunst at få udført det stykke arbejde, det kan gøres med en murerhammer, eller en murerske eller med flere andre apparater; der skal blot skrabes løs, og skønnes det nødvendigt, kan man også foretage en afvaskning på hvor det måtte synes tiltrængt. Når facaderne er blevet grundigt og samvittighedsfuldt behandlet på den angivede måde, skal den først hvidkalkes, og derefter kan vi kalke den efter med den farve, vi måtte ønske. Den gule farve vi i fjor mente at give bygningen, er jo i og for sig tiltalende nok, og den kan vi derfor godt holde os til i fremtiden også. De hvide bånd skal naturligvis være uforandrede som hidtil, men også for deres vedkommende gælder det, at vi må arbejde igennem den gamle kalkning, idet der jo faktisk er sivet ikke så ganske lidt af den røde farve ned på båndene, og den skal vi selvsagt ikke udsætte os for at komme til at skimte igennem på noget eneste sted, når vi nu går igang med en gennemgribende grundbehandling af facaden…” Siden den gennemgribende facadebehandling i 1923 har huset været gulkalket. I dag er facaden ensfarvet, og de hvide bånd og relieffer overmalet. På de gamle billeder af bygningen får relieffet ellers søjlevirkning, idet den hvide farve lader relieffet stå meget tydligere frem af facaden.

Denne side: Foto: Illustreret Tidende nr. 51, 1912 Plan og snit bragt i Architekten, 19 april 1913, 15. aargang nr. 29. Foto: Ukendt, ca. 1960

Modsatte side: fotos af bygningens kendetegn

I 1949 blev Sanatoriet udbygget og ombygget til også at kunne rumme drenge. Begge de to fløje blev forlænget, fortsat i samme stil og samme materialer, i modsætning hertil blev den tredje fløj, lyshallen opført i en afvigende stil og i andre materialer. Hallen har store vinduer, bølgeeternittag, lav taghældning og et stort ovenlysvindue langs det meste af tagryggen, man formoder at den tredje fløj er opført samtidig med den resterende tilbygning. Lyshallen har sandsynligvis fungeret til dagslysbehandling patienterne. Østfløjen hvor den store sovesal havde ligget, blev forlænget og flere mindre sovestuer med glasskillevægge blev indrettet langs en gang der blev etableret ind mod gårdrummet. Glasskillevæggene har sikret at bygningen stadig i nogen grad var gennemlyst. Fra 1956 til 1973 blev huset brugt som opholdssted for “miljøsvage” drenge og piger, hovedsageligt fra København og Grønland. Under Vietnamkrigen fik også børn fra Vietnam ophold på Sanatoriet. I 1973 solgte Nationalforeningen sanatoriet til kolonien Filadelfia i Dianalund, der først og fremmes arbejder med epilepsi, de kaldte stedet for Perlen. Kolonien Filadelfia brugte stedet til feriecenter for koloniens patienter og kursuscenter for koloniens medarbejdere. I forbindelse med overtagelsen af stedet lavede de væsentlige ændringer på bygningen. Ombygningen indebar nedtagning af eksisterende glasskillevægge omkring de store sovestuer i østfløjen og opdeling med nye lette vægge i tosengsstuer. Ændring af bade- og toiletafsnit i østfløjens nord- og sydende. Samt indretning af brusekabine og omklædning i disp.rum i tagetagens østfløj. I 1981 skiftede stedet igen navn da KFUM’s Sociale Arbejde lejede Sanatoriet, dennegang til Strandgården, som også er det navn bygningen kendes under idag. Strandgården har stået tom siden 2003.

Denne side: Bygningens udvikling fra oven: 1912 1949 1973 8

Modsatte side: Trapperumet

TEKNISK Ydervæggene består af mursten (tegl, kalksandsten og cementsten) og er pudsede gule. Taget er dækket af røde tegl. Liggehallen er opført som en trækonstruktion med store vinduer og bølgeeternittag. Bygningen har 8 nyere termoruder og 4 nyere havedøre, samt 2-3 større ovenlys i taget. Træværket trænger til vedligeholdelse og huset bærer generelt præg af at have stået tomt siden 2003. Alle vinduer i stueetagen er dækket med spånplader som følge af talrige indbrud og hærværk. Flagstangen er knækket. Indvendigt er det oprindelige udtryk udvisket af nedsænkede lofter - i østfløjen er loftet sænket 70 cm. Væggene er plasticmalede i skrappe farver og plankegulvene er dækket af lag-på-lag-løsninger, mange malingslag, gulvtæpper, plastparket eller linoleum. De store sovesale er blevet erstattet af tomandsværelser på hver side af en lang gang. Trapperummet ved hovedindgangen er det mest intakte rum i huset hvor man tydeligt fornemmer hvordan der må have set ud i husets velmagtsdage. Her ligger et flot skakstærnet klinkegulv i rød og sortbrun. De gamle vinduer i facaden er linoliemalede, men afskaller meget. De nyere termoruder i sydgavlen er i ringe forfatning, og de påklistrede sprosser er flere steder faldet af. Der er fugtskader på flere af badeværelserne. Et skadedyr (ukendt, men at dømme efter lorten af betydelig størrelse) bor inde i skunken og har tisset og skidt over hele huset. I kælderen er der dannet saltkrystaller på væggene, hvilket indikerer af der er fugt.

