
2 minute read
Coronatiden dokumenteres
Ved årsskiftet 2019/2020 havde vi i Danmark knapt nok hørt om den mystiske sygdom, der var dukket op i Hubei-provinsen i Kina og meget langt væk fra vore breddegrader.
Men blot to måneder senere var den meget smitsomme sygdom - nu navngivet corona - nået til Danmark. Selv om vi her iværksatte en række tiltag for at standse smittespredningen, så var der tale om en nærmest umulig opgave i nutidens globaliserede verden.
Advertisement
På et pressemøde den 11. marts 2020 om coronasituationen i Danmark annoncerede regeringen en midlertidig nedlukning af landet. Det skulle forhindre eller i hvert fald sinke spredningen. Pludselig skulle vi til at forholde os til bl.a. afstandskrav, mundbind, håndsprit, forsamlingsbegrænsninger, rejserestriktioner og ikke mindst, at en række forretninger og virksomheder midlertidigt blev lukket ned.
Alt sammen var det en omfattende indgriben i vores dagligdag, og som vel må siges at overgå de indskrænkninger, som skete i forbindelse med f.eks. oliekrisen i 1973 og besættelsen af Danmark i 1940-45. Vi stod over for noget, som utvivlsomt ville få stor historisk betydning.
En opfordring til arkiverne
Ikke længe efter at vi i Danmark lukkede ned i marts 2020, udsendtes den 30. marts en pressemeddelelse fra Rigsarkivet og en række andre kulturinstitutioner, hvori vi blev opfordret til at få opsamlet, hvordan nedlukningen og indskrænkningerne ville sætte sine spor. Det blev samme dag fulgt op med en uddybende opfordring fra SLA til foreningens medlemsarkiver om at få dokumenteret, hvad restriktionerne lokalt kom til at betyde.
En bog om coronaen
Rundt omkring i arkiverne er der utvivlsomt indsamlet en hel del materiale om, hvordan coronaen satte sine spor. Vore arkivkolleger ved Lokalhistorisk Arkiv for Grene Sogn (med Billund som hovedby) har også fulgt opfordringen og indsamlet oplysninger om corona-perioden i netop deres arkivområde.
Arkivet har imidlertid valgt at gå et skridt videre og med udgangspunkt i det indsamlede udgivet en bog om coronatiden i Billund. Det er uden tvivl en af de første bogudgivelser om emnet.
Bogen er på 120 sider, og den er udgivet med støtte fra bl.a. Bente Klercke Fonden; en fond, som netop støtter lokalhistoriske udgivelser, der i sagens natur ofte har en relativt lille direkte målgruppe. Ud over en overordnet beskrivelse af de lokale følger af, at ”corona kom til byen”, har bl.a. en lokal præst, et par skoleelever og en medarbejder ved Billund Lufthavn i bogen fortalt om, hvordan det ramte dem i deres hverdag. Bogen behandler perioden frem til genåbningen i foråret og sommeren 2021.
Når jeg skriver disse ord, er vi i begyndelsen af december 2021, og endnu en ny coronavariant er dukket op. Enkelte restriktioner er blevet genindført (mundbind, coronapas), og man kan frygte yderligere begrænsninger i den kommende tid. Det kan kun tiden vise, og vi er måske slet ikke færdige med at samtidsdokumentere konsekvenserne.
Forsiden af bogen, som er blevet udgivet i sommeren 2021 af Lokalhistorisk Arkiv for Grene Sogn.