ARKITEKTONISK Husets arkitektoniske stilart kan karakteriseres som nationalromantik, grænsende til bedre byggeskik. Arkitekten Carl Frederik Schiøtz havde i perioden 1904-07 haft et nært samarbejde med Arkitekten Ulrik Plesner hvis inflydelse tydeligt ses i arkitekturen. Der udover har huset et nært slægtsskab med de engelske arkitekter Voysey, Lutyens og Baillie Scotts huse fra samme periode. Bygningen karakteriseres ved sit stejle saddeltag og sit spil mellem symmetri og asymmetri. Der er arbejdet meget med relieffer i facaden, tydeligst i sydfacaden hvor pilastrene mimer en søjlegang. På det oprindelige konkurrenceforslag havde bygningen en søjlegang. Facaderne er kalkede gule og vinduerne er hvidmalede. Taget er rødt tegltag. Opringeligt var huset kalket i en lys rød og detaljerne var hvidmalede.

Kystsanatoriet ligger i naturskønne omgivelser for enden af en lang alle og højt beliggende med udsigt over Fakse Bugt. Alleen består idag af høje hække men har tidligere været flankeret af træer. Langs stranden står 6 høje popler. Grunden er ret tilgroet. Mange mere eller mindre selvsåede træer og buske vokser på stedet.

Mine små analytiske skitser af: a) E. L. Lutyens bygninger b) Baillie Scott’s bygninger c) Charles F. A. Voysey bygninger

TRANSFORMATIONSHOLDNING Bygningen fremstår med pudsede facader og stejle tegltage. Omend nedslidt er husets facader indtakte og de gamle vinduer de fleste steder bevaret. Huset kendetegnes ved at være bygget ud af flere omgange. Den oprindelige intention om at undgå mørke gange er i tidens løb gået tabt. Indvendigt er den oprindelige arkitektur udvisket af linoleum, nedsænkede lofter og cellelignende rum. Kystsanatoriet har stået tomt siden 2003 og har brug for at blive anvendt for ikke at forfalde yderligere. Uden benyttelse, ingen beskyttelse. Bygningen kalder på lige dele restaurering og tilføjelse for at kunne rumme de i afgangsprogrammet anførte nye funktioner. Restureringen skal sikre umistelig kulturarv for eftertiden mens viderudviklingen sker gennem tilføjelse af ny bygningsmasse samt fjernelse af liggehallen fra 1949. Liggehallen er i dårlig stand, men ikke umuelig at redde, dog værdisættes den ikke lige så højt som den resterende del af bygningen og må vige til fordel for additionen. Den oprindelige bygning rummer selv svarene på mange af de nye krævende spørgsmål en transformation stiller. REPARATION - umistelige strukturer: Bygningens facader, herunder oprindelig detaljering, vinduesprofiler og materialeholdning i alle led og overflader i bygningens oprindelige udstrækning. Alleens placering. Subtraktion - strukturer der bør fjernes Nedsænkede lofter, linoliumsgulve, gange, celleligende værelser samt liggehal fjernes TRANSFORMATION - Strukturer, rum og bygningsdele, der kan ombygges Liggehallen kan fjernes, men det anbefales at en ny bygning opføres på dens fodaftryk for at bevare gårdrummet mod vandet. Hovedbygningens rumlige organisering kan ændres så længe mørke gange undgåes. ADDITION - Nye strukturer, rum og bygningsdele, der kan tilføjes Der kan sagtens bygges til Kystsanatoriet, så længe man gør det på bygningens præmisser, additionerne bør spille efter den eksisterende bygnings regler uden at tage fokus fra hovedstrukturen. Det Anbefales derfor at taghældning og tagmateriale anvendes til nybygningen men at facaderne ikke forsøger at konkurrere men den oprindelige bygnings autoritet. Al tilbygning og nybygning på grunden bør underordne sig den eksisterende bygning. MATERIALEVALG: De klassiske byggematerialer og metoder benyttes til både vedligeholdelse, reparation og restaurering – samt fortrinsvis også til transformation og addition. Desuden kan porotherm teglblokke bruges til opmuring af additionerne.

1) Mødet mellem hovedbygning og liggehal 2)Linoleumsgulve 3)Det oprindelige klinkegulv i trapperummet

Stueplan 1:200

1. sal 1:200

opstalter 1:200

snit 1:200

Begge sider: Ankomst fra strandsiden

Ankomst fra strandsiden

Ankomst fra Hovedgaden

Vindue i spisestuen. Opm책lt 1:10 - her vist i 1:20

opm책ling 1:50 trapperum

vinduestyper 1:50 opm책ling

vinduestyper 1:50 outline

ARKITEKTEN CARL FREDERIK SCHIØTZ Genealogi Schiøtz, Carl Frederik, 1878-1957, arkitekt. *6.12.1878 i Roskilde, ?1.4.1957 i Hell. Forældre: Læge, senere overlæge Theodor Alexander S. og Helene Marie Rieper. ~28.10.1905 i Roskilde med Marie Hauch, *20.6.1878 i Kbh., datter af skolebest., senere rektor Adam Gottlob Oehlenschläger H. og Elise Marie Gregoire Gundersen, adopteret Vilsot. Biografi Carl Schiøtz hørte til den gruppe unge arkitekter, der i 1909 stiftede Den fri Architektforening i opposition mod både Kunstakademiets Arkitekturskole og Akademisk Architektforening. Med Povl Baumann, Ivar Bentsen, Carl Petersen, Louis Hygom og Fr. Kiørboe forlod S. i 1902 Akademiet i frustration over den utidssvarende undervisning og søgte i stedet til P.V. Jensen Klint. Denne fik stor indflydelse på S. tidlige arbejder, især de maleriske villaer, der genspejler Klints forkærlighed for murværksdetaljer. S.' kristne livsholdning bragte ham en del kirkeopgaver, hvor han mest bevægede sig inden for dansk sengotik, iblandet lidt tudor-stil, f.eks. Messiaskirken. Ombygningen af Ulstrup Kirke ødelagde desværre den ret enestående romanske bygning ved tilføjelsen af et tværliggende hovedskib. Dyssegårdsskolen er en aulaskole i nyklassicistisk antræk, der i stedet for hovedtrappe har en spiralsnoet rampe til alle etagerne. Uddannelse Bygn.tegner; dimitt. fra Vermehrens Tegnesk.; Kunstakad. Kbh., ark.sk. maj 18991902. Ansættelser: Thorvald Jørgensen; Hans J. Holm; A. Clemmensen; Ulrik Plesner (kond. ved opf. af Esbjerg Posthus). Værker Villa, Ehlersv. 20, Hell. (1905); Dronn. Margrethes V. 27, Roskilde (1910); Høstblomstsanatorium, Fakse Ladeplads (1911-12); samme, Kaløvig (1911-12); samme, Nyborg (1913); samme, Hjerting (1916); villa Fr.borgv. 133, Roskilde (1914); smst. 135 (1914); Strandv. 413 A, Gent. (1915); Kirkev. 31, Klampenborg (1915); Høyrups Allé 35, Hell. (1916); Gruts Allé 4, nu Øregårdsv. 27, smst. (1916); Traverbanev. 8, Charll. (1916); tilbygn. til Menighedshuset Bethania, Vældegaardsv. 5, Gent. (1916-17); Strandv. 415, Gent. (1917); el.værk på Skagen (1918, s.m. ing. P.A. Petersen); sommerhus for gross. F. Kragh, Karlslunde Strand (1919); villa, Vasehøjv. 2, Charll. (1922); Samuelsk., Kbh. (1924-32); forb.sk., Kildedalsv. 26, Birkerød (1925, gymnastikbygn. 1931); Messiask. med præstebolig, Hell. (1926); Dyssegårdssk., Dyssegårdsv. 26, Hell. (1929-33, s.m. G.B. Hagen og Alfr. Brandt, efter konk.). Ombygninger: Hegnsholt, Grønholt ved Fredensborg (1916, ny ombyg. 1920 af L. Hygom); retssale og arrestforvalt. bolig, Ting- og Arresthus, Roskilde (1919); KFUM bygn., Margrethev. 11, Hell. (1922); Bagsværd gl . K. (1925); Næsborg K. ved Løgstør (1936); Ulstrup K. ved Langå (1936); Alsted K. (1940). Projekter: Daniels K., Englandsv., Kbh. (1929); regulering af Skt. Bendts K. omgivelser, Ringsted (1933); endv. møbler, kaminer, lysekroner, mal. og tegn.

TILBAGE TIL HVERDAGEN

- Neurorehabilitering på Kystsanatoriet

Afgangsprogram, forår 2015 Laura Søndergaard Bendixen